Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Den Hellenske Republik har anlagt sag med paastand om annullation af Raadets forordning ( EOEF ) nr . 3955/87 af 22 . december 1987 om betingelser for indfoersel af landbrugsprodukter med oprindelse i tredjelande som foelge af ulykken paa kernekraftvaerket i Tjernobyl ( 1 ) ( herefter benaevnt "forordning nr . 3955/87 ").
2 . Denne forordning, som er udstedt i henhold til EOEF-Traktaten, "saerlig artikel 113" ( 2 ), der som bekendt indfoerer den faelles handelspolitik, foreskriver som betingelse for, at en raekke landbrugsprodukter hidroerende fra tredjelande kan overgaa til fri omsaetning, at de overholder en raekke maksimumstolerancevaerdier . Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at kontrollere overholdelsen af disse tolerancevaerdier og indfoerer en ordning for udveksling af oplysninger, som centraliseres af Kommissionen . Denne kan i samvirke med et ad hoc udvalg traeffe foranstaltninger, der kan omfatte forbud mod indfoersel af produkter med oprindelse i det paagaeldende tredjeland .
3 . Denne forordning, der gjaldt i en periode paa to aar, erstatter en tidligere forordning ( EOEF ) nr . 1707/86 af 30 . maj 1986 ( 3 ), hvis indhold var identisk, og hvis gyldighedsperiode, som oprindelig var fastsat til 30 . september 1986, var blevet forlaenget to gange indtil 31 . oktober 1987 ( 4 ).
4 . Jeg skal praecisere, at Raadet den 22 . december 1987 ligeledes udstedte forordning ( Euratom ) nr . 3954/87 om fastsaettelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som foelge af nukleare ulykker eller andre tilfaelde af straalingsfare ( 5 ), som er genstand for sag nr . 70/88, som Parlamentet har anlagt mod Raadet .
5 . Under denne sag er der anfoert to anbringender til stoette for paastanden om annullation, dels tilsidesaettelse af EOEF-Traktaten og Euratom-Traktaten og magtfordrejning, dels at Kommissionens forslag er vagt . Det foerste anbringende bestaar i virkeligheden af to dele, hvoraf den ene gaar ud paa, at Raadet har tilsidesat de naevnte Traktater ved udelukkende at anvende EOEF-Traktatens artikel 113 som hjemmel, og den anden, at der skal vaere begaaet magtfordrejning . I staevningen henvises der ligeledes, i afsnittet foer redegoerelsen for det foerste anbringende, til tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav . Imidlertid viser en gennemlaesning af bemaerkningerne i dette afsnit, at det i virkeligheden kun goeres gaeldende, at Raadet har anvendt en ukorrekt hjemmel og saaledes har begaaet magtfordrejning . Det fremfoerte argument om, at der er modstrid mellem den foerste betragtning til den anfaegtede forordning, som henviser til artikel 113, og de foranstaltninger, der er indfoert i selve forordningen, og som er omfattet af en anden hjemmel, er tilsyneladende indeholdt i anbringendet om fejlagtig hjemmel . Henvisningen til tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav synes derfor overfloedig .
6 . Foer jeg behandler de to anbringender, er der dog to vanskeligheder, der maa afklares .
7 . I svarskriftet har Raadet indledningsvis rejst formalitetsindsigelse mod den foerste soegsmaalsgrund, for saa vidt denne gaar ud paa tilsidesaettelse af Euratom-Traktaten, skoent sagen er anlagt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 173 uden nogen henvisning til Euratom-Traktatens artikel 146 ( 6 ). Kommissionen har tilsluttet sig Raadets opfattelse paa dette punkt ( 7 ).
8 . Jeg vil i denne forbindelse blot henvise til, at Domstolen ifoelge EOEF-Traktatens artikel 173 "har ... kompetence til at udtale sig om klager, der ... indbringes under paaberaabelse af ... overtraedelse af denne Traktat eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse ..." ( 8 ). Det synes foelgelig aabenbart, at en del af det foerste anbringende maa afvises, for saa vidt det gaar ud paa tilsidesaettelse af Euratom-Traktaten . Lad mig desuden bemaerke, at sagsoegeren ikke i staevningen har forklaret, hvori tilsidesaettelsen af Euratom-Traktaten skulle bestaa .
9 . Ganske vist har Domstolen, da den blev forelagt et praejudicielt spoergsmaal alene i henhold til EOEF-Traktatens artikel 177, alligevel i Deutsche Babcock-dommen undersoegt, om spoergsmaal, der reguleres i en EOEF-forordning, var omhandlet i EKSF-Traktatens bestemmelser ( 9 ). Men i EOEF-Traktatens artikel 232, stk . 1, tages der forbehold for anvendelsen af bestemmelserne i EKSF-Traktaten, og Domstolen har fortolket denne artikel saaledes, at EOEF-Traktatens bestemmelser i mangel af lignende bestemmelser i EKSF-Traktaten kan finde anvendelse paa produkter, der henhoerer under sidstnaevnte Traktat . Den situation, der foreligger for Domstolen i dag, er meget forskellig herfra, og den naevnte dom er efter min opfattelse ikke til hinder for, at en del af det foerste anbringende afvises .
10 . En anden forudgaaende vanskelighed skyldes, at Den Hellenske Republik i replikken ( 10 ) for foerste gang har anfoert, at der er sket en tilsidesaettelse af EOEF-Traktatens artikel 190, for saa vidt den anfaegtede forordning er blevet udstedt paa en saadan maade, at den ikke giver mulighed for at skaffe sig kendskab til "de omstaendigheder, under hvilke faellesskabsinstitutionerne har anvendt Traktaten ". Adspurgt af Domstolen om, hvorvidt henvisningen til artikel 190 ikke var en ny soegsmaalsgrund som omhandlet i procesreglementets artikel 42, stk . 2, har Den Hellenske Republik gjort gaeldende, at der er tale om et noedvendigt argument til stoette for det foerste anbringende, saaledes at forstaa, at forskellen paa hjemmelen for forordning nr . 1707/86 og for forordning nr . 3955/87 "ikke indeholder objektive elementer, der goer det muligt ... for Domstolen at udoeve en passende kontrol" og "for medlemsstaterne og de beroerte borgere at faa kendskab til de betingelser, under hvilke faellesskabsinstitutionerne har anvendt Traktatens bestemmelser i den konkrete situation ".
11 . Dette svar henviser til Domstolens praksis siden dommen af 26 . marts 1987, Kommissionen mod Raadet, som er baseret paa forpligtelsen til at begrunde visse faellesskabsretsakter i henhold til Traktatens artikel 190, og hvori det hedder :
"for at denne begrundelsespligt kan anses for opfyldt, er det ... noedvendigt, at faellesskabsretsakter indeholder en angivelse af de faktiske og retlige forhold, som har bevaeget institutionerne til at vedtage dem, saaledes at Domstolen kan udoeve sin kontrolbefoejelse, og saaledes at saavel medlemsstaterne som de beroerte borgere faar kendskab til de betingelser, under hvilke faellesskabsinstitutionerne har anvendt Traktaten" ( 11 ).
12 . Efter denne retspraksis er en upraecis angivelse af hjemmelen ved anvendelse af udtryk som "under henvisning til Traktaten" for fremtiden udelukket ( 12 ).
13 . En sammenligning af datoer er i oevrigt tilstraekkelig til at vise den indirekte dialog, som udspilledes mellem Raadet og Domstolen .
- 30 . maj 1986 : Raadet udsteder forordning 1707/86 med hjemmel i Traktaten uden yderligere praecision,
- 26 . marts 1987 : den naevnte dom i sagen Kommissionen mod Raadet, som paalaegger en forpligtelse til at angive faellesskabsretsaktens hjemmel,
- 22 . december 1987 : Raadet udsteder den i dommen omhandlede forordning under speciel henvisning til EOEF-Traktatens artikel 113 .
14 . Naar Domstolen i den naevnte dom annullerede de anfaegtede forordninger, er det imidlertid med dobbelt begrundelse, efter at have konstateret, at de
"findes ... hverken at opfylde kravene til begrundelse i Traktatens artikel 190 eller at vaere udstedt med korrekt hjemmel" ( 13 ).
15 . Skoent Traktatens artikel 190 indfoerer forpligtelsen til at angive hjemmelen for den vedtagne retsakt, kan noedvendigheden af at vaelge den korrekte hjemmel altsaa ikke udledes af denne artikel, idet denne fremgaar af selve faellesskabsrettens legalitetsprincip .
16 . Ved annullationssoegsmaalet vil Den Hellenske Republik imidlertid bestride anvendelsen af Traktatens artikel 113 som hjemmel; den goer derimod ikke gaeldende, at Raadet ikke har henvist til en saadan hjemmel .
17 . Enten maa henvisningen til artikel 190 i replikken derfor dreje sig om manglende begrundelse, i hvilket tilfaelde dette nye anbringende afvises i henhold til procesreglementets artikel 42, stk . 2, eller ogsaa maa denne henvisning vaere knyttet til bestridelsen af den af Raadets valgte hjemmel, i hvilket tilfaelde den er overfloedig .
18 . I oevrigt kunne det taenkes, at denne henvisning til artikel 190 i virkeligheden angaar det andet anbringende, nemlig at Kommissionens forslag er vagt . Den Hellenske Republik har nemlig paa dette punkt gjort gaeldende, at Raadet ikke har angivet, om den vedtagne retsakt var i overensstemmelse med Kommissionens forslag . Det er imidlertid netop artikel 190, der bestemmer, at "forordninger ... skal begrundes og henvise til de forslag og udtalelser, som skal indhentes i henhold til denne Traktat ". Den Hellenske Republiks svar paa Domstolens skriftlige spoergsmaal giver dog ikke mulighed for at antage en saadan fortolkning, fordi svaret udtrykkeligt og udelukkende omhandler det foerste anbringende .
19 . Jeg vil nu gaa over til en gennemgang af foerste del af foerste anbringende . Dette kan sammenfattes saaledes : Forordning nr . 3955/87 vedroerer udelukkende beskyttelse af medlemsstaternes befolkningers sundhed mod foelgerne af den nukleare ulykke i Tjernobyl og skulle derfor have vaeret udstedt med hjemmel i EOEF-Traktatens artikler 130 R og 130 S, eventuelt sammenholdt med artikel 235 .
20 . Til stoette for denne opfattelse har Den Hellenske Republik gjort gaeldende, at forordning nr . 1707/86, hvis indhold var identisk, var blevet vedtaget enstemmigt, af hensyn til beskyttelse af den offentlige sundhed, at forordning nr . 3954/87 af samme dato blev udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, som angaar beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed, og endelig at henvisningen til artikel 113 giver anledning til uklarhed, som forhindrer Domstolen i at udoeve sin kontrol .
21 . Lad mig indledningsvis sige, at kontroversen vedroerende den korrekte hjemmel ikke er rent formel, idet artikel 113, stk . 4, foreskriver afstemning i Raadet med kvalificeret flertal, mens det paa miljoeomraadet fremgaar af artikel 130 R sammenholdt med artikel 130 S, at Raadet i almindelighed traeffer enstemmig afgoerelse . Ifoelge selve ordlyden af Domstolens praksis
"(( maa )) valget af hjemmel antages at have haft betydning for indholdet ( af den anfaegtede forordning )" ( 14 ).
22 . Det vaesentlige spoergsmaal er altsaa, om de ved den anfaegtede forordning indfoerte foranstaltninger hoerer til den faelles handelspolitik . Mens de fleste kommentatorer til Den Faelles Akt har fremhaevet de sandsynlige vanskeligheder ved sondringen mellem Traktatens artikel 100 A og dens artikler 130 R og 130 S, er de tilsvarende vanskeligheder ejendommeligt nok ikke blevet naevnt med hensyn til artikel 113 ( 15 ).
23 . Jeg skal i denne forbindelse minde om, at Domstolen foer Den Faelles Akt allerede havde statueret, at miljoebeskyttelse var et af Faellesskabets formaal ( 16 ), og at
"det (( var )) overhovedet ikke udelukket, at miljoebestemmelser kan have hjemmel i Traktatens artikel 100" ( 17 ).
Allerede foer Den Faelles Akt kunne der altsaa handles paa miljoeomraadet som led i en anden faellesskabspolitik .
24 . Ved Den Europaeiske Faelles Akt blev der udtrykkeligt indfoert en kompetence for Faellesskabet paa miljoeomraadet, ved at artiklerne 130 R - 130 T er blevet indsat i Traktaten . Men miljoebeskyttelsen er ogsaa en del af virkeliggoerelsen af det indre marked, fordi den er naevnt i artikel 100 A, stk . 3 og 4, dels med hensyn til det beskyttelsesniveau, som Kommissionen skal naa i sine forslag, dels med hensyn til beskyttelsesklausuler . Derfor har kommentatorerne som naevnt kunnet fremhaeve vanskelighederne ved at sondre mellem artiklerne 100 A og 130 S ( 18 ).
25 . Ved siden af denne udtrykkelige forpligtelse til at tage hensyn til miljoebeskyttelse ved virkeliggoerelsen af det indre marked skal det dog som led i Faellesskabets politik sikres, at der paa alle omraader tages saadanne hensyn, idet artikel 130 R, stk . 2, bestemmer, at "kravene med hensyn til miljoebeskyttelse er en vigtig bestanddel af Faellesskabets politik paa andre omraader ". Mens det maa udledes af denne bestemmelse, at "det ikke er udelukket, at beslutninger, der traeffes som led i politikken paa disse omraader, ikke udelukkende traeffes under hensyntagen til de specielle kendsgerninger paa disse omraader, men at de aendres eller endog ikke traeffes i betragtning af miljoeproblemerne", ( 19 ) maa det efter min opfattelse ogsaa udledes, at en foranstaltning, hvis virkninger, eller endog hvis formaal er miljoebeskyttelse, kan traeffes med en anden hjemmel end artikel 130 R .
26 . Ved udtrykkeligt at indfoere Faellesskabets virke paa miljoeomraadet, naar Domstolen allerede havde statueret, at miljoebeskyttelse var et af Faellesskabets formaal, har Den Faelles Akt ikke paa dette punkt begraenset faellesskabsinstitutionernes mulighed for indgriben . Indfoerelsen i Traktaten af en ny faellesskabskompetence med en regel om enstemmig afgoerelse i princippet i tilslutning hertil kan ikke bevirke, at foranstaltninger, som hidtil hoerte under faellesskabskompetencer som de i artiklerne 43, 100 eller 113 naevnte, og for hvis vedtagelse der kan gaelde andre regler, overfoeres til dette nye virkeomraade . Noget andet ville kun gaelde, saafremt medlemsstaterne udtrykkeligt ved en aendring af Traktaterne havde villet begraense Faellesskabets kompetence, hvilket ikke er sket ved Den Faelles Akt .
27 . En saadan fortolkning af de relevante bestemmelser i Traktaten stoettes efter min opfattelse af hele Domstolens praksis .
28 . Allerede i udtalelse 1/78 ( 20 ) afgivet af Domstolen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 228 har Domstolen udtalt, at
"EOEF-Traktatens artikel 113 kan ... ikke paatrykkes en fortolkning, hvis virkning ville vaere, at den faelles handelspolitik begraenses til anvendelse af midler, som alene paavirker de traditionelle dele af den ydre handel" ( 21 ),
og Domstolen tilfoejede, at
"Opregningen i artikel 113 af den faelles handelspolitiks formaal ... er udformet som en ikke-udtoemmende opregning" ( 22 ).
og endelig, at
"en snaever fortolkning af begrebet faelles handelspolitik kunne skabe problemer i samhandelen mellem faellesskabslandene paa grund af de forskelle, som der da ville bestaa paa visse omraader af handelen med tredjelandene" ( 23 ).
29 . Desuden har Domstolen allerede i dommen af 26 . marts 1987 anerkendt, at
"sammenhaengen med udviklingsproblemerne ikke bevirker, at en retsakt ikke er omfattet af den faelles handelspolitik, saaledes som den er defineret i Traktaten" ( 24 ).
30 . Jeg skal desuden bemaerke, at denne praksis helt svarer til Domstolens praksis vedroerende Traktatens artikel 43 og den faelles landbrugspolitik . Domstolen har nemlig i den saakaldte hormonsag udtalt, at :
"Virkeliggoerelsen af maalsaetningerne med den faelles landbrugspolitik ... kan ikke ske paa en saadan maade, at almene hensyn som f.eks . en beskyttelse af forbrugerne eller af menneskers og dyrs sundhed og liv lades ude af betragtning, idet faellesskabsinstitutionerne ved udoevelsen af deres befoejelser skal inddrage disse hensyn" ( 25 )
og har heraf konkluderet,
"at det anfaegtede direktiv henhoerer under den faelles landbrugspolitik, og at Raadet var befoejet til at udstede det alene under henvisning til Traktatens artikel 43" ( 26 ).
31 . Domstolens nyere domme af 16 . november 1989 har bekraeftet dette synspunkt ( 27 ). Domstolen har i denne forbindelse udtalt,
"at virkeliggoerelsen af maalsaetningerne med den faelles landbrugspolitik ikke kan ske paa en saadan maade, at almene hensyn, som f.eks . beskyttelse af sundheden, lades ude af betragtning, og at den omstaendighed, at retsakter vedtaget som led i den faelles landbrugspolitik samtidig tjener formaal, som i mangel af saerlige bestemmelser fremmes paa grundlag af Traktatens artikel 100, ikke bevirker, at disse retsakter falder uden for artikel 43' s anvendelsomraade" ( 28 ).
32 . Denne retspraksis kan efter min opfattelse fuldt ud overfoeres til den faelles handelspolitik . For at undgaa enhver fordrejning af handelsstroemmene i forholdet til tredjelande og enhver fordrejning af konkurrencen maa Faellesskabet som led i den faelles handelspolitik kunne udstede ensartede regler vedroerende de betingelser, paa hvilke produkter hidroerende fra tredjelande kan indfoeres paa dets omraade . Blandt disse betingelser kan bl.a . vaere overholdelse af maksimumstolerancevaerdier for radioaktivitet, uden at foranstaltningen aendrer karakter og ikke laengere kan vedtages i henhold til artikel 113 . Den anfaegtede forordning hoerer derfor efter min opfattelse efter sin karakter til den faelles handelspolitik .
33 . Jeg skal i oevrigt bemaerke, at det ikke er sikkert, at beskyttelse af den offentlige sundhed ganske omfattes af begrebet miljoe, som ikke er defineret i Traktaten . Den omstaendighed, at artikel 130 R, stk . 1, bestemmer, at "Faellesskabets virke paa miljoeomraadet har til formaal ... at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed", betyder paa ingen maade, at bestraebelser herpaa udelukkende hoerer til miljoeomraadet . Desuden er sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til import til Faellesskabet af produkter bestemt til menneskefoede snarere et udtryk for et oenske om at beskytte den menneskelige sundhed end om at forhindre enhver skade paa miljoeet . Lad mig endelig henvise til, at den offentlige sundhed omfattes af undtagelserne i Traktatens artikel 36 om frie varebevaegelser .
34 . Samtlige disse betragtninger faar mig derfor til at konkludere, at Raadet gyldigt har udstedt forordning nr . 3955/87 med hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 113 .
35 . For fuldstaendighedens skyld paa dette punkt maa det naevnes, at Den Hellenske Republik i staevningen ogsaa henviser til, at der efter dens opfattelse er mulighed for at udstede den anfaegtede forordning med hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 235 . Et saadant argument, som den i oevrigt ikke senere har udviklet naermere, kan ikke laegges til grund . Som led i sagsoegerens argumentation, uafhaengigt af dens rigtighed, er det tilstraekkeligt at anfoere, at artikel 130 R hjemler en saerlig kompetence for Faellesskabet paa miljoeomraadet, og at artikel 235 derfor ikke kan anvendes her, fordi det ifoelge Domstolens praksis fremgaar af selve ordlyden af denne artikel,
"at den naevnte artikel kun kan vaere hjemmel for en retsakt, hvis ingen anden traktatbestemmelse giver faellesskabsinstitutionerne den fornoedne kompetence til at udstede den paagaeldende retsakt" ( 29 ).
36 . Anden del af det foerste anbringende, nemlig klagepunktet om magtfordrejning, kan jeg behandle mere kortfattet . Den Hellenske Republik oensker at bevise, at Raadet kun har anvendt artikel 113 som hjemmel for udstedelsen af den anfaegtede forordning med det ene formaal at undgaa at traeffe enstemmig afgoerelse som kraevet i artikel 130 S . Domstolen har allerede defineret begrebet magtfordrejning . Den har saaledes i en dom af 14 . juli 1988 udtalt, at
"Kommissionens befoejelser ifoelge denne Traktat (( bliver )) brugt paa en maade, der er i strid med deres legale formaal, hvis det fremgaar, at Kommissionen udelukkende eller dog i det mindste overvejende har anvendt dem med det formaal at omgaa en fremgangsmaade, der saerlig er fastsat ved Traktaten for at imoedegaa de problemer, som Kommissionen skal loese" ( 30 ).
37 . Sandt at sige vedroerer dette klagepunkt udelukkende anbringendets foerste del . Hvis den rette hjemmel havde vaeret artikel 130 S, kunne man rejse det spoergsmaal, om anvendelsen af artikel 113 ikke var motiveret af en vilje til at omgaa reglen om, at der skal traeffes enstemmig afgoerelse . Men dette er ikke tilfaeldet . Derfor er det vanskeligt at se, hvorved Raadet skulle have begaaet magtfordrejning ved at anvende den i artikel 113 fastsatte fremgangsmaade, naar det efter min opfattelse er denne artikel, som er den korrekte hjemmel her .
38 . I oevrigt skal jeg bemaerke, at artikel 130 S selv i stk . 2 giver mulighed for at traeffe afgoerelse med kvalificeret flertal, fordi den bestemmer, at "Raadet fastsaetter" med enstemmighed, "hvad der henhoerer under afgoerelser, som skal traeffes med kvalificeret flertal ". Nogle forfattere mener i oevrigt, at de retsakter, som tidligere blev vedtaget med hjemmel baade i EOEF-Traktatens artikel 100 og artikel 235, herefter skal vedtages med kvalificeret flertal i henhold til artikel 130 S, stk . 2 ( 31 ).
39 . Jeg kommer derfor til det resultat, at denne anden del, og dermed hele det foerste anbringende ikke kan laegges til grund .
40 . Jeg vil nu gaa over til at behandle det andet anbringende . Den Hellenske Republik har bestridt bemaerkningen "under henvisning til forslag fra Kommissionen", fordi det ikke herved praeciseres, om den vedtagne retsakt er i overensstemmelse med dette forslag, en omstaendighed, som ifoelge EOEF-Traktatens artikel 149, stk . 1, ikke er uden indflydelse paa afstemningsreglerne i Raadet . En saadan mangel paa praecision er ifoelge sagsoegeren i strid med retssikkerhedsprincippet, fordi borgerne ikke har mulighed for umiddelbart at kontrollere lovligheden af Raadets retsakter .
41 . Lad mig straks naevne, at Den Hellenske Republik i staevningen henviser til "borgerne" og ikke til medlemsstaterne . De sidstnaevnte deltager nemlig i Raadets raadslagninger og kan derfor ikke vaere uvidende om, hvorvidt den vedtagne retsakt er i overensstemmelse med Raadets forslag eller ej . Domstolens faste praksis paa dette punkt gaar ud paa, at
"omfanget af begrundelsespligten, der er indstiftet ved Traktatens artikel 190, afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget" ( 32 ),
og henviser til, at den sagsoegende regering har vaeret staerkt inddraget i forarbejdet til den indklagede beslutning . Den Hellenske Republik kan derfor ikke for sit vedkommende paaberaabe sig, at den anfaegtede forordning mangler begrundelse .
42 . Med hensyn til borgerne vil jeg blot henvise til, at Kommissionens forslag offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, og at saavel en sammenligning af forslaget og af den vedtagne retsakt som en gennemlaesning af de artikler i Traktaten, der naevnes som hjemmel for retsakten, giver en borger mulighed for at skaffe sig kendskab til, om denne retsakt skulle vedtages af Raadet med enstemmighed eller kunne vedtages med kvalificeret flertal . Klagepunktet om retsusikkerhed synes derfor ikke at kunne laegges til grund . Ydermere paalaegger artikel 190 kun en forpligtelse til at henvise til Kommissionens forslag samt til de udtalelser, som skal indhentes i henhold til EOEF-Traktaten; den paalaegger ingen pligt til at oplyse, om Raadets retsakt er i overensstemmelse med Kommissionens forslag . Det andet anbringende kan efter min mening derfor heller ikke laegges til grund .
43 . Jeg foreslaar derfor at frifinde sagsoegte, og at Den Hellenske Republik paalaegges at betale sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger .
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) EFT L 371 af 30.13.1987, s . 14 .
( 2 ) Den foerste betragtning til forordningen .
( 3 ) EFT L 146 af 31.5.1986, s . 88 .
( 4 ) Ved forordningerne ( EOEF ) nr . 3020/86 ( EFT L 280 af 1.10.1986, s . 79 ) og nr . 624/87 ( EFT L 58 af 28.2.1987, s . 101 ).
( 5 ) EFT L 371 af 30.12.1987, s . 11 .
( 6 ) Raadets svarskrift, s . 13 i den franske oversaettelse .
( 7 ) Kommissionens interventionsindlaeg, s . 8 i den franske oversaettelse .
( 8 ) Min understregning .
( 9 ) Dom af 15 . december 1987, se navnlig praemis 11 ( 328/85, Sml . s . 5119 ).
( 10 ) S . 4 i den franske oversaettelse .
( 11 ) Praemis 5 ( 45/86, Sml . s . 1493 ), se ogsaa dommen af 7 . juli 1981, Rewe, praemis 25 ( 158/80, Sml . s . 1805 ).
( 12 ) Se 45/86, praemisserne 8 og 9 .
( 13 ) 45/86, praemis 22 .
( 14 ) 45/86, praemis 12; se ogsaa dom af 23 . februar 1988, Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 6 ( 68/86, Sml . s . 855 ); dom af 2 . februar 1989, Kommissionen mod Raadet, praemis 4 ( 275/87, Sml . s . 259 ); dom af 16 . november 1989, Kommissionen mod Nederlandene, praemis 8 ( 131/87, Sml . s . 3743 ); dom af 16 . november 1989, Kommissionen mod Raadet, praemis 7 ( 11/88, Sml . s . 3799 ).
( 15 ) Det Europaeiske Miljoeraad, R . Kromareks rapport : "Commentaire de l' Acte unique européen en matière d' environnement", Revue juridique de l' environnement, 1/1988, s . 76; F . Roelants du Vivier og J . P . Hannequart : "Une nouvelle stratégie européenne pour l' environnement dans le cadre de l' Acte unique", Revue du marché commun, nr . 316, april 1988, s . 205; L . Kraemer : "L' Acte unique européen et la protection de l' environnement", Revue juridique de l' environnement, 4/1987, s . 450; J . P . Jacqué : "L' Acte unique européen", Revue trimestrielle de droit européen, 1/1986, s . 576; H . J . Glaesner : "L' Acte uniqué européen", Revue du marché commun, nr . 298, juni 1986, s . 307 .
( 16 ) Dom af 7 . februar 1986, Anklagemyndigheden mod Abdhu, praemis 3 ( 240/83, Sml . s . 531 ).
( 17 ) Dom af 18 . marts 1980, Kommissionen mod Italien, praemis 8 ( 91/79, Sml . s . 1099 ).
( 18 ) F.eks . R . Kromarek, naevnt ovenfor, som mener, at "samtlige retsregler vedroerende forurening og gener kan vaere omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 100 A", RJE 1-1988, s . 87; L . Kraemer, naevnt ovenfor, som mener, at de direktiver, der tidligere havde hjemmel i artikel 100, samt de direktiver, der vedroerte produkter, kan vaere omfattet af artikel 100 A, mens de direktiver, der tidligere havde hjemmel i artikel 235, er omfattet af artikel 130 S, stk . 1, og de direktiver, der baade har hjemmel i artikel 100 og i artikel 235, er omfattet af artikel 130 S, stk . 2, jfr . ovennaevnte artikel s . 463 .
( 19 ) H.J . Glaesner, naevnt ovenfor, s . 316 .
( 20 ) 4 . oktober 1979, Sml . s . 2871 .
( 21 ) 1/78, praemis 44 .
( 22 ) 1/8, praemis 45; se ogsaa dom af 27 . september 1988, Kommissionen mod Raadet, praemis 15 ( 165/87, Sml . s . 5545 ).
( 23 ) 1/78, praemis 45 .
( 24 ) 45/86, praemis 20 .
( 25 ) 68/86, praemis 12 .
( 26 ) 68/86, praemis 22 .
( 27 ) 131/87 og 11/88; se ogsaa dom af 23 . februar 1988, Det Forenede Kongerige mod Raadet ( 131/86, Sml . s . 905 ).
( 28 ) 131/87, praemis 25; se ogsaa 11/88, praemis 10; 131/86, praemis 21 .
( 29 ) 45/86, praemis 13; se ogsaa 275/87, praemis 5; dom af 30 . maj 1989, Det Forenede Kongerige mod Raadet, praemis 5 ( 56/88, Sml . s . 1615 ); dom af 30 . maj 1989, s . 19 Kommissionen mod Raadet, praemis 6 ( 242/87, Sml . s . 1425 ).
( 30 ) Stahlwerke og Hoogovens mod Kommissionen, praemis 23 ( 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Sml . s . 4309 ); se ogsaa dom af 21 . februar 1984, Watzstahl-Vereinigung og Thyssen AG mod Kommissionen ( 140/82, 146/82, 221/82 og 226/82, Sml . s . 951 ).
( 31 ) L . Kraemer, naevnt ovenfor, s . 463 .
( 32 ) Dom af 11 . januar 1973, Nederlandene mod Kommissionen, praemis 11 ( 13/72, Sml . s . 27 ); se ogsaa dom af 14 . januar 1981, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen, praemis 20 ( 819/79, Sml . s . 21 ).
Full & Egal Universal Law Academy