FulLegal · İçtihat Detay

Belçika 07.07.1988 DA

EUR-Lex - 61987CJ0154 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETSMØDERAPPORT

i de forenede sager 154 og 155/87 ( *1 )

I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

A — Nationale regler der finder anvendelse i hovedsagen

Den belgiske kongelige anordning nr. 38 af 27. juli 1967 om selvstændige erhvervsdrivendes sociale retsstilling (Moniteur belge af 29.7.1967) indeholder regler om de bidrag, der skal betales af »enhver fysisk person, som i Belgien udøver en erhvervsvirksomhed uden at være bundet af en arbejdsaftale eller særlige vedtægter« (artikel 3, stk. 1).

Begrebet erhvervsvirksomhed i den nævnte betydning omfatter udøvelsen af et hverv i et selskab, medmindre det godtgøres, at hvervet udøves vederlagsfrit [artikel 2 i kongelig anordning af 19. december 1967 om almindelige bestemmelser til gennemførelse af kongelig anordning nr. 38 af 27. juli 1967(Moniteur belge af 28.12.1967)]

Med hensyn til de bidrag, der skal betales, bestemmer artikel 12, stk. 2, i kongelig anordning nr. 38, som ændret ved lov af 12. juli 1972 om ændring af visse bestemmelser vedrørende selvstændige erhvervsdrivendes sociale sikring (Moniteur belge af 14.7.1972), følgende :

»Personer, som ved siden af den beskæftigelse, som er grunden til, at de er omfattet af ordningen, normalt udøver en anden hovedbeskæftigelse, skal ikke betale bidrag, hvis deres indtægter som selvstændige erhvervsdrivende« ikke når op på et bestemt beløb.

Den normale hovedbeskæftigelse, jfr. artikel 12, stk. 2, er defineret i artikel 35 i kongelig anordning af 19. december 1967, som ændret ved kongelig anordning af 15. juli 1970. Det bestemmes bl. a. heri:

»1.

Ved anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i kongelig anordning nr. 38 anses den pågældende for normalt at udøve en anden hovedbeskæftigelse ved siden af beskæftigelsen som selvstændig erhvervsdrivende i det år, hvor bidragene skal betales,

såfremt hans beskæftigelse som arbejder, herunder minearbejder, funktionær eller sømand, der sejler under belgisk flag, er omfattet af begrebet normal hovedbeskæftigelse i den for disse arbejdstagere gældende pensionsordnings forstand;

såfremt beskæftigelsen, hvis den er omfattet af en anden pensionsordning oprettet ved eller i medfør af en lov, et regulativ udstedt af en provins eller af Société nationale des chemins de fer belges, strækker sig over mindst otte måneder eller to hundrede dage af året, eller, hvis der er tale om tjenesteydelser i forbindelse med dag- eller aftenundervisning, svarer til mindst 6/10 af den timeplan, der er fastsat for udbetaling af fuld løn.

...

Ved anvendelsen af nærværende artikel ligestilles beskæftigelse i en international eller supranational organisation, som Belgien er medlem af, efter omstændighederne med beskæftigelse som arbejder eller som funktionær, jfr. 1.«

B — Hovedsagens forhistorie og forløb i sag 154/87

Heinrich Wolf, der er tysk statsborger, har siden 1963 i sin egenskab af kemiingeniør været beskæftiget i Forbundsrepublikken Tyskland som lønmodtager i aktieselskabet Degussa i Frankfurt. Den 15. maj 1973 blev Wolf for en periode af seks år valgt til bestyrelsesmedlem i selskabet SA Microtherm Europe med hjemsted i Saint-Nicolas i Belgien.

Skønt Wolf, med undtagelse af året 1975, ikke oppebar noget vederlag i sin egenskab af bestyrelsesmedlem, kunne han ikke godtgøre, at han udøvede sit hverv vederlagsfrit, hvorfor han i henhold til gældende belgiske regler var bidragspligtig.

Ved stævning af 21. december 1978 anlagde Inasti sag mod Wolf og det solidarisk ansvarlige Microtherm med påstand om betaling af bidrag til socialsikringsordningen for selvstændige erhvervsdrivende på grund af Wolfs egenskab af bestyrelsesmedlem i selskabet. Påstanden vedrørte perioden 1. april 1973 til 30. september 1977, som lå forud for ikrafttrædelsesdatoen for Rådets forordning (EØF) nr. 1390/81 af 12. maj 1981 om udvidelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, til også at omfatte selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer (EFT L 143, s. 1).

Ved dom af 28. november 1978 tilpligtede tribunal du travail de Dendermonde Wolf og Microtherm til at betale bidrag alene for det år, hvor Wolf havde oppebåret vederlag som bestyrelsesmedlem, nemlig 1975.

Inasti indankede afgørelsen til cour du travail de Gand, der ved dom af 18. december 1981 stadfæstede afgørelsen. Derefter indgav Inasti kassationsankestævning mod den af cour du travail de Gand afsagte dom, som blev omstødt den 11. april 1983, idet kravet for 1975 dog blev erklæret begrundet.

I sin dom af 4. april 1986 fastslog cour du travail d'Anvers, som sagen var blevet henvist til, ikke desto mindre, at Wolf ikke var bidragspligtig for den omhandlede periode. Cour du travail fandt, at Wolfs selvstændige erhvervsvirksomhed måtte betragtes som en bibeskæftigelse, da han i Forbundsrepublikken Tyskland var beskæftiget som lønmodtager. Følgelig var han ikke bidragspligtig, jfr. artikel 12, stk. 2, i kongelig anordning nr. 38.

Inasti indbragte denne dom for cour de cassation.

C — Hovedsagens forhistorie og forløb i sag 155/87

Siden 1978 har Wilfried Dorchain været beskæftiget som lønmodtager hos Ford-Werke AG i Forbundsrepublikken Tyskland og som følge heraf betalte bidrag til Forbundsrepublikkens socialsikringsordning for arbejdstagere. Siden 1978 har Dorchain ligeledes været anpartshaver og direktør i anpartsselskabet PVBA Almare med hjemsted i Antwerpen, Belgien.

Selv om Dorchain ikke har oppebåret noget vederlag i sin egenskab af anpartshaver og direktør i Almare, har han ikke kunnet godtgøre, at dette hverv var vederlagsfrit i overensstemmelse med de dagældende regler, og blev derfor anset for bidragspligtig ifølge gældende belgiske regler.

Over for Inastis krav rettet mod Dorchain og det solidarisk ansvarlige selskab Almare, anmodede Dorchain om fritagelse i henhold til ovennævnte artikel 12, stk. 2, i kongelig anordning af 27. juli 1967, idet han anførte, at han normalt udøvede lønnet hovedbeskæftigelse i Forbundsrepublikken Tyskland.

Inasti anlagde sag mod Dorchain ved tribunal du travail d'Anvers, der ved dom af 15. oktober 1984 gav sagsøgeren medhold. Dommen blev imidlertid omstødt ved dom af 21. februar 1986 afsagt af cour du travail d'Anvers, der udtalte, at retten til fritagelse for at betale bidrag i henhold til de belgiske regler ikke var afhængig af, at den lønnede beskæftigelse udøves i Belgien.

Inasti indgav herefter kassationsankestævning mod den af cour de cassation afsagte dom.

D — Præjudicielle spørgsmål forelagt af cour de cassation og retsforhandlingerne for Domstolen

Cour de cassation fandt, at Inastis standpunkt, der ligger til grund for de to kassationsankesager, er i strid med princippet om fri etableringsret, der er fastsat i EØF-Traktatens artikel 52. Følgelig har cour de cassation besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal EØF-Traktatens artikel 52, eventuelt sammenholdt med Traktatens artikel 7, for så vidt angår perioderne 1973 til 1977 (sag 154/87) henholdsvis 1978 til 1981 (sag 155/87), fortolkes således, at en medlemsstat, in casu Belgien, ifølge artikel 35, stk. 1, i kongelig anordning af 19. december 1967, kan pålægge personer, der er statsborgere i en anden medlemsstat, henholdsvis personer, som i førstnævnte medlemsstat udøver selvstændig beskæftigelse eller bibeskæftigelse, mens de i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, henholdsvis i en anden medlemsstat, udøver en beskæftigelse eller en hovedbeskæftigelse som arbejdstagere og ikke som følge heraf er tilsluttet en belgisk pensionsordning, en mere byrdefuld bidragspligt end statens egne statsborgere, henholdsvis personer, som er tilsluttet en belgisk pensionsordning som arbejdstagere?

Eller skal de nævnte bestemmelser i EØF-Traktaten, for så vidt angår de omhandlede perioder, fortolkes således, at de pågældende statsborgere i den anden medlemsstat, henholdsvis personer, der ikke er tilsluttet en belgisk pensionsordning for arbejdstagere, med henblik på at afgøre, om de skal betale bidrag til socialsikringsordningen for selvstændige erhvervsdrivende, af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område de udøver erhvervsmæssig beskæftigelse som selvstændige arbejdstagere, behandles, som om de var beskæftiget som lønmodtagere på denne stats område?«

De to forelæggelsesdomme er blevet registreret på Domstolens Justitskontor den 15. maj 1987.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af:

—

Inasti ved underdirektør J. Lejuste,

—

Heinrich Wolf og NV Microtherm Europe ved advokaterne Lenaerts og G. van Hecke, Bruxelles,

—

den belgiske regering ved minister for næringsdrivende J. Buchmann som befuldmægtiget,

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent E. Lasnet som befuldmægtiget, bistået af advokat F. Herbert, Bruxelles.

Ved kendelse af 26. november 1987 afsagt i medfør af procesreglementets artikel 43 har Domstolen forenet sagerne 154/87 og 155/87 med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Ved afgørelse af 26. november 1987 har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2, henvist de to sager til Tredje Afdeling.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

II — Sammenfatning af de skriftlige indlæg for Domstolen

Inasti har vedrørende de anfægtede nationale regler fremhævet, at den bidragspligtige, som ikke har betalt bidrag som følge af sin status som selvstændig erhvervsdrivende, ikke kan gøre krav på ydelser i henhold til den pågældende socialsikringsordning. Inasti har yderligere anført, at der ifølge ovennævnte artikel 35, stk. 1, i kongelig anordning af 19. december 1967 hverken kan indrømmes fritagelse for bidrag til de erhvervsdrivende, som befinder sig i Wolfs og Dorchains situation, eller til dem, hvis pensionsordning i deres egenskab af lønmodtagere ikke er omfattet af de ifølge de pågældende regler opregnede ordninger, eller som ikke opfylder de i reglerne fastsatte betingelser.

For så vidt angår de fællesskabsretlige bestemmelser, har Inasti gjort gældende, at Traktatens artikel 7 såvel som artikel 52 udelukkende vedrører forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og ikke på grundlag af andre forhold.

Det fremgår imidlertid af artikel 35 i kongelig anordning af 19. december 1967, at alene de belgiske pensionsordninger anses for at yde tilstrækkelig social sikkerhed til at ophæve kravet om tvungen forsikring i henhold til den for selvstændige erhvervsdrivende gældende ordning, men dette forhold indebærer ikke nogen form for forskelsbehandling over for statsborgere fra andre medlemsstater. Hvis en belgisk statsborger i perioden 1973 til 1977 havde befundet sig i samme situation som Wolf og Dorchain, ville han også have været bidragspligtig.

Ifølge Inasti kan det heller ikke hævdes, at de nationale regler indebærer eller fører til en indirekte forskelsbehandling, fordi reglernes restriktive betingelser oftere kan spille ind over for andre medlemsstaters statsborgere end over for statens egne borgere. Rent statistisk er der lige så mange belgiske statsborgere ansat i andre medlemsstater som andre EF-borgere, der udøver selvstændig erhvervsvirksomhed i Belgien. De anfægtede nationale regler havde alene til formål at sikre de personer, som udøver en erhvervsmæssig beskæftigelse på belgisk område, en effektiv social retsstilling indtil den senere gennemførte fællesskabsretlige harmonisering i henhold til Rådets forordning nr. 1390/81 af 12. maj 1981.

Ifølge Inasti fremgår det af disse betragtninger, at de præjudicielle spørgsmål er ukorrekt affattet, for så vidt de vedrører en forskelsbehandling, som ikke eksisterer. Inasti har foreslået at besvare spørgsmålene således:

»For så vidt angår perioden, inden forordning (EØF) nr. 1390/81 af 12. maj 1981 trådte i kraft, var artikel 35, stk. 1, i kongelig anordning af 19. december 1967 ikke i strid med EØF-Traktatens artikler 52 ff., idet bestemmelsen ikke indebar nogen form for forskelsbehandling af statsborgere fra de andre medlemsstater.

Artikel 52 er således ikke til hinder for, at Belgien i sin egenskab af medlemsstat af de personer (belgiske statsborgere og /eller statsborgere fra en anden medlemsstat), som i Belgien udøver en beskæftigelse eller en bibeskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende, samtidig med at de i en anden medlemsstat er beskæftiget som lønmodtagere, opkræver et højere bidrag end af de personer, som, ved siden af deres beskæftigelse som selvstændige erhvervsdrivende, allerede i deres egenskab af lønmodtagere er omfattet af en belgisk pensionsordning«.

Wolf og Microtherm Europe har anført, at Traktatens artikel 52 sikrer en medlemsstats borgere fri etableringsret på en anden medlemsstats område. Bestemmelsen har umiddelbar virkning, således at EF-borgere kan påberåbe sig dem for de nationale domstole.

Sagsøgte i hovedsagen har bl. a henvist til, at Domstolen i dommen af 28. januar 1986 (Kommissionen mod Frankrig, 270/83, Sml. s. 273), udtalte:

»Formålet med artikel 52 er således at sikre, at statsborgere fra andre medlemsstater, som, endog sekundært, etablerer sig i en anden medlemsstat med henblik på at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed dér, behandles efter samme regler som landets egne statsborgere, og den forbyder enhver form for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet...«

Efter at have anført, at forbudet mod forskelsbehandling gælder såvel direkte som indirekte forskelsbehandling, har sagsøgte i hovedsagen understreget, at der ifølge præmis 17 i Domstolens dom af 28. juni 1978 (Kenny, 1/78, Sml. s. 1489) foreligger forskelsbehandling, »hvis betingelserne for fortabelse eller suspension af retten var udformet således, at de faktisk lettere kunne opfyldes af andre medlemsstaters statsborgere end af statsborgerne i den kompetente institutions stat«.

I lyset heraf har sagsøgte anført, at Belgiens cour de cassation med rette udtalte, at artikel 35 i kongelig anordning af 19. december 1967 ganske vist ikke indebærer nogen sondring mellem belgiske og andre statsborgere, men at denne bestemmelse i praksis kan føre til en sådan sondring, da det hovedsagelig er de andre medlemsstaters borgere, som er forpligtet til at betale et højere bidrag.

Dette forhold ændres ikke derved, at den belgiske statsborger, som befinder sig i samme situation som Wolf, er undergivet samme bidragspligt, idet han kan påberåbe sig reglen om national behandling i henhold til ovennævnte dom i sag 270/83.

Sagsøgte i hovedsagen har foreslået at besvare de præjudicelle spørgsmål således:

»EØF-Traktatens artikel 52 indeholder et forbud mod, at en medlemsstat opkræver et højere bidrag til socialsikringsordningen for selvstændige erhvervsdrivende af andre medlemsstaters statsborgere, som på denne stats område udøver en bibeskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende og samtidig en hovedbeskæftigelse som lønmodtager i deres hjemstat, end af medlemsstatens egne borgere, som ud over deres hovedbeskæftigelse som lønmodtagere udøver en bibeskæftigelse som selvstændige erhvervsdrivende på den pågældende medlemsstats område.«

Dorchain og Almare har ikke indgivet skriftlige indlæg.

Den belgiske regering har tilsluttet sig Inastis synspunkt. Regeringen fremhæver dog, at når henses til medlemsstaternes kompetence indtil ovennævnte fællesskabsreglers ikrafttræden, kunne man kun anfægte de nationale lovbestemmelser, som var i strid med Traktatens grundlæggende formål, såsom forbudet mod forskelsbehandling af andre medlemsstaters borgere.

De anfægtede belgiske regler finder imidlertid, uden forskel, anvendelse på belgiske statsborgere og andre EF-borgere, ligesom de ikke indebærer og ikke kan føre til nogen indirekte forskelsbehandling til skade for andre medlemsstaters borgere.

Ifølge den belgiske regerings opfattelse er de nationale regler derfor i overensstemmelse med de af Domstolen fastsatte principper i præmis 18 i dommen af 28. juni 1978, Kenny (1/78, Sml. s. 1489), hvorefter forbudet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet

»[ikke] omfatter... den eventuelle forskelsbehandling, der skyldes manglende overensstemmelse mellem de forskellige medlemssstaters lovgivninger, når disse finder anvendelse på alle, der henhører under deres anvendelsesområde, efter objektive kriterier og uden hensyn til nationalitet.«

Den belgiske regering har foreslået at besvare de forelagte spørgsmål således:

»For så vidt angår perioden, inden forordning (EØF) nr. 1390/81 af 12. maj 1981 trådte i kraft, var artikel 35, stk. 1, i kongelig anordning af 19. december 1967 i strid med EØF-Traktatens artikler 52 ff, idet bestemmelsen ikke indebar nogen forskelsbehandling af andre medlemsstaters borgere.

Artikel 52 kan ikke fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat — in casu Belgien — i den pågældende periode af personer (belgiske statsborgere og /eller en anden medlemsstats borgere), der på dens område udøver en hoved- eller bibeskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende og samtidig udøver en beskæftigelse som lønmodtager i en anden medlemsstat, opkræves et højere bidrag end af personer, som, ud over deres selvstændige erhvervsvirksomhed, allerede i deres egenskab af arbejdstagere er bidragspligtige til en belgisk pensionsordning.«

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har bemærket, at i begge sager vedrører de af Belgiens cour de cassation forelagte spørgsmål fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 52, for så vidt angår det højere bidrag, der opkræves af personer, som i Belgien udøver selvstændig erhvervsvirksomhed samtidig med, at de i en anden medlemsstat udøver en hovedbeskæftigelse som lønmodtagere.

Kommissionen har dog fremhævet, at den nationale ret i sag 154/87 yderligere har anmodet om en fortolkning af Traktatens artikel 7, for så vidt den udtaler, at den af kassationsappellanten påberåbte bestemmelse »ganske vist ikke [sondrer] mellem belgiere og ikke-belgiere, men reglen kan i praksis indebære en sådan sondring, idet bidragspligten faktisk vil ramme statsborgere fra andre medlemsstater hårdere end belgiske statsborgere« (forelæggelsesdommen, s. 8).

Kommissionen har anført, at Inastis opfattelse støttes på territorialprincippet, for så vidt angår socialsikringsordningerne, hvilket princip gælder, indtil fællesskabsforordningerne om harmonisering af de forskellige nationale ordninger på dette område træder i kraft. Kommissionen har her fremhævet, at i henhold til artikel 2 i Rådets forordning nr. 1390/81 af 12. maj 1981 giver forordningen ikke ret til ydelser for noget tidspunkt, der ligger forud for den 1. juli 1982.

Ifølge Kommissionen fremgår det imidlertid af den af Domstolen knæsatte praksis i dommen af 9. juli 1975 (D'Amico, 20/75, Smi. s. 891) og af dommen af 28. juni 1978 i ovennævnte Kenny-sag, at medlemsstaterne også på områder, der ikke eller endnu ikke er omfattet af fællesskabsreglerne, men derimod af den nationale lovgivers enekompetence, skal overholde de grundlæggende fællesskabsretlige principper, herunder navnlig forbudet mod forskelsbehandling.

Kommissionen har anført, at ifølge Domstolens faste praksis, navnlig dommen af 12. december 1974 (Walrave, 36/74, Sml. s. 1405, »arbejdstagere«), dommen af 21. juni 1974 (Reyners, 2/74, Sml. s. 631, »etableringsretten«) og dommen af 3. december 1974 (Van Binsbergen, 33/74, Sml. s. 1299, »fri udveksling af tjenesteydelser«), udgør Traktatens artikler 48, 52 og 59 på områderne for arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsretten og fri udveksling af tjenesteydelser, konkretiseringen af det generelle forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er fastsat i Traktatens artikel 7.

Kommissionen har også understreget, at forbudet mod forskelsbehandling spiller en umiddelbar og central rolle i forbindelse med etableringsretten (dom af 12. februar 1987, Kommissionen mod Belgien, 221/85, Sml. s. 719), mens Domstolen, for så vidt angår den frie udveksling af tjenesteydelser, også henviser til de begrænsninger, »som vil kunne forhindre eller i øvrigt genere hans [tjenesteyderens] virksomhed« (ovennævnte dom i Van Binsbergen-sagen). Denne forskel kan forklares ved det specifikke formål med de frihedsrettigheder, der sikres i Traktaten, og navnlig ved det forhold, at formålet med den frie etableringsret er omgående at sikre, at den pågældende integreres bedst muligt i værtslandet, hvilket forudsætter, at andre EF-borgere i videst muligt omfang assimileres i denne medlemsstat.

Under henvisning til dommen af 12. marts 1974 (Sotgiu, 152/73, Sml. s. 153), dommen af 3. februar 1982 (Seco, 62 og 63/81, Sml. s. 223), dommen af 15. januar 1986 (Pinna, 41/84, Sml. s. 1) og dommen af 27. marts 1985 (Hoeckx, 249/83, Sml. s. 973) har Kommissionen understreget, at forbudet mod forskelsbehandling gælder såvel direkte forskelsbehandling som indirekte eller skjult forskelsbehandling, dvs. »alle skjulte former for forskelsbehandling, som, skønt de er baseret på tilsyneladende neutrale kriterier, rent faktisk fører til det samme resultat« (præmis 8 i Seco-dommen).

Kommissionen har anført, at de omtvistede nationale regler ikke indebærer nogen direkte forskelsbehandling på grundlag af de berørte personers nationalitet, og at det derfor er nødvendigt at undersøge, om de fører til en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.

Med henblik herpå skal man ifølge Kommissionen ikke sammenligne de belgiske statsborgeres situation med den, der gælder for andre EF-borgere, der som arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende udøver hele deres beskæftigelse i Belgien, men derimod med den situation, der gælder for personer, som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed i Belgien og fritages for bidrag, eller tværtimod udelukkes fra en sådan fritagelse, fordi de ikke udøver deres hovedbeskæftigelse som arbejdstagere i Belgien.

Efter Kommissionens opfattelse er det godtgjort, at der foreligger skjult forskelsbehandling, hvis det viser sig, at EF-borgere oftere nægtes fritagelse for bidragspligten end belgiske statsborgere, og denne forskelsbehandling ikke er objektivt begrundet.

Kommissionen har her understreget, at Inastis standpunkt indebærer, at den, der vælger at udøve sin erhvervsmæssige beskæftigelse i flere EF-lande, må bære en større økonomisk byrde; såvel den arbejdstager i en medlemsstat, som påtænker at udøve en bibeskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende i Belgien, som den, der her udøver selvstændig erhvervsvirksomhed, men som ønsker at udøve lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, er økonomisk set ringere stillet end den belgiske statsborger, som alene har beskæftigelse i Belgien.

Under henvisning til dommen af 28. november 1978 (Choquet, 16/78, Sml. s. 2293), dommen af 12. juli 1984 (Klopp, 107/83, Sml. s. 2971) og dommen af 10. juli 1986 (Segers, 79/85, Sml. s. 2375) har Kommissionen anført, at Domstolen, for så vidt angår sådanne tilfælde, har udtalt, at selv om de anfægtede nationale regler ikke i sig selv udgør en hindring for personers frie bevægelighed, må det imidlertid anses for at være i strid med fællesskabsretten, når anvendelsen af disse regler i den grad generer de berørte personer, at reglerne hindrer udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i Traktatens artikler 48, 52 og 59.

Ifølge Kommissionen er det karakteristisk, at Domstolen i disse domme har taget hensyn til den omstændighed, at begrænsningen af personers frie bevægelighed i virkeligheden, da der ikke fandtes særlige fællesskabsregler på dette område, skyldtes nødvendigheden af at beskytte visse nationale offentlige interesser, nemlig færdselssikkerheden i Choquet-sagen og retsplejehensyn i Klopp-sagen. Domstolen fandt ikke desto mindre, at sådanne foranstaltninger ikke måtte forflygtige det væsentlige i retten til fri bevægelighed, nemlig muligheden for »at indrette og opretholde mere end et centrum for erhvervsudøvelse på Fællesskabets område« (præmis 19 i Klopp-dommen).

Kommissionen har anført, at dette princip bør anvendes i endnu højere grad, når begrænsningen af den frie bevægelighed ikke skyldes en hindring af adgangen til eller udøvelsen af en erhvervsmæssig beskæftigelse, men økonomiske byrder, som ikke står i et rimeligt forhold til den pågældende yderligere beskyttelse. Kommissionen har her henvist til dommen af 9. juni 1964 (Nonnenmacher, 92/63, Sml. 1954-1964, s. 491) og dommen af 5. december 1967 (Van der Vecht, 19/67, Sml. 1965-1968, s. 411).

For så vidt angår navnlig den frie udveksling af tjenesteydelser, har Kommissionen under henvisning til præmis 10 i ovennævnte dom af 3. december 1974 i Van Binsbergen-sagen og til præmisserne 14 og 17 i dommen af 17. december 1981 (Webb, 279/80, Sml. s. 3305) understreget, at afvisningen af fritagelse for bidrag, som anfægtes i hovedsagerne, ikke er begrundet i »særlige krav til tjenesteyderne, der er begrundet i anvendelse af faglige regler« i Belgien, men af ønsket om at sikre alene de tjenesteydere, der har bopæl i Belgien, særlige fordele.

Kommissionen har foreslået at besvare de præjudicielle spørgsmål således:

»1)

EØF-Traktatens artikler 7 og 52 skal fortolkes således, at de udelukker enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ved anvendelse af kriterier, der formelt er neutrale, men som i virkeligheden fører til samme resultat, nemlig at det udelukkende eller hovedsagelig er udenlandske statsborgere, der udsættes for forskelsbehandling.

Det kan f. eks. være tilfældet, hvis det viser sig, at bidragsordningen for selvstændige erhvervsdrivende, som den i cour de cassations spørgsmål beskrevne, udelukkende eller hovedsagelig — uanset det valgte kriterium — hindrer ikke-belgiske EF-borgere, som etablerer sig eller ønsker at etablere sig som selvstændige erhvervsdrivende i Belgien, i at opnå fritagelse for bidrag.

En sådan ordning er en hindring, der er uforenelig med etableringsretten ifølge EØF-Traktatens artikel 52, idet afvisningen af fritagelse for bidragspligten, såfremt en arbejdstager, der er beskæftiget i en anden medlemsstat, udøver selvstændig erhvervsvirksomhed som bibeskæftigelse i Belgien, påfører den pågældende en ekstra økonomisk byrde i forhold til den, der udøver såvel hoved-som bibeskæftigelsen i Belgien.

En sådan ordning er en hindring, der er i strid med arbejdskraftens frie bevægelighed ifølge EØF-Traktatens artikler 48 ff., idet afvisningen af fritagelse for bidragspligten kun rammer selvstændige erhvervsdrivende i Belgien, som ønsker at udøve en hovedbeskæftigelse som lønmodtagere i en anden medlemsstat.«

Y. Galmot

Refererende dommer

( *1 ) – Processprog: Nederlandsk.

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

7. juli 1988 ( *1 )

I de forenede sager 154 og 155/87,

angående en anmodning, som Belgiens cour de cassation (Tredje Afdeling) i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager

Institut national d'assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti)

mod

Heinrich Wolf og NV Microtherm Europe, på den ene side,

Wilfried Dorchain og PVBA Almare, på den anden side,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 7 og 52,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden J. C. Moitinho de Almeida, dommerne U. Everling og Y. Galmot,

generaladvokat: G. F. Mancini

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi

efter at der er afgivet indlæg af:

—

Heinrich Wolf og NV Microtherm Europe samt Wilfried Dorchain og PVBA Almare ved advokaterne Lenaerts og G. Van Hecke,

—

Inasti ved J. Lejuste, Wambacq og J. V. de Weirt,

—

den belgiske regering ved J. Buchmann,

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Lasnet og advokat Herbert,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 8. marts 1988,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. juni 1988,

afsagt følgende

Dom

Ved to domme af 4. maj 1987, indgået til Domstolens Justitskontor den 15. maj 1987, har Belgiens cour de cassation (Tredje Afdeling) i medfør af Traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Traktatens artikler 7 og 52.

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Institut national pour l'assurance des travailleurs indépendants (herefter benævnt »Inasti«) mod Heinrich Wolf og Wilfried Dorchain samt de to selskaber, de siden 1973 henholdsvis 1978 har været bestyrelsesmedlem henholdsvis anpartshaver og direktør i, vedrørende betaling af bidrag til den belgiske socialsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende, som følge af deres erhvervsmæssige aktiviteter.

Wolf og Dorchain har siden 1963 henholdsvis 1978 haft beskæftigelse som lønmodtagere i Forbundsrepublikken Tyskland. De har ansøgt om fritagelse for betaling af det nævnte bidrag under henvisning til artikel 12, stk. 2, i kongelig anordning nr. 38 om selvstændige erhvervsdrivendes sociale retsstilling (Moniteur belge af 29.7.1967) Det fremgår af denne bestemmelse, at den selvstændige erhvervsdrivende ikke skal betale bidrag, såfremt hans indkomst i denne egenskab ikke overstiger et bestemt beløb, og såfremt han, ud over sit erhverv, normalt udøver en anden hovedbeskæftigelse.

Inasti har imidlertid gjort gældende, at »den anden hovedbeskæftigelse«, jfr. ovennævnte artikel 12, stk. 2, og som yderligere defineret i artikel 35 i kongelig anordning af 19. december 1967(Moniteur belge af 29.12.1967), som ændret ved kongelig anordning af 15. juli 1970, udelukkende vedrører beskæftigelse som lønmodtager, der er omfattet af en belgisk socialsikringsordning.

Da Belgiens cour de cassation fandt, at de af parterne fremførte argumenter rejste et problem vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten, udsatte cour de cassation sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Vedrørende hovedsagernes faktiske omstændigheder og de relevante nationale og fællesskabsretlige bestemmelser samt indlæggene for Domstolen henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

Det bemærkes, at der er blevet indført en fællesskabsordning for selvstændige erhvervsdrivende, idet Rådets forordning nr. 1390/81 af 12. maj 1981 (EFT L 143, s. 1) udvidede Rådets forordning nr. 1408/71 til at omfatte selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer. Ifølge artikel 2 i forordning nr. 1390/81 giver denne ikke ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for dens ikrafttræden. Det fremgår imidlertid af forordningens artikel 4, at den først trådte i kraft den 1. juli 1982, dvs. efter udløbet af de af hovedsagerne omfattede perioder (1973 til 1977 for Wolf og 1978 til 1981 for Dorchain). Forordningen finder derfor ikke anvendelse i disse sager, og det er således med rette, at de forelagte spørgsmål udelukkende henviser til visse traktatbestemmelser.

Det bemærkes, at Traktatens artikel 7 bestemmer, at al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, er forbudt.

Det fremgår imidlertid af sagen, at de nationale regler, som ligger til grund for hovedsagerne, uden forskel finder anvendelse på samtlige selvstændige erhvervsdrivende, der udøver et erhverv i Belgien, og ikke indebærer nogen forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Selv om de belgiske regler ganske vist indebærer en forskelsbehandling af erhvervsdrivende, der har hovedbeskæftigelse som lønmodtager i en anden medlemsstat end Belgien, kan det ikke på grundlag af det for Domstolen oplyste fastslås, at denne forskelsbehandling udelukkende eller hovedsagelig rammer udenlandske statsborgere. Det følger heraf, at de nationale regler heller ikke kan anses for at indebære en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Følgelig kan Traktatens artikel 7 lades ude af betragtning.

Det bemærkes herefter, at ifølge Traktatens artikel 52, stk. 1, skal de restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område, ophæves, og at der ifølge Domstolens faste praksis er tale om en umiddelbart anvendelig fællesskabsregel. Denne bestemmelse skal således overholdes af medlemsstaterne, selv om de, fordi der ikke fandtes fællesskabsregler vedrørende selvstændige erhvervsdrivendes sociale retsstilling, bevarede kompetencen til at lovgive på dette område.

Som Domstolen har udtalt (jfr. bl. a dommen af 12. juli 1984, Klopp, 107/83, Sml s. 2971, og dommen af 28. januar 1986, Kommissionen mod Frankrig, 270/83, Sml. s. 285), er etableringsfriheden ikke begrænset til at oprette en enkelt virksomhed inden for Fællesskabet, men omfatter også retten til under iagttagelse af de faglige regler at oprette og opretholde mere end ét centrum for erhvervsudøvelse på Fællesskabets område.

Disse betragtninger finder ligeledes anvendelse på en lønmodtager, der er bosat i en medlemsstat, og som desuden ønsker at udøve selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat.

Alle Traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer skal således gøre det lettere for EF-borgerne at udøve erhvervsmæssig virksomhed af enhver art på hele Fællesskabets område; yderligere indeholder de et forbud mod en national ordning, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udvide deres aktiviteter uden for en enkelt medlemsstats område.

En medlemsstats regler, hvorefter personer, der som hovedbeskæftigelse arbejder som lønmodtagere i denne medlemsstat, fritages for bidrag til en socialsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende — hvorimod personer, der som hovedbeskæftigelse arbejder som lønmodtagere i en anden medlemsstat, nægtes fritagelse — begrænser muligheden for at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse uden for denne medlemsstats område. Sådanne regler er derfor i strid med Traktatens artikler 48 og 52.

Det bemærkes endelig, at personer, som er tilsluttet socialsikrings- og pensionsordningen i den medlemsstat, hvor de udøver deres hovedbeskæftigelse som lønmodtagere, ikke i kraft af de omtvistede nationale regler opnår yderligere social sikring. Begrænsningen af udøvelsen af erhvervsmæssig virksomhed uden for en enkelt medlemsstats område kan således under ingen omstændigheder begrundes.

Herefter skal de præjudicielle spørgsmål besvares med, at Traktatens artikler 48 og 52 skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan nægte selvstændige erhvervsdrivende, der udøver erhverv på statens område, fritagelse for at betale bidrag i henhold til den nationale socialsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende med den begrundelse, at den beskæftigelse som lønmodtager, der kan give ret til fritagelse, udøves på en anden medlemsstats område.

Sagens omkostninger

De udgifter, der er afholdt af den belgiske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, som verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt af Belgiens cour de cassation (Tredje Afdeling) ved domme af 4. maj 1987, for ret:

Traktatens artikler 48 og 52 skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan nægte selvstændige erhvervsdrivende, der udøver erhverv på statens område, fritagelse for at betale bidrag i henhold til den nationale socialsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende med den begrundelse, at den beskæftigelse som lønmodtager, der kan give ret til fritagelse, udøves på en anden medlemsstats område.

Moitinho de Almeida

Everling

Galmot

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. juli 1988.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

J. C. Moitinho de Almeida

Formand for Tredje Afdeling

( *1 ) – Processprog: Nederlandsk.

Full & Egal Universal Law Academy