RETSMØDERAPPORT
i sag 284/87 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1. Faktiske omstændigheder
Sagsøgeren var tjenestemand ved Kommissionen og arbejdede ved Det Fælles Forskningscenter i Ispra. Ved udgangen af 1986 forlod han Fællesskabernes tjeneste i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1679/85 af 19. juni 1985 om indførelse af særlige midlertidige foranstaltninger vedrørende visse videnskabelige og tekniske tjenestemænds udtræden af tjenesten i De Europæiske Fællesskaber (EFT L 162, s. 1). Han modtog for januar 1987 en lønseddel udarbejdet på grundlag af den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient. I løbet af januar 1987 informerede sagsøgte ham om, at den for Italien fastsatte justeringskoefficient ville blive anvendt fra februar 1987 under hensyn til, at sagsøgeren ikke havde sin hovedbopæl i Schweiz. For februar 1987 blev godtgørelsen følgelig beregnet med udgangspunkt i den italienske justeringskoefficient. I tilslutning til en henvendelse, som sagsøgeren rettede til sagsøgte i februar 1987, blev det aftalt, at justeringskoefficienten skulle fastsættes til 100, indtil sagsøgeren havde bestemt sig med hensyn til sin bopæl
Den 15. april 1987 indgav sagsøgeren en klage over lønsedlen for februar 1987 sammenholdt med sagsøgtes skrivelse fra januar 1987. Denne klage har sagsøgte ikke taget stilling til i form af en afgørelse.
I forbindelse med udsendelsen af lønsedlen for april 1987 blev sagsøgeren af sagsøgte underrettet om, at han ville blive trukket for et beløb af 3054,87 SFR, fordi dette beløb var blevet betalt for meget i januar 1987.
2. Skriftveksling
Ved stævning af 21. september 1987, registreret på Domstolens Justitskontor den 24. september 1987, rejste sagsøgeren nærværende søgsmål.
Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
II — Parternes påstande
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
1)
sagsøgtes lønafregninger for sagsøgeren for februar og marts 1987 kendes retsstridige og annulleres, for så vidt som der på disse blev anvendt en anden justeringskoefficient for den forfaldne pension end den for Schweiz gældende;
2)
det statueres, at sagsøgeren fra februar 1987 har krav på en alderspension, som justeringskoefficienten for Schweiz skal anvendes på;
3)
sagsøgte tilpligtes på ny at udfærdige sagsøgerens lønsedler fra februar 1987 i overensstemmelse med Domstolens retsopfattelse og at udbetale det beregnede forskelsbeløb til sagsøgeren;
4)
sagsøgte tilpligtes at udbetale sagsøgeren 3054,87 SFR for januar 1987;
5)
sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:
1)
sagsøgte frifindes;
2)
sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
III — Parternes anbringender og argumenter
A — Indledende bemærkning
Artikel 3, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1679/85 bestemmer, at den i forordningen fastsatte godtgørelse beregnes på grundlag af justeringskoefficienten for det land i eller uden for Fællesskabet, hvor modtageren dokumenterer at have bopæl. Parterne er kun uenige med hensyn til spørgsmålet, om sagsøgeren har dokumenteret at have bopæl i Schweiz.
B — Sagsøgerens argumentation
Sagsøgeren har anført, at han ejer en lejlighed i Schweiz. Her har han en hushjælp, her har han en telefon, for hvilken han betaler store telefonregninger, og her betaler han elektricitetsregninger. Den, som vedligeholder en sådan bolig, og som bærer de omkostninger, der er knyttet til boligen og dens benyttelse, har retligt set fyldestgørende bevist, at han virkelig har fast ophold i denne bolig. Hans schweiziske bopæl er centrum for hans vitale interesser og samlingspunktet for udnyttelsen af hans økonomiske ressourcer. Her erhverver han alt til de daglige fornødenheder. Disse udgifter, herunder til vedligeholdelse af boligen og beskæftigelse af en husassistent, opsuger — ifølge sagsøgeren — langt den væsentligste del af lønnen.
Under hensyn til denne faktiske situation er det uden betydning, at lejligheden i Schweiz, i henhold til lovbestemmelserne om folkeregistrering, kun udgør en såkaldt»sekundær« bopæl for sagsøgeren. Hans hovedbopæl ifølge disse bestemmelser ęr hans brors hus i Forbundsrepublikken Tyskland. Denne lokalisering af bopælen til Tyskland skyldes det forhold, at han ikke har ret til at tage »principal« bopæl i Schweiz, idet den mulighed først indtræder, når han fylder 60 år. I mellemtiden må han ifølge gældende bestemmelser kun opholde sig i dette land seks måneder af året, dvs. i 186 dage.
Med hensyn til det forhold, at centrum for sagsøgerens vitale interesser befinder sig i Schweiz — hvorved forstås, at han dér råder over en rummelig lejlighed, at man træffer ham her mindst 186 dage om året, og at hans vigtigste udgifter til dækning af sit underhold afholdes her — tilbyder sagsøger at bevise dette ved vidneafhøring under edsansvar af bl. a. tjenestemænd udpeget af sagsøgte ved navn.
Idet justeringskoefficienten har til formål at udligne de økonomiske fordele eller ulemper, som er knyttet til levevilkårene på pensionistens opholdssted, kan begrebet bopæl, forudsat en sådan kan dokumenteres, ikke gøres afhængigt af, hvordan det tilsvarende begreb defineres i lovgivningen om folkeregistrering.
C — Sagsøgtes argumentation
Efter sagsøgtes mening går Rådet ud fra grundsætningen om, at den pågældende ikke kan have mere end én bopæl, når det i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1679/85 taler om »hans bopæl«. Hvis pensionisten har flere opholdssteder, må det kræves, at »hans bopæl« svarer til et ophold, som strækker sig over det meste af året, og altså over mere end et halvt år. For pensionister med bopæl i Schweiz dokumenteres bopælen ved en officiel attest. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt et sådant bevis. Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at der er tale om et ophold, som strækker sig over mere end halvdelen af året. Det eneste væsentlige er, om sagsøgeren faktisk havde sin bopæl i Schweiz på tidspunktet for klagens indgivelse. Sagsøgeren har ikke ført bevis for, at han har taget de nødvendige forholdsregler i den henseende. I hvert fald har han ikke bedt sagsøgte om at intervenere over for de schweiziske myndigheder med henblik på at skaffe ham en opholdstilladelse gældende for det sted, hvor den ham tilhørende bolig er beliggende.
K. Bahlmann
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Tysk.
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
14. juli 1988 ( *1 )
I sag 284/87,
Oskar Schäflein, CH-6900 Massagno, via al Roccolo 20, ved advokatfirmaet B. Potthast, H.-J. Rüber, A. Potthast, Köln, Forbundsrepublikken Tyskland, og med valgt adresse hos advokat E. Arendt, 4, avenue Marie-Thérèse,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ved H. Etienne, ledende juridiske konsulent ved Kommissionen, og med valgt adresse hos G. Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Luxembourg, Kirchberg,
sagsøgt,
vedrørende manglende anvendelse af den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient på den godtgørelse, som tilkommer sagsøgeren,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden O. Due, dommerne K. Bahlmann og T. F. O'Higgins,
generaladvokat: G. F. Mancini
justitssekretær: fuldmægtig B. Pastor
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 15. juni 1988,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. juni 1988,
afsagt følgende
Dom
1
Ved stævning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 24. september 1987, har Schäflein, forhenværende tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med tilknytning til Det Fælles Forskningscenter i Ispra (Italien), rejst et søgsmål, som hovedsagelig drejer sig om anerkendelse af, at han har krav på at få anvendt den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient på den godtgørelse, som han får udbetalt på grund af sin udtræden af tjenesten.
2
Efter at være trådt ud af Kommissionens tjeneste ved udgangen af året 1986 i henhold til Rådets forordning nr. 1679/85 af 19. juni 1985 — om indførelse af særlige midlertidige foranstaltninger vedrørende visse videnskabelige og tekniske tjenestemænds udtræden af tjenesten i De Europæiske Fællesskaber (EFT L 162, s. 1) — modtog sagsøgeren lønopgørelse udregnet for januar 1987 på grundlag af den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient. I løbet af januar måned 1987 lod Kommissionen ham imidlertid vide, at den fremover ikke ville anvende denne justeringskoefficient under hensyn til, at sagsøgeren ikke havde sin hovedbopæl i Schweiz.
3
Følgelig har sagsøgerens godtgørelse siden februar 1987 været beregnet på grundlag af en lavere justeringskoefficient. Den 15. april 1987 indgav sagsøgeren klage over lønsedlerne for februar og marts 1987 med krav om, at Kommissionen skulle anvende den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient på hans lønafregning og udbetale ham forskellen. Kommissionen har ikke truffet afgørelse i denne klagesag. Senere tilbageholdt Kommissionen et beløb af 3054,87 SFR i hans godtgørelse under henvisning til, at dette beløb var blevet udbetalt for meget for januar 1987.
4
Under disse omstændigheder har sagsøgeren rejst nærværende søgsmål, som hovedsagelig sigter på
—
annullation af de af Kommissionen udarbejdede lønsedler for månederne februar og marts 1987 i det omfang, hvori en anden justeringskoefficient end den for Schweiz fastsatte har været anvendt på den godtgørelse, som skulle udbetales til sagsøgeren, og
—
domfældelse af Kommissionen til at anvise sagsøgeren et beløb svarende til forskellen mellem den faktisk betalte godtgørelse og den, som han har haft krav på siden januar 1987 under anvendelse af den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient.
5
Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at centrum for hans vitale interesser er lokaliseret til Massagno i Schweiz. Under hensyn til denne faktiske situation har det kun ringe betydning, at hans bopæl i Schweiz i henhold til den schweiziske lovgivning om folkeregistrering betegnes som »sekundær«, og at hans såkaldt »principale« bopæl befinder sig i Forbundsrepublikken Tyskland på hans^ brors adresse; stedfæstelsen af hans adresse til Tyskland er således knyttet til den omstændighed, at han først kan opnå adgang til at oprette hovedbopæl i Schweiz, når han er fyldt 60 år. I mellemtiden kan han kun lovligt opholde sig i dette land i seks måneder hvert år.
6
Kommissionen har påstået sig frifundet under henvisning til, at det må kræves, at den afgåede tjenestemands bopæl, hvis han, som i den aktuelle sag, opholder sig flere steder, har karakter af et vedvarende opholdssted, som omfatter størstedelen af året. Kommissionens praksis er derfor at kræve bevis for en mindste varighed af 185 dages uafbrudt ophold pr. år. Sagsøgeren erkender imidlertid selv, at han ikke er berettiget til at bo i Schweiz mere end 180 dage pr. år. I øvrigt skal dokumentationen for bopæl i Schweiz være ledsaget af den officielle opholdstilladelse, som sagsøgeren hidtil ikke har fremlagt.
7
Vedrørende sagens faktiske omstændigheder samt parternes påstande og argumenter henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
8
Det må påpeges, at ifølge artikel 3, stk. 3, i ovennævnte forordning nr. 1679/85 skal den godtgørelse, som udbetales til en forhenværende tjenestemand, der er udtrådt af tjenesten i henhold til forordningen »korrigeres med den justeringskoefficient, der er fastsat for det land inden eller uden for Fællesskabet, hvor den godtgørelsesberettigede dokumenterer at have sin bopæl«. Imidlertid kan det fastslås, at striden mellem parterne begrænser sig til det ene punkt, om sagsøgeren har dokumenteret at have bopæl i Schweiz.
9
I den forbindelse må det først fremhæves, at begrebet bopæl i henhold til den nævnte bestemmelse skal forstås som det sted, hvor den forhenværende tjenestemand faktisk har etableret centret for sine interesser. De geografiske justeringskoefficienter, som gælder for ovennævnte godtgørelse, har nemlig til formål at sikre alle de forhenværende tjenestemænd ydelser med samme købekraft, uanset hvor bopælen befinder sig.
10
Det må herefter fremhæves, at beviset for opfyldelse af bopælsbetingelsen kan føres ved henvisning til alle faktiske omstændigheder, som er afgørende herfor, og at den forhenværende tjenestemand til dette formål kan anvende alle de bevismidler, han finder egnede. Hverken den nævnte bestemmelses ordlyd eller formål berettiger til at indskrænke disse bevismidler til de rent formelle og kvantitative omstændigheder, som er påberåbt af Kommissionen og består i et krav om et uafbrudt ophold på 185 dage pr. år samt fremskaffelse af en officiel opholdstilladelse.
11
Selv om disse to faktorer kan betragtes som indicier for faktisk bopæl, kan de således ikke i sig selv tillægges afgørende vægt, når andre tungtvejende faktorer viser, at centrum for den forhenværende tjenestemands personlige interesser i virkeligheden befinder sig et andet sted.
12
Det skal tilføjes, at den officielle opholdstilladelse opfylder sin særlige funktion i den natonale lovgivning om folkeregistrering og ikke i sig selv forhindrer, at ydelsesmodtageren anses for i virkeligheden at have faktisk bopæl andetsteds. Med hensyn til kriteriet vedrørende 185 dages ophold skal det blot bemærkes, at dets anvendelse på en forhenværende tjenestemænd, som i mere end halvdelen af året befinder sig på rejse eller besøg i udlandet, ville have til følge, at denne person overhovedet ikke kunne have en anerkendt bopæl i ovennævnte bestemmelses forstand, selv om vedkommende utvivlsomt disponerer over et centrum for sine interesser.
13
Med hensyn endelig til spørgsmålet, om sagsøgeren konkret dokumenterede at have bopæl i Schweiz på tidspunktet for indgivelsen af klagen af 15. april 1987, må det erindres, at Kommissionen, som det fremgår af sagens akter, dengang havde kendskab til sagsøgerens flytning fra Ispra til Massagno i 1981. I øvrigt har sagsøgeren, uden at blive modsagt hverken under klagesagen eller for Domstolen, navnlig forklaret
—
at han er ejer af en lejlighed i Massagno i Schweiz, som han skal vedligeholde hele året, og for hvilken han skal betale alle hertil knyttede skatter, afgifter og omkostninger,
—
at centrum for hans vitale interesser, hvor han navnlig bruger hovedparten af sine økonomiske ressourcer, befinder sig i Massagno,
—
at han, med afbrydelser, boede her i 180 dage om året, og at han i intervallerne aflagde langvarige besøg hos sin bror og hos venner i udlandet eller opholdt sig som turist (rekreations- og studierejser) i andre lande.
14
Under disse omstændigheder må det anerkendes, at sagsøgeren fyldestgørende har dokumenteret at have bopæl i Schweiz, således at der må gives ham medhold i sagen.
Sagens omkostninger
15
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, skal den part, der taber sagen, dømmes til at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgte har tabt sagen og pålægges derfor dens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
1)
De lønafregninger, som Kommissionen udarbejdede for februar og marts 1987, annulleres i det omfang, hvori der er anvendt en anden justeringskoefficient end den for Schweiz fastsatte på den godtgørelse, der skulle udbetales til sagsøgeren.
2)
Kommissionen betaler til sagsøgeren et beløb svarende til forskellen mellem den faktisk udbetalte godtgørelse og den godtgørelse, som han har haft ret til fra januar 1987, under anvendelse af den for Schweiz fastsatte justeringskoefficient.
3)
Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Due
Bahlmann
O'Higgins
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 1988.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
O. Due
Formand for Anden Afdeling
( *1 ) – Processprog: Tysk.
Full & Egal Universal Law Academy