RETSMØDERAPPORT
i sag 164/87 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb
1.
Luciano Simonella, som indtrådte i Kommissionens tjeneste i 1974, er tjenestemand på Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer i Luxembourg.
Sagsøgeren indgav ansøgning til og blev antaget til den interne udvælgelsesprøve KOM /A/8/84 på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver, som blev organiseret af Kommissionen med henblik på oprettelse af en reserve af fuldmægtige (lønklasserne 7 og 6 i kategori A), og som var åben for ansøgere, der havde været indplaceret i lønklasserne B 1, B 2 og B 3 siden 1980.
I henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven, som blev offentliggjort den 18. juni 1984, omfattede prøven navnlig følgende dele:
»1)
Blandt de ansøgere, som opfylder betingelserne for adgang til udvælgelsesprøven, udpeger udvælgelseskomiteen efter en gennemgang af:
—
de enkelte ansøgeres papirer (navnlig vedrørende den generelle uddannelse og faguddannelsen samt kvaliteten af den tidligere erhvervede erfaring), ansøgningsskemaet og ad hoc-bilaget samt
—
resultatet af en opgave, der skal vise ansøgernes generelle kundskaber og dømmekraft
...
de ansøgere, som skønnes at have de bedste evner til at gå videre til næste stadium i proceduren. Der er tale om en samlet vurdering, og de enkelte stadier i udvælgelsesprøven er i sig selv ikke eliminerende...
2)
De således udvalgte ansøgere kommer på heltidsuddannelseskurser. Denne uddannelsesperiode er obligatorisk og fælles for alle de indkaldte ansøgere.
...
4)
De ansøgere, der har afsluttet uddannelseskurserne, indkaldes til den mundtlige prøve. Denne prøve giver udvælgelseskomiteen lejlighed til at interviewe ansøgerne med henblik på at bedømme deres kvalifikationsniveau og deres evne til at udføre de til en stilling i kategori A svarende stilling.
Prøven bedømmes med op til 50 points. De ansøgere, der har opnået mindst 30 points, vil blive optaget på listen over egnede ansøgere.«
2.
Efter at have deltaget i den mundtlige prøve blev sagsøgeren ved skrivelse af 17. juni 1986 informeret om, at udvælgelseskomiteen ikke havde kunnet optage ham på egnethedslisten, da han kun havde opnået 24,7 points.
Ved brev af 10. september 1986 indgav sagsøgeren en klage over denne afgørelse. Klagen blev afvist ved en afgørelse af 19. februar 1987, som blev meddelt sagsøgeren den 9. marts 1987.
3.
Ved stævning indgivet til Domstolens Justitskontor den 4. juni 1987 har sagsøger anlagt nærværende sag.
4.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (Anden Afdeing) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forgående bevisførelse. Imidlertid har Kommissionen på Domstolens opfordring fremlagt visse dokumenter vedrørende udvælgelseskomiteens arbejde.
II — Parternes påstande
1.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
—
udvælgelsesprøven KOM/A/8/84 annulleres;
—
subsidiært annulleres udvælgelseskomiteens beslutning om ikke at optage ham på egnethedslisten;
—
Kommisisonen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
2.
Kommissionen har nedlagt følgende påstande :
—
frifindelse;
—
sagsøgeren tilpligtes at bære sagens omkostninger.
III — Parternes anbringender og argumenter
Formaliteten
Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om annullation af udvælgelsesprøven KOM/A/8/84 som helhed må afvises.
Kommissionen har nærmere anført, at den omhandlede udvælgelsesprøve bestod af tre etaper, og at sagsøgeren med held har deltaget i de to første etaper. Den eneste akt, som indeholder et klagepunkt i forhold til ham, er beslutningen om ikke at optage ham på egnethedslisten efter den sidste etape. Denne akt er den eneste, som sagsøger har indgivet klage over. Han har nemlig ikke klaget over meddelelsen om udvælgelsesprøven. Ifølge Domstolens praksis, (jfr dom af 11. marts 1986, Adams m. fl. mod Kommissionen, 294/84, Sml. s. 977), er sagsøger ikke berettiget til at bestride lovligheden af denne meddelelse under nærværende søgsmål.
Realiteten
Sagsøgers argumentation kan opdeles i to anbringender: krænkelse af artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten på grund af, at der ikke var givet karakter for flere prøver i udvælgelsesproceduren, og krænkelse af den almindelige regel om lighed og upartiskhed, idet udvælgelseskomiteen benyttede sig af ulovlige kriterier.
Første anbringende
Sagsøgeren har gjort gældende, at meddelelsen om udvælgelsesprøven i strid med artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten ikke specificerer karaktergivningen vedrørende sagsøgerens kvalifikationsbeviser, den skriftlige prøve og uddannelsesstadiet, men kun nævner karaktergivningen for den afsluttende mundtlige prøve. Desuden henviser udvælgelseskomiteens afgørelse kun til bedømmelsen af den mundtlige prøve, hvorved sagsøger holdes i uvidenhed om kriterierne for bedømmelsen af de tre andre prøver.
Sagsøger bestrider ikke, at udvælgelseskomiteen, som det fremgår af de af Kommissionen fremlagte referater, har opstillet kriterier for karaktergivningen og den skriftlige prøve. Udvælgelseskomiteens afgørelse har imidlertid klart krænket den nævnte vedtægtsbestemmelse ved kun at tage resultatet af den mundtlige prøve i betragtning. Under disse omstændigheder kan man ikke undlade at stille sig det spørgsmål, om udvælgelseskomiteen har respekteret de kriterier, som den selv har fastlagt.
Kommissionen har understreget, at sagsøgeren ikke under nærværende søgsmål kan anfægte meddelelsen om udvælgelsesprøven, og har herved gjort gældende, at udvælgelseskomiteens afgørelse udelukkende var motiveret af, at sagsøger i sammenligning med de andre ansøgere, der var antaget til den mundtlige prøve, ikke havde den nødvendige egnethed for at kunne gennemføre udvælgelsesproceduren med succes, idet han kun opnåede 24,7 ud af 50 points ved den nævnte prøve.
Denne bedømmelse af sagsøgerens faglige egnethed er følgen af en suveræn vurdering fra udvælgelseskomiteens side og kan ikke prøves af Domstolen.
Andet anbringende
Sagsøgeren har anført, at af de 87 ansøgere, der fik adgang til undervisningsetapen, kom de 23 fra tjenestegrene i Luxembourg og de 64 fra tjenestegrene i Bruxelles, dvs. 26% fra Luxembourg og 74% fra Bruxelles. Af de 38 ansøgere, som blev optaget på egnethedslisten, stammede 10 fra tjenestegrenene i Luxembourg og 28 fra tjenestegrenene i Bruxelles, dvs. 26% fra Luxembourg og 74% fra Bruxelles.
Det fremgår af disse tal i sig selv, at udvælgelseskomiteen i sin udvælgelse klart har overtrådt bestemmelsen i vedtægtens artikel 27, som forbyder enhver ansættelse på basis af geografiske kriterier, og at der derfor er tale om krænkelse af den almindelige regel om lighed og upartiskhed.
Sagsøger har yderligere bemærket, at af de 23 ansøgere, som fik adgang til den mundtlige prøve, var 6 fra Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer. Imidlertid dumpede alle disse 6 ansøgere, hvilket er matematisk lidet sandsynligt — på grundlag af en sum af 23 ansøgere.
Disse betragtninger giver anledning til en berettiget mistanke i forhold til udvælgelseskomitéen. Denne har ikke blot anvendt geografiske kriterier, den har også baseret sig på kriterier, som er dikteret af sagsøgerens tilknytning til en »ildeset« tjenestegren i Kommissionen.
Der er her tale om objektive indicier vedrørende de af udvælgelseskomiteen anvendte ukorrekte normer, og det er bemærkelsesværdigt, at de sager, der blev anlagt efter den første etape af udvælgelsesprøven — hvoraf tre stammede fra tjenestemænd ved Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer — ikke forstyrrede udvælgelseskomiteens sjælefred med hensyn til den sidste etape af udvælgelsesprøven.
Kommissionen har gjort gældende, at udvælgelseskomiteen har arbejdet i fuld uafhængighed og upartiskhed, uden indblanding udefra og uden at lade sine afgørelser bero på overvejelser af geografisk natur eller vedrørende tilknytningen til den ene eller anden tjenestegren i Kommissionen.
Kommissionen har gentaget, at formålet med den omhandlede udvælgelsesprøve var at få oprettet en almindelig reserve af fuldmægtige, som skulle kunne varetage funktioner henhørende under kategori A i en hvilken som helst af de mangfoldige tjenestegrene i Kommissionen. Udvælgelsesprøven havde ikke til formål at forfremme ansøgerne til kategori A for at lade dem udøve funktioner svarende til deres hidtidige arbejdsområder og specialer. Kravene til ansøgernes faglige kvaliteter blev skærpet, således at kun 38 ansøgere blev optaget på egnethedslisten ud af de 265, som havde deltaget i udvælgelsesprøvens faser. Den omstændighed, at de seks ansøgere med tilknytning til Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer befandt sig mellem de 221 ansøgere, der ikke blev optaget på egnethedslisten, er ikke på nogen måde usædvanlig og kan ikke danne grundlag for undersøgelse med hensyn til de af udvælgelseskomiteen anvendte kriterier.
Kommissionen finder derfor, at sagsøgerens påstande er uden reelt grundlag.
O. Due
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Fransk.
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
6. juli 1988 ( *1 )
I sag 164/87,
Luciano Simonella, tjenestemand ved Kommissionen, ved advokat Cario Revoldini, Luxembourg, og med valgt adresse i Luxembourg på dennes kontor, 21, rue Aldringen,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ved juridisk konsulent Peter Kalbe som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos G. Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,
sagsøgt,
vedrørende annullation af den af udvælgelseskomiteen for den interne udvælgelsesprøve KOM /A/8/84 trufne beslutning om ikke at optage sagsøgeren på egnethedslisten,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformand O. Due, dommerne K. Bahlmann og T. F. O'Higgins,
generaladvokat: C. O. Lenz
justitssekretær: fuldmægtig D. Louterman
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 19. april 1988,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 5. maj 1988,
afsagt følgende
Dom
1
Ved stævning indgivet til Domstolens Justitskontor den 4. juni 1987 har Luciano Simonella, tjenestemand i lønklasse B 3 ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, anlagt sag med påstand om annullation af den interne udvælgelsesprøve KOM/A/8/84 eller, subsidiært, af den af udvælgelseskomiteen for nævnte udvælgelsesprøve trufne beslutning om ikke at optage ham på egnethedslisten.
2
Den interne udvælgelsesprøve KOM/A/8/84 på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver blev afholdt af Kommissionen med henblik på oprettelsen af en reserve af fuldmægtige (lønklasserne 7 og 6 i kategori A). Den omfattede kun tjenestemænd, som havde været indplaceret i lønklasserne B 3 til B 1 siden 1980, idet dens formål var at muliggøre overgang fra kategori B til kategori A. 283 ansøgere fik adgang til at deltage.
3
Operationerne i udvælgelsesprøven var opdelt i tre faser: en forhåndsudvælgelse, en uddannelsesetape og til sidst en mundtlig prøve.
4
Under den første fase udpegede udvælgelseskomiteen de ansøgere, som den anså for at være bedst egnede til at gå videre til næste fase, hvorved komitéen baserede sig på ansøgernes aktsamlinger og på resultatet af en skriftlig prøve.
5
De 87 ansøgere, herunder sagsøgeren, som herefter blev udvalgt til at deltage i udvælgelsesprøvens anden etape, deltog i en obligatorisk undervisning, som var organiseret og udformet af udvælgelseskomiteen, og som strakte sig over en periode på fire uger.
6
Efter at ansøgerne havde gennemgået dette uddannelsesforløb, deltog de i en mundtlig prøve, som, i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven, skulle gøre det muligt for udvælgelseskomiteen at udspørge ansøgerne med henblik på en vurdering af deres kvalifikationsniveau og deres egnethed til at udøve funktioner i kategori A. Denne prøve talte indtil 50 points, hvoraf man skulle opnå mindst 30 for at blive optaget på egnethedslisten. Af de 84 ansøgere, som havde deltaget i den mundtlige prøve, blev 38 optaget på egnethedslisten.
7
Ved skrivelse af 17. juni 1986 blev sagsøgeren informeret om, at han ikke var optaget på egnethedslisten, idet han kun havde opnået 24,7 points.
8
Den 10. september 1986 indgav sagsøgeren klage over denne afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Den 9. marts 1987 modtog han meddelelse om, at Kommissionen havde afvist klagen.
9
Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
Formaliteten
10
Kommissionen har gjort gældende, at sagen må afvises, for så vidt der er nedlagt påstand om annullation af udvælgelsesprøve KOM/A/8/84 som helhed.
11
Hertil bemærkes, at udvælgelsesprøver, specielt af den her omhandlede type, består af en serie selvstændige operationer, som danner grundlag for retsakter, der kan anfægtes hver for sig.
12
Da sagsøgeren med held har deltaget i de to første etaper af den omtvistede udvælgelsesprøve, hvis princip han ikke bestrider, er operationerne i udvælgelsesprøven set under ét ikke af en sådan karakter, at de indeholder et klagepunkt i forhold til ham. Der kan derfor ikke gives sagsøgeren medhold, for så vidt han under henvisning til vedtægtens artikel 91, stk. 2, på generel og upræcis måde kræver annullation af alle operationerne i udvælgelsesprøven.
13
Det følger heraf, at søgsmålet kun kan antages til pådømmelse med hensyn til den subsidiære påstand om annullation af udvælgelseskomiteens beslutning om ikke at optage sagsøgeren på egnethedslisten.
14
Kommissionen har yderligere gjort gældende, at de anbringender, som sagsøgeren har fremført vedrørende meddelelsen om udvælgelsesprøven, ligeledes må afvises, fordi de er fremkommet for sent.
15
Hertil bemærkes, at ifølge Domstolens praksis Ofr dom af 11. marts 1986, Adams m. fl. mod Kommissionen, 294/84, Sml. s. 977, 984), skal en tjenestemand, som finder, at en meddelelse om udvælgelsesprøve indeholder et klagepunkt i forhold til ham på grund af ulovlighed, anfægte denne rettidigt. Hvis ikke, ville det være muligt at rejse tvivl om en udvælgelsesprøve længe efter dens offentliggørelse og efter, at størstedelen af eller alle operationerne i udvælgelsesprøven er afviklet, hvilket ville stride mod de almindelige principper om retssikkerhed, beskyttelse af den berettigede forventning og god forvaltningsskik.
16
Imidlertid følger det også af Domstolens praksis (jfr dom af 8. marts 1988, Sergio m. fl. mod Kommissionen, 64, 71 til 73 og 78/86, Sml. s. 1399), at manglende anfægtelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven ikke forhindrer en sagsøger i at påberåbe sig ulovligheder, der er opstået under afviklingen af udvælgelsesprøven, selv om oprindelsen til disse ulovligheder kan henføres til indholdet af meddelelsen om udvælgelsesprøve.
17
Det følger heraf, at de nævnte anbringender må afvises, for så vidt de drejer sig om lovligheden af meddelelsen om udvælgelsesprøven som sådan, men at de vil være at realitetsbehandle, for så vidt de tager sigte på ulovligheder, som har påvirket selve udvælgelsesprøvens forløb.
Realiteten
18
Sagsøgeren har for det første i det væsentlige gjort gældende, at meddelelsen om udvælgelsesprøven i strid med artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten ikke specificerer karaktergivningen for kvalifikationsbeviserne og den skriftlige prøve samt uddannelsesetapen, hvorfor udvælgelseskomiteens afgørelse kun er baseret på resultatet af den mundtlige prøve, som er den eneste prøve med hensyn til hvilken meddelelsen om udvælgelsesprøven specificerede karaktergivningen.
19
Det følger af det under formaliteten anførte, at dette anbringende må afvises, for så vidt det er rettet mod undladelsen af at specificere karaktergivningen for visse prøver i meddelelsen om udvælgelsesprøven, men at dette vil være at realitetsbehandle, for så vidt det vedrører begrundelsen for den anfægtede afgørelse.
20
Herved er det tilstrækkeligt at bemærke, at den omtvistede udvælgelsesprøve bestod af tre adskilte etaper, nemlig en forhåndsudvælgelse, hvorved udvælgelseskomiteen udpegede de ansøgere, som fandtes bedst egnede til at gå videre til den følgende etape, en etape med obligatorisk undervisning, som ikke gav anledning til nogen vurdering af ansøgerne, og til sidst en mundtlig prøve, som talte indtil 50 points, og hvorunder udvælgelseskomiteen udspurgte ansøgerne med henblik på en vurdering af deres kvalifikationsniveau og deres egnethed til at udøve funktioner i kategori A.
21
Det følger heraf, at de operationer i udvælgelsesprøven, der gik forud for den mundtlige prøve, kun havde til formål at sortere og forberede ansøgerne med hensyn til denne prøve, og at beslutningen om optagelse af en ansøger på egnethedslisten kun kunne afhænge af bedømmelsen af den mundtlige prøve. Sagsøgerens klagepunkt er derfor klart uden relevans for den anfægtede afgørelse.
22
For det andet har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at udvælgelseskomiteen ved udarbejdelsen af egnethedslisten har anvendt kriterier uden forbindelse med udvælgelsesprøven. Herved peger sagsøgeren på den omstændighed, at, i strid med al sandsynlighedsberegning, er forholdet mellem ansøgere fra de i Luxembourg hjemmehørende tjenestegrene (26%) og ansøgere fra tjenestegrenene i Bruxelles (74%) nøjagtigt det samme, både for så vidt angår de ansøgere, der blev antaget til den mundtlige prøve, som de ansøgere, der blev optaget på egnethedslisten. Sagsøgeren fremhæver ligeledes, at, i strid med al matematisk sandsynlighed, blev ingen af de ansøgere, der, som han selv, tilhørte Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, optaget på egnethedslisten, selv om 6 af de 23 ansøgere fra Luxembourg, der var antaget til den mundtlige prøve, var ansat der. Sagsøgeren slutter heraf, at udvælgelseskomiteen har udøvet forskelsbehandling til skade for de ansøgere, der var ansat ved nævnte kontor, eller at udvælgelseskomiteen i hvert fald gennemførte den mundtlige prøve på en sådan måde, at de uligheder, som udelukkende beroede på ansøgernes forskellige tjenestesteder, ikke blev elimineret.
23
Kommissionen har gjort gældende, at udvælgelseskomiteens afgørelser blev truffet i fuld uafhængighed og upartiskhed ud fra de kriterier for udvælgelsen, som var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, uden at der er taget hensyn af geografisk karakter eller lagt vægt på ansættelse i den ene eller anden af Kommissionens tjenestegrene.
24
Med hensyn til det klagepunkt, at udvælgelseskomiteen skulle have lagt vægt på ansøgernes tjenestested, bemærkes, at det blotte sammenfald af statistiske størrelser i to dele af udvælgelsesprøven ikke i mangel af konkrete holdepunkter giver grundlag for at fastslå, at udvælgelseskomiteen har anvendt et sådant kriterium.
25
Vedrørende klagepunktet om forskelsbehandling af ansøgere fra en bestemt tjenestegren i Kommissionen er det også tilstrækkeligt at pege på, at man, i mangel af konkrete holdepunkter, ikke kan slutte sig til en sådan forskelsbehandling, blot ud fra fordelingen af de beståede ansøgere på Kommissionens forskellige tjenestegrene.
26
Til sidst skal det med hensyn til det klagepunkt, at ansøgerne har haft ulige chancer i kraft af deres tjenestested, bemærkes, at den omtvistede udvælgelsesprøve havde til formål at etablere en reserve af tjenestemænd i kategori A, som var egnede til at løse opgaver svarende til denne kategori over alt i Kommissionens tjenestegrene.
27
Det skal endvidere fremhæves, at ifølge meddelelsen om udvælgelsesprøve var det formålet med den mundtlige prøve at gøre det muligt for udvælgelseskomiteen at vurdere ansøgernes kvalifikationsniveau og egnethed til at udøve funktioner i kategori A.
28
Det fremgår af de dokumenter vedrørende udvælgelseskomiteens arbejde, som Kommissionen har fremlagt på Domstolens opfordring, at den mundtlige prøve har omfattet fire faser. Ansøgeren svarede først på et generelt spørgsmål, som blev givet efter lodtrækning. Derefter redegjorde han for sin uddannelse og tidligere og nuværende beskæftigelse. Videre blev han udspurgt om betydningen af hans nuværende beskæftigelse i sammenhæng med Fællesskabets politik på det givne område. Endelig skulle ansøgeren svare på et spørgsmål vedrørende Fællesskabets politik på et område uden forbindelse med hans nuværende beskæftigelse. Principielt må en sådan procedure anerkendes som egnet til at sikre, at alle ansøgerne får lige chancer.
29
På den anden side kan det ikke bestrides, at den mere eller mindre udtalte specialisering, som ansøgerne har erhvervet gennem udøvelsen af funktionerne i deres aktuelle stillinger, har kunnet influere på deres egnethed til at udøve funktionerne i kategori A. Den undervisning, der var et led i udvælgelsesprøven, skulle imidlertid kunne råde bod på sådanne uligheder. Under alle omstændigheder påhvilede det ikke udvælgelseskomiteen at fjerne sådanne uligheder under den mundtlige prøve, hvis formål netop var at vurdere ansøgernes egnethed til at udøve funktioner i kategori A.
30
Det følger heraf, at nævnte klagepunkt ligeledes savner grundlag, og at sagsøgte vil være at frifinde.
Sagens omkostninger
31
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, skal den tabende part dømmes til at bære sagens omkostninger. Ifølge samme reglements artikel 70 skal institutionerne dog bære deres egne omkostninger i sager anlagt af ansatte.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
1)
Sagsøgte frifindes.
2)
Hver part bærer sine omkostninger.
Due
Bahlmann
O'Higgins
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. juli 1988.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
O. Due
Formand for Anden Afdeling
( *1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy