Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . I den praejudicielle sag, som jeg skal behandle i dag, har Frankrigs Cour de Cassation forelagt Domstolen to spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 51 i Raadets forordning nr . 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet .
2 . Artikel 51 indgaar som led i et kompliceret saet af regler, der er indeholdt i kapitel 3 i afsnit III af forordning nr . 1408/71 . Kapitel 3 indeholder en raekke bestemmelser om ydelser i forbindelse med alderdom og doedsfald . De bestemmelser, der har stoerst relevans for den foreliggende sag, er artikel 46 ( som indeholder regler om fastsaettelse af ydelser for arbejdstagere, der har vaeret omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater ), artikel 50 ( der under visse betingelser garanterer en ret til en minimumsydelse i forbindelse med alderdom ), samt artikel 51 ( med bestemmelser om regulering og fornyet beregning af ydelser ved alderdom ). Der findes en mere udtoemmende omtale af disse bestemmelser i retsmoederapporten, hvortil jeg skal henvise ( se rapportens punkt I.1 .).
Faktiske omstaendigheder
3 . Alan Jordan, som er loenmodtager og britisk statsborger, har vaeret erhvervsmaessigt beskaeftiget i saavel Det Forenede Kongerige som Frankrig . Han har faaet udbetalt alderspension i begge stater siden den 1 . januar 1979 og har fra begyndelsen af anfaegtet beregningen af det beloeb, han faar udbetalt i pension af den kompetente institution i Frankrig, "Caisse national d' assurance vieillesse des travailleurs salariés" ( herefter benaevnt "CNAVTS "). Jordan har derfor anlagt en sag, som har verseret siden 1979 . Det er i den anledning, at de foreliggende praejudicielle spoergsmaal er blevet rejst . Disse spoergsmaal beror paa, at den franske lovgivning blev aendret i 1983 . Af hensyn til den rette forstaaelse af spoergsmaalene finder jeg det noedvendigt at give en kort redegoerelse for de franske regler om udbetaling af alderdomsydelser, saavel foer som efter aendringen . Min fremstilling er i det vaesentlige baseret paa den franske regerings indlaeg i sagen .
4 . I Frankrig er alderspensionen i en aarraekke blevet beregnet paa grundlag af den justerede gennemsnitsindtaegt fra de "ti bedste aar", multipliceret med to koefficienter . Den foerste koefficient er antallet af "dokumenterede" (" justifiés ") kvartalsperioder i henhold til den franske socialsikringsordning . Da et fuldt arbejdsliv antages at bestaa af 150 kvartaler ( svarende til 37,5 aar ), fremkommer denne koefficient ved at dele antallet af dokumenterede kvartalsperioder med 150 . Den anden koefficient er den procentsats, som skal anvendes . Da Jordan fik tilkendt alderspension udgjorde denne procentsats 25% ved det fyldte 60 . aar, forhoejet med 1,25% for kvartalsperioden efter den paagaeldendes 60 . aar ( hvilket er ensbetydende med, at man for en pensionsydelse, der udbetales ved det 65 . aar, naar op paa den i "normale" eller "maksimale" sats paa 50 %). Det giver foelgende beregningsformel :
P = S x N x T,
150
hvor :
P = det aarlige pensionsbeloeb
S = gennemsnitsindtaegten fra de ti bedste aar
N = antallet af "dokumenterede kvartalsperioder"
T = den procentsats, der skal anvendes
De gaeldende lovregler, da Jordan gik paa pension, indeholdt ogsaa bestemmelser om udbetaling af en minimumsydelse ved alderdom . En i henhold til de foernaevnte retningslinjer fastsat pension maatte saaledes ikke vaere mindre end "tilskuddet til aeldre arbejdstagere", forudsat at den paagaeldende kunne godtgoere at have tilbagelagt mindst 60 kvartalsperioder . I modsat fald skulle naevnte tilskud nedsaettes forholdsmaessigt .
Med virkning fra den 1 . april 1983 aendredes reglerne om fastsaettelse af den foerste koefficient ( dvs . antallet af dokumenterede kvartalsperioder ) ( 1 ). Herefter er procentsatsen ( dvs . den anden koefficient ) blevet fastsat til 50%, saafremt den paagaeldende kan godtgoere at have tilbagelagt 150 kvartalsperioder . Naar han ikke op paa dette antal, nedsaettes procentsatsen enten i forhold til hans alder eller antallet af dokumenterede kvartalsperioder . Ved en senere lovaendring ( 2 ) er der endvidere blevet indfoert en ny minimumsydelse, som afloeser tilskuddet til aeldre arbejdstagere . Den udbetales til personer, hvis gennemsnitsindtaegt fra de bedste ti aar ikke naar op paa et naermere angivet beloeb, og fastsaettes paa grundlag af antallet af dokumenterede kvartalsperioder . Det fremgaar udtrykkeligt af de to naevnte lovaendringer, at de ikke gaelder for alderdomsydelser, som er tilkendt forud for bestemmelsernes ikrafttraeden .
5 . Under det retsmoede, der er blevet afholdt i sagen, er det kommet klart frem, at tvisten mellem Jordan og CNAVTS beror paa de foergaeldende franske regler om tildeling af minimumsydelsen . Jordan har herom gjort gaeldende, at det efter den tidligere ordning var saadan, at tilskuddet til aeldre arbejdstagere altid, for saa vidt angaar arbejdstagere med fransk statsborgerskab, blev udbetalt sammen med tillaegsydelsen fra "Fonds national de solidarité" ( herefter benaevnt "Solidaritetsfonden "). Sidstnaevnte ydelse var endvidere ikke nogen alderdomsydelse ( som skyldes bidragsbetaling ), men snarere en ydelse uden bidragsgrundlag ( dvs . en ydelse, der ikke er baseret paa de bidrag, der indbetales af ydelsesmodtageren ) til opretholdelse af et vist eksistensminimum . Ifoelge Jordan tilkendte CNAVTS ham imidlertid kun tilskuddet til aeldre arbejdstagere i 1979, men ikke nogen minimumsydelse uden tidligere bidragsbetaling ( og det er dette, han har anfaegtet ). Jordan mener, at lovaendringen i 1983 havde til foelge, at de to foernaevnte ydelser fremover blev slaaet sammen i én enkelt "pensionsydelse ". Da hans egen alderspension imidlertid var blevet tilkendt foer 1983, kunne han ikke kraeve de nye regler anvendt i sit tilfaelde ( 3 ).
Jordan finder dette i strid med artikel 50 i forordning nr . 1408/71 . Tvisten i hovedsagen drejer sig saaledes om, hvorvidt Jordan i medfoer af artikel 50 kunne goere krav paa ogsaa at faa udbetalt tillaegsydelse uden bidragsbetaling, det vaere sig foer eller efter lovaendringen .
Cour d' appel de Poitiers fastslog i sin dom af 14 . februar 1985, at Jordan ikke i medfoer af artikel 50 kunne goere krav paa tilskuddet fra Solidaritetsfonden til aeldre arbejdstagere i henhold til de foergaeldende franske lovregler . Appelretten statuerede dog samtidig, at de nye franske regler maatte finde anvendelse paa Jordan i kraft af artikel 51, stk . 2 . Efter de nye regler havde Jordan foelgelig krav paa en fornyet beregning ( i henhold til artikel 46 ) af sin alderdomsydelse, hvorfor han ogsaa i medfoer af artikel 50 burde have faaet tilkendt en tillaegsydelse, dersom hans aeldretilskud efter denne beregning maatte vaere lavere end minimumsydelsen efter de nye franske regler .
CNAVTS indgav kassationsanke mod appelrettens dom blandt andet under henvisning til, at appelretten havde anlagt en fejlagtig fortolkning af artikel 51 i forordning nr . 1408/71 .
6 . Foer jeg gennemgaar de af Cour de Cassation forelagte spoergsmaal, maa jeg fremhaeve, at problemet i den foreliggende sag er af begraenset raekkevidde . Som tidligere naevnt gav appelretten ikke Jordan medhold i paastanden om, at artikel 50 i forordning nr . 1408/71 skulle anvendes paa de foergaeldende franske regler . Da ingen af kassationsanbringenderne vedroerer denne del af appelrettens dom, har dommen retskraft med hensyn til dette spoergsmaal . Det eneste spoergsmaal, Cour de Cassation herefter skal tage stilling til, er, om de nye franske regler ( og dermed ogsaa de nye regler om tildeling af en minimumsydelse ved alderdom, som jeg kort omtalte foer ) i kraft af forordningens artikel 51 skal anvendes paa Jordan . I bekraeftende fald vil Jordan i medfoer af artikel 50 efter omstaendighederne have krav paa en tillaegsydelse i henhold til de nye regler . Dette sidste spoergsmaal, som vedroerer anvendelsen af artikel 50 i den nye franske ordning, er imidlertid slet ikke blevet forelagt Domstolen, da Cour de Cassation alene har anmodet om en fortolkning af artikel 51 . I oevrigt er det min opfattelse ( som det vil fremgaa af det foelgende, se punkt 11-13 ), at artikel 51 ikke afgiver hjemmel til at bringe aendringsbestemmelser i national ret, der ikke vedroerer forhold, som har foreligget forud for ikrafttraedelsen af den nye ordning, umiddelbart i anvendelse og regulere de fremtidige retsvirkninger af tidligere forhold . Efter min opfattelse er det foelgelig unoedvendigt at behandle spoergsmaalet om anvendelsen af artikel 50 paa de nye franske regler . For det tilfaelde, at Domstolen skulle have en anden opfattelse heraf, skal jeg dog kort gennemgaa dette spoergsmaal i slutningen af mit forslag til afgoerelse ( jfr . punkt 14-15 ).
7 . Jeg skal herefter behandle de forelagte spoergsmaal . De lyder saaledes :
1 ) Er de i fransk lovgivning foretagne aendringer af reglerne ( metoden ) for fastsaettelse af minimumsydelsen ved alderdom omfattet af stk . 1 eller stk . 2 i artikel 51 i forordning nr . 1408/71?
2 ) Skal artikel 51, stk . 2, finde uindskraenket anvendelse uanset en national lovbestemmelse, som fastlaegger ikrafttraedelsestidspunktet for aendringer af metoden for fastsaettelse eller beregning af ydelser ved en bestemmelse om, at aendringerne ikke gaelder for pensioner, der er fastsat forud for ikrafttraedelsestidspunktet?
Som det vil vaere fremgaaet af det foregaaende, er navnlig besvarelsen af det andet spoergsmaal af betydning for afgoerelsen af tvisten i hovedsagen . Hvis man nemlig antager ( som jeg goer i det foelgende ), at artikel 51, stk . 2, principielt ikke er til hinder for at anvende de foernaevnte nationale overgangsbestemmelser, har det foerste spoergsmaal alene teoretisk interesse . Det er dog ikke desto mindre dette spoergsmaal, jeg foerst skal behandle, fordi Domstolen endnu ikke har haft lejlighed til at fortolke artikel 51 i forbindelse med faktiske omstaendigheder af den i hovedsagen omhandlede art .
Foerste spoergsmaal
8 . Som det fremgaar af det foerste spoergsmaals ordlyd, anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at afgoere, om den franske lovaendring falder ind under artikel 51, stk . 2 . Dette spoergsmaal kan Domstolen naturligvis ikke besvare inden for rammerne af en procedure i henhold til Traktatens artikel 177 . Domstolens opgave begraenser sig til at forsyne den forelaeggende ret med de fortolkningskriterier, der er noedvendige af hensyn til en korrekt subsumption af lovaendringen i forhold til faellesskabsretten, in casu forordning nr . 1408/71 ( 4 ). De fortolkningskriterier, som den forelaeggende ret anmoder Domstolen om, maa i denne sag udledes af selve ordlyden i forordningens artikel 51 og af Domstolens praksis herom .
Artikel 51 sondrer mellem de aendringer, som beror paa, at ydelsernes stoerrelse aendres "med en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb" som foelge af "stigninger i leveomkostningerne, aendringer i loenniveauet eller andre forhold, som giver anledning til regulering" ( jfr . stk . 1 ), og de aendringer, som skyldes en "aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser" ( jfr . stk . 2 ). Sondringen er naermere uddybet i Domstolens praksis .
9 . Jeg skal her foerst og fremmest henvise til dommen i Sinatra-sagen ( 5 ). Denne sag vedroerte en arbejdstager med italiensk statsborgerskab, Sinatra, som oppebar en invalidepension og/eller en alderspension saavel i Belgien som i Italien . Under hensyn til, at Sinatras aegtefaelle havde paataget sig loennet arbejde, blev mandens belgiske pension i medfoer af nationale antikumulationsregler aendret fra den sats, der gjaldt for "gifte" til den sats, der gjaldt for "enlige", hvilken sidste sats var vaesentligt lavere end den foerste . Der opstod herefter et spoergsmaal om, hvilken karakter en saadan aendring af Sinatras forhold havde efter artikel 51 i forordning nr . 1408/71 .
Domstolen fastslog, at artikel 51 indeholder naermere regler for anvendelsen af artikel 46 ( idet den foreskriver, at der skal foretages en fornyet beregning, naar ydelserne aendrer sig ) og udtalte blandt andet foelgende :
"Den ret, der saaledes tilkommer den vandrende arbejdstager til, at den fordelagtigste sociale sikringsordning anvendes, medfoerer i princippet, at der ved enhver aendring i de ydelser, der tilkendes i henhold til ordningen, i medfoer af artikel 46 i forordning nr . 1408/71 skal foretages en fornyet sammenligning af henholdsvis den nationale sikring og sikringen efter sammenlaegning og forholdsmaessig beregning for at fastslaa, hvilken af dem der efter den skete aendring er den mest fordelagtige .
For imidlertid at begraense den administrative byrde, som en efterproevelse af den socialforsikredes stilling ved enhver aendring af de oppebaarne ydelser ville betyde, er der i artikel 51 i forordning nr . 1408/71 indfoert en sondring mellem aendringer i ydelser 'med en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb som foelge af stigninger i leveomkostningerne, aendringer i loenniveauet eller andre forhold, som giver anledning til regulering' og 'aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser' . Det bestemmes i artiklens stk . 1, at aendringer af foerstnaevnte art finder direkte anvendelse paa de udbetalte ydelser, uden at der kan foretages en fornyet beregning, saaledes som det udtrykkeligt er foreskrevet i artiklens stk . 2 for aendringer af sidstnaevnte art .
Forordningen tilsigter saaledes at udelukke fornyet beregning, naar aendringer i ydelserne skyldes omstaendigheder, som ikke har forbindelse med den forsikredes individuelle forhold, men som er et resultat af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold .
I mangel af saerlig hjemmel kan denne regel om, at fornyet beregning er udelukket, ikke udvides til at omfatte aendringer i ydelserne, som skyldes en forandring i den socialforsikredes personlige forhold, saasom overgang fra gruppen 'gifte' til gruppen af 'enlige' . Dette gaelder saa meget mere, som artikel 51, stk . 1, ikke kan anvendes analogt i saadanne tilfaelde, eftersom aendringen i de socialforsikredes personlige forhold - i modsaetning til de i stk . 1 omhandlede 'forhold, som giver anledning til regulering' - ikke er af generel karakter ." ( Jfr . dommens praemisser 8-11 ).
Cinciuolo-dommen ( 6 ), hvori de faktiske omstaendigheder var af tilsvarende art, bekraefter denne analyse af Sinatra-dommen .
10 . Som det fremgaar af foernaevnte domme, udgoer artikel 51, stk . 1, en undtagelsesbestemmelse, mens hovedreglen er indeholdt i stk . 2 . I Sinatra - og Cinciuolo-dommene er denne hovedregel blevet fortolket saaledes, at den finder anvendelse ved aendringer i den socialforsikredes personlige forhold, dvs . i de tilfaelde, hvor der er sket en aendring af metoden for fastsaettelse eller beregning af ydelserne . Efter min opfattelse boer hovedreglen imidlertid ogsaa anvendes i de tilfaelde, hvor selve reglerne for tildeling af ydelserne ( som det hedder i artikel 51, stk . 2 : "reglerne for ... beregning af ydelser ") aendres . En saadan aendring har ganske vist ikke karakter af en regulering, der foretages paa grund af aendringer i den socialforsikredes personlige forhold ( dette var derimod tilfaeldet i de foernaevnte sager ), men kan lige saa lidt karakteriseres som en procentvis eller beloebsmaessig aendring i stk . 1' s forstand, som beror paa den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold . AEndringer i betingelserne for tildeling og beregning af alderdomsydelser finder jeg saaledes ikke omfattet af artikel 51, stk . 1, da de er endnu mere indgribende end aendringer i den socialforsikredes personlige forhold . Herefter kan der for mig ikke vaere tvivl om, at man i den foreliggende sag boer anvende bestemmelsen i artikel 51, stk . 2, som ifoelge Domstolens praksis ( 7 ) indebaerer, at "der ved enhver aendring i de ydelser, der tilkendes ..., i medfoer af artikel 46 i forordning nr . 1408/71 skal foretages en fornyet sammenligning af henholdsvis den nationale sikring og sikringen efter sammenlaegning og forholdsmaessig beregning for at fastslaa, hvilken af dem der efter den skete aendring er den mest fordelagtige ".
Andet spoergsmaal
11 . Det andet spoergsmaal vedroerer kompetencefordelingen mellem EF-lovgiver og den nationale lovgiver i henhold til artikel 51 i forordning nr . 1408/71 . Dette spoergsmaal boer derfor ses i en stoerre sammenhaeng, da det rejser et problem om raekkevidden af Faellesskabets regler i henhold til forordning nr . 1408/71 . Domstolen har allerede behandlet problemet i flere sager, hvorfor ogsaa det andet spoergsmaal kan besvares paa grundlag af Domstolens praksis .
Jeg skal dog foerst lige ganske kort praecisere, hvad det andet spoergsmaal gaar ud paa . Det fremgaar ikke saerlig klart af nogen af indlaeggene for Domstolen, hvad det er for "virkninger", de franske lovregler har i den foreliggende sag . Det er ikke rigtigt, som det antages i indlaeggene fra den franske regering, CNVATS og Kommissionen, at Jordan kraever de nye regler anvendt med tilbagevirkende gyldighed, altsaa at de anvendes paa situationer, der er opstaaet, mens den tidligere ordning var gaeldende, i det foreliggende tilfaelde med hensyn til spoergsmaalet om retten til en bestemt ydelse . Jordan rejser derimod krav om, at de nye franske regler "anvendes umiddelbart", dvs . at han oensker, at de skal finde direkte anvendelse ved bestemmelse af retsvirkningerne ( for saa vidt angaar fremtidige ydelser ) af krav paa ydelser, som er erhvervet og fastsat foer lovens udstedelse . Den franske lovgiver har imidlertid hverken tillagt de foernaevnte lovaendringer nogen tilbagevirkende eller umiddelbar gyldighed . Tvaertimod har lovgiver udtrykkeligt bestemt, at de tidligere regler fortsat var i kraft, ogsaa for saa vidt angaar fremtidige retsvirkninger af krav paa ydelser, som opstod foer lovens udstedelse, hvorfor de tidligere regler paa ingen maade blev beroert af de nye . Det spoergsmaal, Domstolen maa tage stilling til, er saaledes, om gaeldende EF-ret ( in casu artikel 51 i forordning nr . 1408/71 ) er til hinder for, at den nationale lovgiver indfoerer lovaendringer, der har en saadan retsvirkning ( nemlig at de ikke beroerer de tidligere regler ).
12 . Vedroerende forordning nr . 1408/71' s retsgrundlag, som er EOEF-Traktatens artikel 51, udtalte Domstolen sig i foelgende generelle vendinger i den foerste Pinna-dom ( 8 ):
"(( Det )) bemaerkes, at der i henhold til Traktatens artikel 51 skal ske en samordning af medlemsstaternes lovgivninger, hvorimod bestemmelsen ikke opstiller noget krav om en harmonisering . Artikel 51 er derfor ikke til hinder for, at der gaelder forskellige sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater og dermed forskellige rettigheder for arbejdstagere, alt efter hvor de er beskaeftiget . Traktatens artikel 51 er saaledes ikke til hinder for, at de sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater indeholder forskellige materielle og formelle regler, saaledes at arbejdstagere har forskellige rettigheder, alt efter hvor de er beskaeftiget" ( jfr . dommens praemis 20 ) ( 9 ).
Dette princip er kommet til udtryk flere gange i Domstolens praksis i forbindelse med dens gennemgang af en raekke saerregler i forordning nr . 1408/71 . Jeg skal her foerst naevne dommen i Brunori-sagen fra 1979 ( 10 ). Her vedroerte tvisten i hovedsagen en italiensk statsborger, som havde etableret sig som selvstaendig haandvaerker i Tyskland . Den tyske lovgivning indeholdt en undtagelse fra den pligt til at vaere tilsluttet en social sikringsordning, som paahvilede haandvaerkere, der havde indbetalt bidrag igennem mindst 216 maaneder for beskaeftigelse, hvortil var knyttet pligt til at vaere forsikret ved alderdom . Brunori gjorde gaeldende, at man ved anvendelsen af denne bestemmelse ogsaa burde tage hensyn til de forsikringsperioder, han havde tilbagelagt i Italien . Det var baggrunden for, at den nationale tyske ret spurgte Domstolen, om artikel 45 i forordning nr . 1408/71 - som bestemmer, i hvilket omfang der med henblik paa erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser skal medregnes forsikringsperioder, som er tilbagelagt i udlandet - skulle anvendes analogt ved afgoerelsen af, om der bestod en forsikringspligt . Dette antog Domstolen ikke, hvorved den tilsluttede sig Kommissionens opfattelse . Domstolen fandt, at forordning nr . 1408/71 maa antages alene at have til formaal at samordne de nationale lovgivninger om social sikring . Artikel 45 vedroerer spoergsmaalet om sammenlaegning af forsikringsperioder med henblik paa erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser, og det spoergsmaal er i sig selv uden forbindelse med spoergsmaalet om tilslutning til eller udtraedelse af de forskellige sikringsordninger, hvilket sidste spoergsmaal alene er reguleret i de nationale lovgivninger ( jfr . herom dommens praemisser 5 og 6 ).
Domstolens afgoerelse i Coonan-sagen ( 11 ) gik i samme retning . Her blev Domstolen spurgt, om forordning nr . 1408/71 giver en arbejdstager ret til at vaere tilsluttet en social sikringsordning i den medlemsstat, hvor han arbejder foerste gang, skoent han naegtes denne ret efter national lovgivning . I dommen udtalte Domstolen foelgende :
"Hverken artikel 18 eller artikel 46 i forordning nr . 1408/71 giver svar paa dette spoergsmaal . Disse bestemmelser indeholder regler om sammenlaegningen af de perioder, som skal medregnes, samt virkningerne heraf ... i tilfaelde, hvor en person som arbejdstager allerede er eller har vaeret tilknyttet den nationale sociale sikringsordning, og samtidig i en anden medlemsstat har tilbagelagt perioder, som skal medregnes . Bestemmelsen omhandler ikke det primaere spoergsmaal, under hvilke betingelser en medlemsstats borgere kan eller skal optages i den sociale sikringsordning i en anden medlemsstat, hvor vedkommende er beskaeftiget som arbejdstager" ( jfr . dommens praemis 8 );
"... det tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en saadan sikringsordning, forudsat der herved ikke diskrimineres mellem statens egne borgere og andre medlemsstaters borgere" ( jfr . dommens praemis 12 ).
Dommene i Brunori - og Coonan-sagerne er blevet fulgt op af en dom afsagt for nylig i Schmitt-sagen ( 12 ), hvori Domstolen statuerede som foelger :
"... EOEF-Traktatens artikel 51 og den i medfoer heraf udstedte forordning nr . 1408/71 omhandler alene sammenlaegning af forsikringsperioder, der er tilbagelagt i forskellige medlemsstater . Derimod omhandler de ikke selve betingelserne for at faa anerkendt forsikringsperioder" ( jfr . dommens praemis 15 ).
13 . Domstolen har i sin praksis fastslaaet, at kompetencefordelingen paa dette omraade er helt klar . Paa den ene side er den nationale sikringsinstitution ifoelge forordning nr . 1408/71, ved sin bestemmelse af ( bl.a .) vandrende arbejdstageres ret til alderdomsydelser, forpligtet til at tage hensyn til de forsikrings - eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt i udlandet . Paa den anden side skal retten til at erhverve, bevare eller generhverve en saadan ydelse i foerste raekke afgoeres efter national lovgivning . I betragtning af denne kompetencefordeling kan det efter min opfattelse vanskeligt bestrides, at det paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er den nationale lovgiver, der har kompetence til at bestemme nationale retsforskrifters tidsmaessige gyldighed . Antager man nemlig, at den nationale lovgiver har kompetence til at udstede regler om tilslutning til og udtraedelse af de sociale sikringsordninger ( jfr . Brunori - og Coonan-dommene ) og til at foreskrive betingelserne for at faa anerkendt forsikringsperioderne ( jfr . Schmitt-dommen ), maa det ogsaa anerkendes, at den nationale lovgiver har kompetence til at bestemme reglernes tidsmaessige gyldighed, forudsat at lovgiver ikke herved tilsidesaetter reglerne om sammenlaegning i forordning nr . 1408/71 eller udoever forskelsbehandling i strid med Traktaten eller forordning nr . 1408/71 .
Jeg kan sammenfatte mine tidligere betragtninger paa foelgende maade . Det er rigtigt, som det fremgaar af Sinatra-dommen ( jfr . navnlig dommens praemis 8, som jeg citerede foer ), at artikel 46 ( naar den sammenholdes med artikel 51 ) principielt giver socialforsikrede ret til at kraeve fornyet beregning, hver gang de tilkendte ydelser aendres i henhold til gaeldende regler . Det fremgaar imidlertid af dommene i Brunori -, Coonan - og Schmitt-sagerne, at et saadant i EF-retten hjemlet krav paa anvendelse af de mest fordelagtige socialsikringsregler forudsaetter, at den nationale lovgiver har erklaeret, at de nye regler har gyldighed for den socialforsikrede, saavel i saglig som i tidsmaessig henseende .
Slutbemaerkninger vedroerende artikel 50 i forordning nr . 1408/71
14 . Disse betragtninger udgoer for mig at se tilstraekkeligt grundlag til at besvare den forelaeggende rets spoergsmaal paa den maade, som jeg har angivet sidst i min konklusion paa naervaerende forslag til afgoerelse . For det tilfaelde, at Domstolen imidlertid skulle have en anden opfattelse vedroerende det andet spoergsmaal og naa frem til, at de franske lovaendringer boer tillaegges umiddelbar virkning, kan det vaere nyttigt paa grundlag af Domstolens praksis at angive, hvilke kriterier den forelaeggende ret i saa fald boer anvende ved afgoerelsen af, hvilke bestanddele af den minimumsydelse, som tilkendes efter de nye lovregler i Frankrig, der boer anses for en "minimumsydelse" i artikel 50' s forstand .
Ogsaa Domstolens praksis vedroerende dette spoergsmaal er en illustration af den foer skitserede kompetencefordeling mellem EF-lovgiver og den nationale lovgiver .
15 . I dommen af 30 . november 1977 ( i sag 64/77, Torri, Sml . s . 2299 ) udtalte Domstolen sig saaledes paa foelgende maade :
"Artikel 50 har tilfaelde for oeje, hvor arbejdstagerens beskaeftigelsesperioder i de stater, hvis lovgivninger han har vaeret undergivet, har vaeret forholdsvis korte, saaledes at de samlede ydelser, som disse stater skal betale, ikke muliggoer en rimelig levestandard" ( jfr . dommens praemis 5 ) og
"... artikel 50 ... (( finder )) kun anvendelse i de tilfaelde, hvor lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade arbejdstageren er bosat, hjemler en minimumspension" ( jfr . dommens praemis 13 ).
Dommen blev bekraeftet og naermere uddybet i Domstolens dom af 17 . december 1981 i Browning-sagen ( sag 22/81, Sml . s . 3357 ), hvori Domstolen kendte for ret, at artikel 50 skal fortolkes saaledes, at der alene kan antages at foreligge en "minimumsydelse" i denne bestemmelses forstand, saafremt bopaelsstatens lovgivning indeholder en udtrykkelig garanti, som har til formaal at sikre modtagere af sociale sikringsydelser en minimumsindkomst, der overstiger det ydelsesbeloeb, de kan goere krav paa alene efter deres forsikringsperioder og bidrag ( dvs . som de kan goere krav paa i medfoer af beregningsreglerne i artikel 46 ).
I to tidligere domme udtalte Domstolen sig vedroerende en ydelse, der havde karakter af en bestanddel ( som ikke hvilede paa bidragspligt ) af en minimumsydelse ved alderdom, der var indfoert ved en raekke nye lovregler i Frankrig . Begge tvister i hovedsagerne vedroerte en tillaegsydelse, der udbetales af foernaevnte Solidaritetsfond, og Domstolen blev spurgt, om tillaegsydelsen efter forordning nr . 1408/71, artikel 4, stk . 4, faldt uden for forordningens anvendelsesomraade i kraft af, at den havde karakter af en foranstaltning af forsorgskarakter . I begge sager kendte Domstolen for ret, at en tillaegsydelse fra en national solidaritetsfond, der tildeles modtagere af alders -, efterladte - eller invalidepension for at sikre disse et mindsteunderhold, er ikke undtaget fra det saglige anvendelsesomraade for forordning nr . 1408/71, for saa vidt de paagaeldende har et retskrav paa ydelsen ( 13 ).
Sammenligner man dommene i Torri - og Browning-sagerne med dommene i Giletti - og Zaoui-sagerne, vil man kunne udlede foelgende konklusion : Artikel 50 finder ogsaa anvendelse paa minimumsydelser ( som helt eller delvis tilkendes uden bidragsbetaling ), med hvilke den nationale lovgiver oensker at sikre alle borgere "en vis rimelig levestandard" ( dvs . ogsaa de personer, der ellers ikke ville have krav derpaa efter de almindelige bidragsregler ), men kun for saa vidt de paagaeldende i henhold til national lovgivning har krav paa disse minimumsydelser .
Sammenfatning
16 . Paa grundlag af det anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Frankrigs Cour de Cassation paa foelgende maade :
"1 ) Artikel 51, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at ogsaa aendringer af de nationale lovregler om betingelser for tildeling og beregning af alderdomsydelser er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesomraade .
2 ) Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er hverken Traktatens artikel 51 eller artikel 51 i forordning nr . 1408/71 til hinder for, at den nationale lovgiver begraenser den tidsmaessige virkning af en social sikringsordning til ydelser, der er fastsat efter indfoerelsen af den nye ordning, forudsat at reglen om ordningens tidsmaessige gyldighed ikke er i strid med bestemmelserne om sammenlaegning i forordning nr . 1408/71, og at den ikke medfoerer nogen forskelsbehandling i strid med faellesskabsretten ."
(*) Originalsprog : nederlandsk .
( 1 ) Jfr . bekendtgoerelse nr . 82-270 af 26 . marts 1982, JORF af 28.3.1982, s . 951 .
( 2 ) Jfr . lov nr . 83-430 af 31 . maj 1983, JORF af 1.6.1983, s . 1639 .
( 3 ) Den franske regering anfoerer, at Jordan ( efter den gamle ordning, som stadig gaelder for ham ) nok kan goere krav paa tillaegsydelsen fra Solidaritetsfonden, saafremt hans indtaegt begrunder dette, og saafremt han ansoeger derom, men at hans justerede gennemsnitsindtaegt pr . 1 . april 1983 oversteg graensen for det beloeb, inden for hvilket tillaegsydelsen kan udbetales .
( 4 ) Jfr . herom den nyere dom af 21 . juni 1988 i sag 197/86, Brown, Sml . s . 3205, praemis 9 .
( 5 ) Jfr . dom af 2 . februar 1982 i sag 7/81, Sml . s . 137 .
( 6 ) Jfr . Domstolens dom af 1 . marts 1984 i sag 104/83, Cinciuolo, Sml . s . 1285, navnlig praemisserne 11 og 12 . Jfr . tillige den nyere dom af 4 . maj 1988 i sag 83/87, Viva, Sml . s . 2521, se dommens praemis 11 .
( 7 ) Jfr . herom Sinatra-dommens praemis 8, som jeg tidligere har citeret in extenso under forslagets punkt 9 .
( 8 ) Jfr . dom af 15 . januar 1986 i sag 41/84, Pinna, Sml . s . 1 .
( 9 ) Ganske vist udtaler Domstolen i praemis 21, at det er fremmende for gennemfoerelsen af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, saafremt arbejdsvilkaarene saa vidt muligt er de samme i de forskellige medlemsstater . Der boer derfor ikke ved udstedelsen af EF' s regler om social sikring skabes yderligere forskelle end dem, som allerede bestaar paa grund af den manglende harmonisering af de nationale lovgivninger . ( Disse betragtninger foranledigede Domstolen til at annullere artikel 73, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 ).
( 10 ) Jfr . Domstolens dom af 12 . juli 1979 i sag 266/78, Brunori, Sml . s . 2705 .
( 11 ) Jfr . dom af 24 . april 1980 i sag 110/79, Coonan, Sml . s . 1445 .
( 12 ) Jfr . dom af 28 . februar 1989 i sag 29/88, Schmitt, Sml . s . 581 .
( 13 ) Jfr . dom af 24 . februar 1987 i de forenede sager 379-381/85 og 93/86, Giletti, Sml . s . 955, navnlig praemis 12 og dom af 17 . december 1987 i sag 147/85, Zaoui, Sml . s . 5511, navnlig praemis 9 .
Full & Egal Universal Law Academy