Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Ved dom af 3 . marts 1988 har Arrondissementsrechtbank, Maastricht, forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 . Spoergsmaalene er stillet under behandlingen af en sag, som Krantz GmbH & Co . ( herefter benaevnt Krantz GmbH ), Forbundsrepublikken Tyskland, har anlagt mod Ontvanger der Directe Belastingen, Kerkrade, Nederlandene ( oppeboerselskontoret for direkte skatter, i det foelgende benaevnt skattemyndigheden ), og den nederlandske stat . Baggrunden for sagen er, at Krantz GmbH havde solgt nogle maskiner paa afbetaling med ejendomsforbehold til J . J . Krantz & Zoon NV ( herefter benaevnt Krantz & Zoon ), Nederlandene . Koeberen af maskinerne installerede dem i en fabrik, der blev drevet af koeberens datterselskab, Vaalser Textielfabriek BV, Vaals . Efter at baade Krantz & Zoon og datterselskabet var gaaet konkurs, gjorde skattemyndigheden udlaeg i alle loesoeregenstande, der befandt sig i Vaalser Textielfabriek' s lokaler, med henblik paa at inddrive selskabets skattegaeld . Blandt genstandene befandt sig ogsaa de paagaeldende maskiner, som Krantz & Zoon endnu ikke havde betalt hele koebesummen for, og som derfor fortsat tilhoerte Krantz GmbH .
2 . Krantz GmbH kraevede maskinerne udleveret, men dette afslog skattemyndigheden under henvisning til den nederlandske lov om inddrivelse af direkte skatter . Krantz GmbH maatte derefter acceptere at betale 200 000 HFL for at faa maskinerne udleveret . Selskabet anlagde derefter sag ved Arrondissementsrechtbank, Maastricht, med paastand om ophaevelse af udlaegget og tilbagebetaling af de 200 000 HFL . Til stoette herfor gjorde det bl.a . gaeldende, at den nederlandske lov om inddrivelse af direkte skatter er uforenelig med princippet om frie varebevaegelser .
3 . De nationale retsforskrifter, der henvises til i de praejudicielle spoergsmaal, er loven af 22 . maj 1845 om inddrivelse af direkte skatter til staten ( Wet op de invordering van 's Rijks directe belastingen, i det foelgende benaevnt skatteinddrivelsesloven ), specielt lovens artikel 16, der vedroerer indsigelser fra "tredjemaend, der formener at have ret til eller rettigheder over loesoeregenstande, der er gjort udlaeg i til inddrivelse af skattegaeld" ( 1 ). Den vaesentligste bestemmelse i denne sammenhaeng er artikel 16, stk . 3, hvorefter "tredjemand ... er afskaaret fra at rejse indsigelse mod udlaeg, der er foretaget til inddrivelse af skattegaeld, bortset fra ejendomsskattegaeld, saafremt de oppebaarne eller endnu ikke oppebaarne frugter, henholdsvis loesoeregenstande, der er inventar i et hus eller en landejendom eller anvendes til dyrkning eller brug af jorden, paa udlaegstidspunktet befinder sig paa den skattepligtiges grund ". Denne bestemmelse fortolkes i Nederlandene saaledes, at den begraensning, der opstilles for tredjemands ret til at rejse indsigelse, ogsaa gaelder loesoeregenstande, der anvendes til en virksomheds drift, men derimod ikke lagre af raa - og hjaelpestoffer eller faerdigvarer, der befinder sig i virksomheden .
4 . Det, Domstolen skal tage stilling til, er, om disse nederlandske bestemmelser - i det omfang de afskaerer leverandoerer, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater, fra at kraeve loesoeregenstande udleveret, som de har leveret, men som skattevaesenet har gjort udlaeg i som led i et udlaeg i skyldnerens loesoeregenstande - maa betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, jfr . EOEF-Traktatens artikel 30, og - i bekraeftende fald - om anvendelsen af bestemmelserne maa antages at vaere begrundet i henhold til Traktatens artikel 36 .
5 . Under hovedsagen har Krantz GmbH som allerede naevnt fremfoert det synspunkt, at der i dette tilfaelde foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning, saerlig fordi det nederlandske skattevaesens befoejelse til at goere udlaeg er en hindring for vareudvekslingen i Nederlandene ( 2 ), og fordi leverandoerer i andre medlemsstater ville saelge paa afbetaling i betydeligt mindre omfang, hvis reglerne om disse udlaeg var almindelig kendt .
6 . Heroverfor har den nederlandske regering og Kommissionen i deres indlaeg for Domstolen argumenteret for, at bestemmelser som dem, der gives i den nederlandske lov, ikke falder ind under forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning . Kommissionen har fremhaevet, at reglerne ikke har nogen forbindelse med indfoerslerne, og den har dermed tilsluttet sig det synspunkt, den nederlandske regering foerst og fremmest har gjort gaeldende .
7 . De nederlandske lovbestemmelser om skattemyndighedernes adgang til at goere udlaeg med henblik paa inddrivelse af direkte skatter tager ikke sigte paa at regulere vareudvekslingen med de oevrige medlemsstater . Bestemmelserne gaelder, uanset om de genstande, bortset fra varelagre, der befinder sig hos skatteyderen, er af indenlandsk oprindelse eller er indfoert til landet, og de maa henregnes til, hvad man kan kalde generelle rammeforskrifter for oekonomisk virksomhed . De adskiller sig fra lovbestemmelser eller administrative bestemmelser, som direkte og udelukkende tager sigte paa betingelserne for produktion eller afsaetning af bestemte produkter eller kategorier af produkter, idet spoergsmaalet om saadanne reglers betydning for indfoerslerne, for saa vidt angaar forbudet i artikel 30, skal bedoemmes efter de kriterier, Domstolen har opstillet i Cassis de Dijon-dommen ( 3 ). Det synes at fremgaa af en nyere dom - i sagen Torfaen Borough Council ( 4 ) - at spoergsmaalet om, hvorvidt bestemmelser, som hoerer til generelle rammeforskrifter, men som har betydning for indfoerslerne, er forenelige med artikel 30, skal vurderes efter synspunkter, som til en vis grad adskiller sig fra netop naevnte .
8 . I Torfaen-sagen - der drejede sig om, hvorvidt det i Det Forenede Kongerige gaeldende forbud mod, at detailforretninger holdes aabne om soendagen, udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en indfoerselsrestriktion - fandt Domstolen under henvisning til sin dom af 11 . juli 1985 i Cinéthèque-sagen ( 5 ), at spoergsmaalet om, hvorvidt bestemmelser, hvorved der opstilles et saadant forbud, er forenelige med princippet om frie varebevaegelser, maa bero paa to betingelser, for det foerste om der med bestemmelserne forfoelges et maal, der er berettiget i henhold til faellesskabsretten, og for det andet, om bestemmelsernes indvirkning paa indfoerslerne ikke er mere vidtgaaende end noedvendigt af hensyn til gennemfoerelsen af det tilsigtede maal, hvilket det tilkommer den nationale domstol at afgoere .
9 . Med hensyn til den foerste betingelse udtalte Domstolen under henvisning til Domstolens dom i Oebel-sagen ( 6 ), at nationale bestemmelser om aabningstider for detailhandelen "afspejler en raekke politiske og oekonomiske valg, idet de har til formaal at sikre, at arbejds - og hviletiden tilpasses de saerlige sociokulturelle forhold paa nationalt eller regionalt plan, som det paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin tilkommer medlemsstaterne at tage hensyn til" ( 7 ). Herefter fandt Domstolen, at bestemmelserne maatte antages at vaere i overensstemmelse med de almene hensyn, Traktaten tilgodeser . Med hensyn til den anden betingelse udtalte Domstolen, at spoergsmaalet om, hvorvidt en konkret national regulerings restriktive virkninger for vareudvekslingen faktisk holder sig inden for reguleringens egne rammer, maatte bedoemmes af den nationale domstol som et led i dennes stillingtagen til de faktiske omstaendigheder .
10 . Skal Domstolen da besvare de spoergsmaal, der er forelagt i denne sag, efter en tilsvarende gennemgang? Hvis den skal, vil den skulle tage stilling til, om de hensyn, der tilgodeses med den nederlandske lov om skattemyndighedernes adgang til at goere udlaeg, nemlig at goere skatteinddrivelsen saa effektiv som muligt, er i overensstemmelse med Traktatens almindelige principper, og den vil i givet fald skulle goere den nationale retsinstans opmaerksom paa, at det tilkommer denne at bedoemme, om lovens indvirkning paa indfoerslerne ikke er mere vidtraekkende end noedvendigt af hensyn til en effektiv skatteinddrivelse . Det skal straks siges, at Domstolen vanskeligt vil kunne antage, at de nederlandske lovbestemmelser om skattemyndighedernes adgang til at goere udlaeg med henblik paa en effektiv inddrivelse af direkte skatter ikke forfoelger et formaal, der er i overensstemmelse med Traktatens almindelige principper . Det maa nemlig fortsat vaere medlemsstaterne, der har kompetencen til at regulere dette omraade . Det vil derfor i saa fald vaere den nederlandske domstol, der skal bedoemme, om indvirkningen paa indfoerslerne ikke er mere vidtgaaende end noedvendigt for at realisere et formaal, der i sig selv er berettiget .
11 . Jeg vil imidlertid ikke foreslaa Domstolen at gaa ind paa denne problemetik . Jeg mener nemlig overhovedet ikke, at en situation som den, den nationale retsinstans har beskrevet, skal underkastes en bedoemmelse som den, der blev foretaget i Torfaen-dommen . Jeg mener kun, der kan vaere grund til at vurdere, om de paagaeldende bestemmelser forfoelger et berettiget formaal, og om virkningerne ikke gaar videre end noedvendigt, naar der er tale om en maerkbar indvirkning paa samhandelen . Naar lovbestemmelserne ikke har nogen maerkbar indvirkning paa indfoerslerne, kan en saadan gennemgang ikke vaere hensigtsmaessig . Det maa antages at vaere meget tvivlsomt, om der overhovedet forekommer en indvirkning paa indfoerslerne som foelge af anvendelsen af udlaegsregler som dem, der er tale om . I den foreliggende sag er der saaledes intet grundlag for at lade bestemmelsernes forenelighed med artikel 30 afhaenge af, om de i stoerre eller mindre omfang har indvirkning paa indfoerslerne . Det maa derimod antages, at bestemmelserne er forenelige med artikel 30, simpelthen fordi de ingen sammenhaeng har med indfoerslerne .
12 . Jeg skal kort redegoere for, hvorfor jeg ikke anser den nederlandske lov for at have nogen sammenhaeng med indfoerslerne . Loven finder anvendelse paa loesoeregenstande, der befinder sig i en skattepligtigs bolig eller lokaler, uanset om genstandene er af indenlandsk oprindelse, eller om de er indfoert til landet, men den gaelder ikke for lagre af raa - og hjaelpestoffer eller faerdigvarer . Dermed gaelder der en bemaerkelsesvaerdig begraensning i anvendelsesomraadet . Hertil kommer, at den nederlandske lov overhovedet ikke har nogen betydning for afbetalingskoeberes efterspoergsel . Den eneste betydning, den eventuelt har, vedroerer afbetalingssaelgeres efterspoergsel, idet disse maaske vil stille sig toevende over for at saelge til en koeber, der er skattepligtig i Nederlandene . Eftertrykket ligger paa ordet "maaske", fordi saelgerens "tilbageholdenhed" vedroerer en situation, der er uvis . Den er endda uvis paa to maader, fordi der kun er fare for, at der bliver gjort udlaeg i den genstand, der er solgt paa afbetaling til en nederlandsk koeber, hvis koeberen viser sig at have skattegaeld, og hvis skattemyndighederne beslutter sig til at inddrive gaelden ved at goere udlaeg . Endelig er risikoen - hvis den findes - den samme for alle saelgere, hvadenten de er hjemmehoerende i Nederlandene eller i en anden medlemsstat .
13 . Paa denne baggrund forekommer det mig i det mindste at vaere vanskeligt at opfatte den nederlandske lov som en foranstaltning, der begraenser indfoerslerne, paa det grundlag - som er det eneste, der kan fremfoeres i denne retning - at saelgere i andre lande maaske vil vaere tilbageholdende med at saelge genstande paa afbetaling til koebere i Nederlandene, fordi der eventuelt kan goeres udlaeg i genstandene, hvis koeberne viser sig at skylde beloeb til de nederlandske skattemyndigheder . Naar der er tale om saa mange uvisse forhold, maa det vaere klart, at der ikke foreligger en indfoerselsrestriktion . En anvendelse af den nederlandske lov under de omstaendigheder, der er beskrevet i forelaeggelsesdommen, har ingen paaviselig sammenhaeng med vareudvekslingen mellem Nederlandene og de oevrige medlemsstater . Der er tale om en national retsforskrift, der ingen forbindelse har med indfoerslerne . Maaske maatte forholdet bedoemmes anderledes, hvis loven ogsaa havde fundet anvendelse paa varelagre, idet man i saa fald ikke kunne have udelukket enhver indvirkning paa vareudvekslingen paa grund af en stoerre "tilbageholdenhed ". Men dette er dog ikke tilfaeldet .
14 . Jeg skal desuden fremsaette nogle enkelte bemaerkninger om forhold, der fremgaar af en sammenligning mellem den foreliggende sag og de sager, der foerte til afsigelsen af Blesgen-dommen ( 8 ) og Forest-dommen ( 9 ). I den foerste af disse domme udtalte Domstolen, at en lovgivning, hvorefter nydelse - mod betaling eller vederlagsfrit - af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholstyrke paa over 22% paa offentligt tilgaengelige steder
"i realiteten ingen forbindelse (( har )) med indfoerslen af varerne"
og foelgelig
"ikke (( kan )) hindre samhandelen mellem medlemsstaterne" ( 10 ).
I Forest-dommen udtalte Domstolen, at de franske regler om formalingskvoter for hvede i moelleriindustrien
"i virkeligheden (( er )) uden betydning for importen af hvede" ( 11 )
og derfor
"ikke (( kan )) begraense samhandelen mellem medlemsstaterne" ( 11 ).
I begge sagerne var de nationale foranstaltninger - der antoges at vaere uden sammenhaeng med indfoerslerne - dog af en saadan karakter, at en ophaevelse kunne have foroeget importen . Naar man saaledes efter Domstolens praksis under visse omstaendigheder kan fastslaa, at bestemmelser, der ikke kan siges overhovedet ikke at have nogen indvirkning paa indfoerslerne, ikke har sammenhaeng med indfoerslerne, maa det samme - saa meget mere - gaelde for foranstaltninger, som simpelt hen ikke kan paavises at have en aktuel eller potentiel restriktiv virkning .
15 . Nu indtager dommene i Blesgen-sagen og Forest-sagen ganske vist en saerstilling i Domstolens praksis om foranstaltninger med tilsvarende virkning . Det var da ogsaa dette forhold, generaladvokat Van Gerven hentydede til, da han i sit forslag til afgoerelse i Torfaen-sagen anfoerte, at "de faktiske omstaendigheder i de naevnte domme var meget specielle" ( 12 ), og at Domstolen foretog en "empirisk bedoemmelse" ( 12 ). Maaske ville Domstolen paa baggrund af formuleringerne i Cinéthèque-sagen og Torfaen-sagen i dag have udtrykt sin begrundelse for, at foranstaltninger, som dem Blesgen-sagen og Forest-sagen drejede sig om, er forenelige med artikel 30, noget anderledes . Men det forekommer mig ogsaa, at hvis en national foranstaltning nogen sinde med rette har kunnet betegnes som en foranstaltning, der er uden sammenhaeng med indfoerslerne, maa det vaere den, Arrondissementsrechtbank har beskrevet i denne sag .
16 . Den meget vide definition af en foranstaltning med tilsvarende virkning, som blev opstillet i Dassonville-dommen, har lige siden 1974 vaeret benyttet som det faste udgangspunkt for Domstolens praksis paa dette omraade . Definitionen er i sig selv "udvidende", og dette forhold, sammenholdt med de bestraebelser, Domstolen i sin praksis har udfoldet for ikke at begraense definitionens raekkevidde, kan i vidt omfang forklare, hvorfor de erhvervsdrivende har soegt at faa klassificeret de mest forskelligartede foranstaltninger som foranstaltninger med tilsvarende virkning, saa snart en indvirkning paa indfoerslerne - saa indirekte og svag den end maatte vaere - ikke fuldstaendig kan udelukkes . Med afgoerelsen i Torfaen Borough Council-sagen er der ud fra henvisningen til Cinéthèque-sagen allerede leveret et bidrag til en vis afklaring, i den forstand at de restriktive virkninger for indfoerslerne, der foelger af lovregler, som forfoelger lovlige formaal i overensstemmelse med Traktaten, ikke kan betegnes som foranstaltninger med tilsvarende virkninger, saafremt virkningerne er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet . Hermed begynder der at aftegne sig en "undergraense" for en foranstaltning med tilsvarende virkning . I den foreliggende sag er vi under "undergraensen" eller maaske befinder vi os paa den nederste graense for "undergraensen", fordi det ikke kan paavises, at indfoerslerne overhovedet paavirkes af den nederlandske lov .
17 . Naar der ikke foreligger en maerkbar indvirkning paa indfoerslerne, kan der heller ikke vaere tale om en foranstaltning med tilsvarende virkning . Jeg mener derfor, at det foerste praejudicielle spoergsmaal maa besvares benaegtende, og at det som foelge heraf er ufornoedent at besvare det andet praejudicielle spoergsmaal .
18 . Sammenfattende skal jeg foreslaa foelgende besvarelse :
"En lovgivning i en medlemsstat vedroerende inddrivelse af direkte skatter, hvorefter der kan goeres udlaeg i genstande, som befinder sig hos skyldneren - hvad enten genstandene er af indenlandsk oprindelse eller er indfoert til landet, dog med undtagelse af lagre af raa - og hjaelpestoffer eller faerdigvarer - uden at leverandoerer, der har solgt genstandene paa afbetaling, kan forlange dem udleveret, rammes ikke af forbudet i EOEF-Traktatens artikel 30 ."
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) Artikel 16, stk . 1, i loven af 22 . maj 1845 .
( 2 ) Jfr . forelaeggelsesdommen, s . 5 .
( 3 ) Dom af 20 . februar 1979, Rewe Zentral, sag 120/78, Sml . s . 649 .
( 4 ) Dom af 23 . november 1989, Torfaen Bourough Council, sag C-145/88, Sml . 1989, s . 3851 .
( 5 ) Sagerne 60 og 61/84, Sml . 1985, s . 2618 .
( 6 ) Dom af 14 . juli 1981, sag 155/80, Sml . s . 1993 .
( 7 ) Sag C-145/88, jfr . ovenfor i fodnote 4, praemis 14 .
( 8 ) Dom af 31 . marts 1982, sag 75/81, Sml . s . 1211 .
( 9 ) Dom af 25 . november 1986, sag 148/85, Sml . s . 3449 .
( 10 ) Blesgen-dommens praemis 9 .
( 11 ) Forest-dommens praemis 19 .
( 11 )
( 12 ) Sag C-145/88, jfr . ovenfor i fodnote 4, punkt 7 i forslaget til afgoerelse .
( 12 )
Full & Egal Universal Law Academy