Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
Den praejudicielle sag, jeg her skal tage stilling til, er forelagt i medfoer af artikel 150 i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab, og rejser et vaesentligt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 37 . Spoergsmaalet er opstaaet under en sag, der er anlagt til proevelse af lovligheden af en raekke anordninger og tilladelser, som er udstedt af den franske regering, og som vedroerer et atomkraftvaerk i Cattenom, der skal drives af Electricité de France (" EDF "): der er tale om et af de stoerste kraftvaerker i Vesteuropa, beliggende ved Mosel-floden i det nordlige Frankrig og ikke langt fra den luxembourgske og den tyske graense . Sagsoegerne i hovedsagen er Saarland, kommuner, amter og andre lokale myndigheder samt sammenslutninger og privatpersoner i omraadet; den luxembourgske, portugisiske og irske regering er indtraadt til stoette for sagsoegernes paastande .
Der kraeves saerdeles lang tid til at udvikle, faa godkendt og opfoere et atomkraftvaerk af en saadan stoerrelse : der er tale om fire enheder, hver bestaaende af en trykvandsreaktor med en kapacitet paa 1 300 MW . Opfoerelsen beroerer ikke alene de nationale myndigheder i den stat, hvor vaerket skal opfoeres, men - naar det er beliggende taet ved graenserne til andre lande - ogsaa nabostaterne og Faellesskabet som helhed; Traktaten tillaegger Faellesskabet befoejelse til at fastsaette grundlaeggende normer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed ( artikel 30 ) og kraever samtidig, at Kommissionen hoeres eller underrettes med hensyn til visse naermere angivne spoergsmaal .
Efter at der var foretaget indledende undersoegelser og de franske myndigheder havde modtaget de fornoedne planer, udstedtes der den 11 . oktober 1978 en erklaering om, at opfoerelsen af Cattenom-atomkraftvaerket var i det offentliges interesse . I henhold til Traktatens artikel 41 modtog Kommissionen den 29 . november 1978 oplysninger vedroerende investeringsprojektet for Cattenom . I sit svar af 6 . september 1979 beklagede Kommissionen, at den ikke havde modtaget vaesentlige oplysninger om de sikkerhedsmaessige forhold, og den udtrykte haab om, at projektet maatte blive udviklet i snaevert samarbejde med de tilstoedende medlemsstater . I perioden 1979-1982 gav de franske myndigheder byggetilladelser for de forskellige enheder, og ved anordninger af 24 . juni 1989 og 29 . februar 1984 meddelte de tilladelse til opfoerelse af de fire enheder .
Produktionen af nuklear energi, som giver elektricitet til forsyning af det indenlandske marked, indebaerer allerede fra starten af den nukleare kaedeproces, at der udvikles radioaktivt spild, saavel luftformigt, flydende som fast . I relation til spoergsmaalet om sikkerhed for de omliggende omraader er bortskaffelsen af det saaledes udviklede radioaktive spild et vaesentligt aspekt ved vaerkets drift .
Den 31 . juli 1984 ansoegte EDF de franske myndigheder om tilladelse til bortskaffelse af flydende og luftformigt radioaktivt spild fra hver enkelt af de fire enheder . Den 21 . februar 1986 udstedte de kompetente ministerier to bekendtgoerelser, hvorved de meddelte tilladelse til bortskaffelse af det luftformige og flydende spild . Heri var de aarlige graenser for straaling fastsat til foelgende : 60 curies i alt ( dvs . 15 curies pr . enhed ) for alle radioaktive stoffer, bortset fra tritium, i flydende spild, og 4 kilocuries for tritium, 90 kilocuries for det samlede luftformige spild fra de fire enheder og 3 curies for luftformige halogener og aerosoler . Bekendtgoerelserne indeholdt detaljerede regler om den naermere behandling og deponering af affaldsprodukterne, regler om kontrol med straalingsmaengden i de naermeste omgivelser, ligesom der kraevedes en kontrol doegnet rundt med henblik paa at konstatere eventuelle uregelmaessigheder i driften, som kunne medfoere en forhoejet radioaktivitet, og det var fastsat, hvilke foranstaltninger der i saa fald skulle traeffes ( JORF (" Statstidende ") af 11.3.1986, s . 3724 og 2726 ).
Ved Tribunal administratif de Strasbourg anlagdes der den 28 . april 1986 sag med paastand om, at de naevnte bekendtgoerelser var ugyldige, saavel i medfoer af national ret som i henhold til Traktatens artikel 37, der ifoelge sagsoegerne var tilsidesat .
Den foelgende dag tilstillede den franske regering Kommissionen "almindelige oplysninger" vedroerende bortskaffelsen af radioaktivt spild fra Cattenom, "i overensstemmelse med" Traktatens artikel 37 . Ved skrivelser af 11 . juli og af 14 . august 1986 meddelte ressortministeriet tilladelse til oparbejdning af nukleart braendsel og til gennemfoerelse af forsoeg i kold tilstand, inden reaktoren startes og forsoeg i varm tilstand, inden reaktoren startes .
Den 22 . oktober 1986 afgav Kommissionen udtalelsen (( C(86 ) 1954 endelig )), dvs . inden for den frist paa seks maaneder, der er fastsat i Euratom-Traktatens artikel 37 . Udtalelsen var generelt positiv; Kommissionen fremkom dog med to konkrete henstillinger : for det foerste, at myndighederne i de tilstoedende medlemsstater skulle tilsluttes det automatiske alarmsystem og skulle gives adgang til automatisk og permanent at kontrollere oplysninger, og for det andet, at den gaeldende procedure skulle tages op til fornyet overvejelse, navnlig med hensyn til det tidsrum, der ifoelge Kommissionen burde forloebe mellem tidspunktet for Kommissionens udtalelse og det tidspunkt, da atomkraftvaerket tages i brug . Den foelgende dag, dvs . den 23 . oktober 1986, meddelte ressortministeren generaldirektoeren for EDF tilladelse til ivaerksaettelsen af produktionen af nuklear energi i den foerste enhed i Cattenom og til, at kapaciteten forsoegsvis kunne stige til 90% af den nominelle kapacitet . Den 25 . oktober 1985 fandt den foerste nukleare kaedereaktion sted i Cattenom' s foerste enhed .
Ved dom af 11 . juni 1987 erklaerede Tribunal administratif de Strasbourg paa grundlag af national ret de paagaeldende bekendtgoerelser ugyldige for saa vidt de vedroerer vaerkets enheder tre og fire, og udsatte sagen for saa vidt angik sagsoegernes oevrige paastande ( vedroerende enhederne et og to ),
"indtil De Europaeiske Faellesskabers Domstol har besvaret foelgende praejudicielle spoergsmaal : Skal artikel 37 i Traktaten af 25 . marts 1957 om Oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab fortolkes saaledes, at Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber skal hoeres, inden medlemsstaternes myndigheder meddeler atomkraftvaerker tilladelse til bortskaffelse af radioaktivt spild, naar der findes en procedure om forudgaaende tilladelse, eller inden atomkraftvaerkerne foretager en saadan bortskaffelse ".
Artikel 37 figurerer i Traktatens kapitel III, som har overskriften "Sundhedsbeskyttelse", og er vedtaget med henblik paa at gennemfoere afsnit 4 i praeamblen til Traktaten, hvori det hedder, at medlemsstaterne ( som har sat sig for at skabe betingelserne for udviklingen af en staerk kerneenergiindustri ) "tilstraeber, at der gennemfoeres saadanne beskyttelsesforanstaltninger, der vil fjerne farerne for deres befolkningers liv og sundhed ". Saaledes skal hver medlemsstat i henhold til artikel 33 sikre overholdelsen af de grundlaeggende normer, Kommissionen har fastsat i medfoer af artiklerne 30-32 . Ved Raadets Raadets 80/836/Euratom af 15 . juli 1980 ( EFT 1980 L 246, s . 1 ) ( udstedt i medfoer af Euratom-Traktatens artikler 31 og 32 ) aendredes tidligere direktiver om fastsaettelse af de grundlaeggende normer for beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, der er forbundet med ioniserende straaling .
I henhold til Traktatens artikel 34 har medlemsstaterne pligt til at indhente Kommissionens udtalelse vedroerende yderligere bestemmelser om beskyttelse af sundheden, der skal traeffes, hvis der paa medlemsstatens omraade skal finde saerlig farlige eksperimenter sted : saafremt virkningerne af disse eksperimenter kan antages at ville beroere de andre medlemsstaters omraader, skal Kommissionen ikke alene afgive udtalelse, men give sit samtykke . I henhold til artiklerne 35 og 36 skal medlemsstaterne oprette de noedvendige anlaeg til gennemfoerelse af en permanent kontrol med radioaktivitetsmaengden i atmosfaeren, i vand og i jord, samt til gennemfoerelse af kontrol med overholdelsen af de grundlaeggende normer, og de skal give Kommissionen meddelelse herom og give den adgang til kontrolanlaeggene, for at den kan kontrollere deres funktion og effektivitet .
I henhold til artikel 38 skal Kommissionen rette henstillinger til medlemsstaterne vedroerende aktivitetsmaengden i atmosfaeren, i vand og i jord, og i paatraengende tilfaelde udstede et direktiv, i hvilket den paalaegger den paagaeldende medlemsstat, inden for en af Kommissionen fastsat frist, at traeffe "alle noedvendige forholdsregler for at undgaa en overskridelse af de grundlaeggende normer og for at sikre forskrifternes overholdelse ". Hvis en medlemsstat ikke efterkommer Kommissionens direktiv, kan denne eller enhver interesseret medlemsstat "oejeblikkelig" forelaegge sagen for Domstolen .
Det siger sig selv, at opfoerelsen af et atomkraftvaerk ikke kun skal vurderes i relation til én medlemsstat eller ét nationalt omraade . Saafremt et saadant vaerk opfoeres i naerheden af en landegraense, er de tilstoedende staters interesser lige saa vigtige som den stats, hvor det opfoeres .
Netop det forhold har Kommissionen vaeret opmaerksom paa . Allerede i 1976 forelagde Kommissionen formelt et forslag til en raadsforordning om indfoerelse af en konsultationsprocedure paa faellesskabsplan i forbindelse med kraftvaerker, der kan paavirke en anden medlemsstats omraade ( EFT 1977 C 31, s . 3 ). I forslaget, som har hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 235 og Euratom-Traktatens artikel 203 henvises der ( i betragtning 6 ) til, at der "paa faellesskabsplan kun (( foregaar )) konsultation vedroerende planer om bortskaffelse af radioaktivt spild, der kan antages at medfoere en radioaktiv kontaminering af en anden medlemsstats vande, jord eller luftrum", og i henhold til forslaget skal en medlemsstat bl.a ., saafremt der er anmodet om en konsultation paa faellesskabsplan, meddele de data, der goer det muligt at bedoemme de sandsynlige virkninger paa miljoeet og de potentielle risici "senest, naar anmodningen om tilladelse til opfoerelse eller til udvidelse af vaerket indbringes for de kompetente nationale myndigheder" ( artikel 3, stk . 2 ). Raadet har imidlertid endnu ikke vedtaget det naevnte forslag til forordning .
Senere, nemlig ved direktiv 85/337/EOEF af 27 . juni 1985 ( EFT 1985 L 175, s . 40 ), som skal vaere efterkommet fuldt ud den 3 . juli 1988, kraeves der en systematisk vurdering af visse projekters paavirkninger af miljoeet . For saa vidt angaar atomkraftvaerker er en saadan vurdering obligatorisk for medlemsstaterne .
Kommissionen har udstedt to konkrete retsakter i medfoer af Euratom-Traktatens artikel 37 . I Kommissionens henstilling af 16 . november 1960 ( JO af 21.12.1960, s . 1893 ) defineres foerst begrebet radioaktivt spild ( punkt 1 ) samt de aktiviteter, der kan medfoere et saadant spild ( punkt 3 ); endvidere er det fastsat, hvilke almindelige oplysninger der skal indsendes til Kommissionen ( bilag I ), ligesom det henstilles, at planer om bortskaffelse af radioaktivt spild indsendes til Kommissionen mindst seks maaneder foer begyndelsen af bortskaffelsen ( punkt 6 ).
Det blev anset for tvivlsomt, om den naevnte frist var tilstraekkelig, og den 20 . november 1980 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om placering af atomkraftvaerker i graenseregioner ( EFT 1980 C 327, s . 34 ). Heri opfordredes Kommissionen til hos medlemsstaterne at virke for, at disse omgaaende overholder bestemmelserne i artikel 37 og 41 i Euratom-Traktaten, og at de gennemfoerer bestemmelserne med tilstraekkelig lange frister til, at den planlagte procedure kan saettes i kraft . Europa-Parlamentet understregede den afgoerende rolle, som tilkommer Kommissionen i forbindelse med en korrekt gennemfoerelse af de naevnte artikler i Traktaten .
Siden har Kommissionens henstilling 82/181/Euratom af 3 . februar 1982 ( EFT 1982 L 83, s . 15 ) erstattet henstillingen fra 1960; den indeholder bl.a . mere detaljerede oplysninger . I betragtning 5 til henstillingen hedder det :
"planer om bortskaffelse af radioaktive restprodukter fra nukleare reaktorer og fra oparbejdningsanlaeg kraever i forbindelse med artikel 37, at der udvises saerlig opmaerksomhed, inden opfoerelsen af anlaeggene begyndes ".
I punkt 3 henstilles det, at "for planer, der vedroerer aktiviteter af kategori 1 og 2" ( Cattenom er en saadan plan ) "indsendes de relevante dele af de 'almindelige oplysninger' ... til Kommissionen saa vidt muligt et aar, men under ingen omstaendigheder mindre end seks maaneder foer den planlagte dato for begyndelsen af bortskaffelsen af radioaktive restprodukter" ( min understregning ).
I punkt 7 henstilles det,
"at Kommissionen inden vedtagelsen underrettes om enhver aendring af en plan for bortskaffelse af radioaktive restprodukter, som allerede har vaeret den forelagt til udtalelse, saafremt en saadan aendring kan medfoere en vaesentlig foroegelse af den med bortskaffelsen forbundne straaleudsaettelse af befolkningen ".
Paa baggrund af disse bemaerkninger skal jeg herefter behandle det konkrete spoergsmaal, der er forelagt : Kraeves det i henhold til artikel 37, at Kommissionen hoeres : a ) inden der meddeles tilladelse til bortskaffelse af radioaktivt spild, naar der findes en procedure om forudgaaende tilladelse, eller b ) inden en saadan bortskaffelse foretages, dvs . inden den paabegyndes?
Spoergsmaalet er derfor, om Kommissionen skal hoeres ( og ikke om Kommissionen skal have afgivet udtalelse ), inden der meddeles tilladelse eller selve bortskaffelsen paabegyndes . Baggrunden for, at den nationale retsinstans har formuleret spoergsmaalet paa den maade, er ordlyden af artikel 37, hvori det ikke angives, om udtalelsen skal vaere afgivet, foer der foretages videre ( hvilket omfatter saavel en tilladelse som paabegyndelse af selve bortskaffelsen ).
Efter min opfattelse maa aanden bag bestemmelsen i det mindste, trods bestemmelsens ordlyd, tilsige, at udtalelsen skal vaere afgivet, efter hoering af ekspertgruppen, inden bortskaffelsen paabegyndes . Hvis bestemmelsen ikke fortolkes saaledes, ville hele proceduren vaere illusorisk, og bortskaffelsen kunne paabegyndes umiddelbart efter at oplysningerne var meddelt .
Desuden mener jeg, at det ikke direkte af bestemmelsen kan udledes, hvilken af de to muligheder der er den korrekte, altsaa om hoeringen skal ske, inden der meddeles tilladelse, eller inden bortskaffelsen faktisk paabegyndes . Bestemmelsen giver ikke klare holdepunkter for at vaelge én af de naevnte muligheder, og der kan fremfoeres argumenter til stoette for dem begge .
Saaledes er det paa den ene side anfoert, at hvis Traktatens forfattere havde oensket, at udtalelsen skulle vaere afgivet, inden der meddeles tilladelse, kunne de blot have fastsat det i bestemmelsen . Efter min opfattelse kan dette argument kun tillaegges beskeden betydning, hvis overhovedet nogen . Det kunne lige saa vel i bestemmelsen have vaeret anfoert "inden bortskaffelse paabegyndes", saafremt dette havde vaeret hensigten .
Det er endvidere gjort gaeldende, at saavel i 1960 - som i 1982-henstillingen har Kommissionen henstillet, at planerne indsendes til Kommissionen en vis tid foer "den planlagte dato for ivaerksaettelsen af bortskaffelsen af restprodukterne" ( 1960 ) eller "den planlagte dato for begyndelsen af bortskaffelsen af radioaktive restprodukter" ( 1982 ). I punkt 3 angives intet om, at oplysningerne skal gives, inden der meddeles tilladelse til planen . Paa den anden side hedder det i punkt 4, at for planer, der vedroerer aktiviteter af kategori 1, indsendes de foreloebige "almindelige oplysninger", der er opregnet i bilag 2, til Kommissionen, inden der gives byggetilladelse fra de nationale myndigheder . Argumentet er foelgelig, at det centrale tidspunkt er det tidspunkt, da bortskaffelsen af restprodukterne paabegyndes .
Dette bogstavelige argument er staerkere end det foerste, selv om der er grund til at understrege, at det i punkt 7 i 1982-henstillingen hedder, at Kommissionen inden vedtagelsen underrettes om enhver aendring af en plan for bortskaffelse, saafremt en saadan aendring kan medfoere en vaesentlig foroegelse af straaleudsaettelsen af befolkningen . Selv om det er den stoerre risiko, der fremhaeves, er det for mig at se ejendommeligt, at der ikke i henstillingen i begge tilfaelde er fastsat en frist for meddelelsen af tilladelse, eftersom en oprindelig, ikke aendret plan kan indebaere samme risiko . Dette er bestemt interessant, medmindre hensigten har vaeret, at den "bortskaffelse", der naevnes i punkt 3, er en bortskaffelse, der tager Kommissionens udtalelse i betragtning . Desuden kan det efter min opfattelse ikke haevdes, at de foreloebige almindelige oplysninger, som er naevnt i punkt 4, og som skal indsendes til Kommissionen, inden der meddeles tilladelse, er tilstraekkelige til, at Kommissionen kan danne sig et rimeligt indtryk af planerne for bortskaffelse af restprodukterne, saaledes at det ikke er noedvendigt at indsende yderligere oplysninger, inden der meddeles tilladelse . Af bilag 2 fremgaar det tydeligt, at oplysningerne baade er meget foreloebige og meget generelle . Den omstaendighed, at den naevnte bestemmelse findes, har derfor for mig at se ingen betydning for besvarelsen af det forelagte spoergsmaal .
Kommissionen har formentlig valgt de seks maaneder som en minimumsfrist paa grund af artikel 37, hvorefter den skal have seks maaneder til at afgive udtalelse . Kommissionen henstillede saaledes med andre ord, at bortskaffelsen ikke blev paabegyndt, foer udtalelsen var afgivet . For mig at se indebaerer det, at man lader to forskellige perioder, som har relation til forskellige formaal, falde sammen, nemlig paa den ene side afgivelsen af Kommissionens udtalelse og paa den anden den omstaendighed, at medlemsstaten tager udtalelsen i betragtning og samtidig ivaerksaetter alle de aendringer, der maatte vaere foreslaaet, f.eks . ud fra de tilstoedende staters interesser eller i Faellesskabets interesse som helhed .
Uanset hvilken vaegt Kommissionens synspunkt med hensyn til Traktatens anvendelse skal tillaegges, mener jeg bestemt ikke, at de to henstillinger kan vaere afgoerende for, hvorledes bestemmelsen skal fortolkes .
Med henvisning til artikel 38 er det endvidere gjort gaeldende, at artikel 37 skal fortolkes snaevert ( dvs . at det er tilstraekkeligt at indsende oplysningerne inden bortskaffelsen paabegyndes ). Jeg er enig i, at hvis Kommissionen er klar over, at der er truffet eller meget snart vil blive truffet forholdsregler med henblik paa bortskaffelse, som indebaerer en overskridelse af de grundlaeggende normer eller en tilsidesaettelse af forskrifterne, kan den udstede et direktiv i medfoer af artikel 38, og eventuelt forelaegge sagen for Domstolen . Et saadant tilfaelde kan vaere "paatraengende" i henhold til artikel 38 . For mig at se er dette ikke afgoerende for, at artikel 37 ikke skulle kunne fortolkes vidt . Formaalet med artikel 37 er at soege undgaaet, at der opstaar saadanne paatraengende tilfaelde, som kan indebaere en stor risiko for de omkringliggende omraader . Med det overblik, Kommissionen har over udviklingen paa faellesskabsplan, kan den, bistaaet af ekspertgruppen, afstikke retningslinjer, saaledes at saadanne paatraengende tilfaelde ikke opstaar; dette er imidlertid ikke det samme som at behandle dem, naar de opstaar, i henhold til artikel 38 .
Heroverfor er der lagt saerlig vaegt paa ordene "planer" i artikel 37 . Det er anfoert, at en "plan" ikke er andet og mere end et forslag, og at det ikke laengere er en "plan", naar foerst der er meddelt tilladelse : saafremt der er truffet endelige foranstaltninger til dens gennemfoerelse, er det ikke laengere en plan . Dette er jeg ikke ganske overbevist om . Jeg er ikke enig i, at sagen i daglig tale er den, at naar en plan foerst er godkendt, er den ikke laengere en plan . I de planlaeggende myndigheders sprogbrug er en "byplan" stadig en byplan, selv efter at den er vedtaget .
Naar alt kommer til alt, mener jeg, at naar der ikke findes udtrykkelige holdepunkter, maa man se paa, hvad der er det grundlaeggende formaal med proceduren i artikel 37 . Efter min opfattelse er det ganske klart, at Kommissionen, efter at have hoert eksperterne, og paa baggrund af dens erfaring inden for Faellesskabet og dens viden om opfoerelse af eksisterende eller planlagte atomkraftvaerker, skal have en reel mulighed for at fremkomme med bemaerkninger til de forelagte planer og at fremsaette forslag, foerst og fremmest under hensyntagen til sundheden og sikkerheden for de personer, der maatte blive beroert af bortskaffelsen af radioaktivt spild, men ogsaa under hensyntagen til virkningerne for miljoeet .
Svaret aendres ikke derved, at Kommissionen kun kan afgive en udtalelse, som i henhold til Traktatens artikel 161 ikke er bindende, og heller ikke derved, at der i henhold til Traktatens artikel 34 oven i koebet kraeves Kommissionens samtykke og ikke kun en udtalelse, saafremt virkningerne af saerlig farlige eksperimenter kan antages at ville beroere de andre medlemsstaters omraader . Jeg kan ikke paa nogen maade forestille mig, at en medlemsstat inden for et omraade, hvor de mulige foelger er saa alvorlige, ikke vil tage mest muligt og saerdeles omhyggeligt hensyn til Kommissionens udtalelse, selv om medlemsstaten i sidste instans maatte beslutte ikke at efterkomme udtalelsen fuldt ud . Efter min opfattelse har en medlemsstat pligt hertil . Jeg har i oevrigt forstaaet den franske regering saaledes, at selv om den forbeholdt sig ret til at fravige udtalelsen, dog som forventet var enig i, at Frankrig enten i henhold til Euratom-Traktatens artikel 192 eller ifoelge de generelle forpligtelser, Frankrig har som medlem af Faellesskabet, ville overholde sine forpligtelser og tage stoerst mulig hensyn til Kommissionens udtalelse, inden man gik videre .
Efter min opfattelse er den fortolkning, hvorved formaalet med artikel 37 tilgodeses bedst og mest tilfredsstillende, den, at Kommissionens udtalelse skal vaere afgivet og taget i betragtning, inden der meddeles definitiv tilladelse til en plan om bortskaffelse af radioaktivt spild . Den franske regering understregede, at inden for et saadant omraade er hverken Kommissionen eller medlemsstaterne ufejlbarlige; ikke mindst derfor er det efter min opfattelse noedvendigt og hensigtsmaessigt, at Kommissionens udtalelse tages i betragtning, inden der meddeles tilladelse, for naar foerst tilladelsen er meddelt : a ) er det meget vel taenkeligt, at de, der har givet tilladelsen, staar fast paa deres synspunkter, og b ) at de, som har faaet tilladelsen, har erhvervet lovmaessige rettigheder, mens andre paa grund af den forloebne tid har mistet enhver ret til at anfaegte tilladelsen . Inden for et omraade med saadanne risici er dette ikke oenskeligt : udtalelsen maa derfor foreligge og vaere taget i betragtning, inden der traeffes endelige administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser om bortskaffelse af radioaktivt spild .
Efter min opfattelse er der meget, der taler for, at tilladelsen foerst skal meddeles, efter at udtalelsen er afgivet, idet tilladelsen er den sidste retsakt, der kan proeves ved en national retsinstans . Naar tilladelsen foerst meddeles, efter at udtalelsen er afgivet, giver dette ogsaa Kommissionen et mere realistisk tidsrum til at vurdere, om der skal traeffes forholdsregler i medfoer af artikel 38, og til at beslutte, om sagen skal indbringes for Domstolen .
Jeg er ikke enig i, at de almindelige oplysninger, hvis de skal indsendes til Kommissionen, inden der meddeles tilladelse, kan vaere saa generelle, at deres vaerdi er begraenset . Bortskaffelsen af affaldet er en vaesentlig del af planlaegningen af et atomkraftvaerk, og oplysninger vedroerende bortskaffelsen maa antages at kunne fremskaffes saa betids, at de paataenkte procedurer kan gennemfoeres fuldt ud - ikke mindst naar det tages i betragtning, hvorledes tidsplanen har vaeret i den foreliggende sag, og det af Kommissionen anfoerte om, at en periode paa otte aar fra den foerste plan til den foerste nukleare kaedereaktion ikke er usaedvanlig .
Jeg kan heller ikke tiltraede det argument, at der er tale om forskelsbehandling, at der i visse medlemsstater gaelder forskellige procedurer med hensyn til tilladelser vedroerende bortskaffelse af radioaktivt spild . Uanset hvilken form tilladelsen har - om den er en del af den generelle tilladelse til at opfoere et atomkraftvaerk, eller om den gives separat ( og et krav om tilladelse under en eller anden form forekommer reelt noedvendig ) - skal Kommissionen have afgivet udtalelse, og udtalelsen vaere taget i betragtning, inden den endelige tilladelse meddeles .
Ved gennemgangen af ovennaevnte spoergsmaal har jeg ikke taget hensyn til de saerlige omstaendigheder i den foreliggende sag . Fortolkningen af artikel 37 paavirkes ikke af, at Kommissionens udtalelse i den foreliggende sag i det store og hele var positiv . Efterfoelgende skal jeg imidlertid bemaerke,
1 ) at bestemmelsen ikke er klar, og at medlemsstaternes praksis derfor har vaeret forskellig - ud af tyve underretninger af Kommissionen i henhold til artikel 37 blev seks givet mindre end seks maaneder foer kraftvaerket blev forbundet med det nationale elektricitetsnet, ni mellem seks maaneder og et aar inden vaerket blev taget i brug, og fem mere end et aar foer,
2 ) at der ikke i den foreliggende sag er givet nogen reel forklaring paa, hvorfor Kommissionen ikke kunne underrettes tolv maaneder foer, men foerst seks maaneder foer paabegyndelsen af bortskaffelsen,
3 ) at selv om den sidste byggetilladelse blev givet den 31 . marts 1982, dvs . efter at 1982-henstillingen var vedtaget, ser det ikke ud til, at Frankrig, som anfoert i henstillingens punkt 4, har indsendt foreloebige "almindelige oplysninger" til Kommissionen, inden den endelige byggetilladelse blev givet,
4 ) at der har vaeret uenighed om, hvad der var acceptable maengder af flydende radioaktivt spild fra Cattenom : i anordningen, hvorved tilladelsen til bortskaffelse meddeltes, er der anfoert 15 curies pr . enhed for alle radioaktive stoffer, bortset fra tritium; i konventionen mellem Frankrig og Luxembourg af 12 . marts 1986 er der kun aftalt 3 curies pr . enhed, og i Mosel-kommissionens beslutning af 27 . marts 1986 forpligtede Frankrig sig til ikke at overskride denne maengde; i redegoerelsen anfoerte ekspertgruppen, at de hoejere maengder var acceptable, men den "noterede med tilfredshed" den lavere graense, der var fastsat i konventionen og i Mosel-kommissionens beslutning : alligevel blev anordningen, hvorved der meddeltes tilladelse til bortskaffelsen, ikke aendret .
Efter min opfattelse viser ovennaevnte omstaendigheder, i hvilken grad der er behov for at have en klar og fast regel i henhold til artikel 37 .
Principperne om "den tilsigtede virkning" ( der er anerkendt i faellesskabsretten - jfr . f.eks . dommene i sag 9/70, Grad mod Finanzamt Traunstein, Sml . 1970, s . 157, 160, praemis 5, sag 22/70, Kommissionen mod Raadet, Sml . 1971, s . 41, 45-46, praemisserne 15 og 28, paa s . 51 praemis 72 og paa s . 52, praemis 77, sag 804/79, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml . 1981, s . 1045, 1074, praemis 23 og om solidaritet inden for Faellesskabet ( jfr . f.eks . de forenede sager 6 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml . 1969, s . 143, 148, praemis 16, og sag 39/72, Kommissionen mod Italien, Sml . 1973, s . 101, 116, praemis 25 ) tilsiger ud fra hensynet til beskyttelse af sundhed, sikkerhed, effektivitet og miljoeet, uden dog paa urimelig maade at gribe ind i de nationale procedurer, at det forelagte spoergsmaal besvares som foelger :
"Artikel 37 i Traktaten af 25 . marts 1957 om Oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat skal forsyne Kommissionen med alle almindelige oplysninger, og Kommissionen skal afgive sin udtalelse, som skal tages i betragtning, inden medlemsstatens myndigheder meddeler et atomkraftvaerk tilladelse til bortskaffelse af radioaktivt spild ."
Det tilkommer den nationale retsinstans at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne i hovedsagen . De udgifter, der er afholdt af den irske, luxembourgske og portugisiske regering, som har afgivet indlaeg i sagen, kan ikke godtgoeres .
(*) Oversat fra engelsk .
Full & Egal Universal Law Academy