Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1 . Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - anmodning om fortolkning inden for rammerne af EKSF-Traktaten - omfattet
( EKSF-Traktaten, art . 31 og art . 41; EOEF-Traktaten, art . 164 og art . 177; EKSF-Traktaten, art . 146 og art . 150 )
2 . Institutionernes retsakter - EKSF-direktiver eller henstillinger - direkte virkning - betingelser - graenser - paaberaabelse af EKSF-direktivet eller henstillingen over for en privatperson - udelukket
( EKSF-Traktaten, art . 14, stk . 3; EOEF-Traktaten, artikel 189, stk . 3 )
3 . EKSF - produktionsafgifter - skyldnervirksomhedens konkurs - privilegium for faellesskabsafgifter - henstilling 86/198 - overskridelse af den bindende frist for gennemfoerelse - direkte virkning - graenser
( henstilling 86/198/EKSF, artikel 4, stk . 1 )
4 . Faellesskabsret - grundsaetninger - beskyttelse af den berettigede forventning - graenser - anvendelse af en ny ordning paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under den tidligere ordning
Sammendrag
1 . EKSF-Traktatens artikel 31, EOEF-Traktatens artikel 164 og Euratom-Traktatens artikel 146 er bestemmelser med det samme indhold, hvorefter Domstolen skal vaerne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af Traktaterne og bestemmelserne til gennemfoerelse heraf .
Imidlertid fastlaegges i EOEF-Traktatens artikel 177 og Euratom-Traktatens artikel 150 paa den ene side og EKSF-Traktatens artikel 41 paa den anden side Domstolens kompetence til at traeffe praejudicielle afgoerelser ikke paa samme maade, idet EKSF-Traktatens artikel 41 bl.a . ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om Domstolens kompetence til at fortolke naevnte Traktat og retsakter, som institutionerne har vedtaget med hjemmel i den . Imidlertid er der i alle tre traktatbestemmelser tale om de to samme krav, nemlig noedvendigheden af at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten og noedvendigheden af med henblik herpaa at etablere et effektivt samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter .
Det maa derfor, naar henses baade til, at disse to krav melder sig med samme styrke og klarhed inden for rammerne af EKSF-Traktaten som inden for rammerne af EOEF - og Euratom-Traktaterne og til, at der bestaar en snaever sammenhaeng mellem fortolkning af en retsakt og en afgoerelse vedroerende dens gyldighed, af hensyn til Traktaternes formaal og indbyrdes sammenhaeng fastslaas, at den kompetence, der er tillagt Domstolen ved naevnte artikel 41 ikke blot omfatter kompetencen til at tage stilling til en retsakts gyldighed, men ogsaa til at fortolke den .
2 . Naar Faellesskabets myndigheder enten ved et EKSF-direktiv eller en EKSF-henstilling, hvilket kommer ud paa et, idet der er tale om retsakter af samme beskaffenhed, har paalagt medlemsstaterne en forpligtelse til at foelge en bestemt adfaerd, ville den effektive gennemfoerelse af en saadan retsakt blive bragt i fare, saafremt de retsundergivne og de nationale retter var afskaaret fra at tage retsakten i betragtning som en del af faellesskabsretten . En medlemsstat, der ikke inden for de fastsatte frister har truffet de gennemfoerelsesforanstaltninger, direktivet foreskriver, kan foelgelig ikke over for borgerne paaberaabe sig den omstaendighed, at den selv har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til retsakten .
Naar et direktivs bestemmelser efter deres indhold fremtraeder som ubetingede og tilstraekkeligt praecise, kan der saaledes i mangel af rettidige gennemfoerelsesforanstaltninger stoettes ret herpaa over for enhver national retsforskrift, som strider mod direktivet, ligesom private kan paaberaabe sig direktivbestemmelser, som tillaegger dem rettigheder i forhold til staten .
Dette gaelder dog kun i forhold til vedkommende medlemsstat og andre offentlige myndigheder . Et direktiv kan derfor ikke i sig selv skabe forpligtelser for private, hvorfor der ikke over for dem kan stoettes ret paa en direktivbestemmelse alene .
3 . Henstilling 86/198/EKSF paalaegger medlemsstaterne praecise og ubetingede forpligtelser, og skal derfor fortolkes saaledes, at EKSF i mangel af gennemfoerelsesforanstaltninger fra en medlemsstats side ved udloebet af den bindende gennemfoerelsesfrist i henstillingens artikel 4, stk . 1, hvilket udgoer en overtraedelse af faellesskabsretten, kan paaberaabe sig henstillingen over for denne medlemsstat for samtlige de fordringer paa afgifter af den i EKSF-Traktatens artikel 49 og 50 naevnte art, som det har paa virksomhederne, uanset datoen for disse fordringers stiftelse, naar disse fordringer i henhold til bestemmelserne i national ret om konkursordenen stadig kan anmeldes i konkursboet . EKSF' s mulighed herfor er imidlertid begraenset, idet anerkendelsen af EKSF' s krav som privilegerede fordringer udelukkende har retsvirkninger over for den paagaeldende stat, hvilket kan medfoere, at dennes og EKSF' s krav kommer i indbyrdes konkurrence, men ikke giver andre kreditorers krav en ringere stilling end staten, idet deres krav skal fyldestgoeres i henhold til den gaeldende nationale konkursorden uden hensyntagen til henstillingen .
4 . Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er ikke til hinder for ved en retsakt at tillaegge krav, der er stiftet forud for denne akts ikrafttraedelse, rang af privilegerede fordringer, idet dette princip ikke kan udvides i en saadan grad, at det generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under den tidligere ordning .
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 28 . april 1988, indgaaet til Domstolen den 4 . august s.aa ., har tribunale di Brescia i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 41 forelagt Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Kommissionens henstilling 86/198/EKSF af 13 . maj 1986 om indfoerelse af privilegium for krav paa afgifter paa produktion af kul og staal ( EFT L 144, s . 40, herefter benaevnt "henstillingen ").
2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem EKSF og konkursboet efter Acciaierie e ferriere Busseni SpA ( herefter benaevnt "Busseni ") vedroerende anerkendelsen af visse EKSF-fordringer som privilegerede fordringer i naevnte konkursbo .
3 Busseni blev erklaeret konkurs den 3 . februar 1987 og EKSF anmeldte herefter to fordringer i boet, den ene paa 246 652 086 LIT som privilegeret fordring for krav paa ubetalte afgifter og forhoejelser i anledning af forsinkelse, den anden paa 4 480 192 938 LIT for krav paa boeder og forhoejelser i anledning af forsinkelse .
4 Skifteretten afviste EKSF' s krav om, at en del af disse fordringer skulle anerkendes som privilegerede fordringer i henhold til henstillingen . EKSF anlagde derefter sag ved tribunale di Brescia .
5 Tribunale fastslog, at medlemsstaterne i medfoer af henstillingen senest den 1 . januar 1988 skulle tillaegge krav paa afgifter af den i Traktatens artikler 49 og 50 naevnte art privilegium paa linje med indenlandske skattekrav og i tilfaelde af forskellig rangfoelge for privilegerede skattekrav et privilegium med samme rang som den, der i vedkommende medlemsstat tillaegges krav paa mervaerdiafgift . Den Italienske Republik har ikke udstedt bestemmelser til gennemfoerelse af henstillingen, og tribunale har derfor rejst det spoergsmaal, om henstillingen, naar der ikke er truffet gennemfoerelsesforanstaltninger, kan medfoere, at EKSF' s fordringer i italiensk ret umiddelbart anerkendes som privilegerede fordringer .
6 Paa baggrund heraf har tribunale anmodet Domstolen om at afgoere foelgende praejudicielle spoergsmaal :
"1 ) Er henstilling 86/198/EKSF af 13 . maj 1986 - hvorefter medlemsstater, der tillaegger indenlandske skattekrav et privilegium, som omfatter hele eller en del af den afgiftspligtiges formue, skal tillaegge krav paa afgifter af den i EKSF-Traktatens artikler 49 og 50 naevnte art samme privilegium naar der foreligger konkurrerende krav ( artikel 1 ), samt at de medlemsstater, hvori indenlandske skattekrav tillaegges et almindeligt eller saerligt privilegium, men med forskellig rang, afhaengig af skattens art, skal tillaegge krav paa EKSF-afgifter samme rang som krav paa mervaerdiafgift ( artikel 2 ) - umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne og kan den laegges til grund af de nationale domstole, saaledes at den gives forrang for enhver senere retsforskrift, udstedt af den medlemsstat, henstillingen er rettet til, eller bevarer henstillingen ( jfr . EKSF-Traktatens artikel 15 ) sin karakter af en generel retsakt, som er bindende med hensyn til maalet, men overlader det til adressaten at bestemme midlerne?
2 ) Finder henstillingen, saafremt den har direkte virkning, anvendelse ikke alene paa afgiftskrav stiftet efter dens udstedelse ( 13 . maj 1986 ), men ogsaa foer?
3 ) Saafremt henstillingen derimod bevarer sin karakter af en generel retsakt, som er bindende med hensyn til maalet, men overlader det til adressatstaten at bestemme midlerne, har den frist for medlemsstaterne, som er fastsat i artikel 4, til at efterkomme henstillingen inden 1 . januar 1988, da bindende karakter, saaledes at tilsidesaettelsen heraf - i overensstemmelse med de retningslinjer, der er opstillet i Forfatningsdomstolens praksis - indebaerer, at der bestaar formodning for, at de nationale bestemmelser om privilegier er i strid med forfatningen ( overtraedelse af forfatningens artikel 11 ), saafremt der ikke heri tillaegges krav paa de i Traktatens artikler 49 og 50 naevnte afgifter samme privilegium som de indenlandske skattekrav?"
7 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
Domstolens kompetence
8 Det skal med det samme bemaerkes, at den retsakt, hvis fortolkning forelaeggelseskendelsen vedroerer, ikke som anfoert af Busseni er en udtalelse, men en henstilling fra Kommissionen, der er udstedt med hjemmel i artikel 14 i EKSF-Traktaten, dvs . en retsakt, der ifoelge naevnte traktatbestemmelse er bindende med hensyn til de opstillede maal, men overlader til dem, den er rettet til, at vaelge de egnede midler for at naa dette maal . Bussenis anbringender i denne forbindelse er derfor under alle omstaendigheder uden relevans .
9 Det findes dog fornoedent at tage stilling til spoergsmaalet om Domstolens kompetence til i praejudicielle sager at fortolke EKSF-Traktaten og retsakter inden for EKSF-Traktatens omraade .
10 EKSF-Traktatens artikel 31, EOEF-Traktatens artikel 164 og Euratom-Traktatens artikel 146 er, bortset fra den rent formelle redaktionelle forskel mellem den foerstnaevnte og de to andre Traktater, bestemmelser med det samme indhold, hvorefter Domstolen skal vaerne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af Traktaterne og bestemmelserne til gennemfoerelse heraf .
11 I EOEF-Traktaten og Euratom-Traktaten fastsaettes imidlertid i henholdsvis artikel 177 og artikel 150 de samme betingelser for Domstolens kompetence til at fortolke faellesskabsretten efter en praejudiciel forelaeggelse fra de nationale retter, hvorimod EKSF-Traktaten ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om en saadan fortolkningskompetence for Domstolen .
12 Til gengaeld er det i EKSF-Traktatens artikel 41 udtrykkeligt bestemt, at "alene Domstolen har kompetence til praejudicielt at traeffe bestemmelse om gyldigheden af Den Hoeje Myndigheds og Raadets afgoerelser, saafremt der ved en tvist for national domstol opstaar spoergsmaal herom ".
13 Uanset forskellen i ordlyden af bestemmelserne i EKSF-Traktatens artikel 41, EOEF-Traktatens artikel 177 og Euratom-Traktatens artikel 150 - de tre Traktater er udstedt efter hinanden, den foerste i 1951 og de to sidste i 1957 - er der i alle tre tilfaelde tale om de to samme krav, nemlig dels noedvendigheden af at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten og noedvendigheden af med henblik herpaa at etablere et effektivt samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter .
14 Det maa i denne forbindelse bemaerkes, at der bestaar en sammenhaeng mellem en fortolkning og en afgoerelse vedroerende retsakters gyldighed . For selv om EKSF-Traktatens artikel 41 kun vedroerer Domstolens kompetence til praejudicielt at tage stilling til Kommissionens og Raadets afgoerelser, forudsaetter en afgoerelse vedroerende en retsakts gyldighed noedvendigvis en forudgaaende fortolkning af den . Paa den anden side har Domstolen for saa vidt angaar anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 177, der ikke direkte indeholder nogen bestemmelse herom, haft lejlighed til at fastslaa, at det alene er Domstolen, der er befoejet til at fastslaa ugyldigheden af en retsakt fra Faellesskabets institutioner ( Domstolens dom af 22 . oktober 1987, Foto-Frost, 314/85, Sml . s . 4199 ) og har hermed i alt vaesentligt bragt retspraksis i overensstemmelse med den udtrykkelige bestemmelse i EKSF-Traktatens artikel 41 .
15 Selv om de nationale retter efter EKSF-Traktatens ordning vedroerende fordeling af kompetence til Faellesskabets myndigheder og navnlig til Kommissionen, sjaeldnere har lejlighed til at anvende denne Traktat og retsakter udstedt med hjemmel i den og derfor til at tage stilling til fortolkningen af den, er et samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen lige saa noedvendigt inden for EKSF-Traktatens omraade som inden for EOEF - og Euratom-Traktaternes respektive omraader, idet kravet om en ensartet anvendelse af faellesskabsretten klart goer sig gaeldende med samme styrke for denne Traktats vedkommende .
16 Det vil saaledes vaere i strid med Traktaternes formaal og indbyrdes sammenhaeng, at Domstolen ved retsforskrifter med hjemmel i EOEF - og Euratom-Traktaterne har kompetencen til i sidste instans at fastlaegge disse reglers indhold og anvendelsesomraade, saaledes som det fremgaar af de enslydende bestemmelser i henholdsvis EOEF-Traktatens artikel 177 og Euratom-Traktatens artikel 150 og til hermed at sikre en ensartet anvendelse af reglerne, medens denne kompetence ved retsforskrifterne inden for EKSF-Traktatens omraade, alene skulle vaere tillagt de mange nationale retter, der vil kunne anlaegge forskellige fortolkninger, idet Domstolen da ville vaere uden befoejelser med henblik paa at sikre en ensartet fortolkning af disse retsforskrifter .
17 Af det anfoerte foelger i det hele, at Domstolen har kompetence til at afgoere de spoergsmaal, der er blevet forelagt den af tribunale di Brescia .
Det foerste spoergsmaal
18 Den nationale ret har med det foerste spoergsmaal oensket en afgoerelse af, om EKSF, naar der ikke er truffet nationale gennemfoerelsesbestemmelser, kan paaberaabe sig bestemmelserne i henstillingens artikler 1 og 2 for at sikre sig, at der i tilfaelde, hvor der i henhold til national lovgivning foreligger konkurrerende krav, tillaegges visse EKSF-krav paa afgifter af den i EKSF-Traktatens artikler 49 og 50 naevnte art et almindeligt eller saerligt privilegium med samme rang, som den der ifoelge lovgivningen i vedkommende medlemsstat tillaegges statens krav paa mervaerdiafgift .
19 Kommissionen har gjort gaeldende, at de betingelser, der ifoelge Domstolens praksis opstilles for at bestemmelser i et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert af en medlemsstat i den nationale retsorden, kan paaberaabes for nationale domstole, er opfyldt i det foreliggende tilfaelde .
20 Busseni har paa sin side gjort gaeldende, at EKSF ikke ved tribunale kan paaberaabe sig henstillingens bestemmelser, naar disse ikke ved nationale bestemmelser er blevet inkorporeret i national ret .
21 Indledningsvis bemaerkes, at de regler, Domstolen har fastlagt med henblik paa at fastlaegge de virkninger, som et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert i national ret, har, ogsaa finder anvendelse paa henstillinger i henhold til EKSF-Traktaten, der er retsakter, der har den samme beskaffenhed, idet de indebaerer en forpligtelse for adressaten med hensyn til det tilsigtede maal, men overlader til denne at vaelge de midler, der egnede til at naa dette maal .
22 Af Domstolens praksis fremgaar, at den effektive gennemfoerelse af en retsakt i direktivform, hvorved Faellesskabets myndigheder har paalagt medlemsstaterne en forpligtelse til at foelge en bestemt adfaerd ville blive bragt i fare, saafremt de retsundergivne og de nationale retter var afskaaret fra at tage retsakten i betragtning som en del af faellesskabsretten . En medlemsstat, der ikke inden for de fatsatte frister har truffet de foranstaltninger, direktivet foreskriver, kan foelgelig ikke over for borgerne paaberaabe sig den omstaendighed, at den selv har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til direktivet . Naar et direktivs bestemmelser efter deres indhold fremtraeder som ubetingede og tilstraekkeligt praecise, kan der i mangel af rettidige gennemfoerelsesforanstaltninger stoettes ret herpaa over for enhver national retsforskrift, som strider mod direktivet, ligesom private kan paaberaabe sig direktivbestemmelser, som tillaegger dem rettigheder i forhold til staten ( jfr . bl.a . Domstolens dom af 19 . januar 1982, Ursula Becker, 8/81, Sml . s . 53 ).
23 Dette antages dog kun at gaelde i forhold til vedkommende medlemsstat og andre offentlige myndigheder . Et direktiv kan derfor ikke i sig selv skabe forpligtelser for private, hvorfor der ikke over for dem kan stoettes ret paa en direktivbestemmelse alene ( jfr . Domstolens dom af 26 . februar 1986, Marshall, 152/84, Sml . s . 723 ).
24 Men i et tilfaelde som i denne sag, hvor EKSF' s krav kan komme i konkurrence ikke blot med den paagaeldende medlemsstats, men ogsaa med en virksomheds oevrige kreditorers krav, vil anvendelsen af henstillingen ikke alene have virkning over for den stat, den er rettet til, men ogsaa kunne begraense de oevrige kreditorers mulighed for at opnaa fyldestgoerelse for deres fordringer .
25 Faktisk vil en anerkendelse af EKSF' s krav til de kompetente nationale instanser om, at visse EKSF-fordringer i medfoer af henstillingen anses for privilegerede fordringer ikke blot paavirke vedkommende stats retsstilling, men noedvendigvis aendre de forskellige kreditorers indbyrdes placering i konkursordenen . En anerkendelse af, at visse EKSF-fordringer tillaegges privilegium med samme rang som vedkommende stats krav paa mervaerdiafgift vil derfor direkte vaere til skade for alle de af virksomhedens oevrige kreditorer, hvis fordringer kun har samme rang som eller lavere rang end vedkommende stats krav paa mervaerdiafgift .
26 Af det anfoerte foelger, at EKSF over for en medlemsstat kan stoette ret paa den i sagen omhandlede henstilling, saafremt denne opfylder de samme krav, som gaelder for at stoette ret paa et direktiv, der ikke er gennemfoert i national ret, idet godkendelsen af EKSF' s fordringer som privilegerede dog udelukkende har retsvirkning over for den paagaeldende stat, hvilket kan medfoere, at dennes og EKSF' s fordringer kommer i indbyrdes konkurrence . Derimod maa anerkendelsen af EKSF' s fordringer som privilegerede ikke forringe retsstillingen for andre kreditorer end staten, idet deres krav skal fyldestgoeres i henhold til den gaeldende nationale konkursorden uden hensyntagen til henstillingen .
27 Tilbage staar at undersoege, om henstillingen er saaledes beskaffen, at den kan paaberaabes ved de nationale domstole, altsaa om bestemmelserne i den er ubetingede og tilstraekkeligt praecise .
28 Paa den ene side er den forpligtelse, der ved henstillingens artikler 1 og 2 paalaegges staterne til at tillaegge EKSF' S krav paa afgifter af den i Traktatens artikler 49 og 50 naevnte art, rang af privilegerede krav tilstraekkeligt praecis .
29 Paa den anden side foelger det af ordlyden af artikel 4, stk . 2, i henstillingen, hvorefter henstillingens retsforskrifter finder anvendelse paa de fuldbyrdelsesprocedurer, der verserer paa det tidspunkt, hvor henstillingen gennemfoeres, at selv om denne bestemmelse stiller krav om, at medlemsstaterne "ved hjaelp af passende overgangsbestemmelser sikrer den afgiftspligtige virksomheds oevrige kreditorer passende retsbeskyttelse for deres krav" og hermed opstiller en betingelse for gennemfoerelsen af henstillingen, vedroerer bestemmelsen kun beskyttelsen af andre kreditorer end EKSF og vedkommende medlemsstat .
30 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at henstillingen skal fortolkes saaledes, at EKSF, saafremt fristen for at ivaerksaette nationale gennemfoerelsesforanstaltninger er udloebet, uden at der er truffet gennemfoerelsesforanstaltninger, kan stoette ret paa henstillingen over for en medlemsstat, som har undladt at gennemfoere den i national ret, idet anerkendelsen af EKSF' s krav som privilegerede fordringer udelukkende har retsvirkninger over for den paagaeldende stat, hvilket kan medfoere, at dennes og EKSF' s krav kommer i indbyrdes konkurrence, men ikke giver andre kreditorers krav en ringere stilling end staten, idet deres krav skal fyldestgoeres i henhold til den gaeldende nationale konkursorden uden hensyntagen til henstillingen .
Det andet spoergsmaal
31 Den nationale ret har med det andet spoergsmaal oensket en afgoerelse af, om henstillingen, saafremt EKSF kan paaberaabe sig den i en medlemsstats retsorden, kan give alle de faellesskabsfordringer paa afgifter af den i EKSF-Traktatens artikler 49 og 50 naevnte art rang af privilegerede krav, uanset tidspunktet for deres stiftelse, eller kun for saa vidt angaar krav, stiftet efter vedtagelsen af henstillingen .
32 Det bemaerkes, at medlemsstaterne i medfoer af henstillingens artikel 4, stk . 1, skulle saette de noedvendige retsforskrifter i kraft i deres retsorden for at efterkomme henstillingen "senest den 1 . januar 1988 ". Heraf foelger som tidligere naevnt, at disse retsforskrifter har kunnet paaberaabes ved nationale domstole uden hensyn til, om der var truffet gennemfoerelsesforanstaltninger, fra den 2 . januar 1988 .
33 Endvidere bemaerkes, at det i samme artikels stk . 2, bestemmes, at "medlemsstaterne foreskriver, at disse retsforskrifter finder anvendelse paa de fuldbyrdelsesprocedurer, der verserer paa det tidspunkt, hvor denne henstilling gennemfoeres ". Af denne bestemmelses ordlyd foelger, at henstillingen har kunnet paaberaabes ved nationale domstole i alle bobehandlingsprocedurer, der ikke var afsluttet den 2 . januar 1988 .
34 Vedroerende spoergsmaalet, om henstillingen kan give de EKSF-fordringer, der er stiftet foer henstillingens vedtagelse, rang af privilegerede fordringer, hvilket er kernen i den forelaeggende rets spoergsmaal, bemaerkes, at Kommissionen, som det fremgaar af syvende betragtning til henstillingen, med denne bestemmelse har villet opnaa, at det ved henstillingen tillagte privilegium skal kunne goeres gaeldende "i forbindelse med procedurer, hvor der foreligger konkurrerende krav, og som stadig verserer paa det tidspunkt", hvor henstillingen gennemfoeres, "for derved at sikre, at krav paa EKSF-afgifter, der er opstaaet i aarene forud for henstillingens vedtagelse, saa vidt muligt kan inddrives ".
35 Det af Busseni fremfoerte synspunkt om, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for ved en retsakt at tillaegge krav, der er stiftet forud for denne akts ikrafttraedelse, rang af privilegerede fordringer, kan ikke anerkendes, idet Domstolen tidligere har fastslaaet, at dette princip ikke kan udvides i en saadan grad, at det generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under den tidligere ordning ( Domstolens dom af 14 . januar 1987, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen, 278/84, Sml . s . 1 ).
36 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at henstillingens artikel 4, stk . 2, skal fortolkes saaledes, at EKSF, under iagttagelse af de ovenfor naevnte betingelser og forbehold, kan kraeve, at samtlige EKSF' s fordringer paa virksomheder som foelge af de i EKSF-Traktatens artikler 49 og 50 omhandlede afgifter anerkendes som privilegerede fordringer, uanset hvornaar fordringerne er stiftede, naar de efter den nationale retsordens bestemmelser om konkursordenen kan anmeldes i konkursboet .
Det tredje spoergsmaal
37 Den nationale rets tredje spoergsmaal drejer sig foerst og fremmest om, hvorvidt den i henstillingen fastsatte frist for staterne til at traeffe nationale gennemfoerelsesforanstaltninger, som var fastsat til den 1 . januar 1988, er bindende .
38 Det fremgaar af Domstolens praksis ( ovennaevnte dom af 19 . januar 1982, Ursula Becker ), at det fremgaar af ordlyden af EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 3, at de medlemsstater, som et direktiv er rettet til, i kraft af direktivet er forpligtede til at naa et bestemt maal inden udloebet af den i direktivet fastsatte frist .
39 Naar henses til dette princip, der finder anvendelse paa henstillinger med hjemmel i EKSF-Traktatens artikel 14, var sidste frist for medlemsstaternes gennemfoerelse af henstillingen i henhold til dennes artikel 4, stk . 1, den 1 . januar 1988 .
40 Naar en medlemsstat efter denne dato ikke har gennemfoert henstillingen, foreligger der derfor en tilsidesaettelse af faellesskabsretten .
41 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at henstillingens artikel 4, stk . 1, skal fortolkes saaledes, at fristen 1 . januar 1988, der er fastsat i henstillingen, er bindende, hvorfor en overskridelse heraf er en tilsidesaettelse af faellesskabsretten .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
42 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traefffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt den af tribunale di Brescia ved kendelse af 28 . april 1988, for ret :
1 ) Kommissionens henstilling 86/198/EKSF af 13 . maj 1986 om indfoerelse af privilegium for krav paa afgifter paa produktion af kul og staal skal fortolkes saaledes, at naar fristen for at ivaerksaette nationale gennemfoerelsesforanstaltninger er udloebet, uden at der er truffet gennemfoerelsesforanstaltninger, kan EKSF stoette ret paa henstillingen over for en medlemsstat, som har undladt at gennemfoere den i national ret, idet anerkendelsen af EKSF' s krav som privilegerede fordringer udelukkende har retsvirkning over for den paagaeldende stat, hvilket kan medfoere, at dennes og EKSF' s krav kommer i indbyrdes konkurrence . Dette maa dog ikke forringe retsstillingen for andre kreditorer end staten, idet deres krav skal fyldestgoeres i henhold til den gaeldende nationale konkursorden uden hensyntagen til henstillingen .
2 ) Henstillingens artikel 4, stk . 2, skal fortolkes saaledes, at EKSF, under iagttagelse af de ovennaevnte betingelser og forbehold, kan kraeve, at samtlige EKSF' s fordringer paa virksomheder som foelge af de i EKSF-Traktatens artikler 49 og 50 omhandlede afgifter anerkendes som privilegerede fordringer, uanset hvornaar fordringerne er stiftet, naar de efter den nationale konkursorden kan anmeldes i konkursboet .
3 ) Henstillingens artikel 4, stk . 1, skal fortolkes saaledes, at fristen 1 . januar 1988, der er fastsat i henstillingen, er bindende, hvorfor overskridelse heraf er en tilsidesaettelse af faellesskabsretten .
Full & Egal Universal Law Academy