KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS PRÆSIDENT
18. september 1986 ( *1 )
I sag 221/86 R
De europæiske højrepartiers Gruppe, i Europa-Parlamentet,
og
Partiet»Front national«, en sammenslutning med ikke-erhvervsmæssigt formål med hjemsted i Paris, ved advokat W. de Saint Just, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos assisterende generalsekretær i De europæiske højrepartiers Gruppe, E. Preta, boîte postale 1601, plateau du Kirchberg,
sagsøgere,
mod
Europa-Parlamentet, ved juridisk konsulent Pasetti-Bombardella, og med valgt adresse i Luxembourg hos Europa-Parlamentet, plateau du Kirchberg, boîte postale 1601,
sagsøgt,
angående en begæring om udsættelse af gennemførelsen af den af Europa-Parlamentets udvidede præsidium trufne afgørelse af 10. juli 1986 om fordelingsnøglen for de bevillinger, der er opført på konto 3708 i De europæiske Fællesskabers almindelige budget for regnskabsåret 1986, og som vedrører »informationsvirksomhed« i Spanien og Portugal,
har
PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS DOMSTOL
afsagt følgende
KENDELSE
1
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 13. august 1986, har De europæiske højrepartiers Gruppe og partiet »Front national« i medfør af EØF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med påstand om annullation af den af Europa-Parlamentets udvidede præsidium trufne afgørelse af 10. juli 1986 om fordelingsnøglen for bevillingerne på konto 3708 i De europæiske Fællesskabers almindelige budget.
2
Konto 3708 er opført på De europæiske Fællesskabers almindelige budget for regnskabsåret 1986 i sektionen vedrørende Europa-Parlamentet, afsnit 3 om udgifter i forbindelse med institutionens udførelse af særlige opgaver, kapitel 37 (EFT 1985 L 358, s. 149). Teksten til konto 3708, som oprindelig bar overskriften »Bidrag til forberedelse af det næste europæiske valg« er senere blevet ændret og erstattet af teksten »Europæisk informationskampagne« (EFT 1986 L 214, s. 81). Ifølge anmærkningen til denne konto skal en bevilling på 3500000 ECU ud af det samlede beløb på denne konto, dvs. 7800000 ECU, udelukkende anvendes til informationskampagnen forud for de første direkte valg til Europa-Parlamentet i Spanien og Portugal. Ifølge anmærkningen skal bevillingen endvidere underkastes kontrolbestemmelser for anvendelsen i lighed med dem, der blev anvendt på bevillingerne på konto 3708 til informationskampagnen forud for de europæiske valg i 1984.
3
Den 10. juli 1986 vedtog Europa-Parlamentets udvidede præsidium ovennævnte omtvistede afgørelse, idet det fulgte et forslag fra gruppen af kommunister. Principperne i dette forslag er de samme som i det forslag, der allerede var vedtaget af det udvidede præsidium med hensyn til konto 3708, for så vidt angår den ikke-øremærkede del af bevillingen, nemlig at en nærmere fastsat del af beløbet fordeles efter gruppernes størrelse, og den anden del fordeles strengt forholdsmæsigt efter antallet af berørte medlemmer i hver gruppe. Det præciseres endvidere, at eftersom der er tale om bevillinger, der direkte er beregnet til information i Spanien og Portugal, er de berørte medlemmer de spanske og portugisiske medlemmer af hver gruppe, og deres antal danner grundlaget for den forholdsmæssige beregning. Anvendelsen af disse principper har ført til, at sagsøgerne er blevet tildelt 17500 ECU i fast beløb, men at de ikke har fået andel i den forholdsmæssige fordeling af resten af bevillingen, eftersom denne er forbeholdt grupper, som allerede omfatter spanske og portugisiske medlemmer.
4
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 11. september 1986, har sagsøgerne i medfør af EØF-traktatens artikel 185, artikel 36 i statutten for Domstolen og artikel 83 i procesreglementet indgivet begæring om udsættelse af gennemførelsen af den af Europa-Parlamentets udvidede præsidium trufne afgørelse af 10. juli 1986, indtil Domstolen har truffet afgørelse i hovedsagen.
5
I anledning af et spørgsmål, som Domstolens præsident den 12. september 1986 stillede Europa-Parlamentet, og som gik ud på, at dette allerede havde truffet foranstaltninger til gennemførelse af afgørelsen af 10. juli 1986, eller om det havde til hensigt at gøre det før det tidspunkt, hvor der blev afsagt endelig kendelse vedrørende sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler, oplyste sagsøgte i sit svar af 16. september 1986, at de kompetente tjenestegrene i Europa-Parlamentet, efter at referaterne af det udvidede præsidiums møder den 9. og 10. juli 1986 var blevet godkendt den 10. september 1986, ved en notits fra generalsekretæren af 11. september 1986 var blevet bemyndiget til at udbetale bevillingerne på konto 3708 til de politiske grupper efter den fordelingsnøgle, som var blevet vedtaget af det udvidede præsidium under mødet den 10. juli 1986. Sagsøgte oplyste endvidere, at der den 16. september 1986 var blevet foretaget følgende udbetalinger:
Politiske grupper
Udbetalte beløb
S
1 662 486
PPE
397 497
ED
533 329
COM
149 999
LDR
456 663
RDE
188 332
DR
17 500
6
Sagsøgte har endvidere efter anmodning fra Domstolens præsident oplyst det nøjagtige tidspunkt, på hvilket Europa-Parlamentets finansafdelinger har foretaget overførslerne til de politiske gruppers bankkonti i medfør af afgørelsen af 10. juli 1986. Det fremgår af de oplysninger, der er givet af Europa-Parlamentet, at overførslen for den socialistiske gruppes vedkommende skete den 15. september 1986. Europa-Parlamentet har ikke givet oplysninger, på grundlag af hvilke det kan fastslås, hvornår overførslerne til de andre politiske grupper er sket, idet det blot anfører »det samme som for den socialistiske gruppes vedkommende bortset fra betalingstidspunktet«.
7
Heraf fremgår, at Europa-Parlamentet gennem disse overførsler har gennemført afgørelsen af 10. juli 1986, for så vidt angår en stor del af de omhandlede bevillinger, selv om det var udmærket klar over, at der var indledt en sag om foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå en udsættelse af gennemførelsen af netop denne afgørelse.
8
Ifølge procesreglementets artikel 84, stk. 2, kan Domstolens præsident tage begæringen om foreløbige forholdsregler til følge, førend modparten har fremført sine bemærkninger. Denne afgørelse kan senere ændres eller ophæves, også ex officio.
9
For at undgå, at sagen om foreløbige forholdsregler mister sit indhold og sin virkning, synes det i det foreliggende tilfælde nødvendigt af hensyn til en god retspleje at udsætte gennemførelsen af afgørelsen af 10. juli 1986, indtil der afsiges endelig kendelse vedrørende sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler.
10
Da denne afgørelse for en stor del allerede er gennemført, idet Europa-Parlamentet af den samlede disponible bevilling på 3500000 ECU allerede har udbetalt 3405806 ECU til de forskellige politiske grupper, finder Domstolens præsident det nødvendigt, at sagsøgte træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de politiske grupper i Europa-Parlamentet, som de i punkt 5 i denne kendelse nævnte beløb er udbetalt til, ikke disponerer herover, så længe der ikke er afsagt endelig kendelse vedrørende sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler.
Af disse grunde
bestemmer
PRÆSIDENTEN
før endelig afgørelse træffes:
1)
Gennemførelsen af den af Europa-Parlamentets udvidede præsidium trufne afgørelse af 10. juli 1986 om fordelingsnøglen for de bevillinger, der er opført på konto 3708 i De europæiske Fællesskabers almindelige budget for regnskabsåret 1986, og som vedrører »informationsvirksomhed« i Spanien og Portugal, udsættes, indtil der afsiges endelig kendelse vedrørende sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler.
2)
Under hensyn til de særlige omstændigheder i sagen skal Europa-Parlamentet træffe to foranstaltninger, for at denne udsættelse kan blive effektiv:
—
dels skal Europa-Parlamentet, indtil der afsiges endelig kendelse vedrerende sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler, undlade at udbetale resten af den disponible bevilling, dvs. 94194 ECU, som på nuværende tidspunkt endnu ikke er blevet udbetalt til de politiske grupper;
—
dels skal Europa-Parlamentet træffe alle de nødvendige foranstaltninger for, at de politiske grupper i Europa-Parlamentet ikke bruger af de i kendelsens punkt 5 omhandlede beløb, som er blevet udbetalt til dem af Europa-Parlamentet i medfør af ovennævnte afgørelse af 10. juli 1986.
3)
Europa-Parlamentet anmodes om senest den 22. september 1986, kl. 16.00, at meddele Domstolens præsident, hvilke foranstaltninger det har truffet med henblik på at efterkomme de påbud, der er givet det i denne kendelse.
Således bestemt i Luxembourg den 18. september 1986.
P. Heim
Justitssekretær
A. J. Mackenzie Stuart
Præsident
( *1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy