FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
JOSÉ LUÍS DA CRUZ VILAÇA
fremsat den 25. maj 1988 ( *1 )
Høje Domstol.
1.
Kommissionens direktiv 84/414/EØF af 18. juli 1984 ( 1 ) er en ændring med henblik på en tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 76/764/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om lægetermometre med kviksølv, og med en maksimumsanordning, fremstillet af glas ( 2 ), som ændret ved Rådets direktiv 83/128/EØF af 28. marts 1983 ( 3 ).
2.
I dette ændringsdirektiv bestemmes det i artikel 2, at medlemsstaterne skal sætte de fornødne love og administrative bestemmelser i kraft for senest den 1. januar 1986 at efterkomme direktivet og straks underrette Kommissionen herom.
3.
Kommissionen modtog ingen underretning i overensstemmelse hermed fra Den Italienske Republik og indledte derfor den 9. juli 1986 proceduren i henhold til Traktatens artikel 169.
4.
De italienske myndigheder forholdt sig passive under den administrative traktatbrudsprocedure. Kommissionen har derfor anlagt nærværende traktatbrudssag med påstand om, at det statueres, at Den Italienske Republik ikke har opfyldt sine forpligtelser efter EØF-Traktaten, idet den har undladt at underrette Kommissionen om de bestemmelser, den skulle udstede i medfør af nævnte direktiv eller har undladt at vedtage disse bestemmelser.
5.
Den italienske regering har i svarskriftet erkendt, at der foreligger et traktatbrud, idet direktivet ikke er gennemført i italiensk ret. Den har alene henvist til forskellige vanskeligheder, som har hindret en rettidig gennemførelse. Den har endvidere erklæret, at den gør alt, hvad der står i dens magt, for at gennemførelsen kan ske så hurtigt som muligt.
6.
Kommissionen har i retsmødet bekræftet, at den herefter naturligvis kun vil støtte sin påstand på et anbringende om, at de nødvendige bestemmelser for at efterkomme direktivet rettidigt ikke er vedtaget.
7.
Herefter kan jeg kun i overensstemmelse med Domstolens faste praksis foreslå, at det statueres, at Den Italienske Republik har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Traktaten, samt at det pålægges sagsøgte at afholde sagens omkostninger som påstået.
( *1 ) – Ovenat fra portugisisk.
( 1 ) – EFT L 228 af 25.8.1984, s. 25.
( 2 ) – EFT L 262 af 27.9.1976, s. 139.
( 3 ) – EFT L 91 af 9.4.1983, s. 29.
Full & Egal Universal Law Academy