Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1 . Landbrug - faelles markedsordning - oksekoed - stoette til privat oplagring - betingelser for ydelse af stoette - "den oplagrede maengde" - begreb
( Kommissionens forordning nr . 2711/75, art . 9, stk . 3 )
2 . Landbrug - faelles markedsordning - oksekoed - stoette til privat oplagring - betingelser for ydelse af stoette - laengste tidsrum mellem slagtningen og oplagringen - gaeldende forordningsbestemmelser
( Kommissionens forordninger nr . 1071/68, art . 2, stk . 2, og nr . 2778/74, 1860/75, 2711/75 og 1500/76 )
Sammendrag
1 . Artikel 9, stk . 3, i forordning nr . 2711/75 om ydelse af forudfastsat fikseret stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren skal fortolkes saaledes, at den "oplagrede maengde" kun maa bestaa af koed, som opfylder betingelserne for ydelse af stoette .
2 . I artikel 2, stk . 2, i forordning nr . 1071/68 - der indeholder de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser for ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren - bestemmes det, hvor langt et tidsrum der hoejst maa forloebe mellem slagtningen af dyrene og oplagringen af koedet; denne bestemmelse er hverken blevet ophaevet ved forordning nr . 2778/74, nr . 1860/75 eller nr . 2711/75, og den fandt anvendelse paa stoette, der blev ydet i medfoer af forordning nr . 1500/76, da denne forordning ikke indeholdt nogen undtagelse fra bestemmelsen .
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 26 . maj 1988, indgaaet til Domstolen den 2 . august 1988, har Bundesverwaltungsgericht i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 stillet tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af en raekke regler i faellesskabsbestemmelserne om privat oplagring inden for oksekoedsektoren, saerlig Kommissionens forordning nr . 1071/68 af 25 . juli 1968 om gennemfoerelsesbestemmelser vedroerende ydelse af stoette til den private oplagring inden for oksekoedsektoren ( EFT 1968 II, s . 349 ), Kommissionens forordning nr . 2778/74 af 31 . oktober 1974 om ydelse af forudfastsat fikseret stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren ( EFT L 294, s . 73 ), Kommissionens forordning nr . 1860/75 af 18 . juli 1975 om ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren ( EFT L 188, s . 30 ), Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 om ydelse af forudfastsat fikseret stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren ( EFT L 274, s . 27 ) og Kommissionens forordning nr . 1500/76 af 25 . juni 1976 om ydelse af en forudfastsat fikseret stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren ( EFT L 167, s . 31 ).
2 Spoergsmaalene er stillet under behandlingen af en sag mellem sagsoegeren i hovedsagen, Casa Fleischhandels-GmbH ( herefter benaevnt "Casa "), som driver handel med koed, og Bundesanstalt fuer landwirtschaftliche Marktordnung ( herefter benaevnt "Balm "), som er det tyske interventionsorgan paa markederne for landbrugsprodukter .
3 Det fremgaar af sagen, at Casa mellem november 1974 og juli 1976 indgik nogle kontrakter med Balm med henblik paa at opnaa stoette til privat oplagring af oksekoed . Balm foerte kontrol efter udbetalingen af stoetten, og fandt herved, at Casa i forbindelse med tre af kontrakterne ikke havde opfyldt samtlige betingelser for at opnaa stoette i henhold til de gaeldende faellesskabsbestemmelser .
4 Med hensyn til en af disse kontrakter, der var indgaaet, mens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 var gaeldende, konstaterede Balm, at den af Casa oplagrede maengde koed fra dyr, der var slagtet inden for den foreskrevne frist, udgjorde under 90% af den maengde, for hvilken kontrakten var blevet indgaaet, og at der efter forordningens artikel 9, stk . 3, litra b ), som foelge heraf ikke skulle have vaeret udbetalt stoette med noget beloeb overhovedet . Med hensyn til de to andre kontrakter, som var indgaaet, mens forordning nr . 1500/76 af 25 . juni 1976 fandt anvendelse, konstaterede Balm, at en bestemt maengde koed var blevet oplagret mere end seks dage efter slagtningen, hvilket var i strid med fristbestemmelsen i forordning nr . 1071/68 af 25 . juli 1968, som efter Balms opfattelse ikke paa dette punkt var blevet aendret ved forordning nr . 1500/76 . Den del af stoetten, der svarede til denne maengde koed, var dermed udbetalt med urette .
5 Balm traf afgoerelse om, at stoettebeloebene skulle tilbagebetales, og Casa indgav administrativ klage, som blev afvist . Casa anlagde derefter sag ved Verwaltungsgericht, men fik ikke medhold, for saa vidt angik Balms tilbagesoegningskrav vedroerende den foerste af kontrakterne . For de to andre kontrakters vedkommende ophaevede Verwaltungsgericht derimod Balms afgoerelser om, at stoetten skulle tilbagebetales, idet retten fandt, at den frist paa seks dage, der var fastsat ved forordning nr . 1071/68, var blevet forlaenget til ti dage ved forordning nr . 2711/75, og at den sidstnaevnte frist var blevet opretholdt ved forordning nr . 1500/76 .
6 Begge parter appellerede Verwaltungsgericht' s dom til Hessischer Verwaltungsgerichtshof, som ophaevede dommen, i det omfang Casa havde faaet medhold, men i oevrigt stadfaestede den . Resultatet var saaledes, at Casa ikke fik medhold i nogen af sine paastande for underinstansen .
7 Casa indbragte derpaa sagen for Bundesverwaltungsgericht ved revisionsanke, og under behandlingen af revisionsanken har Bundesverwaltungsgericht udsat sagen paa Domstolens besvarelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal :
"1 ) Skal begrebet 'den oplagrede maengde' i artikel 9, stk . 3, foerste afsnit, i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 fortolkes saaledes, at det kun omfatter den oplagrede maengde, for hvilken betingelserne for at yde stoette er opfyldt?
2 ) Hvorledes boer foelgende retsforskrifter forstaas i forhold til hinanden :
a ) Er bestemmelsen i artikel 2, stk . 2, i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1071/68 af 25 . juli 1968 (' inden for de sidste seks dage' ) blevet ophaevet og dermed helt eller delvis traadt ud af kraft
aa ) enten specielt for saa vidt angaar ydelse af forudfastsat fikseret stoette ved den herfra afvigende bestemmelse i artikel 5 i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 2778/74 af 31 . oktober 1974 (' inden for de sidste ti dage' ),
bb ) eller generelt ved den herfra afvigende bestemmelse i artikel 5 i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1860/75 af 18 . juli 1975 (' inden for de sidste ti dage' )?
b ) Er bestemmelsen i artikel 5 i forordning nr . 2778/74 blevet ophaevet :
aa ) enten ved den bestemmelse af samme indhold, der er optaget i artikel 5 i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 (' inden for de sidste ti dage' ),
bb ) eller ved Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1500/76 af 25 . juni 1976?
c ) Saafremt et af de to spoergsmaal under b ) maa besvares bekraeftende :
Er bestemmelsen i artikel 5 i forordning nr . 2711/75 da blevet ophaevet ved forordning nr . 1500/76?
d ) Saafremt begge spoergsmaal under a ) maa besvares benaegtende, og ét af de to spoergsmaal under b ), bb ) og c ) samtidig maa besvares bekraeftende :
Er bestemmelsen i artikel 2, stk . 2, i forordning nr . 1071/78 da paa ny blevet anvendelig paa forudfastsat fikseret stoette som foelge af ikrafttraedelsen af forordning nr . 1500/76?
3 ) Saafremt et af de to spoergsmaal under 2 a ) maa besvares bekraeftende, eller et af de to spoergsmaal under 2 b ), bb ) og c ) maa besvares benaegtende :
Var medlemsstaterne da berettiget til, under fravigelse af en oplagringsfrist paa ti dage, som er fastsat i en af EF udstedt forordning, i de oplagringskontrakter, som blev afsluttet i henhold til artikel 1, stk . 3, i Raadets forordning nr . 989/68 af 15 . juli 1968, at traeffe aftale om en anden, og navnlig kortere oplagringsfrist, f.eks . paa kun seks dage, saaledes at der ikke bestaar et krav paa stoette, saafremt denne kortere frist ikke overholdes?"
8 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, de relevante faellesskabsbestemmelser samt de for Domstolen afgivne indlaeg henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
Spoergsmaal 1
9 Den nationale domstol oensker med det foerste spoergsmaal klarlagt, om artikel 9, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 skal fortolkes saaledes, at "den oplagrede maengde" kun maa bestaa af koed, der opfylder betingelserne for ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren .
10 I artikel 9, stk . 3, i forordning nr . 2711/75 bestemmes det, at "dersom koedet er oplagret i naturlig tilstand, og den oplagrede maengde er mindre end den maengde, for hvilken kontrakten er blevet indgaaet og :
a ) udgoer 90% eller derover af denne maengde, formindskes stoetten til privat oplagring tilsvarende;
b ) udgoer under 90% af denne maengde, ydes ingen stoette til privat oplagring ".
11 Bundesverwaltungsgericht har anfoert, at det er uklart, om "den oplagrede maengde" i betydningen i de netop citerede bestemmelser udelukkende skal bestaa af koed, der opfylder betingelserne for ydelse af oplagringsstoette . Efter den nationale domstols opfattelse taler bestemmelsernes ordlyd for, at et saadant krav ikke stilles, hvorimod deres formaal foerer til den modsatte fortolkning .
12 Kommissionen har i sit indlaeg for Domstolen fremhaevet, at spoergsmaalet ikke kan afgoeres alene ud fra bestemmelsernes ordlyd; en formaalsfortolkning maa imidlertid foere til, at spoergsmaalet besvares bekraeftende .
13 Det bemaerkes, at Kommissionens forordning nr . 1071/68 af 25 . juli 1968, som indeholder almindelige gennemfoerelsesbestemmelser for ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren, i artikel 3, stk . 1, bestemmer, at kontrakten mellem den private lagerindehaver og interventionsorganet skal indeholde oplysning bl.a . om "(( maengden )) af det produkt, der skal oplagres", og i artikel 3, stk . 2, at kontrakten skal forpligte lagerindehaveren til "at anbringe paa lager og oplagre den aftalte maengde af det paagaeldende produkt ". Desuden bestemmes det i forordningens artikel 3, stk . 4, at "forpligtelsen til oplagring af den aftalte maengde anses for opfyldt, saafremt mindst 90% og hoejst 110% af denne maengde er anbragt paa lager og oplagret ".
14 Med bestemmelserne i artikel 9, som Domstolen skal fortolke, og som findes i forordning nr . 2711/75, der vedroerer et saerligt stoetteprogram, har lovgiver naermere villet fastlaegge retsvirkningerne af, at den naevnte forpligtelse ikke overholdes .
15 Bestemmelserne skal sikre, at den erhvervsdrivende, der modtager oplagringsstoette, overholder sine forpligtelser med hensyn til den koedmaengde, vedkommende i kontrakten med interventionsorganet har aftalt at anbringe paa lager og at oplagre, og bestemmelserne fastsaetter sanktioner, nemlig hel eller delvis fortabelse af stoetten, saafremt forpligtelserne ikke opfyldes .
16 Paa grundlag af bestemmelsernes opbygning og formaal findes udtrykket "den oplagrede maengde" at maatte fortolkes saaledes, at kun koed, der opfylder betingelserne for ydelse af oplagringsstoette, kan oplagres i henhold til denne EF-stoetteordning .
17 Da oplagringskontrakten saaledes kun kan angaa koed, der opfylder betingelserne, kan man ved afgoerelsen af, om den private lagerindehaver har opfyldt sin forpligtelse til at oplagre en bestemt maengde, kun tage hensyn til det koed, som rent faktisk er oplagret, og som ydermere opfylder betingelserne .
18 Hertil kommer, at der i praksis ikke ville vaere knyttet nogen sanktion til forpligtelsen til at oplagre den i kontrakten aftalte maengde, hvis den private lagerindehaver blot ved at oplagre koed, der ikke opfylder betingelserne for stoette, kunne opveje en eventuel manko i maengden af koed, der opfylder betingelserne, for derved at unddrage sig sanktionen . Paa samme maade kunne den private lagerindehaver omgaa reglen i artikel 2 i forordning nr . 2711/75, hvorefter "mindstemaengden pr . kontrakt er 50 tons", og som tager sigte paa at undgaa, at Faellesskabet finansierer den almindelige private oplagring .
19 Endelig er dette den eneste fortolkning af udtrykket "den oplagrede maengde", der indebaerer, at bestemmelserne i artikel 9, stk . 3, litra a ), i forordning nr . 2711/75 - hvorefter stoetten nedsaettes, saaledes at den svarer til forholdet mellem den oplagrede maengde og den i kontrakten aftalte maengde - faar mening . Det ville nemlig vaere ganske urimeligt, at den oplagrede maengde paa denne maade skulle kunne laegges til grund for beregningen af stoettebeloebet, hvis den, om saa blot delvis, kunne bestaa af koed, der ikke opfylder betingelserne for stoetteydelsen .
20 Spoergsmaal 1 maa herefter besvares med, at artikel 9, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 skal fortolkes saaledes, at "den oplagrede maengde" kun maa bestaa af koed, som opfylder betingelserne for ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren .
Spoergsmaal 2
21 Med dette spoergsmaal oensker den nationale domstol i det vaesentlige oplyst, hvorledes de enkelte forordninger, der er udstedt om stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren, skal forstaas i forhold til hinanden med henblik paa at afgoere, om bestemmelsen i artikel 2, stk . 2, i Kommissionens forordning nr . 1071/68 af 25 . juli 1968 - hvorefter "der ... kun (( kan )) ydes stoette til den private oplagring af saadanne produkter, der stammer fra slagtninger foretaget inden for de sidste seks dage" - er blevet ophaevet ved Kommissionens forordning nr . 2778/74 af 31 . oktober 1974, ved Kommissionens forordning nr . 1860/75 af 18 . juli 1975 eller ved Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975, og om bestemmelsen fandt anvendelse paa stoette, der blev ydet i medfoer af Kommissionens forordning nr . 1500/76 af 25 . juni 1976 .
22 Bundesverwaltungsgericht har anfoert, at det tidsrum, der hoejst maa forloebe mellem slagtningen af dyrene og oplagringen af de produkter, der stammer fra dyrene, blev forlaenget til ti dage ved artikel 5 i forordning nr . 2778/74 som en undtagelse fra den ovenfor naevnte bestemmelse i forordning nr . 1071/68 . Denne forlaengelse blev opretholdt ved forordning nr . 1860/75 og blev bekraeftet ved forordning nr . 2711/75 . I betragtningerne til forordning nr . 1500/76 udtales det paa ny, at det er noedvendigt at tilpasse nogle af de betingelser, der er fastsat i forordning nr . 1071/68, herunder betingelsen om tidsrummet mellem slagtningen og oplagringen . Den dispositive del af forordningen indeholder imidlertid ingen bestemmelse, som vedroerer dette tidsrum, og som kunne give grundlag for at antage, at fristen paa ti dage i henhold til forordningerne nr . 2778/74, nr . 1860/75 og nr . 2711/75 ikke laengere skulle gaelde .
23 Det bemaerkes, som det ogsaa er anfoert af Kommissionen i dennes indlaeg for Domstolen, at Raadets forordning nr . 805/68 af 27 . juni 1968 om den faelles markedsordning for oksekoed ( EFT 1968 I, s . 179 ), som affattet ved Raadets forordning nr . 2822/72 af 28 . december 1972 om aenring af forordning nr . 805/68 ( EFT L 1972 ( 31 . december ), s . 3; orig . ref . JO L 298, s . 1 ), i artikel 8, stk . 2, indeholder en bestemmelse om, at gennemfoerelsesbestemmelserne for stoette til privat oplagring udstedes af Kommissionen efter den saakaldte forvaltningskomiteprocedure, og i artikel 6, stk . 5, litra b ), bestemmer, at Kommissionen efter samme procedure traeffer afgoerelse om ivaerksaettelse af bestemte stoetteprogrammer og om disses ophoer .
24 Med hjemmel i den naevnte artikel 8, stk . 2, udstedte Kommissionen saaledes foerst forordning nr . 1071/68, som indeholder gennemfoerelsesbestemmelser vedroerende ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren . Disse generelle bestemmelser, der gaelder uden tidsbegraensning, skal principielt finde anvendelse paa alle former for stoette til privat oplagring af oksekoed, alene "med undtagelse af den stoette, der helt eller delvis ydes i henhold til de i forordning ( EOEF ) nr . 805/68, artikel 14, stk . 3, litra b ), aa ), naevnte bestemmelser"; denne undtagelse er dog uden interesse for den foreliggende sag .
25 Dernaest udstedte Kommissionen forordningerne nr . 2778/74, 1860/75, 2711/75 og 1500/76, som den nationale domstol omtaler . Disse forordninger, der bl.a . blev udstedt med hjemmel i artikel 6, stk . 5, litra b ), i forordning nr . 805/68, omhandler hver isaer ivaerksaettelsen af et konkret stoetteprogram i forbindelse med en bestemt situation paa oksekoedsmarkedet og for et begraenset tidsrum . Forordningerne fandt anvendelse indtil udstedelsen af henholdsvis Kommissionens forordning nr . 776/75 af 25 . marts 1975 ( EFT L 77, s . 20 ), nr . 2698/75 af 23 . oktober 1975 ( EFT L 273, s . 26 ), nr . 3194/75 af 5 . december 1975 ( EFT L 316, s . 16 ) og nr . 1924/76 af 3 . august 1976 ( EFT L 210, s . 15 ), hvori deres retsvirkninger angaves at vare indtil et naermere fastsat tidspunkt .
26 Heraf foelger, at i de tilfaelde, hvor de "konkrete" forordninger nr . 2778/74, 1860/75 og 2711/75, indeholdt bestemmelser, der paa visse punkter afveg fra bestemmelserne i forordning nr . 1071/68 - hvilket kunne lade sig goere, fordi forordningerne lige som forordning nr . 1071/68 var udstedt med hjemmel i artikel 8, stk . 2, i forordning nr . 805/68 - var disse afvigende bestemmelser kun gaeldende i de tidsrum, hvor forordningerne fandt anvendelse . Ved bestemmelserne blev bestemmelserne i forordning nr . 1071/68 ikke ophaevet - og de kunne heller ikke have denne retsvirkning - men kun "fraveget ".
27 Specielt med hensyn til det tidsrum, der hoejst maa forloebe fra slagtningen af dyrene og indtil oplagringen af de produkter, der stammede fra dyrene, blev fristen fastsat til seks dage ved artikel 2, stk . 2, i forordning nr . 1071/68 . I forordningerne nr . 2778/74, 1860/75 og 2711/75 bestemtes det som en undtagelse fra artikel 2, stk . 2, i forordning nr . 1071/68, at fristen blev forlaenget til ti dage "for at lette oplagringerne ".
28 Som netop omtalt ophoerte undtagelsesbestemmelserne med at vaere gaeldende paa de samme tidspunkter som de forordninger, de var indeholdt i, og ved bestemmelserne blev seksdagesfristen i forordning nr . 1071/68 saaledes ikke ophaevet .
29 Denne regel var saaledes fortsat gaeldende for stoette, der blev ydet i henhold til forordning nr . 1500/76, idet denne forordning ikke paa dette punkt i den dispositive del indeholdt nogen undtagelse fra forordning nr . 1071/68 .
30 Det anfoerte maa herved staa ved magt, selv om den tyske version af forordning nr . 1500/76 - som omtalt i forelaeggelseskendelsen - indeholder en betragtning af samme indhold som den tilsvarende betragtning i forordningerne nr . 2778/74, 1860/75 og 2711/75, nemlig at det findes noedvendigt at tilpasse visse af betingelserne i forordning nr . 1071/68, herunder betingelsen vedroerende tidsrummet mellem slagtningen og den private oplagring .
31 En betragtning i en forordning kan vaere et vejledende moment ved fortolkningen af en retsregel, men kan ikke i sig selv vaere en retsregel . Hertil kommer, at den paagaeldende betragtning ikke findes i nogen af de andre sprogversioner af forordning nr . 1500/76 .
32 Herefter findes spoergsmaal 2 at maatte besvares med, at artikel 2, stk . 2, i Kommissionens forordning nr . 1071/68 af 25 . juli 1968 hverken er blevet ophaevet ved Kommissionens forordning nr . 2778/74 af 31 . oktober 1974, ved Kommissionens forordning nr . 1860/75 af 18 . juli 1975 eller ved Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975, og at bestemmelsen fandt anvendelse paa stoette, der blev ydet i medfoer af Kommissionens forordning nr . 1500/76 af 25 . juni 1976, da denne forordning ikke indeholdt nogen undtagelse fra bestemmelsen .
Spoergsmaal 3
33 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den nationale domstol med dette spoergsmaal i det vaesentlige oensker oplyst, om medlemsstaterne, for det tilfaelde, at tidsfristen fra slagtningen og til oplagringen var hoejst ti dage i forbindelse med ydelse af oplagringsstoette i medfoer af forordning nr . 1500/76, havde befoejelse til at kraeve, at der i kontrakter mellem erhvervsdrivende, der foretog privat oplagring, og vedkommende interventionsorgan blev fastsat en anden frist, som var kortere .
34 Paa baggrund af besvarelsen af spoergsmaal 2 er det ikke fornoedent at besvare spoergsmaal 3 .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
35 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN ( Tredje Afdeling )
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesverwaltungsgericht ved kendelse af 26 . maj 1988, for ret :
1)Artikel 9, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975 skal fortolkes saaledes, at "den oplagrede maengde" kun maa bestaa af koed, som opfylder betingelserne for ydelse af stoette til privat oplagring inden for oksekoedsektoren .
2)Bestemmelsen i artikel 2, stk . 2, i Kommissionens forordning nr . 1071/68 af 25 . juli 1968 er hverken blevet ophaevet ved Kommissionens forordning nr . 2778/74 af 31 . oktober 1974, ved Kommissionens forordning nr . 1860/75 af 18 . juli 1975 eller ved Kommissionens forordning nr . 2711/75 af 24 . oktober 1975, og bestemmelsen fandt anvendelse paa stoette, der blev ydet i medfoer af Kommissionens forordning nr . 1500/76 af 25 . juni 1976, da denne forordning ikke indeholdt nogen undtagelse fra bestemmelsen .
Full & Egal Universal Law Academy