Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastsaettelse af den normale vaerdi - faktor, der i foerste raekke laegges til grund - pris i normal handel - handelsselskaber kontrolleret af producenten - anvendelse af de af disse selskaber anvendte priser - lovlighed
[Raadets forordning nr. 2176/84, art. 2, stk. 3, litra a) og b)]
2. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - sammenligning af den normale vaerdi og eksportprisen - justeringer - forskelle i handelsled - bevisbyrde
[Raadets forordning nr. 2176/84, art. 2, stk. 9 og stk. 10, litra c)]
3. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - erhvervsgren i Faellesskabet - produktion af samme vare - institutionernes skoen - ingen klar afgraensning af segmenter i klassifikationen for udvalget af de paagaeldende produkter - ingen urigtig bedoemmelse
(Raadets forordning nr. 2176/84, art. 2, stk. 12, og art. 4, stk. 4)
4. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - erhvervsgren i Faellesskabet - udelukkelse af visse producenter paa grundlag af deres forbindelse med de virksomheder, der praktiserer dumping - institutionernes skoen - betingelser ved udoevelsen
(Raadets forordning nr. 2176/84, art. 4, stk. 5)
5. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - virkningen af dumpingimport - vurdering i lyset af produktionen af samme vare i Faellesskabet - kriterier
(Raadets forordning nr. 2176/84, art. 4, stk. 4)
6. Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - institutionernes vurdering af Faellesskabets interesser - proevelse ved Domstolen - begraensninger
(Raadets forordning nr. 2176/84, art. 12, stk. 1)
Sammendrag
1. Naar det vedroerende salg paa hjemmemarkedet er konstateret, at en producent lader opgaver, der normalt varetages af en intern salgsafdeling, udfoere af handelsdatterselskaber, der sammen med producenten udgoer en enkelt oekonomisk enhed, kan institutionerne retmaessigt ved fastsaettelse af den normale vaerdi laegge de priser til grund, som den foerste uafhaengige koeber har betalt til handelsdatterselskaberne, idet disse priser med foeje kan anses for de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel, jf. artikel 2, stk. 3, litra a), i grundforordning nr. 2176/84. Naar der tages udgangspunkt i et forhandlerselskabs priser, sikres det, at de omkostninger, der uundgaaeligt indgaar i salgsprisen for et produkt, naar dette saelges gennem en intern salgsafdeling hos producenten, ikke lades ude af betragtning i tilfaelde, hvor den paagaeldende salgsvirksomhed udoeves af et selskab, som er en selvstaendig juridisk person, men som producenten har oekonomisk kontrol over.
2. En producent, der ikke har godtgjort, at de salg, paa grundlag af hvilke den normale vaerdi og eksportprisen blev beregnet, vedroerer andre koebergrupper og derfor hoerer hjemme i andre handelsled, kan ikke opnaa anerkendelse af de af ham oenskede justeringer for forskelle i handelsled, jf. artikel 2, stk. 9 og 10, i grundforordning nr. 2176/84.
3. Faellesskabets institutioner har ikke foretaget en urigtig bedoemmelse ved i forbindelse med vurderingen af den skade, der er tilfoejet en erhvervsgren i Faellesskabet, at anse produktionen af alle typer PPC i alle segmenter under ét, bortset fra PPC, som ikke produceres i Faellesskabet, for "Faellesskabets produktion af samme vare", jf. artikel 4, stk. 4, i grundforordning nr. 2176/84, idet der ikke efter de mange undersoegelser, som institutionerne har lagt til grund, kan gennemfoeres nogen klar afgraensning af segmenterne ved klassificeringen af PPC, idet paa den ene side visse PPC kan placeres i flere forskellige segmenter under hensyn til deres egenskaber og tekniske specifikationer, og der paa den anden side er konkurrence saavel mellem PPC i tilstoedende segmenter som mellem PPC, der er klassificeret i ikke-tilstoedende segmenter.
4. Efter artikel 4, stk. 5, i grundforordning nr. 2176/84 tilkommer det institutionerne som led i udoevelsen af deres skoen at tage stilling til, om de i forbindelse med konstateringen af, om der foreligger skade, skal holde de producenter, der staar i forbindelse med eksportoererne eller importoererne, eller selv er importoerer af dumpingvaren, uden for begrebet faellesskabsproducenter. Skoennet skal udoeves konkret under hensyn til alle relevante omstaendigheder og er undergivet Domstolens proevelse.
5. Faellesskabets institutioner er ikke ved afgoerelsen af, om der er forvoldt skade, forpligtet til at laegge vaegt paa den fortjeneste eller de tab, som faellesskabsproducenterne har haft paa hele deres virksomhed paa det paagaeldende omraade, for ifoelge artikel 4, stk. 4, i grundforordning nr. 2176/84 skal virkningen af dumpingimporten vurderes i forhold til Faellesskabets produktion af samme vare.
6. Vurderingen af, om Faellesskabets interesser i tilfaelde af, at dumpingen har forvoldt skade, goer faellesskabsforanstaltninger paakraevet, forudsaetter en bedoemmelse af en raekke komplicerede oekonomiske omstaendigheder. Domstolens proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke de anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der er begaaet en aabenbar fejl ved vurderingen af disse faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. juni 1987 har selskabet Sharp Corporation (herefter benaevnt "Sharp"), Osaka, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om, at Raadets forordning (EOEF) nr. 535/87 af 23. februar 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 54, s. 12, herefter benaevnt "den anfaegtede forordning") annulleres i sin helhed eller i det omfang, den angaar sagsoegeren.
2 Selskabet Sharp fremstiller PPC-fotokopieringsmaskiner (herefter benaevnt "PPC"). I juli 1985 blev der til Kommissionen klaget over Sharp og andre japanske producenter af Committee of European Copier Manufacturers, som beskyldte Sharp for at saelge sine produkter i Faellesskabet til dumpingpriser.
3 Den antidumpingprocedure, Kommissionen indledte i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1), foerte til vedtagelsen af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2640/86 af 21. august 1986 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 239, s. 5). Denne midlertidige told blev fastsat til 15,8% af prisen, netto, frit Faellesskabets graense, paa importen af PPC, som fremstilles og eksporteres af Sharp. Ved den anfaegtede forordning, der blev vedtaget paa forslag af Kommissionen, fastsatte Raadet derefter den endelige antidumpingtold til 20%.
4 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
5 Sharp har til stoette for paastanden fremfoert flere anbringender om henholdsvis fejlagtig beregning af den normale vaerdi, fejlagtig sammenligning af den normale vaerdi og eksportprisen, fejlagtig opgoerelse af den skade, der er forvoldt industrien i Faellesskabet, fejlagtig vurdering af Faellesskabets interesser og forkert beregning af antidumpingtolden.
Anbringendet om fejlagtig beregning af den normale vaerdi
6 Sharp har gjort gaeldende, at institutionerne i det omfang, de var naaet til det resultat, at de ikke kunne fastsaette den normale vaerdi paa grundlag af de priser, som Sharp anvendte over for sit handelsdatterselskab i Japan, Sharp Business KK (herefter benaevnt "SBK"), ikke burde have fastsat denne vaerdi paa grundlag af de priser, datterselskaberne fakturerede til den foerste uafhaengige koeber, men vaere gaaet frem efter artikel 2, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2176/84, dvs. have benyttet den sammenlignelige pris ved eksport til tredjelande eller have beregnet den normale vaerdi. Sharp har tilfoejet, at samtlige SBK' s omkostninger skulle have vaeret fratrukket i den normale vaerdi for de syv PPC-typer, for hvilke denne vaerdi blev fastsat paa den anfoerte maade, og ikke skulle vaere medtaget ved beregningen af den normale vaerdi for den ottende af selskabets typer, for hvilken denne vaerdi blev beregnet.
7 Det maa foerst fastslaas, at det af sagen fremgaar, at Sharp oekonomisk kontrollerer sit handelsdatterselskab i Japan og betror det opgaver, der normalt skal udfoeres af en intern salgsafdeling, der er organiseret som en del af producentens egen virksomhed.
8 Som allerede fastslaaet af Domstolen, navnlig i dom af 5. oktober 1988 (sag 250/85, Brother mod Raadet, Sml. s. 5683, praemis 16), er den omstaendighed, at der inden for en gruppe af virksomheder bestaaende af selskaber, som er selvstaendige juridiske personer, sker en arbejdsfordeling med hensyn til henholdsvis fremstilling og salg, ikke til hinder for, at der er tale om en enkelt oekonomisk enhed, som paa denne maade udoever en samlet erhvervsmaessig virksomhed, der i andre tilfaelde udoeves af en enhed, som samtidig er en enkelt juridisk person.
9 Paa baggrund heraf kunne institutionerne retmaessigt laegge de priser til grund, som den foerste uafhaengige koeber betalte til handelsdatterselskabet, idet disse priser med foeje kan anses for de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel, jf. artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning nr. 2176/84.
10 I den forbindelse bemaerkes, at Domstolen i dom af 5. oktober 1988 (forenede sager 277/85 og 300/85, Canon mod Raadet, Sml. s. 5731, praemis 11) har fastslaaet, at det i foerste raekke er disse priser, der skal laegges til grund for fastsaettelsen af den normale vaerdi, idet de andre i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i) og ii), i forordning nr. 2176/84 angivne loesninger kun har en subsidiaer karakter.
11 Det skal dertil foejes, at det i Domstolens dom af 5. oktober 1988 (forenede sager 273/85 og 107/86, Silver Seiko mod Raadet, Sml. s. 5927, praemis 14) er fastslaaet, at naar der tages udgangspunkt i et forhandlerselskabs priser, sikres det, at de omkostninger, der uundgaaeligt indgaar i salgsprisen for et produkt, naar dette saelges gennem en intern salgsafdeling hos producenten, ikke lades ude af betragtning i tilfaelde, hvor den paagaeldende salgsvirksomhed udoeves af et selskab, som er en selvstaendig juridisk person, men som producenten har oekonomisk kontrol over. Paa samme maade forholder det sig med hensyn til inddragelsen af de af SBK afholdte omkostninger i den normale vaerdi, der er blevet beregnet for en af Sharp' s maskintyper.
12 Sharp har yderligere gjort gaeldende, at institutionerne har behandlet selskabet paa en anden maade end den japanske eksportoer Nakajima i "elektroniske skrivemaskiner"-sagen (dom af 5.10.1988, sag 301/85, Sharp Corporation mod Raadet, Sml. s. 5813, praemis 22). I Nakajima' s tilfaelde blev der ikke ved beregningen af den normale vaerdi inddraget omkostninger eller fortjeneste i forbindelse med markedsfoering eller forhandling paa hjemmemarkedet.
13 Den argumentation kan ikke laegges til grund. Det er tilstraekkeligt i den forbindelse at fastslaa, at der ikke var tale om sammenlignelige situationer, idet Nakajima til forskel fra Sharp ikke selv stod for forhandlingen paa hjemmemarkedet af sine produkter, som selskabet tvaertimod solgte til et andet selskab med henblik paa forhandlingen dér.
14 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at anbringendet om fejlagtig beregning af den normale vaerdi i det hele maa forkastes.
Anbringendet om fejlagtig sammenligning af den normale vaerdi og eksportprisen
15 Sharp har gjort gaeldende, at institutionerne, naar de med rette fastsatte den normale vaerdi paa grundlag af SBK' s salgspriser, burde have fratrukket samtlige SBK' s omkostninger i denne vaerdi, idet disse omkostninger udelukkende havde tilknytning til salgene paa hjemmemarkedet. Paa samme maade forholder det sig ifoelge Sharp med en af selskabets typer, for hvilken omkostningerne er blevet medtaget i den beregnede normale vaerdi. Institutionerne har ved saaledes at afslaa at foretage disse fradrag, selv om de tilsvarende af Sharp' s europaeiske handelsdatterselskaber afholdte omkostninger blev fratrukket i eksportprisen, fastsat den normale vaerdi i et handelsled, der ikke kan sammenlignes med ab fabrik-leddet, som blev lagt til grund for eksportprisen.
16 I den forbindelse bemaerkes, at saavel den normale vaerdi som eksportprisen er blevet beregnet paa grundlag af den pris, hvortil produktet foerste gang solgtes til en uafhaengig koeber.
17 Det maa dernaest fremhaeves, at Sharp ikke har godtgjort, at de salg, paa grundlag af hvilke den normale vaerdi og eksportprisen blev beregnet, vedroerte andre koebergrupper og derfor hoerte hjemme i andre handelsled, der kunne begrunde de oenskede justeringer. Institutionerne var derfor ikke forpligtet til at gennemfoere dem.
18 Sharp har endelig gjort gaeldende, at fortolkningen af forordning nr. 2176/84 skal vaere i overensstemmelse med GATT og antidumpingkodeksen fra 1979, hvorefter der skal gennemfoeres en rimelig sammenligning med henblik paa at fastslaa, om der er tale om dumping.
19 Denne argumentation kan ikke laegges til grund. Paa baggrund af det anfoerte, kan det nemlig fastslaas, at Sharp ikke har godtgjort, at den normale vaerdi og eksportprisen blev sammenlignet i forskellige handelsled.
20 Anbringendet om fejlagtig sammenligning af den normale vaerdi og eksportprisen skal derfor forkastes.
Anbringenderne om fejlagtig opgoerelse af skaden for industrien i Faellesskabet
A - Urigtig bedoemmelse af PPC' s lighed ("samme vare")
21 Indledningsvis boer det fremhaeves, at institutionerne fandt, at alle PPC og i hvert fald maskiner klassificeret i tilstoedende segmenter, fra den personlige kopieringsmaskine til og med segment 5 i Dataquest-klassifikationen maatte betragtes som samme vare, idet maskiner i segment 6, som ikke produceredes i Faellesskabet, blev holdt uden for proceduren (betragtning 31 til den anfaegtede forordning).
22 Det maa i den forbindelse fastslaas, at ifoelge de PPC-klassifikationer, som Info-Markt og Dataquest har udarbejdet, og som institutionerne har henvist til i naervaerende sag, omfatter PPC-markedet forskellige segmenter, afhaengigt af maskinernes forskellige tekniske specifikationer og kapacitet. Som det imidlertid fremgaar af betragtning 31 til den anfaegtede forordning, eksporterede de japanske producenter i referenceperioden udelukkende PPC fra kategorien personlige kopieringsmaskiner og maskiner i segment 1-4.
23 Sharp har gjort gaeldende, at institutionerne fejlagtigt har set bort fra PPC-markedets opdeling i segmenter og har anset samtlige disse maskiner for samme vare efter betydningen i artikel 2, stk. 12, i forordning nr. 2176/84. Sharp har med henblik paa at godtgoere, at der ikke er nogen lighed mellem PPC henhoerende i tilstoedende segmenter anfoert, at koeberen af en PPC i segment 1 ikke ville koebe en personlig PPC med den begrundelse, at kopistykomkostningen og den relative nytte af sidstnaevnte maskine ville falde, efterhaanden som antallet af kopier stiger.
24 Sharp har i oevrigt gjort gaeldende, at der ikke er nogen lighed mellem PPC i saakaldte ikke-tilstoedende segmenter. Selskabet har herved i foerste raekke henvist til Kommissionens beslutning 88/88/EOEF af 22. december 1987 om et joint venture mellem Olivetti og Canon (EFT L 52, s. 51), hvorefter PPC fordeler sig paa tre forskellige markeder, nemlig markedet for det lavere spektrum (fra personlige fotokopieringsmaskiner til segment 2 i Dataquest-klassifikationen), markedet for mellemspektret (segment 3-4) og markedet for det hoejere spektrum (segment 4-6). Selskabet har dernaest fremhaevet, at den inddeling af markedet i segmenter, som Kommissionen har anerkendt, er et resultat af konkurrencen mellem PPC i ét og samme segment, en konkurrence, der er langt staerkere mellem PPC i forskellige segmenter.
25 Herom bemaerkes, at der ifoelge artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2176/84 "... [kun foretages] en konstatering af, om der foreligger skade, ... saafremt dumpingimporten eller den subsidierede import gennem virkningerne af dumping eller subsidier, forvolder skade, dvs. faktisk forvolder eller truer med at forvolde vaesentlig skade for en erhvervsgren i Faellesskabet eller i vaesentlig grad forsinker oprettelsen af en saadan erhvervsgren". Ifoelge artikel 4, stk. 4, skal "... [virkningen] af dumpingimporten eller den subsidierede import [vurderes] i forhold til Faellesskabets produktion af samme vare ...". Endvidere forstaas ifoelge artikel 2, stk. 12, i samme grundforordning "ved udtrykket 'samme vare' en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende magen til den omhandlede vare, eller saafremt en saadan vare ikke findes, en anden vare, der har egenskaber, som ligger taet op ad den paagaeldende vare".
26 Paa grundlag af de markedsundersoegelser, som Info-Markt og Dataquest havde gennemfoert, naaede institutionerne til det resultat, at selv om ikke alle PPC var samme vare, maatte man dog anse PPC i tilstoedende segmenter, fra den personlige PPC til og med maskinerne i segment 5 i Dataquest-klassifikationen, for samme vare. Af sagen fremgaar, at segmenterne i de naevnte undersoegelser ikke er blevet klart afgraenset, idet paa den ene side visse PPC kan placeres i flere forskellige segmenter under hensyn til visse af deres egenskaber og tekniske specifikationer, og der paa den anden side er konkurrence saavel mellem PPC i tilstoedende segmenter som mellem PPC, der er klassificeret i de forskellige ovenfor naevnte segmenter.
27 Forskellene mellem PPC, der henhoerer under ét segment eller under forskellige segmenter, isaer vedroerende hastighed og kopieringskapacitet, giver ikke tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at saadanne PPC ikke fungerer ens eller ikke opfylder samme behov. Som det i oevrigt fremgaar af betragtning 30, tredje afsnit, til den anfaegtede forordning, er det forhold, at kundernes valg kan vaere bestemt af faktorer, der bl.a. vedroerer en afgoerelse om at centralisere eller decentralisere kopieringsfaciliteterne, en bekraeftelse af, at der er tale om konkurrence mellem maskiner i forskellige kategorier.
28 Det skal fremhaeves, at kopieringshastigheden, naar henses til, at de forskellige segmenter som anfoert ovenfor overlapper hinanden, ikke kan laegges til grund som et forhold, der angiver forskellen mellem de forskellige PPC. Af sagen fremgaar nemlig bl.a., at PPC, der producerer mellem 40 og 45 kopier i minuttet, kan tilhoere enten segment 3 (31-45 kopier) eller segment 4 (40-75 kopier). Det samme er tilfaeldet for personlige fotokopieringsmaskiner, der producerer indtil 12 kopier i minuttet, mens maskiner i segmenterne 1a og 1b producerer henholdsvis indtil 20 og fra 15 til 20 kopier i minuttet.
29 Hvad angaar Sharp' s argumentation paa grundlag af fastlaeggelsen af de relevante markeder ifoelge beslutning 88/88, maa det, som anfoert af Kommissionen, anerkendes, at denne fastlaeggelse ikke udelukker, at PPC i de tre omhandlede segmenter til en vis grad kan anvendes uden forskel, eller at denne lige store anvendelighed er mindre end den, der goer sig gaeldende for PPC i ét og samme segment. Det fremgaar faktisk af det ovenfor anfoerte, at de i naevnte beslutning fastlagte segmenter ligesom segmenterne ifoelge Dataquest- og Info-Markt-klassifikationerne ikke viser sig i indbyrdes adskilte markeder.
30 Paa den baggrund maa det fastslaas, at Sharp ikke har godtgjort, at institutionerne foretog en urigtig bedoemmelse, da de fastslog, at "Faellesskabets produktion af samme vare", jf. artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2176/84, i det foreliggende tilfaelde omfattede produktionen af alle typer PPC i alle segmenter under ét.
31 Anbringendet om urigtig bedoemmelse ved afgoerelsen af, om der har vaeret tale om samme vare, maa foelgelig forkastes.
B - Den fejlagtige definition af en erhvervsgren i Faellesskabet
32 Sharp har gjort gaeldende, at institutionerne ikke, naar henses til den betydelige import fra Japan, som Rank Xerox, Océ og Olivetti har, burde have medregnet disse selskaber som producenter tilhoerende "en erhvervsgren i Faellesskabet", jf. artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 2176/84, hvorved institutionerne aendrede den opfattelse, de var gaaet ind for i flere tidligere sager. Efter Sharp' s opfattelse var ingen producent i Faellesskabet i stand til at paaberaabe sig, at der forelaa skade som foelge af importen af smaa fotokopieringsmaskiner fra Japan. Under alle omstaendigheder var ifoelge Sharp den europaeiske produktion paa dette omraade ubetydelig, hvis den da overhovedet fandtes.
33 Vedroerende Rank Xerox har Sharp indledningsvis henvist til, at denne virksomhed ejer 50% af kapitalen i det japanske selskab Fuji Xerox, hos hvilket det dels har indkoebt store maengder helt faerdigproducerede PPC, som var maerket Rank Xerox, samt "kits" og komponenter, og dels har faaet teknisk bistand og hjaelp til produktudvikling. Rank Xerox havde med sine indkoeb paa disse vilkaar af PPC hos Fuji Xerox faaet mulighed for at opnaa fortjeneste og paavirke overfoerselsprisen for de omhandlede maskiner. Medtagelsen af Rank Xerox i gruppen af EF-producenter har derfor kun kunnet foere til en fejlagtig opgoerelse af den paastaaede skade.
34 I den forbindelse bemaerkes, at Domstolen i forbindelse med en stillingtagen til den samme argumentation fra selskabet Gestetner' s side i naevnte dom af 14. marts 1990, sag C-156/87, praemis 57, udtalte, at for saa vidt angaar importen fra Japan af PPC, der blev leveret af Fuji Xerox, fandt institutionerne, at Rank Xerox ikke havde foert bevis for, at selskabet havde maattet koebe disse maskiner for at beskytte sig selv. I henhold til visse oplysninger var det en forretningsmaessig beslutning, der blev truffet for hele Xerox-koncernen. Importen af disse maskiner var imidlertid af ubetydeligt omfang i forhold til hele det program af PPC, som Rank Xerox fremstiller i Faellesskaberne, saavel som i forhold til hele faellesmarkedet (1%), og videresalgspriserne var de samme som priserne for de tilsvarende maskiner, som Rank Xerox fremstillede.
35 Sharp har dernaest rejst kritik af, at Rank Xerox' produktion blev anset for at vaere en del af faellesskabsproduktionen, selv om selskabets virksomhed delvis bestod i at samle eller producere produkter i Faellesskabet ved hjaelp af materialer eller komponenter, der hidroerte fra Japan. Selskabet har i den forbindelse gjort gaeldende, at artikel 13, stk. 10, der er indsat i forordning nr. 2176/84 ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1761/87 af 22. juni 1987 (EFT L 167, s. 9), den saakaldte "skruetraekker-forordning", indeholder bestemmelser om, at der kan indfoeres antidumpingtold i en situation af denne art. Det har anfoert, at institutionerne med anvendelse af denne bestemmelse udelukkende paa selskaber, der er hjemmehoerende i Japan, og med medregningen i oevrigt af de selskaber, der er hjemmehoerende i Faellesskabet, og som giver sig af med de samme "skruetraekker"-aktiviteter, blandt faellesskabsproducenterne, behandlede ens situationer forskelligt.
36 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Forholdet er saaledes det, at artikel 13, stk. 10, i forordning nr. 2176/84 blev indfoert, efter at den anfaegtede forordning var blevet vedtaget, og vedroerer indfoerelsen af en antidumpingtold paa varer, der er samlet eller produceret i Faellesskabet under anvendelse af materialer og komponenter, der hidroerer fra det eller de omhandlede eksportlande, men ikke fastlaeggelsen af vedkommende erhvervsgren i Faellesskabet.
37 Sharp har vedroerende Océ og Olivetti, der ogsaa importerer PPC fra Japan, men fra selvstaendige selskaber, gjort gaeldende, at importen vedroerer 35-40% af naevnte to selskabers salg og udlejning af maskiner inden for EOEF, hvorfor ogsaa disse selskaber skulle have vaeret holdt uden for begrebet "en erhvervsgren i Faellesskabet".
38 Heri kan der ikke gives sagsoegeren medhold. Domstolen fastslog saaledes i den tidligere naevnte dom af 14. marts 1990, sag C-156/87, praemis 47, at Olivetti og Océ importerede PPC fra Japan for at kunne tilbyde deres kunder et fuldstaendigt modeludvalg. PPC i segmenterne 1 og 2 blev solgt til hoejere priser, end leverandoererne af disse maskiner tog, og udgjorde mellem 35 og 40% af markedet for salg og leje af disse nye maskiner i perioden fra 1981 til juli 1985. De to naevnte producenters bestraebelser paa at udvikle og markedsfoere et fuldstaendigt modeludvalg mislykkedes imidlertid som foelge af de trykkede markedspriser, der var en foelge af indfoerslerne fra Japan.
39 Heller ikke Sharp' s argument vedroerende institutionernes tidligere praksis kan tiltraedes. For som fastslaaet af Domstolen i praemis 43 i samme dom tilkommer det ved anvendelsen af artikel 4 i forordning nr. 2176/84 institutionerne inden for deres skoen at tage stilling til, om begrebet "faellesskabsproducenter" ikke skal omfatte producenter, der staar i forbindelse med eksportoererne eller importoererne, eller selv er importoerer af dumpingvaren. Skoennet skal herved udoeves konkret og under hensyn til alle relevante omstaendigheder.
40 Det maa imidlertid fastslaas, at det - ifoelge sagens akter og retsforhandlingerne for Domstolen - i hvert af de af det sagsoegende selskab naevnte tilfaelde er ved udoevelsen af en saadan skoensbefoejelse, at en faellesskabsproducent er blevet anset for omfattet af eller holdt uden for erhvervsgrenen i Faellesskabet.
41 Endelig skal det med hensyn til Sharp' s argument om, at Faellesskabets produktion paa omraadet for smaa fotokopieringsmaskiner er ubetydelig, hvis den da overhovedet findes, blot fastslaas, at institutionerne i det foreliggende tilfaelde rigtigt lagde til grund, at alle PPC i tilstoedende segmenter fra personlige fotokopieringsmaskiner til og med maskiner i segment 5 i Dataquest-klassifikationen er samme vare, og at Faellesskabets produktion, alene naar det gaelder smaa fotokopieringsmaskiner, derfor ikke kan komme i betragtning ved fastlaeggelsen af begrebet "en erhvervsgren i Faellesskabet".
42 Paa baggrund af det anfoerte kan anbringendet om en fejlagtig fastlaeggelse af en erhvervsgren i Faellesskabet ikke anses for korrekt, hvorfor det ikke kan laegges til grund.
C - Den fejlagtige vurdering af de skadevoldende faktorer
43 Sharp har kritiseret den analyse af de forskellige faktorer, institutionerne gennemfoerte med henblik paa at vurdere den skade, der er forvoldt en erhvervsgren i Faellesskabet, og har desuden bestridt, at der herefter overhovedet foreligger en skade, som ifoelge Sharp ikke vil kunne vaere et resultat af den omhandlede import, men derimod af den politik, virksomhederne i Faellesskabet har fulgt, og deres maskiners underlegenhed i forhold til japanske PPC.
44 I den forbindelse skal der henvises til bestemmelserne i forordning nr. 2176/84, der angiver, hvorledes der skal gaas frem ved konstateringen af, om der foreligger skade, og navnlig til forordningens artikel 4, stk. 1. Ifoelge denne bestemmelse vil der dels kun kunne foreligge skade, saafremt dumpingimporten gennem virkningerne af dumping faktisk forvolder eller truer med at forvolde vaesentlig skade for en erhvervsgren i Faellesskabet, og dels maa skader forvoldt af andre faktorer ikke tilskrives dumpingimporten.
45 I artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2176/84 angives de faktorer, der omfattes af undersoegelsen af, om der foreligger skade, og disse faktorer er: a) omfanget af dumpingimporten, b) priserne paa dumpingimporten og c) foelgevirkningerne for den paagaeldende erhvervsgren. I samme bestemmelse tilfoejes dog, at hverken en enkelt eller flere af disse faktorer noedvendigvis er udslaggivende for afgoerelsen.
46 Institutionerne skal altsaa under udoevelsen af deres skoensbefoejelser analysere de naevnte faktorer og blandt de skoenselementer, der er opregnet herfor i naevnte bestemmelse, holde sig til dem, som de anser for relevante i det konkrete tilfaelde. Institutionerne har i det foreliggende tilfaelde gennemfoert en indgaaende undersoegelse af de i naevnte bestemmelse angivne faktorer.
47 Vedroerende omfanget af importen fra Japan bemaerkes, at selv om faellesskabsproducenternes salg og udlejning af nye af dem producerede maskiner steg med 74% fra 1981 til 1984, faldt deres markedsandel fra 21% i 1981 til 11% i referenceperioden, mens den andel paa faellesmarkedet, de japanske producenter havde i samme tidsrum, steg fra 70 til 78%. Institutionerne kunne derfor laegge til grund, at importen fra Japan, der steg over 120% fra 1981 til 1984, havde hindret en mere fordelagtig udvikling for faellesskabsvirksomhedernes salg og udlejning af PPC.
48 Med hensyn til det prisunderbud, som disse produkter blev indfoert til, kan det blot fastslaas, at priserne paa de i Japan producerede PPC, til trods for disses bedre udstyr og stoerre ydeevne i forhold til sammenlignelige i Faellesskabet producerede PPC, var de samme som eller endog lavere end priserne paa faellesskabsproducenternes PPC (betragtning 44, 47 og 49 til den anfaegtede forordning).
49 Hvad angaar de virkninger, lavprisimporten havde for den beroerte erhvervsgren i Faellesskabet, bemaerkes, at ikke blot blev som ovenfor naevnt faellesskabsproducenternes markedsandele maerkbart mindre, men de havde ogsaa i referenceperioden en faldende rentabilitet.
50 I denne forbindelse fremhaeves, at institutionerne ikke som anfoert af Sharp var forpligtet til at laegge vaegt paa den fortjeneste eller de tab, som faellesskabsproducenterne havde paa hele deres virksomhed paa fotokopieringsomraadet. For ifoelge artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2176/84 skal virkningen af dumpingimporten vurderes i forhold til Faellesskabets produktion af samme vare. Raadet vurderede derfor korrekt, med udgangspunkt i denne produktion efter den ovenfor givne fastlaeggelse heraf, den japanske imports virkninger for faellesskabsproducenternes rentabilitet.
51 Sharp har i oevrigt gjort gaeldende, at udviklingen paa det europaeiske marked for fotokopieringsmaskiner viser, at institutionerne fejlagtigt ansaa den omhandlede import for aarsag til en skade, som er forvoldt af andre forhold, og navnlig af faellesskabsvirksomhedernes beslutning om ikke at gaa ind i en produktion af smaa fotokopieringsmaskiner paa grund af de omkostninger og de vanskeligheder af teknologisk art, som udviklingen af saadanne nye maskintyper ville have medfoert.
52 Dette argument kan ikke anerkendes. Med hensyn til Rank Xerox forklarer Raadet i betragtning 85 til den anfaegtede forordning, at de vanskeligheder, selskabet fra 1982/1983 havde med at udvikle en ny maskintype, blev loest, og typen blev faktisk markedsfoert. Raadet begik derfor ingen fejl ved vurderingen ved at naa til det resultat, at de naevnte vanskeligheder var uden betydning for den skade, Rank Xerox i oevrigt led som foelge af importen fra Japan.
53 Hvad Océ og Olivetti angaar bemaerkes i overensstemmelse med det ovenfor (i praemis 37) anfoerte, at disse to producenters forsoeg paa at udvikle og markedsfoere et fuldstaendigt modeludvalg mislykkedes paa grund af de lave markedspriser, som importen fra Japan havde medfoert.
54 Hvad endelig angaar argumentationen om de japanske PPC' s paastaaede overlegenhed, det japanske vareudvalg og de japanske maskiners kvalitet og driftsikkerhed, bemaerkes, at Domstolen ikke har faaet forelagt beviser herfor.
55 Paa baggrund af det anfoerte forkastes anbringendet om en fejlagtig vurdering af de forhold, der har foraarsaget skaden.
Anbringendet om fejlagtig vurdering af Faellesskabets interesser
56 Sharp har gjort gaeldende, at vurderingen af Faellesskabets interesser blev fordrejet, idet Rank Xerox, Océ og Olivetti, der var afhaengige af og opnaaede fortjeneste paa importen fra Japan, blev medregnet blandt de producenter, der udgoer en erhvervsgren i Faellesskabet, og at institutionerne ikke sammenlignede deres interesse med interessen hos OEM-importoererne, som f.eks. Gestetner, Agfa-Gevaert m.fl. Selskabet har i den forbindelse gjort gaeldende, at Rank Xerox, Océ og Olivetti sammen med Tetras kun havde 3% af Faellesskabets marked for smaa fotokopieringsmaskiner, mens de naevnte OEM-importoerer, der havde et meget stort antal beskaeftigede, var meget aktive paa omraadet for smaa fotokopieringsmaskiner.
57 Sharp har anfoert, at i betragtning af faellesskabsproduktionens meget begraensede karakter og dens meget begraensede udbud af maskintyper, der er smaa fotokopieringsmaskiner, var institutionernes vurdering af, om det var i Faellesskabets interesse at traeffe foranstaltninger, forkert, for saa vidt som de med beslutningen om at beskytte producenterne af en meget begraenset maengde varer ikke tog foelgerne heraf i betragtning.
58 Det bemaerkes, at efter Domstolens praksis, jf. navnlig ovennaevnte dom af 14. marts 1990, sag C-156/87, praemis 63, forudsaetter vurderingen af, om Faellesskabets interesser goer faellesskabsforanstaltninger paakraevet, en bedoemmelse af en raekke komplicerede oekonomiske omstaendigheder, og at Domstolens proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige samt til, om der foreligger en aabenbar fejl ved vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning.
59 I den forbindelse bemaerkes, at det ifoelge institutionerne er tvivlsomt, om en uafhaengig produktion af PPC vil kunne opretholdes inden for Faellesskabet uden antidumpingtold; en saadan produktion er imidlertid noedvendig for at bevare og udvikle den teknologi, der skal bruges ved fremstilling af reprografiske produkter, samt for at bevare et stort antal arbejdspladser. Usikkerheden vedroerende disse forhold blev navnlig fremkaldt af, at en af faellesskabsproducenterne blev overtaget af en japansk fabrikant, mens undersoegelsen verserede. Institutionerne skoennede derfor, at hensynet til at beskytte virksomhederne i Faellesskabet var vigtigere end beskyttelsen af forbrugernes interesser paa kort sigt samt beskyttelsen af importvirksomhederne, jf. udtalelsen paa linje hermed i betragtning 99 til den anfaegtede forordning.
60 Institutionerne har ikke begaaet nogen aabenbar fejl ved vurderingen af Faellesskabets interesser, hvorfor anbringendet herom ikke kan tiltraedes.
Anbringendet om forkert beregning af antidumpingtolden
61 Sharp har endelig gjort gaeldende, at institutionerne med fastsaettelsen af den endelige antidumpingtold til 20% af nettoprisen franko graensen har tilsidesat artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2176/84, hvorefter tolden ikke maa vaere hoejere, end hvad der er tilstraekkeligt til at afhjaelpe skaden.
62 Sharp har i den forbindelse for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen fejlagtigt naaede til det resultat, at der skulle en fortjeneste paa 12% til for at opnaa en fortjeneste eller en rimelig indtaegt ved salget af PPC. Der er tale om en fortjeneste, der klart er for hoej, idet smaa fotokopieringsmaskiner altid saelges med lavere fortjeneste end den, som gennemsnitligt opnaas ved forretninger, der har forbindelse med salget af PPC. Selskabet har dernaest anfoert, at tolden blev beregnet paa en saadan maade, at den kunne ophaeve prisunderbuddet, der af de grunde, Sharp tidligere har anfoert, ikke foreligger. Sharp har endelig anfoert, at redegoerelsen for den maade, tolden er beregnet paa i betragtning 107 til den anfaegtede forordning, ikke er klar.
63 Vedroerende argumentet om, at en fortjenstmargen paa 12% er alt for hoejt ansat, bemaerkes, at det af betragtning 103 til den anfaegtede forordning fremgaar, at den valgte procentsats skulle goere det muligt for samtlige faellesskabsproducenter at opnaa et rimeligt afkast, som staar i et rimeligt forhold til den risiko, der er forbundet med investeringer med henblik paa ny produktudvikling. Institutionerne naaede her til det resultat, at det ikke var paa sin plads at laegge vaegt paa den fortjeneste, der opnaas ved levering af hjaelpematerialer eller andre aktiviteter med tilknytning til fotokopiering.
64 Hverken af sagen eller retsforhandlingerne fremgaar, at institutionerne har begaaet fejl ved skoensudoevelsen. Sharp har i oevrigt ikke godtgjort, i hvilket omfang en lavere fortjenstmargen for smaa fotokopieringsmaskiner ville have indvirket paa den indfoerte antidumpingtolds stoerrelse.
65 Argumentet om, at prisunderbuddet, som skulle ophaeves ved tolden, ikke forelaa, kan ikke anerkendes. For som anfoert i betragtning 110 til den anfaegtede forordning praktiserede de japanske eksportoerer utvivlsomt en bestemt form for underbud (jf. praemis 48), men da det var umuligt at anslaa stoerrelsen heraf, blev der ved beregningen af antidumpingtolden ikke henset til nogen faktor, som tog hensyn til den.
66 Endelig maa det, for saa vidt angaar redegoerelsen for, hvorledes tolden er beregnet, fastslaas, at betragtning 107 til den anfaegtede forordning indeholder en detaljeret redegoerelse for alle led i den beregning, institutionerne gennemfoerte, og at Sharp ikke naermere har angivet, hvorfor redegoerelsen herfor ikke er forstaaelig.
67 Af det anfoerte foelger, at anbringendet om en forkert beregning af antidumpingtolden ikke kan anerkendes, hvorfor sagsoegte i det hele vil vaere at frifinde.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
68 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne for intervenienten Cecom, der har nedlagt paastand herom. Kommissionen baerer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 69, stk. 4.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Sagsoegte frifindes.
2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder de af intervenienten Cecom afholdte omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy