RETSMØDERAPPORT
i sag 207/87 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger i hovedsagen
1.
Sagsøgeren i hovedsagen, G. Weissgerber (herefter benævnt »sagsøgeren«), er forsikringsągent og låneformidler. I perioden 1978-1979 skaffede han lånsøgende kunder til tre tyske banker, Vereinsbank Heidelberg, CC-Bank og AK-Bank. Over for de to førstnævnte banker afgav sagsøgeren indeståelse for kundernes soliditet.
2.
Som vederlag for nævnte virksomhed betalte bankerne provisioner, hvoraf en del blev udbetalt til sagsøgeren og i øvrigt af Vereinsbank og CC-Bank indbetalt på spaerrede konti med henblik på den situation, at de garanterede lån ikke blev tilbagebetalt. I de kreditnotaer, som bankerne tilsendte Weissgerber, var der ikke angivet noget beløb for moms.
3.
Vereinsbank, som betalte hovedparten af provisionerne, nedsatte med virkning fra marts 1979 provisionsbeløbene. Sagsøgeren har gjort gældende, at banken nedsatte provisionen i forventning om, at låneformidlingstransaktioner ville blive fritaget for omsætningsafgift (herefter benævnt »moms«). Sagsøgte i hovedsagen, Finanzamt Neustadt har derimod anført, at nedsættelsen skete for at dække lån, som sagsøgerens kunder ikke havde tilbagebetalt.
4.
I forbindelse med fastsættelsen af beregningsgrundlaget for moms for 1978 og 1979 medregnede de tyske afgiftsmyndigheder på grundlag af sagsøgerens afgiftsopgørelse de førnævnte provisioner i de afgiftspligtige transaktioner.
5.
Artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) (herefter benævnt »sjette direktiv«) hjemler momsfritagelse for »ydelse og formidling af lån samt forvaltning af lån ved den person, som har ydet lånene«.
6.
I sjette direktivs artikel 1 er fristen for at gennemføre direktivet fastsat til senest den 1. januar 1978. Denne frist blev forlænget til den 1. januar 1979 ved artikel 1 i Rådets niende direktiv 78/583 af 26. juni 1978 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (EFT L 194, s. 16) (herefter benævnt »niende direktiv«).
7.
Sjette direktiv blev først gennemført af Forbundsrepublikken Tyskland med virkning fra 1. januar 1980, jfr. lov af 26. november 1979 (BGBl. I, s. 1953).
8.
I dommene af 19. januar 1982 (Becker, 8/81, Sml. s. 53) og 10. juni 1982 (Grendel,255/81, Sml. s. 2301), kendte Domstolen for ret, at en låneformidler, i mangel af gennemførelse af sjette direktiv, efter den 1. januar 1979 kunne støtte ret på bestemmelsen om momsfritagelse, når han ikke havde overvæltet afgiften på senere led. I dommen af 22. februar 1984 (Kloppenburg, 70/83, Sml. s. 1075) kom Domstolen til samme resultat for transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978, da der blev givet meddelelse om niende direktiv.
9.
Efter afsigelsen af de to førstnævnte domme meddelte Forbundsfinansministeriet ved cirkulære af 27. juni 1983 (BStBl. I, s. 348), at låneformidlere er fritaget for moms af deres provisioner for 1979, såfremt de påberåber sig sjette direktiv, forudsat at de hverken formeligt eller skjult har overvæltet momsen på deres kunder.
10.
Sagsøgeren begærede beregningsgrundlaget for momsen ændret, for så vidt angik transaktionerne vedrørende låneformidling i første halvår 1978 og i 1979. De tyske afgiftsmyndigheder meddelte først afslag, men efter at sagsøgeren havde klaget, meddelte myndighederne den 11. juli 1983 momsfritagelse for 1979, med forbehold om efterfølgende revision.
11.
Ifølge revisionsrapporten af 16. oktober 1984 var momsen blevet overvæltet skjult, og den 9. april 1985 fastslog de tyske myndigheder, at det oprindelige beregningsgrundlag for 1979 igen skulle lægges til grund. Sagsøgeren indgav på ny klage, men fik afslag, og han anlagde herefter to, nu forenede søgsmål, hvorunder han protesterer mod momsansættelserne for henholdsvis 1978 og 1979.
12.
Sagsøgte, Finanzamt Neustadt, anførte under hovedsagen bl. a., at Bundesfinanzhof uanset cirkulæret af 27. juni 1983 i en række domme havde statueret, at låneformidlerne ikke kan støtte ret på fritagelsesbestemmelsen i sjette direktiv.
13.
Ved kendelse af 15. juni 1987, registreret på Domstolens Justitskontor den 7. juli 1987, har Finanzgericht Rheinland-Pfalz udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål :
»1)
Kan en låneformidler, for så vidt angår transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978 samt for transaktioner i 1979, påberåbe sig bestemmelsen i artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, i det sjette momsdirektiv 77/388/EØF, der fritager transaktioner i forbindelse med låneformidling for omsætningsafgift, selv om direktivet ikke var gennemført i national ret, dog forudsat at han ikke har overvæltet afgiften på senere led?
2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Udelukkes afgiftsfritagelsen alene i tilfælde af ’formelig’ overvæltning af omsætningsafgiften på senere led, eller gælder dette også i tilfælde af ’skjult’ overvæltning?
3)
Såfremt også en skjult overvæltning af omsætningsafgiften udelukker fritagelse, spørges: Foreligger der allerede en skjult overvæltning af omsætningsafgiften, såfremt låneformidleren, da formidlingsprovisionen blev aftalt, forventede at skulle svare omsætningsafgift heraf?«
14.
I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af sagsøgte i hovedsagen ved leitender Regierungsdirektor Hans Langenbucher, Finanzamt Neustadt, og af Kommissionen ved Johannnes Føns Buhl og Götz zur Hausen som befuldmægtigede.
15.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 95 besluttet at henvise sagen til Sjette Afdeling og at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
II — Skriftlige indlæg
a) Spørgsmål 1
1.
Finanzamt har under sagens behandling for Domstolen meddelt, at myndigheden ikke længere procederer på Bundesfinanzhofs afgørelser. I henhold til Forbundsfinansministeriets førnævnte cirkulære af 27. juni 1983, som er bindende for sagsøgte i henhold til en meddelelse fra den centrale afgiftsstyrelse i Land Rheinland-Pfalz, vil Domstolens afgørelser være at lægge til grund. Myndighederne har på dette grundlag tilbagebetalt den for 1978 og 1979 afregnede moms til de låneformidlingsvirksomheder, der bevisligt ikke havde overvæltet momsen på senere led. Det må imidlertid påses, at en afgiftspligtig ikke skaffer sig en fordel i forhold til sin medkontrahent, idet han får refunderet den moms, som han overvæltede på prisen.
2.
Kommissionen har henvist til Domstolens hidtidige afgørelser vedrørende anvendelsen af artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, i sjette direktiv. Den tyske regering har meddelt Kommissionen, at Bundesfinanzhofs afvigende praksis ikke vil påvirke anvendelsen af cirkulæret af 27. juni 1983, og at dette også finder anvendelse for perioden 1. januar til 30. juni 1978.
b) Spørgsmål 2
3.
Finanzamt har understreget, at momsen er en indirekte afgift, der omfattes af Traktatens artikler 98 og 99, ligesom den tidligere tyske omsætningsafgift, der efter en fast almindelig opfattelse ansås overvæltet på det følgende led, men som indtil den 31. december 1967 var undergivet en opkræv -ningsordning, hvorefter afgiften ikke måtte angives på en regning.
4.
I Domstolens dom af 5. maj 1982 (Gaston Schul, 15/81, Smi. s. 1409) antages det ligeledes, at moms, der indgår i en købspris, hvoraf der ikke svares moms, kan være overvæltet skjult. Dette gælder således med hensyn til den »residualmoms«, som der efter dommen skal tages hensyn til i forbindelse med opkrævningen af importmoms af varer, der indføres af en person, der ikke er afgiftspligtig.
5.
For så vidt som momsfritagelsen for låneformidlingsvirksomhederne efter Domstolens praksis er undergivet den begrænsning, der følger af en overvæltning, kan dette begreb ikke alene vedrøre det tilfælde, at momsen er formeligt angivet, eftersom det i så fald er klart, at der ikke kan blive tale om afgiftsfrihed.
6.
Bankerne, der selv er fritaget for moms og følgelig ikke har ret til at fratrække indgående moms, har ingen interesse i at specificere momsen i de kreditnotaer, de tilsender låneformidlerne. I betragtning af, at forholdet var uafklaret på de under sagen omhandlede tidspunkter, havde det i det mindste været rimeligt, hvis sagsøgeren havde taget forbehold vedrørende momsspørgsmålet ved en kontraktsbestemmelse herom. Det fremgår af sagsøgerens afgiftsopgørelser for 1978 og 1979, at han selv anså sine transaktioner for momspligtige.
7.
Finanzamt er følgelig af den opfattelse, at det kun kan anses for bevist, at en overvæltning ikke har fundet sted, såfremt provisionerne sammenlignet med de foregående år er nedsat med et beløb svarende til momsen, eller — såfremt de ikke er nedsat — ved en dokumenteret tilsvarende stigning af fortjeneste eller omkostninger. Finanzamt har fremhævet, at sagsøgerens provisioner var helt uændrede fra første til andet halvår 1978, og at sagsøgeren ikke har hævdet, at fortjenesten eller omkostningerne er ændret. Nedsættelsen af provisionerne i marts 1979 kan ikke henføres til forhold vedrørende momsen, men skyldes, at et stort antal af de af sagsøgeren formidlede lån havde måttet gå til inkasso eller afskrives.
8.
Kommissionen har lagt vægt på, at momsbeløbet i henhold til sjette direktivs artikel 22, stk. 3, litra a) og b), skal angives i en faktura eller andet tilsvarende dokument. Denne dokumentation er en af betingelserne for at udøve retten til at fradrage moms.
9.
Efter Kommissionens opfattelse er det kun i forbindelse med en afgiftskontrol — der imidlertid foretages på grundlag af enkle bestemmelser — muligt at afgøre, om en overvæltning har fundet sted; låneformidleren skal således have faktureret momsen til sine kunder, indbetalt beløbet til afgiftsmyndighederne og have optaget det i sine afgiftsopgørelser. Kunderne skal have fratrukket momsen med prorata-satsen.
10.
Kommissionen har endelig understreget, at det efter Domstolens praksis (jfr. dommene af 27. februar 1980, Just, 68/79, Sml. s. 501, og 9. november 1983, San Giorgio, 199/82, Sml. s. 3595) tilkommer den enkelte medlemsstat at fastsætte, under hvilke betingelser de afgiftspligtige kan opnå tilbagebetaling af fejlagtigt betalte beløb. Bestemmelser, der skal forhindre en ugrundet berigelse, må dog ikke føre til, at det i praksis bliver umuligt at gennemføre retten til tilbagebetaling.
c) Spørgsmål 3
11.
Finanzamt har anført, at dette spørgsmål hviler på en betragtning af spekulativ art, som i lyset af gennemgangen af det andet spørgsmål savner grundlag i de faktiske omstændigheder. Hvorvidt låneformidleren subjektivt forventede at skulle betale moms — et moment, der unddrager sig bevisførelse — er irrelevant.
12.
Kommissionen har henvist til de objektive omstændigheder, den har anført i forbindelse med gennemgangen af det andet spørgsmål, nemlig faktureringen af momsen, opgørelsen og fradraget for moms. Såfremt disse forhold ikke foreligger, kan man logisk lægge til grund, at sagsøgeren ikke har overvæltet afgiften. Efter Kommissionens opfattelse har den revision, som afgiftsmyndighederne har gennemført, ikke skabt en sådan afklaring, at der kan gives et entydigt svar på spørgsmålet.
III — Forslag til svar på de præjudicielle spørgsmål
1.
Finanzamt har foreslået følgende besvarelse af spørgsmålene:
— spørgsmål 1 : ja;
— spørgsmål 2: overvæltning kan også foretages skjult;
— spørgsmål 3: spørgsmålet er konkret uden betydning;
2.
Kommissionen har foreslået, at spørgsmålene besvares som følger:
— spørgsmål 1: bestemmelsen om fritagelse for omsætningsafgift ved låneformidling, jfr. artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, kan påberåbes af en låneformidler for transaktioner, han har foretaget i 1979, såvel som for transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978, når han ikke har overvæltet afgiften på senere led.
— spørgsmål 2 og 3: for at kunne overvælte afgiften skal den, der driver virksomhed med tjenesteydelser, for det første udstede en faktura eller et regnskabsbilag, hvori afgiftsbeløbet er angivet; for det andet skal den pågældende angive afgiften i sine afgiftsopgørelser med henblik på afregning af afgiften til staten, og for det tredje skal modtageren af tjenesteydelsen på grundlag af den nævnte faktura kunne fradrage den afgift, som han har betalt til tjenesteyderen.
O. Due
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Tysk.
DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
14. juli 1988 ( *1 )
I sag 207/87,
angående en anmodning, som Finanzgericht Rheinland-Pfalz i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag
Gerd Weissgerber
mod
Finanzamt Neustadt an der Weinstraße,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1),
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden O. Due, dommerne G. C. Rodríguez Iglesias, T. Koopmans, K. Bahlmann og T. F. O'Higgins,
generaladvokat: C. O. Lenz
justitssekretær: fuldmægtig D. Louterman
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 3. maj 1988, hvorunder sagsøgte var repræsenteret ved Ministerialrat K. Widmann, Finansministeriet for Rheinland-Pfalz, som befuldmægtiget, og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Götz zur Hausen, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. juni 1988,
afsagt følgende
Dom
1
Ved kendelse af 15. juni 1987, indgået til Domstolen den 7. juli 1987, har Finanzgericht Rheinland-Pfalz i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) for at kunne afgøre, og i givet fald på hvilke betingelser, om den nævnte bestemmelse kan påberåbes af låneformidlere for transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978 og efter den 1. januar 1979.
2
Det bemærkes, at det ifølge artikel 1 i sjette direktiv af 17. maj 1977 skulle medlemsstaterne vedtage de nødvendige love og administrative bestemmelser til ikrafttræden senest den 1. januar 1978 med henblik på at tilpasse deres merværdiafgiftssystem til direktivets krav. Da flere medlemsstater, heriblandt Forbundsrepublikken Tyskland, ikke rettidigt havde kunnet gennemføre den nødvendige tilpasning, udstedte Rådet den 26. juni 1978 det niende direktiv, der var rettet til medlemsstaterne, og som bemyndigede dem til at gennemføre sjette direktiv senest den 1. januar 1979. Niende direktiv blev meddelt adressaterne den 30. juni 1978.
3
Først ved lov af 26. november 1979 (BGBl. I, s. 1953) gennemførte Forbundsrepublikken Tyskland — med virkning fra den 1. januar 1980 — sjette direktiv, herunder bestemmelsen i direktivets artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, om fritagelse for låneformidling.
4
Det bemærkes endvidere, at Domstolen i dommene af 19. januar 1982 (Becker, 8/81, Sml. s. 53) og af 10. juni 1982 (Grendel, 255/81, Sml. s. 2301) fastslog, at en låneformidler i mangel af gennemførelse af sjette direktiv kunne påberåbe sig reglen om momsfritagelse fra den 1. januar 1979, når han ikke havde overvæltet afgiften på senere led. Ved dommen af 22. februar 1984 (Kloppenburg, 70/83, Sml. s. 1075) kom Domstolen til samme resultat for transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978, da det førnævnte niende direktiv blev meddelt.
5
Det fremgår af sagen, at sagsøgeren i hovedsagen, G. Weissgerber, er forsikringsagent og låneformidler. I perioden 1978-1979 henviste han lånsøgende kunder til tre tyske banker. Bankerne betalte vederlag herfor i form af provisioner, der anvistes Weissgerbers konti. I kreditnotaerne, som bankerne tilsendte Weissgerber, var der ikke angivet noget momsbeløb. I forbindelse med fastsættelsen af beregningsgrundlaget for momsen 1978 og 1979 medregnede de tyske afgiftsmyndigheder på grundlag af Weissgerbers afgiftsopgørelser de nævnte provisioner som vedrørende afgiftspligtige transaktioner.
6
Weissgerber anlagde sag mod Finanzamt Neustadt an der Weinstraße ved Finanzgericht Rheinland-Pfalz og henviste til Domstolens anførte praksis, mens Finanzamt blandt andet gjorde gældende, at momsen — ganske vist skjult — var blevet overvæltet på senere led.
7
For at kunne træffe afgørelse i sagen har Finanzgericht udsat pådømmelsen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål:
»1)
Kan en låneformidler, for så vidt angår transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978 samt for transaktioner i 1979, påberåbe sig bestemmelsen i artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, i det sjette momsdirektiv 77/388, der fritager transaktioner i forbindelse med låneformidling for omsætningsafgift, selv om direktivet ikke var gennemført i national ret, dog forudsat at han ikke har overvæltet afgiften på senere led?
2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Udelukkes afgiftsfritagelsen alene i tilfælde af ’formelig’ overvæltning af omsætningsafgiften på senere led, eller gælder dette også i tilfælde af ’skjult’ overvæltning?
3)
Såfremt også en skjult overvæltning af omsætningsafgiften udelukker fritagelse, spørges: Foreligger der allerede en skjult overvæltning af omsætningsafgiften, såfremt låneformidleren, da formidlingsprovisionen blev aftalt, forventede at skulle svare omsætningsafgift heraf?«
8
Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forløb og de for Domstolen indgivne indlæg henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
9
For så vidt angår det første præjudicielle spørgsmål, skal det blot bemærkes, at sagen ikke indeholder noget nyt moment i forhold til Domstolens nævnte praksis, som derfor har sit forblivende.
10
Med det andet og det tredje spørgsmål ønskes i det væsentlige en nærmere beslysning af den i de nævnte domme anførte betingelse, at den erhvervsdrivende »ikke havde overvæltet afgiften på senere led«. Disse to spørgsmål skal følgelig behandles samlet.
11
Med henblik herpå skal den nævnte betingelse, der anføres i dommenes konklusioner, bedømmes i lyset af præmisserne, således at den anbringes i den sammenhæng, hvori den indgår. Idet betingelsen første gang optræder i dommen af 19. januar 1982 (Becker, jfr. ovenfor), henvises til denne dom.
12
Det fremgår af præmisserne i Becker-dommen, at de tyske afgiftsmyndigheder med støtte af Forbundsrepublikken Tysklands regering i sagen havde fremført en række argumenter mod, at private skulle kunne påberåbe sig direktivets fritagelsesbestemmelse, hvorved man henviste til de særlige forhold vedrørende den pågældende afgiftsordning, konkret den for momsen karakteristiske afgiftsmæssige sammenkædning af flere retssubjekter som følge af fradragsretten. Afgiftsmyndighederne havde særlig fremhævet de forstyrrelser, som kunne ramme de afgiftspligtige personer, der har forretningsforbindelse med den afgiftsfritagne person, såfremt en fritagelse kan kræves efterfølgende.
13
Over for denne argumentation bemærkede Domstolen, at det fremgår af direktivets ordning, dels at de, som er omfattet af fritagelsen, nødvendigvis i forbindelse med, at de gør brug af fritagelsen, giver afkald på retten til at fradrage indgående afgift, dels at de, når de er omfattet af fritagelsen, ikke kan overvælte nogen afgift på senere led, hvorfor tredjemands rettigheder principielt ikke berøres.
14
Hvad navnlig angår spørgsmålet om vanskelighederne ved, at de afgiftspligtige efterfølgende gør krav på fritagelser med hjemmel i direktivet, fastslog Domstolen, at denne indsigelse er uden betydning, når der er tale om afgiftspligtige, der har krævet fritagelse ved indlevering af afgiftsopgørelsen, og som følgelig ikke har faktureret nogen afgift til modtagerne af deres ydelser, således at tredjemands rettigheder ikke berøres.
15
Det kan herefter fastslås, at når den betingelse, der anføres i Domstolens nævnte domme, ses i lyset af Becker-dommens præmisser, fremgår det, at betingelsen skal udelukke, at en erhvervsdrivendes efterfølgende påberåbelse af direktivets fritagelsesbestemmelse virker til skade for andre erhvervsdrivende, der allerede har fradraget de pågældende momsbeløb som indgående afgifter. En sådan situation kan alene forekomme, såfremt den erhvervsdrivende, der gør krav på fritagelsen, har overvæltet afgiften på senere led under iagttagelse af direktivets forskrifter herom, og såfremt modtageren af ydelserne selv er momspligtig.
16
Det følger af det anførte, at den nationale rets spørgsmål skal besvares således, at i mangel af gennemførelse af Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag kan en låneformidler støtte ret på reglen om fritagelse for afgift i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, for transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978 samt efter den 1. januar 1979, når han ikke har overvæltet afgiften på senere led og derved givet ydelsesmodtageren ret til at fradrage beløbet som indgående afgift.
Sagens omkostninger
17
De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, som er forelagt af Finanzgericht Rheinland-Pfalz ved kendelse af 15. juni 1987, for ret:
I mangel af gennemførelse af Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag — kan en låneformidler støtte ret på reglen om fritagelse for afgift i direktivets artikel 13 punkt B, litra d), nr. 1, for transaktioner foretaget mellem den 1. januar og den 30. juni 1978 samt efter den 1. januar 1979, når han ikke har overvæltet afgiften på senere led og derved givet ydelsesmodtageren ret til at fradrage beløbet som indgående afgift.
Due
Rodríguez Iglesias
Koopmans
Bahlmann
O'Higgins
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 1988.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
O. Due
Formand for Sjette Afdeling
( *1 ) – Processprog: Tysk.
Full & Egal Universal Law Academy