FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
JEAN MISCHO
fremsat den 28. februar 1989 ( *1 )
Høje Domstol.
1.
Det andet retsmøde i sag 246/86, hvor parterne har afgivet indlæg for Domstolen, og som blev afholdt den 14. februar 1989, har intet frembragt, der kan medføre ændringer i det første forslag til afgørelse, jeg fremsatte i denne sag den 5. maj 1988. Jeg skal derfor hermed bekræfte den redegørelse og det forslag til afgørelse, jeg dengang fremsatte.
2.
Blot vil jeg gerne tilføje en supplerende oplysning vedrørende spørgsmålet om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater. Af de i mit første forslag til afgørelse angivne grunde er det for mig ganske klart, at dette kriterium er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
3.
Jeg kan imidlertid ikke tilslutte mig det synspunkt, at man, hvor der er tale om et rent nationalt kartel, kan fastslå, at samhandelen mellem medlemsstater er påvirket, alene fordi konkurrencestrukturen i vedkommende medlemsstat er blevet således ændret, at indførslerne sker under konkurrencevilkår, der adskiller sig fra de konkurrencevilkår, der ville have foreligget, hvis karteloverenskomsten ikke havde været til. Efter min mening ville anerkendelsen af et sådant princip føre til, at de allerfleste rent nationale aftaler ville kunne antages at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed være omfattet af artikel 85. Dette kan efter min mening ikke være i overensstemmelse med ånden i denne bestemmelse.
( *1 ) – Originalsprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy