Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Kommissionen vedtog den 13 . maj 1986 henstilling 86/198/EKSF om indfoerelse af privilegium for krav paa afgifter paa produktion af kul og staal ( EFT L 144, s . 40 ), hvorefter medlemsstaterne senest den 1 . januar 1988 efter de i henstillingen fastsatte retningslinjer skal tillaegge krav paa de i EKSF-Traktatens artikler 49 og 50 omhandlede afgifter privilegium i alle bobehandlingsprocedurer i henhold til national ret .
2 . Italien har endnu ikke udstedt de regler, der er noedvendige for at opfylde denne forpligtelse, og Det Europaeiske Kul - og Staalfaellesskab, repraesenteret af Kommissionen, paaberaabte sig derfor direkte henstillingen, efter at selskabet Acciaierie e ferriere Busseni den 3 . februar 1987 var blevet erklaeret konkurs og anmeldte visse af de fordringer, det havde paa det konkursramte selskab i medfoer af to beslutninger af henholdsvis den 23 . februar 1982 og den 2 . september 1986, i boet som privilegerede krav .
3 . Den skifteret, der forestod bobehandlingen, afviste at anerkende EKSF' s krav som privilegerede fordringer, og EKSF indankede afgoerelsen herom til tribunale civile e penale di Brescia og paaberaabte sig herved som naevnt henstillingen; tribunale di Brescia maatte herefter tage stilling til "gyldigheden og virkningerne af henstilling 86/198/EKSF i den italienske retsorden" ( 1 ) og anmodede derfor Domstolen om i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 41 at afgoere de tre praejudicielle spoergsmaal, som dette forslag til afgoerelse handler om .
4 . De tre forelagte spoergsmaal, der findes fuldstaendig gengivet i retsmoederapporten, drejer sig om foelgende spoergsmaal :
1 ) "Den umiddelbare anvendelighed" af henstilling 86/198 og navnlig dennes artikler 1 og 2;
2 ) henstillingens anvendelighed paa fordringer, der er stiftet foer henstillingen blev vedtaget, saafremt henstillingen er umiddelbart anvendelig;
3 ) saafremt henstillingen ikke er umiddelbart anvendelig, spoergsmaalet om, hvorvidt den fastsatte frist den 1 . januar 1988 er ufravigelig og virkningerne af en fristoverskridelse i national ret .
5 . Kommissionen har i sit skriftlige indlaeg til Domstolen fremdraget to praejudicielle spoergsmaal, nemlig dels spoergsmaalet om, hvorvidt det tredje spoergsmaal, der drejer sig om et rent internretligt problem, kan admitteres, og dels spoergsmaalet om, hvorvidt de to oevrige spoergsmaal kan admitteres, naar de gaelder en fortolkning og ikke gyldigheden af en retsakt fra EKSF' s Hoeje Myndighed og hermed efter ordlyden af EKSF-Traktatens artikel 41 maa anses for inadmissible .
6 . Jeg agter imidlertid ikke som Kommissionen at begynde med en undersoegelse af spoergsmaalet om, hvorvidt det tredje spoergsmaal kan admitteres, for dette spoergsmaal er kun blevet stillet for det tilfaelde, at det foerste spoergsmaal skulle blive besvaret benaegtende, og det kan under alle omstaendigheder deles i to dele, hvoraf den sidste udtrykkeligt vedroerer et internretligt spoergsmaal, mens det foerste kan antages at dreje sig om fortolkningen af den bestemmelse i henstillingen, der fastsaetter fristen for dennes ivaerksaettelse .
7 . Desuden er det andet af de af Kommissionen rejste praejudicielle spoergsmaal langt det vigtigste, for det saetter spoergsmaalstegn ved Domstolens kompetence til i henhold til EKSF-Traktatens artikel 41 at behandle anmodninger om fortolkning af EKSF-Traktaten og retsakter udstedt til gennemfoerelse af den .
I - Domstolens kompetence til at traeffe praejudiciel afgoerelse om fortolkningen af EKSF-retsspoergsmaal
8 . Artikel 41 i EKSF-Traktaten har foelgende ordlyd :
"Alene Domstolen har kompetence til praejudicielt at traeffe bestemmelse om gyldigheden af Den Hoeje Myndigheds og Raadets afgoerelser, saafremt der ved en tvist for national domstol opstaar spoergsmaal herom ."
9 . EKSF-Traktaten indeholder altsaa ikke en udtrykkelig hjemmel for muligheden for eller forpligtelsen til at anmode om en praejudiciel fortolkningsafgoerelse paa linje med den, der findes i EOEF-Traktatens artikel 177 og Euratom-Traktatens artikel 150 .
10 . Dette forklares i almindelighed med, at Kommissionen inden for rammerne af EKSF-Traktaten - men ikke inden for rammerne af EOEF-Traktaten - har meget vidtgaaende befoejelser, naar det gaelder den direkte forvaltning, hvorfor de nationale myndigheder og domstole sjaeldnere kommer ud for at skulle medvirke til ivaerksaettelsen og anvendelsen af EKSF-retten ( 2 ). Noedvendigheden af en praejudiciel fortolkningsprocedure synes derfor at have meldt sig med mindre styrke ved affattelsen af EKSF-Traktaten end ved affattelsen af henholdsvis EOEF - og Euratom-Traktaterne .
11 . Betyder det nu, at en saadan praejudiciel fortolkningsprocedure ikke er hjemlet ved EKSF-Traktaten?
12 . Domstolens dom af 24 . oktober 1985 i sagen Gerlach og Co . mod OEkonomiministeriet ( 329/84, Sml . s . 3507 ) kan efter min mening ikke antages stiltiende at have anerkendt en kompetence for Domstolen i saa henseende . Hverken det foerste eller det tredje praejudicielle spoergsmaal i naevnte sag vedroerte som Kommissionen har gjort gaeldende rene fortolkningsproblemer for EKSF-henstillinger . Med det foerste spoergsmaal oenskedes der en afgoerelse af, om en EOEF-forordning ogsaa kunne finde anvendelse paa produkter, der var omfattet af EKSF-Traktaten, og det tredje spoergsmaal gjaldt gyldigheden af en EKSF-henstilling fra Kommissionen . Den omstaendighed, at Domstolen i den argumentation, der blev lagt til grund for den besvarelse, den gav de to spoergsmaal, ogsaa lagde retsakter tilhoerende den afledede EKSF-ret til grund og fortolkede dem, kan i det hoejeste tjene til at godtgoere, at undersoegelsen af en retsakts gyldighed ofte medfoerer, at den samme retsakt eller andre retsakter maa fortolkes .
13 . Spoergsmaalet om Domstolen er kompetent skal altsaa besvares, og jeg mener ligesom Kommissionen, at det er den .
14 . EKSF-Traktatens artikel 31, der danner pendant til EOEF-Traktatens artikel 164, indeholder foelgende bestemmelse :
"Domstolen skal vaerne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne Traktat og af gennemfoerelsesbestemmelserne ."
15 . Selv om disse artikler nu ikke i og for sig giver en kompetencehjemmel, saa fastlaegger de den opgave, Domstolen har inden for rammerne af de to Traktater, og dermed udgoer de hovedhjoernestenen i De Europaeiske Faellesskabers retshaandhaevelsessystem .
16 . Domstolen har saaledes navnlig henvist til EOEF-Traktatens artikel 164 i den argumentation, den lagde til grund for i "Les Verts"-dommen af 23 . april 1986 ( 3 ) at fastslaa, at et annullationssoegsmaal ogsaa kan anlaegges til anfaegtelse af retsakter fra Parlamentet, som har til formaal at have retsvirkninger i forhold til tredjemand, selv om der i EOEF-Traktatens artikel 173 ikke som i EKSF-Traktatens artikel 38 udtrykkeligt naevnes andre retsakter end retsakter fra Raadet og Kommissionen . I dommen ( i praemis 25 ) hedder det :
"En fortolkning af Traktatens artikel 173, hvorefter Europa-Parlamentets retsakter ikke hoerer til de retsakter, som kan anfaegtes, ville foere til et resultat, der er i strid saavel med Traktatens aand, saaledes som den er udtrykt i artikel 164, som med dens system ".
17 . Domstolen havde allerede i IBM-dommen af 11 . november 1981 ( 4 ) givet en vid fortolkning af begrebet "retsakter, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 173", idet den herved gik ud fra foelgende betragtning :
"Ifoelge Traktatens artikel 173 kan der anlaegges annullationssoegsmaal vedroerende Raadets og Kommissionens retsakter, dog ikke vedroerende henstillinger og udtalelser . Et saadant soegsmaal skal - jfr . reglen i artikel 164 - sikre, at der vaernes om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af Traktaterne, og det ville stride herimod at fortolke betingelserne for adgangen til at rejse et saadant soegsmaal indskraenkende og begraense anvendelsesomraadet til kun at omfatte de i artikel 189 naevnte retsakter" ( praemis 8 ).
18 . Ogsaa i Fediol-dommen af 4 . oktober 1983 ( 5 ) henviste Domstolen til "den baerende tanke bag de principper, der ligger til grund for Traktatens artikler 164 og 173" som grundlag for, at klagervirksomhederne i antidumpingprocedurer
"kan paaberaabe sig en proevelsesret, der er afpasset efter de befoejelser, der inden for omraadet er forbeholdt Faellesskabets institutioner" ( praemis 29 ).
19 . Endelig er Domstolen i Foto-Frost-dommen af 22 . oktober 1987 ( 6 ) gaaet ud fra kravet om ensartethed i anvendelsen af faellesskabsretten og den noedvendige sammenhaeng i det ved Traktaten etablerede retsmiddel - og proceduresystem, samt fra den omstaendighed, at Domstolen selv er bedst i stand til at traeffe afgoerelse om gyldigheden af faellesskabsretsakter, som grundlag for at fastslaa, at den er enekompetent til at fastslaa ugyldigheden af faellesskabsinstitutionernes retsakter, selv om en anden fortolkning, hvorefter en saadan kompetence ogsaa kan tillaegges nationale retter, hvis afgoerelser kan ankes inden for den nationale domstolsorganisation, efter EOEF-Traktatens artikel 177 - her til forskel fra EKSF-Traktatens artikel 41 - ikke er udelukket ( jfr . praemisserne 12-20 ).
20 . Af disse forskellige domme fremgaar, at Domstolen gentagne gange har lagt EOEF-Traktatens artikel 164 og de deraf foelgende principper til grund for en vid fortolkning af Traktatens bestemmelser om de forskellige retsmidler, en fortolkning, der om noedvendigt er gaaet saa vidt som til at raade bod paa forglemmelser eller lakuner i traktatbestemmelserne .
21 . Efter min mening er der intet til hinder for, at den gaar til vaerks paa samme maade i den foreliggende sag, og gennem en henvisning til EKSF-Traktatens artikel 31 fastslaar, at den er kompetent til at traeffe praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkning af EKSF-retten og det navnlig af foelgende grunde .
22 . For det foerste paanoeder kravet om en ensartet fortolkning af faellesskabsretten sig med samme styrke, som naar det gaelder EOEF-Traktaten i det selv begraensede omfang, de nationale myndigheder skal ivaerksaette EKSF-retten, og de nationale domstole anvende den . Domstolen har i Rheinmuehlen-dommen af 16 . januar 1974 ( 7 ) meget udtrykkeligt erklaeret, at den praejudicielle procedure
"har ... som maal i alle tilfaelde at sikre, at (( den ret, der udspringer af Traktaten )) faar samme virkning i alle Faellesskabets medlemsstater (( for at bevare faellesskabskarakteren af denne ret ))"
for paa grundlag heraf at fastslaa, at
"foelgelig ville ethvert hul i det saaledes etablerede system kunne haemme effektiviteten af Traktatens bestemmelser og den afledte faellesskabsret" ( praemisserne 4-5 ).
23 . Naar Domstolen ifoelge EOEF - og EKSF-Traktaterne har faaet overdraget én og samme opgave, der i begge tilfaelde ogsaa omfatter rettens fortolkning, maa den ogsaa inden for rammerne af EKSF-Traktaten raade over de midler, den behoever for effektivt at udfoere denne opgave .
24 . Og ganske som retsanvendelsen ikke kan loesrives fra fortolkningen ( det viser EOEF-Traktatens artikel 164 og EKSF-Traktatens artikel 31 jo med al tydelighed ) kan en undersoegelse af, om en retsakt er gyldig, ikke ske, uden at der ogsaa maa gennemfoeres en fortolkning af denne retsakt eller af de retsregler, i forhold til hvilke dens gyldighed drages i tvivl . Som omtalt finder vi et eksempel herpaa i naevnte Gerlach-dom . Generaladvokat VerLoren van Themaat gav i sit forslag til afgoerelse af 2 . maj 1983 i sag 168/82, EKSF mod Spa Ferriere Sant' Annas konkursbo udtryk for den samme opfattelse, idet han tilsluttede sig et synspunkt, Kommissionen havde givet udtryk for, hvorefter
"det ... synes (( ikke )) muligt at tage stilling til en beslutnings gyldighed uden samtidig at fortolke de bestemmelser i Traktaten, hvorefter Kommissionen er kompetent til at vedtage denne beslutning" ( Domstolens dom af 17 . maj 1983, 168/82, Sml . s . 1681, 1689 ) ( 8 ).
25 . Domstolen har i Celestri-dommen af 21 . marts 1985 ( 9 ) - ganske vist om skillelinjen mellem de nationale retters og Domstolens kompetence som fastlagt ved EKSF-Traktatens artikel 41 - udtalt, at
"Domstolen ... maa kunne vurdere en anfaegtet retsakts faellesskabsretlige betydning og undersoege dens relevante fortolkningsdata, for at kunne give den nationale ret en besvarelse, ved hjaelp af hvilken tvisten i hovedsagen kan loeses" ( praemis 12 ).
26 . Domstolens dom af 17 . november 1983 i sagen Merck mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas ( 292/82, Sml . s . 3781 ), der blev afsagt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 177, udgoer et typeeksempel i saa henseende . Domstolen, der udtrykkeligt havde faaet forelagt et spoergsmaal om gyldigheden af flere faellesskabsforordninger, havde foerst givet en fortolkning in extenso af deres relevante bestemmelser, hvorefter den fastslog :
"Naar henses til denne fortolkning af de omtvistede bestemmelser, findes det ufornoedent at besvare spoergsmaalene vedroerende deres gyldighed" ( praemis 18 ).
27 . Paa baggrund heraf er det uden toeven, at jeg tilslutter mig den opfattelse, at Domstolen, der er kompetent til at traeffe praejudiciel afgoerelse om gyldigheden af EKSF-institutionernes retsakter, ogsaa har kompetence til at fortolke dem og endog til at fortolke Traktaten ( 10 ).
28 . Det er endelig min opfattelse, at man ikke, eftersom EKSF-Traktaten er aeldre end EOEF-Traktaten, kan paaberaabe sig forskellen mellem dem til stoette for, at Domstolen ikke er kompetent til praejudicielt at fortolke EKSF-retten . Domstolen har i naevnte Foto-Frost-dom ikke lagt vaegt paa, at artikel 177 i EOEF-Traktaten ikke, selv om den er en yngre bestemmelse end EKSF-Traktatens artikel 41, udtrykkeligt har bekraeftet, at Domstolen er enekompetent til at statuere, at faellesskabsinstitutionernes retsakter er ugyldige . Den har dermed udfyldt en lakune i EOEF-Traktaten, der umiddelbart ikke har kunnet bero paa en blot og bar forglemmelse, eftersom forfatterne til EOEF-Traktaten uden videre kunne bruge EKSF-Traktaten som forbillede . Man kan goere sig den samme overvejelse for saa vidt angaar naevnte "miljoepartiet, Les Verts"-dommen, hvori Domstolen stoettede sig paa EKSF-Traktatens artikel 38 og fastslog, at et annullationssoegsmaal i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173 ogsaa kan anlaegges til anfaegtelse af Europa-Parlamentets retsakter, selv om sidstnaevnte bestemmelse, som er yngre end EKSF-Traktatens artikel 38, kunne have vaeret taget som et udtryk for den yngre aendrede opfattelse hos traktatforfatterne vedroerende dette spoergsmaal . Domstolen kan efter at have fortolket EOEF-Traktatens artikler 173 og 177 i overensstemmelse med forskrifterne i henholdsvis artiklerne 38 og 41 i EKSF-Traktaten efter min mening saa meget mere fortolke EKSF-Traktatens artikel 41 i lyset af EOEF-Traktatens artikel 177 .
29 . Spoergsmaalet om, hvilke vilkaar der gaelder for den fortolkningskompetence, som saaledes maa tilkendes Domstolen, ogsaa naar det gaelder EKSF-Traktaten og navnlig spoergsmaalet om, hvorvidt man maa foelge de sondringer, der er fastlagt ved EOEF-Traktatens artikel 177, stk . 2 og stk . 3, kraever ingen afgoerelse i naervaerende sag . Tribunale civile e penale di Brescia har forelagt Domstolen de her foreliggende praejudicielle spoergsmaal, og det er derfor ufornoedent med henblik paa at fastslaa, om Domstolen er kompetent i den foreliggende sag, at afgoere, om forelaeggelsen skyldes en blot og bar adgang, den har benyttet sig af, eller en forpligtelse for naevnte ret til at forelaegge .
30 . Saafremt Domstolen dog skulle finde det hensigtsmaessigt at give visse anvisninger om reglerne for praejudicielle fortolkningsanmodninger vedroerende EKSF-retten, vil den formentlig kunne naa til det resultat, at det er reglerne i EOEF-Traktatens artikel 177, der skal finde anvendelse . Paa den ene side har disse regler vist deres brugbarhed i tidens loeb, og det er ganske ufornoedent at skabe forvirring ved at fravige dem . Paa den anden side taler noedvendigheden af at undgaa, at der i en medlemsstat skabes en retspraksis, der ikke stemmer overens med faellesskabsrettens bestemmelser og dermed uoverensstemmende retspraksis inden for Faellesskabet vedroerende faellesskabsretlige spoergsmaal, for, at der goeres en sondring mellem de nationale retter afhaengigt af, om de traeffer inappellable afgoerelser eller ej, og navnlig for at indfoere en forpligtelse til at forelaegge en sag for Domstolen for de nationale retter, hvis afgoerelser er inappellable i national ret . Det vil endelig ikke vaere foerste gang, at Domstolen henter inspiration i EOEF-Traktatens ( eller Euratom-Traktatens ) bestemmelser og overfoerer dem til EKSF-Traktatens omraade . Domstolen har i Humblet-dommen af 16 . december 1960 ( 11 ) i EOEF-Traktatens artikel 171 og Euratom-Traktatens artikel 143 fundet en bekraeftelse af, hvor langt den kompetence, den havde i medfoer af artikel 16 i protokollen vedroerende EKSF' s privilegier og immuniteter med henblik paa fortolkningen og anvendelsen af den protokol straekker sig . Den har i Merlini-dommen af 21 . januar 1965 ( 12 ) forudsaetningsvis indfortolket bestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 192, i.f ., hvorefter det er de nationale doemmende myndigheder, der er kompetente til at proeve fuldbyrdelsesforanstaltningers lovlighed, i EKSF-Traktatens artikel 92, der ikke tager stilling til spoergsmaalet herom .
31 . Domstolen har saaledes kompetence til at afgoere praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktaten om oprettelse af EKSF og retsakter til gennemfoerelse af denne Traktat, og jeg kan herefter gaa over til at undersoege de spoergsmaal, der er blevet forelagt i det foreliggende tilfaelde .
II - Spoergsmaalet om den umiddelbare anvendelighed af Kommissionens henstilling 86/198 .
32 . Den forelaeggende ret har med sit foerste spoergsmaal oensket en afgoerelse af, om Kommissionens henstilling 86/198 og navnlig artiklerne 1 og 2 heri er
"umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne, og (( henstillingen kan )) laegges til grund af de nationale domstole, saaledes at den gives forrang for enhver senere retsforskrift, udstedt af den medlemsstat, henstillingen er rettet til ".
33 . En besvarelse af dette spoergsmaal forudsaetter for det foerste, at det afgoeres, om en EKSF-henstilling principielt ligesom en EOEF-beslutning eller et EOEF-direktiv kan tillaegges virkning som omhandlet . I EKSF-Traktatens artikel 14, stk . 3, finder man nu foelgende bestemmelse :
"Henstillinger er bindende med hensyn til de opstillede maal, men overlader til dem, de er rettet til, at vaelge de egnede midler for at naa disse maal ".
34 . En EKSF-henstilling, der er rettet til medlemsstaterne, udgoer saaledes en fuldstaendig pendant til et EOEF-direktiv, der som det hedder i EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 3,
"med hensyn til det tilsigtede maal (( er )) bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemfoerelsen ".
35 . En EKSF-henstilling paalaegger altsaa ganske som et EOEF-direktiv de medlemsstater, den er rettet til, en forpligtelse med hensyn til resultatet, som de skal opfylde fristmaessigt . Som paapeget af Domstolen i Marshall-dommen af 26 . februar 1986 ( 13 ) bygger Domstolens praksis vedroerende direktivers "direkte virkning" netop
"paa det synspunkt, at det ville vaere uforeneligt med den bindende karakter, som artikel 189 tillaegger direktiver, principielt at udelukke, at de forpligtelser, som direktivet paalaegger, kan paaberaabes af de beroerte personer . Domstolen har foelgelig fastslaaet, at en medlemsstat, som ikke inden for den fastsatte frist har truffet de i direktivet kraevede gennemfoerelsesforanstaltninger, ikke over for private kan goere gaeldende, at den ikke har opfyldt de forpligtelser, som direktivet paalaegger ".
36 . Der er altsaa principielt intet til hinder for, at denne praksis ogsaa anvendes paa EKSF-henstillinger, der er rettet til medlemsstaterne .
37 . Heraf foelger for det foerste, at naar en medlemsstat har undladt fristmaessigt at gennemfoere en EKSF-henstilling i national ret eller har gennemfoert henstillingen fejlagtigt, har privatpersoner adgang til over for vedkommende stat at paaberaabe sig de bestemmelser i henstillingen, der ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise ( jfr . Marshall-dommen, praemis 46 ).
38 . For saa vidt angaar den i denne sag omhandlede henstilling, maa der i den forbindelse goeres en sondring alt efter, om der bliver tale om at anvende den i bobehandlinger, der endnu ikke var indledt eller i bobehandlinger, der allerede var indledt paa datoen for henstillingens ivaerksaettelse, der saafremt henstillingen skal tillaegges "direkte virkning" falder sammen med datoen for dens gennemfoerelse, dvs . datoen den 1 . januar 1988 .
39 . Ved henstillingens artikler 1 og 2 paalaegges der faktisk de medlemsstater, den er rettet til, en klar og praecis forpligtelse, der ikke levner plads for noget skoen overhovedet fra deres side . Som Kommissionen korrekt har anfoert, paalaegges der ved disse artikler kun medlemsstaterne en forpligtelse
"til at give krav paa EKSF-afgifter samme stilling som den, der tillaeges indenlandske skattekrav i henhold til de enkelte medlemsstaters lovgivning" ( se sidste betragtning til henstillingen ).
40 . Disse bestemmelser skaber altsaa ikke nye privilegerede krav, som medlemsstaterne skal give regler for, og paalaegger heller ikke de medlemsstater, hvis lovgivning intet indeholder om privilegium for statens afgiftskrav, en forpligtelse til at aendre deres lovgivning, saa dette bliver tilfaeldet .
41 . For saa vidt angaar anvendelsen af artiklerne 1 og 2 paa "nye" konkursbobehandlinger, maa disse bestemmelser derfor bestemt antages at vaere ubetingede og tilstraekkeligt praecise til, at de kan goeres direkte gaeldende af private .
42 . Dette resultat skal imidlertid tages med visse forbehold, naar det gaelder anvendelsen af de to bestemmelser i henstillingen paa bobehandlinger, der allerede er indledt paa tidspunktet for dens gennemfoerelse . Dette spoergsmaal kommer jeg tilbage til i det foelgende .
43 . Det vanskeligste problem i naervaerende sag vedroerer imidlertid den anden virkning af Domstolens praksis om spoergsmaalet om EOEF-direktivers direkte virkning og anvendelsen heraf paa EKSF-henstillinger .
44 . Domstolen har faktisk i naevnte Marshall-dom ogsaa fremhaevet,
"at ifoelge Traktatens artikel 189 bestaar et direktivs bindende karakter, som er grundlaget for at stoette ret paa det ved en national ret, kun i forhold til 'enhver medlemsstat som det rettes til' . Heraf foelger, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer" ( praemis 48 ).
45 . Domstolen har heraf i Kolpinghuis-dommen af 8 . oktober 1987 ( 80/86, Sml . s . 3969 ) draget den konsekvens,
"at en national myndighed ikke til skade for en retsundergiven kan paaberaabe sig en bestemmelse i direktivet, hvis noedvendige gennemfoerelse i national ret endnu ikke har fundet sted" ( praemis 10 ).
46 . I Domstolens praksis anvendes altsaa skiftevis som det synes ordene "skabe forpligtelser for private", "paaberaabe sig en direktivbestemmelse over for (( private ))" eller "paaberaabe sig en bestemmelse i et direktiv til skade for en retsundergiven" med samme betydning, hvormed det foerst og fremmest fastslaas, at et direktiv, der endnu ikke er gennemfoert, ikke direkte kan faa negative virkninger for en privat .
47 . Lad os saa herefter se paa, hvad det er der sker, naar EKSF over for de kompetente nationale myndigheder paaberaaber sig det privilegium, der er tillagt det ved henstilling 86/198 . EKSF anmoder her blot om, at der tilkendes dets fordringer en fortrinsstilling frem for fordringer, der maa staa tilbage for en stats fordringer paa mervaerdiafgift . EKSF paaberaaber sig med andre ord en bestemmmelse i henstillingen "direkte", "over for" eller "frem for" et ubestemt antal privatpersoner, der ikke besidder fordringer med samme rang som den, henstillingen giver EKSF' s fordringer .
48 . Af Domstolens netop citerede praksis fremgaar imidlertid, at dette ikke kan anerkendes .
49 . Jeg kan ikke godtage Kommissionens argumentation om, at den i det foreliggende tilfaelde har gjort sine krav gaeldende over for den italienske stat og ikke over for private, blot fordi Kommissionen har henvendt sig til kurator i boet, og kurator udfoerer en opgave, der er paalagt ham af staten .
50 . Det spiller i denne sammenhaeng ingen rolle, hvilken person eller hvilket organ man henvender sig til, eller hvorledes vedkommende person eller organ retligt skal karakteriseres .
51 . Det egentlige spoergsmaal er spoergsmaalet om, hvorvidt der ved direktivet direkte er paalagt et statsligt organ en konkret forpligtelse, som private direkte over for dette organ kan stoette ret paa .
52 . Domstolen har med sine udtalelser om, at en medlemsstat ikke over for private kan goere gaeldende, at den ikke selv har opfyldt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert, villet fastslaa, at staten ikke fortsat over for en privatperson kan anvende en national retsregel, som den for laengst skulle have ophaevet for at efterkomme et direktiv ( jfr . eksempelvis opkraevning af moms for en vis art transaktioner, jfr . Domstolens dom af 19 . januar 1982, Becker, 8/81, Sml . s . 53 ), eller at staten ikke kan frakende en privatperson en rettighed, som for laengst burde have vaeret tillagt ham ved bestemmelser i den nationale lovgivning ( f.eks . en bestemmelse om ligeloen til maend og kvinder, jfr . naevnte Marshall-dom ).
53 . Man maa faktisk tage sig i agt for at undgaa en sammenblanding af to typer forpligtelser, nemlig paa den ene side forpligtelsen for staten til at gennemfoere direktivet i national ret og paa den anden side de forpligtelser, som direktivet efter sit indhold paalaegger staten . De forpligtelser, staten ikke kan unddrage sig, er de forpligtelser, der direkte paahviler den i forholdet til privatpersoner .
54 . I den sag, jeg her behandler, har EKSF ikke anmodet kurator om at foretage en udbetaling, der skal afholdes over statens budget, hvilket han i oevrigt ogsaa ville have vaeret absolut ude af stand til at goere . Hvad EKSF oensker er, at henstillingen af de organer, som staten har oprettet med henblik paa administration af konkurser ( kurator, boets tilsynsfoerende, skifteretten ), laegges til grund, som om den allerede var blevet gennemfoert, saaledes at EKSF' s fordringer kan tilkendes privilegium frem for alle fordringer med en lavere placering i konkursordenen .
55 . Imidlertid er ifoelge den ovenfor gennemgaaede retspraksis hverken den statslige forvaltning eller de nationale domstole eller myndigheder med domstolslignende befoejelser ( som kurator ) forpligtet til at anerkende krav, der bebyrder privatpersoner, og som stoettes paa en endnu ikke gennemfoert EKSF-henstilling .
56 . En anerkendelse af, at det modsatte skulle vaere tilfaeldet, ville vaere det samme som at goere gaeldende, at direktiver blot er forordninger med et udsat ikrafttraedelsestidspunkt, og dermed at indfoere et nyt princip om, at naar et direktivs gennemfoerelse ved udloebet af den frist, der er fastsat herfor, ikke har fundet sted i en medlemsstat, udfolder samtlige bestemmelser i direktivet, der er ubetingede og tilstraekkeligt praecise, deres retsvirkninger erga omnes, som om der var tale om forordningsbestemmelser . Efter min mening kan det ikke vaere det, Traktatens forfattere har haft i tankerne .
57 . Nogle kunne maaske finde paa heroverfor at indvende, at Domstolen i visse tilfaelde forudsaetningsvis har anerkendt, at et direktiv, der ikke var blevet korrekt gennemfoert, kunne affoede negative virkninger for privatpersoner . Jeg taenker her paa en raekke domme ( 14 ) om Raadets direktiv 71/305/EOEF af 26 . juli 1971 om samordning af fremgangsmaader med hensyn til indgaaelse af offentlige bygge - og anlaegskontrakter ( EFT 1971 II, s . 613 ). I de naevnte sager anfaegtede private ved nationale retter afgoerelser fra "en ordregivende myndighed" om udelukkelse af deres tilbud og gjorde herved gaeldende, at afgoerelsen herom stoettedes paa nationale lovbestemmelser, der ikke var i overensstemmelse med direktivet .
58 . Der var dog en vigtig forskel mellem disse tilfaelde og det, jeg her beskaeftiger mig med, for "den ordregivende myndighed", dvs . Nederlandenes Landbrugs - og Fiskeriministerium respektive Milano kommune, var et forvaltningsorgan eller en lokal forvaltning, der selv over for de naevnte virksomheder var direkte og konkret forpligtet, nemlig til at antage buddene, saafremt anvendelsen af de ved direktivet fastlagte materielle regler og procedurer maatte foere til, at det var disse virksomheder, der skulle tildeles kontrakterne . Sagsoegerne fremsatte altsaa et krav over for offentlige myndigheder, men ikke over for andre private . Den omstaendighed, at en godkendelse af dette krav kunne faa ugunstige foelger for andre private, betyder imidlertid ikke, at direktivet blev anvendt umiddelbart i forhold til dem .
59 . Af alle de anfoerte grunde naar jeg til det resultat, at Kommissionen som EKSF' s Hoeje Myndighed ikke ved de nationale retter eller over for organer i en medlemsstat, som det paahviler at behandle konkurboer, kan paaberaabe sig artiklerne 1 og 2 i henstilling 86/198 uden videre, dvs . foer de er gennemfoert i national ret, over for en konkursramt virksomheds private kreditorer .
60 . Selv om Domstolen ikke skulle dele denne opfattelse, maa den alligevel, saa vidt jeg kan se, naa til det resultat, at henstillingen som saadan ikke kan goeres gaeldende over for private kreditorer under en bobehandling, der er i gang paa tidspunktet for dens gennemfoerelse .
61 . Henstillingens artikel 4, stk . 2, indeholder faktisk foelgende bestemmelse :
"Medlemsstaterne foreskriver, at disse retsforskrifter ( 15 ) finder anvendelse paa de fuldbyrdelsesprocedurer, der verserer paa det tidspunkt, hvor denne henstilling gennemfoeres, idet de ved hjaelp af passende overgangsbestemmelser sikrer den afgiftspligtige virksomheds oevrige kreditorer passende retsbeskyttelse for deres krav ."
62 . Og i syvende betragtning til henstillingen udtales :
"Medlemsstaterne boer derfor ved hjaelp af passende overgangsbestemmelser sikre den afgiftspligtige virksomheds oevrige kreditorer passende retsbeskyttelse for deres krav, bl.a . for saa vidt angaar retsmidlerne mod den indplacering af kravene, der finder sted som foelge af gennemfoerelsen af denne henstilling ".
63 . Paa grundlag af disse to citater fra henstillingen kan det for det foerste fastslaas, at medlemsstaterne ikke som haevdet af Kommissionen har en fakultativ adgang til at udstede overgangsbestemmelser, men at de er forpligtet til at udstede saadanne bestemmelser .
64 . Artikel 4, stk . 2, er altsaa ikke en ubetinget bestemmelse; ifoelge den er anvendelsen af artiklerne 1 og 2 paa verserende fuldbyrdelsesprocedurer tvaertimod udtrykkeligt betinget af, at der gives de oevrige kreditorers krav en passende retsbeskyttelse .
65 . Kommissionen har imidlertid desuden gjort gaeldende, at der muligvis i visse medlemsstater allerede findes overgangsbestemmelser, saaledes at medlemsstaterne ikke behoever at udstede saadanne bestemmelser . Dette maa afgoeres af den nationale ret, og konstaterer den, at saadanne bestemmelser findes, vil der i disse medlemsstater kunne tillaegges artikel 4, stk . 2, direkte virkning .
66 . Denne indsigelse virker ikke overbevisende . Paa den ene side er det vanskeligt at se, hvorledes gaeldende ret i en medlemsstat allerede skulle kunne omfatte overgangsbestemmelser for fremtidige aendringer af den gaeldende ret . Og paa den anden side maa det navnlig fremhaeves, at begrebet "den direkte virkning" af et direktiv eller en EKSF-henstilling er et faellesskabsretligt begreb . En bestemmelse er efter indholdet ubetinget eller ikke ubetinget . I det foreliggende tilfaelde er bestemmelsen ikke ubetinget .
67 . Bestemmelsen er i oevrigt heller ikke klar og praecis, for der hersker megen usikkerhed med hensyn til arten af de "passende overgangsbestemmelser" og den mulige virkning heraf . Har Kommissionen taenkt paa et retsmiddel, hvorigennem retten alene skal fastslaa, at kurator virkelig har tildelt EKSF' s fordringer den noedvendige placering i konkursordenen?
68 . Eller skal det i overgansbestemmelserne fastsaettes, at EKSF' s privilegium udelukkende skal gaelde paa bekostning af medlemsstaten, saaledes at forstaa, at denne skal "dele" sine egne rettigheder med EKSF, idet EKSF' s privilegerede fordringer skal afskrives paa dens egne privilegerede fordringer, saaledes at de oevrige kreditorer er i samme situation som den, der ville foreligge, saafremt der ikke fandtes noget privilegium for EKSF' fordringer?
69 . Her taenkes der maaske omvendt paa en overgangsbestemmelse, hvorefter EKSF ikke, naar kurator foerst har opgjort et konkursbos aktiver, eller der er sket en udlodning pro rata af boets aktiver, kan anfaegte afgoerelserne herom?
70 . Det maa herefter antages, at henstillingens artikel 4, stk . 2, der er anvendelig i Busseni-sagen, i princippet ikke kan anses for at vaere en "ubetinget og tilstraekkelig praecis" bestemmelse .
71 . Tilbage staar dog, at der vil kunne forekomme tilfaelde, hvor ingen privatperson besidder en fordring med en lavere eller samme rang som EKSF' s fordring, og hvor alene statens privilegium og EKSF' s privilegium kommer i konkurrence . Antages det f.eks ., at der er 500 mio . LIT til udlodning, og at de to naevnte privilegerede fordringer hver andrager 500 mio . LIT . I dette tilfaelde har de nationale myndigheder efter min mening adgang til at dele den til raadighed staaende aktivmasse lige mellem staten og EKSF, for staten bringes paa denne maade til selv at maatte bringe et direkte offer til fordel for EKSF . Situationen vil vaere den samme, saafremt den samlede aktivmasse under alle omstaendigheder er utilstraekkelig til at daekke statens fordringer, og ingen privatperson har ret til udlodning af aktiverne .
72 . Da anvendelsen af artiklerne 1 og 2 i henstilling 86/198 i disse tilfaelde kun vil faa foelger, der bebyrder staten, maa disse bestemmelser efter min mening kunne goeres direkte gaeldende af den privatperson, som EKSF i det foreliggende tilfaelde repraesenterer .
73 . Faktisk er det allerede i naevnte Marshall-dom fastslaaet,
"at saafremt de retsundergivne i forhold til staten kan stoette ret paa et direktiv, bestaar denne mulighed, uanset i hvilken egenskab staten har handlet, dvs . som arbejdsgiver eller som offentlig myndighed . Det er i begge tilfaelde vaesentligt at hindre, at medlemsstaten kan forbedre sin retsstilling ved ikke at efterkomme faellesskabsretten" ( praemis 49 ).
I det foreliggende tilfaelde er der taenkt paa staten som kreditor i en konkursramt virksomhed .
74 . Det er med en vis toeven, jeg tager det skridt ogsaa at fastslaa, at de kompetente nationale myndigheder ogsaa, naar der er andre kreditorer end staten og EKSF retmaessigt uden at goere skaar i disse andre kreditorers rettigheder kan udlodde den del af bomassen, der principielt er forbeholdt staten, til staten og EKSF i forhold til deres respektive fordringer .
75 . Jeg mener dog ikke, at man skal gaa videre og anerkende, at den del, der ville vaere tilfaldet EKSF ( saafremt henstillingen var blevet gennemfoert ) fuldt ud kan afskrives i statens andel, for dette ville faktisk vaere ensbetydende med, at EKSF' s fordringer tilkendes ikke den samme rang, som den rang statens afgiftskrav har, jfr . henstillingen, men en fortrinsstilling for disse krav .
76 . Denne loesning maa ogsaa gaelde i forbindelse med verserende fuldbyrdelsesprocedurer . Det kan faktisk ikke anerkendes, at staten kan forskanse sig bag sin undladelse af at have etableret en passende retsbeskyttelse for sine egne krav som kreditor for dermed at afvaerge, at EKSF' s fordringer faar den samme rang som den, dens egne afgiftskrav har . Den kan i overensstemmelse med Domstolens praksis ikke over for EKSF goere gaeldende, at den ikke selv har opfyldt sin forpligtelse i henhold til artikel 4, stk . 2, og saaledes drage fordel af sin tilsidesaettelse af faellesskabsretten .
77 . Paa baggrund af det anfoerte foreslaar jeg Domstolen at besvare det foerste praejudicielle spoergsmaal fra tribunale civile e penale di Brescia saaledes :
"Det Europaeiske Kul - og Staalfaellesskab kan ikke til skade for private stoette ret paa bestemmelserne i henstilling 86/198, som endnu ikke er gennemfoert i national ret . EKSF kan dog paaberaabe sig henstillingen over for den paagaeldende medlemsstat, ligesom de nationale retter er pligtige at tage kravet til foelge, naar det kan fyldestgoeres ved, at EKSF og den paagaeldende medlemsstat forholdsmaessigt deler den del af aktivmassen, der principielt tilkommer staten i kraft af dens afgiftsprivilegium ".
III - Spoergsmaalet om anvendelse af henstilling 86/198 paa fordringer stiftet foer henstillingens udstedelse
78 . Den forelaeggende ret har med det andet praejudicielle spoergsmaal, der er stillet for det tilfaelde, at Domstolen skulle naa til det resultat, at henstilling 86/198 har "direkte virkning" oensket en afgoerelse af, om henstillingen finder anvendelse ikke blot paa fordringer stiftet efter dens udstedelse den 13 . maj 1986, men ogsaa paa fordringer, der er stiftet foer denne dato . Ved besvarelsen af dette spoergsmaal kan tre situationer tages i betragtning .
79 . A - I det omfang, dette spoergsmaal vedroerer adgangen til at paaberaabe sig henstillingen over for private, bliver spoergsmaalet efter min mening uden genstand, naar henses til besvarelsen af det foerste spoergsmaal .
80 . B - For saa vidt angaar adgangen til at paaberaabe sig henstillingen i det i det foregaaende afsnit naevnte omfang over for staten, vil det kunne vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at henstillingen finder anvendelse paa krav paa EKSF-afgifter uden hensyn til, hvornaar de er stiftet . Faktisk sondres der i henstillingen ikke mellem disse krav, det bestemmes blot, at henstillingen finder anvendelse "i alle de tilfaelde, hvor der i henhold til (( national lovgivning )) anses at foreligge konkurrerende krav" ( artikel 1 ), herunder paa de i sidste del af henstillingens artikel 4, stk . 2, fastsatte betingelser "paa de fuldbyrdelsesprocedurer, der verserer paa det tidspunkt, hvor (( henstillingen )) gennemfoeres ". Af syvende betragtning til henstillingen fremgaar det i oevrigt ordret, at henstillingens anvendelse paa verserende fuldbyrdelsesprocedurer skal "sikre, at krav paa EKSF-afgifter, der er opstaaet i aarene forud for henstillingens vedtagelse, saa vidt muligt kan inddrages ".
81 . C - De gaeldende bestemmelser er altsaa meget klare og giver principielt ingen vanskeligheder ved fortolkningen, hvorfor jeg ikke anser det for udelukket, at det andet spoergsmaal i realiteten drejer sig om henstillingens gyldighed, for saa vidt som den omstaendighed, at den finder anvendelse paa fordringer, der er stiftet foer dens udstedelse bevirker, at den retsstridigt faar tilbagevirkende kraft .
82 . I den forbindelse maa det foerst fastslaas, at henstillingen ikke har tilbagevirkning i egentlig forstand saaledes at forstaa, at den skulle finde anvendelse paa et tidspunkt foer vedtagelsen . Den skal have retsvirkninger paa det tidspunkt, hvor de nationale bestemmelser, der traeffes til dens gennemfoerelse, traeder i kraft og det senest den 1 . januar 1988 . Det er bestemt ikke nogen retlig regulering af fortidige forhold at bestemme, at visse eventuelt allerede eksisterende fordringer i fremtiden i konkurssager skal vaere privilegerede fordringer .
83 . For saa vidt som dette skulle give anledning til kritik baseret paa retsvishedssynspunkter, kan foelgende to bemaerkninger goeres .
84 . Paa den ene side har faellesskabslovgiveren, da afgifterne udgoer EKSF' s vigtigste indtaegtskilde ( jfr . tredje betragtning til henstillingen ) kunnet finde det retmaessigt at skabe sikkerhed for en videst mulig fuldbyrdelsesadgang for fordringer paa disse afgifter, herunder for afgifter fra aarene forud for vedtagelsen af henstillingen ( syvende betragtning til henstillingen ).
85 . Paa den anden side er det i Domstolens faste praksis fastslaaet, at
"... anvendelsesomraadet for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (( maa )) ikke udvides i en saadan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under den tidligere ordning"(16 ).
86 . Henstilling 86/198 kan altsaa finde anvendelse paa situationer, der stammer fra tiden foer dens ikrafttraeden, men som endnu ikke er endeligt afgjort .
87 . Endelig maa medlemsstaterne som anfoert i det foregaaende i det omfang, henstillingen skal finde anvendelse paa fuldbyrdelsesprocedurer, der verserer paa tidspunktet for dens ivaerksaettelse, paase, at de oevrige kreditorers rettigheder i henhold til den tidligere gaeldende lovgivning ikke antastes . Kan det antages, at disse kreditorer trygt havde kunnet regne med, at deres fordringer fortsat ville have den stilling, der fulgte af den lovgivning, der var gaeldende paa stiftelsestidspunktet, maa det noedvendigvis ogsaa antages, at det foelger af henstillingens egne ord, at der skal vedtages bestemmelser, der tilsikrer dem behoerig beskyttelse af deres berettigede forventning .
88 . Paa baggrund af det anfoerte foreslaar jeg Domstolen at besvare det andet spoergsmaal fra tribunale civile e penale di Brescia saaledes :
"Henstillingens bestemmelse om, at de i medfoer af denne vedtagne gennemfoerelsesforanstaltninger finder anvendelse saavel paa fordringer stiftet foer som efter henstillingens udstedelse, er lovlig, forudsat at andre kreditorer end EKSF sikres passende retsbeskyttelse i forbindelse med de fuldbyrdelsesprocedurer, der stadig er i gang paa det tidspunkt, da henstillingen gennemfoeres i national ret ".
IV - Spoergsmaalet om, hvorvidt fristen for at efterkomme henstilling 86/198 har haft bindende karakter
89 . Den forelaeggende ret har med sit tredje spoergsmaal oensket en afgoerelse af, om den frist for medlemsstaterne, der er fastsat i henstillingens artikel 4, til at efterkomme henstillingen inden den 1 . januar 1988 var bindende, saaledes at tilsidesaettelse heraf i overensstemmelse med de retningslinjer, der er opstillet i den italienske forfatningsdomstols praksis maa rejse spoergsmaal om den italienske lovgivnings forfatningsmaessighed ( idet der da eventuelt foreligger en overtraedelse af den italienske forfatnings artikel 11 ).
90 . Det er klart, at Domstolen i en praejudiciel sag ikke har kompetence til at tage stilling til de internretlige foelger af en eventuel overtraedelse af en faellesskabsretlig bestemmelse . Hvis Domstolen alligevel oensker at besvare foerste del af dette spoergsmaal, kraeves der kun en henvisning til, at henstillinger ifoelge EKSF-Traktatens artikel 14, stk . 3, overlader det til dem, de er rettet til, at vaelge de egnede midler for at naa de opstillede maal, men at henstillingerne indebaerer, at der bestaar en forpligtelse i saa henseende . Et af disse maal er udstedelsen inden for de fastsatte frister af de nationale bestemmelser, der er noedvendige for henstillingens gennemfoerelse . Der kan altsaa ikke herske tvivl om, at fristen den 1 . januar 1988 har bindende karakter, og at vedkommende medlemsstats overskridelse af den udgoer en tilsidesaettelse af en af de forpligtelser, som paahviler denne medlemsstat i henhold til EKSF-Traktaten, som kan foere til, at der indledes en traktatbrudsprocedure i medfoer af artikel 88 i naevnte Traktat .
91 . Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare det tredje spoergsmaal paa foelgende maade :
"Den frist, der er fastsat i artikel 4 i henstilling 86/198 for at ivaerksaette de noedvendige nationale gennemfoerelsesforanstaltninger, er bindende . Domstolen har dog ingen kompetence til at udtale sig om retsvirkningerne af en fristoverskridelse i national ret ".
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) Forelaeggelseskendelsen s . 2 .
( 2 ) Jfr ., paa linje hermed, Waelbroeck, Louis, Vignes, Dewost og Vandersanden : Le droit de la Communauté économique européenne, volume 10, editions de l' université de Bruxelles, 1983, s . 179, og Joliet : Le droit institutionnel des Communautés européennes, le contentieux, Faculté de droit, d' économie et de sciences sociales de Liège, 1981, s . 167 .
( 3 ) Domstolens dom af 23 . april 1986 Miljoepartiet "Les Verts" mod Europa-Parlamentet ( 294/83, Sml . s . 1339 ).
( 4 ) Domstolens dom af 11 . november 1981, IBM mod Kommissionen ( 60/81, Sml . s . 2639 ).
( 5 ) Domstolens dom af 4 . oktober 1983, Fediol mod Kommissionen ( 191/82, Sml . s . 2913 ).
( 6 ) Domstolens dom af 22 . oktober 1987, Foto-Frost mod Hauptzollamt Luebeck-Ost ( 314/85, Sml . s . 4199 ).
( 7 ) Domstolens dom af 16 . januar 1974, Rheinmuehlen-Duesseldorf mod Einfuhr - und Vorratsstelle fuer Getreide - und Futtermittel ( 166/73 ), Sml . s . 33 .
( 8 ) Jfr . endvidere generaladvokat Sir Gordon Slynns forslag til afgoerelse af 27 . marts 1984 i sag 36/83, Mabanaft mod Hauptzollamt Emmerich ( Sml . s . 2528, paa s . 2530 ): "Det er efter min opfattelse klart, at hvis der er rejst tvivl om gyldigheden af en retsakt, bestaar den foerste opgave naesten uundgaaeligt i at spoerge, af hvilken art den omhandlede retsakt er . Dette indebaerer en fortolkning af de ord, der er anvendt . Hvis der er rejst tvivl om, hvorvidt en retsakt udstedt af Den Hoeje Myndighed er forenelig med Traktatens bestemmelser, indebaerer dette noedvendigvis, at Domstolen selv maa finde ud af, hvad der er Traktatens egentlige mening ".
( 9 ) Domstolens dom af 21 . marts 1985, Celestri & Co . SpA mod Ministère des Finances ( 172/84, Sml . s . 963 ).
( 10 ) Se bl.a . Wohlfahrt, i Grabitz : Kommentar zum EWG-Vertrag, ad artikel 177, pkt . 13 : "Wenn der Europaeische Gerichtshof zur Vorabentscheidung ueber die Gueltigkeit einer Vorschrift, die immer deren Auslegung voraussetzt, befugt ist, muss er erst recht zur Auslegung befugt sein, falls er von einem nationalen Gericht darum ersucht wird ."
( 11 ) Domstolens dom af 16 . december 1960, Humblet mod den belgiske stat ( 6/60, Sml . 1954-1965, s . 207 ).
( 12 ) Domstolens dom af 21 . januar 1965, Officine Elettromeccaniche Ing . A . Merlini mod Den Hoeje Myndighed ( 108/63, Sml . 1965, s . 1 ).
( 13 ) 152/84, Sml . s . 723, praemis 47 .
( 14 ) Domstolens dom af 20 . september 1988, Gebroeders Beentjes mod den nederlandske stat ( 31/87, Sml . s . 4635 ); Domstolens dom af 22 . juni 1989, Fratelli Costanzo mod Milano kommune ( 103/88, Sml . s . 1839 )
( 15 ) Dvs . de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme henstillingen .
( 16 ) Se bl.a . Domstolens dom af 14 . januar 1987, Tyskland mod Kommissionen, praemis 36 ( 278/84, Sml . s . 1 ).
Full & Egal Universal Law Academy