RETSMØDERAPPORT
i sag 298/87 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1.
I Frankrig findes reglerne om anvendelse af betegnelsen »yoghurt« i dekret nr. 63-695 af 10. juli 1963, som er en ministeriel bekendtgørelse til gennemførelse af lov af 1. august 1905 om bekæmpelse af bedrageri vedrørende syrnet mælk og yoghurt (jfr. JORF af 16.7.1963, s. 6512). Dekretets artikel 8, som blev ophævet i 1982, lyder således:
»betegnelsen ’yoghurt’ må kun anvendes for syrnet mælk, som efter en loyal og fast skik og brug er fremstillet udelukkende ved udvikling af mælkebakterierne lactobacillus bulgaricus og streptococcus thermophilus, som skal være tilsat samtidig og have form af levende organismer, der er indeholdt i det solgte produkt. Indholdet af fri mælkesyre i yoghurten må ikke udgøre under 0,8 g pr. 100 g ved salg til forbruger«.
I medfør af artikel 6 i dekret nr. 63-695 udstedte Landbrugsministeriet og Sundhedsministeriet den 29. juni 1978 en ministeriel bekendtgørelse, hvori yoghurt bl. a. er defineret som et »frisk mejeriprodukt« (jfr. artikel 1)
Efter påstand herom fra sagsøgeren i hovedsagen, selskabet Smanor SA, annullerede Frankrigs Conseil d'Etat nævnte bekendtgørelse ved dom af 25. juli 1980. Som begrundelse for dommen anførtes bl. a.:
»... Landbrugs- og Sundhedsministeriet var ubeføjet til, ved udstedelsen af den anfægtede bestemmelse, at forbyde salg af de omhandlede dybfrosne produkter under betegnelsen yoghurt, da de pågældende produkter opfyldte betingelserne i definitionen af yoghurt i artikel 8 i dekret af 10. juli 1963...«
Artikel 8 i dekret nr. 63-695 blev ophævet ved dekret nr. 82-184 af 22. februar 1982 (jfr. JORF af 25.2.1982, s. 676), som i den nye bestemmelse i artikel 2 indeholder følgende bestemmelser om anvendelse af betegnelsen yoghurt:
»Betegnelsen ’yoghurt’ må kun anvendes på frisk, syrnet mælk, som efter en loyal og fast skik og brug er fremstillet udelukkende ved udvikling af særlige termofile mælkebakterier, den såkaldte Lactobacillus bulgaricus og den såkaldte streptococcus thermophilus, der skal være tilsat samtidig, have form af levende organismer og være indeholdt i det solgte produkt med mindst 100 mio. bakterier pr. gram. Den mælk, der har været anvendt til fremstillingen af yoghurt, må ikke rekonstitueres. Dog kan der tilsættes skummet eller ikke-skummet mælkepulver, dog højst 5 gram pulver pr. 100 gram anvendt mælk. Når mælken har koaguleret, må yoghurten ikke undergives anden behandling end afkøling og eventuelt omrøring. Indholdet af fri mælkesyre i yoghurten må ikke udgøre under 0,8 gram pr. 100 gram ved salg til forbruger.«
Smanor og Syndicat national des fabricants des produits surgelés et congelés (sammenslutning af fabrikanter af dybfrosne og frosne produkter) anlagde sag med påstand om annullation af dekret nr. 82-184. Conseil d'Etat afsagde dom i sagen den 19. november 1986 og tog ikke deres annullationspåstand til følge.
2.
Smanor er et fransk selskab, som har specialiseret sig i fremstilling og engrossalg af dybfrosne produkter, navnlig yoghurt naturel og yoghurter med frugtstykker, som firmaet dybfryser efter en metode, det selv har opfundet og taget patent på. De franske myndigheder har siden 1977 flere gange truffet foranstaltninger over for firmaet og i medfør af førnævnte bestemmelser forbudt det at bringe dybfrosne produkter i omsætning under betegnelsen »yoghurt«. Herved er firmaet blevet tvunget til at sælge produkterne på fransk område under betegnelsen »syrnet, dybfrosset mælk«.
På grund af Smanor's økonomiske vanskeligheder blev der indledt judiciel procedure om genopretning (redressement judiciaire) ved tribunal de commerce d'Aigle. Retten antog, at Smanors økonomiske vanskeligheder i væsentlig grad beroede på de franske retsforskrifter vedrørende yoghurt, som tvang firmaet til enten at opgive at sælge yoghurt på fransk område eller at sælge de dybfrosne produkter i strid med fransk ret. Tribunal de commerce d'Aigle har herefter, ved dom af 15. juni 1987 og en efterfølgende dom af 21. september 1987, udsat sagen og anmodet Domstolen om med henblik på det franske dekret nr. 82-184 af 22. februar 1982 at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Traktatens artikler 30-36 og artiklerne 5, 15 og 16 i Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT 1979, L 33, s. 1) (herefter benævnt »direktivet«).
3.
Forelæggelsesdommene blev registreret på Domstolens Justitskontor hhv. den 2. og 9. oktober 1987.
I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlæg af Smanor ved advokat J. Mendel, Paris, regeringen for Den Franske Republik ved den befuldmægtigede Jean-Pierre Puissochet, den nederlandske regering ved den befuldmægtigede E. F. Jacobs og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Durand, Kommissionens Juridiske Tjeneste.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Endvidere har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 1, henvist sagen til Tredje Afdeling.
II — Skriftlige indlæg for Domstolen
1. EØF-Traktatens artikler 30 til 36
a)
Smanor har gjort gældende, at dekret nr. 82-184, som indeholder et forbud mod fremstilling og omsætning af dybfrosset yoghurt i Frankrig, er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i henhold til Traktatens artikler 30 og 34. Anvendelsen af dekretet indebærer et forbud mod import til Frankrig af dybfrosne yoghurter fra andre medlemsstater, hvor det er lovligt at sælge sådanne produkter, ligesom det indebærer et forbud mod at fremstille dybfrosne yoghurter og dermed også eksportere dem til andre medlemsstater. Den omstændighed, at der ikke er vedtaget regler om fremstilling og salg af yoghurter i EF-regi, er ikke ensbetydende med, at produktet falder uden for artikel 30's anvendelsesområde, og Traktatens artikel 36 indeholder ingen hjemmel for de franske myndigheder til at forbyde import og omsætning af produkter, der er lovligt bragt på markedet i en anden medlemsstat.
Det er dokumenteret, at dybfrysningen af yoghurter ikke indebærer nogen fare for forbrugernes sundhed. Det fremgår af udtalelsen fra en sagkyndig, der blev udmeldt af Conseil d'Etat under den sag, Smanor anlagde med påstand om annullation af dekret 82-184, at antallet af levende mælkebakterier i dybfrosset yoghurt falder inden for dybfrysningsperioden, men alligevel, når produktet nedfryses ved minus 18o C, stadig igennem nogle måneder kan ligge over den mindste grænse, der er fastsat i nævnte dekret. Desuden fremgår det af tre sundhedscertifikater, de franske myndigheder har udstedt vedrørende kvaliteten af de dybfrosne produkter, som Smanor eksporterer til tredjelande, at produkterne »er af god og uforfalsket kvalitet« og at »der ikke ved fremstillingen heraf anvendes stoffer, som indebærer fare for forbrugernes sundhed«.
b)
Den franske regering har gjort gældende, at Traktatens artikler 30 ff. overhovedet ikke kan finde anvendelse i hovedsagen, da disse traktatbestemmelser ikke har gyldighed for anvendelse af national ret på et fransk firma, der fremstiller dybfrosne yoghurter på fransk område. Under en præjudiciel sag kan Domstolen kun udtale sig om EF-retlige bestemmelser, såfremt det af hensyn til sagens afgørelse er nødvendigt at fortolke disse bestemmelser. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag, da tvisten ikke indeholder nogen som helst omstændigheder, der overskrider de nationale rammer. Domstolen har ved flere lejligheder fastslået denne retsstilling, navnlig i dommene af 28. marts 1979 (Saunders, sag 175/78, Sml. s. 1129), 27. oktober 1982 (Morson og Jhanjan, sagerne 35 og 36/82, Sml. s. 3723), 12. februar 1987 (Kommissionen mod Belgien, sag 221/85, Sml. s. 719) og 8. december 1987 (Gauchard, sag 20/87, Sml. s. 4879). Domstolen har således antaget, at EF-rettens bestemmelser om arbejdstageres fri bevægelighed og om den fri etableringsret ikke kan finde anvendelse, når sagen ikke indeholder nogen grænseoverskridende elementer. Dette svar må også have gyldighed for det præjudicielle spørgsmål i denne sag, som vedrører de frie varebevægelser, da de franske regler kun berører salget i Frankrig af et produkt, der er fremstillet på fransk område af et fransk firma.
c)
Ifølge den nederlandske regering er hovedspørgsmålet i denne sag, hvilke egenskaber et produkt skal være i besiddelse af for at kunne bringes i omsætning som yoghurt. Det fremgår såvel af standarderne på internationalt plan [jfr. standard nr. All (a) i codex alimentarius], som de nederlandske forskrifter om anvendelse af betegnelsen »yoghurt« [jfr. artikel 25, stk. 1, i Melkbesluit (Warenwet) 1987, Stbl. s. 699], at den karakteristiske bestanddel af et produkt, som sælges under betegnelsen »yoghurt«, er de levende mikroorganismer, som hidrører fra yoghurtkulturen. Såfremt produktets sammensætning eller karakteristiske struktur ændres, fordi yoghurten dybfryses, bør dette fremgå af den varebetegnelse, hvorunder produktet bringes i omsætning. Der kan imidlertid ikke antages at blive lagt nogen hindringer i vejen for EF's samhandel med dybfrosset yoghurt, som er begrundet i hensyn til god markedsføringsskik, såfremt forbrugeren i tiltrækkelig grad informeres om produktets særegne karakter.
d)
Kommissionen har gjort gældende, at dekret nr. 82-184 er en foranstaltning med tilsvarende virkning efter Traktatens artikel 30, sådan som de franske myndigheder fortolker dekretet, da dekretet indeholder et forbud mod at lade dybfrosset yoghurt bringe i omsætning under betegnelsen »yoghurt«, selv om de pågældende produkter er lovligt fremstillet og solgt i en anden medlemsstat, og selv om det dokumenteres, at produkterne også efter optøningen opfylder lovens krav vedrørende indholdet af bakterier. Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende Traktatens artikel 30 må en medlemsstat ikke i sin lovgivning forbeholde en artsbetegnelse for et bestemt nationalt produkt, som blot er en varietet heraf, til skade for varieteter fra andre medlemsstater. Dette er imidlertid tilfældet i denne sag, da de franske myndigheder rejser krav om, at dybfrosset yoghurt sælges under betegnelsen »syrnet mælk«, som virker mindre tillokkende på forbrugerne. En sådan foranstaltning udgør efter Kommissionens opfattelse en ulempe for de importerede produkter, som lettere kan transporteres og oplagres i dybfrosset tilstand, og favoriserer de indenlandske produkter, som lettere kan distribueres, mens de er friske.
Kommissionen finder hverken den franske ordning begrundet i nogen af de hensyn, der er nævnt i Traktatens artikel 36 eller i de tvingende hensyn, som kan være lovlige efter Domstolens praksis. Forbudet mod at benytte betegnelsen »yoghurt« på dybfrosne yoghurter er et uforholdsmæssigt og uegnet middel til at beskytte forbrugerne, da der findes mere effektive og mindre restriktive midler til at sikre forbrugernes beskyttelse, nemlig ved, i overensstemmelse med direktivet, at give oplysning om dybfrysningen i selve varens betegnelse eller på produktets etikette eller emballage. Det er i strid med selve princippet om indførelsen af et fælles marked — der må være kendetegnet ved åbenhed over for nye fabrikationsmetoder og metoder til at fryse eller dybfryse produkter — at forbyde, at den gængse betegnelse for produktet anvendes på andre end de friske produkter og derigennem forringe de importerede produkters mulighed for at blive solgt. Dybfrosne yoghurter fremstilles og omsættes lovligt under denne betegnelse i andre medlemsstater, bl. a. i Irland og Det Forenede Kongerige. De andre medlemsstater har ikke særlige lovregler vedrørende dybfrosset yoghurt eller dybfrosset, syrnet mælk. Bortset fra den franske lovgivning, er det kun lovgivningen i Spanien, Portugal og Nederlandene, der foreskriver et vist mindsteantal af levende bakterier i produktet. Ingen af de andre medlemsstaters lovgivninger indeholder nogen regler om fermenternes egenskaber eller indeholder blot en regel om, at produktet skal indeholde en »rigelig mængde« af bakterier, dvs. den samme regel, der er optaget i standard nr. All -(a) i codex alimentarius vedrørende yoghurt.
I øvrigt er det ikke nødvendigt, for at undgå vildledning af forbrugerne, at sondre mellem frisk og dybfrosset yoghurt ved at anvende en anden varebetegnelse. Det fremgår af flere undersøgelser, at dybfrosset yoghurt også efter optøning indeholder omtrent lige så mange levende mælkebakterier, som den franske lovgivning kræver at frisk yoghurt skal indeholde, efter at produktet er bragt i omsætning, forudsat dybfrysningen har fundet sted under passende omstændigheder og ikke strækker sig over et for langt tidsrum. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den franske foranstaltning er i strid med Traktatens artikel 30 og med førnævnte direktiv, hvorfor den har anlagt nærværende sag i henhold til Traktatens artikel 169.
2. Artiklerne 5, 15 og 16 i Rådets direktiv 79/112
a)
Smanor har gjort gældende, at den franske regering ikke ved udstedelsen af dekret nr. 82-184 fulgte fremgangsmåden i direktivets artikler 15 og 16, og dermed afskar Kommissionen fra at afgive udtalelse. På daværende tidspunkt var det kun dekret nr. 63-695, som var i kraft (hvilket dekret Smanor overholdt) tillige med den internationale standard, som er vedtaget af Den Internationale Mejerisammenslutning, og som medlemsstaterne, herunder Frankrig, har godkendt. Ifølge denne standard er der ikke grundlag for at foretage en sådan indskrænkning i definitionen af yoghurt, som er sket i den franske ordning.
b)
Den franske regering har gjort gældende, at den nationale rets henvisning til direktivets artikler 5, 15 og 16 er irrelevant. Af direktivets artikel 5 fremgår klart, at medlemsstaterne bevarer kompetencen til at fastsætte varebetegnelser for levnedsmidler. De ikke-harmoniserede nationale bestemmelser om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler, som er omhandlet i artikel 15, må ikke forveksles med medlemsstaternes forskrifter vedrørende varebetegnelser (dvs. definitioner af de pågældende produkter), idet dette vil være i strid med artikel 5. I øvrigt gælder den i artikel 16 foreskrevne procedure ikke for en varebetegnelse, der ikke er omfattet af artikel 5.
Medlemsstaternes frie adgang til at udstede bestemmelser på området er således kun begrænset af Traktatens artikler 30 ff. Følgelig må de i sagen forelagte præjudicielle spørgsmål forstås således, at de udelukkende vedrører fortolkningen af nævnte traktatbestemmelser i forhold til det omhandlede dekret. Traktatens artikler 30 ff. finder imidlertid ikke anvendelse på sådanne rent interne forhold i en medlemsstat, som er omhandlet i denne sag [jfr. ovenfor under punkt II, 1, litra b)].
c)
Den nederlandske regering har forklaret, at der i Nederlandene findes en særlig ordning for yoghurt, hvis konserveringstid forlænges ved opvarmning. Førnævnte Melkbesluits artikel 27 bestemmer således, at såfremt de levende mikroorganismer i det omhandlede mejeriprodukt er blevet udryddet ved opvarmning, skal produktet markedsføres under varebetegnelsen »yoghurt, hvis konserveringstid er forlænget ved opvarmning«, således at forbrugeren er klar over produktets tilstand. Da produktets karakteristiske bestanddel ændres ved behandlingen, har man valgt en løsning i henhold til direktivets artikel 5, stk. 1, frem for artikel 5, stk. 3.
d)
Kommissionen finder det stridende mod direktivets artikler 2, 5 og 15, når en medlemsstat afslår at godkende anvendelsen af betegnelsen »dybfrosset yoghurt« på yoghurter, som har været dybfrosne, uanset om disse er indenlandsk fremstillede eller importerede. Direktivets bestemmelser må efter Kommissionens opfattelse forstås som generelle, horisontale retsforskrifter vedrørende samtlige næringsmidler, der bringes i omsætning, og disse forskrifter omfatter i mangel af mere specifikke EF-regler tillige varebetegnelser for dybfrosne yoghurter. Formålet med reglen om varebetegnelser i direktivets artikel 5, stk. 1, er at sikre, at der gives næringsmidlerne passende varebetegnelser, som giver forbrugerne så nøjagtige og fuldstændige oplysninger om produktet som muligt, at man objektivt udelukker risikoen for vildledning. Det påhviler medlemsstaterne at tildele produkterne den varebetegnelse, som gælder for det pågældende produkt i henhold til gældende nationale retsforskrifter på en sådan måde, at førnævnte hensyn tilgodeses. En medlemsstats afslag på at give et produkt, der virkelig er en yoghurt, denne varebetegnelse, alene med den begrundelse, at produktet har været dybfrosset, er i strid med direktivets artikler 2 og 5, stk. 1. Forbrugerne vil ikke få korrekte oplysninger om produktet, såfremt man anvender andre varebetegnelser, herunder betegnelsen »dybfrosset, syrnet mælk«, idet en sådan betegnelse vil have et betydeligt videre anvendelsesområde og også omfatte forskellige typer mejeriprodukter, såsom kefir mv.
Det fremgår i øvrigt af direktivets artikel 5, stk. 3, at produktets varebetegnelse bør tilføjes en oplysning om dybfrysningen, når undladelsen heraf vil kunne skabe tvivl hos køberen. Hermed skaber bestemmelsen en afkræftelig formodning om, at dybfrysningen blot er en supplerende egenskab ved produktet, og at det ikke kan betragtes som en del af produktets karakteristiske egenskaber, om det befinder sig i frisk, frysetørret eller dybfrosset tilstand. Noget sådant ville da også alene kunne antages, såfremt dybfrysningen ændrede selve produktets art eller sammensætning, hvilket modsiges af de førnævnte videnskabelige undersøgelser, hvoraf fremgår, at dybfrysningen principielt ikke ændrer ved yoghurtens indhold af bakterier. Et afslag på at give tilladelse til at anvende varebetegnelsen »yoghurt«, fordi produktet er dybfrosset, vil derfor kunne vildlede forbrugeren og er dermed i strid med direktivets bestemmelser.
Desuden fremgår det af selve direktivets opbygning, at selv om artikel 5, stk. 1, fastsætter, at tilladelsen til at anvende en bestemt varebetegnelse bestemmes af gældende nationale retsforskrifter, giver den ikke medlemsstaterne mulighed for ved definitionen af varer at fastsætte betingelser, som går videre end det er nødvendigt for at opfylde formålet med at give forbrugerne korrekte oplysninger, og hvorved indenlandske eller importerede produkter, som har de samme grundegenskaber som de andre produkter, for hvilke betegnelsen kan benyttes, afskæres fra at bære samme varebetegnelse. I den foreliggende sag opfylder varebetegnelsen »dybfrosset yoghurt« bedre artikel 5, stk. l's formål, som er at sikre, at produktet beskrives bedst muligt, således at køberen får kendskab til produktets reelle indhold og kan skelne det fra andre lignende produkter.
Endelig indeholder direktivets artikel 15 et forbud for medlemsstaterne mod at udstede strengere nationale forskrifter vedrørende levnedsmidler end de i direktivet fastsatte. Medlemsstaterne må kun fravige direktivets bestemmelser, såfremt der ikke er foretaget nogen harmonisering af de nationale retsforskrifter, og såfremt der foreligger et af de udtømmende opregnede hensyn i direktivets artikel 5, stk. 2. De undtagelser, der er hjemlet i direktivet, giver imidlertid ikke grundlag for at begrænse betegnelsen »yoghurt« til friske produkter. Der foreligger nemlig ikke noget hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed, da dybfrosset yoghurt ikke er sundhedsskadelig. Dette bekræftes i øvrigt af de sundhedscertifikater, som Det franske Landbrugsministerium har udstedt til Smanor for dybfrosne yoghurter med frugtstykker og dybfrosset yoghurt naturel, som er bestemt til eksport til tredjelande.
U. Everling
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Fransk.
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
14. juli 1988 ( *1 )
I sag 298/87,
angående en anmodning, som tribunal de commerce de L'Aigle i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for under den for nævnte ret verserende judicielle procedure over for
Smanor SA, Saint Martin d'Ecublei,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 30 til 36 og artiklerne 5, 15 og 16 i Rådets direktiv 79/112 af 18. december 1978 (EFT 1979, L 33, s. 1),
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden J. C. Moitinho de Almeida, dommerne U. Everling og Y. Galmot,
generaladvokat: J. Mischo
justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe
efter at der er afgivet indlæg af:
—
selskabet Smanor ved advokaterne Langiais og Mendel,
—
den franske regering ved J. F. Puissochet og G. de Bergues,
—
den nederlandske regering ved E. F. Jacobs,
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Durand,
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 4. maj 1988,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. juni 1988,
afsagt følgende
Dom
1
Ved dom af 15. juni 1987 samt dom af 21. september 1987 har tribunal de commerce de L'Aigle i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af Traktatens artikler 30 til 36 og artiklerne 5, 15 og 16 i Rådets direktiv 79/112 af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1; herefter benævnt »direktivet«). Retten har forelagt spørgsmålet for at kunne vurdere, om det franske dekret nr. 82-184 af 22. februar 1982 er foreneligt med de nævnte EF-bestemmelser.
2
Spørgsmålet er stillet under en judiciel procedure om økonomisk genopretning (redressement judiciaire), som blev indledt ved nævnte ret over for aktieselskabet Smanor. Smanor har specialiseret sig i fremstilling og engrossalg af dybfrosne produkter, navnlig yoghurter, som dybfryses efter en metode, firmaet selv har opfundet og taget patent på. De franske myndigheder har siden 1977 flere gange skredet ind over for firmaet og i medfør af gældende fransk lovgivning på området forbudt det at bringe dybfrosne produkter i omsætning under betegnelsen »yoghurt«. Firmaet er dermed blevet tvunget til at sælge sine produkter på fransk område under betegnelsen »syrnet, dybfrosset mælk«.
3
Artikel 2 i det franske dekret nr. 63-695 om bekæmpelse af bedrageri vedrørende syrnet mælk og yoghurt QORF af 16.7.1963, s. 6512), som ændret ved dekret nr. 82-184 af 22. februar 1982 QORF af 25.2.1982, s. 676), bestemmer som følger:
»Betegnelsen ‘yoghurt’ må kun anvendes på frisk, syrnet mælk, som efter en loyal og fast skik og brug er fremstillet udelukkende ved udvikling af særlige termofile mælkebakterier, den såkaldte lactobacillus bulgaricus og den såkaldte streptococcus thermophilus, der skal være tilsat samtidig, have form af levende organismer, som skal være indeholdt i det solgte produkt med mindst 100 mio. bakterier pr. gram... Når mælken har koaguleret, må yoghurten ikke undergives anden behandling end afkøling, og eventuelt omrøring...«
4
Tribunal de commerce de L'Aigle har antaget, at der er en forbindelse mellem Smanors økonomiske vanskeligheder — som har givet anledning til den judicielle procedure i hovedsagen — og de franske retsforskrifter vedrørende yoghurt, idet selskabet på grund af disse vanskeligheder er blevet tvunget til enten at opgive at sælge yoghurt på fransk område eller at sælge den dybfrosne yoghurt i strid med fransk ret. Retten har derfor udsat sagen og anmodet Domstolen om at træffe en præjudiciel afgørelse »vedrørende fortolkningen af Traktatens artikler 30 til 36 og nævnte direktivs artikler 5, 15 og 16 i forhold til det franske dekret nr. 82-184 af 22. februar 1982«.
5
Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, den pågældende franske lovgivning samt de indlæg, der er afgivet ved Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
Fortolkningen af Traktatens artikler 30 og 36
6
Det første led af den nationale rets spørgsmål er i det væsentlige, om Traktatens artikler 30 og 34 er til hinder for, at en medlemsstat anvender nationale retsforskrifter, som indeholder et forbud mod at sælge dybfrosne yoghurter under betegnelsen »dybfrosset yoghurt«.
7
Den franske regering har anført, at Traktatens artikel 30 ff. ikke finder anvendelse i hovedsagen, da sagen vedrører anvendelsen af fransk ret på et fransk selskab, som fremstiller og sælger dybfrosset yoghurt på fransk område, hvorfor den ikke finder, at det er nødvendigt at besvare denne del af det præjudicielle spørgsmål.
8
Herom bemærkes, at de franske retsforskrifter ganske vist kun gælder for produkter, der sælges på det franske marked, og ikke påvirker udførslerne til de andre medlemsstater, hvorfor der ikke er grund til at vurdere dem i forhold til Traktatens artikel 34, som vedrører foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner. Det er imidlertid ubestridt, hvilket fremgår af Kommissionens indlæg, at dybfrosne yoghurter lovligt fremstilles og bringes på markedet i de andre medlemsstater under en sådan varebetegnelse, hvorfor det ikke kan udelukkes, at dybfrosne yoghurter også importeres til Frankrig og dermed undergives fransk lovgivning.
9
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt selskabet Smanor ved den nationale domstol kan påberåbe sig, at de franske retsforskrifter indebærer en hindring for import af dybfrosne yoghurter, henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter de nationale retter efter proceduren i Traktatens artikel 177 selv må bedømme, i hvilket omfang de spørgsmål, retterne forelægger Domstolen til præjudiciel afgørelse, er relevante for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.
10
Det må herefter undersøges, om Traktatens artikel 30 er til hinder for at anvende en ordning som den franske, som forbyder salg på fransk område af dybfrosne yoghurter under betegnelsen »dybfrosset yoghurt«.
11
Der henvises først til Domstolens faste praksis (jh. i særdeleshed den første herom afsagte dom af 11. juli 1974 i sag 8/74, Anklagemyndigheden mod Dassonville, Sml. s. 837), hvorefter forbudet i Traktatens artikel 30 mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner omfatter enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, øjeblikkeligt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet.
12
Det i sagen omhandlede forbud, som tvinger de erhvervsdrivende til at anvende en anden varebetegnelse, er ganske vist ikke nogen uomgængelig hindring for import til den pågældende medlemsstat af produkter, som har oprindelse i andre medlemsstater eller som er i fri omsætning dér, men kan dog vanskeliggøre deres afsætning, og kan dermed, i hvert fald indirekte, hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (jfr bl. a. dom af 16. december 1980 i sag 27/80, Fietje, Sml. s. 3839).
13
Det bemærkes herved, at betegnelsen »syrnet, dybfrosset mælk«, som den franske regering kræver anvendt, er mindre kendt af forbrugerne end betegnelsen »dybfrosset yoghurt«, hvortil kommer, at selve dybfrysningen, som er det afgørende kriterium for at forbyde anvendelsen af betegnelsen »yoghurt«, er en vigtig konserveringsmetode for den pågældende type produkter, nar de importeres.
14
En national ordning, som forbyder salg af yoghurter på indenlandsk område under betegnelsen »dybfrosset yoghurt«, når yoghurten har været undergivet dybfrysning, udgør følgelig en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion efter Traktatens artikel 30.
15
Endvidere bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis (jfr. navnlig dommene af 20. februar 1979 i sag 120/78, Rewe, Sml. s. 649; 10. november 1982 i sag 261/81, Rau, Sml. s. 3961, og 12. marts 1987 i sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland (sagen om det såkaldte »Reinheitsgebot«), Sml. s. 1227), at så længe der ikke findes fælles forskrifter om afsætningen af de pågældende produkter, må hindringer for den frie samhandel inden for Fællesskabet, der beror på forskelle i de nationale lovbestemmelser, accepteres i det omfang, sådanne bestemmelser — der skal gælde uden forskel for indenlandske og indførte produkter — enten er nødvendige af de almene hensyn, der er angivet i Traktatens artikel 36, såsom beskyttelsen af menneskers sundhed, eller af andre tvingende hensyn, såsom beskyttelsen af forbrugerne. De pågældende bestemmelser skal dog stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål. Har en medlemsstat valget mellem flere forskellige foranstaltninger, som kan opfylde det samme mål, skal den vælge det middel, som hindrer den frie samhandel mindst muligt.
16
I fortsættelse af det anførte bemærkes først, at der ikke findes fælles eller samordnede regler om fremstilling eller afsætning af yoghurter, bortset fra det direktiv, som er nævnt i andet led af det nedenfor behandlede prædjudicielle spørgsmål, men som kun vedrører mærkning og præsentation af levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger. Ifølge artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1898/87 af 2. juli 1987 om beskyttelse af benævnelserne for mælk og mejeriprodukter i forbindelse med afsætning (EFT L 182, s. 36) må betegnelsen »yoghurt« kun anvendes på mejeriprodukter, men ellers henviser forordningen hovedsagelig til de nationale retsforskrifter på området.
17
forbindelse med en ordning som den her i sagen omhandlede, da ordningen ikke forbyder afsætning af dybfrosne yoghurter som sådan men alene anvendelse af betegnelsen »yoghurt«..
18
Hvad angår beskyttelsen af forbrugerne har Domstolen tidligere fastslået, at en medlemsstat kan føre kontrol med, at forbrugerne får korrekte oplysninger om de produkter, der udbydes til salg, således at de kan træffe deres valg på grundlag af disse oplysninger G'fr- ovennævnte dom af 12. marts 1987, samt dom af 23. februar 1988 i sag 216/84, Kommissionen mod Frankrig (erstatningsprodukter for mælk), Sml. s. 793).
19
Kravet om korrekte oplysninger om produkterne kan imidlertid lige så effektivt tilgodeses ved at forsyne etiketten med passende oplysninger — uden at det er nødvendigt at forbyde anvendelsen af betegnelsen »yoghurt« — nemlig ved et påbud om, at tilføje ordet »dybfrosset« på etiketten, for at gøre det klart, at det pågældende produkt har været undergivet denne særlige behandling.
20
Dette resultat støttes yderligere af direktivets artikel 5, stk. 3, hvorefter varebetegnelsen på et levnedsmiddel skal være forsynet med en oplysning om levnedsmidlets fysiske tilstand eller den særlige behandling, det eventuelt har undergået, og hvor behandlingen »dybfrosset« udtrykkeligt nævnes.
21
Der er kun grund til at fravige denne fremgangsmåde, såfremt yoghurten, efter at have været dybfrosset, ikke længere har de egenskaber, som forbrugerne kan forvente, når de køber en vare med betegnelsen »yoghurt«.
22
Det bemærkes herved, at det fremgår såvel af den af FAO og WHO i forening udarbejdede Codex alimentarius som af de ordninger, Kommissionen har beskrevet i flere medlemsstater, at den karakteristiske bestanddel af et produkt, som sælges under betegnelsen »yoghurt«, er den store mængde levende mælkebakterier, produktet indeholder.
23
En national ordning, der forbyder anvendelsen af betegnelsen »yoghurt« ved salg af dybfrosne varer, må herefter antages at stå i misforhold til det tilstræbte formål vedrørende beskyttelsen af forbrugerne, når de dybfrosne varer ikke har en væsentlig anden beskaffenhed end friske varer — navnlig for så vidt angår antallet af de indeholdte bakterier — og når det for at sikre forbrugerne korrekte oplysninger er tilstrækkeligt, at den sidste salgs- eller konsumdato er angivet på etiketten.
24
Ud fra sagens oplysninger påhviler det den nationale ret at bedømme, om forskellen mellem dybfrosne yoghurter og de betingelser, der efter den nationale lovgivning stilles til friske yoghurter, er så stor, at det er berettiget at kræve anvendt en anden betegnelse.
25
Det første led af det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af tribunal de commerce de L'Aigle, må herefter besvares med, at en medlemsstats anvendelse af en national ordning på varer, importeret fra en anden medlemsstat, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsætning, og hvorefter betegnelsen »yoghurt« udelukkende må benyttes for frisk og ikke for dybfrosset yoghurt, er i strid med EØF-Traktatens artikel 30, når den dybfrosne yoghurt ikke har en væsentlig anden beskaffenhed end frisk yoghurt, og det for at sikre forbrugerne korrekte oplysninger er tilstrækkeligt, at den sidste salgs- eller konsumdato er angivet på etiketten.
Fortolkningen af Rådets direktiv 79/112
26
Det andet led af den nationale rets præjudicielle spørgsmål er i det væsentlige, om direktivets artikler 5, 15 og 16 skal fortolkes således, at de udelukker anvendelsen af en national ordning vedrørende varebetegnelser, hvorefter det er forbudt at benytte betegnelsen »yoghurt« på dybfrosne yoghurter.
27
Den franske regering har anført, at den nationale rets henvisning til de nævnte bestemmelser i direktivet ikke er relevant for sagen. Regeringen har herved bl. a. henvist til direktivets artikel 5, der giver medlemsstaterne beføjelse til at fastsætte varebetegnelser for levnedsmidler.
28
Herom bemærkes, at et levnedsmiddels varebetegnelse er defineret således i direktivets artikel 5, stk. 1 : »Den betegnelse, der er anvendt i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som gælder for dette, eller dersom en sådan betegnelse ikke er fastsat, det navn, der har vundet hævd i den medlemsstat, hvor salg til den endelige forbruger finder sted, eller en beskrivelse af levnedsmidlet og, om nødvendigt, af dets brug, der skal være så nøjagtig, at køberen oplyses om dets egentlige art og kan skelne det fra andre tilsvarende levnedsmidler, som det ville kunne forveksles med«.
29
Selv om bestemmelsen henviser til de varebetegnelser, der er foreskrevet i medlemsstaternes nationale lovgivninger, må dens betydning og anvendelsesområde dog fastlægges på baggrund af den sammenhæng, den indgår i, dvs. navnlig ud fra direktivets generelle formål og opbygning.
30
I den forbindelse bemærkes, at det fremgår såvel af direktivets begrundelse som af artikel 2's ordlyd, at direktivet er udstedt med det formål at sikre den endelige forbruger af næringsmidler fornøden information og beskyttelse, især med hensyn til levnedsmidlets art, identitet, egenskaber, sammensætning, mængde, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvorfra levnedsmidlet kommer, samt fremstillingseller frembringelsesmåde.
31
Specielt hvad angår dybfrysning af næringsmidler bestemmer direktivets artikel 5, stk. 3, at en varebetegnelse skal omfatte eller ledsages af en oplysning om levnedsmidlets fysiske tilstand eller den særlige behandling, som det har undergået, når undladelse af at angive en sådan oplysning vil kunne skabe tvivl hos køberen. Som eksempler på sådanne oplysninger nævner direktivet: »Pulverform, frysetørret, dybfrosset, koncentreret, røget«.
32
Da bestemmelsen selv udtrykkeligt nævner det tilfælde, hvor den pågældende vare er blevet dybfrosset, kan en medlemsstat ikke forbyde anvendelsen af en bestemt varebetegnelse, blot fordi varen har været undergivet dybfrysning, når varen også efter dybfrysningen opfylder de øvrige betingelser, som kræves efter den nationale ordning for anvendelse af varebetegnelsen.
33
Det påhviler herefter den nationale ret at afgøre, om en yoghurt, også efter en eventuel dybfrysning, opfylder de øvrige betingelser, som kræves efter den franske lovgivning for anvendelse af varebetegnelsen »yoghurt«.
34
Hvad angår direktivets artikel 15, hvorefter medlemsstaterne ikke ved anvendelse af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser om levnedsmidlers mærkning og præsentation må forbyde handel med levnedsmidler, som er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, bemærkes alene, at de hensyn, der efter artikel 15, stk. 2, kan begrunde et sådant forbud, såsom hensynet til beskyttelse af den offentlige sundhed og bekæmpelse af bedrageri, som tidligere anført ikke foreligger i denne sag.
35
Endelig finder direktivets artikel 16, som det fremgår af dennes ordlyd, kun anvendelse i de tilfælde, hvor der findes en udtrykkelig henvisning til denne artikel, hvilket ikke er tilfældet i artiklerne 5 og 15.
36
Det andet led af det præjudicielle spørgsmål må herefter besvares med, at direktiv 79/112, navnlig dets artikel 5, skal fortolkes således, at det er til hinder for anvendelse af en national ordning, som forbyder anvendelse af betegnelsen »yoghurt« på importerede eller indenlandsk fremstillede varer, som er blevet dybfrosset, når varerne ellers opfylder den nationale ordnings betingelser for anvendelse af denne betegnelse på friske produkter.
Sagens omkostninger
37
De udgifter, der er afholdt af den franske og nederlandske regering samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der har afgivet indlæg ved Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
vedrørende det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt den ved domme af 15. juni og 21. september 1987 fra tribunal de commerce de L'Aigle, for ret:
1)
En medlemsstats anvendelse af en national ordning på varer, importeret fra en anden medlemsstat, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsætning, og hvorefter betegnelsen »yoghurt« udelukkende må benyttes for frisk og ikke for dybfrosset yoghurt, er i strid med EØF-Traktatens artikel 30, når den dybfrosne yoghurt ikke har en væsentlig anden beskaffenhed end frisk yoghurt, og det for at sikre forbrugerne korrekte oplysninger er tilstrækkeligt, at den sidste salgs-eller konsumdato er angivet på etiketten.
2)
Direktiv 79/112, navnlig dets artikel 5, skal fortolkes således, at det er til hinder for anvendelse af en national ordning, som forbyder anvendelse af betegnelsen »yoghurt« på importerede eller indenlandsk fremstillede varer, som er blevet dybfrosset, når varerne ellers opfylder den nationale ordnings betingelser for anvendelse af denne betegnelse på friske produkter.
Moitinho de Almeida
Everling
Galmot
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 1988.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
J. C. Moitinho de Almeida
Formand for Tredje Afdeling
( *1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy