RETSMØDERAPPORT
i sag 102/87 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1. Tvistens forhistorie
a) Den låneordning, der praktiseres af Fonds industriel de modernisation
Fonds industriel de modernisation (herefter benævnt »FIM«) blev oprettet af den franske regering ved bekendtgørelse af 28. juli 1983 med henblik på at bidrage til modernisering af den franske industri. Til dette formål yder FIM lån, der skal støtte økonomiske programmer, som kan bidrage til teknisk innovation i den franske industri. Navnlig følgende aktiviteter kommer i betragtning: indførelse af højteknologiske maskiner og højteknologisk udstyr i virksomheder, kontorautomatisering og udvikling af hukommelseskort, indførelse af mikrodatamater i uddannelses- og undervisningsinstitutioner samt udvikling af køretøjer med meget lavt brændstofforbrug.
Fremgangsmåden ved ydelse af FIM-lån var følgende: virksomheden indsendte en moderniseringsplan enten til sin bank eller direkte til Agence nationale pour la valorisation de la recherche (Anvar), der sorterede under industriministeriet. Anvar foretog den tekniske og banken den finansielle gennemgang af projektet. Projektet blev derefter oversendt til FIM's direktion med henblik på godkendelse. Såfremt FIM godkendte projektet, oversendtes godkendelsen til Caisse de modernisation industrielle (Carni), der opførte lånet på sit regnskab. Carni adviserede Caisse des depots et consignations (CDC), der overførte beløbet til virksomhedens bank og instruerede denne om at udbetale beløbet. Endelig blev beløbet stillet til rådighed for kunden.
FIM-lånene blev finansieret ved indtægterne fra de til industriel udvikling oprettede konti (Codevi), der var meget kortfristede private opsparingskonti, som havde til formål at gøre det muligt for de franske husstande gennem opsparing at deltage i den omhandlede industrielle genopretning. De renter, der ydedes indehavere af Codevi-konti, var af staten fastsat til en betydeligt lavere sats end markedsrenten, men de var til gengæld indrømmet skattefritagelse.
Ifølge loven om oprettelse af Codevi overførtes en del af de således sammensparede midler af bankerne til CDC. CDC købte for halvdelen af midlerne statsgældsbeviser, mens den anden halvdel tilbageholdtes med henblik på konvertering til FIM-lån, for hvilke der til den oprindelige indlånsbank udstedtes såkaldte TDI-værdipapirer (Titres de Développement Industriel), der forrentedes med 8% og havde en løbetid på fem til syv år.
Rentesatserne for FIM-lån fremgik af en sammenlægning af de omkostninger, der var forbundet med Codevis midler, svarende til den rente, som udbetales til spareren, en rentemarginal, til dækning af omkostningerne ved forvaltningen af Carni, og et bidrag til den garantifond, som forvaltedes af Sofaris.
FIM blev nedlagt den 1. august 1986.
b) Kommissionens beslutning af 19. december 1984
I december 1984 tilstillede Kommissionen den franske regering en beslutning om den franske støtteordning for industrien i form af særlige investeringslån, subsidierede lån til virksomheder, supplerende refinansieringslån og lån fra Fonds industriel de Modernisation (EFT 1985, L 216, s. 12).
For så vidt angår FIM-lån, fandt Kommissionen, at rentesatsen for disse lån systematisk var blevet fastsat på et lavere niveau end markedsrenten. Disse rentesatsers lave niveau var muligt, fordi de midler, som var nødvendige for at finansiere lånene, nemlig Codevi, tilvejebragtes til en meget lav rentesats, på grund af den skattefritagelse, som indrømmedes disse konti. Ifølge Kommissionen svarede den samtidige anvendelse af disse to foranstaltninger i virkeligheden til ydelse af en rentegodtgørelse til skade for statens skatteindtægter. FIM-lånene omfattede derfor et element af statsstøtte efter Traktatens artikel 92, stk. 1. Et yderligere støtteelement fremgik af den omstændighed, at den eventuelle risikomargen, som bankerne påtog sig med hensyn til FIM-lån, overtoges af staten.
Kommissionen anførte, idet den konstaterede, at ordningen med FIM-lån udgjorde en støtteordning, at denne støttes forenelighed med Traktaten kun kan vurderes i konkrete tilfælde. Kommissionen besluttede derfor, at den franske regering skulle meddele den de enkelttilfælde »af stor betydning«, hvor der allerede er ydet eller skal ydes støtte i form af FIM-lån. Beslutningen fastsætter kriterier for identificering af de tilfælde, der skal betragtes som værende af stor betydning. Desuden meddelte Kommissionen i beslutningens betragtninger den franske regering, at den anså den støtte, der allerede var ydet i form af FIM-lån, for ulovlig, indtil tidspunktet for Kommissionens endelig beslutning, og at sådanne lån kan gøres til genstand for tilbagesøgning i enkelttilfælde af stor betydning.
Den franske regering har ved skrivelse af 25. februar 1985 bestridt, at FIM-lånene har karakter af støtte, men regeringen har ikke anlagt sag til prøvelse af beslutningen. Regeringen har derimod i april 1985 i overensstemmelse med beslutningen forelagt Kommissionen en række sager vedrørende virksomheder, der har opnået FIM-lån, herunder sagen vedrørende Société européenne de brasserie (herefter benævnt »SEB«).
c) Den omhandlede støtte
SEB opnåede i 1984 et FIM-lån på 40 mio. FF til en delvis investering på 181,05 mio. FF til en rente af 9,25% med en løbetid på 7 år. Investeringerne havde til formål at indføre innovative teknikker i virksomhedens produktion. Det drejede sig hovedsagelig om modernisering af bryggehallen og installering af udendørs tanke.
SEB-sagen gav anledning til en procedure i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, og proceduren førte til Kommissionens beslutning af 14. januar 1987, der er genstand for denne sag.
2. Den anfægtede beslutning
Ifølge beslutningens artikel 1 omfatter FIM-lånet elementer af støtte efter Traktatens artikel 92, stk. 1, idet der ydes en rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint, og er uforeneligt med fællesmarkedet. Desuden er lånet ydet i strid med bestemmelserne i Traktatens artikel 93, stk. 3. Ifølge beslutningens artikel 2 skal den pågældende støtte kræves tilbagebetalt.
Under retsforhandlingerne for Domstolen har Kommissionen anført, at lånet var ydet til en rentesats på 9,25%, mens markedsrenten for et tilsvarende lån var 14%. FIM-lånet gjorde det således muligt for SEB ved hjælp af statsmidler at unddrage sig en del af de investeringsomkostninger, som virksomheden normalt måtte have båret.
Ifølge beslutningens betragtninger er ølforbruget enten stagnerende eller faldende i Fællesskabets lande; udenrigshandelen mellem medlemsstaterne repræsenterede ca. 4% af alt ølsalg inden for Fællesskabet. Salget i Frankrig udgør ca. 9% af det samlede salg i Fællesskabets medlemsstater. Frankrig dækkede lidt over 10% af sit behov ved import fra de øvrige medlemsstater, og eksporterede ca. 1,5% af sin produktion til disse medlemsstater. SEB tegner sig for ca. 20% af det franske marked og er i øvrigt 100% af kontrolleret af en fransk koncern, hvis ølproduktion overstiger 50% af den franske produktion.
Under hensyn til situationen på ølmarkedet og SEB's position på dette marked har Kommissionen antaget, at den omhandlede støtte kan berøre samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen. Desuden er støtten ikke omfattet af en af de kategorier af undtagelser, der er omhandlet i Traktatens artikel 92, stk. 3.
3. Retsforhandlinger
Den franske regerings stævning blev registreret på Domstolens Justitskontor den 6. april 1987.
Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Domstolen har imidlertid anmodet Kommissionen og den franske regering om skriftligt at besvare en række spørgsmål.
II — Parternes påstande
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
—
det statueres, at Kommissionens beslutning af 14. januar 1987 om et FIM-lån til et bryggeri er ugyldig;
—
sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:
—
frifindelse;
—
sagsøgeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
III — Parternes anbringender og argumenter
1. Tilsidesættelse af Traktatens artikel 92, stk. 1
Den franske regering mener, at betingelserne i artikel 92, stk. 1, ikke er opfyldt; det omhandlede lån kan ikke betragtes som en støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Regeringen har i denne henseende fremført to argumenter.
For det første har statens rolle været meget begrænset, hvad angår mekanismen i forbindelse med FIM; den moderate sats for lånene må søges i andre elementer end statslig indgriben. Denne har kun haft én form, nemlig afkald på skatteindtægter. Såfremt dette afkald udgør en støtte, er denne fuldt ud ubetydelig og med minimal virkning. Den franske regering støtter denne opfattelse på flere beregninger; den overvælter bl. a. den »ikke opkrævede skat« på de beløb, der investeres, og lånet.
Den franske regering har for det andet gjort gældende, når henses til støttens minimale betydning og den omstændighed, at SEB kun eksporterer 3% af sin produktion, at støtten ikke kunne berøre samhandelen mellem medlemsstaterne.
Kommissionen mener, at sagsøgeren sammenblander begrebet en støttes intensitet med begrebet værdien af »den ikke-opkrævede skat«. Regeringens beregninger er forkerte og irrelevante. Der må tages hensyn til den økonomiske fordel for støttemodtageren, snarere end foranstaltningens virkning på statsbudgettet. I det foreliggende tilfælde er den økonomiske fordel, som den pågældende virksomhed har opnået i kraft af de fordelagtige vilkår for lånet, betydelig, eftersom den rentegodtgørelse, som virksomheden drager fordel af, udgør 4,75 procentpoint. Kommissionen gør gældende, at ifølge beslutningen af 19. december 1984 skal alle de tilfælde, hvor investeringerne oversteg 9 mio. ECU (± 62100000 FF) anses for tilfælde af stor betydning.
Hvad angår virkningen for samhandelen mellem medlemsstaterne, anfører Kommissionen, at der har foreligget konkurrence mellem SEB's produkter og tilsvarende produkter fra de øvrige medlemssstater. Kommissionen har anført, at Frankrig dækker lidt over 10% af sine behov ved import af øl, og at SEB tegner sig for ca. 20% af det franske marked.
Sagsøgeren har i sin replik desuden gjort gældende, at såfremt SEB havde anvendt de handelsmæssige finansieringsmuligheder, ville rentesatsen højst have været 13%. Ifølge regeringen er Kommissionens opfattelse, der er baseret på en rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint, under alle omstændigheder fejlagtig.
2. Tilsidesættelse af Traktatens artikel 190
Den franske regering har anført, at den anfægtede beslutning ikke er tilstrækkeligt begrundet. Kommissionen har ikke henvist til størrelsen af SEB's udførsler i forhold til de øvrige medlemsstater; Kommissionen har ikke henvist til en eventuel overkapacitet inden for Fællesskabets ølproduktion; Kommissionen har ikke i betragtningerne til beslutningen givet nogen som helst forklaring på den hævdede rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint. Kommissionen har således ikke gjort det muligt for de franske myndigheder at opnå kendskab til det ræsonnement, som Kommissionen har fulgt; især den manglende angivelse af rentegodtgørelsen indebærer, at beslutningen er vanskelig at forstå.
Kommissionen hævder, at begrundelsen til den anfægtede beslutning fuldt ud opfylder de krav, der er fastslået i Domstolens praksis. Begrundelsen viser især, at der eksisterer en vigtig samhandel inden for Fællesskabet i ølsektoren, at der foreligger konkurrence mellem producenterne, at 10% af salget i Frankrig hidrører fra de øvrige medlemsstater, at salget i Frankrig repræsenterer 9% af det samlede forbrug i Fællesskabet (minus Grækenland), at SEB tegner sig for ca. 20% af det franske marked, og at forbruget var enten stagnerende eller faldende.
For så vidt angår rentegodtgørelsen, har Kommissionen forklaret, at den rentesats, som den lagde til grund ved beregningen, er den, der anvendtes af Crédit National ved lån til fabriksanlæg og -udstyr, hvilken sats var fastsat efter fælles aftale med de franske myndigheder som referencesats i Kommissionens meddelelse vedrørende »støtteordninger med regionalt sigte« (EFT 1979, C 31, s. 9). Kommissionen har derfor anvendt oplysninger, som var velkendte for de franske myndigheder.
3. Tilsidesættelse af det generelle retssikkerhedsprincip
Den franske regering har gjort gældende, at beslutningens konklusion, navnlig forpligtelsen til at kræve »den pågældende støtte« tilbagebetalt, mangler klarhed. Beslutningen gør det ikke muligt for regeringen at fastslå det faktiske støttebeløb, som er erklæret ugyldigt, og som skal kræves tilbagebetalt. Kommissionen har således skabt en tvetydig situation, som er uforenelig med retssikkerhedsprincippet.
Ifølge Kommissionen er den franske regerings forpligtelse fuldt ud klar; der skal ske tilbagesøgning af rentegodtgørelsen på 4,75 procentpoint. Kommissionen har endvidere henvist til en skrivelse fra den franske regering, hvoraf det fremgår, at regeringen meget vel havde forstået, hvad der udgjorde støtteelementet i FIM-lånet. Kommissionen har endelig henvist til sin beslutning af 19. december 1984, hvor den fastslog, at et FIM-låns karakter af statsstøtte fremgår af den omstændighed, at lånesatserne systematisk fastsættes til et lavere niveau end markedssatsen. Kommissionen har tilføjet, at den anfægtede beslutning udtrykkelig henviser til beslutningen af 19. december 1984.
IV — Svar på de af Domstolen stillede spørgsmål
1. Første spørgsmål
Da den i denne sag anfægtede beslutning kan anses for at supplere Kommissionens beslutning af 19. december 1984, har Domstolen anmodet parterne om at analysere det retlige forhold mellem de to beslutninger. Domstolen har endvidere rejst det spørgsmål, om den franske regering har accepteret de kriterier, der er indeholdt i beslutningen af 1984, eftersom den ikke har anlagt sag til prøvelse af nævnte beslutning.
Den franske regering har svaret, at det fremgår af beslutningen af 19. december 1984, at selv støtte, der udgør »enkelttilfælde af stor betydning«, i beslutningens forstand, ikke nødvendigvis er ulovlig. Regeringen har herved bl. a. henvist til beslutningens næstsidste betragtning, hvori det anføres, at »den franske regering... senest den 20. februar 1985 [skal] meddele Kommissionen sådanne enkelttilfælde, således at denne på grundlag heraf kan vurdere, om de er forenelige med artikel 92«. Definitionen af enkelttilfælde »af stor betydning« som er indeholdt i denne beslutning, kan derfor kun have en proceduremæssig interesse, nemlig for så vidt angår beslutningens meddelelse, og ikke for så vidt angår sagens realitet.
For så vidt angår spørgsmålets andet led, har den franske regering anført, at den ikke kan anfægte lovligheden af beslutningen af 19. december i denne sag, men at regeringen ikke udelukker, at den vil gøre andre betragtninger gældende herom, såfremt spørgsmålet gyldigt skulle blive forelagt Domstolen i forbindelse med en anden tvist.
Kommissionen har svaret, at beslutningen af 19. december 1984 udgjorde retsgrundlaget for den anfægtede beslutning, men at de to retsakter er fuldt ud autonome, for så vidt angår de proceduremæssige forskrifter og de til rådighed stående retsmidler.
Beslutningen af 1984 fastslår definitivt, at rentegodtgørelsen i forbindelse med FIM-lånene indebærer et element af statsstøtte, og da beslutningen fastsætter beregningsmetoderne i forhold til markedsrenten, angiver den, at den omhandlede støtte er forenelig med Traktaten, hvis den ikke er af væsentlig betydning; for så vidt angår de konkrete enkelttilfælde af stor betydning, fastslår beslutningen, at støtten ikke kan ydes uden forudgående meddelelse til Kommissionen og uden udtrykkelig godkendelse fra dennes side. Den anfægtede beslutning omhandler et sådant enkelttilfælde af stor betydning. Den har især til formål at kvantificere støtteelementet i det foreliggende tilfælde, at fastslå at støtten er ulovlig, idet der foreligger tilsidesættelse af Traktatens artikel 93, stk. 3, og artikel 92, stk. 3, og idet den foreskriver tilbagesøgning af den omhandlede støtte.
Kommissionen mener, at det fremgår af forholdet mellem de to beslutninger, at den franske regering ikke under denne sag kan inddrage faktiske og retlige omstændigheder, som karakteriserer den almindelige ordning med FIM-lån. Da den franske regering ikke har anlagt sag til prøvelse af beslutningen af 1984, kan den alene anfægte Kommissionens eventuelle skønsfejl, for så vidt angår størrelsen af den rentegodtgørelse, som er indrømmet SEB, tilsidesættelsen af procedurereglerne i Traktatens artikel 93, stk. 3, og analysen af ølmarkedet.
2. Andet spørgsmål
Domstolen har med det andet spørgsmål anmodet den franske regering om nøjagtigt at forklare CDC's, Camis og Sofaris' opgaver og retlige status.
Den franske regerings svar kan sammenfattes således:
CDC har især til opgave at centralisere og placere en stor del af de skattefritagne opsparede midler. CDC forvalter disse midler »under den offentlige tillid« og under lovgivers overvågning og garanti. CDC's passiver udgøres i det væsentlige af kortfristede, opsparede midler, bl. a. midler der tilvejebringes gennem to sparekassenet, nemlig Caisse nationale d'épargne og Caisses d'épargne et de prévoyance. CDC konverterer denne kortfristede opsparing til langfristet opsparing, der især stilles til rådighed for lokale kollektive enheder og den sociale boligsektor. Endvidere forvalter CDC vigtige livsforsikringsselskaber, pensionskasser, henhørende under Credit local de France, og forskellige nyligt oprettede organer. Endelig udgør CDC moderselskabet for en gruppe differentierede datterselskaber.
Carni er et specialiseret kreditinstitut, som er oprettet efter aftale mellem staten og CDC, og hvis sociale formål er at iværksætte, forvalte og tilbagesøge FIM-lån.
Sofaris blev oprettet i 1982 med henblik på at fremme gensidigheden i de risici, som er forbundet med finansieringsordningen i forhold til små og mellemstore virksomheder, for bedre at fremme disses adgang til egne midler og kreditter. Med henblik herpå forvalter Sofaris bestemte garantiprocedurer, såsom — indtil 1986 — den procedure der garanterede FIM-lån.
T. Koopsmans
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Fransk.
DOMSTOLENS DOM
13. juli 1988 ( *1 )
I sag 102/87,
Den Franske Republik, ved Gilbert Guillaume og Régis de Gouttes, som befuldmægtigede, samt ved Bernard Botte, som medbefuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg på Den Franske Ambassade,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ved sine juridiske konsulenter Antonino Abate og Thomas F. Cusack som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georges Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 14. januar 1987 om et lån fra Fonds industriel de modernisation til et bryggeri (EFT L 152, s. 27),
har
DOMSTOLEN,
sammensat at præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformand O. Due, dommerne T. Koopmans, U. Everling, Y. Galmot, C. Kąkouris og T. F. O'Higgins,
generaladvokat: C. O. Lenz
justitssekretær: fuldmægtigt D. Louterman
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 27. april 1988,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. juni 1988,
afsagt følgende
Dom
1
Ved stævning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 4. april 1987, har Den Franske Republik i henhold til EØF-Traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med påstand af annullation af Kommissionens beslutning af 14. januar 1987 om et FIM-lån til et bryggeri. Denne beslutning blev meddelt den franske regering ved skrivelse af 29. januar 1987 og senere offentliggjort i Tidende (EFT L 152, s. 27).
2
Fonds industriel de modernisation (herefter benævnt »FIM«) blev oprettet af den franske regering i 1983 og nedlagt i 1986. Den havde til opgave at bidrage til finansiering af industrivirksomheder, der foretager materielle og immaterielle investeringer med henblik på at modernisere fremstillingsprocesser eller at udvikle nye produkter og fremgangsmåder. FIM's aktiviteter skulle fortrinsvis fremme en række formål, herunder indførelse af højteknologiske maskiner og højteknologisk udstyr i virksomheder. Ifølge de herom gældende bestemmelser kunne FIM gribe ind ved at yde lån til industrivirksomheder; staten ydede økonomisk garanti for disse lån.
3
FIM-lånene finansieredes ved hjælp af indtægterne fra »kontiene til industriel udvikling« (herefter benævnt »Codevi«), som var opsparingskonti med meget kort opsigelsvarsel, der skulle gøre det muligt for de franske husstande gennem opsparing at deltage i den af den franske regering tilsigtede industrielle genopretning. De renter, som udbetaltes indehaverne af Codevi-konti, var skattefri; deres sats var af regeringen fastsat til et niveau, der var betydeligt lavere end markedsrenten. En del af de således tilvejebragte midler blev stillet til rådighed for et fransk kreditinstitut, nemlig Caisse des depots et consignations med henblik på konvertering til FIM-lån. Rentesatsen for disse lån fremgik af en sammenlægning af de omkostninger, der var forbundet med Codevis midler, svarende til den rente, der udbetaltes til spareren, en rentemarginal på 2% og et bidrag til dækning af administrationsomkostningerne.
4
I februar 1984 indledte Kommissionen en procedure i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, for så vidt angik FIM-lånene. Der antoges at foreligge statsstøtte, hvorfor det måtte undersøges, om denne støtte var forenelig med fællesmarkedet efter Traktatens artikel 92, stk. 3. Proceduren førte til vedtagelsen af Kommissionens beslutning 85/378 af 19. december 1984 om den franske støtteordning for industrien i form af særlige investeringslån, subsidierede lån til virksomheder, supplerende refinansieringslån og lån fra Fonds industriel de modernisation (EFT L 216, s. 12). Den franske regering har ikke anlagt sag til prøvelse af nævnte beslutning.
5
Det anføres bl. a. i betragtningerne til beslutning 85/378, at for FIM-lånenes vedkommende fastsættes rentesatsen altid til et niveau under den almindelige lånerente, hvilket skyldes den omstændighed, at FIM-lånene finansieres ved hjælp af indtægterne fra Codevi-kontiene, og at de således tilvejebragte midler konverteres til langfristede lån til industrien. Muligheden for at fremskaffe midler til en så lav rentesats og af en sådan størrelsesorden skyldtes, at staten indrømmede Codevi-kontiene skattefritagelse og derved gav afkald på betydelige skatteindtægter. Herefter indebar kombinationen af skattefritagelsen for Codevi-kontiene og konverteringen af Codevi-provenuet til FIM-lån, at der ydedes en rentegodtgørelse for de låntagende virksomheder til skade for statens skatteindtægter. Ydelsen af FIM-lån til den gældende præferencesats havde således karakter af støtte ydet ved hjælp af statsmidler i Traktatens artikel 92, stk. l's forstand.
6
For så vidt angår støtteordningens forenelighed med Fællesmarkedet, fastslås det i betragtningerne til beslutning 85/378, at denne skal undersøges i enkelttilfælde, når henses til det store antal tilfælde, hvor støtten kan ydes under betingelser, som ikke berører samhandelen. Kommissionen skal således sættes i stand til at vurdere denne støttes forenelighed med bestemmelserne i Traktatens artikel 92 i de »enkelttilfælde af stor betydning«, hvor ydelsen af støtten kan berøre samhandelen inden for Fællesskabet i et omfang, der er i strid med den fælles interesse.
7
Ifølge beslutningens artikel 1 modsætter Kommissionen sig ikke gennemførselen af støtteforanstaltninger, bl. a. i form af lån fra Fonds industriel de modernisation, forudsat at den franske regering i overensstemmelse med Traktatens artikel 93, stk. 3, på forhånd giver Kommissionen underretning om de enkelttilfælde af stor betydning, hvor støtten ydes. Artikel 2 fastsætter de konkrete tilfælde af stor betydning, der skal meddeles, idet den fastsætter variable tærskelværdier, hvis intensitet udtrykkes i nettosubventionsækvivalenter. Det præciseres i beslutningen, at pligten til at give underretning omfatter både nye og eksisterende støtteforanstaltninger.
8
Ved skrivelse af 26. april 1985 gav de franske myndigheder Kommissionen meddelelse om de sager vedrørende virksomheder, der havde opnået FIM-lån efter fondens oprettelse, i de tilfælde, som Kommissionen betegnede som værende af »stor betydning«. Det anførtes i skrivelsen, at de franske myndigheder fremsendte denne meddelelse samtidig med, at de bestred, at FIM-lånene have støttekarakter i Traktatens artikel 92, stk. l's forstand. Blandt de oversendte sager var sagen vedrørende et lån til Société européenne de brasserie. Det var i forhold til dette lån, at Kommissionen den 14. januar 1987 udstedte den beslutning, som er genstand for nærværende sag.
9
Det fastslås i den anfægtede beslutning, at FIM-lånet på 40 mio. FF til et bryggeri, der blev meddelt Kommissionen ved skrivelse af 30. april 1985 — datoen for Kommissionens modtagelse af skrivelsen er den 26. april — og som omfatter elementer af støtte efter Traktatens artikel 92, stk. 1, idet der ydes en rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint, er ydet i strid med bestemmelserne i Traktatens artikel 93, stk. 3, og er uforeneligt med fællesmarkedet, jfr. Traktatens artikel 92. Ifølge beslutningens artikel 2 skal den pågældende støtte kræves tilbagebetalt, og den franske regering skal give Kommissionen underretning om, hvilke forholdsregler den har truffet til at efterkomme beslutningen.
10
Vedrørende sagens forhistorie, parternes anbringender og argumenter samt deres svar på de af Domstolen stillede spørgsmål, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
11
Den franske regerings anbringender støttes henholdsvis på en tilsidesættelse af Traktatens artikel 92, stk. 1, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og tilsidesættelse af det almindelige retssikkerhedsprincip. De to første anbringender vedrører begge de omtvistede låns karakter af støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet, og den metode, Kommissionen har anvendt ved beregningen af rentegodtgørelsen. Disse to spørgsmål skal derfor gennemgås successivt, hvad angår såvel indhold som begrundelse.
A — Det omtvistede låns karakter af EF-stridig støtte
12
Den franske regering har for det første gjort gældende, at det lån, som FIM har ydet Société européenne de brasserie, ikke frembringer en statslig støtteforanstaltning, der kan gøre det EF-stridigt.
13
Som svar på Domstolens spørgsmål om, hvorvidt den franske regering ved ikke at anlægge sag til prøvelse af beslutning 85/378 havde accepteret de i beslutningen indeholdte kriterier til konstatering af støtteelementer, har den franske regering svaret, at ifølge beslutningen er selv den støtte, der udgør »enkelttilfælde af stor betydning«, ikke nødvendigvis ulovlig. Definitionen af begrebet enkelttilfælde af stor betydning kan derfor kun have proceduremæssig interesse; sagens realitet berøres ikke.
14
Det bemærkes, at beslutning 85/378 i sine betragtninger indeholder en dybtgående analyse af fremgangsmåden ved ydelse af FIM-lån, hvorefter det fastslås, at disse lån indebærer et støtteelement, som især består i en præferencemæssig rentesats, hvilket element styrkes af statens økonomiske garanti og af den måde, hvorpå den kanaliserer midler fra opsparingskonti til industrien. Den franske regering har ganske vist protesteret mod, at FIM-lånene er blevet kvalificeret som støtte, men har dog undladt at indbringe Kommissionens vurderinger for Domstolen. Regeringen har tværtimod efterkommet beslutning 85/378, idet den har givet Kommissionen underretning om »enkelttilfælde af stor betydning« i beslutningens forstand.
15
Herefter kan den franske regering ikke begrænse sig til under en tvist vedrørende en beslutning, angående et enkelttilfælde af stor betydning, at erklære, at den bestrider FIM-låns støttekarakter uden at påberåbe sig andre argumenter end dem, som allerede er blevet gennemgået af Kommissionen i betragtningerne til beslutning 85/378. Den franske regering har imidlertid ikke fremført nogen nye momenter i forbindelse med denne sag.
16
Da det herefter må stå fast, at det omtvistede lån har karakter af støtte, skal det undersøges, om den pågældende støtte skal betragtes som værende uforenelig med fællesmarkedet, jfr. artikel 92.
17
Den franske regering har i denne henseende fremført, at det omtvistede lån ikke kan antages at berøre samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencen. Regeringen har desuden anført, at beslutningen ikke indebærer noget element, der gør det muligt at forstå Kommissionens ræsonnement på dette punkt.
18
Det bemærkes, at den anfægtede beslutning indeholder en undersøgelse af ølmarkedet i Frankrig. Efter en konstatering af, at det årlige ølforbrug pr. indbygger i perioden 1975-1985 var stagnerende i de fleste medlemsstater, og lettere faldende i Frankrig, fastslås det i beslutningen, at Frankrig traditionelt dækker lidt over 10% af sin efterspørgsel ved import fra de øvrige medlemsstater. Den franske eksport til de øvrige medlemsstater har været lidt faldende i samme periode og tegnede sig for ca. 1,5% af den franske produktion. Den virksomhed, der har modtaget det omtvistede lån, kontrolleres 100% af en fransk koncern, hvis ølproduktion overstiger 50% af den samlede franske produktion, og som deltager i samhandelen med øl inden for Fællesskabet. Virksomheden selv tegner sig for ca. 20% af det franske marked.
19
Disse faktiske omstændigheder bestrides ikke af den franske regering. Regeringen har imidlertid bemærket, at Kommissionen hverken har konstateret en overkapacitet i sektoren for ølproduktion eller angivet den andel, som den lånemodtagende virksomhed repræsenterer med hensyn til udførslerne til de øvrige medlemsstater. En støtte til en virksomhed kan imidlertid være af en sådan art, at den berører samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen, endog selv om denne virksomhed konkurrerer med produkter fra andre medlemsstater uden selv at deltage i udførslerne. En sådan situation kan ligeledes foreligge, når der ikke er overkapacitet inden for den pågældende sektor. Når en medlemsstat yder støtte til en virksomhed, kan den indenlandske produktion derved blive opretholdt eller forøget med den konsekvens — under omstændigheder som de af Kommissionen konstaterede — at chancerne for virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at eksportere deres produkter til denne medlemsstats marked herved bliver formindskede. En sådan støtte kan derfor berøre samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.
20
Det må derfor konstateres, at Kommissionens betragtninger under ét kan begrunde den konklusion, som Kommissionen er nået til med hensyn til støttens ulovlighed.
21
Klagepunkterne vedrørende støttekarakteren, herunder klagepunkterne vedrørende beslutningens begrundelse, kan derfor ikke tages til følge.
B — Metoden til beregning af rentegodtgørelsen
22
Den franske regering har gjort gældende, at den anfægtede beslutning nævner en rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint uden at give nogen begrundelse herfor. Da FIM-lånene blev ydet til en sats på 9,25%, har Kommissionen sandsynligvis baseret sig på den omstændighed, at markedsrenten for lån af den art androg 14%. Denne omstændighed, som ikke er nævnt i beslutningen, er ikke rigtig, idet markedsrenten på det pågældende tidspunkt var meget lavere.
23
Kommissionen har gjort gældende, at markedsrenten på 14% fremgår af de oplysninger, der blev meddelt af den franske regering selv med henblik på iværksættelsen af samordningen af støtteordninger med regionalt sigte. I denne forbindelse er den gennemsnitlige markedsrente, som skal tages i betragtning, den rente, som anvendes for lån til udstyr, som ydes af credit national, og som på det pågældende tidspunkt androg 14%.
24
Det fremgår af sagen samt af retsforhandlingerne for Domstolen, at Kommissionen og medlemsstaterne i 1971, og derefter i 1979, enedes om at iværksætte samordningsprincipper for støtteordninger med regionalt sigte. Disse foranstaltninger blev offentliggjort i form af meddelelser fra Kommissionen. Meddelelsen fra 1971 (JO C 111, s. 7) indeholder en fælles metode til ansættelse af støtten, hvilken metode omfatter fastsættelsen af en referencesats med henblik at bedømme virkningen af en eventuelt nedsat rentesats. Meddelelsen fra 1979 (EFT C 31, s. 9) fastslår, at referencesatsen fremover skal fastsættes efter et skema, som angiver den sats, der skal tages i betragtning for hver enkelt medlemsstat. For Frankrigs vedkommende henviser meddelelsen til »den rente, der anvendes for lån fra crédit national til fabriksanlæg og -udstyr«. Det står fast, at denne rentesats androg 14% på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen.
25
Den franske regering har for det første gjort gældende, at crédit nationals rentesats, der anvendtes for regional støtte, ikke kan anvendes på andre støtteformer. Dette argument kan ikke lægges til grund. Selv om crédit national's rentesats ganske vist blev gentaget i meddelelsen af 1979, dels for at fremme gennemskueligheden i de nationale støtteordninger med regionalt sigte, dels for at gøre det muligt for Kommissionen og øvrige interesserede at identificere det støttelement, som kunne være indeholdt i lån med regionalt sigte, må denne rentesats ikke desto mindre betragtes som et gyldigt indeks, og anerkendes som sådan, for markedsrenten for lån til investeringer i industrien.
26
Den franske regering har endvidere gjort gældende, at der ved bedømmelsen af støttens omfang ikke skal tages hensyn til den generelle rentesats på 14%, som Kommissionen har lagt til grund, men en lavere rentesats, når henses til de mere favorable vilkår, som har kunnet opnås af selskabet hos kreditinstitutter, da det drejer sig om en investering i højteknologi, som foretages af en meget stor virksomhed.
27
Det bemærkes imidlertid, at selv om den franske regering i denne henseende til støtte for sit søgsmål har fremført en række — for øvrigt begrænsede — momenter, fremgår det af retsforhandlingerne for Domstolen, at regeringen aldrig har fremført dem for Kommissionen under den administrative procedure forud for den anfægtede beslutning, og regeringen har således nægtet at samarbejde loyalt med Kommissionen. Herefter kan regeringen ikke hævde, at Kommissionen med urette har anvendt rentesatsen på 14% som det eneste holdepunkt, den rådede over, og som ikke var blevet anfægtet for Kommissionen.
28
Af alle disse grunde har Kommissionen gyldigt kunnet lægge en markedsrente på 14% til grund i sagen.
29
For så vidt angår anbringenderne om begrundelsen, må det konstateres, at denne er summarisk, for så vidt angår beregningen af rentegodtgørelsen. Begrundelsen til den anfægtede beslutning må imidlertid betragtes i lyset af begrundelsen for beslutning 85/378, som den blot gennemfører. Den nævnte beslutning fremhæver, for så vidt angår FIM-lån, den rentegodtgørelse, der følger af forskellen mellem den af den franske regering fastsætte præferencesats og markedsrenten. At sidstnævnte rentesats er den, som anvendes af credit national for lån til indkøb af udstyr, fremgår af et parameter, der er fastsat efter fælles aftale mellem Kommissionen og de franske myndigheder, og som disse havde kendskab til.
30
I denne sammenhæng, og når der henses til den måde, hvorpå den franske regering i overensstemmelse med Traktatens artikel 93 er blevet inddraget under udarbejdelsen af både den anfægtede beslutning og beslutning 85/378, er nævnte regering således blevet sat i stand til at råde over alle de nødvendige oplysninger for at vurdere dens grundlag. Desuden har begrundelsen til de to beslutninger gjort det muligt for Domstolen fuldt ud at udøve sin legalitetskontrol.
31
Den franske regering har derfor ikke kunnet godtgøre, at den anfægtede beslutning ikke var tilstrækkelig begrundet.
C — Det generelle retssikkerhedsprincip
32
Den franske regering har med sit tredje anbringende gjort gældende, at konklusionen i den anfægtede beslutning mangler den nødvendige klarhed, navnlig for så vidt som den forpligter den franske regering til at kræve »den pågældende støtte« tilbagebetalt uden at angive, hvori denne støtte består. Ifølge den franske regering kan beslutningens adressat således ikke opgøre det faktiske støttebeløb, der skal tilbagesøges.
33
Dette anbringende kan ikke tages til følge. Det fastslås i den anfægtede beslutnings artikel 1, at rentegodtgørelsen udgør 4,75 procentpoint, og at den vedrører et lån på 40 mio. FF. Beslutningens adressat vil således uden overdrevne vanskeligheder kunne fastslå, hvilke beløb det er, som skal tilbagesøges ifølge beslutningens ordlyd.
34
Det følger af de nævnte betragtninger, at sagsøgte bør frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
35
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
Domstolen
1)
Sagsøgte frifindes.
2)
Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.
Mackenzie Stuart
Due
Koopmans
Everling
Galmot
Kakouris
O'Higgins
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. juli 1988.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
A. J. Mackenzie Stuart
Præsident
( *1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy