EUR-Lex -  61987CC0374 - DA - FORENEDE FORSLAGER TIL AFGOERELSE FRA GENERALADVOKAT DARMON FREMSAT DEN 18 MAJ 1989. - ORKEM SA, TIDLIGERE CDF CHEMIE SA MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - SAG 374/87. - SA SOLVAY OG CIE MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - SAG 27/88. - KONKURRENCE - KOMMISSIONENS BEFOEJELSE TIL AT IVAERKSAETTE UNDERSOEGELSE - KONTRADIKEIONSPRINCIPPET.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hoeje Domstol .

1 . Under en sag, anlagt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 173, har firmaet CdF Chimie SA nedlagt paastand om annullation af en beslutning, truffet af Kommissionen den 9 . november 1987, hvorved den i medfoer af artikel 11, stk . 5, i Raadets forordning nr . 17 af 6 . februar 1962 ( herefter benaevnt "forordning nr . 17 ") ( 1 ), paalagde firmaet at afgive visse oplysninger . Beslutningen blev truffet som led i en undersoegelse, Kommissionen havde ivaerksat ud fra en begrundet antagelse om, at der inden for sektoren for termoplastprodukter var indgaaet aftaler eller blev fulgt en samordnet praksis i strid med Traktatens artikel 85, stk . 1, navnlig vedroerende produktet "polyethylen med lav massefylde" ( herefter benaevnt "LdPE "), hvilket produkt fremstilles og distribueres inden for EF blandt andet af firmaet CdF Chimie SA .

2 . Ogsaa firmaet Solvay har, ligeledes i henhold til EOEF-Traktatens artikel 173, anlagt sag med paastand om annullation af en beslutning fra Kommissionen af 24 . november 1987, hvorved denne i medfoer af samme bestemmelse i forordning nr . 17 opfordrede firmaet til at meddele Kommissionen visse oplysninger . Ogsaa denne beslutning blev truffet som led i Kommissionens undersoegelse inden for sektoren for termoplastprodukter, men vedroerte produktet "polyvinylklorid" ( herefter benaevnt "PVC "), hvilket produkt fremstilles og distribueres inden for EF blandt andet af Solvay .

3 . De to beslutninger, som Kommissionen har truffet vedroerende de naevnte to selskaber, angaar ikke det samme produkt og dermed heller ikke den samme, i givet fald mod Traktatens artikel 85, stk . 1, stridende, aftale eller samordnede praksis . Der er imidlertid saa stor lighed mellem de anbringender, de to firmaer har gjort gaeldende til stoette for paastanden om annullation, at Domstolen med rette har afholdt den mundtlige forhandling i de to sager samtidig . Dette har hermed ogsaa givet mig anledning til i dag at fremsaette ét samlet forslag til afgoerelse i de to sager .

4 . Af hensyn til den rette forstaaelse af baggrunden for de to sager bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen efter at have truffet de omhandlede beslutninger i november maaned 1987 fortsatte den omfattende undersoegelse, som den havde ivaerksat inden for termoplastsektoren, og som hovedsagelig vedroerte LdPE - og PVC-produkter . Det boer ogsaa naevnes, at Kommissionen traf en raekke tilsvarende beslutninger vedroerende andre producenter/distributoerer af LdPE - og PVC-produkter end CdF Chimie SA og Solvay . Undersoegelsen mundede ud i, at Kommissionen den 24 . marts 1988 ivaerksatte to procedurer i henhold til artikel 85, stk . 1, den ene vedroerende LdPE ( 2 ), og den anden vedroerende PVC ( 3 ). Efter afslutningen af de to procedurer vedtog Kommissionen den 21 . december 1988 to beslutninger, hvorved den dels fastslog, at visse producenter af LdPE og PVC havde overtraadt Traktatens artikel 85, dels paalagde producenterne boeder . Blandt de af virksomhederne, som fremstiller LdPE, var ogsaa CdF Chimie SA, hvis navn i mellemtiden var blevet aendret til Orkem SA, og blandt dem, der fremstiller PVC, selskabet Solvay ( 4).Som bekendt har Orkem SA sammen med flere andre virksomheder anlagt sag den 14 . april 1988 med paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 21 . december 1988 .

5 . Foer Kommissionen traf den anfaegtede beslutning af 9 . november 1987 vedroerende CdF Chimie SA, havde Kommissionen den 20 . august 1987 i medfoer af artikel 11, stk . 2 og 3, i forordning nr . 17 tilsendt firmaet en begaering om visse oplysninger . Da firmaet efter Kommissionens opfattelse uberettiget afslog at afgive "hovedparten af de udbedte oplysninger" ( 5 ), traf Kommissionen en beslutning i medfoer af artikel 11, stk . 5, hvorved den over for firmaet traf beslutning om, at firmaet meddelte de paagaeldende oplysninger . Af samme grund paalagde Kommissionen ved beslutning firmaet Solvay at meddele visse oplysninger, fordi den ikke fandt at kunne acceptere, at Solvay, efter at vaere blevet opfordret dertil ved Kommissionens begaering om oplysninger af 20 . august 1987, "ikke meddelte nogen af de udbedte oplysninger ... vedroerende producentmoederne og de formodede karteller om salgspriser og kvoter" ( 6 ).

I - Anbringendet om, at CdF Chimie SA ikke indledningsvis var blevet opfordret til at afgive oplysninger

6 . Til stoette for sin paastand om annullation har CdF Chimie SA fremfoert et principalt anbringende, som kun er blevet gjort gaeldende af dette selskab . Anbringendet er, at proceduren for indhentning af oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr . 17 bestaar af to faser, nemlig foerst en simpel begaering om meddelelse af oplysninger og dernaest et ved en beslutning fremsat krav herom . Selskabet anfoerer i den forbindelse, at det var adressat for den anfaegtede beslutning om at paalaegge selskabet at meddele de afkraevede oplysninger, men ikke havde modtaget Kommissionens foerste "simple" opfordring til at afgive de paagaeldende oplysninger, idet denne var blevet tilsendt datterselskabet, CdF Chimie EP . Herved har Kommissionen efter selskabets opfattelse tilsidesat EOEF-Traktatens bestemmelser og artikel 11 i forordning nr . 17, navnlig artikel 11, stk . 5 .

7 . Ifoelge artikel 11, stk . 1, i forordning nr . 17 kan Kommissionen, med henblik paa udfoerelsen af de opgaver, den har faaet overdraget ved EOEF-Traktatens artikel 89 - og som er at paase, at "de i artiklerne 85 og 86 fastlagte principper anvendes" - "indhente alle fornoedne oplysninger fra medlemsstaternes regeringer og kompetente myndigheder samt fra virksomheder og sammenslutninger af virksomheder ". Artikel 11, stk . 2 og 4, i forordning nr . 17 vedroerer de formkrav, som skal overholdes ved fremsaettelse af en begaering om oplysninger . Artikel 11, stk . 5, bestemmer saaledes, at "saafremt en virksomhed ... inden udloebet af en af Kommissionen fastsat frist ikke eller ikke udtoemmende ... meddeler de kraevede oplysninger, fremsaetter Kommissionen krav om oplysningerne i form af en beslutning ".

8 . I dommen af 26 . juni 1980 i National Panasonic-sagen fastslog Domstolen udtrykkeligt, at det fremgaar af artikel 11' s ordlyd, at denne bestemmelse

"fastsaetter en procedure i to faser, hvor den anden, som indebaerer Kommissionens vedtagelse af en beslutning, der 'angiver, hvilke oplysninger, der kraeves' , ikke kan paabegyndes, foer den foerste fase, som bestaar i tilsendelse af en begaering om oplysninger til virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, forgaeves er forsoegt" ( 7 ).

9 . CdF Chimie SA har med stoette i denne dom anfoert, at den anfaegtede beslutning maa anses for retsstridig, fordi Kommissionen i forhold til sagsoegeren sprang den foerste fase af proceduren over, da selskabet, som foer naevnt, ikke selv, men derimod CdF Chimie EP, fik tilsendt den forudgaaende begaering om oplysninger .

10 . Heroverfor har Kommissionen anfoert, at CdF Chimie EP er et datterselskab af CdF Chimie SA og for 100%' s vedkommende ejet af dette, samt at de to virksomheder nok er juridisk selvstaendige enheder, men dog tilhoerer samme koncern . Kommissionen har herved henvist til Domstolens praksis, navnlig til dommen af 14 . juli 1972 i ICI-sagen, hvori Domstolen udtalte :

"Den formelle adskillelse mellem de naevnte selskaber, som er en foelge af deres status som selvstaendige juridiske personer, (( er )) ikke til hinder for, at de antages at optraede samlet paa markedet i henseende til anvendelsen af konkurrencereglerne" ( 8 ).

Efter Kommissionens opfattelse er der navnlig én omstaendighed, som godtgoer, at selskaberne maa antages at have optraadt samlet paa markedet, nemlig at begge selskaber, CdF Chimie SA og CdF Chimie EP, siden undersoegelsen vedroerende LdPE-produkter blev ivaerksat, hver isaer aabenbart altid var bekendt med de skrivelser, som det andet selskab havde modtaget fra Kommissionen, uanset hvem skrivelsen i oevrigt formelt var stilet til . Kommissionen finder derfor ikke, at forskrifterne i artikel 11 om gennemfoerelse af en procedure i to faser, kan anses for tilsidesat, i hvilken forbindelse den tillige henviser til Domstolens praksis, hvorefter en beslutning er lovligt meddelt, naar den er kommet inden for adressatens omraade .

11 . Over for dette har CdF Chimie SA gjort gaeldende, at den finder det uberettiget at overfoere et kriterium til denne sag, som vedroerer et procedure - og ikke et realitetsspoergsmaal, fra andre sager, hvor Domstolen har udviklet det med henblik paa spoergsmaalet om, hvorvidt et datterselskabs handlinger kan tilregnes moderselskabet . Sagsoegeren anfoerer i den forbindelse hovedsagelig, at en virksomheds juridiske status ikke behoever at vaere afgoerende for realitetsspoergsmaalet, men boer respekteres strikte i processuel henseende, navnlig naar den anfaegtede retsakt udstedes paa et tidspunkt af proceduren, hvor det er aldeles umuligt at forudse afgoerelsen vedroerende sagens realitet, dvs . afgoerelsen om, hvorvidt flere juridisk selvstaendige virksomheder kan antages at have optraadt samlet paa markedet . Sagsoegeren tilfoejer i den forbindelse, at kriteriet i Domstolens praksis om, at skrivelsen skal vaere kommet inden for virksomhedens omraade, ikke kan udstraekkes saa vidt, at det, ud over at gaelde for selve retsaktens adressat, ogsaa omfatter alle koncernens oevrige virksomheder, idet det derved kommer i strid med princippet om fysiske eller juridiske personers individualitet og autonomi, som er fastlagt saavel i medlemsstaternes nationale ret som i internationale konventioner .

12 . Det er ubestrideligt, at CdF Chimie EP formelt var adressat for den skrivelse, som indeholdt Kommissionens begaering om oplysninger af 20 . august 1987, hvorimod beslutningen af 9 . november 1987 var rettet til CdF Chimie SA . For en umiddelbar betragtning er dette utilfredsstillende, set ud fra et strengt processuelt synspunkt, naar det vurderes paa baggrund af bestemmelsen i artikel 11, stk . 5, i forordning nr . 17 . I denne forbindelse boer man imidlertid huske paa de retslige skridt, som Kommissionen i tidens loeb havde ivaerksat over for CdF Chimie SA og CdF Chimie EP som led i sin efterforskning vedroerende aftaler eller samordnet praksis om LdPE-produkter .

13 . Den 15 . januar 1987 traf Kommissionen saaledes en beslutning om at ivaerksaette en kontrolundersoegelse i henhold til artikel 14, stk . 3, i forordning nr . 17, hvis adressat var beskrevet som : "CdF Chimie, Tour Aurore ... Paris La Défense ". Det boer naevnes, at Kommissionens henvendelse til selskabet paa dette stadium af sagen vedroerte begge de foernaevnte produkter, LdPE og PVC . Denne beslutning blev tilsendt generalsekretaeren for CdF Chimie EP, Henwood, den 20 . januar 1987 .

14 . Den 9 . april 1987 fremsendte Kommissionen i medfoer af artikel 11, stk . 2-4, i forordning nr . 17 en begaering om oplysninger, som alene vedroerte produktet LdPE, og hvis adressat var : "CdF Chimie SA, Tour Aurore ... Paris-Défense ". Den 6 . maj 1987 besvaredes denne henvendelse af CdF Chimie EP, hvis postadresse er : "Tour Aurore ... Paris-Défense ". Skrivelsen begyndte saaledes : "Vedlagt fremsendes selskabets besvarelse af Deres begaering om oplysninger af 9 . april, som blev modtaget den 15 . april 1987 ."

15 . Den 2 . juli 1987 traf Kommissionen en beslutning i medfoer af artikel 11, stk . 5, i forordning nr . 17, hvorved den opfordrede CdF Chimie SA, Tour Aurore ( etc .) til at meddele visse oplysninger . Den 28 . juli 1987 tilsendte Kommissionen CdF Chimie EP en skrivelse, som blev indledt paa foelgende maade : "I fortsaettelse af Kommissionens beslutning af 2 . juli 1987, som blev meddelt CdF Chimie den 9 . juli 1987, anmodes De herved om at meddele Kommissionen visse oplysninger inden tre uger ."

16 . Den 20 . august 1987 fremsatte Kommissionen en fornyet begaering om meddelelse af oplysninger, som denne gang var rettet til CdF Chimie EP . Herpaa svarede firmaet ved skrivelse af 1 . oktober 1987, hvorefter Kommissionen den 9 . november 1987 traf den beslutning vedroerende CdF Chimie SA, som er anfaegtet under naervaerende sag .

17 . Dette sagsforloeb viser, at bortset fra Kommissionens foerste henvendelse af 15 . januar 1987, som formelt var rettet til "CdF Chimie", uden tilfoejelse af "SA" eller "EP", fremsendte Kommissionen en begaering om oplysninger af 9 . april 1987 og en beslutning af 2 . juli 1987 med anmodning om meddelelse af oplysninger . Begge var udtrykkeligt stilet til "CdF Chimie SA", og blev besvaret af CdF Chimie EP, henholdsvis den 6 . maj og den 28 . juli 1987 . Jeg synes, det er vigtigt at laegge maerke til, at der i ingen af disse svarskrivelser findes nogen bemaerkninger eller er kommet noget forbehold til udtryk om, at CdF Chimie SA var et fra CdF Chimie EP forskelligt selskab . Desuden er det ikke rigtigt, som det tilsyneladende kom til udtryk under den mundtlige forhandling, at de to selskaber allerede, foer den anfaegtede beslutning blev truffet, havde henledt Kommissionens opmaerksomhed paa, at den burde skelne mellem dem . I hele den korrespondance, der blev udvekslet mellem Kommissionen og de to selskaber, blev der foerst taget forbehold i den skrivelse af 26 . november 1987, hvormed CdF Chimie SA besvarede den anfaegtede beslutning af 9 . november 1987 .

18 . Begivenhedernes raekkefoelge, saadan som jeg har skildret dem i det foregaaende, samt de af parterne fremfoerte argumenter giver mig anledning til nedenstaaende bemaerkninger .

19 . For det foerste finder jeg at maatte give CdF Chimie SA ret i, at man ikke paa undersoegelsesstadiet kan laegge den antagelse til grund, at et moder - og datterselskab optraeder samlet paa markedet, selv om datterselskabet for 100%' s vedkommende ejes af moderselskabet . Ganske vist har Domstolen, paa den ene side, tidligere antaget, at

"den omstaendighed, at datterselskabet er en selvstaendig juridisk person, (( ikke )) udelukker ..., at ansvaret for dets adfaerd eventuelt paalaegges moderselskabet" ( 9 ),

men i en anden sag, nemlig BMW-sagen, hvorunder BMW Belgium, som var et af BMW Muenchen 100% ejet datterselskab, havde haevdet, at det var afskaaret fra at forfoelge andre formaal end anvist af moderselskabet, lagde Domstolen til grund, at

"det oekonomiske afhaengighedsforhold mellem et moderselskab og et datterselskab (( hverken )) udelukker ..., at selskaberne handler paa forskellig maade, eller at de har forskellige interesser" ( 10 ).

Dette er efter min opfattelse en klar angivelse af, at datterselskabets juridiske status ikke i sig selv goer det berettiget at antage, at selskaberne har optraadt samlet paa markedet og ikke kan begrunde en undladelse af at respektere den enkelte virksomheds juridiske identitet i processuel henseende . Foerst naar Kommissionen virkelig har kunnet fastslaa, at virksomhederne optraeder samlet paa markedet, kan Kommissionen tillade sig at handle derefter .

20 . Paa den anden side er det min opfattelse, at naar to virksomheder vedvarende har forholdt sig paa en saadan maade, at man maa faa det indtryk, at de kan substituere hinanden i forhold til de retslige skridt, der ivaerksaettes af Kommissionen, vil ingen af virksomhederne, uden at dette maa betegnes som et forsinket udslag af overdreven formalisme, kunne paaberaabe sig et firmas formelt juridiske stilling, hvis de selv tidligere paa usaedvanlig vis har bidraget til at daekke derover . Forud for vedtagelsen af Kommissionens beslutning af 9 . november 1987 maa CdF Chimie SA og CdF Chimie EP saaledes helt klart siges selv at have vaeret skyld i, at de to firmaer fortsat blev forvekslet, eller i hvert fald at have givet anledning dertil, da CdF Chimie EP to gange uden videre kommentarer besvarede en retsakt, der var udstedt til CdF Chimie SA . Naar CdF Chimie EP ikke selv overhovedet gjorde nogen bemaerkninger derom, var Kommissionen - som i oevrigt vidste, at datterselskabet for 100%' s vedkommende var ejet af CdF Chimie SA, og at de to firmaer havde samme adresse - berettiget til at antage, at CdF Chimie EP normalt var befoejet til at besvare spoergsmaal paa CdF Chimie SA' s vegne vedroerende markedet for LdPE-produkter, og at det ikke var noedvendigt at skelne mellem de to virksomheder . I oevrigt skal jeg bemaerke, at det i skrivelsen fra CdF Chimie EP af 28 . juli 1987, hvorved selskabet besvarede Kommissionens beslutning, som blev tilstillet CdF Chimie SA den 2 . juli 1987, anfoeres, at skrivelsen blev fremsendt paa foranledning af "beslutningen ... af 2 . juli 1987, som var meddelt selskabet CdF Chimie ". Naar selskabet omtaltes som "CdF Chimie", kunne dette ikke efter sammenhaengen undgaa at bestyrke det indtryk, at CdF Chimie SA og CdF Chimie EP saa at sige dannede en enhed .

21 . Naar man laegger det kritierium til grund, som Domstolen fastslog i ALMA-dommen af 10 . december 1957 ( 11 ), og hvorefter den omhandlede retsakt skal vaere "kommet inden for adressatens omraade", er det min opfattelse, at i betragtning af den maade de to firmaer forholdt sig paa, hvor det ene firma, CdF Chimie EP, paa tilsyneladende helt normal, ja rutineagtig maade besvarede retsakter, som var adresseret til det andet firma CdF Chimie SA, maa det vaere rimeligt at gaa ud fra, at firmaerne havde faelles "omraade ". Det kan herefter laegges til grund, at den retsakt, der blev tilstillet det ene firma, ogsaa var kommet inden for det andet firmas omraade .

22 . En saadan lempelse af de strikte processuelle krav, der maa stilles, finder jeg stemmer overens med Domstolens praksis . Med hensyn til spoergsmaalet, om beslutninger kan anses for lovligt meddelt, har Domstolen nemlig i et vist omfang tillagt det stoerre vaegt, om beslutningen rent faktisk er kommet til den paagaeldendes kundskab, end om den formelt set strengt taget er blevet helt korrekt meddelt . Saaledes fastslog Domstolen i foernaevnte dom i ICI-sagen, at sagsoegeren havde faaet kendskab til beslutningens fulde ordlyd og rettidigt gjort brug af sin soegsmaalsret, hvorfor det var uden betydning, hvorvidt meddelelsen om beslutningen var behaeftet med eventuelle mangler ( 12 ).

Ogsaa i foernaevnte dom i Continental Can-sagen kom det frem, at den faktiske viden om retsakten var vigtigere end det spoergsmaal, om beslutningen formelt set var helt korrekt meddelt . Det hedder herom i dommen :

"En beslutning er i henhold til Traktaten behoerigt forkyndt, naar den er fremsendt til adressaten, og det har vaeret muligt for denne at goere sig bekendt med den ...",

og Domstolen fortsatte :

"... Dette er tilfaeldet i den foreliggende sag, da Continental faktisk har modtaget meddelelsen om den omtvistede beslutning, og ikke kan benytte sin egen vaegring mod at skaffe sig kendskab til den til at goere meddelelsen virkningsloes" ( 13 ).

23 . Efter min opfattelse vil det vaere i fuld overensstemmelse med hidtidig praksis, om Domstolen antager, at et datterselskab - som at doemme efter den brevveksling, der har vaeret udvekslet i forbindelse med en undersoegelse i henhold til forordning nr . 17, fremtraeder at vaere befoejet til at besvare moderselskabets post fra Kommissionen - hoerer med til moderselskabets "omraade", saaledes som dette udtryk forstaas efter Domstolens praksis . Moderselskabet maa derfor under den efterfoelgende fase af den paagaeldende procedure antages at have faaet kendskab til de retsakter, der formelt set var adresseret til datterselskabet .

24 . Jeg skal endvidere med henvisning til estoppel-princippet i common law fremdrage et andet argument, om end dette argument skal anses for subsidiaert i forhold til det argument, som stoettes paa kriteriet om, at retsakten skal vaere kommet inden for den paagaeldendes "omraade ". Ifoelge estoppel-princippet kan den, som bevirker, at der opstaar en forveksling, eller intet goer for at forhindre den, ikke senere paaberaabe sig de processuelle fejl, som vedkommende selv har givet anledning til .

25 . Endelig er det ikke uden betydning for Domstolen at vide, som Kommissionen har henledt opmaerksomheden paa, at forvekslingen af de to firmaer, CdF Chimie SA og CdF Chimie EP, fortsatte, helt indtil sagen kom for Domstolen, eftersom koncipisten af staevningen i sagen i sit svar paa Domstolens skriftlige spoergsmaal til CdF Chimie SA blandt andet anfoerte foelgende : "Foer Norsolor skal besvare Domstolens spoergsmaal, vil man gerne fremhaeve ...". Norsolor er nemlig det nye navn for firmaet CdF Chimie EP, hvorimod Domstolens spoergsmaal var rettet til CdF Chimie SA, som siden hen har skiftet navn til Orkem . Maaske vil Domstolen derfor, ligesom jeg, finde det for meget at kraeve af Kommissionen, at den ved ivaerksaettelsen af sine processuelle foranstaltninger skulle kunne skelne klarere mellem firmaerne CdF Chimie SA Orkem og CdF Chimie EP Norsolor end firmaerne selv kan .

26 . Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at laegge til grund, at CdF Chimie SA fik fornoedent kendskab til den skrivelse af 20 . august 1987, som indeholdt en begaering om oplysninger, og som var adresseret til CdF Chimie EP, idet sidstnaevnte firma inden for de faser, der gik forud for selve undersoegelsen, fremtraadte som om det hoerte til den sagsoegende virksomheds "omraade ". Saafremt Domstolen laegger dette til grund, maa den videre antage, at den i artikel 11, stk . 5, indeholdte betingelse om, at der skal vaere fremsendt en forudgaaende begaering om oplysninger, er opfyldt, og at det vaesentligste anbringende, som CdF Chimie SA har gjort gaeldende paa dette punkt, ikke har noget paa sig .

27 . Jeg skal herefter gennemgaa sagens oevrige anbringender, som i det vaesentlige er de samme i Solvay - og i CdF Chimie SA-sagen ( jeg benaevner i det foelgende CdF Chimie SA "CdF Chimie "). Disse anbringender er tilsyneladende forskellige, men er i virkeligheden baseret paa det samme hovedsynspunkt, nemlig at der bestaar en pligt til at sikre virksomhederne ret til kontradiktion allerede under den undersoegelse, som Kommissionen ivaerksaetter for at tilvejebringe oplysninger om eventuelle aftaler eller samordnet praksis i strid med Traktatens konkurrenceregler . Maaske har ogsaa Domstolen, ligesom jeg, undertiden syntes, at denne argumentation forekom noget usikker i betragtning af den modstrid, der fandtes mellem klagepunkterne indbyrdes, eller som paavirkede den maade, argumenterne er blevet udviklet paa . Umiddelbart er der saaledes tilsyneladende ikke nogen logisk forbindelse mellem argumentet om, at det var unoedvendigt at indhente de afkraevede oplysninger, fordi Kommissionen allerede var i besiddelse af de fornoedne beviser vedroerende de paagaeldende virksomheder, og paastanden om, dels at Kommissionen forsoegte at vende bevisbyrden om ved at stille spoergsmaalene saa generelt, som den gjorde, dels at den forsoegte at udvirke, at virksomhederne, gennem besvarelsen af disse meget generelle spoergsmaal, tilvejebragte bevismateriale mod dem selv, som Kommissionen ikke havde haft nogen mulighed for at indsamle . Desuden kan indholdet af den paaberaabte ret til at naegte at udtale sig eller en ret til at naegte at angive sig selv, som ophoerer, saa snart Kommissionen fremfoerer praecise indicier, nok synes at vaere langt fra den opfattelse, som jurister normalt har af en saadan ret .

28 . Bag disse tilsyneladende modsigelser er der imidlertid en vis logik, som kom nogenlunde klart frem under den mundtlige forhandling, og som kan gengives som et krav fra de sagsoegende virksomheder om, at den part, der udspoerges, er bekendt med, hvad den, der stiller spoergsmaalene, ved i forvejen . Jeg tror ikke, at jeg gengiver tankegangen hos nogen illoyalt ved at sige, at der her er tale om, at virksomhederne oensker at vaere paa det rene med, hvad de endnu har mulighed for at skjule under de undersoegelser, som Kommissionen ivaerksaetter paa konkurrenceomraadet . Lad mig straks slaa fast, at der ikke er noget som helst chokerende i dette . Selve kernen i forsvaret bestaar jo netop i i videst muligt omfang at udnytte det spillerum, som retsreglerne giver og at forsoege at faa anerkendt den videst mulige fortolkning af dette spillerum som vaerende positiv ret . Virksomhederne lever derfor helt op til deres rolle, naar de fremfoerer en raekke argumenter, som gaar ud paa, at de i forbindelse med undersoegelsen har "krav paa viden ". Domstolens rolle paa dette punkt er alene at fastslaa indholdet af de retsregler, der finder anvendelse paa naevnte stadium og at afgoere, om virksomhederne har et saadant krav paa viden .

29 . Det er generelt med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal, at jeg i det foelgende skal gennemgaa sagsoegernes anbringender ét for ét .

II - Spoergsmaalet, om de anfaegtede beslutninger i virkeligheden var "meddelelser af klagepunkter"

30 . Jeg skal ved behandlingen af dette spoergsmaal foreslaa Domstolen foerst at tage stilling til det principale anbringende, som Solvay har gjort gaeldende til stoette for paastanden om annullation, og som i det store og hele er identisk med CdF Chimies andet, subsidiaere anbringende . De to firmaer haevder, at de anfaegtede beslutninger i virkeligheden er meddelelser af klagepunkter, der er tilsloeret som beslutninger, hvorved der gives paalaeg om meddelelse af oplysninger, hvorfor Kommissionen maa antages ikke blot at have overtraadt Raadets forordning nr . 17 og sin egen forordning nr . 99/63 ( 14 ), men ogsaa at have tilsidesat kontradiktionsprincippet, som Solvay har betegnet som et "generelt princip" og CdF Chimie som et "grundlaeggende princip ". Mere skematisk udtrykt kan sagsoegernes argumenter gengives paa den maade, at de haevder, at de anfaegtede beslutninger indebaerer en formel sigtelse for at have deltaget i et kartel i strid med artikel 85, som Kommissionen i selve beslutningen angav at have beviser for . Naar Kommissionen formulerede klagepunkterne vedroerende overtraedelsen af artikel 85 paa denne maade, burde den ifoelge sagsoegerne have overholdt de krav til iagttagelse af den i forordning nr . 17 og i forordning nr . 99/63 foreskrevne ret til kontradiktion, nemlig ved at goere virksomhederne bekendt med det bevismateriale, som klagepunkterne var baseret paa og ved at give dem lejlighed til at udtale sig derom, i hvilken forbindelse der ikke paahvilede dem nogen som helst forpligtelse til at besvare nogen af spoergsmaalene . De anfaegtede beslutninger indeholdt imidlertid ikke ifoelge sagsoegerne nogen praecis angivelse af det paagaeldende bevismateriale, som kunne begrunde de foreholdte klagepunkter, men derimod et paalaeg til virksomhederne om at besvare opfordringen til at meddele de afkraevede oplysninger under trussel af, at de i modsat fald kunne blive paalagt boeder eller tvangsboeder .

31 . Heroverfor har Kommissionen i det vaesentlige gjort gaeldende, at undersoegelsesfasen adskiller sig fra fasen for meddelelsen af klagepunkter og ligger tidsmaessigt forud for denne . Det var af hensyn til overholdelsen af betingelserne for fremsendelse af begaeringer om oplysninger i artikel 11, stk . 3, i forordning nr . 17, at Kommissionen i beslutningerne omtalte bevismaterialet vedroerende de retsstridige handlinger, som undersoegelsen vedroerte . Omtalen af bevismidlerne havde absolut ikke karakter af en meddelelse af klagepunkter i henhold til artikel 19, stk . 1, i forordning nr . 17, og det var uberettiget, som paastaaet af virksomhederne, at dette indebar en tilsidesaettelse af den ret til kontradiktion, som tilkommer virksomheder i forbindelse med fremsendelse af en meddelelse af klagepunkter .

32 . Som det fremgaar af de hovedargumenter, der er blevet gjort gaeldende under sagerne, har anbringendet om, at de anfaegtede beslutninger i virkeligheden er meddelelser af klagepunkter, bare i en tilsloeret form, sit grundlag i det forhold, at det efter de gaeldende bestemmelser i forordning nr . 17 og forordning nr . 99/63, er betydeligt vigtigere at sikre overholdelse af retten til kontradiktion i forbindelse med fremsendelse af en meddelelse af klagepunkter end i forbindelse med de retsakter, som Kommissionen udsteder som led i sin undersoegelse .

33 . Ifoelge artikel 19, stk . 1, i forordning nr . 17, skal Kommissionen nemlig "forinden der traeffes beslutning i henhold til artiklerne 2, 3, 6, 7, 8, 15 og 16, ... give de deltagende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder lejlighed til at udtale sig vedroerende de af Kommissionen fremfoerte klagepunkter ". Hvad saerlig angaar de foranstaltninger, som Kommissionen traeffer for at bringe handlinger i strid med artikel 85, stk . 1, til ophoer, eller for hvilke den paalaegger sanktioner, skal jeg fremhaeve, at artikel 19, stk . 1, ogsaa finder anvendelse, inden der traeffes beslutning om "at paalaegge de deltagende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer" ( 15 ), og inden der traeffes beslutning om at paalaegge "virksomheder og sammenslutninger af virksomheder" boeder, naar de "forsaetligt eller uagtsomt ... overtraeder bestemmelserne i Traktatens artikel 85, stk . 1 ..." ( 16 ).

34 . Artikel 2, stk . 1, foerste punktum, i forordning nr . 99/63 bestemmer, at "Kommissionen giver virksomhederne og sammenslutningerne af virksomheder skriftlig meddelelse om de klagepunkter imod dem, som tages i betragtning ". Det hedder i samme forordnings artikel 3, at "virksomhederne og sammenslutninger af virksomheder skal udtale sig skriftligt og inden for den fastsatte frist vedroerende de klagepunkter imod dem, som tages i betragtning", og at de "i deres skriftlige bemaerkninger (( kan )) fremfoere alle de bevisligheder og oplysninger, der er egnede til deres forsvar", "vedlaegge de hertil fornoedne bilag" og "foreslaa, at Kommissionen hoerer personer, som kan bekraefte de paaberaabte forhold ". Desuden foreskriver forordningens artikel 7, stk . 1, at "Kommissionen skal give personer, der i deres skriftlige bemaerkninger har begaeret dette, lejlighed til at afgive mundtlig forklaring, saafremt de paagaeldende godtgoer at have tilstraekkelig interesse deri, eller hvis Kommissionen agter at paalaegge dem en boede eller tvangsboede ". Endelig bestemmer forordningens artikel 4, at Kommissionen "i sine beslutninger mod virksomheder og sammenslutninger af virksomheder kun (( kan )) tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig ".

35 . Domstolen har i sin praksis naermere praeciseret, hvilke krav, der maa stilles til en meddelelse af klagepunkter . I Hoffmann-La Roche-dommen af 13 . februar 1979 fastslog Domstolen saaledes, dels under henvisning til de foernaevnte bestemmelser i forordningerne nr . 17 og nr . 99/63, dels til det generelle kontradiktionsprincip, som disse bestemmelser "er et konkret udtryk for", at

"den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure (( skal )) saettes i stand til at tage stilling dels til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkeligt foreligger og hvilken betydning de da har, dels til de dokumenter, som Kommissionen paaberaaber sig til stoette for, at der foreligger en overtraedelse ..." ( 17 ).

36 . Som det imidlertid udtrykkeligt fremgaar af artikel 19, stk . 1, i forordning nr . 17, er beslutninger truffet i henhold til artikel 11 eller artikel 14 ikke omfattet af det saet af retsregler, jeg just har beskrevet i store traek . Domstolens dom i foernaevnte sag National Panasonic er meget klar paa dette punkt . Det var under sagen blevet gjort gaeldende, at virksomheden ikke havde faaet lejlighed til at udtale sig, foer der blev truffet beslutning om ivaerksaettelse af en kontrolundersoegelse i henhold til artikel 14, stk . 3 . Hertil bemaerkede Domstolen, at

"denne ret hovedsagelig forefindes inden for rammerne af retlige eller administrative procedurer, der er ivaerksat for at bringe en overtraedelse til ophoer eller fastslaa en ulovlig adfaerd, saasom de procedurer der omhandles i Kommissionens forordning nr . 99/63 ... Kontrolundersoegelsesprocedure((n )) ... skal derimod ikke bringe en overtraedelse til ophoer eller fastslaa en ulovlig adfaerd, men udelukkende saette Kommissionen i stand til at opnaa saadanne oplysninger, at den kan kontrollere rigtigheden og raekkevidden af en bestemt faktisk eller retlig situation ".

Domstolen udtalte videre, at

"kun hvis Kommissionen finder, at de saaledes indsamlede oplysninger goer det berettiget at indlede en procedure efter den foernaevnte forordning nr . 99/63, har den paagaeldende virksomhed eller sammenslutning af virksomheder, foer en saadan beslutning traeffes, ret til at udtale sig ..." ( 18 ).

37 . Denne meget klare sondring mellem den ordning, der gaelder for ivaerksaettelse af kontrolundersoegelser, og som indgaar som led i Kommissionens inspektionsbefoejelser, og den ordning, der gaelder for meddelelse af klagepunkter - som i egentlig forstand er "det foerste led i den administrative procedure", saaledes som Domstolen fastslog i foernaevnte dom i Hoffmann-La Roche-sagen ( 19 ) - maa utvivlsomt opretholdes ogsaa i relation til det andet middel til sagens opklaring, som Kommissionen kan anvende, nemlig indhentningen af oplysninger . Ligesom det er tilfaeldet med kontrolundersoegelser, er formaalet med at indhente oplysninger ikke at bringe en overtraedelse til ophoer eller at fastslaa en ulovlig adfaerd, men udelukkende at give Kommissionen mulighed for at indsamle de oplysninger, som er noedvendige for at efterproeve rigtigheden og foelgerne af bestemte faktiske og retlige omstaendigheder . Det er derfor heller ikke noedvendigt at respektere kontradiktionsprincippet, saaledes som det er tilfaeldet, naar Kommissionen antager, at betingelserne for at ivaerksaette en procedure er opfyldt . Jeg kan paa dette punkt helt tilslutte mig Kommissionens og Den Franske Republiks betragtninger om dette spoergsmaal . Der er i oevrigt ingen, der bestrider det anfoerte, ikke engang den del af teorien, hvortil sagsoegerne har henvist til stoette for visse af deres synspunkter . Saaledes har Asteris Pliakos i sit for nyligt udgivne arbejde om Les droits de la défense et le droit communautaire de la concurrence anfoert, at "virksomhederne foerst efter afslutningen af sagens forberedelse har mulighed for at udtale sig om de klagepunkter, som Kommissionen anfoerer at ville foreholde dem i sine beslutninger" ( 20 ).

38 . Jeg er foelgelig af den opfattelse, at der alene kan gives sagsoegerne medhold i det naevnte anbringende, saafremt de omtvistede beslutninger ikke fremtraadte med det formaal at give Kommissionen mulighed for at indsamle de oplysninger, som var noedvendige for at efterproeve rigtigheden og foelgerne af bestemte faktiske og retlige omstaendigheder, men klart viste, at det bevismateriale, Kommissionen raadede over, udgjorde et naesten fuldstaendigt sikkert grundlag for ivaerksaettelse af en "administrativ procedure" i henhold til forordning nr . 99/63, saaledes som dette forstaas i de af Domstolens domme, jeg har refereret til i det foregaaende . Spoergsmaalet er altsaa, om dette fremgik at vaere tilfaeldet .

39 . I beslutningen af 9 . november 1987 vedroerende CdF Chimie angiver Kommissionen at have foretaget en undersoegelse af "de formodede aftaler eller den samordnede praksis" ( 21 ), som Kommissionen antog bestod inden for termoplastsektoren i strid med artikel 85, stk . 1, en sektor, der ogsaa omfatter LdPE, som fremstilles og distribueres af CdF Chimie . Kommissionen anfoerer videre i beslutningen, at den i kraft af sine tidligere kontrolundersoegelser hos sagsoegeren og andre virksomheder og de hos dem indhentede oplysninger havde grund til at "antage", at CdF Chimie havde "deltaget" ( 22 ) i fastsaettelse af maal for salgspriser og indfoerelse af kvoter eller maal for de maengder, der fremstilles af producenterne af termoplastprodukter inden for det faelles marked . Ifoelge beslutningen tilsendte Kommissionen den 20 . august 1987 sagsoegeren en opfordring til at afgive oplysninger, og sagsoegerens grunde for ikke at ville meddele hovedparten af de afkraevede oplysninger er ligeledes refereret i beslutningen . Disse grunde var i det vaesentlige, at Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse overhovedet ikke havde nogen ret til at forlange de paagaeldende oplysninger meddelt . Endelig henviser Kommissionen i beslutningen til bestemmelserne i artikel 11, stk . 5, i forordning nr . 17 og til samme forordnings artikel 15, stk . 1, litra b ), samt artikel 16, stk . 1, litra c ), som vedroerer Kommissionens befoejelse til at opkraeve boeder eller tvangsboeder af de virksomheder, som afgiver urigtige oplysninger eller naegter at afgive udtoemmende og korrekte oplysninger . Endelig paalaegger Kommissionen ved beslutningen sagsoegeren inden to uger at meddele de oplysninger, som beskrives naermere i et bilag til beslutningen .

40 . De afkraevede oplysninger er i bilaget beskrevet i fire forskellige afsnit . Overskriften paa det foerste afsnit lyder : "Producentmoeder", og indledes med ordene : "Det fremgaar af det bevismateriale, som Kommissionen er i besiddelse af, at blandt andet Deres virksomhed har deltaget i de angivne moeder" og "endog har tilrettelagt enkelte af disse moeder ". Derpaa foelger spoergsmaalene, som jeg ikke skal gengive i detaljer . De vedroerer tidspunkt og sted for de afholdte moeder, deres hyppighed, hvilke moeder, CdF Chimie var repraesenteret ved, navnene paa de oevrige virksomheder, som deltog, regelmaessighed i deltagelsen, samt angivelse af navnene paa de personer, der repraesenterede virksomheden . Ved beslutningen anmoder Kommissionen om at faa tilsendt kopier af samtlige dokumenter vedroerende de paagaeldende moeder, uanset om de maatte vaere udfaerdiget foer, under eller efter moederne .

41 . I afsnittet om "Maalpriser eller minimumspriser" anfoerer Kommissionen, at et af de vigtigste emner, som blev droeftet under moederne, saa vidt det fremgik af de dokumenter, Kommissionen havde erhvervet, var de initiativer, som skulle tages med henblik paa at fastsaette og opretholde et prisniveau for LdPE-produkter, som var tilfredsstillende for alle deltagere . Kommissionen udbeder sig i den forbindelse oplysninger om alle de initiativer, som siden den 1 . januar 1976 var blevet droeftet, foreslaaet, overvejet eller godkendt af deltagerne, med angivelse af datoer, pristabeller, de instruktioner vedroerende priserne, som sagsoegerens hovedsaede maatte have udsendt til handelsagenterne samt disses indberetninger til hovedsaedet . Jeg skal i denne forbindelse navnlig fremhaeve Kommissionens anmodning om at faa tilsendt ethvert dokument, "uanset dettes art, som Deres virksomhed maatte vaere i besiddelse af, og som viser de paabudte, tilstraebte eller anbefalede salgspriser for de vigtigste produkter i hvert enkelt land inden for faellesmarkedet ".

42 . I afsnittet om "Kvoter, maal eller fordeling mellem LdPE-producenter" anfoerer Kommissionen, at producenterne under de omhandlede moeder fastsatte aarlige salgsmaal for hver enkelt virksomhed, hvilket foregik paa den maade, at der blev foretaget en bedoemmelse af hele det europaeiske marked, der kunne komme paa tale, hvorefter markedet blev fordelt mellem de enkelte producenter . Kommissionen stiller derefter i beslutningen en raekke spoergsmaal om fordelingsmetoderne, kontrollen med overholdelsen af kvoterne samt de oplysninger, sagsoegerne havde meddelt andre producenter om sin egen produktion eller eget salg af LdPE-produkter .

43 . I afsnittet om "De meddelelser, der er tilsendt Fides og de af dette selskab tilvejebragte statistikker" stiller Kommissionen en raekke spoergsmaal om Fides' udveksling af oplysninger om LdPE-produkter, navnlig de oplysninger, det sagsoegende selskab havde tilsendt Fides, og som hver maaned var blevet modtaget fra Fides .

44 . Ud over alle de detaljerede oplysninger, der spoerges om, er det interessant at bemaerke, at der i begyndelsen af beslutningen, navnlig paa side 1, anvendes konditionalis, mens der i hele bilaget normalt anvendes indikativ . Sagsoegeren anmodes saaledes om at angive, hvilke(t ) moede(r ), selskabet "har deltaget i", hvilke personer, der "repraesenterede virksomheden", med angivelse af disses stilling, samt at fremlaegge kopier af ethvert dokument, som "viser de paabudte, tilstraebte eller anbefalede salgspriser for de vigtigste produkter i hvert enkelt land inden for faellesmarkedet", og at angive, hvilke oplysninger, selskabet "har videregivet" til andre producenter vedroerende dets egen produktion eller eget salg af LdPE-produkter mv ., udtrykt i tonnage .

45 . Hvad angaar den af Kommissionen den 24 . november 1987 vedroerende Solvay trufne beslutning, som anfaegtes under sagen, er det tilstraekkeligt at bemaerke, at paa enkelte punkter naer, saasom datoerne og det af beslutningen omhandlede produkt, som ogsaa er et termoplastprodukt, om end ikke LdPE, men PVC, anvendte Kommissionen den samme formulering, da den udbad sig disse oplysninger, som over for CdF Chimie . Jeg skal dog bemaerke, at den afkraevede Solvay faerre oplysninger end CdF Chimie, men at dens forudgaaende henvendelser til de to firmaer havde naesten helt samme indhold . Dette skyldes maaske, at Solvay, i modsaetning til CdF Chimie, indvilgede i at afgive visse af de oplysninger, som Kommissionen foerst havde udbedt sig vedroerende moeder, priser, kvoter samt de oplysninger, der var tilgaaet selskabet Fides .

46 . Den foerste bemaerkning, der er grund til at goere paa foranledning af de to anfaegtede beslutningers ordlyd, er, at de to firmaer, som beslutningerne er rettet til, mistaenkes for at have deltaget i aftaler mellem producenter, som strider mod artikel 85, stk . 1, og at denne mistanke stoettes paa oplysninger, der er indhentet i kraft af kontrolundersoegelser eller tidligere udbedte oplysninger . Denne konstatering finder jeg ikke giver grund til den antagelse, at beslutningerne indeholder et egentligt klagepunkt for overtraedelse af artikel 85 . For mig at se har Kommissionen, da den, som begrundelse for at afkraeve virksomhederne de paagaeldende oplysninger, angav, at den havde mistanke om, at der var indgaaet aftaler i strid med artikel 85, stk . 1, blot holdt sig artikel 11, stk . 3, i forordning nr . 17 efterretteligt, hvilken bestemmelse kraever, at Kommissionen skal angive formaalet med begaeringen . Ogsaa en beslutning om at ivaerksaette en kontrolundersoegelse skal ifoelge artikel 14, stk . 3, i forordning nr . 17 indeholde en angivelse vedroerende kontrolundersoegelsens formaal . I National Panasonic-dommen har Domstolen saaledes antaget, at det var en tilstraekkelig begrundelse efter forordning nr . 17, naar Kommissionen i sin beslutning angav, at kontrolundersoegelsen var ivaerksat med det formaal at efterproeve rigtigheden af

"omstaendigheder, der maaske kunne afsloere et mod Traktaten stridende eksportforbud" ( 23 ).

Dette boer ogsaa gaelde for angivelsen af formaalet med at indhente oplysninger . Kommissionen maa derfor antages at have opfyldt det krav til angivelse af formaalet med de indhentede oplysninger, som er foreskrevet i artikel 11, stk . 3, i forordning nr . 17, naar den i beslutningen anfoerer, at den har mistanke om, at der har fundet en overtraedelse af konkurrencereglerne sted . Kommissionens angivelse af sin mistanke om, at der var indgaaet konkurrencestridige aftaler mellem LdPE - og PVC-producenter, kan derfor ikke a priori betragtes som et indicium for, at de anfaegtede beslutninger ikke reelt udgjorde en begaering om meddelelse af oplysninger .

47 . Heller ikke den omstaendighed, at mistanken om overtraedelsen af artikel 85, stk . 1, er "individualiseret" i beslutningerne, saaledes at forstaa, at det udtrykkeligt angives, at sagsoegerne var mistaenkt for at have deltaget i overtraedelsen af konkurrencereglerne, kan efter min opfattelse i betragtning af sagens konkrete omstaendigheder medfoere, at de omhandlede beslutninger maa antages at have mistet deres karakter af begaering om oplysninger, og i stedet maa anses for meddelelser af klagepunkter . Saafremt angivelsen af mistanken om, at de europaeiske producenter af LdPE - og PVC-produkter havde gjort sig skyldige i en overtraedelse af artikel 85, stk . 1, blot opfylder de lovmaessige krav, der maa stilles, kan en udtrykkelig erklaering om, at en bestemt europaeisk producent af LdPE - og PVC-produkter, hvortil begaeringen om oplysninger er rettet, mistaenkes for at have deltaget i en overtraedelse af konkurrencereglerne, ikke i sig selv have til foelge, at retsakten aendrer karakter fra en begaering om oplysninger til en meddelelse af klagepunkter . En erklaering om, at en virksomhed er mistaenkt for et saadant forhold, vil saaledes alene kunne betragtes som en meddelelse af klagepunkter, saafremt det fremgaar af beslutningen, at Kommissionens mistanke er saa bestyrket, at den reelt anser virksomheden for at have gjort sig skyldig i de paagaeldende konkurrencebegraensende handlinger, og at Kommissionen ikke har haft brug for yderligere oplysninger til grundfaestelse af sin overbevisning . Dette er imidlertid ikke tilfaeldet med de her i sagen omhandlede beslutninger .

48 . Ganske vist indebaerer den omstaendighed, at der er anvendt indikativ i selve formuleringen af de afkraevede oplysninger, at oplysningerne ikke fremtraeder som et middel til at fastslaa, om virksomheden virkelig ogsaa overtraadte konkurrencereglerne, men til at afklare foelgerne af den retsstridige handling som var fastslaaet at have fundet sted . Af denne grund finder jeg, at den i beslutningen anvendte formulering er noget beklagelig . Der boer imidlertid anlaegges en nuanceret bedoemmelse af, hvilke konsekvenser dette boer have . Efter min opfattelse er der ikke efter Domstolens praksis nogen modstrid mellem paa den ene side, at rejse visse sigtelser for forhold, som er fastslaaet med en vis grad af praecision, og paa den anden side, at indhente bestemte oplysninger, hvorfor en angivelse af de paagaeldende sigtelser ikke goer det udelukket at indhente oplysningerne .

49 . Som jeg tidligere har naevnt, kan det udledes af dommen i National Panasonic-sagen, at den vaesentligste sondring mellem foranstaltninger, der traeffes som led i efterforskningen, og ivaerksaettelsen af en egentlig procedure - hvilken sidste altsaa forudsaetter, at der gives meddelelse af klagepunkter - bestaar i, at de foerstnaevnte foranstaltninger traeffes med det formaal at indsamle oplysninger, som er noedvendige for at Kommissionen kan efterproeve

"rigtigheden og raekkevidden af en bestemt faktisk eller retlig situation" ( 24 ),

hvorimod den anden procedure foerst ivaerksaettes, naar Kommissionen har faaet bestyrket sin overbevisning og er naaet til den opfattelse, at det foreliggende bevismateriale giver grundlag for ivaerksaettelse af en procedure . Der er altsaa tale om beslutninger, der paa den ene side ganske vist allerede rummer visse sigtelser mod de paagaeldende virksomheder for deltagelse i en overtraedelse af konkurrencereglerne, men som samtidig indeholder en opfordring til dem om at meddele et stoerre antal oplysninger . For mig at se afspejler denne opfordring imidlertid blot Kommissionens bestraebelser paa at indsamle tilstraekkeligt omfattende materiale til godtgoerelse af, at der virkelig foreligger den overtraedelse af konkurrencereglerne, som Kommissionen mistaenker virksomheden for . Naar de spoergsmaal, som Kommissionen oensker besvaret, er vaesentlige og hverken er af underordnet karakter eller virker kunstige, maa det antages, at Kommissionen har dannet sig en opfattelse af sagen . Efter Domstolens praksis forudsaettes det, at der foerst fremsendes meddelelse af klagepunkter, naar Kommissionen antager, at det indsamlede bevismateriale giver fornoedent grundlag for at ivaerksaette en egentlig procedure, saaledes at forstaa, at den ikke behoever indhente flere oplysninger til at bestyrke sin overbevisning om sagforholdet . Naar Kommissionen udbeder sig oplysninger, som kan danne grundlag for tilvejebringelse af mere haandfaste og uafkraeftelige beviser, maa det tages som udtryk for, at Kommissionen ikke mener endnu at vaere naaet til det stadium, hvor den skoenner at raade over det fornoedne bevismateriale, ogsaa selv om den for saa vidt ikke laengere er i tvivl om, at der er begaaet retsstridige handlinger, men blot om, hvorledes disse skal kvalificeres . Omvendt kan man sige, at saafremt de afkraevede oplysninger er vaesentlige, maa Kommissionen antages at have bestyrket sin overbevisning om, at sagens omstaendigheder giver grundlag for ivaerksaettelse af en procedure .

50 . I betragtning af det kortfattede referat, jeg har givet i det foregaaende, er det unoedvendigt paa ny at erindre Domstolen om de omfattende oplysninger, som Kommissionen udbad sig ved de anfaegtede beslutninger . Det er saaledes, under de foreliggende omstaendigheder, min opfattelse, at uanset de udtrykkelige eller stiltiende sigtelser mod sagsoegerne, der maatte vaere indeholdt i beslutningerne, er det, paa grund af de afkraevede oplysningers objektivt set vaesentlige betydning, udelukket at betragte dem som meddelelser af klagepunkter, der er tilsloeret som en begaering om oplysninger . Jeg mener foelgelig, at de af sagsoegerne herom fremfoerte anbringender ikke kan laegges til grund .

III - Om der foreligger en udnyttelse af befoejelsen til at indhente oplysninger i strid med de herfor gaeldende regler

51 . Jeg skal herefter gennemgaa en raekke af de argumenter, som er blevet gjort gaeldende af CdF Chimie . I forbindelse med sit foerste subsidiaere anbringende - der som helhed er baseret paa, at der er sket en tilsidesaettelse af forordning nr . 17 og det grundlaeggende kontradiktionsprincip - har firmaet gjort gaeldende, at Kommissionen ikke kan goere krav paa at faa meddelt oplysninger og fremlagt dokumenter, som paa grund af deres art og omfang ikke udgoer "oplysninger" efter artikel 11 i forordning nr . 17 . Sagsoegeren anfoerer i den forbindelse, at Kommissionen ikke reelt har indhentet "oplysninger" i medfoer af den anfaegtede beslutning, men i virkeligheden forsoegt at komme i besiddelse af flere informationer, hvorigennem den har aendret den fremgangsmaade, der normalt foelges ved en undersoegelse . Videre anfoerer sagsoegeren, at Kommissionen ifoelge artikel 11 kan indhente alle fornoedne oplysninger, men ikke tvinge virksomhederne til selv at udfoere denne opgave, da den derved handler i strid med bestemmelsens formaal . Endelig goer firmaet gaeldende, at oplysninger, der indhentes efter gennemfoerelsen af en kontrolundersoegelse i henhold til artikel 14 i forordning nr . 17, saaledes som det er tilfaeldet i denne sag, maa have til formaal at afklare bestemte punkter, der ikke er blevet tilstraekkeligt oplyst tidligere, og maa ikke antage et saadant omfang, at det reelt er ensbetydende med, at virksomheden selv, i stedet for Kommissionen, paalaegges at tilvejebringe et fuldstaendigt sagsmateriale med aktstykker til stoette for virksomhedens egne tilstaaelser og resultaterne af de undersoegelser, den har ivaerksat hos andre producenter .

52 . Jeg maa indroemme, at jeg ikke har fundet det umiddelbart indlysende, hvorledes firmaets anbringender paa dette punkt retteligt boer forstaas . Ved naermere eftertanke kan de dog tilsyneladende forstaas paa den maade, at sagsoegerne bestrider, at Kommissionen kan anvende sin befoejelse efter artikel 11 til at skaffe foelgende oplysninger og dokumenter :

1 ) oplysninger, som virksomheden ikke raader over, men som kun kan fremskaffes ved henvendelse hos andre

2 ) dokumenter, som maa tilvejebringes i medfoer af artikel 14

3 ) andre oplysninger end uddybende forklaringer vedroerende enkelte punkter, som endnu ikke er blevet tilstraekkeligt oplyst under en forudgaaende kontrolundersoegelse - i de tilfaelde, hvor en saadan har fundet sted - hvilket udelukker indhentning af omfangsrige oplysninger .

53 . Heroverfor har Kommissionen gjort gaeldende, at udtrykket "oplysninger" i forordning nr . 17 ikke kan forstaas paa den maade, at det er udelukket at tilvejebringe dokumenter, som indeholder oplysninger om de paagaeldende forhold . Hertil kommer, at man med anvendelsen af udtrykket "alle fornoedne oplysninger" i artikel 11 netop har villet udelukke enhver kvantitativ begraensning .

54 . Jeg finder ikke, at der er nogen grund til, at Domstolen opholder sig laenge ved sagsoegerens argumenter paa dette punkt . FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 687C0374.1

55 . For det foerste er det klart, at Kommissionen udelukkende kan forlange oplysninger meddelt, som virksomheden selv er i besiddelse af, selv om den i givet fald bliver noedt til at meddele dem i en bestemt form . Ansoegningen om oplysninger maa ikke have det formaal, at virksomheden skal fremskaffe informationer, som tredjemand er i besiddelse af . Saafremt Kommissionen ved, at virksomheden ikke selv har eller ikke kan have de paagaeldende oplysninger, vil et krav om meddelelse heraf saaledes utvivlsomt vaere retsstridigt . Dette sidste skal dog fremgaa af objektivt konstaterbare omstaendigheder og ikke blot af virksomhedens egne erklaeringer . I den foreliggende sag fremgaar det hverken af den anfaegtede beslutnings ordlyd eller af andre akter i sagen, at Kommissionen har anmodet CdF Chimie om oplysninger, som den klart ikke var eller kunne vaere i besiddelse af . Selv hvor der i beslutningen eksempelvis er tale om moeder, som CdF Chimie ikke har deltaget i, udbeder Kommissionen sig alene oplysninger om hvert af de moeder, som virksomheden er "bekendt med" ( 25 ). Saafremt der ikke findes objektive omstaendigheder, som viser, at der bevidst er forlangt oplysninger af en virksomhed, som denne ikke er eller kan vaere i besiddelse af, paahviler det virksomheden selv at godtgoere kravets retsstridighed, om noedvendigt under en sag ved Domstolen vedroerende proevelsen af en beslutning, hvorved Kommissionen har paalagt boede for afgivelse af urigtige oplysninger eller tvangsboeder med henblik paa at opnaa udtoemmende og rigtige oplysninger . Saa laenge der imidlertid ikke findes noget objektivt grundlag for at antage, at kravet om oplysninger er retsstridigt, kan den anfaegtede beslutning ikke kritiseres paa dette punkt .

56 . Hvad angaar muligheden for at fremskaffe dokumenter i kraft af en begaering om oplysninger, hvilket sagsoegeren bestrider er retmaessigt, skal jeg bemaerke, at forordning nr . 17 ikke giver holdepunkter for den antagelse, at en kontrolundersoegelse i henhold til artikel 14 skulle vaere det eneste lovlige middel til at fremskaffe dokumenter . Domstolen har tvaertimod fastslaaet praecist det modsatte, som Kommissionen med rette har bemaerket, idet den i dommen af 18 . maj 1982 i AM & S-sagen ( 26 ) fastslog, at Kommissionen i henhold til artiklerne 11 og 14 i forordning nr . 17 kan indhente oplysninger og foretage de kontrolundersoegelser, som er noedvendige for at kunne skride ind over for overtraedelser af konkurrencereglerne . I samme dom udtalte den, at korrespondancen mellem en advokat og hans klient falder inden for den kategori af "dokumenter, der omfattes af ... artikler(ne ) 11 og 14" i det omfang, hvori den vedroerer den paagaeldende virksomheds ( dvs . klientens ) aktiviteter paa markedet . Herved har Domstolen indirekte, men klart angivet, at der ligesaavel kan fremskaffes dokumenter i medfoer af artikel 11 som artikel 14 . I oevrigt fandt generaladvokat Warner i en tidligere sag, at der bestaar en saadan adgang hertil . Det hedder herom i hans forslag til afgoerelse :

"Artikel 11 (( giver )) Kommissionen mulighed for at soege, og om noedvendigt, fremtvinge den paagaeldende virksomheds medvirken til at fremskaffe oplysninger, som maaske og maaske ikke indeholdes i dokumenter, som er i virksomhedens besiddelse" ( 27 ).

Jeg har intet yderligere at tilfoeje vedroerende dette punkt, som for mig at se hermed er tilstraekkeligt afklaret .

57 . Endelig maa jeg sige, at jeg ikke, hverken i forordning nr . 17 eller i Domstolens praksis, har fundet noget som helst spor af indikationer for, at den omstaendighed, at Kommissionen foerst har gjort brug af sin befoejelse efter artikel 14 til at ivaerksaette en kontrolundersoegelse, skulle begraense dens befoejelse til, som led i sin efterforskning i samme sag, at indhente oplysninger i henhold til artikel 11 . Jeg har paa ny laest de domme igennem, som CdF Chimies repraesentant har naevnt under den mundtlige forhandling, men ikke fundet noget som helst belaeg for den opfattelse, at det ikke skulle vaere muligt, efter ivaerksaettelsen af en kontrolundersoegelse, at indhente oplysninger med henblik paa at faa praeciseret informationer vedroerende omstaendigheder i forbindelse med det allerede indsamlede materiale . CdF Chimie har her tilsyneladende misfortolket dommen i National Panasonic-sagen noget .

58 . I denne dom udtalte Domstolen, at de af Kommissionens repraesentanter, der har faaet fuldmagt til at foretage en kontrolundersoegelse, er befoejet til i forbindelse med kontrolundersoegelsen at forlange

"oplysninger om konkrete, specifikke spoergsmaal, der opstaar under gennemgangen af boegerne og forretningspapirerne, som de undersoeger" ( 28 ).

Kommissionens befuldmaegtigede kan altsaa under kontrolundersoegelsen indhente oplysninger af en vis begraenset karakter . Dette er begrundet i denomstaendighed - som det ogsaa fremhaeves i dommen - at der foerst skal fremsaettes en simpel begaering om oplysninger, foer der traeffes beslutning om at paalaegge vedkommende at meddele oplysningerne, hvorimod Kommissionen kan traeffe beslutning om at ivaerksaette en kontrolundersoegelse, uden foerst at have forsoegt at foretage en saadan kontrolundersoegelse ved udstedelse af en simpel fuldmagt hertil . Dette er grunden til, at der boer goeres indskraenkninger i adgangen til at indhente oplysninger under en kontrolundersoegelse, nemlig for at Kommissionen ikke skal blive fristet til helt kurant at indhente oplysninger ad denne vej og dermed slippe udenom foerst at skulle fremsaette en simpel begaering om meddelelse af oplysningerne . Jeg kan derimod ikke se, hvorledes dette skulle medfoere nogen begraensning i befoejelsen til, under iagttagelse af den tofasede procedure, der er foreskrevet i artikel 11, at indhente oplysninger efter, at der er gennemfoert en kontrolundersoegelse .

59 . Paa dette sted finder jeg det hensigtsmaessigt, ligesom generaladvokat Warner gjorde i foernaevnte forslag til afgoerelse, at henvise til en dom, som Domstolen afsagde vedroerende EKSF-Traktatens artikel 47, stk . 1 . Ifoelge denne bestemmelse kan "Den Hoeje Myndighed ... indhente de oplysninger, der er noedvendige for gennemfoerelsen af dens opgaver", ligesom "den kan lade foretage de noedvendige efterproevelser ". I dommen af 14 . april 1960, Acciaieria di Brescia, udtalte Domstolen, at denne bestemmelse

"paa den ene side (( fastlaegger )) virksomhedernes oplysningspligt, paa den anden side omfanget af undersoegelserne, der kan foretages samtidigt" ( 29 ).

I dommen fastslog Domstolen, at der ikke kunne gives sagsoegeren medhold i dennes opfattelse af, at befoejelsen til henholdsvis at indhente oplysninger og at ivaerksaette kontrolundersoegelser skulle udoeves

"i to efter hinanden foelgende og indbyrdes uafhaengige faser, hvoraf den ene er underordnet den anden efter et rangforhold, idet dette ikke har nogen stoette i bestemmelsen" ( 30 ).

60 . Den foreliggende sag vedroerer ganske vist ikke EKSF-Traktatens artikel 47, men forordning nr . 17 . Heller ikke hverken forordning nr . 17 eller Domstolens praksis giver dog efter min opfattelse grundlag for den antagelse, at der bestaar et indbyrdes "rangforhold" mellem en begaering om oplysninger og en kontrolundersoegelse, eller for at antage, at den ene procedure er underordnet den anden . Paa dette punkt er jeg saaledes enig med Kommissionen, som har gjort gaeldende, at de to naevnte foranstaltninger, som den kan tage i brug som led i efterforskningen, er ret selvstaendige i forhold til hinanden, og at Kommissionen kan anvende dem i den raekkefoelge, den oensker, afhaengig af, hvad den paagaeldende undersoegelse kraever, og uden at anvendelsen af den ene foranstaltning afskaerer Kommissionen fra senere at anvende den anden .

61 . Jeg foeler mig saaledes ikke overbevist om nogen af de argumenter, CdF Chimie har fremfoert til stoette for anbringendet om, at der foreligger en retsstridig udnyttelse af befoejelsen til at indhente oplysninger .

IV - Om det var noedvendigt at indhente de afkraevede oplysninger

62 . Jeg skal herefter gennemgaa et argument, som er gjort gaeldende af saavel CdF Chimie som Solvay, og som er, at de oplysninger, Kommissionen udbad sig i medfoer af de anfaegtede beslutninger, ikke opfyldte kravet om, at de skal vaere "fornoedne", som det hedder i artikel 11 i forordning nr . 17 . Dette argument, som udgoer det andet led af Solvays subsidiaere anbringende, og det andet argument i CdF Chimies foerste subsidiaere anbringende, kan ses i sammenhaeng med det tredje argument, som er indeholdt i dette sidstnaevnte anbringende, nemlig at der foreligger en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet .

63 . Sagsoegerne har herom naermere gjort gaeldende, at de oplysninger, som Kommissionen udbad sig, ikke var noedvendige, da Kommissionen selv udtrykkeligt havde angivet, at den raadede over beviser for, at konkurrencereglerne var overtraadt og at sagsoegerne havde deltaget i overtraedelsen . Sagsoegerne henviser i den forbindelse til artikel 11 i forordning nr . 17, som udelukkende giver Kommissionen befoejelse til at indhente de oplysninger, som er noedvendige, hvorfor det ikke er tilstraekkeligt, at oplysningerne blot er nyttige . CdF Chimie goer desuden gaeldende, at den vedroerende dette selskab trufne beslutning er i strid med proportionalitetsprincippet, fordi selskabet ved beslutning paalaegges at fremlaegge dokumenter og afgive oplysninger, som ikke har nogen forbindelse med dem, Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, og som ikke indeholdt nogen praecise angivelser, der gjorde det muligt at bedoemme, om de var noedvendige .

64 . Heroverfor har Kommissionen indvendt, at artikel 11 nok indeholder en betingelse om, at oplysningerne skal vaere noedvendige, men at Kommissionen ifoelge Domstolens praksis har et vidt skoen ved bedoemmelsen af, om denne betingelse er opfyldt . Kommissionen tilfoejer i den forbindelse, at den paa intet tidspunkt har haevdet at vaere i besiddelse af et bevis for sagsoegerens skyld, men at den med indhentningen af de omhandlede oplysninger oenskede at fortsaette sin undersoegelse for ikke at komme til at rette ubegrundede beskyldninger mod de virksomheder, som undersoegelsen vedroerte, og for praecist at kunne fastslaa de enkelte virksomheders ansvar . Den er derfor overrasket over sagsoegerens bebrejdelser mod den paa dette punkt . Saafremt Kommissionen havde fulgt en anden fremgangsmaade, ville den nemlig kunnet have udsaette sig for sagsanlaeg ved Domstolen paa grund af utilstraekkeligt bevis .

65 . Det fremgaar rigtig nok af selve ordlyden af artikel 11 i forordning nr . 17 - og tillige af artikel 14 - at Kommissionen ikke maa anvende sine efterforskningsbefoejelser efter disse bestemmelser, medmindre det er noedvendigt . Det hedder saaledes i bestemmelsen, at Kommissionen kan indhente "alle fornoedne oplysninger ... fra virksomheder og sammenslutninger af virksomheder" ( 31 ) og kan foretage "alle noedvendige kontrolundersoegelser hos virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder" ( 32 ). Det er ogsaa rigtigt, at Kommissionen ifoelge Domstolens praksis er indroemmet et vidt skoen ved bedoemmelsen af noedvendighedskravet . I forbindelse med sin gennemgang af artikel 11 i dommen i National Panasonic-sagen talte Domstolen saaledes om "de oplysninger, som Kommissionen skoenner det fornoedent at faa meddelt" ( 33 ). I den nyere dom i AM & S-sagen bemaerkede Domstolen vedroerende artikel 14, stk . 1, at Kommissionen kan udstede paalaeg om fremlaeggelse af de dokumenter,

"som den finder 'noedvendige' ... for at afsloere overtraedelser af Traktatens konkurrenceregler, hvoraf foelger ..., at det principielt tilkommer Kommissionen selv og ikke den paagaeldende virksomhed eller en tredjemand, det vaere en sagkyndig eller en voldgiftsinstans, at afgoere, om et dokument skal fremlaegges for den" ( 34 ).

66 . Bedoemmelsen af noedvendigheden af at indhente oplysninger eller ivaerksaette kontrolundersoegelser kan dog ikke overlades til Kommissionens fulstaendigt frie skoen . Der er i teorien opstillet visse kriterier for, hvorledes noedvendighedskravet boer forstaas . Det anfoeres herom af Thiesing, Schroeter og Hochbaum, at "Kommissionen alene kan goere brug af sin befoejelse efter artikel 11, saafremt dette fremgaar at vaere uomgaengeligt noedvendigt for at opfylde det formaal, der tilstraebes med de afkraevede oplysninger ". Samme forfattere tilfoejer, at "befoejelsen til at indhente oplysninger altsaa ikke maa udnyttes til at indsamle oplysninger om forhold, som Kommissionen i forvejen er bekendt med eller som har karakter af alment tilgaengelige informationer", samt at "indhentning af oplysninger, der udelukkende har til formaal at lette arbejdet for myndighederne, ikke boer kunne imoedekommes ". Endelig understreger de samme forfattere, at "det middel, der anvendes til at afkraeve oplysningerne, skal staa i rimeligt forhold til det tilstraebte formaal" ( 35 ). Man kan ikke med grundlag i hidtidig praksis haevde, at Domstolens proevelsesret skal udoeves paa en saadan maade, at den sikrer en fuldstaendig strikte overholdelse af de foernaevnte i teorien opstillede kriterier . Man maa nok sige, at Domstolen reelt blot bestraeber sig paa - under skyldig hensyntagen til det skoen, som den anerkender, der tilkommer Kommissionen ved bedoemmelsen af noedvendighedskravet - at efterproeve, om de foranstaltninger, som Kommissionen ivaerksaetter i forbindelse med sin efterforskning er for vidtgaaende og ikke staar i misforhold til deres formaal .

67 . I foernaevnte dom i sagen Acciaieria di Brescia fastslog Domstolen vedroerende EKSF-Traktatens artikel 47, at

"det skal naturligvis fremgaa af beslutningen, at de af Den Hoeje Myndighed forlangte oplysninger er noedvendige",

og at det i denne henseende

"kun (( er )) det tilsigtede maal, (( der kan )) tjene som kriterium" ( 36 ).

I en senere dom, der ogsaa vedroerer foranstaltninger, som Den Hoeje Myndighed i medfoer af foernaevnte bestemmelse havde truffet i forbindelse med en undersoegelse, udtalte Domstolen, at

"Den Hoeje Myndigheds befoejelser ved anvendelsen af artikel 47 begraenses af kravene til kontrollen" ( 37 ),

og at det tilkom Domstolen at efterproeve,

"om de af Den Hoeje Myndighed trufne undersoegelsesforanstaltninger var for vidtgaaende" ( 38 ).

Domstolen antog i den forbindelse, at et krav om, at virksomhederne fremlagde elektricitetsregninger,

"ikke var for vidtgaaende og ikke stod i misforhold til det tilstraebte formaal" ( 39 ).

68 . Inden for EOEF-Traktatens og forordning nr . 17' s omraade, som vi jo befinder os paa i denne sag, har Domstolen afsagt dom i en anden sag, der vedroerte en beslutning om ivaerksaettelse af en kontrolundersoegelse, hvor der ikke foerst var foretaget nogen kontrolundersoegelse paa grundlag af en simpel fuldmagt, og hvor det under sagen blev gjort gaeldende, at beslutningen var i strid med proportionalitetsprincippet, fordi det havde vaeret tilstraekkeligt at foretage en kontrolundersoegelse paa grundlag af en simpel fuldmagt . Herom bemaerkede Domstolen, at

"formaalet med den anfaegtede beslutning ... udelukkende (( var )) at saette Kommissionen i stand til at indhente oplysninger, der var noedvendige for at tage stilling til en eventuel overtraedelse af Traktaten",

hvorfor Kommissionen ikke fandtes at have

"handlet paa en maade, der stod i urimeligt forhold til formaalet og derfor heller ikke har tilsidesat proportionalitetsprincippet" ( 40 ).

69 . Naar man tager behoerigt hensyn saavel til det skoen, der boer indroemmes Kommissionen paa dette punkt, og til den linje, som Domstolen har fulgt i sin praksis, og som fremgaar af de just citerede passager, finder jeg, at Domstolen i sin proevelse boer anskue noedvendighedskravet ved indhentning af oplysninger ud fra to forskellige kriterier, som i oevrigt supplerer hinanden indbyrdes . Det foerste er, om genstanden for den afkraevede oplysning stemmer overens med det tilstraebte formaal . Dette betyder konkret, at de afkraevede oplysninger skal angaa forhold, som tilsyneladende har forbindelse med de retsstridige handlinger, Kommissionen undersoeger . Det andet kriterium er, at der skal vaere overensstemmelse mellem omfanget af de afkraevede oplysninger og det tilstraebte formaal . Efter dette kriterium maa de afkraevede oplysninger ikke, selv om de objektivt set maatte vaere berettigede af hensyn til undersoegelsen af, om der er begaaet retsstridige handlinger, vaere aabenbart ( der er grund til at understrege dette ) uforholdsmaessige eller for vidtgaaende, maalt med det tilstraebte formaal .

70 . Det er paa grundlag af disse betragtninger, jeg finder, det boer undersoeges, om de ved de anfaegtede beslutninger afkraevede oplysninger opfyldte noedvendighedskravet i artikel 11 i forordning nr . 17 .

71 . Hvad angaar for det foerste de omtalte producentmoeder, goer Kommissionen i beslutningerne vedroerende de to firmaer, CdF Chimie og Solvay, opmaerksom paa, at den er i besiddelse af bevismateriale til godtgoerelse af, at firmaerne har deltaget i de paagaeldende moeder, samt at CdF Chimie har tilrettelagt enkelte af moederne . Dette udgangspunkt kan efter min opfattelse paa ingen maade afskaere Kommissionen fra, som det skete ved beslutningerne, at udbede sig oplysninger om dato og sted for de afholdte moeder, navnene paa de deltagende virksomheder, titlen paa de personer, der repraesenterede virksomhederne, samt hvem der repraesenterede sagsoegerne under disse moeder . Saadanne oplysninger synes tvaertimod at vaere egnede til at afklare, om der er begaaet handlinger i strid med artikel 85, stk . 1, og navnlig om de kan betegnes som "aftale(r ) mellem virksomheder" i denne bestemmelses forstand . Saadanne oplysninger kan derfor ikke paa forhaand afvises som vaerende unoedvendige . Navnlig findes det ikke at vaere uden betydning at kunne fastslaa med sikkerhed, paa hvilket niveau sagsoegerne har deltaget i moederne . Hvad angaar det paalaeg om fremlaeggelse af samtlige dokumenter vedroerende et af de paagaeldende moeder, som Kommissionen rejste over for CdF Chimie alene, forekommer det mig, at den omstaendighed, at de afkraevede dokumenter vedroerte producentmoederne, tillige er egnet til at faa klarlagt visse omstaendigheder, som det var noedvendigt at afklare for at fastslaa, om der forelaa en overtraedelse af konkurrencereglerne . For mig at se var heller ikke de oevrige paalaeg om oplysninger paa dette punkt aabenbart for vidtgaaende .

72 . Vedroerende priserne har Kommissionen anfoert, at efter de dokumenter at doemme, Kommissionen er i besiddelse af, var formaalet med moederne at fastsaette og opretholde priserne dels for LdPE-produkter ( i den beslutning, der vedroerer firmaet CdF Chimie ), dels for PVC ( i den beslutning, der vedroerer firmaet Solvay ). De spoergsmaal, Kommissionen stillede vedroerende de naermere enkeltheder i forbindelse med tilrettelaeggelsen af initiativerne paa prisomraadet, saavel generelt som vedroerende de interne forhold ( dette sidste i beslutningen vedroerende CdF Chimie ), var derfor, saa vidt jeg kan skoenne, utvivlsomt af betydning for konstateringen af, om der var begaaet et andet forhold, som kunne udgoere en overtraedelse af artikel 85, stk . 1, nemlig om der forelaa en aftale om "direkte eller indirekte fastsaettelse af ... priser", som det hedder i bestemmelsen . Ogsaa af hensyn til afklaringen af dette spoergsmaal finder jeg ikke, at de afkraevede oplysninger var for vidtgaaende .

73 . Vedroerende kvoterne har Kommissionen givet en beskrivelse af de generelle traek ved den aftalte ordning og anfoert, at det fremgaar af de dokumenter, som den har i sin besiddelse, at producenterne under moederne fastsatte salgsmaal for hver enkelt virksomhed . Jeg finder det her ingenlunde overfloedigt at anmode sagsoegerne om at beskrive de naermere regler for fastsaettelse af kvoter og for kontrollen med disses overholdelse, hvilket Kommissionen ogsaa gjorde, eller at anmode CdF Chimie om at meddele hvilke oplysninger, firmaet havde tilsendt andre producenter vedroerende firmaets egen produktion af LdPE-produkter . Dette er nemlig paa ingen maade uden betydning for den naermere konstatering af, om der var indgaaet aftaler om "opdeling af markeder" i artikel 85, stk . 1' s forstand . Jeg finder ikke, at disse spoergsmaal, saadan som de var formuleret, kan siges at baere aabenbart praeg af, at de var for vidtgaaende .

74 . Endelig vedroerer de spoergsmaal, Kommissionen stillede angaaende de til selskabet Fides fremsendte meddelelser - og som udelukkende drejer sig om firmaet CdF Chimie - den anvendte ordning for udveksling af oplysninger mellem LdPE-producenter . En ordning for udveksling af oplysninger mellem producenter, som er mistaenkt for at have indgaaet aftaler om priser og om opdeling af markeder, kan udmaerket bidrage til en mere praecis beskrivelse af handlinger, der kan taenkes at vaere i strid med artikel 85, stk . 1 . Jeg mener derfor heller ikke, at spoergsmaalene vedroerende en saadan ordning kan anses for overfloedige . Saadan som spoergsmaalene var formuleret af Kommissionen, finder jeg endvidere ikke, at de var aabenbart for vidtgaaende .

75 . Sagsoegerne har i den forbindelse, til stoette for, at de af Kommissionen afkraevede oplysninger var unoedvendige, ganske vist anfoert, at Kommissionen, samtidig med, at den udbad sig oplysningerne, gjorde opmaerksom paa, at den var i besiddelse af et vist bevismateriale til godtgoerelse af, at de to firmaer havde deltaget i en samordnet praksis i strid med Traktatens artikel 85, stk . 1 . Dette boer ikke overses, men i hvert fald nok anskues mere relativt . For det foerste maa man nemlig tage i betragtning, at det er i overensstemmelse med artikel 11, stk . 3, i forordning nr . 17, naar Kommissionen goer opmaerksom paa, at den er i faerd med at undersoege, om der er begaaet en overtraedelse af artikel 85, stk . 1, eftersom foerstnaevnte bestemmelse kraever, at Kommissionen skal angive formaalet med sin begaering . Ved min gennemgang af anbringendet om, at beslutningerne i virkeligheden var "tilsloerede" meddelelser af klagepunkter, var jeg inde paa, at det var uden betydning, at Kommissionen gjorde virksomhederne opmaerksom paa, at den var i faerd med at efterproeve, ikke blot om der forelaa en overtraedelse af konkurrencereglerne, men ogsaa, at den mistaenkte dem for at have deltaget deri . Det ville vaere helt urimeligt at forlange af Kommissionen, at den skulle undlade at ivaerksaette en videre efterforskning af en raekke virksomheders forhold, saafremt den raader over visse indicier for at antage, at de har deltaget i overtraedelser af artikel 85, stk . 1 . Tvaertimod maa man, som det antages af Thiesing, Schroeter og Hochbaum, forudsaette, at der allerede paa det tidspunkt, hvor "Kommissionen ivaerksaetter efterforskningsskridt paa grund af overtraedelse af konkurrencereglerne", skal vaere visse indicier for, at der er begaaet retsstridige handlinger, og "at det maa anses for ulovligt at indhente oplysninger udelukkende som en sikkerhedsforanstaltning" ( 41 ). Kommissionen har i oevrigt selv erklaeret under den mundtlige forhandling, at den kun ivaerksaetter efterforskningsskridt, naar den raader over de noedvendige indicier derfor, og ikke med det formaal at foretage "sonderinger ".

76 . Den omstaendighed, at Kommissionen meddeler en virksomhed, at den har visse holdepunkter for at antage, at der er sket en tilsidesaettelse af artikel 85, stk . 1, kan saaledes ikke efter min opfattelse afskaere Kommissionen fra at ivaerksaette efterforskningsskridt over for virksomheden ud fra den antagelse, at saadanne foranstaltninger er for vidtgaaende og aabenbart helt unoedvendige . Denne situation vil alene kunne antages at foreligge, saafremt Kommissionen haevder at ivaerksaette efterforskningsskridt, men i virkeligheden allerede raader over de noedvendige beviser, eller saafremt den med sin efterforskning aabenbart forsoeger at indsamle flere beviser end den har brug for til dokumentation af de retsstridige handlinger og deres omfang .

77 . Proevelsen af de anfaegtede beslutningers lovlighed boer dog ikke forlede Domstolen til at foretage en bedoemmelse af, om der var et absolut "behov for beviser", saaledes som Kommissionen antog . Vi ved fra fysikken, at vand koger ved 100 grader, men at det endnu ikke koger ved 99 grader . Saa praecise kriterier findes imidlertid ikke inden for vores omraade . Man kan saaledes ikke paa forhaand helt praecist fastslaa, hvornaar man overskrider den taerskel, hvor de af Kommissionen fordrede beviser maa antages at vaere unoedvendige eller overfloedige . Bedoemmelsen af "behovet for beviser" er derfor yderst relativ .

78 . Ogsaa her finder jeg det vigtigt paa ny at erindre om Domstolens praksis paa omraadet, ifoelge hvilken de af Kommissionen i henhold til artikel 11 og 14 i forordning nr . 17 ivaerksatte efterforskningsskridt har til formaal at saette Kommissionen i stand til at

"opnaa saadanne oplysninger, at den kan kontrollere rigtigheden og raekkevidden af en bestemt faktisk eller retlig situation" ( 42 ).

Som jeg naevnte tidligere i forbindelse med min gennemgang af anbringendet om, at der forelaa en "tilsloeret" meddelelse af klagepunkter, er Kommissionen saaledes berettiget til at efterproeve alle de omstaendigheder, der giver den mulighed for at konstatere, om der foreligger en overtraedelse af konkurrencereglerne og naermere fastslaa dennes omfang . Det er paa denne baggrund, noedvendighedskravet og behovet for beviser boer vurderes . Selv om Kommissionen maatte raade over sikre beviser for, at den ene eller den anden virksomhed har deltaget i handlinger, der bidrager til en overtraedelse af artikel 85, stk . 1, er det saaledes min opfattelse, at Kommissionen er befoejet til at ivaerksaette efterforskningsskridt over for alle de virksomheder, som kan vaere under mistanke, for at den kan bedoemme de retsstridige handlingers fulde omfang . Det kan taenkes, at Kommissionen allerede har konkret kendskab til visse producentmoeder, til visse virksomheders deltagelse i disse moeder samt til aftaler, der maatte vaere indgaaet for visse perioder og for visse geografiske omraader . Ikke desto mindre er Kommissionen i saa fald befoejet til at undersoege, om de retsstridige handlinger eventuelt straekker sig over laengere perioder eller daekker et stoerre geografisk omraade . Jeg vil endda sige, at det er dens pligt, da den ikke ellers, ud over varetagelsen af den specielt "repressive" funktion, som den udoever, vil vaere i stand til at udfoere den mere almene opgave, som den har faaet tillagt ved Traktaten, nemlig at paase overholdelsen af Traktatens konkurrenceregler .

79 . Naar Kommissionen ivaerksaetter efterforskningsskridt paa trods af indicier for, at der er foretaget retsstridige handlinger og en raekke beviser for, at bestemte virksomheder har deltaget deri, er dette i oevrigt ogsaa begrundet i hensynet til Domstolens proevelse i de sager, som er anlagt af virksomheder, der er paalagt boeder for at have begaaet de af Kommissionen konstaterede retsstridige handlinger . Man behoever blot laese nogle af de domme, som Domstolen har afsagt i saadanne sager, for at blive klar over, at Domstolen foretager en omhyggelig proevelse af de beviser, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for sine beslutninger, for at kunne bedoemme, om der virkelig er foretaget saadanne retsstridige handlinger, og i hvilket omfang de boedepaalagte virksomheder har deltaget deri .

80 . Det er saaledes fuldt forstaaeligt og normalt, om Kommissionen anser det for noedvendigt at ivaerksaette en undersoegelse og herunder indsamle det fornoedne bevismateriale, med henblik paa at sikre, at den beslutning, som den i givet fald traeffer, og hvorved den dels konstaterer, at der er foretaget retsstridige handlinger, dels paalaegger virksomheden en boede, opfylder de af faellesskabsrettens krav, der kommer til udtryk i Domstolens praksis .

81 . Naar man tager hensyn til samtlige de betingelser, jeg har naevnt i det foregaaende, er der altsaa intet som helst overraskende i, at Kommissionen, efter at vaere kommet i besiddelse af visse beviser, foretager regulaere efterforskningsskridt og paa et senere tidspunkt, selv om efterforskningen tilsyneladende har vaeret helt eller delvis forgaeves, finder at kunne ivaerksaette en procedure og i den forbindelse fremsender en meddelelse af klagepunkter . I saa fald maa Kommissionen erkende, at de retsstridige handlinger var mindre betydelige end oprindeligt antaget, men derfor kan den alligevel godt vaere af den opfattelse, at den har tilstraekkelige beviser til at fastslaa, at nogle virksomheder har overtraadt konkurrencereglerne paa grund af visse handlinger, der har fundet sted over bestemte perioder . Dette behoever ikke vaere ensbetydende med, at de af Kommissionen ivaerksatte efterforskningsskridt ikke opfyldte noedvendighedskravet i forordning nr . 17 .

82 . Selv om Kommissionen, som haevdet af sagsoegerne, kunne have ivaerksat en procedure over for sagsoegerne og meddelt dem de paagaeldende klagepunkter, selv om den ikke havde modtaget noget svar paa stoerstedelen af de spoergsmaal, den havde stillet dem, er dette efter min opfattelse intet som helst bevis for, at de afkraevede, men ikke opnaaede oplysninger, ikke opfyldte noedvendighedskravet i forordning nr . 17 . En begaering om visse oplysninger er, som jeg tidligere har vaeret inde paa, ikke for vidtgaaende, hvis Kommissionen soeger efter flere beviser, men derimod nok, hvis den aabenbart soeger at indsamle for mange beviser . "Flere" beviser er ikke "for mange", og konstateringen af, at der foreligger en tilsidesaettelse af Traktatens artikel 85, stk . 1, kan stoettes paa flere eller faerre beviser, hvorved den omstaendighed, at den stoettes paa faerre beviser, ikke er ensbetydende med, at Kommissionen maa antages at have handlet utilboerligt ved at have forsoegt, men delvis forgaeves, at indsamle flere beviser . I oevrigt mener jeg, at spoergsmaalet, om de afkraevede oplysninger er noedvendige, kun kan bedoemmes paa forhaand og ikke paa grundlag af de opnaaede resultater .

83 . Gennemgangen af de to anfaegtede beslutninger har derfor ikke efter min opfattelse godtgjort, at de oplysninger, som Kommissionen i medfoer af beslutningerne udbad sig af sagsoegerne, ikke var noedvendige for Kommissionen, dels for at kunne fastslaa, om der var sket en overtraedelse af artikel 85, stk . 1, dels for at kunne foretage den bedst mulige bedoemmelse af dennes omfang, naermere indhold og virkninger . Der kan foelgelig ikke gives sagsoegerne medhold i argumentet om, at de anfaegtede beslutninger var retsstridige, fordi de afkraevede oplysninger var ufornoedne . Det samme gaelder CdF Chimies argument om, at der er sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, uden at det i oevrigt er noedvendigt at behandle dette argument naermere .

V - Retten til at naegte at vidne imod sig selv

84 . Jeg er hermed naaet frem til min gennemgang af et andet argument, som begge sagsoegere har gjort gaeldende . Dette argument, som stort set har samme indhold - og som tilsyneladende dels udgoer det foerste, dels det fjerde led af Solvays subsidiaere anbringende, og i oevrigt figurerer i CdF Chimies andet, subsidiaere anbringende - gaar i det vaesentlige ud paa, at de anfaegtede beslutninger indebaerer en tilsidesaettelse af princippet om, at ingen kan tvinges til at vidne imod sig selv .

85 . CdF Chimie har herom naermere gjort gaeldende, at retten til at naegte at vidne imod sig selv er en almindelig retsgrundsaetning, som ikke blot udgoer en del af faellesskabsretten, men som er fastslaaet i internationale konventioner, der er bindende for medlemsstaterne samt forankret i deres retstraditioner . Solvay har anfoert, at det anfoerte princip er en grundlaeggende menneskerettighed, der er omfattet af faellesskabsrettens almindelige retsgrundsaetninger, som Domstolen, under inspiration af de forfatningstraditioner, der er faelles for medlemsstaterne og gaeldende internationale konventioner, paaser overholdelsen af . Den omstaendighed, at Raadet tog afstand fra i forordning nr . 17 at optage en udtrykkelig bestemmelse om retten til at naegte at udtale sig, mener sagsoegerne ikke kan binde Domstolen .

86 . Kommissionen har heroverfor anfoert, at der ikke findes noget generelt princip om retten for juridiske personer til at naegte at vidne imod sig selv under en administrativ procedure, der udelukkende er rettet mod dem . Kommissionen tilfoejer, at der alene vil kunne gives sagsoegerne medhold i deres opfattelse, saafremt bestemmelserne i forordning nr . 17 skulle vaere i strid med den europaeiske mennneskerettighedskonvention, hvilket spoergsmaal ligger helt uden for tvistens genstand .

87 . Der er her et punkt, som jeg finder boer afklares, foer jeg gennemgaar de vigtige spoergsmaal, som parternes anbringender i sagen rejser . Jeg finder det foerst boer undersoeges, om forordning nr . 17 giver virksomheder ret til at naegte at besvare en begaering om oplysninger, naar besvarelsen heraf vil indebaere, at virksomhederne derigennem angiver sig selv, dvs . tilstaar at have overtraadt artikel 85 og derigennem udsaetter sig for de sanktioner, som paalaegges ved en overtraedelse heraf . Det har nemlig kun mening at droefte, om der boer tages hensyn til medlemsstaternes faelles retstraditioner eller til gaeldende internationale konventioner, saafremt retten til at naegte at angive sig selv ikke allerede er fastslaaet i forordning nr . 17 .

88 . Der er dog ingen tvivl om, hvorledes dette spoergsmaal skal besvares . Det kan saaledes fastslaas med sikkerhed, at Raadet ved udstedelsen af forordning nr . 17 ikke oenskede at give de virksomheder, som Kommissionen afkraever oplysninger, nogen mulighed for at paaberaabe sig en ret til at naegte at angive sig selv . Dette mener jeg for det foerste foelger af selve retsforskrifterne i artikel 11 i forordning nr . 17 om indhentning af oplysninger . Saafremt en virksomhed kunne paaberaabe sig en ret til at naegte at vidne imod sig selv, hvordan skulle man da ogsaa forstaa bestemmelsen i artikel 11, stk . 2-4, hvorefter Kommissionen kan indhente oplysninger fra en virksomhed og i henhold til stk . 5 ved beslutning kan paalaegge den paagaeldende virksomhed at meddele de oplysninger, som den ikke har afgivet eller hvorom den har afgivet ufuldstaendige forklaringer? Hvordan skulle det da ellers give nogen mening, at Kommissionens beslutning tillige skal indeholde en angivelse af de sanktioner, som det kan komme paa tale at fastsaette i henhold til artikel 15, stk . 1, litra b ), og i artikel 16, stk . 1, litra c ), i forordning nr . 17? Som Domstolen vil erindre, kan Kommissionen i henhold til foerstnaevnte bestemmelse paalaegge virksomheder boeder, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt afgiver urigtige oplysninger eller undlader at afgive en oplysning inden for en naermere angivet frist, mens den ifoelge sidstnaevnte bestemmelse kan paalaegge virksomheder tvangsboeder "for at tvinge dem til ... at afgive udtoemmende og rigtige oplysninger, som er afkraevet dem ved beslutning truffet af Kommissionen ". Saadanne tvangsmidler kan vanskeligt forenes med idéen om en tavshedsret .

89 . Dette er i oevrigt ogsaa, saa vidt jeg kan bedoemme, den opfattelse, som generaladvokat Warner gjorde gaeldende i sit forslag til afgoerelse i National Panasonic-sagen . Han udtalte nemlig heri, at

"artikel 11 giver Kommissionen mulighed for at soege, og om noedvendigt, fremtvinge den paagaeldende virksomheds medvirken til at fremskaffe oplysninger ..." ( 43 ).

90 . Hvad angaar spoergsmaalet, om der boer antages at gaelde en ret til at naegte at vidne imod sig selv, kan der uddrages en interessant laere af forordning nr . 17' s forhistorie . Da Europa-Parlamentet behandlede forslaget til forordning nr . 17, blev der paa vegne af Udvalget for Det Indre Marked udfaerdiget betaenkning af A . Deringer, den saakaldte "Deringer-Betaenkning" ( 44 ). Den indeholdt under punkt 121 nogle bemaerkninger, af hvilke jeg paa dette sted skal citere et par stykker . Vedroerende den foreslaaede bestemmelse i forordningen om indhentning af oplysninger hedder det i betaenkningen : "Denne bestemmelse er efter udvalgets opfattelse paa flere punkter ikke i overensstemmelse med de almindelige retsstatslige principper, som maa anses for gaeldende, hvorfor forordningen vil kunne taenkes at blive annulleret af Domstolen" ( 45 ). Det hedder herom videre i betaenkningen, at "personer, der har pligt til at afgive oplysninger, under alle omstaendigheder boer kunne goere brug af deres ret til at naegte at udtale sig" ( 46 ).

91 . Paa grundlag af denne betaenkning fremsatte Udvalget for Det Indre Marked et forslag til beslutning, der paa flere punkter indebar en aendring af det forslag, Europa-Parlamentet havde faaet forelagt . Hvad angaar de bestemmelser om indhentning af oplysninger, der var omhandlet i artikel 9 i afsnittet om "ret til indhentning af oplysninger", indeholdt forslaget til beslutning foelgende bestemmelse : "Den, hvem pligten til at afgive oplysninger paahviler, kan naegte at besvare spoergsmaalene, saafremt han derved udsaetter enten sig selv, en person, som efter national procesret kan naegte at afgive vidneforklaring, eller de virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, som han repraesenterer, for straf ". Denne aendringsbestemmelse blev opretholdt i den beslutning, som Europa-Parlamentet vedtog under sit moede den 19 . oktober 1961 ( 47 ). Som vi ved, medtog Raadet imidlertid ikke dette aendringsforslag i den endeligt vedtagne forordning .

92 . I sit forslag til afgoerelse i AM & S-sagen kom ogsaa generaladvokat Warner ind paa forordningens forhistorie og udtrykte i den forbindelse

"tvivl om, hvorvidt man kan fortolke en raadsforordning under henvisning til dens 'lovgivningsmaessige' historie" ( 48 ).

I samme forslag til afgoerelse anfoerte han :

"Man kan forstaa, at Raadet skulle have oensket fra det, der nu er forordningens artikel 11, at udelukke en regel om, at en person ikke skal have pligt til at besvare inkriminerende spoergsmaal, for det kunne have forpurret selve formaalet med artiklen eller i hvert fald gjort den stort set ineffektiv" ( 49 ).

93 . Det fremgaar altsaa temmelig tydeligt af forordningens forhistorie og af generaladvokat Warner' s utvetydige kommentar paa dette punkt, at Raadet ikke oenskede at optage en bestemmelse i artikel 11 i forordning nr . 17, hvorved virksomheder blev indroemmet en ret til at naegte at vidne imod sig selv . Der er da reelt heller ingen, der i fuld alvor bestrider, at Raadet herved klart tog afstand fra at anerkende en saadan ret . Det betvivles dog undertiden i teorien, om Raadet gjorde ret heri, eller om det overhovedet havde nogen befoejelse hertil, men ingen bestrider, at Raadet faktisk gjorde dette . Saaledes anfoeres det f.eks . af Asteris Pliakos vedroerende retten til ikke at angive sig selv, at "EF' s konkurrenceregler ikke hjemler en saadan ret" for de personer, som har pligt til at afgive oplysninger, i hvilken forbindelse forfatteren henviser til, at Raadet ikke fulgte Europa-Parlamentets forslag paa dette punkt ( 50 ).

94 . Jeg skal herefter behandle spoergsmaalet, om den omstaendighed, at der ikke ved forordning nr . 17 er anerkendt en ret til at naegte at vidne imod sig selv, er ensbetydende med, at der ikke overhovedet kan antages at bestaa en saadan ret efter EF' s konkurrenceregler . Naar EF-lovgiver med andre ord udtrykkeligt har taget afstand fra at indroemme en saadan ret - hvorom der ikke er nogen tvivl - maa dette da forstaas paa den maade, at der ikke i faellesskabsretten som helhed kan antages at bestaa en saadan ret? Jeg vil paa dette sted gerne fremhaeve, at der ikke, som anfoert af Kommissionen, her er tale om behandlingen af anbringendet om, at forordning nr . 17 er ugyldig, hvilket anbringende den haevder er blevet gjort gaeldende for sent, nemlig foerst under den mundtlige forhandling . Spoergsmaalet i denne forbindelse er derimod, om de retsgrundsaetninger, som gaelder inden for EF' s konkurrenceret, og som har dannet sig uafhaengigt af forordning nr . 17, ikke saa at sige ligger over forordning nr . 17 . Jeg skal i oevrigt i denne forbindelse tilfoeje, at saafremt der maa antages at bestaa en retsgrundsaetning af hoejere rang end forordning nr . 17, som hjemler en ret til at naegte at vidne imod sig selv, vil dette ikke indebaere, at forordning nr . 17 maa fastslaas at vaere formelt ugyldig, da Raadets udtrykkelige afvisning af at anerkende denne ret ikke blev nedfaeldet i en udtrykkelig bestemmelse i forordningen . I saa tilfaelde staar vi snarere over for problemet om eventuelt at maatte fortolke en forordning i overensstemmelse med en hoejere retsgrundsaetning end et problem vedroerende forordningens ugyldighed .

95 . Spoergsmaalet er altsaa, om det er muligt, helt uden for rammerne af forordning nr . 17, at opstille et i faellesskabsretten anerkendt princip, hvorefter dem, der afkraeves oplysninger i henhold til forordningens artikel 11, har ret til at naegte at vidne imod sig selv .

96 . Sagsoegerne har til stoette for det anfoerte gjort gaeldende, at der findes en almindelig retsgrundsaetning, som er faelles for medlemsstaternes retssystemer og endvidere henvist til to internationale konventioner, nemlig dels den europaeiske menneskerettighedskonvention, dels den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 19 . december 1966 .

97 . Parterne har i deres skriftlige indlaeg givet en udfoerlig beskrivelse af retsstillingen i de enkelte medlemsstater vedroerende retten til at naegte at vidne imod sig selv . Ved gennemlaesningen heraf er jeg undertiden kommet paa den tanke, at hver af parterne, da de foretog en sammenlignende undersoegelse af retstilstanden i de enkelte EF-landes nationale ret, snarere fandt det, som de havde besluttet at finde, end det, som de soegte efter .

98 . Jeg vil for min part sige, at en gennemgang af gaeldende national ret nok viser, at der findes et faelles princip om retten til at naegte at vidne imod sig selv, men ogsaa, at der er mindre og mindre lighed i udformningen af princippet, efterhaanden som man fjerner sig fra det, man kan kalde for den klassiske straffeproces .

99 . Hvad angaar Spanien, er retten til at naegte at angive sig selv meget vidtgaaende, idet der findes en udtrykkelig bestemmelse herom i artikel 24 i Spaniens forfatning . Det antages, at dette grundlaeggende princip paa grund af sin meget generelle formulering finder anvendelse saavel paa fysiske som juridiske personer . Under hensyn til, at Spaniens Forfatningsdomstol i en dom fra 1981 erklaerede, at de grundlaeggende principper i artikel 24 tillige finder anvendelse under administrative procedurer, der kan foere til paalaeggelse af sanktioner, er der almindelig enighed om, at man kan naegte at vidne imod sig selv under de nationale procedurer, der kan foere til paalaeggelse af sanktioner for overtraedelser af konkurrencereglerne .

100 . Ogsaa i Forbundsrepublikken Tyskland maa denne ret betegnes som vidtgaaende . Ganske vist indeholder den tyske grundlov, i modsaetning til den spanske forfatning, ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om retten til at naegte at vidne imod sig selv, idet der ikke er optaget nogen bestemmelse herom hverken blandt grundrettighederne i den tyske grundlovs artikler 1-19 eller blandt de rettigheder, der er fastslaaet i grundlovens artikler 101-104 . Det anfoerte princip har derimod faaet et vidt anvendelsesomraade inden for den tyske lovgivning . Inden for konkurrenceretten kan princippet saaledes paaberaabes under en forvaltningssag samt under en procedure, der kan foere til paalaeggelse af boeder . Endvidere kan juridiske personer paaberaabe sig princippet, naar de under en procedure kan blive udsat for paalaeggelse af boeder . Der er aabenbart kun tvivl om, hvorvidt juridiske personer ogsaa kan paaberaabe sig princippet under en forvaltningssag . Dette synes dog ikke at vaere anerkendt i retspraksis .

101 . I Det Forenede Kongerige maa retten til at naegte at vidne imod sig selv utvivlsomt betragtes som en grundrettighed i den klassiske straffeproces, herunder ogsaa i forbindelse med forundersoegelsen . Det er i oevrigt almindeligt at henvise til de angelsaksiske retstraditioner, naar man omtaler retten til at naegte at vidne imod sig selv . Desuden finder princippet generel anvendelse inden for civilprocessen og gaelder saavel for fysiske som for juridiske personer . Tilsyneladende indeholder visse love dog undtagelser fra det generelle princip, idet de foreskriver pligt til at besvare spoergsmaal, selv om dette kan udsaette de paagaeldende for tiltale . Da lovgiver ikke samtidig har bestemt, at besvarelsen af spoergsmaalene ikke vil kunne bruges som bevis mod de paagaeldende under en efterfoelgende straffesag, er det tilsyneladende lovligt at anvende besvarelsen som bevismateriale . Inden for konkurrenceretten, hvor de kompetente myndigheder - hvilket der er grund til at fremhaeve - har undersoegelses - men ingen sanktionsbefoejelser, er der ikke fuld overensstemmelse i lovgivningen, idet Competition Act fra 1980 og Fair Trading Act fra 1973 hjemler visse undersoegelsesbefoejelser, som imidlertid maa vige for retten til at naegte at vidne imod sig selv, hvorimod Restrictive Trade Practices Act fra 1979 ikke indeholder nogen bestemmelser, der tilsikrer en effektiv beskyttelse af denne ret .

102 . I Irland er de eneste offentlige sanktioner, som findes, strafferetlige . Strafferetten indeholder bestemmelser, der garanterer retten til at naegte at vidne imod sig selv, saavel under en straffesag som under efterforskningen . Inden for konkurrenceretten har Examiner for Restrictive Practices Orders ved Restrictive Practices Act fra 1972 faaet tillagt befoejelser til at kraeve meddelt samtlige de oplysninger af virksomheder, som han med rimelighed kan forlange for at kunne udfoere sine opgaver . Det er et spoergsmaal, om anklagemyndigheden, saafremt der rejses tiltale efter afslutningen af efterforskningen, kan udnytte de oplysninger, der er indsamlet under efterforskningen . Der er almindelig enighed om, at retsstillingen ikke er klar paa dette punkt .

103 . I Nederlandene er retten til at naegte at vidne imod sig selv udtrykkeligt fastslaaet i strafferetsplejeloven . Princippet herom finder generel anvendelse inden for straffeprocessen og under administrative procedurer, der kan foere til paalaeggelse af boeder . Princippet kan paaberaabes saavel af fysiske som af juridiske personer . Inden for konkurrenceretten betragtes retsstridige handlinger som strafbare forhold . Efter loven om oekonomisk konkurrence er der pligt til at afgive oplysninger over for Konkurrencenaevnet, som dog ikke har nogen sanktionsbefoejelser . Retten til at naegte at vidne imod sig selv kan dog tilsyneladende ikke paaberaabes, naar de personer, oplysningerne afkraeves af, endnu ikke er tiltalt, og de afkraeves foer selve ivaerksaettelsen af den egentlige strafferetlige forfoelgning . Derimod kan princippet tilsyneladende godt paaberaabes, naar der kan taenkes at blive rejst tiltale mod den, som oplysningerne afkraeves af, og disse vil kunne benyttes under en senere straffesag .

104 . Efter dansk ret har parter og vidner i straffesager og civile sager ret til at naegte at vidne imod sig selv, i hvilken forbindelse der ikke sondres mellem fysiske og juridiske personer . Myndighederne kan dog ifoelge visse "administrative" love, navnlig inden for monopol - og konkurrencelovgivningen, afkraeve borgerne visse oplysninger . Det synes at vaere anerkendt, at retten til at naegte at vidne imod sig selv ikke gaelder under en administrativ procedure, men det antages i teorien, at borgerne i visse tilfaelde ikke har nogen pligt til at afgive oplysninger, nemlig naar de maa betragtes som sigtet . Selv om loven kan synes vanskelig at fortolke, gaar man ud fra, at det er mistankens styrke, der er afgoerende for, om den paagaeldende kan betragtes som "sigtet ".

105 . I Belgien er det anerkendt, at sigtede eller tiltalte under en straffesag har ret til at naegte at vidne imod sig selv, uden at der dog gaelder noget forbud mod at forhoere vedkommende eller nogen pligt til at goere ham bekendt med hans tavshedsret . Saa laenge en person ikke procesretligt er sigtet eller tiltalt, afhoeres vedkommende som vidne under ed, hvilket dog tilsyneladende ikke afskaerer ham fra at naegte at udtale sig . Paa det skatteretlige omraade kan myndighederne under boedeansvar udbede sig alle dokumenter eller oplysninger til brug for kontrol med skatteretlige forhold . Inden for omraadet for oekonomisk ret findes der flere love, der tillaegger myndighederne vidtgaaende undersoegelsesbefoejelser, men lovene har ikke givet anledning til videre praksis paa omraadet . Selv om det er strafbart ifoelge disse love at naegte at meddele de afkraevede oplysninger, er det er spoergsmaal, om domstolene ikke i dag ville anerkende en ret til at naegte at vidne imod sig selv .

106 . Ogsaa i Luxembourg anerkendes der en ret til at naegte at vidne imod sig selv under straffesager, for hvilken der gaelder tilsvarende betingelser som i Belgien og Frankrig . Der findes ganske vist ingen udtrykkelige bestemmelser om sigtedes tavshedsret under den kontradiktoriske forundersoegelse, men der antages efter forholdets natur at bestaa en saadan ret . Samme ret tilkommer principielt ikke vidner . Ifoelge et lovforslag, der for oejeblikket er til behandling ved Chambre des députés, paataenkes der i strafferetsplejeloven indfoert en lignende bestemmelse som i artikel 105 i den franske strafferetsplejelov, hvorefter det er udelukket at afhoere vidner, naar der findes "tungtvejende og overensstemmende indicier for skyld ". Inden for konkurrenceretten er befoejelsen til at paalaegge boeder for retsstridige aftaler tillagt ministeren for den nationale oekonomi . Under ministeren er nedsat et "Naevn for Illoyal Konkurrence", som er befoejet til at indsamle alle oplysninger, erklaeringer og vidneudsagn, og som kan kraeve fremlagt dokumenter og andet materiale til sagens oplysning, som den finder noedvendigt til udfoerelse af sine opgaver . Ministeren kan paa Naevnets foranledning udpege tjenestemaend og ansatte til at foretage de noedvendige undersoegelser . De raader i den forbindelse over de i prislovgivningen naermere fastlagte befoejelser og kan udspoerge de implicerede parter og alle andre, som vil kunne afgive relevante oplysninger . Der kan idoemmes boede eller frihedsstraf for naegtelse af at afgive oplysninger, eller saafremt oplysningerne ikke afgives inden for den foreskrevne frist, eller der afgives bevidst urigtige oplysninger . Ifoelge disse bestemmelser har erhvervsdrivende, som undersoegelsen er rettet mod, saaledes ingen tavshedsret .

107 . I Portugal er retten til at naegte at vidne imod sig selv et almindeligt anerkendt princip i strafferetten . Inden for konkurrenceretten er bestemmelserne herom dog behaeftet med en vis indre modstrid . Saaledes kan konkurrencebegraensende handlinger kvalificeres som "contra-ordenaçoes", dvs . som strafbare handlinger af mindre grov karakter end straffelovsovertraedelser, og kan straffes med boede, i mere graverende tilfaelde endog med frihedsstraf . Ifoelge bekendtgoerelsen om contra-ordenaçoes kan bestemmelserne i strafferetsplejeloven anvendes subsidiaert under proceduren . Bekendtgoerelsen om konkurrence indeholder imidlertid en bemyndigelse for Generaldirektoratet for Konkurrence til at afkraeve virksomhederne visse oplysninger for at kunne fastslaa, om der foreligger illoyal konkurrence, og der er fastsat straf for naegtelse af at meddele de afkraevede oplysninger (" genstridighed "). Spoergsmaalet er imidlertid, hvilken af disse to retsforskrifter, der maa antages at have forrang . Man kan nok vaere tilboejelig til at mene, at strafferetsplejeloven har forrang - og som foelge heraf retten til at naegte at vidne imod sig selv - men der findes ingen domspraksis paa omraadet eller noget klart belaeg herfor i teorien . FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 687C0374.2

108 . I Graekenland har vidner og sigtede ifoelge strafferetsplejeloven ret til at naegte at vidne imod sig selv . Derimod gaelder der ikke en saadan ret under administrative undersoegelser, som foretages af Direktoratet til Beskyttelse af Konkurrencen, der henhoerer under Handelsministeriet . Virksomheder, sammenslutninger af virksomheder eller andre fysiske eller juridiske personer har pligt til at give Direktoratet oejeblikkelig, udtoemmende og praecis meddelelse om de forhold, det anmoder om . Ved afslutningen af undersoegelsen kan handelsministeren paalaegge sanktioner, navnlig boeder, saafremt meddelelsen af de afkraevede oplysninger naegtes, forhales eller besvaerliggoeres . Der kan endvidere idoemmes straf for at forhindre afgivelsen af de afkraevede oplysninger .

109 . I Italien har sigtede ifoelge strafferetsplejeloven ret til at naegte at vidne imod sig selv . Ifoelge bestemmelserne i den nye strafferetsplejelov, som traadte i kraft i oktober 1989, tilkommer denne ret endvidere personer, mod hvem der er ivaerksat en indledende undersoegelse og - mere generelt - enhver, som over for politiet afgiver erklaeringer, der kan anvendes som indicier for vedkommendes eget strafansvar . Det anfoerte princip gaelder dog tilsyneladende ikke uden for det strafferetlige omraade . Italiens Forfatningsdomstol har inden for det skatteretlige omraade fastslaaet, at kontradiktionsprincippet ikke finder anvendelse paa den virksomhed, forvaltningen udoever til efterproevelse af, om de ved lovgivningen paalagte forpligtelser er opfyldt . Da der ikke findes nogen egentlig konkurrenceret i Italien, er der grund til at fremhaeve, at skattemyndighederne i henhold til mervaerdiafgifts - og indkomstskattelovene kan paalaegge boeder, saafremt skattepligtige vaegrer sig ved at meddele de af dem afkraevede oplysninger eller afgiver ufuldstaendige eller urigtige oplysninger .

110 . Endelig gaelder der i Frankrig det princip ifoelge strafferetsplejeloven, at enhver sigtet har tavshedsret under forundersoegelsen, men ikke under den indledende undersoegelse . Konkurrenceretten er i det vaesentlige reguleret ved en bekendtgoerelse af 1 . december 1986, som henlaegger visse undersoegelsesbefoejelser til inspektoererne ved Generaldirektoratet for Konkurrence samt en raekke besluttende befoejelser til Konkurrenceraadet, som er et administrativt organ . Inspektoererne kan, efter tilsigelse eller direkte paa stedet, indsamle alle de oplysninger og bevismidler, som de finder noedvendige . Forundersoegelsen og selve proceduren ved Konkurrenceraadet er fuldt ud kontradiktorisk, idet parterne dog opfordres af referenten til at besvare dennes spoergsmaal og fremlaegge alle de dokumenter, der er noedvendige til opklaring af sagens omstaendigheder . Der kan idoemmes friheds - og boedestraf af den, som paa den ene eller anden maade hindrer inspektoerer og referenter i udfoerelsen af deres opgaver . Det antages, at en saadan straf ogsaa kan idoemmes den, som naegter at afgive mundtlige eller skriftlige oplysninger . Under en administrativ procedure vedroerende konkurrenceforhold kan en part tilsyneladende ikke paaberaabe sig retten til at naegte at vidne imod sig selv . Endelig kan Konkurrenceraadet efter afslutningen af sin undersoegelse bestemme, at den illoyale konkurrence skal bringes til ophoer, ligesom det, om noedvendigt, kan paalaegge boeder .

111 . Efter denne kursoriske gennemgang af national ret boer det straks fastslaas, at besvarelsen af spoergsmaalet, om der kan opstilles et faelles princip, afhaenger af, hvilket retsomraade man tager i betragtning . Saafremt det drejede sig om at finde et faelles princip inden for den klassiske strafferet, ville det ikke volde stoerre vanskeligheder . Paa dette omraade gaelder der nemlig uden tvivl et faelles princip . Saaledes ydes der efter national ret i hver af medlemsstaterne i stoerre eller mindre udstraekning en vis beskyttelse af de personer, der forhoeres under en straffesag, forstaaet i dette begrebs snaevre betydning . Ganske vist findes der betydelige forskelle, da man i visse medlemsstater har ret til at naegte at vidne imod sig selv paa et hvilket som helst stadium af proceduren, mens der i andre medlemsstater ikke ydes nogen beskyttelse under den indledende undersoegelse . Nogle medlemsstater yder den samme beskyttelse af vidner og tiltalte, mens andre kun beskytter tiltalte . Der er imidlertid ingen af retssystemerne, hvor tiltalte helt er frataget denne ret under selve straffesagen .

112 . Saa klart kan medlemsstaterne nationale ret dog tilsyneladende ikke fremstilles, saa snart man forlader omraadet for de egentlige straffesager og ser paa den procedure, der gaelder paa konkurrenceomraadet .

113 . Her kan man fastslaa, at tre af medlemsstaterne, nemlig Graekenland, Luxembourg og Frankrig, ikke anerkender nogen ret til at naegte at vidne imod sig selv under administrative procedurer paa konkurrenceomraadet . Noget lignende gaelder Italien, idet man dér ikke kan paaberaabe sig det anfoerte princip under skatteretlige undersoegelser, om end man ikke med sikkerhed kan forudsige, hvilken loesning der ville blive valgt, saafremt der fandtes en selvstaendig disciplin for konkurrenceret i Italien .

114 . I oevrigt er retsstillingen i visse medlemsstater noget uklar . Det, man kan uddrage ved en gennemgang af portugisisk eller belgisk konkurrenceret, har saaledes i vidt omfang karakter af hypoteser og maa snarere betegnes som teori end nogen beskrivelse af retstilstanden i positiv ret .

115 . I andre stater, som normalt sondrer mellem de efterforskningsskridt, der foretages af myndighederne, og den befoejelse til at idoemme sanktioner, som tilkommer domstolene under en egentlig straffesag, er det desuden vanskeligt at skelne mellem de to faser . Saaledes har jeg ikke vaeret i stand til med sikkerhed at fastslaa, om anklagemyndigheden i Irland under en straffesag ved domstolene kan anvende oplysninger, som er blevet indhentet af de administrative myndigheder, dvs . Examiner for Restrictive Practices . I Nederlandene er retten til at naegte at besvare Konkurrencenaevnets paalaeg om meddelelse af oplysninger tilsyneladende afhaengig af, om bevismaterialet mod en virksomhed er saa staerkt, at der kan rejses tiltale mod den . Denne situation ligner retsstillingen i Danmark, hvor muligheden for at naegte at besvare myndighedernes spoergsmaal synes at afhaenge af, om den paagaeldende virksomhed er under saa staerk mistanke, at den kan betragtes som vaerende "sigtet ".

116 . Heller ikke retsstillingen efter engelsk lovgivning er ensartet . Ifoelge Restrictive Trade Practices Act fra 1976 kan man tilsyneladende ikke naegte at afgive oplysninger, mens de oevrige love paa konkurrenceomraadet foelger hovedreglen i engelsk ret . Det er vaerd at bemaerke, at lovgiver i Det Forenede Kongerige kan fastsaette undtagelser fra hovedreglen om retten til at naegte at vidne imod sig selv .

117 . Det er saaledes kun i Spanien og i Forbundsrepublikken Tyskland, at man anerkender retten til at naegte at vidne imod sig selv, saavel under en undersoegelse for illoyal konkurrence som under en procedure, hvorunder der paalaegges sanktioner, dog med den undtagelse, der gaelder i Forbundsrepublikken Tyskland for saa vidt angaar juridiske personer under en forvaltningssag . Det boer endvidere bemaerkes, at dette naeppe i Forbundsrepublikken Tyskland kan ses som udtryk for en grundrettighed til gunst for virksomheder . Jeg er naermere tilboejelig til at se det som udtryk for en af lovgiver tilstraebt udvidelse af garantier, som i givet fald maa antages at have karakter af en grundrettighed udelukkende i forhold til enkeltpersoner .

118 . Er det overhovedet muligt at opstille en syntese paa grundlag af en saa forskellig retsstilling i medlemsstaternes nationale ret? For nogle aar siden blev der indbragt en sag for Domstolen, hvorunder det blev gjort gaeldende, at korrespondancen mellem en advokat og hans klient maatte anses for fortrolig som foelge af retsgrundsaetninger, der var faelles for medlemsstaternes nationale ret ( 51 ). Der blev fremsat forslag til afgoerelse af to generaladvokater, foer Domstolen afsagde sin dom . Den metode, som den anden af generaladvokaterne, Sir Gordon Slynn, fulgte, da han udviklede sine synspunkter om sagen, har betydelig interesse for den foreliggende sag . Han fremhaevede saaledes for det foerste, at der trods uundgaaelige forskelle i medlemsstaterne kunne fastslaas at bestaa et princip, hvorefter forbindelsen mellem en advokat og hans klient maa antages at hvile paa et fortrolighedsforhold, samt at dette princip har karakter af en EF-retlig regel, selv om det ikke har samme udstraekning i alle medlemsstaterne . Generaladvokaten beskrev herefter de naermere regler for princippets anvendelse og dets udstraekning i faellesskabsretten med henblik paa at

"naa frem til den bedste og mest rimelige loesning, ikke alene i lyset af betragtninger vedroerende fremgangsmaaden i de forskellige medlemsstater, men ogsaa efter Faellesskabets og dets institutioners interesser og medlemsstaternes og de borgeres, der er underkastet dets love" ( 52 ).

119 . I denne forbindelse rejste han det spoergsmaal, om afvejningen af de forskellige offentlige hensyn maa antages at vaere foretaget paa en saadan maade i medlemsstaternes nationale ret, at der gives forrang til

"de befoejelser, der er noedvendige for at efterforske paastaaede overtraedelser af konkurrenceretten" ( 53 )

frem for hensynet til beskyttelsen af fortrolighedsforholdet mellem en advokat og hans klient . Hans konklusion var, at der

"mig bekendt (( ikke findes nogen )) bestemmelse efter national ret, der udtrykkeligt og fuldt ud ophaever advokaters tavshedspligt ved efterforskning eller retsforfoelgning paa konkurrenceomraadet" ( 54 ).

Han tilfoejede senere i sit forslag, at

"der ikke er nogen almindelig eller blot almindeligt anerkendt regel, hvorefter den eksisterende beskyttelse af advokaters tavshedspligt udelukkes paa konkurrenceomraadet . Der kan hoejst vaere tale om, at der i nogle tilfaelde foreligger tvivl; den almindelige regel er, at beskyttelsen fortsat bestaar" ( 55 ).

120 . Domstolen har vel allerede en forudanelse om, at det ikke vil give tilsvarende resultater at anvende denne analysemetode paa det her i sagen omhandlede spoergsmaal vedroerende retten til at naegte at vidne imod sig selv . Ganske vist synes en gennemgang af medlemsstaternes nationale ret nemlig at vise, at der gaelder et princip, hvorefter man kan naegte at vidne imod sig selv . Paa den anden side kan man ikke sige, at der ikke findes nogen medlemsstater, der klart tager afstand fra at anerkende gyldigheden af et saadant princip under procedurer vedroerende konkurrencebegraensninger, eller at der i det mindste er tvivl herom i visse tilfaelde . Der er nemlig tre af medlemsstaterne ( Graekenland, Frankrig og Luxembourg ), der direkte tager afstand fra at anerkende denne ret, mens retsstillingen i to andre medlemsstater ( Belgien og Portugal ) maa betegnes som tvivlsom, hvortil kommer tre andre medlemsstater ( Danmark, Irland og Nederlandene ), der ikke anerkender en saadan ret under efterforskningen, i hvert fald ikke saa laenge indicierne mod den paagaeldende ikke overstiger et vist maal, som det er svaert at fastlaegge praecist .

121 . Boer man under disse forhold paa grundlag af medlemsstaternes nationale ret foreslaa Domstolen en mellemloesning, hvorved man delvis anerkender en ret til at naegte at vidne imod sig selv under procedurer paa konkurrenceomraadet? Boer det, sagt mere praecist, med udgangspunkt i den retsstilling, der synes at gaelde i visse medlemsstater, antages, at det efter faellesskabsretten er udelukket under den efterfoelgende procedure, der ivaerksaettes over for en virksomhed, at bruge de oplysninger som bevismidler, der maatte vaere indsamlet under efterforskningen? En saadan regel vil imidlertid alene kunne have nogen interesse under en ordning, hvor efterforsknings - og sanktionsbefoejelserne henhoerer under forskellige myndigheder, hvilket ikke er tilfaeldet i faellesskabsretten . Lad mig i den forbindelse i oevrigt minde om, at Domstolen i dommen af 7 . juni 1983 i Musique Diffusion-sagen tilbageviste et argument om, at det var ulovligt, at Kommissionen udoevede baade en "paatale - og en beslutningsfunktion" ( 56 ). Det vil derfor ikke efter min opfattelse vaere til nogen nytte at foreslaa en loesning af den skitserede art .

122 . Under disse forhold mener jeg, at en sammenlignende undersoegelse af medlemsstaternes nationale ret nok viser, at der findes et generelt princip, hvorefter ingen kan tvinges til at vidne imod sig selv, men dog samtidig goer det klart, at princippet ikke er saa fast forankret, at det er udelukket at se bort fra det inden for en disciplin som konkurrenceretten, da lovgivningen i flere medlemsstater netop indeholder undtagelser paa dette punkt . Jeg skal her tilslutte mig den opfattelse, som Sir Gordon Slynn gik ind for i foernaevnte forslag til afgoerelse, hvori han anfoerte, at

"det tilkommer medlemsstaterne og ( inden for deres befoejelser ) Faellesskabets lovgivere at afgoere, hvorvidt det foreliggende almindelige princip skal aendres eller udelukkes" ( 57 ).

I oevrigt havde generaladvokat Warner gjort en tilsvarende opfattelse gaeldende i sit foerste forslag til afgoerelse i sagen om fortrolighedsforholdet mellem en advokat og hans klient . Han karakteriserede dette som

"en ret, som civiliserede landes lovgivninger almindeligvis anerkender, en ret, som ikke let kan naegtes, men dog ikke saa grundfaestet, at Raadet aldrig kan tilsidesaette eller aendre den i Faellesskabet ved lovgivning" ( 58 ).

123 . I den foreliggende sag indeholder forordning nr . 17 netop en undtagelse fra det omhandlede princip, da Raadet som tidligere naevnt ikke oenskede, under de betingelser, jeg har beskrevet i det foregaaende, at give virksomhederne nogen mulighed for at naegte at vidne imod sig selv under de undersoegelser, Kommissionen foretager . Jeg finder det i den forbindelse vigtigt at slaa fast, at Domstolen har mulighed for, naar den efter de foernaevnte retningslinier efterproever, om det var noedvendigt at indhente de paagaeldende oplysninger, ogsaa at paase, at Kommissionen ikke aabenbart har misbrugt sine befoejelser ved at forlaenge undersoegelsesfasen kunstigt .

124 . Jeg skal i oevrigt paa dette sted for alle tilfaeldes skyld tilfoeje, at Raadet ikke efter min opfattelse overskred sine befoejelser da den, for at sikre adgangen til at efterforske handlinger, der kan vaere i strid med EF-rettens konkurrenceregler, fraveg den almindelige retsgrundsaetning, som er faelles for medlemsstaterne, og hvorefter ingen kan tvinges til at vidne imod sig selv . Herved tager jeg dels i betragtning, i hvor hoej grad det er i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs almene interesse at sikre overholdelsen af konkurrencereglerne, dels i betragtning af, at naevnte almene retsgrundsaetning finder anvendelse, saa snart der er givet meddelelse af klagepunkterne .

125 . Foelgelig kan de anfaegtede beslutninger ikke efter min opfattelse antages at vaere i strid med naevnte almindelige retsgrundsaetning, eftersom de blev truffet i henhold til bestemmelserne i forordning nr . 17, som saetter denne retsgrundsaetning ud af kraft .

126 . Da jeg saaledes maa konstatere ikke at vaere stoedt paa nogen faelles grundsaetning i medlemsstaternes nationale ret, der er saa fast forankret, at de her i sagen anfaegtede beslutninger maa antages at vaere i strid dermed, skal jeg undersoege, om foernaevnte internationale konvention, som er vedtaget af De Forenede Nationer, indeholder en saadan retsgrundsaetning . Ifoelge konventionens artikel 14, stk . 3, skal "enhver ... ved afgoerelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold vaere berettiget til foelgende minimumsgarantier i fuld lighed :

...

g ) ikke at blive tvunget til at vidne imod sig selv eller at erkende sig skyldig ".

127 . Domstolen har tilsyneladende ikke hidtil naevnt denne konvention blandt de internationale retsakter, som den lader sig lede af, naar den bestemmer, hvilke grundrettigheder, der gaelder i faellesskabsretten, men det skal dog samtidig siges, at Domstolen aldrig, naar spoergsmaalet har vaeret paa tale, har givet nogen udtoemmende liste over de internationale konventioner paa omraadet . Jeg ved ikke, om den omstaendighed, at Graekenland ikke, som paapeget af Kommissionen, har ratificeret konventionen, kan afskaere Domstolen fra at tage hensyn dertil . Det boer ikke have afgoerende betydning, da det fremgaar med al oenskelig tydelighed af konventionens praeambel, at den alene vedroerer enkeltpersoner, dvs . menneskelige individer, og ikke juridiske personer, saasom virksomheder . I oevrigt er der intet blevet anfoert, hverken fra konventionens forarbejder, fra teorien eller fra retspraksis, som kan stoette den opfattelse, at den foernaevnte bestemmelse kan fortolkes saaledes, at den ogsaa finder anvendelse paa virksomheder under en administrativ procedure i en konkurrencesag . Jeg finder det ikke engang noedvendigt at droefte, om udtrykket "strafbart forhold" i konventionens artikel 14, stk . 1, litra g ), boer fortolkes snaevert af Domstolen, saaledes som jeg mener det boer, eller om ordet "anklage" indebaerer, at bestemmelsen ikke - om overhovedet - kan finde anvendelse inden for EF' s konkurrenceret foer det tidspunkt, da der er givet meddelelse af klagepunkterne .

128 . Af disse grunde behoever Domstolen nok ikke ofre Kommissionens formalitetsindsigelse paa dette punkt ret megen opmaerksomhed . Kommissionen har gjort gaeldende, at CdF Chimie foerst i sin replik formelt fremfoerte anbringendet om, at der forelaa en tilsidesaettelse af konventionen . Kommissionen anfoerer, at dette er et nyt anbringende, hvorfor det maa afvises fra realitetsbehandling i henhold til procesreglementets artikel 92, stk . 2 . Det maa erkendes, at CdF Chimie ikke fremfoerte anbringendet i nogen af de to skriftlige indlaeg, som firmaet indgav inden soegsmaalsfristens udloeb . Anbringendet kan derfor ej heller fremmes til realitetsbehandling, men dette vil i oevrigt ikke, saafremt Domstolen er enig med mig i mit synspunkt, aendre noget videre ved udsigten til, at sagsoegerne faar medhold deri .

129 . Naar den tilsidesaettelse af retten til at naegte at vidne imod sig selv, som haevdes at vaere forvoldt ved de anfaegtede beslutninger, ikke indebaerer nogen overtraedelse hverken af retsgrundsaetninger, som er faelles for medlemsstaterne, eller af foernaevnte internationale konvention, er spoergsmaalet, om tilsidesaettelsen da kan antages at vaere ulovlig som vaerende i strid med den europaeiske menneskerettighedskonvention . Det er sagsoegernes opfattelse, at navnlig konventionens artikel 6 er blevet tilsidesat i den foreliggende sag .

130 . Solvay har navnlig paaberaabt sig konventionens artikel 6, stk . 1 og 2, som vedroerer retten til en retfaerdig rettergang og princippet om formodningen for uskyld, mens CdF Chimie navnlig stoetter sig paa artikel 6, stk . 3, som vedroerer "anklagedes" rettigheder .

131 . De to sagsoegere anfoerer i det vaesentlige, at konventionens artikel 6, som foreskriver visse garantier paa det strafferetlige omraade, boer anvendes ogsaa ved forfoelgning og sanktionering af handlinger i strid med konkurrenceretten, selv om der formelt set kun er tale om retsforfoelgning paa administrativt niveau . De henviser i den forbindelse til dommen fra Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol af 21 . februar 1984 i OEztuerk-sagen ( 59 ) og goer gaeldende, at artikel 6 finder anvendelse baade paa fysiske og juridiske personer, hvilket saavel EF-Domstolen som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har fastslaaet .

132 . Disse argumenter giver mig anledning til to bemaerkninger . For det foerste indeholder den europaeiske menneskerettighedskonvention ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om retten til at naegte at vidne imod sig selv under en straffesag . For det andet har hverken Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol afsagt nogen domme eller Den Europaeiske Menneskerettighedskommission truffet nogen afgoerelser, som bygger paa, at der kan udledes en saadan ret af nogen af konventionens bestemmelser . Solvay har paaberaabt sig en afgoerelse fra Menneskerettighedskommissionen, hvori denne tog stilling til realitetspaakendelsen af et anbringende om, at konventionens artikel 6, stk . 1 og 2, var tilsidesat paa grund af en forpligtelse til at angive sig selv . Solvay anfoerer, at Menneskerettighedskommissionen i denne sag forkastede det paagaeldende anbringende, fordi den i sagen omhandlede person i virkeligheden aldrig var blevet tvunget til at afgive erklaering eller havde vaeret genstand for nogen retsforfoelgning . En saadan afgoerelse om forkastelse af et anbringende i forbindelse med formalitetsproevelsen har ingen som helst bindende virkning .

133 . I en afgoerelse af 6 . oktober 1988, hvori Den Europaeiske Menneskerettighedskommission tog stilling til realitetspaakendelsen af en klage i sagen Funke mod Frankrig, udtalte Menneskerettighedskommissionen, at den fandt, klagen rejste en raekke komplicerede spoergsmaal, navnlig spoergsmaalet, om toldmyndighedernes paalaeg til sagsoegeren om at stille de dokumenter til raadighed for de strafforfoelgende myndigheder, som kunne anvendes som grundlag for tiltalerejsning, var forenelige med garantierne om en retfaerdig rettergang og formodningen for uskyld . Den tilfoejede, at det paa grund af problemernes komplicerede karakter ikke var muligt at afvise denne del af klagen som aabenbart ubegrundet ( 60 ). Den afgoerelse, som Menneskerettighedskommissionen skal afsige i denne sag vedroerende realiteten, vil sikkert have betydelig interesse for det foreliggende problem . Naar man ser paa den nuvaerende praksis ved de institutioner, som er oprettet i medfoer af menneskerettighedskonventionen, maa man imidlertid fastslaa, at den opfattelse, at konventionens artikel 6 - det vaere sig den ene eller den anden af de bestemmelser, som er indeholdt i artiklen - forudsaetter en ret til at naegte at vidne imod sig selv, er en tese, der udelukkende har grundlag i teorien .

134 . Antages det ikke desto mindre, at artikel 6 forudsaetter en saadan ret, er spoergsmaalet, om den ogsaa gaelder ved efterforskning af eventuelle handlinger i strid med konkurrencereglerne, som ivaerksaettes af et administrativt organ, der tillige raader over visse sanktionsbefoejelser . Lad mig straks sige, at dette spoergsmaal er irrelevant i relation til konventionens artikel 6, stk . 1 . Denne bestemmelse fastslaar nemlig, som tidligere naevnt, visse betingelser for gennemfoerelsen af en retfaerdig rettergang ved en "uafhaengig og upartisk domstol ". For mig at se fremgaar det klart af Domstolens domme af 29 . oktober 1980 i sagen Fedetab ( 61 ) og sagen Musique Diffusion ( 62 ), at artikel 6, stk . 1, ikke finder anvendelse paa de procedurer, som Kommissionen ivaerksaetter i medfoer af EF' s konkurrenceregler . I det forslag til afgoerelse, som Sir Gordon Slynn afgav i sidstnaevnte sag, anfoerte han i oevrigt, at

"de grundlaeggende rettigheder, som er fastlagt i konventionen, har laenge vaeret anerkendt som en integrerende del af faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger, som utvivlsomt, mutatis mutandis, skal overholdes saavel i konkurrencesager som i andre sager ".

Dette fandt generaladvokaten dog ikke indebar,

"at Kommissionens funktioner i forbindelse med undersoegelsen af saadanne paastande i konkurrencesager ... er omfattet af artikel 6, stk . 1, i den europaeiske konvention . I saadanne sager er proceduren for Kommissionen ikke judiciel, men administrativ" ( 63 ).

I sin dom i Musique Diffusion-sagen fastslog Domstolen utvetydigt, under henvisning til dommen i Fedetab-sagen, at

"Kommissionen ikke (( kan )) betragtes som en 'domstol' i menneskerettighedskonventionens artikel 6' s forstand" ( 64 ).

135 . Det er saaledes kun i relation til bestemmelserne i artikel 6, stk . 2 og 3, at der er grund til at undersoege, om de heri indeholdte garantier, "mutatis mutandis" ogsaa boer gaelde i et tilfaelde som det foreliggende .

136 . Spoergsmaalet her er altsaa, om bestemmelserne i stk . 2 vedroerende formodningen for uskyld og i stk . 3 vedroerende de rettigheder, der tilkommer en "anklaget" - saafremt disse bestemmelser i oevrigt maa antages at forudsaette en ret til at naegte at vidne imod sig selv - ogsaa gaelder for en virksomhed, over for hvem Kommissionen har ivaerksat en konkurrenceretlig undersoegelse . Kan med andre ord udtrykket "enhver, der er anklaget for en lovovertraedelse", antages ogsaa at omfatte en virksomhed? Dette er problemet om, hvorvidt de i stk . 2 og 3 indeholdte garantier tillige gaelder under administrative procedurer, hvorunder der kan paalaegges sanktioner for forseelser . Det maa erkendes, at der i foernaevnte dom i OEztuerk-sagen tilsyneladende blev anlagt en temmelig vid fortolkning af udtrykket "enhver der er anklaget for en lovovertraedelse ". I naevnte dom udtalte Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, at "strafferetten normalt vedroerer lovovertraedelser, for hvilke gerningsmaendene kan ifalde strafferetlige sanktioner, som skal have en afskraekkende virkning, og som normalt har form af frihedsstraf eller boede" ( 65 ). I samme dom anfoertes, at "retsforskriftens generelle karakter samt formaalet med sanktionen, der saavel er praeventivt som repressivt, udgoer tilstraekkeligt grundlag til at fastslaa, at det i sagen omhandlede forhold har karakter af en 'lovovertraedelse' i konventionens artikel 6' s forstand" ( 66 ), selv om sagen kun vedroerte en forseelse .

137 . For mig at se er det ikke aldeles aabenbart, at OEztuerk-dommen maa forstaas saadan, at konventionens udtryk "anklaget for en lovovertraedelse" tillige omfatter virksomheder, mod hvilke der er ivaerksat en administrativ procedure med henblik paa konstatering af, om virksomhederne har tilsidesat konkurrencereglerne . Dommen vedroerte en af de forseelser, som i Forbundsrepublikken Tyskland tidligere henhoerte under den klassiske strafferet, foer deres paadoemmelse blev "overfoert" til forvaltningen, om end den, som paalaegges sanktionen, stadig har mulighed for at anlaegge sag ved domstolene . I sagen havde klageren faaet paalagt en boede for en faerdselsforseelse . Det boer fremhaeves, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i dommens begrundelse udtrykkeligt fremhaevede, at forseelser af den i sagen omhandlede art stadigvaek henhoerer under strafferetten i langt de fleste af de kontraherende stater .

138 . Jeg skal forskaane Domstolen for at udstraekke min sammenlignende undersoegelse af medlemsstaternes nationale konkurrenceret til ogsaa at omfatte de stater, der har tiltraadt den europaeiske menneskerettighedskonvention, men finder det i det mindste tvivlsomt, om man virkelig a priori kan haevde, at de omhandlede forseelser henhoerer under den "klassiske" strafferet . Jeg behoever ikke paa dette punkt minde Domstolen om det, i det mindste modsaetningsfyldte billede, som bare EF-landenes nationale ret udviser . I EF-landene har konkurrenceretten nemlig fra begyndelsen af i vidt omfang haft en administrativ karakter, saaledes at forstaa, at den ikke oprindeligt havde noget strafferetligt islaet . Jeg er derfor bestemt ikke sikker paa, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg ville anlaegge de samme retlige betragtninger paa overtraedelser af konkurrencereglerne, som den gjorde i OEztuerk-sagen .

139 . Endelig skal jeg navnlig ikke undlade at erindre om, at selv om Domstolen i sin praksis antager, at der i faellesskabsretten bestaar visse grundrettigheder, som er udledt af den europaeiske menneskerettighedskonvention, er der ikke tale om nogen simpel anvendelse af konventionens bestemmelser i den fortolkning, institutionerne i Strasbourg anlaegger . I dommen af 14 . maj 1974 i Nold-sagen ( 67 ), som senere bekraeftedes i Hauer-dommen af 13 . december 1979 ( 68 ), fastslog Domstolen saaledes, at

"de internationale traktater om beskyttelse af menneskerettigheder, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt, kan ligeledes give anvisninger, som skal tages i betragtning inden for rammerne af faellesskabsretten" ( 69 ),

naar Domstolen skal varetage den opgave at paase overholdelsen af grundrettighederne, som udgoer en bestanddel af faellesskabsretten .

I oevrigt anfoeres det af hoejt anerkendte kommentatorer af Domstolens praksis, at Domstolen for det meste "kun anvender (( den europaeiske menneskerettighedskonvention )) som en reference", om end den gaar "saa langt ad denne vej, som det er muligt" og derved "direkte eller indirekte (( udvikler )) sin egen fortolkning af konventionen" ( 70 ).

140 . Domstolen kan altsaa taenkes at fortolke konventionens bestemmelser paa en maade, der ikke stemmer fuldt overens med den fortolkning, der anlaegges af institutionerne i Strasbourg, herunder navnlig af Menneskerettighedsdomstolen . Domstolen er ikke bundet heraf, saaledes at forstaa, at den ikke, ved fortolkningen af grundrettigheder inden for faellesskabsretten, behoever foelge disse institutioners fortolkning helt systematisk . Efter min opfattelse maa Domstolen i den foreliggende sag vaere saa meget desto mindre bundet, som der ikke findes nogen autoritativ fortolkning af konventionen, som fastslaar, at artikel 6, stk . 2 og 3, finder anvendelse paa overtraedelser af konkurrencereglerne, eller at disse konventionsbestemmelser forudsaetter en ret til at naegte at vidne imod sig selv .

141 . Jeg er foelgelig af den opfattelse, at Domstolen under naervaerende sag boer vaelge at fortolke indholdet af konventionens artikler 2 og 3 i overensstemmelse med de retningslinjer, den hidtil har fulgt ved sin fortolkning af grundrettighederne inden for Faellesskabets konkurrenceret, frem for at foretage ekstrapolationer fra den dom, Menneskerettighedsdomstolen afsagde i OEztuerk-sagen .

142 . Domstolens hidtidige retningslinjer er nemlig meget klare paa dette punkt . I foernaevnte dom i Hoffmann-La Roche-sagen fastslog Domstolen saaledes, at

"det er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at der skal indroemmes ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan foere til, at der paalaegges sanktioner, navnlig boeder eller tvangsboeder, og dette princip skal overholdes, ogsaa naar der er tale om en administrativ procedure" ( 71 ).

Hvad angaar de procedurer, som Kommissionen ivaerksaetter paa konkurrenceomraadet, sondrede Domstolen i National Panasonic-dommen endvidere mellem undersoegelsesfasen, hvorunder Kommissionen kan indsamle de oplysninger, som er noedvendige for at

"kontrollere rigtigheden og raekkevidden af en bestemt faktisk eller retlig situation" ( 72 ),

og den fase, der indledes med meddelelsen af klagepunkter, som markerer, at der ivaerksaettes en procedure i henhold til forordning nr . 99/63 . Sidstnaevnte fase ivaerksaettes ikke, medmindre Kommissionen under sin undersoegelse skoenner at have indsamlet det hertil fornoedne bevismateriale . Domstolen har herom antaget, at der er "afgoerende forskel" ( 73 ) mellem de beslutninger, der traeffes under undersoegelsen, og dem, der traeffes ved afslutningen af en egentlig procedure, og at dette er forklaringen paa, at forordning nr . 17 ikke indeholder de samme garantier for retten til forsvar under de to faser . Dette betyder konkret, for saa vidt angaar retten til at naegte at besvare spoergsmaal, at der, som tidligere naevnt, ikke efter forordning nr . 17 bestaar nogen ret til forsvar forud for procedurens ivaerksaettelse, men foerst efter dette tidspunkt . Efter procedurens ivaerksaettelse har virksomheden saaledes ret til at blive hoert, men ingen pligt til at afgive oplysninger .

143 . I betragtning af de retningslinjer, Domstolen har fulgt i sin praksis og den opfattelse, den har tilkendegivet vedroerende ligevaegten mellem hensynene til kontradiktionen paa den ene side, og Kommissionens befoejelser paa den anden side, finder jeg ikke, at den omstaendighed, at en virksomhed foerst indroemmes mulighed for at naegte at vidne imod sig selv fra det tidspunkt, da Kommissionen har tilsendt den meddelelse af klagepunkter vedroerende overtraedelse af konkurrencereglerne, indebaerer nogen tilsidesaettelse af princippet om formodningen for uskyld eller af de rettigheder, der tilkommer en "anklaget" i menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk . 2 og 3' s forstand, forudsat disse bestemmelser i oevrigt har relevans for sagen . Det er imidlertid lige praecis denne situation, der er direkte reguleret i de omhandlede EF-forskrifter . Jeg finder det her i fuld overensstemmelse med de paaberaabte bestemmelser i konventionen - der som sagt finder anvendelse, naar den paagaeldende er "anklaget" - at laegge til grund, at en virksomhed, som er beroert af de foranstaltninger, Kommissionen ivaerksaetter i henhold til forordning nr . 17, ikke i konventionens forstand kan betragtes som "anklaget", foer virksomheden faar meddelelse af klagepunkterne . Foer dette tidspunkt kan den ikke anses for "anklaget", hvorfor artikel 6, stk . 2 og 3, ikke kan bringes i anvendelse under det forudgaaende stadium . Denne opfattelse finder jeg i oevrigt ogsaa i fuld overensstemmelse med den almene, mere generelle definition, som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har givet af begrebet "forbrydelse" i konventionens artikel 6, og som er gentaget i OEztuerk-dommen . Den lyder saaledes : "En officiel meddelelse fra en kompetent myndighed, der indeholder en paatale for en strafbar handling" ( 74 ).

144 . Under disse omstaendigheder er det min opfattelse, at de anfaegtede beslutninger ikke er i strid med den europaeiske menneskerettighedskonvention, forudsat denne overhovedet hjemler en ret til at naegte at vidne imod sig selv .

145 . Domstolen vil have bemaerket, at jeg i mit forslag til afgoerelse ikke har beskaeftiget mig med spoergsmaalet, om de bestemmelser i konventionen, som sagsoegerne har paaberaabt sig, ogsaa kan anvendes paa juridiske personer . Jeg mener nemlig, at dette reelt ikke udgoer noget problem i sagen . I dommen af 24 . oktober 1986 i Agosi-sagen ( 75 ) fandt Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, at en klage fra et tysk selskab, som blandt andet var stoettet paa konventionens artikel 6, stk . 2, maatte afvises som ubegrundet . I dommen i foernaevnte sag, Acciaieria di Brescia, henviste EF-Domstolen til princippet om boligens ukraenkelighed, selv om sagen vedroerte en jern - og staalvirksomhed . Sidstnaevnte princip er indeholdt i konventionens artikel 8 . I National Panasonic-dommen tog Domstolen stilling til et anbringende om, at konventionens artikel 8 var tilsidesat i forhold til en virksomhed paa grund af en vedroerende den truffet beslutning om gennemfoerelse af en kontrolundersoegelse i henhold til artikel 14 i forordning nr . 17 . Trods den noget tvivlende formulering, som Domstolen anvendte i denne dom, hvori den bemaerkede, at "i det omfang, den ( konventionens artikel 8 ) gaelder for juridiske personer", finder jeg, at tendensen i Domstolens praksis gaar i retning af ikke at udelukke muligheden for at anvende konventionens bestemmelser paa virksomheder i konkurrencesager, alene af den grund, at de er juridiske personer .

146 . Vedroerende retten til at naegte at vidne imod sig selv vil jeg endelig gerne goere en sidste bemaerkning, som er affoedt af de argumenter, der blev fremfoert under den mundtlige forhandling . Her uddybede sagsoegernes repraesentanter aabenbart deres opfattelse af naevnte princip, idet de anfoerte, at retten til at naegte at vidne imod sig selv ikke gaelder ubetinget . De gjorde i den forbindelse gaeldende, at princippet kan paaberaabes, naar Kommissionen udbeder sig visse oplysninger, men uden at angive, hvilket bevismateriale den i forvejen raader over . Dette synspunkt er, sagt med andre ord, at Kommissionen, for at fremtvinge et svar fra virksomhederne, kun boer stille dem spoergsmaal paa grundlag af de allerede eksisterende indicier, og at den boer roebe disse for virksomhederne . Denne holdning til problemet, som er ny i forhold til det synspunkt, sagsoegerne gjorde gaeldende i de skriftlige indlaeg, slaar én med forbloeffelse . I det omfang, hvori retten til at naegte at vidne imod sig selv, som sagsoegerne paaberaaber sig i staevningen, overhovedet finder anvendelse, gaelder den nemlig ubetinget . Den modererede loesning, som er blevet foreslaaet under den mundtlige forhandling, har ikke meget med denne ret at goere .

147 . Man kan altsaa sige, at ogsaa den opfattelse, som sagsoegerne forfaegtede under den mundtlige forhandling, da de besvarede en raekke spoergsmaal fra Domstolen i virkeligheden havde til formaal at "anticipere" den meddelelse af klagepunkter, hvorved Kommissionen oplyser virksomhederne om det bevismateriale, som ligger til grund for klagepunkterne . Jeg forstaar godt, at virksomhederne kan have interesse heri, men det er, saa vidt jeg kan se, udelukket efter forordning nr . 17, som ikke foreskriver nogen pligt for Kommissionen til at afsloere bevismaterialet, foer undersoegelsen er afsluttet . Jeg kan ikke se, at en saadan ordning skulle vaere i strid med den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk . 2 og 3, forudsat disse bestemmelser overhovedet kan finde anvendelse . Enhver, der er anklaget for en lovovertraedelse, har ifoelge stk . 3 ret til "ufortoevet at modtage ... underretning ... om arten af og aarsagen til den anklage, der er rejst mod ham" ( 76 ), men en foranstaltning, der er truffet som led i en undersoegelse, saasom et paalaeg om meddelelse af oplysninger, er ikke nogen anklage for en lovovertraedelse . Efter det system, der gaelder i henhold til forordning nr . 17, er dette derimod tilfaeldet med meddelelsen af klagepunkter, hvori Kommissionen netop skal oplyse virksomhederne om sit grundlag for at rejse de omhandlede klagepunkter .

148 . Jeg kan derfor ikke se, at det skulle vaere i strid med nogen af konventionens principper, om Kommissionen afkraever oplysninger af en virksomhed uden at afsloere de indicier, den raader over, eftersom virksomheden endnu ikke er formelt "anklaget ".

149 . Af de hidtil anfoerte betragtninger slutter jeg, at de anfaegtede beslutninger ikke er i strid med retten til at naegte at vidne imod sig selv .

VI - Formodningen for uskyld og CdF Chimies rettigheder som "anklaget"

150 . Jeg skal herefter gennemgaa CdF Chimies fjerde anbringende, som samtidig er firmaets tredje subsidiaere anbringende . Det gaar ud paa, at der er sket en tilsidesaettelse af Traktaten og en raekke grundrettigheder, navnlig de i menneskerettighedskonventionen indeholdte, fordi Kommissionen hverken har overholdt princippet om formodningen for uskyld ( princippet om, at enhver skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist ) eller tilgodeset virksomhedens rettigheder som "anklaget ". Det er altsaa endnu en gang bestemmelserne i konventionens artikel 6, stk . 2 og 3, som her paaberaabes, om end denne gang ikke i relation til den saerlige ret til at naegte at vidne imod sig selv . Jeg mener allerede i vidt omfang at have taget stilling til disse argumenter i mit forslag til afgoerelse, hvorfor jeg kan fatte mig i korthed .

151 . Med dette anbringende rejser CdF Chimie i virkeligheden indsigelse mod den samme omstaendighed som tidligere naevnt, nemlig at Kommissionen samtidig med, at den afkraevede firmaet de paagaeldende oplysninger, underrettede det om, at den raadede over visse indicier for, at firmaet havde deltaget i en overtraedelse af konkurrencereglerne . Dette, goer CdF Chimie gaeldende, er i strid med princippet om formodningen for uskyld . Firmaet anfoerer i den forbindelse, at en virksomhed maa have samme rettigheder som en "anklaget", naar Kommissionen foeler sig overbevist om, at virksomheden har deltaget i en retsstridig handling, hvorfor virksomheden kan naegte at medvirke i anklagen mod sig selv . Herom skal jeg blot bemaerke, at det fremgaar af de mange oplysninger, som Kommissionen afkraevede firmaet i medfoer af den anfaegtede beslutning, at Kommissionen nok naerede en vis mistanke paa grund af sagens bevismateriale, men endnu ikke var fuldstaendigt overbevist om CdF Chimies skyld eller om, hvorledes de handlinger, der kunne foreholdes firmaet, naermere burde kvalificeres . Det var i oevrigt af samme grund, at jeg tidligere i mit forslag antog, at de afkraevede oplysninger var noedvendige . Jeg finder derfor ikke, at man kan tale om, at princippet om formodningen for uskyld er tilsidesat for CdF Chimies vedkommende .

152 . Hvad angaar de rettigheder, som paastaas at vaere knyttet til firmaets stilling som "anklaget" - forudsat virksomheder overhovedet kan vaere omfattet af konventionens artikel 6, stk . 3, under en EF-retlig konkurrencesag - skal jeg noejes med at bemaerke, at en virksomhed ikke kan betragtes som "anklaget", foer Kommissionen har givet den meddelelse af klagepunkter . Kommissionens beslutninger om at afkraeve en virksomhed visse oplysninger traeffes forud for det tidspunkt, da der eventuelt gives meddelelse af klagepunkter, hvorfor virksomheden endnu ikke, selv om beslutningen er rettet til den, kan betragtes som "anklaget" i konventionens forstand .

153 . Jeg mener foelgelig, at det herom anfoerte anbringende er ubegrundet .

VII - Spoergsmaalet, om bevisbyrden er vendt om

154 . Paa det stadium af min gennemgang af sagen, som jeg nu er naaet til, vil jeg mene, at den opfattelse, som jeg har foreslaaet Domstolen at indtage over for de af sagsoegerne fremfoerte argumenter eller anbringender, bevirker, at ogsaa det sidste argument, jeg skal behandle, bliver uden grundlag . Jeg taenker her paa argumentet om, at bevisbyrden er blevet vendt om, hvilket argument firmaet Solvay har fremfoert som det tredje led af sit andet anbringende eller som sit foerste subsidiaere anbringende, og hvilket argument CdF Chimie har fremfoert som det andet argument i sit tredje anbringende eller som sit andet subsidiaere anbringende . Naar det nemlig maa antages, at Kommissionen afkraevede de to firmaer oplysninger, som var noedvendige for konstateringen af, om de havde overtraadt konkurrencereglerne, og at Kommissionen kunne goere dette uden at komme i strid med retten til at naegte at vidne imod sig selv - saaledes som sagsoegerne har paastaaet - finder jeg ogsaa, at argumentet om, at Kommissionen gennem udstedelsen af de anfaegtede beslutninger har vendt bevisbyrden om, maa siges at vaere uden ethvert grundlag . For at udtrykke mig mere praecist paa dette punkt vedroerende den kritik af Kommissionens handlemaade, som er fremsat i CdF Chimies staevning, og hvori firmaet opdeler sin kritik i magt - og procedurefordrejning, maa det konkluderes, at Kommissionen ogsaa reelt anvendte sine befoejelser efter faellesskabsretten med det formaal at komme i besiddelse af de "fornoedne" oplysninger og at skaffe sig "oplysninger" i forordningens forstand . Der er foelgelig ikke sket nogen procedurefordrejning . Endvidere kan Kommissionen ikke antages at have udstedt en meddelelse af klagepunkter i en tilsloeret form, hvorfor den ikke har fordrejet proceduren ved at undlade at iagttage de garantiforskrifter, som skal overholdes ved udstedelsen af en saadan meddelelse .

VIII - Afsluttende bemaerkninger og forslag

155 . Foer jeg saetter endeligt punktum for mit forslag til afgoerelse i denne sag, vil jeg gerne anstille et par betragtninger til overvejelse for Domstolen . Det siges ofte, at proceduren efter artikel 11 skal danne grundlag for et samarbejde mellem virksomhederne og Kommissionen i forbindelse med de undersoegelser, Kommissionen ivaerksaetter paa konkurrenceomraadet . Saafremt de to foreliggende sager kan betragtes som repraesentative og siges at afspejle virksomhedernes almindelige indstilling til Kommissionens undersoegelse, er der imidlertid grund til at spoerge, om det ikke er noget naivt at tale om samarbejde mellem virksomhederne og Kommissionen i konkurrencesager . Ganske vist kan man godt, abstrakt og teoretisk, forsvare den opfattelse, at forbindelsen mellem Kommissionen og en virksomhed, der er mistaenkt for at have overtraadt konkurrencereglerne, snarere boer anskues paa grundlag af reglerne i straffeprocessen, navnlig den form for straffeproces, der gaelder i angelsaksisk ret . Herved forlader man, i det mindste delvis, tanken om et samarbejdsprincip og laegger i stedet et konfrontationsprincip til grund . Selv under denne synsvinkel finder jeg imidlertid, at Kommissionen maa raade over vidtgaaende befoejelser, saafremt man dels skal sikre, at den kan blive ved med at udfoere sine opgaver med et vist mindstemaal af effektivitet, dels sikre, at konkurrencereglerne efterleves i praksis . Dette er ensbetydende med, at saafremt Kommissionen af den ene eller den anden grund skulle blive frataget befoejelsen til at indhente oplysninger - eller til at indhente dem med rimelig udsigt til at opnaa de tilsigtede resultater - ville den naesten helt systematisk blive noedt til at anvende mere indgribende tvangsforanstaltninger . Mon virksomhederne ville betragte dette som en forbedring i forhold til den nuvaerende situation? Dette spoergsmaal vil jeg gerne rejse .

156 . Sammenfattende skal jeg foreslaa :

- at Kommissionen frifindes;

- at sagsoegerne tilpligtes at betale sagernes omkostninger .

(*) Originalsprog : fransk .

( 1 ) Foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikler 85 og 86 ( EFT 1959-1962, s . 81 ).

( 2 ) Procedure IV/31.866 - LdPE .

( 3 ) Procedure IV/31.865 - PVC .

( 4 ) Jfr . beslutning 89/191/EOEF ( EFT L 74 af 17.3.1989, s . 21 ) og beslutning 89/190/EOEF ( samme nummer i EFT, s . 1 ).

( 5 ) Jfr . side 2 i den vedroerende CdF Chimie SA trufne beslutning, som anfaegtes under sagen .

( 6 ) Jfr . side 2 i den vedroerende Solvay trufne beslutning, som er anfaegtet under sagen .

( 7 ) Jfr . sag 136/79, Sml . 1980, s . 2033, praemis 10 .

( 8 ) Jfr . sag 48/69, Sml . 1972, s . 151, praemis 140 .

( 9 ) Jfr . sag 6/72, Continental Can, dom af 21 . februar 1973, Sml . s . 215, praemis 15 .

( 10 ) Jfr . sagerne 32 og 36-82/78, BMW, dom af 12 . juli 1979, Sml . s . 2435, praemis 24 .

( 11 ) Jfr . sag 8/56, Sml . 1954-1964, s . 49 .

( 12 ) Jfr . foernaevnte sag 48/69, praemis 43 .

( 13 ) Jfr . foernaevnte sag 6/72, praemis 10 .

( 14 ) Forordning af 25 . juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk . 1 og 2, i Raadets forordning nr . 17 ( EFT 1963-1964, s . 42 ).

( 15 ) Jfr . forordning nr . 17, artikel 3, stk . 1 .

( 16 ) Jfr . samme forordnings artikel 15, stk . 2 .

( 17 ) Jfr . sag 85/76, Sml . 1979, s . 461, praemis 11 .

( 18 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 21 .

( 19 ) Jfr . foernaevnte sag 85/76, praemis 10 .

( 20 ) Se s . 242, Bruylant éditeur, Bruxelles 1987 .

( 21 ) Jfr . s . 1, pkt . 2, i beslutningen af 9 . november 1987 .

( 22 ) Jfr . s . 1, pkt . 3, a.st .

( 23 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 26 .

( 24 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 21 .

( 25 ) Jfr . beslutningens bilag, afsnit I, 5 . spoergsmaal .

( 26 ) Jfr . sag 155/79, Sml . 1982, s . 1575, praemis 16 .

( 27 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, National Panasonic, s . 2066 .

( 28 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 15 .

( 29 ) Jfr . sag 31/59, Sml . s . 171, Rec . 1960, s . 151 .

( 30 ) Ibidem s . 173 .

( 31 ) Jfr . artikel 11, stk . 1 .

( 32 ) Jfr . artikel 14, stk . 1 .

( 33 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 13 .

( 34 ) Jfr . foernaevnte sag 155/79, praemis 7 .

( 35 ) Citeret fra "Les ententes et les positions dominantes dans le droit de la CEE ". Commentaire des articles 85-90 du traité CEE et de leurs textes d' application, éd . Jupiter, éd . de Navarre, Paris, 1977, s . 494-495 .

( 36 ) Jfr . foernaevnte sag 31/59 .

( 37 ) Jfr . sagerne 5-11 og 13-15/62, Acciaierie San Michele m.fl . mod Den Hoeje Myndighed, dom af 14 . december 1962, Sml . 1954-1964, s . 357; Rec . s . 859, se s . 883 .

( 38 ) Ibidem; Rec . s . 885 .

( 39 ) Ibidem .

( 40 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, National Panasonic, praemis 30 .

( 41 ) Jfr . s . 493 i den kommentar, der er naevnt i fodnote 35 .

( 42 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 21 .

( 43 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, s . 2066 .

( 44 ) Jfr . dok . 57 af 7 . september 1961, Europa-Parlamentet .

( 45 ) Ibidem, s . 30 .

( 46 ) Ibidem .

( 47 ) Jfr . JO af 15.11.1961, s . 1406/61 .

( 48 ) Jfr . foernaevnte sag 155/79, s . 1621 .

( 49 ) Ibidem .

( 50 ) Jfr . s . 38 og s . 287-293 i den kommentar, der er naevnt i fodnote 20 .

( 51 ) Jfr . foernaevnte sag 155/79 .

( 52 ) Ibidem, s . 1654 .

( 53 ) Ibidem, s . 1656 .

( 54 ) Ibidem .

( 55 ) Ibidem, s . 1658 .

( 56 ) Jfr . sagerne 100-103/80, Sml . 1983, s . 1825, praemisserne 6-11 .

( 57 ) Jfr . foernaevnte sag 155/79, s . 1650 .

( 58 ) Ibidem, s . 1636 .

( 59 ) Publications de la Cour européenne des droits de l' homme, serie A, vol . 73 .

( 60 ) Requête nr . 10828/84 .

( 61 ) Jfr . sagerne 209-215 og 218/78, Sml . 1980, s . 3125 .

( 62 ) Jfr . foernaevnte sager 100-103/80 .

( 63 ) Ibidem, s . 1920 .

( 64 ) Ibidem, praemis 7 .

( 65 ) Jfr . den i fodnote 59 naevnte dom, se s . 20, praemis 53 .

( 66 ) Ibidem .

( 67 ) Jfr . sag 4/73, Sml . 1974, s . 491 .

( 68 ) Jfr . sag 44/79, Sml . 1979, s . 3727 .

( 69 ) Jfr . sag 4/73, praemis 13, og sag 44/79, praemis 15 .

( 70 ) J . Boulouis og R.-M . Chevallier : Grands arrêts de la CJCE, 4e édition, 1987, tome 1, s . 105-106 .

( 71 ) Jfr . foernaevnte sag 85/76, praemis 9 .

( 72 ) Jfr . foernaevnte sag 136/79, praemis 21 .

( 73 ) Ibidem .

( 74 ) Jfr . den i fodnote 59 naevnte dom, se s . 21, praemis 55 .

( 75 ) Publications de la Cour européenne des droits de l' homme, serie A, vol . 108 .

( 76 ) Jfr . konventionens artikel 6, stk . 3, litra a ).

Full & Egal Universal Law Academy