Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1.Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - naegtelse af at ansaette en gravid kvinde - forskelsbehandling - ingen mandlige ansoegere - uden betydning
( Raadets direktiv 76/207, art . 2, stk . 1, og art . 3, stk . 1 )
2.Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - medlemsstaternes gennemfoerelse - valg mellem sanktioner i tilfaelde af forskelsbehandling - valg af en ordning med civilretligt ansvar - ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning finder ikke anvendelse
( Raadets direktiv 76/207 )
Sammendrag
1.En arbejdsgiver handler direkte i strid med princippet om ligebehandling i artikel 2, stk . 1, og artikel 3, stk . 1, i Raadets direktiv 76/207 af om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar, saafremt han naegter at indgaa en ansaettelseskontrakt med en kvindelig ansoeger, som han har fundet egnet til at udfoere det paagaeldende arbejde, naar grunden til ikke at ansaette hende er de skadelige foelger, som ansaettelse af en gravid kvinde eventuelt kan have for arbejdsgiveren, og som beror paa de af det offentlige fastsatte bestemmelser om uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed som foelge af graviditet og foedsel sidestilles med uarbejdsdygtighed paa grund af sygdom . Det er herved uden betydning, at der ikke er mandlige ansoegere til den stilling, der skal besaettes .
2 . Selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktionerne for tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling overlader medlemsstaterne at vaelge mellem de forskellige loesninger, der er egnede til at naa direktivets formaal, indebaerer direktivet dog, at naar den af en medlemsstat valgte sanktion henhoerer under en ordning med civilretligt ansvar, er enhver tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspaadragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning .
Dommens præmisser
1 Ved dom af 24 . juni 1988, indgaaet til Domstolen den 30 . juni s.aa ., har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artiklerne 2 og 3 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder, for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar ( EFT L 39, s . 40 ).
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem E . Dekker og Stichting Vormingscentrum voor Jong Volwassenen ( VJV-Centrum ) PLUS ( herefter benaevnt "VJV "). I juni 1981 indgav E . Dekker ansoegning til en stilling som laerer i det Undervisningscenter for Unge, som VJV driver . Den 15 . juni 1981 meddelte hun Ansaettelsesudvalget, at hun var gravid i tredje maaned . Selv om Ansaettelsesudvalget indstillede hende til bestyrelsen som den bedst egnede ansoeger til stillingen, meddelte VJV ved skrivelse af 10 . juli 1981 hende, at hun ikke ville blive ansat .
3 I skrivelsen anfoerte VJV naermere, at afgoerelsen beroede paa, at E . Dekker allerede var gravid, da hun indgav sin ansoegning, og at denne omstaendighed ifoelge de for VJV foreliggende oplysninger indebar, at dets forsikringsgiver, Risicofonds Sociale Voorzieningen Bijzonder Onderwijs ( Risikofonden for Sociale Ydelser i Forbindelse med Saerlig Undervisning, herefter benaevnt "Risicofonds "), hvis VJV ansatte hende, ikke ville godtgoere Undervisningscentret de dagpenge, det var forpligtet til at betale E . Dekker under hendes barselorlov . VJV ville derfor ikke have oekonomisk mulighed for at ansaette en vikar under Dekker' s fravaer og ville derved miste stillinger .
4 Det fremgaar af sagen, at Risicofonds' bestyrelse i henhold til artikel 6 i Ziekengeldreglement ( de for Risicofonds gaeldende interne bestemmelser om dagpenge ved sygdom ) har kompetence til helt eller delvist at naegte at godtgoere en tilsluttet ( arbejdsgiver ) dagpenge, saafremt en forsikret ( arbejdstager ) er blevet forhindret i at udfoere sit arbejde inden for de foerste seks maaneder efter forsikringens ikrafttraeden, naar det paa grundlag af den forsikredes helbredstilstand ved ikrafttraedelsestidspunktet maatte forventes, at denne uarbejdsdygtighed ville indtraede inden for den naevnte frist . I modsaetning til bestemmelserne i artikel 44, stk . 1, litra b ), i Ziektewet ( den nederlandske lov om sygeforsikring, som fastsaetter den almindelige forsikringsordning for ansatte i den private sektor ), indeholder Ziekengeldreglement, som Dekker alene er omfattet af, ikke, for saa vidt angaar graviditet, nogen undtagelsesbestemmelse fra reglen om, at dagpenge kan naegtes godtgjort i tilfaelde af en "forudsigelig sygdom ".
5 Efter at foerst Arrondissementsrechtbank, Haarlem, og derefter Gerechtshof, Amsterdam, havde frifundet VJV for Dekker' s paastand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indbragte hun sagen for Nederlandenes Hoge Raad .
6 Hoge Raad fandt, at sagen rejste fortolkningsproblemer vedroerende Raadets direktiv 76/207 og besluttede derfor at forelaegge foelgende praejudicielle spoergsmaal for Domstolen :
"1 ) Handler en arbejdsgiver enten direkte eller indirekte i strid med det i artikel 2, stk . 1, og artikel 3, stk . 1, i (( Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder, for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar )) naevnte princip om ligebehandling, naar han naegter at indgaa en ansaettelseskontrakt med en ansoeger, som han har fundet egnet, paa grund af de negative foelger, som han maa forvente af hendes ved denne ansoegning bestaaende graviditet paa grund af bestemmelser fastsat af myndighederne vedroerende uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed i forbindelse med graviditet og invaliditet sidestilles med uarbejdsdygtighed paa grund af sygdom?
2 ) Goer det herved nogen forskel, at der ikke er mandlige ansoegere?
3 ) Er det foreneligt med artiklerne 2 og 3 :
a ) at - naar det staar fast, at princippet om ligebehandling er tilsidesat i forhold til de afviste ansoegere - der derudover som betingelse for, at der kan gives medhold i et krav som det foreliggende paa grundlag af denne tilsidesaettelse, yderligere kraeves skyld hos arbejdsgiveren
eller
b ) at arbejdstageren, naar en saadan tilsidesaettelse er konstateret, kan anfoere en berettiget begrundelse, uden at der foreligger et af de i artikel 2, stk . 2-4, naevnte tilfaelde?
4 ) Saafremt der kan kraeves skyld som naevnt i spoergsmaal 3, eller der kan paaberaabes ansvarsfrihedsgrunde, er det da tilstraekkeligt til at antage, at der ikke foreligger skyld, henholdsvis at der foreligger en ansvarsfrihedsgrund, at arbejdsgiveren loeber saadanne risici som de under de faktiske omstaendigheder angivne, eller skal artiklerne 2 og 3 fortolkes saaledes, at han skal baere disse risici, undtagen i den situation, hvor han har skaffet sig fuld sikkerhed for, at ydelsen ved uarbejdsdygtighed bliver naegtet, henholdsvis at han vil miste stillinger og har gjort alt, hvad der er muligt for at forhindre dette?"
7 Med hensyn til de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for Domstolens argumentation .
Det foerste spoergsmaal
8 Indledningsvis bemaerkes, at direktivet ifoelge artikel 1, stk . 1, tilsigter gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til adgang til beskaeftigelse, til forfremmelse, til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkaar .
9 I direktivets artikel 2, stk . 1, praeciseres, at "princippet om ligebehandling ... indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling ". Artikel 3, stk . 1, bestemmer, at "anvendelsen af princippet om ligebehandling indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, for saa vidt angaar adgangsvilkaar, herunder udvaelgelseskriterier, til stillinger og funktioner ...".
10 Det skal foerst undersoeges, om det for den nationale retsinstans foreliggende tilfaelde af naegtet ansaettelse kan vaere direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen i henhold til direktivet . Besvarelsen heraf afhaenger af, om den primaere begrundelse for at naegte ansaettelse er en begrundelse, som uden forskel anvendes over for arbejdstagere af begge koen, eller om den tvaertimod alene anvendes over for det ene koen .
11 Arbejdsgiverens begrundelse for ikke at ville ansaette E . Dekker er hovedsagelig baseret paa, at han ikke af Risicofonds vil kunne faa godtgjort de dagpenge, han er forpligtet til at udbetale hende i den periode, hvor hun er fravaerende paa grund af graviditet, og alligevel vil vaere forpligtet til at ansaette en vikar . Dette beror paa dels, at graviditet efter den omtvistede nationale ordning er sidestillet med sygdom, dels at Ziekengeldreglement ikke undtager graviditet fra de tilfaelde, hvor Risicofonds kan naegte godtgoerelse af dagpenge ved sygdom .
12 Hertil bemaerkes, at kun kvinder kan naegtes ansaettelse paa grund af graviditet, hvorfor en saadan naegtelse er direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen . Naar ansaettelse naegtes paa grund af de oekonomiske konsekvenser af fravaer paa grund af graviditet, maa dette anses for hovedsagelig at bero paa graviditeten . En saadan forskelsbehandling kan ikke begrundes med det oekonomiske tab, arbejdsgiveren lider ved at ansaette en gravid kvinde under hendes barselorlov .
13 I oevrigt bemaerkes, at den omstaendighed, at graviditet sidestilles med sygdom, og at Ziektewet' s og Ziekengeldreglement' s bestemmelser om godtgoerelse af dagpenge i forbindelse med graviditet ikke er identiske, ikke kan antages at indebaere forskelsbehandling paa grundlag af koen i direktivets forstand . Da en arbejdsgivers naegtelse af at ansaette en person paa grund af de oekonomiske foelger af fravaer paa grund af graviditet er direkte forskelsbehandling, findes det ufornoedent at undersoege, om nationale bestemmelser som de ovenfor naevnte medfoerer, at en arbejdsgiver praktisk taget er tvunget til ikke at ansaette gravide kvinder, og saaledes indebaerer forskelsbehandling i direktivets forstand .
14 Det foelger af det anfoerte, at det foerste praejudicielle spoergsmaal maa besvares med, at en arbejdsgiver handler direkte i strid med princippet om ligebehandling i artikel 2, stk . 1, og artikel 3, stk . 1, i Raadets direktiv 76/207 af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder, for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar, saafremt han naegter at indgaa en ansaettelseskontrakt med en kvindelig ansoeger, som han har fundet egnet til at udfoere det paagaeldende arbejde, naar grunden til ikke at ansaette hende er de skadelige foelger, som ansaettelse af en gravid kvinde eventuelt kan have for arbejdsgiveren, og som beror paa de af det offentlige fastsatte bestemmelser om uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed som foelge af graviditet og foedsel sidestilles med uarbejdsdygtighed paa grund af sygdom .
Det andet spoergsmaal
15 Med det andet spoergsmaal har Hoge Raad oensket oplyst, om den omstaendighed, at der ikke er mandlige ansoegere til den stilling, der skal besaettes, kan aendre besvarelsen af det foerste spoergsmaal .
16 Ifoelge VJV maa det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, idet der ikke er tale om en diskriminerende foelge af en teoretisk foranstaltning, men en arbejdsgivers konkrete afgoerelse om ikke at ansaette en bestemt ansoeger . Saafremt en arbejdsgiver skal vaelge mellem kvindelige ansoegere, kan der ikke vaere tale om forskelsbehandling paa grundlag af koen, idet arbejdsgiverens valg i saa fald beror paa andre overvejelser, f.eks . oekonomiske eller organisatoriske .
17 Hertil bemaerkes, at spoergsmaalet om, hvorvidt naegtelse af at ansaette en kvinde er direkte eller indirekte forskelsbehandling, afhaenger af begrundelsen herfor . Saafremt begrundelsen er, at den paagaeldende er gravid, er afgoerelsen direkte forbundet med ansoegerens koen . Herefter er den omstaendighed, at der ikke er mandlige ansoegere, uden betydning for besvarelsen af det foerste praejudicielle spoergsmaal .
18 Det andet praejudicielle spoergsmaal maa foelgelig besvares med, at den omstaendighed, at der ikke er mandlige ansoegere til den stilling, der skal besaettes, ikke kan aendre besvarelsen af det foerste spoergsmaal .
Det tredje spoergsmaal
19 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om direktivets artikler 2 og 3 er til hinder for, at en paastand om erstatning, der stoettes paa, at princippet om ligebehandling er tilsidesat, kun kan tages til foelge, saafremt det derudover bevises, at arbejdsgiveren har handlet culpoest, og der ikke foreligger omstaendigheder, der medfoerer ansvarsfrihed .
20 E . Dekker og den nederlandske og britiske regering har anfoert, at saafremt det bevises, at princippet om ligebehandling er tilsidesat, er dette tilstraekkeligt til at paadrage arbejdsgiveren ansvar .
21 VJV har fremhaevet, at den sondring, der i det tredje praejudicielle spoergsmaal er foretaget mellem culpa hos arbejdsgiveren og en eventuel mangel paa omstaendigheder, der kan medfoere ansvarsfrihed, i et vist omfang skyldes de nationale bestemmelser, som finder anvendelse i hovedsagen, og hvorefter de konkrete retsvirkninger er forskellige . Ifoelge VJV kan der paa grundlag af direktivet kun tages stilling til, om en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling kan vaere berettiget i et konkret tilfaelde .
22 Hertil bemaerkes, at direktivets artikel 2, stk . 2-4, indeholder undtagelser fra det i artiklens stk . 1 fastsatte princip om ligebehandling, men at det efter direktivet ikke er en betingelse for at statuere ansvar hos den, der udoever forskelsbehandling, at det bevises, at der foreligger culpa, eller ikke foreligger ansvarsfrihedsgrunde .
23 I henhold til direktivets artikel 6 har de personer, der udsaettes for forskelsbehandling, rettigheder, som de kan goere gaeldende ved domstolene . Selv om en fuldstaendig gennemfoerelse af direktivet ikke stiller krav om en bestemt sanktionsform i tilfaelde af overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling, indebaerer den ikke desto mindre, at sanktionen skal vaere egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse ( dom af 10 . april 1984, Von Colson og Kamann, praemis 23, sag 14/83, Sml . s . 1891 ). Sanktionen skal endvidere have en reelt afskraekkende virkning over for arbejdsgiveren .
24 Det bemaerkes, at hvis en arbejdsgivers ansvar for tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling var betinget af, at det bevistes, at han havde handlet culpoest, og der ikke forelaa ansvarsfrihedsgrunde efter gaeldende national ret, ville gennemslagskraften af ovennaevnte principper blive svaekket vaesentligt .
25 Heraf foelger, at naar den af en medlemsstat valgte sanktion henhoerer under en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, er enhver tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspaadragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning .
26 Spoergsmaalet maa foelgelig besvares med, at selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktionerne for tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling overlader medlemsstaterne at vaelge mellem de forskellige loesninger, der er egnede til at naa direktivets formaal, indebaerer direktivet dog, at naar den af en medlemsstat valgte sanktion henhoerer under en ordning med civilretligt ansvar, er enhver tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspaadragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning .
Det fjerde spoergsmaal
27 Henset til besvarelsen af det tredje praejudicielle spoergsmaal findes det ufornoedent at besvare det fjerde spoergsmaal .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
28 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og britiske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der alle har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 24 . juni 1988, for ret :
1 ) En arbejdsgiver handler direkte i strid med princippet om ligebehandling i artikel 2, stk . 1, og artikel 3, stk . 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder, for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar, saafremt han naegter at indgaa en ansaettelseskontrakt med en kvindelig ansoeger, som han har fundet egnet til at udfoere det paagaeldende arbejde, naar grunden til ikke at ansaette hende er de skadelige foelger, som ansaettelse af en gravid kvinde eventuelt kan have for arbejdsgiveren, og som beror paa de af det offentlige fastsatte bestemmelser om uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed som foelge af graviditet og foedsel sidestilles med uarbejdsdygtighed paa grund af sygdom .
2 ) Den omstaendighed, at der ikke er mandlige ansoegere til den stilling, der skal besaettes, kan ikke aendre besvarelsen af det foerste spoergsmaal .
3 ) Selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktionerne for tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling overlader medlemsstaterne at vaelge mellem de forskellige loesninger, der er egnede til at naa direktivets formaal, indebaerer direktivet dog, at naar den af en medlemsstat valgte sanktion henhoerer under en ordning med civilretligt ansvar, er enhver tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspaadragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning .
Full & Egal Universal Law Academy