Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Kommissionen har i naervaerende sag nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Den Italienske Republik ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme Raadets direktiv 80/68/EOEF om beskyttelse af grundvandet mod forurening foraarsaget af visse farlige stoffer (1) (herefter benaevnt "direktivet"). Fristen til at gennemfoere direktivet i national ret udloeb den 19. december 1981.
I sag C-131/88, som for oejeblikket verserer ved Domstolen (jf. nu dom af 28.2.1991, Sml. s. 825), har Kommissionen anlagt en tilsvarende sag mod Forbundsrepublikken Tyskland. I mit forslag til afgoerelse i denne sag gennemgik jeg parternes argumenter vedroerende omfanget af medlemsstaternes forpligtelse til at gennemfoere direktivet i deres nationale ret. I naervaerende sag er parterne ikke kommet ind paa dette problem som saadant. Jeg mener dog, at det er hensigtsmaessigt kort at gentage de konklusioner, jeg kom til vedroerende dette spoergsmaal (jf. afsnit 3 nedenfor). De har nemlig en vis betydning ved vurderingen af den mere konkrete tvist, som bestaar mellem parterne vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt den ene eller anden af direktivets bestemmelser er gennemfoert i italiensk ret paa en teknisk korrekt maade. Jeg vil dog foerst kort redegoere for de af direktivets bestemmelser, som vedroerer denne sag.
2. Direktivet har til formaal at forhindre forurening af grundvandet ved at forbyde eller at begraense tilfoerslen af en raekke stoffer til grundvandet. Direktivets bestemmelser omhandler to grupper af stoffer, som hver er opfoert paa en liste i et bilag til direktivet. Medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for at forhindre tilfoersel til grundvandet af stoffer naevnt i liste I, og begraense tilfoersel til grundvandet af stoffer naevnt i liste II, for at undgaa forurening af grundvandet med disse stoffer (jf. direktivets artikel 3). Derfor indeholder direktivet en raekke detaljerede bestemmelser, som gennemfoerer de grundlaeggende principper i artikel 3.
I artikel 4 angives udtrykkeligt forpligtelsen til at forhindre, at grundvandet tilfoeres stoffer naevnt paa liste I; artikel 5 vedroerer begraensningen af tilfoersel af stoffer naevnt paa liste II. Direktivets artikel 7-16 fastsaetter en raekke detaljerede sagsbehandlingsregler. Artikel 7 og 8 omhandler den forudgaaende undersoegelse (foer der udstedes en tilladelse), som medlemsstaternes kompetente myndigheder skal foretage i en raekke tilfaelde. Artikel 9 og 10 omhandler de forhold, som skal fremgaa af de tilladelser, medlemsstaterne kan give paa visse betingelser. Artikel 11-13 regulerer spoergsmaalet vedroerende meddelelse af, afslag paa eller inddragelse af tilladelser, samt kontrollen med, at de i tilladelserne fastsatte betingelser overholdes. For udledning af stoffer, som finder sted paa tidspunktet for direktivets meddelelse, kan medlemsstaterne ifoelge artikel 14 fastsaette en overgangsfrist. Artikel 15 paalaegger medlemsstaterne at foere en fortegnelse over tilladelser udstedt i medfoer af direktivet. Endelig omhandler artikel 16 medlemsstaternes forpligtelse til at give Kommissionen alle oplysninger vedroerende de forudgaaende undersoegelser udfoert i medfoer af direktivet, enkeltheder med hensyn til de meddelte tilladelser, resultaterne af tilsynet og kontrollen, og indholdet af de naevnte fortegnelser.
3. I sag C-131/88 gennemgik jeg omfanget af den gennemfoerelsesforpligtelse, som fremgaar af direktivet, og jeg fremfoerte fire tilfaelde, hvoraf det hver gang fremgik, at medlemsstaterne kun har et begraenset skoen ved gennemfoerelsen af direktivets bestemmelser:
- Direktivet paalaegger medlemsstaterne at indfoere en raekke rettigheder og forpligtelser for de nationale myndigheder og for personer, som beskaeftiger sig med de i direktivet omhandlede stoffer. Direktivet har derfor til formaal at skabe rettigheder for borgerne og at paalaegge dem forpligtelser. Derfor maa det sikres, at direktivet efterleves fuldt ud via gennemfoerelsesbestemmelser, som er tilstraekkeligt klare og praecise til, at de omhandlede personer kan faa fuldt og klart kendskab til de rettigheder og forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og paahviler dem i henhold til faellesskabsretten, og til at haandhaeve disse rettigheder ved de nationale domstole (2).
- For det andet sikres gennemfoerelsen af direktiver, som indeholder praecise og detaljerede bestemmelser, ikke ved et samspil mellem paa den ene side allerede eksisterende, upraecise regler og paa den anden side forvaltningspraksis (som normalt kan aendres). Dette gaelder navnlig, naar direktivet indeholder et forbud: Den faktiske og fuldstaendige anvendelse af et forbud kan kun sikres ved, at de myndigheder, der er ansvarlige for direktivets anvendelse og skal tage stilling til ansoegninger om tilladelser til udledninger, kan stoette sig til et udtrykkeligt forbud i national ret (3).
- For det tredje skal det ved undersoegelsen af de nationale gennemfoerelsesforanstaltninger til direktivet tages i betragtning, at medlemsstaterne ikke er oekonomisk motiverede til at sikre, at direktivets bestemmelser overholdes, samt at det er vanskeligt at traeffe passende undersoegelses- og kontrolforanstaltninger med hensyn til handlinger, som kan foere til forurening af grundvandet. Det er derfor absolut noedvendigt, at direktivet gennemfoeres praecist i national ret (4).
- Endelig skal det tages i betragtning, at direktivet skal skabe lige konkurrencevilkaar for virksomheder, der udleder stoffer i grundvandet, ved at afskaffe de forskelle mellem de nationale bestemmelser om udledning af visse farlige stoffer i grundvandet. Derfor maa direktivet indeholde meget praecise og detaljerede regler (5).
De foregaaende kendsgerninger er saerlig relevante ved behandlingen af den sag, vi i dag beskaeftiger os med, idet baade den tyske regering i sag C-131/88 og den italienske regering i denne sag har bestridt, at det er noedvendigt at udstede praecise regler til gennemfoerelse af direktivet, og har gjort gaeldende, at direktivet (som blev udstedt i december 1979) kan anses for gennemfoert i national ret i kraft af en raekke bestemmelser, der var gaeldende forud for direktivet, og som er relativt generelle (dvs. ikke direkte omhandler beskyttelsen af grundvand). Saavel sag C-131/88 som naervaerende sag illustrerer efter min mening paa traeffende maade vanskelighederne ved en saadan form for gennemfoerelse. For at godtgoere direktivets gennemfoerelse i national ret har den italienske regering navnlig og naesten udelukkende henvist til nationale lovbestemmelser, som er udstedt i perioden 1976-1977. I betragtning af direktivets praecise og detaljerede bestemmelser er det klart, at saadanne bestemmelser, som ikke er afstemt efter direktivet, indeholder visse udeladelser og giver anledning til fortolkningsproblemer, som medfoerer en uklar retstilstand.
4. Jeg skal nu behandle Kommissionens klagepunkter. For det foerste skal jeg undersoege, hvorledes direktivets artikel 4 er gennemfoert i italiensk ret. Som allerede anfoert, konkretiserer artiklen grundreglen i artikel 3, litra a), dvs. forpligtelsen til at forhindre tilfoersel til grundvandet af stoffer naevnt i liste I. Med dette formaal for oeje skal medlemsstaterne traeffe to former for foranstaltninger: De skal forbyde direkte udledning af stoffer naevnt i liste I; de kan give tilladelse til handlinger, som kan foere til en indirekte udledning, men alene paa betingelse af, at der traeffes alle forholdsregler til at forhindre en indirekte udledning.
5. I skrivelsen til Kommissionen som svar paa dennes begrundede udtalelse har den italienske regering anfoert, at bestemmelserne i den italienske lovgivning er strengere end direktivets: Bestemmelserne forbyder enhver direkte udledning i grundvandet.
Jeg skal indledningsvis bemaerke, at direktivets artikel 4 ikke kun indeholder bestemmelser om direkte udledning af stoffer naevnt i liste I, men ogsaa en raekke krav til de handlinger, som kan foere til en indirekte udledning af disse stoffer. Endvidere forekommer de italienske lovbestemmelser, som er naevnt i skrivelsen, ikke at indeholde et absolut forbud mod direkte udledninger, som direktivets artikel 4 kraever det. I skrivelsen naevnes tre bestemmelser, som sammenholdt indeholder et absolut forbud mod direkte udledninger. I foerste raekke har den italienske regering henvist til naestsidste afsnit i artikel 4 i den italienske lov nr. 319 fra 1976 (6), som forbyder enhver udledning i grundvandet, som kan medfoere en forurening af grundvandet. Der er her tale om et betinget forbud, som afhaenger af en vurdering af en udlednings skadelige egenskaber.
Den italienske regering har for det andet henvist til en afgoerelse truffet af et ministerielt udvalg den 4. februar 1977. Afgoerelsen blev truffet for at gennemfoere artikel 2 og 3 i lov nr. 319 fra 1976. Det bestemmes heri, at udledning af ajle, som ikke sker i overfladevand, er tilladt, naar udledningen sker paa jorden, eller i de oeverste jordlag, eller i undergrunden, men kun saafremt udledningen afledes i dybereliggende geologiske lag (sidstnaevnte udtryk defineres som poroese lag af tilstraekkelig stoerrelse, som er isoleret fra underjordisk stroemmende vand af uigennemtraengelige geologiske barrierer) (7). Denne bestemmelse kan ogsaa langt fra anses for et forbud mod direkte udledninger: Den vedroerer handlinger, som kan medfoere en indirekte udledning, men betinger dem ikke af en forudgaaende tilladelse. Desuden er det ikke klart, om tilladelsen kun kan gives, saafremt der er truffet alle forholdsregler for at undgaa enhver indirekte udledning i grundvandet.
For det tredje har den italienske regering henvist til en anden bestemmelse i afgoerelsen af 4. februar 1977, hvoraf fremgaar, at det er forbudt at foretage udledninger i grundvandet for at bortskaffe industrielt spildevand, medmindre det godtgoeres, at der ikke findes en alternativ teknisk loesning, som er oekonomisk forsvarlig, og medmindre "alle de noedvendige geologiske betingelser faktisk er opfyldt" (8). Denne bestemmelse indeholder tilsyneladende ogsaa kun et betinget forbud, som desuden, hvis man sammenligner med direktivets artikel 4, er underlagt meget upraecise betingelser.
6. Jeg er derfor forundret over, at Kommissionen i staevningen tager den italienske regerings erklaeringer om, at enhver udledning af spildevand i grundvandet er forbudt, til foelge, og opfordrer den italienske regering til at bekraefte denne fortolkning for EF-Domstolen. Efter min opfattelse er der paa ingen maade tale om et forbud i direktivets forstand (9). Kommissionens repraesentant har i retsmoedet bekraeftet, at Kommissionen ikke oensker at opretholde dette klagepunkt, hvilket jeg derfor ogsaa tager til foelge.
7. For det andet har Kommissionen gjort gaeldende, at den italienske lovgivning ikke sondrer mellem udledninger af stoffer naevnt i liste I og udledning af stoffer naevnt i liste II. Denne sondring er vigtig, fordi direktivet paalaegger medlemsstaterne at forhindre tilfoersel til grundvandet af stoffer naevnt i liste I, mens tilfoersel af stoffer naevnt i liste II kun skal begraenses for at undgaa forurening af grundvandet (artikel 5). Under henvisning til artikel 9 i den italienske lov nr. 319 fra 1976 (10) har Kommissionen anfoert, at enhver udledning i princippet er tilladt i Italien, naar de ikke overskrider visse "graensevaerdier". Den italienske regering har ikke taget stilling til dette spoergsmaal i svarskriftet eller i duplikkken. Domstolen har derfor stillet den italienske regering et skriftligt spoergsmaal. Den italienske regerings besvarelse vedroerer kun udledning af ajle (et stof som i sig selv hverken indeholdes i liste I eller i liste II). Disse udledninger er stadig tilladte paa visse betingelser. Med hensyn til stoffer naevnt i liste I mener jeg altsaa ikke, at der bestaar forbud mod direkte udledninger, end ikke en ordning med tilladelser, som kan sikre, at indirekte udledninger kan undgaas. Med hensyn til dette spoergsmaal maa Kommissionen derfor gives medhold.
8. For det tredje har Kommissionen gjort gaeldende, at den italienske lovgivning ikke indeholder bestemmelser vedroerende en raekke stoffer naevnt i liste I og liste II. Den italienske regering har ikke bestridt denne udeladelse i svarskriftet og i duplikken. Den italienske regering har alene anfoert, at for saa vidt angaar punkt 4 i liste I ("stoffer, der virker kraeftfremkaldende, eller som har mutagene og teratogene egenskaber i eller gennem vandmiljoe"), har Kommissionen ikke praeciseret, hvilke specifikke stoffer der er tale om.
Det ligger hermed fast, at der er sket en overtraedelse. Med hensyn til den oenskede "praecisering" kan jeg ikke se, hvorledes mangelen paa en saadan praecisering kan vaere til hinder for, at der fastsaettes en bestemmelse i national ret vedroerende de omhandlede stoffer. Den italienske regering kan f.eks. ved hjaelp af en bekendtgoerelse udstedt efter en eventuel hoering af Kommissionen, uden videre udarbejde en liste, hvor saadanne stoffer naevnes ved navn. I betragtning af den konstante videnskabelige udvikling forekommer det i oevrigt ikke saerlig formaalstjenligt, at der paa faellesskabsplan udarbejdes en udtoemmende liste over stoffer, som virker kraeftfremkaldende, eller som har mutagene og teratogene egnskaber.
Endelig undrer jeg mig over, at den italienske regering under henvisning til en raekke af direktivets bestemmelser for Domstolen har anfoert, at direktivet ikke tilsigter en fuldstaendig harmonisering, hvorfor medlemsstaterne overlades en vis skoensmargen (11), men samtidig med hensyn til andre bestemmelser oensker, at der udarbejdes faellesskabsbestemmelser ned til mindste detalje.
9. Kommissionen har desuden fremfoert et klagepunkt om, at den italienske lovgivning ikke indeholder bestemmelser vedroerende udstedelse af tilladelser til udledning, som overholder direktivets bestemmelser. Det drejer sig om direktivets artikel 7-13. Jeg skal nu behandle Kommissionens klagepunkt artikel for artikel.
10. Jeg skal foerst behandle (det drejer sig om Kommissionens fjerde klagepunkt) gennemfoerelsen af direktivets artikel 7 og 8. I henhold til direktivets artikel 4 og 5 kan der i visse tilfaelde kun udstedes tilladelse, naar der er foretaget en forudgaaende undersoegelse. Artikel 7 indeholder detaljerede regler vedroerende denne undersoegelse; de forudgaaende undersoegelser skal bl.a.
"omfatte en undersoegelse af de hydrogeologiske forhold i det paagaeldende omraade, af jordoverfladens og undergrundens eventuelle rensende evne, af risikoen for forurening og forringelse af grundvandets kvalitet som foelge af udledningen og fastslaa, om udledning i grundvandet er en passende loesning ud fra et miljoemaessigt synspunkt".
Det tilfoejes i direktivets artikel 8, at medlemsstaternes kompetente myndigheder kun kan udstede tilladelser
"naar det er godtgjort, at tilsynet med grundvandet og navnlig med dets kvalitet er sikret".
11. Det bestemmes i den italienske lov nr. 319 af 10. maj 1976 (12), at der kraeves tilladelse til enhver udledning (jf. lovens artikel 9). Denne tilladelse udstedes, naar de paataenkte udledninger overholder de i loven fastsatte "graensevaerdier" (jf. lovens artikel 15 sammenholdt med artikel 9). I visse tilfaelde kan der paa forhaand udstedes en midlertidig tilladelse, uanset om den paataenkte udledning overskrider graensevaerdierne (artikel 15). Kommissionen har i den forbindelse bemaerket, at der i henhold til artikel 15 i lov nr. 319 kan udstedes en tilladelse alene paa grundlag af en ansoegning. Ifoelge samme artikel anses en midlertidig tilladelse i oevrigt for udstedt, naar ansoegningen om tilladelse ikke er afvist inden for seks maaneder efter dens indgivelse.
12. Det fremgaar klart af de naevnte bestemmelser, at der ikke som kraevet i direktivets artikel 7 skal foretages forudgaaende undersoegelser. Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Domstolen har den italienske regering henvist til en raekke "meget detaljerede bestemmelser", som fremgaar af bilag 5 til afgoerelsen af 4. februar 1977 (13). Denne afgoerelse, som er truffet med hjemmel i artikel 2 og 3 i lov nr. 319 fra 1976 (14), indeholder hovedsagelig et vist antal almindelige kriterier og tekniske normer, som skal tages i betragtning, naar vand anvendes til industrielle formaal. Saavel loven som afgoerelsen er imidlertid udstedt laenge foer direktivet, hvorfor det ikke er overraskende, at den italienske regering ikke har kunnet anvise en eneste udtrykkelig bestemmelse i det naevnte bilag, som gennemfoerer de klare og praecise krav i direktivets artikel 7 med hensyn til den forudgaaende undersoegelses genstand og formaal.
For at godtgoere at direktivets artikel 8 er gennemfoert i national ret har den italienske regering henvist til bilag 5, foerste del, punkt 2.8 i afgoerelsen af 4. februar 1977, hvori det bestemmes, at der skal foretages en raekke undersoegelser af udledningernes virkninger paa miljoeet. Den italienske regering har dog ikke kunnet godtgoere, at undersoegelsernes resultater er bestemmende for udstedelsen af en tilladelse til udledning eller for en tilladelse til at foretage handlinger, som kan medfoere en indirekte udledning. Paa grundlag af sagsakterne forekommer dette i oevrigt ikke saerlig sandsynligt. Artikel 9 i lov nr. 319 fra 1976 synes alene at betinge udledningernes lovlighed af, at visse graensevaerdier overholdes (jf. afsnit 7). Derfor er hverken direktivets artikel 7 eller artikel 8 korrekt gennemfoert i italiensk ret.
13. Jeg skal til slut behandle den italienske regerings argument om, at ordningen med "stiltiende udstedelse af midlertidige tilladelser" er i overensstemmelse med direktivet. Den italienske regering er nemlig af den opfattelse, at direktivet ikke udtrykkelig forbyder en saadan regel, hvorfor den maa vaere tilladt. Jeg skal her blot paa ny henvise til direktivets artikel 3, 5 og 7 (som for visse tilladelsers vedkommende paalaegger, at der foretages en detaljeret forudgaaende undersoegelse) og til direktivets artikel 8 (hvori bestemmes, at de kompetente myndigheder kun kan udstede en tilladelse, naar det er godtgjort, at tilsynet med grundvandet og navnlig med dets kvalitet er sikret). En regel om, at en forudgaaende tilladelse automatisk anses for udstedt i tilfaelde af administrationens passivitet, er klart uforenelig med disse bestemmelser.
14. For det femte har Kommissionen anfoert, at direktivets artikel 9 og 10, som opregner en raekke forhold og betingelser, som skal angives i en tilladelse, ikke er korrekt gennemfoert i italiensk ret. I sit svarskrift har den italienske regering vedroerende dette punkt henvist til lov nr. 62 af 5. marts 1982 (15). Den italienske regering har forklaret, at lovens artikel 2 bestemmer, at de regionale myndigheder udpeger de omraader, som egner sig til udledning af spildevand, og at de i den forbindelse anvender de kriterier, som er fastlagt i den afgoerelse, som det interministerielle udvalg traf den 4. februar 1977. Med denne henvisning har den italienske regering dog endnu ikke godtgjort, at de meget praecise og detaljerede bestemmelser og betingelser, som fremgaar af direktivets artikel 9 og 10, ogsaa efter italiensk lov skal vaere angivet i tilladelserne. Jeg anser derfor denne overtraedelse for bevist.
15. For det sjette har Kommissionen gjort gaeldende, at Den Italienske Republik ikke har gennemfoert direktivets artikel 11 i sin nationale ret. Det bestemmes i artiklen, at tilladelser kun kan meddeles for en begraenset periode, og at de skal behandles paa ny mindst hvert fjerde aar. Desuden skal de kunne forlaenges, aendres eller inddrages.
Den italienske regering har hverken i svarskriftet eller duplikken taget stilling til dette klagepunkt. Som svar paa et spoergsmaal fra Domstolen herom har den ikke bestridt, at italiensk lovgivning ikke indeholder nogen bestemmelse, som regulerer tilladelsernes varighed (de oevrige bestemmelser i artikel 11 behandles ikke i den italienske regerings svar). Ikke desto mindre er den italienske regering af den opfattelse, at spoergsmaalet om artiklens gennemfoerelse i national ret er irrelevant, idet Kommissionens staevning ikke indeholder et udtrykkeligt klagepunkt herom. Her begaar den italienske regering en fejl, idet Kommissionen den 9. december 1987 indgav et tillaeg til sin staevning, hvori den fremfoerte dette klagepunkt.
Derfor kan jeg kun konkludere, at direktivets artikel 11 ikke er korrekt gennemfoert i italiensk ret.
16. For det syvende har Kommissionen gjort gaeldende, at Den Italienske Republik ikke har gennemfoert direktivets artikel 12 i sin nationale ret. Artiklen bestemmer, at saafremt det fremgaar, at ansoegeren om en tilladelse ikke vil vaere i stand til at overholde de betingelser, som vil blive foreskrevet ham, kan tilladelsen ikke meddeles. Saafremt de i en tilladelse fastsatte betingelser ikke overholdes, traeffer medlemsstatens kompetente myndighed hensigtsmaessige foranstaltninger for at sikre, at disse betingelser opfyldes; om noedvendigt inddrager den tilladelsen.
Uanset at artikel 15 i lov nr. 319 fra 1976 (16) paalaegger de kompetente myndigheder at inddrage den udstedte tilladelse, naar "graensevaerdierne" ikke overholdes, regulerer denne bestemmelse dog ikke de i direktivets artikel 4-10 omhandlede betingelser og bestemmelser, hvorfor bestemmelsen er utilstraekkelig. Den italienske regering har hverken i svarskriftet eller duplikken angivet nogen anden bestemmelse, som kan anses at sikre artikel 12' s gennemfoerelse. Kommissionen maa derfor ogsaa gives medhold paa dette punkt.
17. For det ottende er det gjort gaeldende, at Den Italienske Republik ikke har gennemfoert direktivets artikel 13 i sin nationale ret. Artiklen har foelgende ordlyd:
"Medlemsstaternes kompetente myndigheder foerer kontrol med, at de i tilladelsen fastsatte betingelser overholdes, samt med udledningens virkninger paa grundvandet."
Der er to bestemmelser i italiensk ret, som kan sikre gennemfoerelsen af denne artikel. Det drejer sig foerst og fremmest om artikel 15 i lov nr. 319 af 10. maj 1976 (17), som bestemmer, at de tekniske funktioner ved tilsynet og kontrollen med alle udledninger foretages af de regionale laboratorier. For det andet foreskrives i samme lovs artikel 9, hvorledes disse undersoegelser skal foretages. Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Domstolen har den italienske regering desuden henvist til en raekke bestemmelser, som paalaegger de lokale og regionale myndigheder at oprette et saerligt miljoepoliti til at kontrollere udledningerne. Den italienske regering har bemaerket, at en overtraedelse af betingelserne i en tilladelse til udledning straffes.
Kommissionen har med rette anfoert, at disse bestemmelser ikke sikrer en tilstraekkelig praecis og detaljeret gennemfoerelse af direktivets artikel 13. Den italienske regering kraever nemlig kun, at der foretages stikproevekontrol af de udledte stoffer, men ikke, at der foretages en kontrol af, om de betingelser, som i henhold til direktivet skal vaere fastsat i tilladelserne, overholdes. Det fremgaar heller ikke af den italienske lov, at kontrollen ogsaa skal omfatte udledningernes virkninger paa grundvandet. Denne overtraedelse maa dermed ogsaa anses for fastslaaet.
18. For det niende har Kommissionen gjort gaeldende, at Den Italienske Republik ikke har gennemfoert direktivets artikel 15 korrekt i sin nationale ret. Artiklen kraever, at medlemsstaternes kompetente myndigheder foerer en fortegnelse over de tilladelser til udledning, som er udstedt i henhold til direktivets artikel 4, 5 og 6.
Ifoelge Kommissionen - hvilket den italienske regering ikke har bestridt - findes den eneste italienske retsregel, som kan sikre gennemfoerelsen af denne forpligtelse, i bilag 5, foerste del, afsnit 2.1, femtende punktum, i afgoerelsen af 4. februar 1977 (18). Denne regel bestemmer, at der skal foeres et register over alle tilladte udledninger, hvoraf det ikke alene skal fremgaa, hvilken type udledninger, der er foretaget, men ogsaa hvor, de har fundet sted. Kommissionen har ikke udtalt sig om en saadan bestemmelses formelle forenelighed med direktivets artikel 15. Den har alene anfoert, at reglerne vedroerende udstedelsen, kontrollen og inddragelsen af tilladelser, som jeg naevnte for lidt siden, ikke er korrekt gennemfoert i italiensk ret, hvorfor der umuligt kan eksistere en fortegnelse over de tilladelser, som omhandles af direktivets artikel 4, 5 og 6.
Den italienske regering har anfoert, at de i italiensk ret gaeldende bestemmelser sikrer, at der foeres en fortegnelse, som omhandlet i direktivets artikel 15, men den har ikke bestridt Kommissionens argument om, at der i praksis ikke foeres register over tilladelser, som er omhandlet af direktivet. Foelgelig er overtraedelsen ogsaa paa dette punkt godtgjort.
Forslag til afgoerelse
19. Jeg kommer derfor til det resultat, at Kommissionens paastand boer tages til foelge med undtagelse af dets klagepunkt vedroerende direktivets artikel 4. Jeg skal derfor foreslaa, at det fastslaas, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktaten, idet den ikke paa korrekt vis har gennemfoert direktiv 80/68/EOEF i dens nationale lovgivning, og at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
(*) Processprog: nederlandsk.
(1) Raadets direktiv af 17.12.1979 (EFT 1980, L 20, s. 43).
(2) Jf. afsnit 7 i mit forslag til afgoerelse i sag C-131/88.
(3) Jf. afsnit 8 i naevnte forslag til afgoerelse.
(4) Jf. afsnit 9 i det naevnte forslag til afgoerelse.
(5) Jf. afsnit 10 i det naevnte forslag til afgoerelse.
(6) GURI nr. 141 af 29.5.1976, s. 4125.
(7) Jf. bilag 5, foerste del, foerste afsnit, i afgoerelsen, som blev offentliggjort i Supplemento ordinario GURI nr. 48 af 21.2.1977, s. 1. Kommissionen har ikke bestridt, at denne afgoerelse har normativ karakter, og jeg finder det derfor ikke noedvendigt at beskaeftige mig med dette spoergsmaal i min gennemgang.
(8) Jf. bilag 5, foerste del, afsnit 3.1. i afgoerelsen, loc. cit.
(9) Kommissionens holdning til dette spoergsmaal er isaer overraskende, fordi den bevidst til stoette for et andet af dens klagepunkter har gjort gaeldende, at den italienske lov nr. 319 (jf. note 6) tillader alle udledninger, som opfylder visse betingelser (jf. afsnit 7).
(10) Jf. note 6.
(11) Jf. f.eks. retsmoederapportens afsnit 28 og 33 samt afsnit 13 i naervaerende forslag til afgoerelse.
(12) Jf. note 6.
(13) Jf. note 7.
(14) Jf. note 6.
(15) Denne lov benaevnes "Conservione in legge, con modificazioni, del decreto legge 30 dicembre 1981, nº 801, concernente provvedimenti urgenti in materia di tutela delle acque d' all' inquinamento" (GURI nr. 3 af 5.3.1962, s. 713).
(16) Jf. note 6.
(17) Jf. note 6.
(18) Jf. note 7.
Full & Egal Universal Law Academy