Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . I al den tid, Domstolen har eksisteret, er denne sag den foerste, hvor sagsoegte er udeblevet . Europa-Parlamentets begaering om forlaengelse af den frist, der er fastsat for indgivelse af svarskriftet naaede nemlig foerst frem til Domstolen, efter at fristen var udloebet . Som foelge heraf har sagsoegeren, Antonio Morabito, ved processkrift af 19 . juni 1987 i henhold til procesreglementets artikel 94, stk . 1, begaeret, at Domstolen tager hans paastande til foelge . I sagen, som er registreret den 6 . april 1987, har Morabito principalt nedlagt paastand om annullation af den beslutning af 8 . januar 1987, hvorved Parlamentets generalsekretaer stadfaestede afvisningen af at give Morabito udlandstillaeg . Subsidiaert har sagsoegeren nedlagt paastand om, at han kendes berettiget til dette tillaeg paa grundlag af de kriterier, institutionen anvender paa sine tjenestemaend og ansatte, og at den tilpligtes at erstatte hans tab .
2 . De faktiske omstaendigheder . Morabito, som er italiensk statsborger, tilmeldte sig foerste gang folkeregisteret i byen Luxembourg den 1 . august 1975 . Fra dette tidspunkt og indtil den 1 . januar 1985 arbejdede han som bartender paa hotel Holiday Inn i Luxembourg by . I begyndelsen af december 1984 tog han sin afsked og den 12 . i samme maaned gav han Luxembourg Kommune meddelelse om sin afrejse, som han dernaest udsatte i to uger efter anmodning fra sin arbejdsgiver . Hans afsked var begrundet i hans beslutning om at vende tilbage til sin foedeby ( Vinco, Reggio Calabria ) for at hjaelpe sin syge mor, som doede den 29 . juli 1986 efter lang tids sygdom og et hospitalsophold .
Da han i mellemtiden ikke havde fundet arbejde i Italien, soegte han en stilling ved Europa-Parlamentet ( den 16 . juli 1985 ). Han havde nemlig i 1979 taget del i en udvaelgelsesproeve med henblik paa ansaettelse af faglaerte medhjaelpere ( betjente ), og han var opfoert paa den reserveliste, der var udfaerdiget efter denne udvaelgelsesproeve . Efter at hans ansoegning om beskaeftigelse var blevet imoedekommet den 15 . oktober 1985 tiltraadte han tjenesten den 1 . november . Tre dage senere gav han Luxembourg Kommune meddelelse om sin ankomst og flyttede ind i den lejlighed, som han, foer han tog til Italien, i ca . tre aar havde delt med en ven, som ligeledes var tjenestemand i Europa-Parlamentet .
Administrationen i Europa-Parlamentet anerkendte, at Morabito havde ret til saerligt udlandstillaeg, men ikke til udlandstillaeg . Ved skrivelse af 19 . august 1986 meddelte institutionen ham, at han ikke opfyldte de betingelser, vedtaegten opstiller for ydelsen af dette tillaeg . Det fremgaar af skrivelsen, at Morabito i hele referenceperioden ( fra den 1 . maj 1980 til den 30 . april 1985 ) - bortset fra de fire sidste maaneder - havde boet og arbejdet i Luxembourg; for at kunne tages i betragtning med henblik paa tildeling af det omtvistede tillaeg skal fravaeret fra den medlemsstat, hvor institutionen har hjemsted, imidlertid vare mindst seks maaneder . I skrivelsen tilfoejedes det, at der var to omstaendigheder, der viste, at fravaeret var af foreloebig karakter : tjenestemanden havde ikke foretaget flytning til Italien, og han havde ikke haft loennet beskaeftigelse i dette land .
Morabito indgav klage over den saaledes begrundede forholdsregel den 21 . august 1986, men ved afgoerelse af 8 . januar 1987 stadfaestede Parlamentets generalsekretaer afvisningen af at yde ham udlandstillaeg, idet han anfoerte, at sagsoegerens korte ophold i Italien ikke havde bevirket, at han ikke laengere kunne antages at have varig bopael i Storhertugdoemmet .
3 . Til stoette for soegsmaalet har Morabito gjort gaeldende, at begrundelsen for beslutningen er ukorrekt . Dette anbringende boer i oevrigt snarere betegnes som et anbringende om tilsidesaettelse af personalevedtaegten . Sagsoegeren er nemlig af den opfattelse, at udlandstillaegget skal udbetales, naar tjenestemanden godtgoer, at han definitivt har forladt det land, hvor tjenestestedet er beliggende, seks maaneder foer sin ansaettelse; der er ingen tvivl om, at han har opholdt sig i Italien i ti maaneder, foer han paabegyndte sit arbejde som tjenestemand ved Parlamentet . Morabito har desuden bestridt, at dette ophold var af forbigaaende karakter . Den omstaendighed, at han gav meddelelse til Luxembourg Kommune, da han forlod Storhertugdoemmet, og at han udtraadte af den lokale sociale sikringsordning, viser, at han havde til hensigt at tage fast bopael i Italien . Han har forklaret det forhold, at han ikke flyttede, med, at han dels ikke havde nogen moebler paa det paagaeldende tidspunkt, og dels boede i en lejlighed, som en ven havde lejet .
4 . Spoergsmaalet om, hvorvidt det indledende processkrift i sagen kan admitteres, og om formalitetskravene er opfyldt, som Domstolen er forpligtet til at undersoege i henhold til procesreglementets artikel 94, stk . 2, giver ikke anledning til problemer .
Vi kan derfor gaa over til at se paa, om sagsoegerens paastand er velbegrundet . Frem for alt maa vi endnu engang gennemgaa de relevante regler i vedtaegten . Vi ved, at udlandstillaegget har hjemmel i artikel 69, og - af interesse for os - at udbetalingen er undergivet betingelserne i artikel 4, stk . 1, litra a ), i bilag VII . I henhold til denne bestemmelse gives tillaegget til den tjenestemand, "der ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, paa hvis omraade han goer tjeneste, og i den femaarsperiode, der udloeber 6 maaneder foer hans tiltraedelse af tjenesten, hverken har udoevet sit hovederhverv eller haft bopael paa en varig maade paa statens europaeiske omraade ".
Jeg skal erindre om, at det er fast praksis : a ) at ud over betingelsen om statsborgerskab skal begge de andre betingelser vaere opfyldt ( dom af 9 . oktober 1984 i sag 188/83, Witte mod Europa-Parlamentet, Sml . s . 3465, praemis 8; dom af 2 . maj 1985 i sag 246/83, De Angelis mod Kommissionen, Sml . s . 1253, praemis 14; dom af 24 . juni 1987 i sag 61/85, von Neuhoff von der Ley mod Kommissionen, Sml . s . 2853, praemis 7 ); b ) at formaalet med tillaegget er at opveje de saerlige byrder og ulemper for de personer, som skal skifte bopael, naar de tiltraeder tjenesten ved Faellesskaberne ( dom af 20 . februar 1975 i sag 21/74, Airola mod Kommissionen, Sml . s . 221, praemis 8; dom af 16 . oktober 1980 i sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen, Sml . s . 3005, praemis 12; ovennaevnte dom i von Neuhoff von der Ley-sagen, praemis 7 ).
Den vurdering, der skal foretages, vedroerer altsaa styrken og varigheden af det baand, der er mellem tjenestemanden og den stat, hvori han skal udfoere sit arbejde . Med henblik herpaa maa kriterier saasom et fast opholdssted og udoevelse af et hovederhverv betragtes som afgoerende ( jfr . von Neuhoff von der Ley-dommen ), mens det ikke har nogen betydning i den forbindelse, at man bortfjerner sig fra den naevnte stat i en vis periode eller foretager en flytning .
5 . Lad os se paa sagsoegerens situation ud fra disse principper . Det er aabenbart, at han opfylder betingelsen om statsborgerskab . Det staar derfor tilbage at undersoege, om de to andre betingelser er opfyldt, nemlig betingelsen om bopael og betingelsen vedroerende udoevelsen af hovederhvervet .
Lad os begynde med den anden . Det fremgaar af sagens akter, at a ) Morabito i ca . fire aar og otte maaneder af referenceperioden paa fem aar hovedsagelig - eller rettere sagt udelukkende - har arbejdet i Luxembourg; b ) i loebet af de fire maaneder, han tilbragte i Italien ( januar til april 1985 ), udoevede han ikke noget erhverv . Den omhandlede betingelse kan derfor ikke betragtes som opfyldt .
Dette resultat bevirker, at jeg ikke behoever at tage stilling til, om Morabito opfylder betingelsen om varig bopael . Jeg vil imidlertid undersoege dette punkt, fordi det er denne betingelse, Parlamentet har stoettet den omtvistede beslutning paa, og som sagsoegeren har lagt til grund for sit forsvar .
Som jeg har naevnt, vedroerer tvisten mellem parterne den periode, Morabito tilbragte i Italien . Parlamentet har anset den for utilstraekkelig til at antage, at halvoeen var Morabito' s varige opholdssted og har i den forbindelse stoettet sig paa en praksis med hensyn til anvendelsen af artikel 4, stk . 1, i bilag VII til vedtaegten, som hidroerer fra cheferne for EF-institutionernes administrationer, og hvis lovlighed forekommer mig tvivlsom ( jeg har udtrykt mig i samme retning i mit forslag til afgoerelse i sag 188/83, Witte mod Europa-Parlamentet, Sml . 1984, s . 3465, 3476 ff .). Sagsoegeren har derimod haevdet, at disse fire maaneder, som laa i slutningen af referenceperioden og var kendetegnet ved, at han havde til hensigt definitivt at vende tilbage til Italien, bevirkede, at hans varige bopael maatte anses for at ligge i hans hjemland .
Begge disse opfattelser er uholdbare . Som Domstolen flere gange har udtalt, er den omstaendighed, at en tjenestemand i i alt tyve maaneder i referenceperioden har opholdt sig i en anden medlemsstat end bopaelsstaten, ikke tilstraekkelig til at antage, at han havde varig bopael dér ( dom af 17 . februar 1976 i sag 42/75, Delvaux mod Kommissionen, Sml . s . 167; ovennaevnte dom i von Neuhhoff von der Ley-sagen, praemis 9 ); saa meget desto mindre kan man anse den periode paa de fire maaneder, Morabito tilbragte i Italien, for tilstraekkelig . Det maa nemlig udelukkes, at sagsoegeren som foelge af dette ophold ved sin tilbagevenden til Luxembourg har maattet baere de byrder og ulemper, af hensyn til hvilke udlandstillaegget er fastsat .
6 . Ud fra disse betragtning skal jeg foreslaa, at Europa-Parlamentet frifindes i den sag, som Antonio Morabito har anlagt mod det den 6 . april 1987 .
Under hensyn til sagens art skal jeg foreslaa, at hver af parterne tilpligtes at baere sine omkostninger .
(*) Oversat fra italiensk .
Full & Egal Universal Law Academy