EUR-Lex -  61987CC0174 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 13. december 1990. - RICOH CO LTD MOD RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - ANTIDUMPINGTOLD PAA PPC-FOTOKOPIERINGSMASKINER MED OPRINDELSE I JAPAN. - SAG C-174/87.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Ricoh Company Ltd' s (herefter benaevnt "Ricoh") soegsmaal stoettes paa en raekke anbringender og argumenter, der i meget vidt omfang slutter sig til eller ligner de anbringender og argumenter, Canon Inc. har paaberaabt sig i sag C-171/87, navnlig naar det gaelder fastsaettelse af den normale vaerdi og sammenligningen heraf med eksportprisen. Jeg vil derfor kunne noejes med en forholdsvis kort fremstilling i den forbindelse.

2. Ricoh har i oevrigt, naar det gaelder anbringenderne om skaden, Faellesskabets interesser samt beregningen af antidumpingtolden, fremfoert argumenter sammen med sagsoegerne i sag C-175/87, Matsushita (Sml. 1992 I, s. 1409), sag C-176/87, Konishiroku (Sml. 1992 I, s. 1493), sag C-177/87, Sanyo (Sml. 1992 I, s. 1535), og sag C-179/87, Sharp (Sml. 1992 I, s. 1635), hvilke argumenter jeg vil behandle indgaaende i naervaerende forslag til afgoerelse.

3. Foer jeg gaar over til at undersoege alle disse realitetsanbringender, som Ricoh har fremfoert, maa jeg dog yderligere naevne, at jeg deler de formalitetsindsigelser, Raadet har fremfoert over for visse af Ricoh' s paastande.

4. Dels har Domstolen endnu engang i dom af 14. marts 1990 (sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781) henvist til sin praksis (1), hvorefter

"... en forordning, der paalaegger en raekke erhvervsdrivende forskellig antidumpingtold, kun [angaar] den enkelte af disse erhvervsdrivende i kraft af netop de bestemmelser, hvorved virksomheden paalaegges en saerlig antidumpingtold, og hvorved dens stoerrelse fastsaettes, og ikke i kraft af de bestemmelser, der paalaegger andre selskaber antidumpingtold" (praemis 12).

Ricoh' s principielle paastande om fuldstaendig annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 535/87 af 23. februar 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (2) (herefter benaevnt "forordningen om endelig antidumpingtold" eller "den anfaegtede forordning") skal saaledes afvises, og kun de subsidiaere paastande om annullation af forordningen i det omfang, den finder anvendelse paa Ricoh, realitetsbehandles.

5. Dels har Domstolen ikke under en sag, der er anlagt i medfoer af traktatens artikel 173 til proevelse af retsakters lovlighed, kompetence til at give en sagsoegt institution paalaeg (3), hvorfor Ricoh' s paastand om, at der traeffes bestemmelse om tilbagebetaling af den opkraevede antidumpingtold, ogsaa skal afvises.

6. Jeg gaar herefter over til de realitetsanbringender, som Ricoh har fremfoert til stoette for paastanden om annullation af forordning nr. 535/87 for saa vidt angaar dette selskab, dvs. for saa vidt som der dermed paalaegges de af Ricoh producerede fotokopieringsmaskiner (herefter benaevnt "PPC") en endelig antidumpingtold paa 20% og traeffes bestemmelse om endelig opkraevning af de beloeb, for hvilke der i henhold til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2640/86 af 21. august 1986 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (4) (herefter benaevnt "forordningen om midlertidig antidumpingtold") er stillet sikkerhed med en midlertidig antidumpingtold paa 15,8%.

7. De foerste fire anbringender knytter sig alle til spoergsmaalene om fastsaettelsen af den normale vaerdi samt sammenligningen heraf med eksportprisen. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der foreligger en overtraedelse dels af artikel 2, stk. 3, litra a), og stk. 7, og dels af artikel 2, stk. 9, og stk. 10, litra c), i Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (5) (herefter benaevnt "grundforordningen").

8. Ved naermere eftersyn kan det imidlertid fastslaas, at de argumenter, der fremfoeres, ofte er identiske, at de skal stoette den paastaaede retsstridige fastsaettelse af den normale vaerdi eller dennes sammenligning med eksportprisen, og at visse af disse argumenter fremfoeres, som om de var subsidiaere i forhold til visse andre. Det beror paa den ene side paa den opfattelse hos sagsoegeren, at artikel 2, stk. 3, litra a), skal laeses i sammenhaeng med artikel 2, stk. 9 (jf. afsnit 32 i staevningen) samt paa, at selskabets kritik i det hele foerst og fremmest drejer sig om den placering, der er givet visse udgifter, som dets japanske datterselskaber har haft, og som det oensker enten ikke at faa medregnet i den normale vaerdi efter en beregning heraf paa grundlag af artikel 2, stk. 3, eller at faa fratrukket heri i medfoer af de i artikel 2, stk. 10, litra c), omhandlede justeringer.

9. Jeg fortraekker derfor at behandle disse forskellige anbringender under ét.

A - Fastsaettelsen af den normale vaerdi og sammenligningen heraf med eksportprisen

10. Ricoh' s argumentation kan efter min mening sammenfattes som foelger:

1) Raadet har undladt at anvende samme eller en sammenlignelig metode ved fastsaettelsen af den normale vaerdi og eksportprisen.

2) Raadet har ved at bruge de priser, der anvendes for de foerste uafhaengige koebere paa det japanske marked, samt ved at afslaa deri at fratraekke visse salgsomkostninger samt de general- og administrationsomkostninger, Ricoh' s japanske datterselskaber har maattet afholde, fastsat den normale vaerdi i forhandler- eller endog forbruger-, men ikke i ab fabrik-leddet, som eksportprisen derimod svarer til, idet samtlige Ricoh' s EF-datterselskabers omkostninger og fortjeneste ifoelge grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra b), er blevet fradraget i den pris, det indfoerte produkt for foerste gang solgtes til til en uafhaengig koeber i Faellesskabet.

3) Ved saaledes at anvende de priser, Ricoh' s japanske datterselskaber tager hos de foerste uafhaengige koebere uden efterfoelgende at foretage passende fradrag i disse priser, har Raadet desuden anvendt artikel 2, stk. 7, forkert, idet denne bestemmelse ikke vil kunne anvendes paa en maade, der giver resultater, som radikalt adskiller sig fra dem, der ville vaere fremkommet, saafremt Raadet havde fundet overfoerselspriserne mellem virksomheder, dvs. mellem Ricoh og dets handelsdatterselskaber, brugbare som reference for saa vidt angaar anvendelsen af artikel 2, stk. 3.

4) Ved at afslaa at tage hensyn til de rabatter, Ricoh' s datterselskaber ydede ved ibyttetagning af brugte PPC, har Raadet ikke fastsat den normale vaerdi for den nye vare som "den pris, der faktisk er betalt eller skal betales", jf. forskriften herom i artikel 2, stk. 3, litra a).

5) Ved at afslaa de justeringer, som der blev anmodet om for disse ibyttetagningsbetalinger og for visse andre direkte salgsomkostninger, som Ricoh' s japanske handelsdatterselskaber maatte afholde, har Raadet desuden tilsidesat artikel 2, stk. 10, litra c).

11. Paa baggrund af mit forslag til afgoerelse i Canon-sagen, sag C-171/87, kan disse argumenter i intet tilfaelde anerkendes.

12. Jeg skal foerst erindre om de principielt uafhaengige beregningsmetoder for henholdsvis den normale vaerdi og eksportprisen, der blev knaesat i Domstolens domme af 7. maj 1987 i "kugleleje"-sagerne (6), samt om, hvad der er konsekvensen heraf, nemlig at:

"Det er saaledes ingen betingelse for, at sammenligningen er passende i den i artikel 2, stk. 9, forudsatte betydning, at den normale vaerdi og eksportprisen er blevet fastlagt efter identiske fremgangsmaader" (7).

Der vil derfor slet ikke kunne argumenteres paa grundlag af den omstaendighed, at visse elementer er medtaget i den normale vaerdi, men ikke i eksportprisen, for saa vidt som de bestemmelser, der gaelder for fastlaeggelsen af disse to stoerrelser, er blevet overholdt. Det foelger desuden heraf, at den omstaendighed, at visse arter omkostninger er blevet fradraget i den eksportpris, der er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 8, litra b), ikke er tilstraekkelig til at medfoere en forpligtelse for institutionerne til at foretage lignende justeringer i den normale vaerdi i medfoer af den i artikel 2, stk. 9 og 10, omhandlede sammenligning.

13. Jeg skal endvidere erindre om, at det bl.a. af ovennaevnte dom af 5. oktober 1988, Canon mod Raadet, fremgaar, at de priser, der betales af den foerste uafhaengige koeber, udmaerket kan anses for den pris, som faktisk er betalt for varen i eksport- eller oprindelseslandet i normal handel og saaledes kan anvendes i medfoer af artikel 2, stk. 3, litra a), ved fastsaettelsen af den normale vaerdi (jf. praemis 12 i naevnte dom). Paa den anden side fremgaar det af samme dom, at i tilfaelde af, at der er tale om en arbejdsfordeling med hensyn til fremstilling og salg inden for en gruppe af virksomheder svarende til den, som ogsaa Ricoh har etableret paa det japanske marked, med selskaber, som er selvstaendige juridiske personer, men er oekonomisk forbundne

"... [er det] netop ... ved at tage udgangspunkt i det foerste salg til en uafhaengig koeber, at der kan ske korrekt fastsaettelse af den normale vaerdi 'ab fabrik' " (praemis 41).

14. Ricoh' s argument om, at der i det foreliggende tilfaelde er sket en fastsaettelse af den normale vaerdi paa et andet trin end "ab fabrik", hvor eksportprisen fastlaegges, er derfor helt grundloest. I oevrigt er den normale vaerdi og eksportprisen begge blevet fastlagt i "ab fabrik"-leddet, hvorfor ingen justering skulle gennemfoeres i medfoer af artikel 2, stk. 9, og stk. 10, litra c), med henblik paa at tage hensyn til formodede forskelle i omsaetningsled.

15. Jeg har desuden tidligere i mit forslag til afgoerelse i sag C-171/87 naevnt, at den omstaendighed, at de priser, der betales af den foerste uafhaengige koeber, korrekt har kunnet anses for at vaere opnaaet "i normal handel", jf. artikel 2, stk. 3, litra a), goer helt op med uenigheden om anvendeligheden af og foelgerne af en eventuel anvendelse af artikel 2, stk. 7, hvorefter "transaktioner mellem parter, som synes at vaere forretningsmaessigt forbundet eller at have et indbyrdes kompensationsarrangement", kan anses for ikke at vaere saadanne transaktioner (der har fundet sted i normal handel).

16. Jeg skal tilfoeje, at Ricoh' s synspunkt om, at en anvendelse af artikel 2, stk. 7, ikke boer give radikalt forskellige resultater i forhold til dem, der ville blive opnaaet, saafremt overfoerselsprisen mellem producent/eksportoer og vedkommendes datterselskaber blev lagt til grund ved fastsaettelsen af den normale vaerdi, er saaledes beskaffent, at det ganske beroever naevnte bestemmelse den tilsigtede virkning i praksis, for med denne bestemmelse skal institutionerne netop saettes i stand til at undlade at tage hensyn til overfoerselspriserne eller til kun at goere det paa visse betingelser.

17. Om anbringendet om, at Raadet har tilsidesat artikel 2, stk. 3, litra a), ved ikke som normal vaerdi at anvende de nettopriser, der faktisk er blevet betalt af uafhaengige kunder, men derimod bruttopriserne inklusive de rabatter, som gives dem ved ibyttetagning af brugte PPC, skal jeg oplyse, at jeg tidligere i mit forslag til afgoerelse i sag C-171/87 har udtalt, at ydelse af en ibyttetagningsrabat ikke medfoerer nogen reel nedsaettelse af den nye vares salgspris, men generelt blot afspejler den vaerdi, den brugte vare har for den, der tager den i bytte. Sandt at sige er denne vaerdi derfor en del af den pris, der "faktisk" er betalt eller skal betales for den nye vare. I det foreliggende tilfaelde, hvor der ikke findes et brugtmaskinemarked i Japan, modsvarer denne vaerdi ikke videresalgsvaerdien for brugte PPC, men derimod de fordele, som producenten opnaar ved at fjerne dem fra markedet og holde dem uden for omsaetningen, som Raadet har redegjort for i slutningen af betragtning 13 til den anfaegtede forordning.

18. Endelig har jeg desuden i naevnte forslag til afgoerelse omtalt, at konstateringen af, at disse fordele repraesenterer en vaerdi, der adskiller sig fra salgene af nye PPC, har gjort det muligt for Raadet at fastslaa, at de omhandlede ibyttetagningsrabatter ikke direkte haenger sammen med de salg, i anledning af hvilke de ydes, og at det saaledes ikke har vaeret forpligtet til at foretage en justering i medfoer af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra c), hvori det udtrykkeligt er bestemt, at de justeringer, der skal foretages under hensyntagen til forskelle i salgsvilkaar, "begraenses til forskelle, som har direkte tilknytning til de paagaeldende salg".

19. Hvad angaar de oevrige af Ricoh naevnte udgiftsposter, nemlig rejser, kommunikation, reklame, salgsfremstoed, repraesentationsudgifter og brug af firmabiler, er der tale om udgifter, som efter sagsoegerens egen opfattelse indgaar i general- og administrationsomkostninger, hvis forskelle generelt ikke giver grundlag for justeringer i medfoer af artikel 2, stk. 10, litra c). I oevrigt kan disse forskelle kun undtagelsesvis give anledning til justeringer, saafremt de opfylder den almindelige betingelse om direkte tilknytning til de paagaeldende salg, hvilket ikke er tilfaeldet for udgifter, der har maattet afholdes, uanset om der er sket salg eller ej.

20. Endelig kan man paa grundlag af den omstaendighed, at bestemmelserne om fastsaettelse af den normale vaerdi eller eksportprisen er forskellige fra bestemmelserne om sammenligningen af disse stoerrelser, og at artikel 2, stk. 9 og 10, har til formaal at fastlaegge de justeringer, der vil kunne foretages af den normale vaerdi eller eksportprisen, naar disse i forvejen er beregnet efter de herom angivne metoder (8), desuden imoedegaa et synspunkt, sagsoegeren gentagne gange har fremfoert (se afsnit 28, 36 og 49 i staevningen). Herefter er afslaget paa at anse de paagaeldende omkostninger for direkte salgsomkostninger, der kan fradrages i medfoer af artikel 2, stk. 10, litra c), uforeneligt med deres medtagelse i den normale vaerdi i de tilfaelde, hvor denne er blevet fastlagt i medfoer af artikel 2, stk. 4; den gaelder for det tilfaelde, hvor en vare i oprindelseslandet saelges til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne (9). For mens det i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), udtrykkeligt er bestemt, at den beregnede vaerdi fastsaettes ved sammenlaegningen af produktionsomkostningerne og en rimelig fortjenstmargen, og at selve produktionsomkostningerne omfatter en rimelig margen til daekning af salgs-, administrations- og andre generalomkostninger, er det ifoelge artikel 2, stk. 10, litra c), kun undtagelsesvis muligt at fradrage disse omkostninger, nemlig naar de har direkte tilknytning til de paagaeldende salg paa det omhandlede marked. Formaalet med at fastlaegge den normale vaerdi er at afgoere, hvilken salgspris der ville gaelde for en vare, saafremt denne solgtes i oprindelses- eller eksportlandet (10), mens de i artikel 2, stk. 10, litra c), omhandlede justeringer har til formaal at tilpasse den saaledes beregnede normale vaerdi efter objektive faktorer, der afspejler svaghederne paa hvert enkelt marked, har forskellige virkninger paa salgsvilkaarene og dermed paavirker prisernes sammenlignelighed (11).

B - Skaden

21. Ricoh har i de indlaeg, selskabet har indgivet sammen med sagsoegerne i sagerne C-175/87, C-176/87, C-177/87 og C-179/87, bestridt Raadets konstateringer vedroerende den skade, der er forvoldt industrien i Faellesskabet ved den japanske PPC-eksport ud fra foelgende synsvinkler: Fastlaeggelsen af Faellesskabets erhvervsgren, afgoerelsen med hensyn til samme vare, de faktorer, der er lagt til grund for afgoerelsen om, hvorvidt der er forvoldt skade, og aarsagssammenhaengen mellem dumpingimporten og den saaledes konstaterede skade.

22. Jeg har allerede i mit forslag til afgoerelse i sag C-171/87, Canon mod Raadet, angivet grundene til, at jeg deler Raadets opfattelse (jf. afsnit 2 og 3 i duplikken i naervaerende sag), hvorefter der, naar det gaelder vurderingen af den skade, en erhvervsgren i Faellesskabet har lidt, er mere fornuft i foerst at se paa, hvad der udgoer "samme vare", efter betydningen i grundforordningens artikel 2, stk. 12, og kan dernaest efterproeve, om "en erhvervsgren i Faellesskabet", der producerer den paagaeldende samme vare, er blevet korrekt fastlagt paa baggrund af bestemmelsen i artikel 4, stk. 5, i samme forordning.

23. Jeg vil derfor tage disse to spoergsmaal op i en raekkefoelge, der er den omvendte af den, de er fremstillet i retsmoederapporten. Jeg vil i oevrigt herved kunne goere fremstillingen forholdsvis kort, idet jeg allerede tidligere har behandlet begrebet samme vare i mit tidligere forslag til afgoerelse i sag C-171/87, og idet Domstolen allerede i den tidligere naevnte dom af 14. marts 1990, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, har taget stilling til et anbringende om en fejlagtig definition af erhvervsgrenen i Faellesskabet.

24. Endelig mener jeg i ét og samme afsnit at kunne behandle de to andre spoergsmaal, nemlig spoergsmaalet om de faktorer, der er lagt til grund for afgoerelsen af, om der er forvoldt skade, og spoergsmaalet om skadeaarsagerne, som haenger snaevert sammen.

1. Fastlaeggelsen af samme vare

25. I mit tidligere naevnte forslag til afgoerelse forklarede jeg, hvorfor jeg er af den opfattelse, at Raadet retmaessigt har kunnet naa til det resultat, at PPC i tilstoedende segmenter, lige fra den personlige fotokopieringsmaskine og til maskiner i segment 5 i Dataquest-klassifikationen, er samme vare efter betydningen i grundforordningens artikel 2, stk. 12.

26. Jeg har i oevrigt som Raadet indtryk af, at det ikke altid er saerlig klart, om Ricoh har oensket en fuldstaendig opdeling i segmenter af PPC-markedet med lige saa mange identiske varegrupper, som der er forskellige PPC-segmenter, eller om selskabet blot goer krav paa en opdeling paa to grupper, nemlig en, der omfatter "smaa fotokopieringsmaskiner", dvs. maskiner, som kan lave indtil 40 kopier i minuttet, og en gruppe omfattende maskiner, der kan kopiere hurtigere. Man har i oevrigt indtryk af, at Ricoh' s grunde til at faa denne opdeling paa grundlag af en kopieringshastighed paa 40 kopier i minutter i stand, ikke haenger sammen med maskinernes fysiske og tekniske specifikationer, men tvaertimod er en foelge af konstateringen af, at det kun er paa markedet for store PPC, at der findes en faellesskabsproduktion af betydning, og at japanske fotokopieringsmaskiner kun har haft en foererstilling paa markedet for smaa PPC. Man maa spoerge, om det ikke er af samme grund, nemlig at der i referenceperioden kun har eksisteret en ringe faellesskabsproduktion af fotokopieringsmaskiner med en kapacitet paa op til 30 kopier i minuttet, dvs. enten personlige fotokopieringsmaskiner eller maskiner i segmenterne 1a, 1b eller 2, at Ricoh ikke oensker, at der skal ske en sondring inden for disse segmenter, selv om selskabet goer gaeldende, at:

"de fysiske forskelle og den mangel paa lighed, som fotokopieringsmaskiner i tilstoedende segmenter udviser, er saerligt fremtraedende, for saa vidt angaar personlige fotokopieringsmaskiner og fotokopieringsmaskiner i segment 1a"?

27. Saadanne grunde boer imidlertid ikke vaere afgoerende, naar det gaelder fastlaeggelsen af, hvad der skal forstaas ved "samme vare", som i grundforordningens artikel 2, stk. 12, defineres som

"en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til, den omhandlede vare",

eller, saafremt en saadan vare ikke findes,

"en anden vare, der har egenskaber, som ligger taet op ad den paagaeldende vares".

Ricoh har i alt fald ikke angivet de saerlige grunde med tilknytning til andre saeregenheder ved PPC end kopieringshastigheden, der efter selskabets mening boer medfoere, at kopieringshastigheden 40 kopier pr. minut skal vaere afgoerende for sondringen mellem "smaa" og "store" fotokopieringsmaskiner. Men efter min mening kan man retmaessigt mene, at en maskine, som udfoerer det samme arbejde som en anden, om end med stoerre hastighed, har egenskaber, der i hoej grad ligner foerstnaevnte maskines egenskaber.

28. Paa den anden side kan det konstateres, at de forskellige segmenter efter den af Ricoh omtalte af Dataquest opstillede klassifikation, hvis udgangspunktet er kopieringshastigheden, overlapper hinanden. Saaledes kan netop PPC med en kapacitet paa 40-45 kopier i minuttet tilhoere enten segment 3 (31-45 kopier) eller segment 4 (40-75 kopier). I oevrigt kan PPC med en kapacitet paa mellem 70-75 kopier tilhoere enten segment 4 eller segment 5, der omfatter maskiner med en kapacitet paa 70-90 kopier. Der bliver ogsaa for personlige fotokopieringsmaskiner og maskiner i segmenterne 1a og 1b tale om overlapninger, idet de foerste kan fremstille op til 12 kopier i minuttet, og de sidstnaevnte henholdsvis op til 20 og fra 15 til 20.

29. Endelig maa det uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionens definition af "det relevante marked" i en beslutning om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 kan binde Raadet, naar det skal definere begrebet "samme vare" i en antidumpingprocedure, konstateres, at Kommissionen i den af Ricoh naevnte beslutning 88/88/EOEF af 22. december 1987 om en joint venture mellem Olivetti og Canon (EFT L 52, s. 51), hverken gik ind for en fuldstaendig segmentopdeling af PPC-markedet eller for en opdeling af markedet som den, Ricoh i den foreliggende sag har taenkt sig. Og selv om Kommissionen deri sondrede mellem tre repraesentative, relevante markeder, omfattende henholdsvis personlige fotokopieringsmaskiner og maskiner til og med segment 2, maskiner i segment 3 og segment 4 samt maskiner i segment 4 - segment 6, undlod den ikke at bemaerke, at denne inddeling "... [ikke] udelukker ... en vis sammenlignelighed mellem disse tre segmenter" (jf. betragtning 7 til naevnte afgoerelse).

30. At sammenligneligheden mellem de forskellige markedssegmenter ikke er saa stor som sammenligneligheden inden for et enkelt segment, er ikke som anfoert af Ricoh et bevis for, at der findes en virkelig segmentinddeling, men derimod for, at der ikke er klare graenser mellem de forskellige segmenter, og at PPC, der tilhoerer ét segment, udmaerket kan erstattes af en eller flere PPC, der tilhoerer andre segmenter.

31. Dette kan i oevrigt laeses mellem linjerne i forskellige afsnit af Ricoh' s staevning, bl.a. ved omtalen af, at:

"indtil den nye generation af fotokopieringsmaskiner kom frem i Japan, kunne de europaeiske kunder vaelge mellem at anvende en stor og hurtig fotokopieringsmaskine (almindeligt papir), en lille fotokopieringsmaskine af ringere kvalitet (fremkalderpapir) eller en langsom fotokopieringsmaskine (almindeligt papir) som Rank Xerox 660, der fremstillede kopier af daarlig kvalitet, men med anvendelse af almindeligt papir, og for hvilken der fandtes et omfattende net af service- og vedligeholdelsesvirksomheder",

eller at de japanske virksomheder, efter at de smaa fotokopieringsmaskiner var kommet paa markedet i Japan

"i stedet for at koebe (eller samtidig med at koebe) en enkelt lynhurtig fotokopieringsmaskine med stor kapacitet, der blev anbragt centralt i en reproduktionsafdeling, kunne anskaffe flere eller mange smaa fotokopieringsmaskiner til fordeling i selskabets forskellige lokaler".

32. Hvad angaar argumentet om, at det af antidumpingtolden ramte udvalg af maskiner, der eksporteres, er stoerre end det i Faellesskabet producerede PPC-udvalg, er det ikke relevant i en sammenhaeng som den foreliggende, hvor det er godtgjort, at der i Faellesskabet var en PPC-produktion, den vaere nok saa beskeden, i referenceperioden i samtlige segmenter, i hvilke der var tale om japansk eksport, dvs. i samtlige segmenter fra den personlige fotokopieringsmaskine til PPC i segment 4. Saafremt der har vaeret tale om forskelle mellem en af de mange importerede japanske maskintyper og en af de faa maskintyper fra Faellesskabet, der havde lignende tekniske egenskaber, maatte der eventuelt som anfoert af Raadet tages hensyn hertil ved den prissammenligning, som institutionerne skulle gennemfoere for at afgoere, om der forelaa prisunderbud, og i bekraeftende fald, hvilket omfang disse underbud havde. Det har de, som det fremgaar af betragtning 41 ff. til den anfaegtede forordning, gjort i den foreliggende sag, og det havde de ogsaa gjort i sagen om de elektroniske skrivemaskiner med oprindelse i Japan, som det bl.a. fremgaar af den tidligere naevnte dom af 5. oktober 1988, Canon mod Raadet, hvor Domstolen ikke skabte tvivl om de omhandlede varers lighed, selv om der var tale om et meget forskelligartet udbud af modeller med indbyrdes meget forskellige tekniske egenskaber (jf. navnlig praemis 14 og 66 i naevnte dom).

2. Definitionen af en erhvervsgren i Faellesskabet

33. Ifoelge grundforordningens artikel 4, stk. 5, forstaas ved "erhvervsgren i Faellesskabet"

"samtlige faellesskabsproducenter af samme vare eller de af dem, hvis samlede produktion af de paagaeldende varer udgoer en betydelig del af den samlede faellesskabsproduktion af saadanne varer, med undtagelse af foelgende tilfaelde:

- Naar producenterne staar i forbindelse med eksportoererne, eller importoererne selv er importoerer af den vare, der paastaas at vaere en dumpingvare eller en subsidieret vare, kan der ved 'erhvervsgren i Faellesskabet' forstaas de oevrige producenter.

- ..."

34. Lad dette nu vaere sagt straks: Denne bestemmelse viser, at fastlaeggelsen af samme vare korrekt i naervaerende sag er blevet gennemfoert, saaledes at hele PPC-udvalget fra personlige fotokopieringsmaskiner til maskiner i segment 5 er omfattet. Men saa kan det af sagsoegeren anfoerte om, at Faellesskabets produktion inden for klassen af "smaa" fotokopieringsmaskiner har vaeret ubetydelig, eller endog at der i praksis naesten ikke har vaeret en saadan produktion, og at ingen faellesskabsproducent bl.a. af denne grund vil kunne goere gaeldende, at der har vaeret tale om skade som foelge af indfoerslen af "smaa" fotokopieringsmaskiner fra Japan, ikke vaere afgoerende ved fastlaeggelsen af "erhvervsgrenen i Faellesskabet" og saaledes - i alt fald ikke i sig selv - goere det paakraevet, at visse producenter holdes uden for denne erhvervsgren.

35. De oevrige argumenter, Ricoh har paaberaabt sig i forbindelse med anbringendet om, at Rank Xerox, Océ og Olivetti ikke burde vaere medtaget under "erhvervsgren i Faellesskabet", og som bygger paa den omstaendighed, at disse faellesskabsproducenter havde tilknytning til japanske eksportoerer og selv har gennemfoert import fra Japan, svarer i alt vaesentligt til de argumenter, Domstolen tidligere havde lejlighed til at forkaste i foernaevnte dom af 14. marts 1990, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen.

36. Vedroerende de tidligere af Ricoh naevnte afgoerelser, hvori institutionerne skulle vaere gaaet anderledes til vaerks end i naervaerende sag, bemaerkes, at Domstolen i dommen i Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen afviste, at der fandtes en praksis fra institutionernes side, der gik ud paa, at en producent, der staar i forbindelse med eksportoererne og importoererne eller selv er importoer af denne vare, der paastaas at vaere en dumpingvare eller en subsidieret vare, automatisk blev holdt ude fra kredsen af de producenter, der udgoer "en erhvervsgren i Faellesskabet", efter betydningen i grundforordningens artikel 4, stk. 5. Det er korrekt, at Domstolen naaede til dette resultat paa grundlag af sagens akter og forhandlingerne for Domstolen, dvs. i forhold til de tidligere af sagsoegeren i Gestetner-sagen udtrykkeligt omtalte tilfaelde (praemis 44). Domstolens konstatering maa imidlertid ogsaa gaelde i den foreliggende sag. Dels genfindes de fire af Gestetner naevnte tilfaelde blandt de af Ricoh naevnte, og dels maa det for disse tilfaelde korrekte resultat ogsaa vaere korrekt for de oevrige; hver gang institutionerne har udelukket eller afvist at udelukke en faellesskabsproducent fra Faellesskabets produktion, er det sket paa grundlag af de skoensbefoejelser, de har, hvorved skoennet skal udoeves "konkret og under hensyn til alle relevante omstaendigheder" (praemis 43 i Gestetner-dommen). I oevrigt maa man stedse erindre sig, at der, for saa vidt angaar Rank Xerox, er tale om et faellesskabsselskab, som ejer en vaesentlig del af kapitalen i et japansk selskab, ikke om en japansk producent, der kontrollerer et produktionsdatterselskab i Faellesskabet. Paa baggrund heraf kan disse andre tilfaelde heller ikke antages at udgoere en praksis, som binder institutionerne for fremtiden.

37. Endelig er efter min mening Ricoh' s henvisning til grundforordningens artikel 13, stk. 10, ikke til nogen nytte i den foreliggende sag. Dels blev denne bestemmelse foerst indsat i grundforordningen efter vedtagelsen af den anfaegtede forordning, nemlig ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1761/87 af 22. juni 1987 (EFT L 167, s. 9), den saakaldte "skruetraekkerforordning", og dels kan der ifoelge artikel 13, stk. 10, paa visse betingelser indfoeres en antidumpingtold paa varer, som er samlet eller produceret i Faellesskabet under anvendelse af dele eller materialer hidroerende fra det eller de paagaeldende eksportlande. Bestemmelsen tager altsaa sigte paa et andet forhold end definitionen af erhvervsgrenen i Faellesskabet.

3. Spoergsmaalet, om der har vaeret tale om en af virkningerne af dumpingen forvoldt skade

38. Ricoh har imoedegaaet den analyse, institutionerne har gennemfoert af de forskellige faktorer, som de lagde til grund for at fastlaegge skaden, og mener, at erhvervsgrenen i Faellesskabet i realiteten ikke har lidt skade. Selskabet goer i oevrigt gaeldende, at faellesskabsproducenternes ubetydelige virksomhed i sektoren for smaa fotokopieringsmaskiner ikke skyldtes indfoerslerne fra Japan, men navnlig var resultatet af andre forhold, herunder navnlig deres egen oprindelige beslutning om ikke at paabegynde fremstillingen af disse fotokopieringsmaskiner. Selskabet har hermed betvivlet, dels om der i kraft af de af institutionerne paaberaabte forhold overhovedet har vaeret tale om skade, og dels under angivelse af, at den saaledes fastlagte skade er blevet forvoldt af andre forhold, om der har vaeret aarsagsforbindelse mellem dumpingimporten og den paastaaede skade.

39. Jeg skal, som Domstolen i praemis 49 i foernaevnte dom af 5. oktober 1988, Canon mod Raadet, bemaerke, at grundforordningens artikel 4, som gennemfoerer artikel 3 i GATT' s antidumpingkodeks i stk. 1 indeholder en bestemmelse om,

"at der kun foreligger skade, saafremt dumpingimporten 'gennem virkningen af dumping' forvolder eller truer med at forvolde vaesentlig skade for en erhvervsgren i Faellesskabet, idet skade forvoldt af andre faktorer ikke maa tilskrives dumpingimporten".

I oevrigt indeholder grundforordningens artikel 4, stk. 2, en opregning af de forskellige faktorer, som undersoegelsen af, om der foreligger skade, omfatter. Der er tale om omfanget af dumpingimporten [litra a)], priserne paa dumpingimporten [litra b)], samt om dumpingimportens foelgevirkninger for den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet.

40. Det fremgaar klart af indholdet af sidstnaevnte bestemmelse, at institutionerne ved en afgoerelse om disse spoergsmaal raader over et vidt skoen, der ofte maa udoeves paa grundlag af meget indviklede oekonomiske analyser. Paa den ene side er det i artikel 4, stk. 2, udtrykkelig bestemt, at hverken en enkelt eller flere af de naevnte tre faktorer noedvendigvis er udslaggivende for afgoerelsen. Paa den anden side er, som anfoert af Domstolen, fremdeles i dommen af 5. oktober 1988, Canon mod Raadet (praemis 56), opregningen i litra c) af de relevante oekonomiske faktorer, som foelgevirkningerne af dumpingimporten for den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet skal vurderes paa grundlag af, blot retningsgivende, hvorfor institutionerne lovligt kan grunde deres skoensmaessige afgoerelser paa de faktorer, de finder mest relevante.

41. Af betragtningerne til den anfaegtede forordning fremgaar, at institutionerne har gennemfoert en indgaaende undersoegelse af de omhandlede faktorer. Raadet har i afsnit i) i kapitel H under overskriften "Skade" undersoegt importmaengderne, i afsnit ii) og iv) i samme kapitel henholdsvis importpriserne og dumpingimportens virkninger for erhvervsgrenen i Faellesskabet.

42. Ricoh har om stigningen i importmaengden fra Japan gjort gaeldende, at den skete sideloebende med ekspansionen paa det "nye" marked for smaa fotokopieringsmaskiner, som faellesskabsproducenterne i oevrigt selv i hoej grad havde fordel af. I betragtning 34 til den anfaegtede forordning siges ogsaa, at:

"salg og udlejning i den betragtede periode af nye maskiner fremstillet af faellesskabsproducenterne (Rank Xerox, Océ, Olivetti, Tetras) steg fra 62 000 enheder i 1981 til 108 000 enheder i 1984, en stigning paa 74%".

Markedsandelen for disse maskiner faldt imidlertid fra 21% i 1981 til 11% i 1985, mens den markedsandel paa faellesmarkedet, som de af de japanske eksportoerer producerede maskiner havde, steg fra 70 til 78% i samme periode (betragtning 33 til den anfaegtede forordning). Paa baggrund heraf kunne institutionerne retmaessigt naa til det resultat, at importen fra Japan, der steg med over 120% fra 1981 til 1984, forvoldte Faellesskabets producenter skade, idet den hindrede, at deres salg og udlejning udviklede sig mere gunstigt (12).

43. Ricoh har vedroerende prisunderbuddene ikke fremfoert argumenter, der kan godtgoere, at institutionernes konstateringer paa det punkt er behaeftet med aabenbare fejl. Selskabet har derimod under paaberaabelse af disse konstateringer, som de foreligger navnlig i betragtning 48 og 49 til den anfaegtede forordning, gjort gaeldende, at de japanske varer ikke var billigere end de varer, Faellesskabets producenter solgte, men derimod teknisk overlegne. Hermed ser Ricoh dog bort fra, at institutionerne i meget vidt omfang begrundede det resultat, de naaede til, med en saerlig udbredt form for underbud, der ikke kom til udtryk i lavere priser, men derimod i de japanske eksportoerers salg af langt mere avancerede modeller til de samme eller naesten de samme priser som priserne paa enklere modeller, som faellesskabsproducenterne solgte (jf. herved betragtning 47, andet afsnit, og betragtning 49 in fine). Som landet ligger i den foreliggende sag, har det imidlertid efter min mening ikke blot vaeret rimeligt, men tvaertimod paakraevet at tage denne form for underbud i betragtning. Raadet har saaledes i 44. betragtning til den anfaegtede forordning forklaret, at:

"japansk fremstillede modeller ... var [almindeligvis] bedre udstyret end de konkurrerende Cecom-modeller",

og at:

"Kommissionen ... derfor ved udvaelgelsen af modelpar med henblik paa sammenligning hyppigt [maatte] vaelge en Cecom-model med faerre funktioner til sammenligning med en japansk fremstillet model med tilsvarende grundlaeggende karakteristika".

En sammenligning af de indfoerte modeller og de i Faellesskabet producerede modeller, som laa naermest paa hinanden, alene ud fra priserne uden hensyn til de naevnte tekniske vanskeligheder ville saaledes ikke have afspejlet den virkelige prisforskel eller forskel i handelsvaerdi, som eventuelt gjorde sig gaeldende for de forskellige modeller, idet:

"... en mere veludstyret model [generelt skulle] vaere dyrere som foelge af de yderligere funktioner" (jf. betragtning 44 in fine).

44. Den omstaendighed, at institutionerne ikke kvantificerede denne form for underbud praecist, idet de ikke ansaa det for muligt at vaerdiansaette de supplerende muligheder, der var indbygget i japanske maskiner (jf. betragtning 49, fjerde led, i den anfaegtede forordning), kan ikke paavirke deres konstatering af, at prisunderbuddet forelaa. En saadan konstatering maa i oevrigt efter min mening vaere tilstraekkelig i forbindelse med undersoegelsen af de faktorer, der har ligget til grund for skaden, og en "kvantificering" ville kun have vaeret paakraevet, for saa vidt som institutionerne havde oensket at tage hensyn til prisunderbuddets niveau ved fastlaeggelsen af antidumpingtoldens stoerrelse. Af betragtning 110 til den anfaegtede forordning fremgaar imidlertid, at det netop var paa grund af umuligheden af at opgoere det konstaterede prisunderbud, at:

"Kommissionen fastslog ..., at det ville vaere uhensigtsmaessigt i forbindelse med denne procedure at indregne et element i tolden, hvorved der tages hensyn til den form for underbud, der er konstateret under proceduren".

45. Paa baggrund af det anfoerte kan Ricoh heller ikke paa grundlag af betragtning 86 til den anfaegtede forordning - hvori Raadet bestrider, at de japanske eksportoerers store andel af markedet kunne tilskrives de japansk fremstillede maskiners tekniske overlegenhed, "bortset fra spoergsmaalet om flere funktioner" - goere gaeldende, at der ikke har vaeret tale om underbud, men derimod om konkurrence; i det foreliggende tilfaelde ligger underbuddet netop i, at disse apparater med flere "funktioner" saelges til priser, der ikke er hoejere end priserne paa mindre veludstyrede maskiner. Som Raadet rigtigt har fremhaevet, kan dette prisudbud ikke, saafremt det er et resultat af dumpingimport, anses for at vaere en form for loyal konkurrence (jf. afsnit 128 i svarskriftet).

46. Endelig forekommer Ricoh' s udtalelse om,

"at Info-Markt' s undersoegelse kan tages som et udtryk for, at priserne paa Faellesskabets typer generelt skulle have vaeret hoejere end prisen paa de tilsvarende japanske typer, idet Faellesskabets typer ofte skal bruges til udlejning og altsaa generelt er udformet med henblik paa en laengere levetid",

mig alt for vag og ikke paa nogen maade bevist. Desuden maa det - hvorved der bortses fra, at laengere levetid er ensbetydende med stoerre paalidelighed, og at paalideligheden er et vidnesbyrd om teknisk overlegenhed, som Ricoh imidlertid frakender maskinerne fra Faellesskabet - bemaerkes, for det foerste, at:

"lejeindtaegter, der kan tilskrives maskinudlejning, udgoer skoensmaessigt [kun] 35% af faellesskabsproducenternes omsaetning hidroerende fra maskiner",

og for det andet, at prissammenligningerne kun er blevet gennemfoert, for saa vidt angaar salgspriserne (jf. betragtning 46 til den anfaegtede forordning), og derfor ikke har omfattet maskiner, der udelukkende skal anvendes til udlejning.

47. Institutionerne har vedroerende lavprisimportens virkninger for den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet, navnlig ud over den maerkbare nedgang i faellesskabsproducenternes markedsandel, der er blevet omtalt ovenfor i forbindelse med importmaengden fra Japan, betonet, at der blev tale om en lavere rentabilitet. Ricoh har ikke paa dette punkt rejst kritik af de tal, der findes i betragtning 81 til den anfaegtede forordning, men har kritiseret institutionerne for ved undersoegelsen af faellesskabsproducenternes virksomheds rentabilitet alene at vaere gaaet ud fra salg og udlejning af "maskiner i segmenterne 1-4, som de selv havde produceret", i stedet for at laegge vaegt paa den fortjeneste, de havde ved deres samlede virksomhed paa fotokopieringsomraadet, og navnlig den fortjeneste, der opnaaedes ved videresalg af OEM-typer, som var indkoebt hos japanske leverandoerer, salg af tilbehoersvarer samt salg og udlejning af maskiner i segmenterne 5-6.

48. I grundforordningens artikel 4, stk. 4, hedder det imidlertid:

"Virkningen af dumpingimporten eller den subsidierede import vurderes i forhold til Faellesskabets produktion af samme vare ..."

Ved vurderingen af den virkning, de japanske indfoersler havde for faellesskabsproducenternes rentabilitet, var Raadet derfor ikke forpligtet til at tage hoejde for den fortjeneste eller de tab, disse havde paa salg eller udlejning af PPC, de havde indfoert, eller paa andre varer end "samme vare" efter definitionen heraf under proceduren. Rigtignok skal, som tidligere naevnt, som samme vare betragtes

"alle fotokopieringsmaskiner til og med de maskiner, der er klassificeret i segment 5 i Dataquest-klassifikationen" (jf. betragtning 31 til den anfaegtede forordning).

For de sidstnaevnte maskiners vedkommende naaede Raadet imidlertid til det resultat, at der ikke blev tale om skade af betydning (jf. betragtning 79). Det var derfor ikke forpligtet til at lade PPC i segment 5 vaere omfattet af rentabilitetsberegningerne.

49. Ricoh kan heller ikke faa noget ud af at henvise til betragtning 10 til forordningen om en midlertidig antidumpingtold, hvoraf det fremgaar, at Kommissionen ved beregningen af den normale vaerdi tog hensyn til fortjenesten ved den enkelte eksportoers samlede forretninger med fotokopieringsmaskiner, og saaledes ogsaa til salget af forbrugsvarer. Ved den endelige opgoerelse tog Kommissionen faktisk dette synspunkt op til nyvurdering og beregnede fortjenesten for hver eksportoer alene paa grundlag af vedkommendes salg af PPC. Af betragtning 10 til forordningen om en endelig antidumpingtold fremgaar, at det gjorde den for at tage hensyn til indsigelser, der var fremfoert af visse beroerte parter vedroerende naevnte spoergsmaal, og fordi

"denne fremgangsmaade er ... helt i overensstemmelse med den metode, der anvendes ved fastlaeggelsen af den skade, der er paafoert den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet".

Det vil vaere mildt sagt urimeligt, om Ricoh kunne benytte en bestemt metode ved vurderingen af selskabets egen fortjeneste i forbindelse med fastsaettelsen af den normale vaerdi og afvise den samme metode, naar der bliver tale om at vurdere faellesskabsproducenternes fortjeneste i forbindelse med fastlaeggelsen af skaden.

50. Da Ricoh saaledes ikke har vaeret i stand til at godtgoere, at rentabiliteten i kraft af den anvendte metode er blevet "kunstigt" forringet, er ogsaa selskabets kritik af betragtning 82 til den anfaegtede forordning, for saa vidt som den stoettes paa argumentet herom, grundloes. I naevnte betragtning konstaterede Raadet, at:

"Nedsat fortjeneste truer faellesskabsproducenternes muligheder for at paatage sig de udgifter til forskning og udvikling, som er noedvendig for at udvikle nye varer, der kan anvendes i den fremtidige konkurrence med japanske eksportoerer paa markedet i Faellesskabet, og som er noedvendige for at fremme salget af deres vare gennem reklame og andre salgsfremmende foranstaltninger paa et niveau, der er tilstraekkeligt til at kunne sammenlignes med de japanske konkurrenters."

Af de tidligere naevnte grunde, dvs. krav om, at fastlaeggelsen af skaden og dermed af rentabiliteten skal ske alene i forhold til produktionen af samme vare, kan dette resultat heller ikke beroeres af den omstaendighed, at den generelle situation for faellesskabsproducenterne var sund, og at deres indtaegter hidroerende fra andre former for virksomhed i vidt omfang ville have vaeret tilstraekkelige til at daekke de omhandlede udgifter.

51. Ricoh har ogsaa kritiseret den omstaendighed, at institutionerne har tilskrevet den lave rentabilitet andre vanskeligheder, herunder bl.a. de manglende muligheder for Faellesskabets producenter for at opnaa oegede stordriftsfordele (jf. betragtning 83 til den anfaegtede forordning). Selskabet har herved anfoert, at disse manglende muligheder skyldtes, at faellesskabsproducenterne som foelge af de tekniske vanskeligheder, de havde vaeret ude for, foerst meget sent begyndte at fremstille smaa fotokopieringsmaskiner, der kunne tage konkurrencen op med de japanske varer.

52. Med denne argumentation ses der imidlertid bort fra, at ogsaa stoerre PPC er omfattet af "samme vare"-begrebet efter definitionen heraf i naervaerende procedure, og at dumpingimporten af smaa japanske fotokopieringsmaskiner saaledes ogsaa har kunnet forvolde faellesskabsproduktionen af stoerre PPC skade.

53. Det er desuden ubestridt, at der i Faellesskabet fra slutningen af 60' erne og gennem hele det foelgende tiaar, hvor de japanske eksportoerer begyndte at bringe mange smaa fotokopieringsmaskiner paa markedet, fandtes en produktion i Faellesskabet af PPC med ringe kapacitet, nemlig Rank Xerox type 660, der hoerer hjemme i segment 1.

54. Raadet har i betragtning 85 og 86 til den anfaegtede forordning behandlet Ricoh' s argument om, at faellesskabsproducenterne foerst meget sent udviklede nye maskiner med lav kapacitet, der kunne konkurrere med de japanske maskintyper. Raadet anfoerer dér navnlig, at Rank Xerox' interne, tekniske vanskeligheder i forbindelse med udviklingen af en ny type kunne naevnes som et forhold af vaesentlig betydning for selskabets tidligere vanskeligheder, men at situationen var en anden fra 1982/1983, hvor disse vanskeligheder var ryddet af vejen, og den nye maskintype bragt paa markedet. Ricoh har blot henvist til de tidligere vanskeligheder og har ikke givet oplysninger, af hvilke det kan udledes, at Raadets vurdering heraf er fejlagtig, hvorfor Raadets afvisning af at anse dette for en skadesaarsag kan anses for velbegrundet.

55. Endelig har Océ og Olivetti i hoej grad benyttet sig af OEM-import fra Japan, men det gjorde de, som anfoert af Raadet i praemis 47 i den tidligere naevnte dom af 14. marts 1990, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, dog foerst, efter at deres bestraebelser paa at udvikle og markedsfoere deres egne PPC med lav kapacitet var mislykkedes som foelge af de trykkede markedspriser paa grund af indfoerslerne fra Japan.

56. Af det anfoerte fremgaar i det hele, at sagsoegerens anbringender og argumenter vedroerende fejl ved fastlaeggelsen af skaden ikke paa noget punkt kan laegges til grund.

C - Faellesskabets interesse

57. Grundforordningens artikel 12, stk. 1, indeholder som bekendt en bestemmelse om, at antidumpingtold bl.a. kun kan indfoeres, naar

"... det af den endelige konstatering af de faktiske omstaendigheder [fremgaar] ..., [at der foreligger dumping] ..., og [det] ... af hensyn til Faellesskabets interesser [findes] paakraevet, at Faellesskabet griber ind ...".

58. Ricoh har gjort gaeldende, at institutionernes vurdering af Faellesskabets interesser er blevet fordrejet, dels ved, at de til "en erhvervsgren i Faellesskabet" har henregnet selskaber, som var afhaengige af og tjente paa importen fra Japan, og dels ved, at de ikke har taget hensyn til faellesskabsproduktionens begraensede karakter paa omraadet for smaa fotokopieringsmaskiner. Jeg har imidlertid naevnt, at institutionerne med rette kunne henregne Rank Xerox, Océ og Olivetti til "en erhvervsgren i Faellesskabet" og anse samtlige PPC, og ikke blot "smaa" fotokopieringsmaskiner, for "samme vare", saaledes at Ricoh' s argumentation paa dette punkt ikke kan laegges til grund.

59. Ricoh har i oevrigt ikke godtgjort, at Raadet ved at give faellesskabsproducenternes interesser forrangen for OEM-producenternes - f.eks. Gestetner' s og Agfa-Gevaert' s - interesser (jf. betragtning 93 til den anfaegtede forordning), eller ved at finde, at fordelene ved indfoerslen af antidumpingtold ganske klart opvejer eventuelle negative virkninger af denne beslutning, navnlig for de priser, forbrugeren skal betale (jf. betragtning 99), har begaaet en aabenbar fejl ved udoevelsen af de vide skoensbefoejelser, det raader over, ved vurderingen af Faellesskabets interesser.

60. Heller ikke argumentationen om en fejlagtig vurdering af Faellesskabets interesser kan derfor laegges til grund.

D - Beregningen af antidumpingtold

61. Ricoh har gjort gaeldende, at den valgte antidumpingtoldsats paa 20% er i strid med grundforordningens artikel 13, stk. 3, hvorefter antidumpingtolden ikke maa vaere hoejere end noedvendigt for at afhjaelpe skaden. Ingen af de argumenter, selskabet har paaberaabt sig til stoette for dette anbringende, kan dog efter min mening anerkendes.

62. Ricoh har foerst gjort gaeldende, at den margen paa 12%, som institutionerne fandt noedvendig for at sikre en rimelig fortjeneste eller indtaegt ved salg af fotokopieringsmaskiner, er alt for hoej, idet smaa maskiner altid saelges med lavere fortjeneste end fortjenesten ved enhver anden omsaetning med tilknytning til fotokopieringsmaskiner.

63. Paa dette punkt havde Raadet dog allerede taget stilling i den anfaegtede forordning, hvor det bekraeftede Kommissionens synspunkt om, at der ikke ses

"nogen rimelig begrundelse for, som eksportoererne synes at antyde, at der udelukkende boer opnaas fortjeneste af salget af hjaelpematerialer mv." (jf. betragtning 105 til den anfaegtede forordning in fine).

Forinden havde Raadet forklaret, at den valgte fortjenstmargen paa 12% var noedvendig

"for at saette faellesskabsproducenterne som helhed i stand til:

- at fastholde deres stilling paa markedet i fremtiden ved at goere det muligt for dem at afholde tilstraekkelige udgifter til forskning og udvikling og til fremme af afsaetningen af deres varer

- at opnaa et rimeligt afkast, som staar i et rimeligt forhold til den risiko, der er forbundet med at udvikle nye varer, og som sikrer aktionaererne et rimeligt udbytte" (betragtning 103, foerste afsnit).

Det gjaldt altsaa for institutionerne om at sikre faellesskabsproducenterne et tilstraekkeligt afkast, der rummede en tilskyndelse til at investere i udvikling og fremstilling af fotokopieringsmaskiner, hvorfor de fornuftigvis har kunnet se bort fra den eventuelle fortjeneste, der blev opnaaet ved efterfoelgende salg af hjaelpematerialer mv., eller mere generelt ved andre former for omsaetning med tilknytning til fotokopiering. Det skal i oevrigt naevnes, at institutionerne anvendte samme argumentation over for klagerne og over for dem afviste at anerkende en afkastprocent paa 18 med den begrundelse, at:

"dette tal indeholdt den stoerre fortjeneste, der almindeligvis opnaas ved salg af hjaelpematerialer mv., og ... det [var] derfor uegnet i henseende til salget af maskiner alene" (betragtning 104 til den anfaegtede forordning).

64. Paa baggrund heraf skulle Ricoh ikke have begraenset sig til generelt at gentage sit synspunkt, men skulle have godtgjort, paa hvilken maade institutionernes fremgangsmaade var ukorrekt eller urimelig.

65. Ricoh har desuden begraenset sin argumentation til at gaelde smaa fotokopieringsmaskiner og har ikke oplyst, hvor langt under 12% afkastet for disse maskiner boer ligge, og saa meget mindre i hvilket omfang et saadant lavere afkast for smaa fotokopieringsmaskiner har paavirket den indfoerte antidumpingtoldsats, naar henses til den i betragtning 107 til den anfaegtede forordning beskrevne metode, der, som jeg har anfoert i mit forslag til afgoerelse i de forenede sager C-133/87 og C-150/87, Nashua, var en "global" metode,

"hvis grundlag var den samlede skade, der var forvoldt af et repraesentativt udsnit ... af de japanske selskabers totale eksport til Faellesskabet til dumpingpriser, og ikke den skade, som den enkelte eksportoer individuelt havde forvoldt" (afsnit 103 i forslaget til afgoerelse, jf. desuden betragtning 112, tredje afsnit, til den anfaegtede forordning).

66. Ricoh' s andet argument om, at antidumpingtolden blev beregnet paa grundlag af den prisforhoejelse, der fandtes fornoeden for at ophaeve et prisunderbud, som i realiteten ikke har foreligget, falder i logisk henseende allerede til jorden med den forudsaetning, det bygger paa. For det er ovenfor blevet konstateret, at der foreligger prisunderbud fra de japanske eksportoerers side, ogsaa selv om det forekom ret almindeligt

"i form af salg af mere veludstyrede modeller til priser paa samme niveau som eller lavere end priserne paa mindre veludstyrede modeller" (betragtning 49 til den anfaegtede forordning).

Endvidere indregnedes, som tidligere naevnt paa grund af vanskelighederne med at kvantificere denne saerlige form for prisunderbud, intet element, hvorved der tages hensyn til den i tolden (jf. herom betragtning 110 til den anfaegtede forordning).

67. Ricoh' s tredje argument, der stoettes paa den paastaaede "uforstaaelighed" af den "indgaaende" beskrivelse af fremgangsmaaden for beregning af toldsatsen i betragtning 107 til den anfaegtede forordning, kan heller ikke anerkendes. For det foerste er argumentet for ubestemt, og Ricoh har ikke engang imoedekommet Raadets udtrykkelige anmodning i slutningen af svarskriftet om en naermere angivelse af, hvad denne "uforstaaelighed" efter selskabets opfattelse bestaar i. Herved maa det ogsaa naevnes, at Ricoh ikke rejste spoergsmaal om den omhandlede fremgangsmaades "uforstaaelighed", da den forud for vedtagelsen af den anfaegtede forordning blev meddelt selskabet, for at det kunne fremsaette sine eventuelle bemaerkninger. For det andet beskrives i betragtning 107 under nr. i)-vii), efter Ricoh' s egne udtalelser "indgaaende", samtlige de etaper i beregningen, som institutionerne bevaegede sig igennem. Naar henses til den anfaegtede retsakts principielt normative karakter samt til umuligheden af i begrundelsen til forordningen at redegoere for alle detaljer i en antidumpingundersoegelse (13), har det efter min mening vaeret ufornoedent deri ogsaa at angive den aritmetiske formel og de tal for beregningerne, paa grundlag af hvilke de har vaeret i stand til at fastsaette antidumpingtolden til 20%. Visse taloplysningers fortrolige karakter vil i oevrigt ogsaa have stillet sig i vejen herfor.

Forslag til afgoerelse

Da sagsoegerens anbringender i det hele ikke kan anerkendes, skal jeg foreslaa Domstolen at frifinde sagsoegte for samtlige sagsoegerens paastande, og at paalaegge Ricoh at betale sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) - Jf. domme af 7.5.1987, kuglelejer (sag 240/84, Toyo mod Raadet, Sml. s. 1809, praemis 6, sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Raadet, Sml. s. 1861, praemis 7, sag 256/84, Koyo Seiko mod Raadet, Sml. s. 1899, praemis 6, og sag 258/84, Nippon Seiko mod Raadet, Sml. s. 1923, praemis 7).

(2) - EFT L 54, s. 12.

(3) - Jf. eksempelvis dom af 24.2.1987 (sag 312/84, Erhhardt-Renken mod Kommissionen, Sml. s. 841, praemis 22) og af 17.11.1987 (forenede sager 142/84 og 156/84, BAT mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 13).

(4) - EFT L 239, s. 5.

(5) - EFT L 201, s. 1.

(6) - Sagerne 240/84, 255/84, 256/84, 258/84 og 260/84, Sml. 1987, s. 1809, 1861, 1899, 1923, 1975.

(7) - Jf. dom af 5.10.1988 (forenede sager 277/85 og 300/85, Canon mod Raadet, Sml. s. 5731, praemis 37).

(8) - Jf. paa linje hermed dommene i kugleleje -sagerne af 7.5.1987, og navnlig den naevnte dom i sagen Toyo mod Raadet, praemis 16.

(9) - Raadet har i svarskriftets afsnit 48 anfoert, at fastlaeggelsen af den normale vaerdi sker paa grundlag af artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), og ikke, som det sagsoegende selskab vil have det til at se ud, i medfoer af artikel 2, stk. 4 . Uenigheden herom forekommer mig imidlertid temmelig kunstig, idet de to bestemmelser haenger saaledes sammen, at saafremt artikel 2, stk. 4, finder anvendelse og foerer til fastlaeggelse af den normale vaerdi, sker denne i overensstemmelse med forskriften i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii).

(10) - Jf. paa linje hermed Domstolens domme af 5.10.1988, og navnlig naevnte dom i sagen Canon mod Raadet, praemis 26.

(11) - Jf. paa linje hermed kugleleje -dommene af 7.5.1987, og navnlig den tidligere naevnte dom i sagen Nachi Fujikoshi mod Raadet, praemis 32.

(12) - Jf. paa linje hermed den foernaevnte dom af 5.10.1988, Canon mod Raadet, praemis 57 og 58.

(13) - Jf. paa linje hermed den foernaevnte dom af 5.10.1988, Canon mod Raadet, praemis 46.

Full & Egal Universal Law Academy