EUR-Lex -  61987CC0178 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 13. december 1990. - MINOLTA CAMERA CO LTD MOD RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - ANTIDUMPINGTOLD PAA PPC-FOTOKOPIERINGSMASKINER MED OPRINDELSE I JAPAN. - SAG C-178/87.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. De anbringender, hvormed Minolta Camera Co. Ltd (herefter benaevnt "Minolta") har anfaegtet lovligheden af Raadets forordning (EOEF) nr. 535/87 af 23. februar 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (1) (herefter benaevnt "den anfaegtede forordning" eller "den endelige forordning"), er i visse henseender forskellige eller endda nye i forhold til dem, der er gjort gaeldende af de oevrige japanske producenter af PPC-fotokopieringsmaskiner (herefter benaevnt "PPC") i deres respektive staevninger. For det foerste er der her tale om anbringender om den ulovlige beregning af dumpingmargenen og om den urimelige karakter af den fortjenstmargen, som er indregnet i den beregnede normale vaerdi, som Minolta er ene om at paaberaabe sig. Og for det andet om et anbringende om, at Raadet, paa baggrund af sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen, afslog at foretage visse justeringer for at tage hensyn til forskelle i salgsvilkaar, hvilket anbringende - uanset at det bygger paa en lignende argumentation som den, der allerede er blevet fremsat i andre sager - tager sigte paa delvis forskellige omkostningstyper. Endelig er der tale om anbringenderne dels om, at salgs-, administrations- og andre generalomkostninger (herefter benaevnt "SAG-omkostninger") hos handelsdatterselskaberne indregnes i salgsomkostningerne, dels om at vaerdien af visse rabatter (de saakaldte ibyttetagningsrabatter) ydet af de paagaeldende datterselskaber indregnes i den beregnede normale vaerdi, som, uanset at de ogsaa har vaeret paaberaabt i andre sager, soeges stoettet af raesonnementer, som i flere henseender er selvstaendige.

2. Jeg gentager kun detaljerne i disse forskellige anbringender og argumenter, saafremt det er noedvendigt for forstaaelsen af min argumentation, og tillader mig i oevrigt at henvise til retsmoederapporten.

A - Fastsaettelsen af den normale vaerdi

3. 1. Med det foerste anbringende har Minolta gjort gaeldende, at Raadet ved at indregne handelsselskabernes SAG-omkostninger i Japan i den beregnede normale vaerdi ikke har foretaget en passende sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen i den forstand, at Raadet ikke sammenlignede dem i samme handelsled. Minolta goer isaer gaeldende, at Raadet saaledes i den beregnede normale vaerdi indregnede omkostningerne i et led efter handelsleddet ab fabrik, som ifoelge virksomheden er det led, som eksportprisen burde vaere beregnet i. Ifoelge Minolta er denne fremgangsmaade i strid med artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), og stk. 9, i grundforordningen (2) samt med de tilsvarende GATT-bestemmelser og bestemmelserne i antidumpingkodeksen fra 1979 (3).

4. Hvad imidlertid grundforordningen angaar maa det konstateres, at Domstolen allerede har afvist en argumentation som den, Minolta her har udviklet, jf. Domstolens dom af 5. oktober 1988 om "elektroniske skrivemaskiner" (herefter benaevnt "ES"). I praemis 19 i dommen Canon mod Raadet (forenede sager 277/85 og 300/85, Sml. 1988, s. 5731) udtalte Domstolen, at:

"kravet om sammenlignelighed i artikel 2, stk. 3, litra a), er opfyldt, naar baade den normale vaerdi og eksportprisen fastsaettes paa grundlag af prisen ved det foerste salg til en uafhaengig koeber"

og at:

"de naevnte stoerrelser skal herefter sammenlignes, saaledes som de er blevet fastlagt, medmindre de i artikel 2, stk. 9 og 10, i forordning nr. 2176/84 udtrykkeligt naevnte justeringer og nedsaettelser kommer til anvendelse".

5. I denne sag blev den normale vaerdi og eksportprisen ogsaa fastlagt med udgangspunkt i det foerste salg til en uafhaengig koeber. Saaledes blev den normale vaerdi beregnet ikke blot paa grundlag af Minolta' s omkostninger, men ogsaa paa grundlag af de af Minolta' s handelsdatterselskaber afholdte omkostninger. Eksportprisen blev fastlagt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8, litra b), dvs. paa grundlag af den "pris, til hvilken den indfoerte vare foerste gang videresaelges til en uafhaengig koeber". Klagepunktet om tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), er derfor grundloest. Ganske vist behandlede Domstolen i dommen Canon mod Raadet udtrykkeligt litra a) i naevnte bestemmelse. Jeg finder alligevel, at hvad der gaelder for litra a), maa ogsaa gaelde for litra b), nr. ii), eftersom beregningen af den normale vaerdi skal raade bod paa det forhold, at der ikke bliver tale om en efter litra a), og litra b), nr. i), fastsat normal vaerdi, og eftersom Domstolen i samme doms praemis 26 henviste til, at:

"Formaalet med at fastlaegge den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi efter ordningen i henhold til forordning nr. 2176/84 er at afgoere, hvilken salgspris der ville gaelde for et produkt, saafremt dette solgtes i oprindelses- eller eksportlandet."

I oevrigt har Minolta bl.a. henvist til ordene "sammenlignelig pris" i litra a), og litra b), nr. i), til at stoette den opfattelse, hvorefter artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), kraever, at sammenligningen mellem eksportprisen og den normale vaerdi skal vaere en passende sammenligning (4).

6. Hertil kommer, at Domstolen i dommen Tokyo Electric mod Raadet, afsagt samme dag (forenede sager 260/85 og 106/86, Sml. s. 5855), paa beregningen af den normale vaerdi paa grundlag af artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), anvendte teorien om den "enkelte oekonomiske enhed", hvormed det skal undgaas, at omkostninger, der aabenbart indgaar i salgsprisen for et produkt, naar salget sker via en intern salgsafdeling hos producenten, ikke goer det, naar samme salgsvirksomhed udoeves af et retligt uafhaengigt selskab, som imidlertid oekonomisk kontrolleres af producenten (se praemis 25-29). At henvise til, at handelsselskabernes SAG-omkostninger blot blev indregnet i den beregnede normale vaerdi, er altsaa ikke tilstraekkeligt til at bevise, at det beloeb, som laegges til produktionsomkostningerne som SAG-omkostninger, ikke er rimeligt, jf. artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i grundforordningen.

7. Det fremgaar i oevrigt navnlig af praemis 30 i dommen Tokyo Electric mod Raadet, at i tilfaelde af en opdeling af produktionsvirksomheden og salgsvirksomheden inden for en koncern, som udgoeres af retligt selvstaendige selskaber, som imidlertid oekonomisk er forbundne - og saaledes har ogsaa Minolta organiseret sig -

"er [det] saaledes netop ved at tage udgangspunkt i det foerste salg til en uafhaengig koeber, at der kan ske en korrekt fastsaettelse af den normale vaerdi 'ab fabrik' ".

Da sagsoegeren selv ikke bestrider, at eksportprisen som beregnet svarer til prisen i handelsleddet "ab fabrik", maa det noedvendigvis konkluderes, at Raadet ved at gaa frem, som det gjorde heller ikke har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 9, som bestemmer, at "De [eksportprisen og den normale vaerdi] skal normalt sammenlignes i samme handelsled, fortrinsvis ab fabrik".

8. Det er korrekt, at Minolta' s opfattelse i grunden er ensbetydende med at stille krav om, at omkostningerne hos Minolta' s japanske handelsselskaber ikke indregnes i den normale vaerdi med den begrundelse, at omkostningerne hos datterselskaberne i Faellesskabet blev reduceret med den pris, som blev fastsat over for den foerste uafhaengige koeber i forbindelse med beregningen af eksportprisen. Det er i oevrigt den forskellige behandling, som saaledes blev datterselskabernes omkostninger til del, alt efter om de er etableret i Japan eller i Faellesskabet, som fik Minolta til at mene, at naar eksportprisen blev fastsat i handelsleddet "ab fabrik", kunne dette ikke ogsaa blive tilfaeldet for den normale vaerdi.

9. Jeg maa indroemme, at man ved foerste oejekast kan vaere fristet til at dele den tvivl og de spoergsmaal, sagsoegeren har rejst. Det volder ingen vanskelighed i lighed med Domstolen at antage, at handelsleddet "ab fabrik" er det led, i hvilket der saelges til den foerste uafhaengige koeber, netop fordi det er oenskeligt, at de oekonomiske realiteter skal have forrang for de juridiske konstruktioner. Man kan eventuelt endda mene, at man, dersom man beregner den normale vaerdi ved heri at indregne samtlige SAG-omkostninger i forbindelse med salget til den foerste uafhaengige koeber og herved anvender den pris, den foerste uafhaengige koeber har betalt, for at beregne eksportprisen to gange tager samme handelsled som holdepunkt. Man kommer dog ikke uden om at fastslaa, at det led, i hvilket det foerste salg til en uafhaengig koeber sker - naar man i de to tilfaelde giver omkostningerne hos datterselskaberne en forskellig behandling, idet man jo laegger dem til produktionsomkostningerne i forbindelse med beregningen af den normale vaerdi og fratraekker dem i den pris, den foerste uafhaengige koeber har betalt, naar eksportprisen skal beregnes - i det foerste tilfaelde er transaktionens slutpunkt, men i det andet dens udgangspunkt.

10. Ikke desto mindre er forholdet det, at den saaledes beregnede eksportpris omfatter omkostningerne hos producentens "eksport"-afdeling, som med hensyn til handelsleddet svarer til omkostningerne hos det handelsselskab, der opererer paa hjemmemarkedet.

11. I oevrigt afviste Domstolen kategorisk i praemis 31 i dommen Tokyo Electric mod Raadet, da den tog stilling til beregningen af den normale vaerdi, det argument, at SAG-omkostningerne skulle behandles paa samme maade, naar man beregner den normale vaerdi, og naar man beregner eksportprisen; Domstolen henviste ganske enkelt til "kugleleje"-dommene af 7. maj 1987 (sag 240/84, 255/84, 256/84, 258/84 og 260/84, Sml. s. 1809, 1861, 1899, 1923 og 1975), hvorefter

"der gaelder tre saerskilte regelsaet, som hver isaer skal overholdes, for henholdsvis fastsaettelsen af den normale vaerdi, fastsaettelsen af eksportprisen og sammenligningen mellem disse to stoerrelser".

Desuden udledte Domstolen - i praemis 37 i dommen Canon mod Raadet, som ligeledes er naevnt ovenfor - af den uafhaengighed, der saaledes er fastslaaet for metoderne til beregning af den normale vaerdi og eksportprisen, at:

"Det [er] ingen betingelse for, at sammenligningen er passende i den i artikel 2, stk. 9, forudsatte betydning, at den normale vaerdi og eksportprisen er blevet fastlagt efter identiske fremgangsmaader."

12. Hvad herefter angaar bestemmelserne i GATT og antidumpingkodeksen, som sagsoegerne har paaberaabt sig, anser jeg det for unoedvendigt at tage stilling til Minolta' s opfattelse, hvorefter disse bestemmelser kan paaberaabes under direkte soegsmaal rejst efter EOEF-traktatens artikel 173, uden at de "med retsvirkning kan [goeres] ... gaeldende ved domstolene", jf. "International Fruit Company"-dommen (5), ligesom jeg i oevrigt heller ikke skal tage stilling til, om de "gaelder umiddelbart" i det tilfaelde, hvor opfattelsen ikke kan laegges til grund. Grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 9, der var hjemmel for den anfaegtede forordning, forekommer mig under alle omstaendigheder at vaere ganske i overensstemmelse med de tilsvarende regler i GATT og i antidumpingkodeksen. Saavel GATT' s artikel VI, stk. 1, som antidumpingkodeksens artikel 2, stk. 1 og 4, taler ligesom grundforordningens artikel 2, stk. 3, om den "sammenlignelige pris", der praktiseres i normal handel for samme vare til forbrug i eksportlandet eller, saafremt dette ikke foreligger, om produktionsomkostningen i oprindelseslandet forhoejet med en "rimelig margen (eller rimeligt tillaeg)" baade for SAG-omkostningerne og for fortjenesten. Antidumpingkodeksens artikel 2, stk. 6, er kun en forloeber for grundforordningens artikel 2, stk. 9, idet den fastsaetter foelgende:

"For at kunne foretage en rimelig sammenligning ... sammenlignes de to priser i samme handelsled fortrinsvis ab fabrik ..."

13. Det er korrekt, at baade artikel VI, stk. 1, i GATT og artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen tilfoejer:

"Der skal i hver enkelt tilfaelde [efter de konkrete forhold] tages rimeligt hensyn til forskelle i salgsvilkaar, forskel i beskatning og andre forskelligheder, der har betydning for prisernes sammenlignelighed."

Selv om der altsaa er tale om at sammenligne priserne, dvs. prisen paa hjemmemarkedet (den normale vaerdi) og eksportprisen, kan man ikke af det ovenstaaende udlede, som Minolta vil, at udtrykkene "samme handelsled" og "handelsleddet ab fabrik" henviser til de omkostninger, der indgaar i den pris, som betales af koeberen til saelgeren. For det foerste har denne bestemmelse, som blev gentaget i grundforordningens artikel 2, stk. 10, foerste afsnit, jo ikke til formaal at definere betydningen af "handelsled", men vedroerer generelt de justeringer, der skal foretages for at tage hensyn til enhver forskel, der kan paavirke prisernes sammenlignelighed. For det andet udvisker man - ved at fastlaegge handelsleddet i forhold til de omkostninger, der indgaar i den pris, koeberen betaler saelgeren (og ikke i forhold til den kategori af koebere, som betaler prisen) - de bestaaende forskelle mellem det, som man (ogsaa inden for GATT) vil kunne opfatte som indholdet af den normale vaerdi og eksportprisen, der udgoer de to maalestokke for, om der foreligger dumping. I modsaetning til den normale vaerdi, som repraesenterer den pris, der paa hjemmemarkedet betales for det paagaeldende produkt, der saelges til forbrug i eksportlandet, repraesenterer eksportprisen ikke den betalte pris paa eksportmarkedet, men den betalte pris for det produkt, der saelges til eksport til dette marked.

14. Begge afspejler altsaa det beloeb, producenten/eksportoeren har modtaget. I den henseende er den erklaering fra ekspertgruppen vedroerende antidumpingtold og udligningstold, der blev offentliggjort af GATT i marts 1961 - som sagsoegeren har henvist til i flere tilfaelde - absolut oplysende med udtalelsen heri om, at:

"Det vaesentlige formaal var at foretage en effektiv sammenligning mellem den normale pris paa hjemmemarkedet i eksportlandet og prisen for et tilsvarende produkt, naar det forlader landet, men ikke naar det ankommer til importlandet"

og derfor da heller ikke paa hjemmemarkedet i dette land. At goere som Minolta og sammenligne de priser, der faktisk praktiseres af selskabets japanske datterselskaber over for de uafhaengige kunder i Japan, med de faktiske priser, som Minolta' s europaeiske datterselskaber praktiserer over for de uafhaengige kunder i Faellesskabet, er derimod formaalsloest, da den normale vaerdi, der pr. definition svarer til den normale pris, som betales producenten paa hjemmemarkedet, omfatter samtlige omkostninger (og fortjeneste), der er paaloebet ved salget paa dette marked (6), mens eksportprisen til Faellesskabet pr. definition ikke omfatter omkostningerne (og fortjenesten) ved aktiviteter i Faellesskabet, og som loeber paa ved salget paa faellesskabsmarkedet. I Domstolens dom af 14. marts 1990, sag C-156/87, Gestetner mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, anfoerte Domstolen samme betragtning for at forkaste kravet fra Gestetner - der er importoer, med status som Original Equipment Manufacturer (OEM), af PPC fremstillet af Mita om, at eksportprisen er den pris, Gestetner betalte til Mita Europe, Mita' s europaeiske datterselskab, som deltog i salget i et tidligere led end ved importen til Faellesskabet. Domstolen fastslog saaledes i dommens praemis 31: "Omkostningerne ved en saadan virksomhed formindsker reelt det beloeb, som den eksporterende fabrikant modtager, i det omfang hvor de normale baeres af importoeren."

15. Jeg slutter af det ovenstaaende, at den anfaegtede forordning ikke strider mod GATT' s artikel VI, stk. 1, eller antidumpingkodeksens artikel 2, ligesom den altsaa heller ikke strider mod artikel 2, stk. 3 og 9, i grundforordningen, der gennemfoerer de foerstnaevnte regler i Faellesskabets retsorden.

16. Hvad endelig angaar argumenterne vedroerende magtmisbrug og kraenkelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt af proportionalitetsprincippet og lighedsprincippet, finder jeg, at disse ikke kan adskilles fra dem, der er gennemgaaet ovenfor. De hviler alle paa en forudsaetning om, at Raadet ved at indregne SAG-omkostningerne for Minolta' s handelsselskaber i den beregnede normale vaerdi foretog en sammenligning, der ikke er lovlig i forhold til kravene i grundforordningen, GATT og antidumpingkodeksen. Ligesom anbringenderne om overtraedelse af disse regler maa de altsaa forkastes.

17. 2. Sagsoegerens andet anbringende angaar indregningen i den beregnede normale vaerdi af Minolta' s modeller med en fortjeneste paa 14,6%, der angiveligt ikke er "rimelig" eller ligger over den "normale fortjeneste", jf. artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i grundforordningen.

Som bekendt er det ikke bestridt, at samtlige Minolta' s PPC-modeller, som paa samme tid blev solgt i Japan og eksporteret til Faellesskabet, blev solgt paa hjemmemarkedet til lavere gennemsnitspriser end deres produktionsomkostninger (herunder SAG-omkostningerne), dvs. "med tab". Derfor besluttede Raadet i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 4, at beregne disse PPC' s normale vaerdi. Det fremgaar af betragtning 10 in fine til den anfaegtede forordning, at Raadet herved anvendte den gennemsnitlige fortjeneste opnaaet af de andre PPC-eksportoerer paa de modeller, som i loebet af referenceperioden var blevet solgt i Japan til en gennemsnitligt hoejere pris end produktionsomkostningerne.

18. Foerst bemaerkes, at Minolta ikke bestrider selve de tal, som blev anvendt som grundlag ved beregningen af den gennemsnitlige fortjenstmargen paa 14,6%, men fremfoerer en raekke argumenter for at paavise, at Raadets beregningsmetode noedvendigvis maatte foere til at fastsaette en fortjeneste, som hverken var "rimelig" eller "normal".

19. Minolta kritiserer i foerste raekke, at tabene med salg ikke blev medregnet ved beregningen af den gennemsnitlige fortjeneste. Selskabet finder, at den "normale fortjeneste", der skal indregnes i den beregnede vaerdi - Raadet har jo konkluderet, at "der normalt opnaas fortjeneste ved salg af varer inden for samme generelle kategori paa oprindelseslandets hjemmemarked" [jf. ordlyden af naestsidste saetning i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)], selv om visse af dem saelges med tab - ikke maa overstige den fortjeneste, som normalt opnaas paa samtlige disse produkter, herunder dem, der blev solgt med tab. I dette tilfaelde udelukkede Raadet imidlertid de tabgivende apparater fra sine beregninger og anvendte paa samtlige Minolta' s modeller, der blev solgt paa hjemmemarkedet, den fortjeneste, som blev beregnet alene paa det resterende salg.

20. Over for denne argumentation maa det foerst konstateres, at

"Da det salg, der ansaas for rentabelt, indbefattede alt salg af maskiner, der i gennemsnit solgtes til priser, som var hoejere end produktionsomkostningerne" (jf. betragtning 10, fjerde afsnit, til den anfaegtede forordning), blev ikke alle tabgivende salg holdt udenfor: Eventuelle tabgivende salg blev ogsaa taget i betragtning, da der set under ét blev opnaaet en fortjeneste ved salget af den omhandlede model.

21. I oevrigt maa jeg naevne, at Raadet ganske vist har fastslaaet, at samtlige metoder, med hvilke man kan fastsaette den normale vaerdi, jf. opregningen heraf i grundforordningens artikel 2, stk. 4, sidste afsnit, og som Raadet endvidere kan anvende i tilfaelde af tabgivende salg, har det til faelles, at de bygger paa salg, vaerdier eller priser, hvori der indgaar eller kan indgaa en fortjeneste, hvilket imidlertid ikke er tilstraekkeligt, naar det gaelder om at angive, hvad denne fortjeneste skal ligge paa, saafremt Raadet vaelger metoden til beregning af den normale vaerdi, saaledes som den er beskrevet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii); jeg finder imidlertid, at Minolta gaar for vidt, naar selskabet mener, at artikel 2, stk. 4, er helt uden relevans i denne forbindelse. Det er faktisk, fordi betingelserne for at anvende artikel 2, stk. 4, er opfyldt, at Raadet anvendte en af disse metoder, som foelgelig skal medvirke til at realisere det formaal, Raadet tilsigter. Artikel 2, stk. 4, giver imidlertid institutionerne udtrykkelig hjemmel til at tage hensyn til tabgivende salg - under visse betingelser, som der ikke er rejst spoergsmaal om her i sagen - der "anses for ikke at have fundet sted i normal handel". I et saadant tilfaelde kan de priser, som opnaas ved de tabgivende salg, saaledes ikke tjene som normal vaerdi efter betydningen i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra a). At de ikke tages i betragtning, er derfor principielt paa grund af anvendelsen af artikel 2, stk. 4. Det ville vaere lidet relevant for dette formaal, saafremt Raadet, naar det oensker at fastsaette den normale vaerdi af produkter, som er solgt med tab, ved hjaelp af den ene eller den anden af de fastsatte metoder var forpligtet til at tage dem i betragtning. Hvis det ikke var tilfaeldet, ses det ikke, hvorfor Raadet skal fastsaette den normale vaerdi af produkterne solgt med tab efter en af de metoder, som specielt er fastsat i artikel 2, stk. 4: saafremt Raadet under alle omstaendigheder skal tage hensyn hertil, hvorfor saa ikke fastsaette den gennemsnitlige normale vaerdi for samtlige salg, det vaere sig med tab eller med fortjeneste, ved blot at anvende de priser, som faktisk er betalt eller skal betales, jf. artikel 2, stk. 3, litra a)?

22. I oevrigt har Raadet ret, naar det fremhaever, at samtlige fastsatte metoder, som er alternative, skal anvendes saaledes, at man kan naa frem til stort set ensartede vaerdier, eftersom det i alle tilfaelde gaelder, at der skal fastsaettes en normal vaerdi, der ligger saa taet som muligt paa salgsprisen for et produkt, saaledes som prisen ville vaere, saafremt det paagaeldende produkt blev solgt i oprindelseslandet eller i eksportlandet i normal handel. Forholdet er imidlertid det, at den foerste af de naevnte metoder, der hviler paa de

"oevrige salg paa hjemmemarkedet, der har fundet sted til en pris, som ikke er lavere end produktionsomkostningerne",

medfoerer fuldstaendig udelukkelse af salg med tab, saaledes at Raadet ved at bruge denne metode uden videre paa de tabgivende salg kan anvende fortjenesten ved salg, der er foregaaet til en hoejere pris end produktionsomkostningerne, hvorved det saaledes paa de tabgivende salg overfoerer den ved andre salg opnaaede fortjeneste uden at gaa ind i beregningen af en eller anden gennemsnitsfortjeneste paa grundlag af salg til priser, der er hoejere eller lavere end produktionsomkostningerne.

23. Endvidere accepterede Domstolen i dom af 5. oktober 1988, Canon mod Raadet, at den fortjenstmargen, en producent opnaar ved salg af visse af sine modeller paa hjemmemarkedet, der som saadan indregnes i den faktiske pris, der laegges til grund som normal vaerdi i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, litra a), anvendes af institutionerne som "rimelig" margen, jf. artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), ved beregningen af den normale vaerdi for samme producents oevrige modeller (jf. praemis 21 og 22). Ganske vist blev i dette tilfaelde den normale vaerdi beregnet, fordi de omtvistede modeller ikke var blevet solgt i tilstraekkelige maengder paa hjemmemarkedet. Det ses imidlertid ikke, hvorfor den samme regel ikke skulle kunne anvendes, naar den normale vaerdi beregnes af andre grunde, f.eks. fordi visse modeller saelges med tab. Naar det er tilfaeldet, viser dette eksempel klart, at artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), bestemt ikke udelukker, at man ved fastsaettelsen af den "rimelige fortjenstmargen" eller den "normale fortjeneste", der skal indgaa i den normale vaerdi, alene tager salg til en hoejere pris end produktionsomkostningerne i betragtning.

24. Det fremgaar desuden af andre domme i ES-sagerne, at man i tilfaelde af, at man beregner den normale vaerdi af et selskabs produkter, kan lade fortjenstmargenen beregne af den fortjeneste, der er opnaaet af et andet selskab. Jeg skal navnlig henvise til dommen i sagen Sharp Corporation mod Raadet (sag 301/85, Sml. 1988, s. 5813), hvori Domstolen udtalte:

"Den naevnte bestemmelse [artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)] indeholder intet forbud mod som 'rimelig fortjenstmargen' at laegge den fortjeneste til grund, som normalt opnaas af et andet selskab end det, der er genstand for antidumpingundersoegelsen." (Praemis 8).

I de ovennaevnte forenede sager 260/85 og 106/86, Tokyo Electric mod Raadet, protesterede sagsoegeren imod, at Raadet i sagsoegerens tilfaelde havde anvendt en fortjenstmargen paa 47,92%, der svarede til den, som var blevet opnaaet af en anden producent ved salget af et begraenset antal ES paa hjemmemarkedet. Domstolen bemaerkede blot, at:

"TEC ikke har godtgjort, at den paagaeldende fortjenstmargen ikke blev opnaaet i normal handel"

og konkluderede, at:

"artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i forordning nr. 2176/84 intet indeholder til stoette for, at den fortjenstmargen, som faellesskabsinstitutionerne har lagt til grund, ikke kan anses som en rimelig margen, naar henses til faellesskabsinstitutionernes skoensmaessige befoejelser" (praemis 13).

25. Man kan ganske vist indvende, at det lige citerede hoejst viser, at Raadet paa Minolta' s tabgivende salg havde kunnet anvende den "normale fortjeneste" eller den, der opnaas "i normal handel" af andre selskaber, men ikke giver mulighed for at afgoere, hvad der skal forstaas ved disse begreber, og navnlig ikke giver et direkte svar paa spoergsmaalet, om en fortjenstmargen - hvis disse andre selskaber eventuelt ogsaa havde solgt med tab - som kun tager hensyn til deres salg med fortjeneste, er en "normal" fortjeneste efter betydningen i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), eller om i dette tilfaelde alene deres fortjenstmargen opnaaet "i normal handel" kan anvendes paa samtlige Minolta' s modeller.

26. Tilbage bliver, at Domstolen, for at begrunde lovligheden af at anvende fortjenesten hos et andet selskab med henblik paa beregningen af den normale vaerdi, udtrykkeligt saavel i praemis 10 i dommen Sharp Corporation mod Raadet som i praemis 16 i dommen Tokyo Electric mod Raadet fremhaevede, at:

"Saafremt den normale vaerdi, for saa vidt angaar producenter uden afsaetning paa hjemmemarkedet, maatte beregnes alene paa grundlag af en hypotetisk fortjeneste, ville dette indebaere en risiko for en forskelsbehandling af andre producenter, hvis fortjenstmargen for de modeller, de saelger i Japan, anvendes ved beregningen af den normale vaerdi for andre modeller."

Samme raesonnement kan anvendes i dette tilfaelde, hvor man anvender beregningen af den normale vaerdi, fordi visse produkter saelges til en lavere pris end produktionsomkostningerne: Saafremt Raadet gyldigt paa de selskaber, som kun saelger visse af deres modeller med tab paa hjemmemarkedet, kan anvende den fortjenstmargen, der opnaas ved deres "oevrige salg" (eller en gennemsnitlig fortjenstmargen paa grundlag af samtlige de salg, de har haft til en gennemsnitspris, der er hoejere end produktionsomkostningerne) (7), maa det ligeledes kunne anvende netop denne fortjenstmargen paa andre selskaber, hvis samlede salg var tabgivende (eller hvis salg fandt sted til en gennemsnitspris, der var lavere end produktionsomkostningerne). I modsat fald, for at omskrive de naevnte domme fra Domstolen,

"risikerede man at diskriminere de oevrige fabrikanter, for hvilke den faktisk opnaaede fortjenstmargen ved salget af visse modeller anvendes for at beregne den normale vaerdi af de oevrige modeller solgt med tab".

27. Jeg skal endelig paapege, at den nye grundforordning (8), der efterfulgte forordning nr. 2176/84, udtrykkeligt bestemmer, at den fortjeneste, der skal indgaa i den beregnede vaerdi, beregnes paa grundlag af de "fortjenstgivende salg" af tilsvarende produkter, hvad enten de er opnaaet af den samme producent eller af andre producenter.

28. Paa grundlag af de ovenstaaende bemaerkninger kan man her i sagen anvende maksimen "det mindre i det mere": I det omfang, hvori Raadet gyldigt havde kunnet anvende den fortjenstmargen, som faktisk blev opnaaet af andre producenter paa deres salg af tilsvarende eller forskellige modeller, paa de Minolta-modeller, der blev solgt til lavere priser end produktionsprisen, havde det ganske bestemt ret til paa dem at anvende en gennemsnitlig fortjenstmargen, som tager hensyn ikke blot til andre producenters salg til hoejere priser end produktionsomkostningerne, men ogsaa til deres tabgivende salg, saa meget desto mere som Raadet i Minolta' s tilfaelde ikke anvendte den gennemsnitlige margen hos en enkelt anden producent, som havde kunnet vaere den hoejeste konstaterede margen, men som naevnt anvendte et generelt gennemsnit af samtlige konstaterede individuelle gennemsnitsmargener (jf. betragtning 10, naestsidste afsnit, i den anfaegtede forordning). Det kan altsaa ikke haevdes, at Raadets beregningsmetode foerte til fastsaettelse af en fortjenstmargen for Minolta, der ikke er "rimelig", eller som ligger over den "normale fortjeneste" efter betydningen i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii).

29. De to teoretiske eksempler, som sagsoegeren har fremlagt, kan ikke rokke ved denne konklusion.

30. For det foerste gjorde Raadet ikke det, som Minolta, med stoette i sine eksempler, foreholder Raadet, at det har gjort. Raadet lagde sig ikke fast paa fortjenester paa 10 eller 60% for model 1 og 2 fra selskab B eller C og lagde sig derfor heller fast paa en fortjeneste paa 35% for de tre modeller fra selskab A. Tilsvarende kommer Raadet, via den metode, det faktisk anvendte, frem til samme fortjeneste paa 10% for de to selskaber Alfa og Beta, uanset at det ene af dem solgte visse modeller med tab. Men hvad mere er, fremgaar det af de ovenstaaende betragtninger, at Raadet lovligt kunne goere det, som Minolta via disse eksempler foreholder det, at det gjorde. Da grundforordningens artikel 2, stk. 4, udtrykkeligt bestemmer, at fastsaettelsen af den normale vaerdi skal ske

"paa grundlag af de oevrige salg paa hjemmemarkedet, der har fundet sted til en pris, som ikke er lavere end produktionsomkostningerne",

kunne Raadet paa model 1 og 2 fra selskab B og C, saavel som paa de Beta-modeller, der blev solgt med tab, have anvendt den fortjeneste, som opnaaedes af disse selskaber paa de modeller, der blev solgt til en hoejere pris end produktionsomkostningerne. Da Domstolen i oevrigt, navnlig i domme af 5. oktober 1988, Sharp Corporation mod Raadet, Tokyo Electric mod Raadet og Canon mod Raadet, tiltraadte, at den fortjenstmargen, som opnaas af andre producenter eller af samme producent paa andre modeller af det tilsvarende produkt, kan laegges til grund i relation til grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), havde Raadet kunnet gaa frem paa samme vis, saafremt det, som det gjorde i Minolta' s tilfaelde, havde valgt den beregnede vaerdi.

31. Endelig forekommer det mig, at Minolta' s henvisning til den metode, Raadet anvendte for, i forbindelse med fastsaettelse af antidumpingafgiften, at fastslaa,

"hvor meget hver faellesskabsproducents indtaegter skulle stige, for at han kunne opnaa en fortjeneste paa 12% for hver type transaktion" (jf. betragtning 107, afsnit iii), i den anfaegtede forordning),

er ganske irrelevant for fastsaettelsen af den gennemsnitlige fortjenstmargen for de japanske producenter, der skal indgaa i den normale vaerdi. Desuden gaelder det, at udtalelsen i betragtning 10, andet afsnit, i den anfaegtede forordning, hvorefter "[denne] fremgangsmaade (der blev fulgt for at beregne fortjenesten med henblik paa at fastsaette den normale vaerdi) desuden helt [er] i overensstemmelse med den metode, der anvendtes ved fastsaettelsen af den skade, der er paafoert den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet", ikke vedroerer den behandling, som er tiltaenkt de tabgivende salg, men spoergsmaalet, om man var noedt til at beregne fortjenesten i forhold til PPC alene eller i forhold til eksportoerernes samlede aktiviteter paa fotokopieringsomraadet.

32. Med hensyn til Minolta' s oevrige argumenter, der er fremsat for at bestride den maade, hvorpaa Raadet fastsatte den fortjeneste, som skulle indgaa i den normale vaerdi, er det tilstraekkeligt at fastslaa, at de ikke har belaeg i retsakterne. At kraeve, at den "rimelige" eller "normale" fortjeneste beregnes i forhold til den fortjeneste, som er opnaaet i PPC' s samlede levetid - med henblik paa, at der tages hensyn til deres varierende rentabilitet i perioden - forekommer mig at gaa ud over, hvad der fastsaettes i grundforordningens artikel 2, stk. 4, som giver hjemmel for at udelukke et tabgivende salg paa bl.a. den betingelse, at:

"dette salg: a) har fundet sted over et laengere tidsrum, og der er tale om betydelige maengder".

Jeg finder faktisk, at Raadet ikke har pligt til at bedoemme, om denne betingelse foreligger i forhold til en periode, der er laengere end den, som medgaar til antidumpingundersoegelsen, der i medfoer af grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra c),

"[normalt] omfatter en periode paa mindst seks maaneder umiddelbart forud for ivaerksaettelse af proceduren",

og som i denne konkrete sag omfattede perioden fra januar til juli 1985 inklusive (jf. betragtning 5 til den foreloebige forordning (9)). Jeg noterer i oevrigt, at denne fortolkning er i overensstemmelse med det, der er fastsat i den nye grundforordning (10), hvorefter tabgivende salg

"kan ... anses for ikke at have fundet sted i normal handel, saafremt dette salg:

a) har fundet sted i betydelige maengder i undersoegelsesperioden, som defineret i artikel 7, stk. 1, litra c)

b) ...".

At kraeve, at den "rimelige" eller "normale" fortjeneste skal fastsaettes i forhold til salget af samtlige modeller, herunder tabgivende salg, med den begrundelse, at producenterne er noedt til at tilbyde kunderne et komplet udbud af modeller, herunder ikke-rentable modeller, er ligeledes en tilsidesaettelse af selve ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 4, som regulerer behandlingen af tabgivende salg uden hensyn til grundene til, at producenterne foretog dem.

33. Minolta goer endvidere gaeldende, at selv om Raadet ved fastsaettelsen af den "rimelige" fortjenstmargen kun kunne have taget hensyn til fortjenesten paa de "globalt set" rentable modeller, "quod non", burde det ikke desto mindre have udtrykt det ved at tage hensyn til omsaetningen for samtlige salg, herunder de ikke-rentable. Raadet har imidlertid fastslaaet foelgende:

"Dersom ... man foretager en afvejning af de tabgivende salg, maatte disse hermed vaere indregnet de facto i beregningen (af den fortjeneste, som normalt opnaas ved salg paa hjemmemarkedet), skoent de i medfoer af artikel 2, stk. 4, i forordning nr. 2176/84 ikke kan vaere det" (se punkt 58 i svarskriftet).

I oevrigt mener jeg ikke, at der kan udledes noget argument i den forbindelse af den metode, Raadet fulgte for at beregne dumpingmargenen, som er en saerskilt operation i forhold til den operation, som bestaar i at fastsaette den fortjenstmargen, der skal indgaa i den normale vaerdi (jf. grundforordningens artikel 2, stk. 13).

34. Hvad endelig angaar indregningen af de japanske handelsselskabers fortjeneste (11) i den "rimelige" fortjenstmargen, kan jeg indskraenke mig til at henvise til, hvad der fremgaar af praemis 17 i dom af 5. oktober 1988, Silver Seiko mod Raadet, nemlig at institutionerne ikke, naar de er stillet over for en enkelt oekonomisk enhed, har pligt til at vaelge producentens fortjenstmargen frem for fortjenstmargenen hos producentens forhandlerselskab, idet de lovligt kan tage udgangspunkt i den samlede fortjenstmargen for de to selskaber.

35. Anbringendet om det urimelige i at indregne den opnaaede fortjeneste i den normale vaerdi, maa derfor forkastes i det hele.

36. 3. Med sit tredje anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at Raadet med urette i de SAG-omkostninger, der indgik i den beregnede normale vaerdi, indregnede et beloeb svarende til vaerdien af visse rabatter ydet af Minolta' s japanske handelsselskaber til deres kunder.

37. I staevningen har Minolta isaer foreholdt Raadet, at det sidestillede de paagaeldende rabatter med betaling for ibyttetagne maskiner som omhandlet i betragtning 13 og 14 til den anfaegtede forordning, skoent Raadet ikke havde noget bevis for, at man kunne kvalificere dem som saadanne. Det fremgaar imidlertid klart af de notater, Minolta' s egne advokater gjorde under den undersoegelse, Kommissionens ansatte gennemfoerte i Minolta' s lokaler i februar 1986, at sagsoegerens repraesentanter i alt fald paa det tidspunkt bl.a. erkendte, at:

"Naar brugerne koeber nye apparater, tager forhandlerne de gamle tilbage, og Minolta yder en stoette til forhandlerne." (Se s. 11 i de naevnte notater, der er optaget i bilag IV B til staevningen).

For oevrigt udtaler Minolta' s advokater i en skrivelse til Kommissionen fra juli 1986 (vedlagt som bilag II til svarskriftet) - hvorved de paapeger, at de paagaeldende rabatter i deres oejne "ikke er rigtige ibyttetagningsrabatter" - som forklaring paa, at de tidligere blev betegnet som saadanne, at de

"skulle hjaelpe forhandlerne hos MJS (Minolta' s vigtigste handelsselskab) til at saelge nye PPC og samtidig udbetale koeberne et vist beloeb som modydelse for deres gamle apparater".

Institutionerne havde derfor absolut belaeg for at antage, at der blev ydet rabatter for at tage hensyn til "ibyttetagningen" af gamle apparater.

38. I replikken har Minolta i oevrigt koncentreret sine bemaerkninger om de juridiske spoergsmaal vedroerende kvalifikationen af de naevnte rabatter i forbindelse med antidumpingundersoegelsen. Grunden hertil er, at selskabet mente i Raadets svarskrift at have fundet et forhold, som selskabet fra begyndelsen ansaa for en hindring for at kvalificere de paagaeldende rabatter som betaling for ibyttetagning og foelgelig for at indregne dem i den normale vaerdi; forholdet er, at selskabet "aldrig har genanvendt eller forsoegt at genanvende de ibyttetagne apparater". Jeg bemaerkede imidlertid i mit forslag til afgoerelse i sag C-175/87, Matsushita mod Raadet, at denne konstatering samt den omstaendighed, at den omtvistede rabat blev ydet forhandlerne uafhaengigt af, om disse faktisk havde aftalt en ibyttetagning med kunderne, eller om en saadan ibyttetagning faktisk fandt sted, ikke er tilstraekkeligt til at benaegte, at den skulle goere det muligt for dem at tage maskiner i bytte og traekke de brugte PPC tilbage fra markedet eller for at benaegte, at det - ubestridte - fravaer af et brugtmarked i Japan, som blev resultatet, tilfoerte Minolta de samme fordele som dem, de andre producenter havde gavn af, og som er beskrevet i slutningen af andet afsnit i betragtning 13 til den anfaegtede forordning. Med hensyn til den konstatering, at de paagaeldende rabatter ydes paa grundlag af en ensartet tarif og derfor ikke varierer fra transaktion til transaktion, maa det siges, at den ikke kan godtgoere, at ydelsen af dem ikke er knyttet til det forhold, at en transaktion i forbindelse med ibyttetagning har fundet sted, men snarere tenderer mod en bekraeftelse af, at rabatten tilsigter at skaffe Minolta fordele, som i den foreliggende sag ikke er knyttet til den vaerdi, der ligger i genbrug eller videresalg af ibyttetagne maskiner.

39. Det foelger heraf, at betalingerne ved ibyttetagning skal indgaa i den normale vaerdi, den vaere sig fastsat paa grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra a), som i Matsushita' s tilfaelde, eller beregnet i overensstemmelse med samme forskrift under litra b), nr. ii), saaledes som det var tilfaeldet med Minolta.

40. Endelig maa man af de grunde, jeg har anfoert i mit forslag til afgoerelse i sag C-171/87, Canon mod Raadet, og sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, ogsaa forkaste det af Minolta subsidiaert fremsatte anbringende, nemlig at dersom omkostningen ved betalingerne ved ibyttetagning kunne indregnes i den normale vaerdi i medfoer af artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), skal den fratraekkes heri i medfoer af artikel 2, stk. 10, litra c).

B - Sammenligningen

41. Med sit fjerde anbringende goer Minolta gaeldende, at Raadet under tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra c), afslog at foretage passende justeringer i den normale vaerdi for at tage hensyn til visse typer udgifter, som dog maa siges at have "direkte tilknytning til de paagaeldende salg".

42. Hvad angaar Raadets udelukkelse af salgschefernes loenninger fra den justering, som foretoges vedroerende loennen til saelgerne, finder jeg, at Raadet med rette kunne antage, at der ikke forelaa en saadan direkte tilknytning, idet undersoegelsen havde vist, at deres vaesentligste opgave bestaar i at forvalte og styre saelgerhold, men ikke selv at saelge direkte. Jeg oensker ikke at tage stilling til Raadets opfattelse, hvorefter det kun er "som en undtagelse", at loennen til saelgerne optraeder blandt de udgifter, der opregnes i artikel 2, stk. 10, litra c), og at udtrykket "saelgere" derfor maa fortolkes indskraenkende. Jeg finder det imidlertid vigtigt at bemaerke, at sagsoegerens opfattelse, hvorefter intet i denne bestemmelse berettiger en saadan indskraenkende fortolkning med den virkning, at der indtraeder en sondring mellem forskellige kategorier af "saelgere", forekommer mig at vaere for generel. Hermed ses der nemlig bort fra den kendsgerning, at "loen til saelgere", for at kunne justeres, ligesom de andre typer af de opregnede udgifter skal have direkte tilknytning til de paagaeldende salg, hvilket indebaerer, at der er loen, som ikke har en saadan direkte tilknytning (12).

43. Med hensyn til udgifterne ved saelgernes brug af varebiler maa det noteres, at Minolta selv har udtalt, at:

"udgifterne til koeretoejerne i alt vaesentligt var transportudgifter, da en af hovedanvendelserne for koeretoejerne var levering af PPC-apparater til sagsoegerens kunder",

men at:

"de paagaeldende koeretoejer ogsaa blev brugt af saelgerne, naar de effektuerede salg og foretog demonstration af produkterne for kunderne" (jf. staevningens punkt 7.15).

Som det klart fremgaar af Raadets svar paa Domstolens spoergsmaal, er det for at tage hensyn til denne dobbelte anvendelse, at Raadet kun har indroemmet justering for totredjedele af de omhandlede omkostninger, som blev afholdt for levering af PPC-apparater og derfor blev betragtet som knyttet til transporten af produkterne (13).

44. Hvad angaar den sidste tredjedel blev den anset for at svare til saelgernes saedvanlige rejseudgifter, hvorfor den henhoerer under generalomkostningerne, for hvilke der "som hovedregel ikke foretages justering", og som i almindelighed ikke har direkte tilknytning til de paagaeldende salg, da de paaloeber uafhaengigt af, om der saelges eller ej (se i den forbindelse navnlig punkt 19 i mit forslag til afgoerelse i sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, og punkt 46 i mit forslag til afgoerelse i sag C-171/87, Canon mod Raadet). Da sagsoegeren udtrykkeligt har accepteret den saaledes foretagne fordeling i forholdet to tredjedele til en tredjedel, kan det udledes af ovenstaaende, at Raadet ikke begik en fejl, da det kun ydede justering for en del af udgifterne ved brugen af varebiler. Af de samme grunde kunne det ogsaa afvise at foretage justering for alle saelgernes rejseudgifter i forbindelse med tog- og flyrejser eller taxakoersel.

45. Hvad endelig angaar udgifterne til oplagring, transport, forsikring og kredit, som MO har haft (Minolta' s produktionsselskab) samt udgifterne til transport, koeretoejer og kredit hos MJS, der staar i forbindelse med dets salg til andre af Minolta' s handelsselskaber, skal jeg blot henvise til punkt 45 i mit forslag til afgoerelse i sag C-171/87, Canon mod Raadet, hvoraf det fremgaar, at udgifter af denne art ikke har "direkte tilknytning til de paagaeldende salg", for de afholdes i et led, der ligger foer disse salg, som, naar det drejer sig om en produktions- og salgsorganisation som Minolta' s, er de, der sker til den foerste uafhaengige koeber.

46. Det anbringende, som udledes af Raadets naegtelse af at foretage visse justeringer af den normale vaerdi paa grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra c), kan derfor heller ikke laegges til grund.

C - Beregningen af dumpingmargenen

47. Alene Minolta har paaberaabt sig et anbringende om, at dumpingmargenen ikke blev beregnet paa lovlig vis, hvorved jeg skal henvise til foelgende bestemmelse i grundforordningens artikel 2, stk. 13, litra b):

"Naar der er tale om varierende priser, kan dumpingmargenen fastsaettes for hver enkelt transaktion eller ud fra de hyppigst anvendte priser, de repraesentative priser eller de vejede gennemsnitspriser."

48. Minolta goer gaeldende, at Raadet, ved i denne sag at anvende metoden med det vejede gennemsnit for at beregne den normale vaerdi og metoden baseret paa den enkelte transaktion for at beregne eksportprisen, ikke foretog en gyldig sammenligning mellem disse to termer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2 og 9, samt stk. 13, litra b).

49. Domstolen forkastede imidlertid en identisk argumentation i dommene af 7. maj 1987 i de saakaldte "kugleleje"-sager, der er naevnt ovenfor. Saaledes fastslog den f.eks. i praemis 15 og 18 i dommen Nippon Seiko mod Raadet (sag 258/84, Sml. s. 1923) udtrykkeligt, at hverken stk. 13 eller stk. 9 i grundforordningens artikel 2 kraever, at den normale vaerdi og eksportprisen beregnes efter samme metoder. Den tilfoejede senere, i dommens praemis 24, at

"Formaalet med at stille institutionen frit i valget af en af de metoder, der er angivet i ... artikel 2, stk. 13, litra b), netop er at sikre, at den vaelger den metode, der er bedst egnet til at opfylde formaalet med antidumpingtoldproceduren."

50. Minolta udleder af sidstnaevnte passage, at alene eksistensen af saerlige omstaendigheder kan medfoere, at metoden baseret paa den enkelte transaktion maa antages at vaere den "mest passende" for at beregne eksportprisen, naar den normale vaerdi er blevet beregnet efter metoden om det vejede gennemsnit. Herved vil Minolta stoette ret paa foelgende praemis i den ovennaevnte dom fra Domstolen:

"Den metode, der er baseret paa den enkelte transaktion, er ... den eneste, der giver mulighed for at ramme visse omgaaelsesforsoeg, som bestaar i at skjule dumping ved at anvende forskellige priser, hvoraf nogle ligger over og andre under normalvaerdien."

Ifoelge Minolta foelger det heraf, at anvendelsen af metoden baseret paa den enkelte transaktion kun er berettiget, saafremt det bevises, at eksportoeren har handlet misligt eller forsaetligt for at skjule sin dumping.

51. Den argumentation boer forkastes. Indledningsvis maa det noteres, som Domstolen gjorde det i praemis 21 i dommen Nippon Seiko mod Raadet, at valget mellem de forskellige beregningsmetoder i artikel 2, stk. 13, litra b), forudsaetter, at der foretages en bedoemmelse af en raekke komplicerede oekonomiske omstaendigheder. Det er altsaa ikke tilstraekkeligt at bevise, at anvendelsen af en anden metode end den, som er anvendt, ville have vaeret mulig under de konkrete omstaendigheder, men det skal bevises, at Raadet ved at anvende den omtvistede metode begik en aabenbar fejl ved bedoemmelsen af sagens omstaendigheder.

52. I oevrigt indebaerer Minolta' s argumentation, at der blandt de angivne beregningsmetoder er en, som skal foretraekkes frem for de andre, der altsaa saa at sige er hovedreglen, saaledes at de andre kun kan anvendes i undtagelsestilfaelde. Det er dog ikke tilfaeldet, og endda saaledes, at Domstolen i ovennaevnte doms praemis 33 kunne henvise til den simple omstaendighed, at

"Metoden, baseret paa den enkelte transaktion, [udgoer] en af de metoder, som institutionerne kan anvende til beregning af dumpingmargenen, naar der foreligger varierende priser ..."

og konkludere, at principperne om beskyttelse af den berettigede forventning eller om retssikkerhed ikke er til hinder for en aendring af beregningsmetoden, som endog foretages uden forudgaaende meddelelse.

53. Endelig finder jeg Minolta' s fortolkning af den ovenfor citerede passage i praemis 25 i dommen Nippon Seiko mod Raadet for ukorrekt. Eksistensen af "omgaaelsesforsoeg, som bestaar i at skjule dumping" praesenteres ikke dér som en forudsaetning for en aendring af metoden baseret paa den enkelte transaktion. I sagen blev eksistensen af saadanne manoevrer i oevrigt heller ikke paaberaabt. Efter min opfattelse ville Domstolen blot beskrive virkningerne af at anvende metoden baseret paa den enkelte transaktion, hvorefter eksportpriser over den normale vaerdi som bekendt fiktivt nedsaettes til niveauet for den normale vaerdi, foer de sammen med en lavere eksportpris end den normale vaerdi indfoeres i beregningen af det vejede gennemsnit for samtlige eksportpriser.

54. Denne fortolkning forekommer mig bestyrket af anden saetning i dommens praemis 25, i hvilken Domstolen modstiller den omtvistede metode med metoden med det vejede gennemsnit, som "[i] en saadan situation", dvs. naar eksportpriserne snart er hoejere, snart lavere end den normale vaerdi,

"hovedsagelig vil indebaere, at salgene til dumpingpriser maskeres af salgene til de saakaldte 'negative' dumpingpriser".

55. Til stoette for fortolkningen kan der tillige henvises til den udtrykkelige forbindelse, Domstolen knyttede mellem valget af "[den] bedst [egnede]" metode til beregning af dumpingmargenen og formaalet med proceduren til indfoerelse af en antidumpingtold, som

"[efter] forordningens artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, skal ... ophaeve den skade eller trussel om skade, som forvoldes en erhvervsgren i Faellesskabet paa grund af dumping" (jf. dommens praemis 24 in fine).

Med et saadant kriterium goer man sig efter min mening ikke subjektive overvejelser vedroerende den paagaeldende eksportoers hensigter: Ifoelge Domstolen er det ikke, fordi han har gjort sig skyldig i en eller anden manoevre for at skjule sin dumping, at Raadet kunne anvende metoden baseret paa den enkelte transaktion og afvise metoden med det vejede gennemsnit, men fordi anvendelsen af denne sidste medfoerer, at

"det tab, den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet lider, fortsat vil bestaa" (jf. praemis 25 in fine til dommen i sagen Nippon Seiko mod Raadet).

56. Det foelger af denne konklusion, at man heller ikke kan tale om en tilsidesaettelse af princippet "audi alteram partem" i den forbindelse: Da Raadet kunne anvende metoden baseret paa den enkelte transaktion, endog naar der ikke foreligger forsaetlige manoevrer for at skjule dumping, havde det ikke pligt til at give sagsoegeren lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende de bevisligheder, det eventuelt besad herom.

57. Hvad endelig angaar den angiveligt foreliggende kraenkelse af EOEF-traktatens artikel 190 maa det foerst bemaerkes, at saavel anvendelsen af metoden med det vejede gennemsnit for at beregne den normale vaerdi som anvendelsen af metoden baseret paa den enkelte transaktion for at beregne eksportprisen klart fremgaar af betragtning 5 og 26 til den endelige forordning laest i sammenhaeng med betragtning 6 og 29 til den foreloebige forordning, som de kun bekraefter. For det andet: Da metoden baseret paa den enkelte transaktion befinder sig blandt metoderne til beregning til dumpingmargenen paa samme grundlag som de oevrige metoder, der opregnes i grundforordningens artikel 2, stk. 13, litra b), finder jeg, at Raadet ikke i betragtningerne til den omtvistede forordning havde pligt til at anfoere de saerlige grunde til, at anvendelsen af denne metode var berettiget. At den forordning, som var anfaegtet i "kugleleje"-sagerne, var affattet mere udfoerligt i saa henseende, skyldes, at anvendelsen af metoden baseret paa den enkelte transaktion paa det tidspunkt var en aendring i forhold til institutionernes tidligere praksis.

58. Hvad angaar tallene i den fortrolige tabelsamling, som sagsoegeren har vedlagt staevningen, og som virksomheden ogsaa henviser til i denne forbindelse, maa de antages at vaere ganske irrelevante, for de hviler paa andre beregningsmetoder end dem, Raadet som paavist lovligt kunne anvende.

Forslag til afgoerelse

59. Da ingen af sagsoegerens anbringender saaledes kan tages til foelge, foreslaar jeg Domstolen at frifinde sagsoegte og at paalaegge Minolta at betale sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) - EFT L 54, s. 12.

(2) - Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23.7.1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1).

(3) - Antidumpingkodeksen, hvis titel lyder: Aftale om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel , godkendt i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs navn ved Raadets afgoerelse af 10.12.1979 om indgaaelse af de multilaterale aftaler, der er resultatet af handelsforhandlingerne (EFT L 71, s. 1 og 90).

(4) - Se punkt 4.2 og 4.26 i staevningen.

(5) - Dom af 12.12.1972, forenede sager 21/72-24/72, International Fruit Company, Sml. s. 295, org. ref.: Rec. s. 1219.

(6) - I den forbindelse er det interessant at bemaerke, at Domstolen i dom af 11.7.1990, sag C-157/87, Electroimpex mod Raadet, Sml. I, s. 3021, forkastede en definition af begrebet dumping, der hvilede paa en sammenligning af prisen for salget af et produkt med produktets kostpris (se praemis 20, 21 og 22).

(7) - Det gjorde Raadet for de tre Canon-modeller.

(8) - Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11.7.1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1).

(9) - Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2640/86 af 21.8.1986 om en midlertidig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 239, s. 5).

(10) - Raadets ovennaevnte forordning nr. 2423/88, jf. note 8.

(11) - O.a.: Noten berigtiger en grammatisk fejl i det franske forlaeg.

(12) - Det maa noteres, at ifoelge forordning nr. 2423/88 af 11.7.1988 - den nugaeldende grundforordning - defineres loen til saelgere udtrykkeligt som den loen, som betales personale, der udelukkende er beskaeftiget med det direkte salg . Den nye grundforordning praeciserer i oevrigt foelgende: [det] boer for klarhedens skyld fastslaas, at der ikke boer indroemmes justering for generalomkostninger i salgsleddet, eftersom saadanne omkostninger ikke har direkte tilknytning til de paagaeldende salg med undtagelse af loen til saelgere, som ikke boer behandles anderledes end betalte provisioner .

(13) - Bemaerk, at den nye grundforordning udtrykkeligt praeciserer, at der kan justeres for de omkostninger, som har direkte tilknytning til produktet, og som er blevet afholdt for at transportere det paagaeldende produkt ... .

Full & Egal Universal Law Academy