Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Faellesskabets lovgivning om maelkekvoter giver landmaend, hvis maelkeproduktion er blevet paavirket af en usaedvanlig begivenhed i det af en medlemsstat valgte referenceaar, mulighed for at vaelge et andet referenceaar inden for visse muligheder, der er fastsat i lovgivningen . Denne anmodning om en praejudiciel afgoerelse rejser spoergsmaalet, om EF-lovgivningen giver landmanden mulighed for at vaelge et referenceaar, der ligger uden for de fastsatte valgmuligheder, naar hans produktion i en aarraekke har vaeret nedsat som foelge af omstaendigheder, der ligger uden for hans indflydelse; og, hvis det ikke er tilfaeldet, om lovgivningen da tilsidesaetter almindelige retsprincipper, som anerkendes i EF-retten . I tilfaelde af, at landmanden skal vaelge et alternativt referenceaar inden for den fastsatte aarraekke, oensker den nationale ret oplyst, hvorledes den enkelte maengde skal beregnes .
Den relevante lovgivning
2 . I et forsoeg paa at bremse produktionen af maelk indfoerte Raadets forordning ( EOEF ) nr . 856/84 - om aendring af forordning ( EOEF ) nr . 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter - en tillaegsafgift til medansvarsafgiften paa de maengder af maelk og maelkeaekvivalent, som tilfoeres ud over en referencemaengde, der skal fastsaettes ( EFT 1984 L 90, s . 10 ). I forbindelse med ordningens gennemfoerelse kunne medlemsstaterne vaelge mellem to formler . Efter formel A skal enhver maelkeproducent erlaegge en afgift for de maengder maelk, som han har leveret til opkoeber, og som i det paagaeldende mejeriaar overstiger en referencemaengde, som naermere skal fastsaettes . Efter formel B skal enhver opkoeber ( dvs . andelsselskabet eller mejeriet ) erlaegge en afgift for de af producenterne leverede maengder maelk, der i de paagaeldende 12 maaneder overstiger en referencemaengde, som naermere skal fastsaettes . Den opkoeber, der skal erlaegge afgiften, overvaelter derfor denne paa de enkelte producenter i forhold til de paagaeldendes andel i overskridelsen af opkoeberens referencemaengde . Summen af de enkelte referencemaengder, der tildeles en medlemsstat, maa ikke overstige en samlet garantimaengde svarende til summen af maelkeleverancerne i kalenderaaret 1981, forhoejet med 1 %.
3 . De almindelige regler om anvendelsen af afgiftsordningen, herunder isaer om fastsaettelse af referencemaengderne, findes i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 ( EFT L 90, s . 13 ). Af saerlig betydning for denne sag er artikel 2, som vedroerer fastsaettelsen af referenceaar og den procentsats, som skal anvendes . Artikel 2 er senere blevet aendret dels ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1911/86 ( EFT 1986 L 165, s . 6 ), dels ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2316/86 ( EFT 1986 L 202, s . 3 ), men jeg henviser til 1984-ordlyden, som var gaeldende paa det relevante tidspunkt .
4 . I henhold til artikel 2, stk . 1, er referencemaengden i princippet "lig med den maengde maelk eller maelkeaekvivalent, som producenten har leveret i kalenderaaret 1981 ( formel A ), eller den maengde maelk eller maelkeaekvivalent, som en opkoeber har indkoebt i kalenderaaret 1981 ( formel B ), forhoejet med 1 %". I medfoer af artikel 2, stk . 2, "(( kan )) medlemsstaterne dog bestemme, at den i stk . 1 omhandlede referencemaengde paa deres omraade er lig med den maengde maelk eller maelkeaekvivalent, der er leveret eller opkoebt i kalenderaaret 1982 eller 1983, afpasset med en procentsats paa en saadan maade, at den ... fastsatte garantimaengde ikke overskrides ". Denne procentsats kan varieres i forhold til stoerrelsen af leverancerne fra visse kategorier af afgiftspligtige, udviklingen i leverancerne i visse regioner mellem 1981 og 1983 eller udviklingen i leverancerne fra visse kategorier af afgiftspligtige i samme periode . I henhold til artikel 2, stk . 3, kan medlemsstaterne ogsaa tilpasse de i artikel 2, stk . 1 og 2, omhandlede procentsatser for at sikre anvendelsen af artikel 3 og 4 .
5 . Artiklerne 3 og 4 vedroerer fastsaettelse og tildeling af yderligere referencemaengder i saerlige tilfaelde . Artikel 3, stk . 3, vedroerer saerlige undtagelsestilfaelde og fastsaetter foelgende : "Producenter, hvis maelkeproduktion i det referenceaar, der er valgt i medfoer af artikel 2, er blevet paavirket i kendelig grad af usaedvanlige begivenheder foer eller i loebet af det naevnte aar, kan anmode om, at der tages hensyn til et andet referencekalenderaar inden for perioden 1981-1983 ".
6 . I den tyske lovgivning til gennemfoerelse af afgiftsordningen valgte Forbundsrepublikken formel A med 1983 som referenceaar . Med henblik paa, at den samlede garantimaengde ikke skulle overskrides, blev tildelingen af de enkelte maengder som hovedregel nedsat med 4% i forhold til de maengder, producenterne havde leveret i 1983 .
De faktiske omstaendigheder
7 . Sagsoegeren i hovedsagen, Karl Leukhardt, er landmand . Af aarsager, der ikke er oplyst i forelaeggelseskendelsen, led han et vaesentligt og vedvarende tab af koeer med det resultat, at hans leverancer af maelk faldt fra 188 954 kg i 1980 til 160 707 kg i 1981, 142 417 kg i 1982 og 142 747 kg i 1983 . Efter at det var blevet anerkendt, at han befandt sig i en undtagelsessituation, blev han tildelt en referencemaengde, som var beregnet paa grundlag af hans leverancer i 1981 nedsat med 4%, dvs . 155 500 kg .
8 . Efter at have indbragt afgoerelsen for retten gjorde sagsoegeren gaeldende, at maengden skulle fastsaettes paa grundlag af leverancerne i 1980, hvilket ville give ca . 182 600 kg . Subsidiaert gjorde han gaeldende, at maengden skulle fastsaettes paa grundlag af leverancerne i 1981 forhoejet med 1%, dvs . efter formlen i artikel 2, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 . Dette ville medfoere en maengde paa 162 314 kg .
9 . Den kompetente nationale ret, Finanzgericht Baden-Wuerttemberg, fandt, at sagen indebar et spoergsmaal om fortolkningen og gyldigheden af bestemmelserne i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, hvorfor den har udsat sagen og forelagt foelgende spoergsmaal :
"1 ) Skal artikel 3, nr . 3, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 af 31 . marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning ( EOEF ) nr . 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter ( EFT L 90 af 1.4.1984, s . 13 ) fortolkes saaledes, henholdsvis - i tilfaelde af delvis ugyldighed - udfyldes saaledes, at maelkeproducenten, naar hans maelkeproduktion i alle aarene fra 1981 til 1983 er blevet paavirket i kendelig grad af en usaedvanlig begivenhed, kan vaelge et andet - f . eks . det naermest forudgaaende - aar, hvor maelkeproduktionen ikke blev paavirket i kendelig grad af en usaedvanlig begivenhed, som referencekalenderaar?
2 ) I benaegtende fald : Skal artikel 2, stk . 1 og 2, samt artikel 3, nr . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 fortolkes saaledes, at en producent, der levererer til en opkoeber, og hvis maelkeproduktion i det valgte referenceaar ( i Forbundsrepublikken Tyskland 1983 ) blev paavirket i kendelig grad af en usaedvanlig begivenhed, kan forlange, at den referencemaengde, han har ret til at levere, beregnes enten efter metoden i artikel 2, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, saaledes at det andet referencekalenderaar laegges til grund ( 1981 eller 1982 ), eller efter metoden i artikel 2, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, saaledes at den i kalenderaaret 1981 leverede maengde maelk forhoejet med 1% laegges til grund?
Det foerste spoergsmaal
10 . For saa vidt angaar det foerste spoergsmaal har sagsoegeren anfoert, at begraensningen i valg af alternativt referenceaar i henhold til artikel 3, nr . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 i et tilfaelde, hvor en producent paa grund af usaedvanlige begivenheder har haft en vaesentlig nedgang i sin maelkeproduktion i hele perioden 1981-1983, er en tilsidesaettelse dels af forbuddet mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 40, stk . 3, dels af den faellesskabsretlige lighedsgrundsaetning, dels af princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed, dels af erhvervsfriheden og dels endelig af hensynet til retssikkerheden samt den principielle beskyttelse af den berettigede forventning .
11 . Kommissionen og den tyske regering har imidlertid anfoert, at Domstolen har besvaret det foerste spoergsmaal i dommen af 17 . maj 1988 i sag 84/87 ( Marcel Erpelding mod Statssekretaeren for Landbrug og Vinavl, Sml . s . 2647 ) og det erklaerer jeg mig helt enig i . I Erpelding-dommen kendte Domstolen for ret, at bestemmelserne i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 ikke giver producenterne mulighed for at vaelge et referenceaar uden for det fastsatte tidsrum i artikel 3, nr . 3, selv i tilfaelde hvor producenterne ikke har haft en repraesentativ produktion i hele denne periode ( praemis 18 ). Domstolen fulgte ikke anbringendet om, at begraensningen i valget af alternativt referenceaar udgoer en forskelsbehandling af producenter, hvis produktion i hele perioden 1981-1983 er paavirket af usaedvanlige begivenheder; den forskellige behandling fandtes objektivt begrundet i betragtning af, at saavel retssikkerhedshensynet som hensynet til tillaegsafgiftsordningens effektivitet kraever, at kun et begraenset antal aar kan tages i betragtning som referenceaar i forbindelse med maengdefastsaettelsen ( praemis 30 ). Jeg mener ikke, at det forhold, at sagsoegeren i denne sag, foruden at have paaberaabt sig forbuddet mod forskelsbehandling, ogsaa har paaberaabt princippet om ejendomsrettens ukraenkelighed, erhvervsfriheden, samt hensynet til retssikkerheden og den principielle beskyttelse af den berettigede forventning, paa nogen maade kan foere til et andet resultat i denne sag .
Det andet spoergsmaal
12 . Det andet spoergsmaal vedroerer den praecise metode til at beregne den individuelle referencemaengde for en producent, hvis situation er anerkendt som undtagelsessituation . Kan en saadan producent, ud over at vaelge at et andet referenceaar ( indenfor perioden 1981-1983 ) end det, medlemsstaten har valgt, skal finde generel anvendelse, ogsaa kraeve, at der generelt anvendes en procentsats, der ikke er valgt af medlemsstaten, naar producenten derved stilles gunstigere? Hvis producenten naermere bestemt har valgt 1981 som alternativt referenceaar, kan han da kraeve, at den procentsats som i henhold til artikel 2, stk . 1, finder anvendelse i 1981 ( dvs . plus 1 %), anvendes til at fastsaette producentens maengde, eller skal han acceptere den procentsats, medlemsstaten har valgt i medfoer af forordningens artikel 2, stk . 2, ( dvs . minus 4 %)?
13 . Saavel Kommissionen som den tyske regering har gjort gaeldende, at artiklerne 2 og 3 i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 ikke kan fortolkes saaledes, at producenten ud over at vaelge et alternativt referenceaar ogsaa kan vaelge en alternativ procentsats . Indledningsvis vil jeg sige, at jeg er helt enig i deres synspunkt . Jeg vil tage udgangspunkt i Erpelding-dommen, som jeg lige har henvist til . I denne sag fortolkede Domstolen forordning ( EOEF ) nr . 857/84 og Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1371/84 om gennemfoerelsesbestemmelserne for tillaegsafgiften ( EFT 1984 L 132, s . 11 ). Det skete bl . a . med henblik paa at afgoere, om en producent i en undtagelsessituation kunne vaelge et referenceaar, der ikke var omfattet af artikel 3, nr . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 . Domstolen karakteriserede bestemmelserne saaledes :
"Det bemaerkes, at det fremgaar af opbygningen af og formaalet med de omhandlede bestemmelser, at de udtoemmende opregner de situationer, hvor der kan tildeles referencemaengder eller individuelle maengder, samt at de indeholder detaljerede regler for fastsaettelsen af saadanne maengder . Eftersom der ikke i disse bestemmelser gives producenterne nogen mulighed for at faa lagt deres maelkeleverancer uden for perioden 1981-1983 til grund, maa en saadan loesning anses for udelukket, ..." ( praemis 18, min fremhaevning ).
En tilsvarende udtalelse fra Domstolen findes i praemis 15 i dom af 28 . april 1988 i sag 120/86 Mulder mod Landbrugs - og Fiskeriministeriet .
14 . Jeg mener, at den samme argumentation maa finde anvendelse i denne sag . De naermere bestemmelser om fastsaettelse af referencemaengder maa formodes at vaere udtoemmende . Foelgende boer en producent ikke kunne vaelge, hvilken procentsats der skal anvendes, medmindre der er udtrykkelig bestemmelse herom .
15 . Der findes ingen udtrykkelig bestemmelse herom i lovgivningen . Artikel 3, nr . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 giver klart alene mulighed for at vaelge et alternativt referenceaar, men naevner intet om procentsatsen . Endvidere, som det er anfoert af Kommissionen og den tyske regering, udtalte Domstolen vedroerende fortolkningen af artikel 3, nr . 3, i dom af 28 . april 1988 i sag 61/87 ( André Thevenot m . fl . mod Centrale Laitière de Franche-Comté, Sml . s . 2375 ) at de oevrige regler vedroerende fastsaettelsen af referencemaengder og individuelle maengder, herunder navnlig reglerne i artikel 2 i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, dog fortsat finder anvendelse . ( Praemis 18 )
16 . Artikel 2 i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, der vedroerer fastsaettelsen af referenceaaret og den procentsats, som skal anvendes, er klart rettet til medlemsstaterne . I bestemmelsen er der ingen antydning af, at den enkelte producent skulle have nogen indflydelse paa valget af procentsats . Skoent artikel 2 giver medlemsstaterne et vist skoen med hensyn til valget af alternativt referenceaar og procentsats, samt for saa vidt angaar variation og afpasning af denne, er det sket med henblik paa at tage hoejde for visse generelle forhold, som fremgaar af artikel 2, men derimod ikke den enkelte producents situation . Naar saaledes en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk . 2, foerste punktum, vaelger et andet referenceaar end 1981, skal den paa produktionen i det aar anvende en procentsats, der vil foere til det samme samlede resultat, som hvis procentsatsen i artikel 2, stk . 1, var blevet anvendt : det kan ikke i forbindelse med sin fastsaettelse af procentsatsen skoensmaessigt anvende en forskellig procentsats paa de enkelte sager . I henhold til artikel 2, stk . 2, andet punktum, kan medlemsstaterne skoensmaessigt variere procentsatsen i forhold til visse generelle forhold, f . eks . udviklingen i leverancerne fra visse kategorier af afgiftspligtige eller i visse regioner; det gaelder her tilsvarende, at medlemsstaten ikke skoensmaessigt kan variere procentsatsen med henblik paa at tage hoejde for den enkelte producents situation . Artikel 2, stk . 3, giver jo ogsaa medlemsstaterne mulighed for at tilpasse de i stk . 1 og 2, omhandlede procentsatser for at sikre anvendelsen af artiklerne 3 og 4; men det er klart, at bestemmelsens formaal er generelt at mindske referencemaengderne, saaledes at der kan opbygges en reserve, som kan tildeles i undtagelsessituationer og under lignende forhold, det var ikke tanken at tilpasse de enkelte referencemaengder efter de enkelte producenters situation .
17 . Endvidere har Kommissionen anfoert, at Domstolens dom i de forenede sager 201 og 202/85 ( Marthe Klensch m.fl . mod Statssekretaeren for landbrug og vinavl, Sml . 1986, s . 3477 ) bekraefter, at det foelger af artikel 2 i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, at en medlemsstat maa traeffe et klart valg mellem den metode, som bestaar i at fastsaette referenceaaret og procentsatsen efter stk . 1, og metoden efter stk . 2 . Medlemsstaten har ikke mulighed for at kombinere dem med hinanden ved at overfoere elementer fra den ene til den anden ( praemis 15 ).
18 . Jeg skal derfor foreslaa, at den nationale rets spoergsmaal besvares saaledes :
"1 ) Artikel 3, nr . 3, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 skal fortolkes saaledes, at en maelkeproducent, hvis maelkeproduktion blev paavirket af en usaedvanlig begivenhed i aarene 1981-1983, ikke som referencekalenderaar kan vaelge et andet aar, f . eks . aaret naermest dette tidsrum, hvor produktionen ikke var paavirket af en usaedvanlig begivenhed .
2 ) Gennemgangen af det foerste spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 3, nr . 3, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 .
3 ) Artikel 2, stk . 1 og 2, og artikel 3, nr . 3, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 skal fortolkes saaledes, at en producent, hvis maelkeproduktion i det af medlemsstaten valgte referenceaar blev paavirket af en usaedvanlig begivenhed, ikke kan kraeve, at den referencemaengde, han skal tildeles, beregnes enten efter metoden i artikel 2, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, dvs . paa grundlag af et andet referencekalenderaar, eller efter metoden i forordningens artikel 2, stk . 1, dvs . paa grundlag af maelkeleverancerne i 1981 forhoejet med 1 %."
(*) Oversat fra engelsk .
Full & Egal Universal Law Academy