Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Den anmodning om praejudiciel afgoerelse, som er indgivet til Domstolen i henhold til artikel 177 i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab af tribunale di Genova i den for denne ret verserende sag Cartorobica mod det italienske Finansministerium, vedroerer gyldigheden og fortolkningen af Raadets forordning ( EOEF ) nr . 551/83 af 8 . marts 1983 ( 1 ) om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa kraftliner med oprindelse i Amerikas Forenede Stater og om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med den fornyede undersoegelse af antidumpingproceduren vedroerende kraftliner med oprindelse i Canada, Finland, Portugal, Sovjetunionen, Sverige og OEstrig .
2 . Denne retsakt er udstedt i henhold til Raadets forordning ( EOEF ) nr . 3017/79 af 20 . december 1979 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ( 2 ), som aendret ved forordning ( EOEF ) nr . 1580/82 ( 3 ) ( herefter benaevnt "grundforordningen ").
Denne grundforordning er udstedt af Faellesskabet i henhold til artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel ( GATT ) og til den foerste aftale om anvendelse af denne artikel ( 4 ) ( herefter benaevnt : "antidumpingkodeks af 1979 ").
3 . Forhistorien til denne sag kan sammenfattes i faa ord . I september 1985 og i april 1986 importerede Cartorobica kraftliner fra USA uden at betale den ved forordning ( EOEF ) nr . 551/83 indfoerte antidumpingtold . Den 19 . juni 1987 gav det italienske Finansministerium selskabet paalaeg om at betale ialt 13 481 060 LIT . Cartorobica fremsatte imidlertid indsigelser, der bl.a . gik ud paa, at faellesskabsordningen om indfoerelse af antidumpingtolden var ulovlig .
Tribunale di Genova, som sagen blev indbragt for, besluttede at udsaette sagens afgoerelse for at forelaegge Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal .
4 . Med det foerste spoergsmaal har den forelaeggende ret opfordret Domstolen til at udtale sig om gyldigheden af forordningens artikel 2, stk . 1, hvorefter tolden skal vaere lig med forskellen mellem den normale vaerdi paa markedet i Amerikas Forenede Stater som defineret i det foelgende stykke og varens pris frit Faellesskabets graense, eksklusive told, pr . ton netto til den foerste koeber inden for Faellesskabets toldomraade .
5 . En naermere betragtning viser, at det foerste spoergsmaal har to forskellige aspekter, som det i oevrigt fremgaar endnu klarere af de af Cartorobica afgivne skriftlige indlaeg .
6 . For det foerste haevdes den paagaeldende bestemmelse at vaere ulovlig, fordi grundforordningen og antidumpingkodeksen af 1979 ikke tillader institutionerne at indfoere denne type variable told, som saerligt paavirkes af valutasvingningerne, og som er baseret paa forskellen mellem en vis forudfastsat basisvaerdi og den pris, der faktisk betales for den indfoerte vare .
7 . Den anden grund til ulovligheden er, at faellesskabsinstitutionerne saaledes har overdraget de nationale toldmyndigheder kompetencen til at fastsaette toldens stoerrelse uden at have soerget for paa forhaand tilstraekkeligt praecist at fastsaette referencekriterierne for beregningen af varens pris og blot med henvisning til et vagt og upraecist begreb, som f.eks . begrebet prisen frit Faellesskabets graense, med den foelge, at der er alvorlig risiko for, at tolden ikke anvendes ensartet inden for Faellesskabet .
8 . Lad mig med det samme sige med hensyn til det foerste punkt, at der hverken i grundforordningen eller i antidumpingkodeksen af 1979 findes nogen som helst bestemmelse eller noget som helst princip, der er til hinder for, at faellesskabsinstitutionerne indfoerer en type variabel told som den, der er fastsat i den paagaeldende forordning .
9 . Det stillede spoergsmaal beror i virkeligheden paa en fejlagtig fortolkning af disse bestemmelser, som det fremgaar af den forelaeggende rets henvisning til en raekke bestemmelser i grundforordningen samt af Cartorobicas skriftlige indlaeg .
Grundforordningen, navnlig artikel 2, stk . 9 og stk . 13, har angiveligt alene givet faellesskabsinstitutionerne kompetence til at fastsaette saavel den paagaeldende vares normale vaerdi i udfoerselslandet som varens udfoerselspris til Faellesskabet, og de nationale toldmyndigheders opgave skulle vaere begraenset til at omregne tolden udtrykt i ecu til deres nationale valuta .
En saadan ordning ville dels have til formaal at undgaa forskelsbehandling foraarsaget af ydre faktorer og dels at hindre fordrejninger, som skyldes, at de nationale myndigheder udoever et skoen, som er utilstraekkeligt afgraenset i faellesskabsbestemmelserne .
Et saadant "normalt" beregningssystems karakteristika udelukker derfor, at der i stedet anvendes andre metoder, som der ikke udtrykkeligt er hjemmel til .
10 . En mere opmaerksom laesning af grundbestemmelserne viser imidlertid, at de relevante retsregler er temmelig meget anderledes .
De naevnte bestemmelser samt artikel 2, stk . 6, i antidumpingkodeksen af 1979 henviser nemlig til de kriterier, som faellesskabsinstitutionerne skal holde sig til ved beregningen af dumpingmarginen under den undersoegelse, som gaar forud for beslutningen om at indfoere tolden, og ikke til den type told, der skal indfoeres . Dette spoergsmaal reguleres til gengaeld i grundforordningens artikel 13, hvis stk . 2 blot bestemmer, at forordninger om indfoerelse af antidumpingtold bl.a . indeholder oplysninger om arten af den paalagte told . Grundforordningen indeholder ikke andre praeciseringer paa dette punkt .
11 . Desuden bestemmes det udtrykkeligt i antidumpingkodeksen af 1979 i artikel 8, stk . 4, at der kan anvendes en ordning med variabel told paa grundlag af fastsaettelse af en basispris, og denne mulighed er i oevrigt ogsaa givet i artikel 8, litra d ), i den foregaaende antidumpingkodeks af 1968 .
12 . Dette er altsaa den lovgivningsmaessige baggrund; med hensyn til praksis boer det naevnes, at faellesskabsinstitutionerne i det vaesentlige anvender tre typer antidumpingtold : Saerlig told, vaerditold og variabel told, idet hver type har sine fordele og sine ulemper .
13 . Den saerlige told, hvorved der paalaegges et fast beloeb for hver enhed af den importerede vare, og vaerditolden, som udtrykkes i en procentdel af varernes pris ved Faellesskabets graense, har den fordel, at de er lette at anvende og vanskelige at unddrage sig . De mangler imidlertid smidighed . Saafremt der sker variationer i varens pris, boer forordningen om indfoerelse af tolden aendres efter fremgangsmaaden for fornyet undersoegelse for at tage hensyn hertil .
14 . Denne ulempe kan undgaas ved at anvende variabel told, hvis beloeb svarer til forskellen mellem importprisen og et fast beloeb, som saedvanligvis benaevnes mindstepris eller normalvaerdi eller basisvaerdi .
Faellesskabsinstitutionerne har ikke saa sjaeldent anvendt denne type told ( 5 ). Skoent den variable told er vanskeligere at anvende, har den den fordel, at den tilskynder eksportoeren til at forhoeje prisen og saaledes bidrager mere effektivt til at stabilisere markedet for de paagaeldende varer .
15 . Det boer i oevrigt tilfoejes, at ingen af de tre typer told, ganske vist i forskellige grader, helt kan undgaa virkningerne af eventuelle valutasvingninger .
16 . Disse betragtninger giver mig anledning til at tilslutte mig, hvad generaladvokat Van Gerven for nylig har udtalt - netop med hensyn til lovligheden af anvendelsen af en variabel told - hvorefter institutionerne efter de gaeldende regler kan "give antidumpingforanstaltningerne den form, som forekommer dem mest egnet til at afhjaelpe den af dumpingen foraarsagede skade" ( 6 ), og foelgelig til at anse det foerste anbringende om ulovlighed for ubegrundet .
17 . Den anden grund til, at forordningens artikel 2, stk . 1, haevdes at vaere ugyldig, vedroerer som allerede naevnt henvisningen i denne artikel til begrebet prisen frit Faellesskabets graense, som i betragtning af sin generiske karakter og forskellen fra begrebet toldvaerdi, hvis ansaettelse er genstand for praecise regler ( 7 ), ikke garanterer, at de forskellige toldmyndigheder anvender tolden paa ensartet maade .
18 . Hertil boer det for det foerste bemaerkes, at prisen frit Faellesskabets graense netto i virkeligheden er et tilstraekkeligt klart begreb for de erhvervsdrivende i den internationale handel . Med dette udtryk henvises der blot til varens pris ab fabrik, hvortil kommer alle omkostninger, der afholdes indtil overskridelsen af Faellesskabets graense .
19 . Kommissionen har i oevrigt forklaret, at den i sine antidumpingforordninger efterhaanden har afskaffet henvisningen til toldvaerdien, og at den er gaaet over til at anvende det andet begreb prisen frit Faellesskabets graense netto, hvilket i det vaesentlige skyldes to grunde : For det foerste er det lettere at anvende, fordi man ved en henvisning til prisen frit Faellesskabets graense netto undgaar, at toldmyndighederne skal foretage beregninger, hvorved der i overensstemmelse med kravene i toldlovgivningen om vaerdien tages hensyn til komplekse kommercielle parametre; for det andet er det noedvendigt at sikre, at henvisningerne sker til ensartede vaerdier, da antidumpingtold normalt beregnes ved at udtrykke dumpingmarginen og taersklen for skade i en procentdel af prisen frit Faellesskabets graense netto .
Lad mig i oevrigt naevne, at en henvisning til ensartede vaerdier er mere egnet til at sikre overholdelse af forpligtelsen i artikel 13, stk . 3, i grundforordningen, hvorefter tolden ikke maa vaere hoejere end dumpingmarginen og skal vaere lavere, saafremt en lavere told er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden .
20 . Det boer i oevrigt understreges, at faellesskabsinstitutionerne normalt henviser til dette begreb, selv naar de paalaegger told beregnet efter vaerdien, som bestemmes som en procentdel af prisen frit Faellesskabets graense .
21 . Mens der er en betydelig retspraksis vedroerende toldvaerdi, er der i oevrigt ikke blevet stillet noget spoergsmaal om anvendelsen af begrebet prisen frit Faellesskabets graense netto i forbindelse med dumping til Domstolen, hvilket ligeledes stoetter Kommissionens opfattelse om, at sidstnaevnte kriterium er lettere at anvende .
Det er i oevrigt aabenbart, at saafremt en domstol i en medlemsstat skal traeffe afgoerelse om et spoergsmaal af denne art, kan den under alle omstaendigheder henvende sig til Domstolen for at opnaa den noedvendige afklaring og saaledes sikre en ensartet anvendelse af de paagaeldende bestemmelser .
22 . For at afslutte behandlingen af dette punkt maa jeg foelgelig konstatere, at i mangel af bestemmelser herom i grundforordningen er der intet til hinder for, at faellesskabsinstitutionerne ved anvendelse af antidumpingtolden henviser til prisen frit Faellesskabets graense netto .
23 . Med sit andet spoergsmaal har tribunale di Genova opfordret Domstolen til at udtale sig om gyldigheden af forordning ( EOEF ) nr . 551/83, i det omfang den fastsaetter stoerrelsen af den taerskelpris, som skal laegges til grund ved ansaettelsen af antidumpingtolden, ikke i ecu, men i US-dollars, og saaledes som referencepunkt indfoere en valuta, hvis svingninger ikke kunne kontrolleres af faellesskabsinstitutionerne .
24 . Lad mig i denne forbindelse indledningsvis fastslaa, i modsaetning til hvad spoergsmaalets ordlyd lader formode, at selv om faellesskabsinstitutionerne ikke har nogen kontrol med dollarens svingninger, er situationen dog en anden med hensyn til ecuens vekselkurs .
25 . Selv om faellesskabsinstitutionerne desuden, som Kommissionen har erkendt, bestraeber sig paa at give anvendelsen af ecuen fortrin, er der dog paa faellesskabsrettens nuvaerende udvikligstrin ingen retlig forpligtelse hertil, og den paagaeldende forordning er ikke et isoleret tilfaelde af anvendelse af andre valutaer som f.eks . dollaren ( 8 ).
I det foreliggende tilfaelde var anvendelse af dollaren berettiget af, at de amerikanske producenters produktionsomkostninger var udtrykt i denne valuta, og at eksportpriserne i talrige tilfaelde ogsaa var udtrykt i dollars .
26 . Den omstaendighed, at Kommissionen i sit forslag af 28 . juli 1987 til en ny forordning, som skulle afloese den paagaeldende forordning, havde fastsat taerskelprisen i ecu, har efter min mening heller ingen betydning .
Det naevnte forslag, som i oevrigt ikke blev vedtaget af Raadet, blev fremsat mere end fire aar efter vedtagelsen af den anfaegtede forordning, og det er derfor fuldt ud forstaaeligt, at Kommissionen i betragtning af de indhoestede erfaringer og omstaendighedernes udvikling har kunnet beslutte at indfoere ecuen som referencevaerdi, uden at man for saa vidt kan konkludere, at det tidligere foretagne valg noedvendigvis er uberettiget og ulovligt .
27 . Cartorobicas argumentation i det skriftlige indlaeg er i virkeligheden resultatet af et efterfoelgende raesonnement . Det anfoeres, at da anvendelsen af dollaren som referencevaerdi paa grund af senere valutasvingninger har medfoert en fordrejning af konkurrencen ( til fordel for erhvervsdrivende i lande med staerk valuta ), er forordningen ugyldig, for saa vidt som den er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling .
Bortset fra en vurdering af rigtigheden af de beregninger, som Cartorobica har foretaget vedroerende det tab, som de italienske importoerer har lidt, kan man imidlertid let over for denne argumentation anfoere, at selv hvis Raadet havde benyttet ecuen, ville det ikke noedvendigvis have beskyttet de erhvervsdrivende mod eventuelle fordrejninger, som skyldtes ydre omstaendigheder, f.eks . valutasvingninger . Dette gaelder saa meget desto mere, som den haevdede fordrejning ved et naermere eftersyn i det foreliggende tilfaelde ikke skyldes dollarens svingninger, men snarere aendringer i medlemsstaternes vekselkurser .
28 . Her er det efter min mening paa sin plads, om saa kun i faa ord, at fremsaette nogle mere generelle betragtninger om den indflydelse, som en aendring af omstaendighederne kan have paa oekonomiske beskyttelsesforanstaltninger .
I det omfang de forordninger, der paalaegger antidumpingtold, fastfryser situationen paa et givet tidspunkt og i lyset af bestemte omstaendigheder, kan de i alle tilfaelde vise sig uegnede og kraeve tilpasninger, saafremt den oekonomiske sammenhaeng aendrer sig, ikke blot hvad angaar valutaernes vekselkurser, men ogsaa i forhold til andre omstaendigheder, uafhaengigt af arten af den indfoerte told og den valuta, der anvendes som reference .
Det er dog klart, at den kendsgerning, at de omstaendigheder, der blev taget i betragtning paa tidpunktet for retsaktens udstedelse, har aendret sig, ikke kan bevirke retsaktens ugyldighed . Grundforordningnen indeholder faktisk selv de midler, der goer det muligt at imoedegaa saadanne situationer, idet den dels giver mulighed for at foretage en fornyet undersoegelse af retsakten paa anmodning fra en medlemsstat eller en af de beroerte parter eller paa Kommissionens eget initiativ ( se grundforordningens artikel 14 ) og dels giver importoeren mulighed for at kraeve tilbagebetaling af for meget betalte beloeb, naar han kan godtgoere, at den opkraevede told overstiger den faktiske dumpingmargin ( se grundforordningens artikel 15 ) ( 9 ).
29 . Jeg vil som et underordnet punkt tilfoeje, at den af Cartorobica paaberaabte omstaendighed, at Kommissionen uberettiget skulle have afslaaet en anmodning om fornyet undersoegelse af forordning ( EOEF ) nr . 551/83, kun har ringe betydning i dette tilfaelde . De beroerte parter, der har anmodet herom, hvoriblandt dette selskab i oevrigt ikke figurerer, skulle eventuelt have anfaegtet Kommissionens afslag . Et afslag paa en fornyet undersoegelse af en retsakt har i oevrigt, selv hvis det er uberettiget, ikke noedvendigvis til foelge, at selve retsakten bliver ugyldig .
30 . Jeg behoever ikke at dvaele laenge ved den forelaeggende rets tredje spoergsmaal vedroerende den vekselkurs, der skal anvendes ved omregning af basisvaerdien til indfoerselsmedlemsstatens valuta, fordi svaret paa fortolkningsspoergsmaalet efter min opfattelse fremgaar tilstraekkelig klart af en simpel gennemlaesning af bestemmelsernes ordlyd .
I mangel af specielle bestemmelser i forordning ( EOEF ) nr . 551/83 finder de gaeldende bestemmelser om toldafgifter, som er naevnt i forordningens artikel 1, stk . 2, anvendelse .
I henhold til disse bestemmelser, navnlig artikel 9 og artikel 1, stk . 1, litra g ), i forordning ( EOEF ) nr . 1224/80, er den vekselkurs, der skal anvendes, som almindelig regel den, der gaelder paa den dato, hvor toldvaesenet antager det dokument, hvorved klarereren klart tilkendegiver sin vilje til at angive varerne til fri omsaetning .
31 . Paa baggrund af disse betragtninger foreslaar jeg derfor Domstolen at kende for ret, at gennemgangen af de stillede spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Raadets forordning ( EOEF ) nr . 551/83, og at denne retsakt skal fortolkes saaledes, at de mindstepriser, der er udtrykt i dollars i forordningens artikel 2, skal omregnes til indfoerselsmedlemsstatens valuta efter den vekselkurs, der gaelder paa det tidspunkt, da varen bringes i fri omsaetning .
(*) Originalsprog : italiensk .
( 1 ) EFT L 64, s . 25 .
( 2 ) EFT L 339, s . 1 . I gyldighedsperioden for forordning nr . 551/83 er forordning nr . 3017/79 blevet afloest af forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 ( EFT L 201, s . 1 ) som aendret ved forordning ( EOEF ) nr . 1761/87 ( EFT L 167, s . 9 ). Grundreglerne om antidumping findes nu i forordning ( EOEF ) nr . 2423/88 ( EFT L 209, s . 1 ).
( 3 ) EFT L 178, s . 9 .
( 4 ) EFT L 71 af 17.3.1980, s . 90 .
( 5 ) Se Raadets forordning ( EOEF ) nr . 864/87 ( EFT L 83, s . 1 ), Raadets forordning ( EOEF ) nr . 338/86 ( EFT L 40, s . 25 ), Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2370/83 ( EFT L 228, s . 28 ) og Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 3542/82 ( EFT L 371, s . 25 ).
( 6 ) Se forslag til afgoerelse fremsat i retsmoedet den 8 . november 1989 i de forenede sager 304/86 og 185/87, 305/86 og 160/87, 320/86 og 188/87 og i sag 157/87, afsnit 39 ( domme af 11 . juli 1990, endnu ikke offentliggjort ). Man vil bemaerke, at selv om de i disse sager omhandlede forordninger var udstedt i henhold til den senere grundforordning nr . 2176/84, var de relevante retsregler helt analoge, for saa vidt det er relevant for naervaerende sag .
( 7 ) Se Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1224/80 af 28 . maj 1980 om varers toldvaerdi ( EFT L 134, s . 1 ).
( 8 ) Se Raadets forordning ( EOEF ) nr . 191/80 ( EFT L 23, s . 19 ) og Raadets forordning ( EOEF ) nr . 407/80 ( EFT L 48, s . 1 ).
( 9 ) De senere grundforordninger ( naevnt i note 2 ) indeholder tilsvarende bestemmelser .
Full & Egal Universal Law Academy