Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Fri bevaegelighed for personer - ret til indrejse og ophold for statsborgere fra medlemsstaterne - administrative formaliteter - tilladelighed - betingelser - tilsidesaettelse - sanktioner - begraensninger
( EOEF-Traktaten, art . 48 ff )
Sammendrag
Det er ikke i sig selv i strid med reglerne om den fri bevaegelighed for personer, at medlemsstaterne kompetente myndigheder stiller krav om, at statsborgere fra de andre medlemsstater, der goer brug af deres ret til fri bevaegelighed, anmelder deres tilstedevaerelse til myndighederne i den paagaeldende stat . En saadan modstrid kan dog taenkes at opstaa, saafremt de i de omhandlede formelle lovregler foreskrevne kontrolforanstaltninger er udformet paa en saadan maade, at de indskraenker den frie bevaegelighed efter Traktaten eller begraenser den ret til at indrejse og opholde sig paa en anden medlemsstats territorium i overenstemmelse med faellesskabsrettens maal, som Traktaten tillaegger medlemsstaternes borgere . En saadan traktatstridighed vil navnlig kunne foreligge, naar en for udlaendinge fastsat frist for anmeldelse om indrejse ikke er rimelig eller naar de sanktioner, der paalaegges tilsidesaettelse af denne forpligtelse, staar i misforhold til overtraedelsens grovhed og f.eks . bl.a . omfatter frihedsstraf .
En medlemsstat kan derfor ifoelge faellesskabsrettens bestemmelser om fri bevaegelighed for personer ikke retmaessigt kraeve, at der skal indgives opholdsanmeldelse senest tre dage efter indrejse paa medlemsstatens omraade, og paalaegge strafferetlige sanktioner for undladelsen heraf .
Dommens præmisser
1 Ved kendelse afsagt den 14 . september 1988, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 28 . samme maaned, har Pretura di Volterra i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 anmodet Domstolen om at afgoere et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikler 3, litra c ), og 56, stk . 1, om fri bevaegelighed for personer .
2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en straffesag mod en tysk statsborger, Lothar Messner, der tiltales for ikke inden tre dage efter sin indrejse paa italiensk omraade at have indgivet opholdsanmeldelse i overensstemmelse med italiensk lovgivning . For saa vidt angaar statsborgere fra medlemsstaterne paahviler denne forpligtelse arbejdstagere og personer, der praesterer eller modtager tjenesteydelser, og som kun agter at opholde sig i Italien i hoejst tre maaneder . Tilsidesaettelse af denne forpligtelse straffes med faengsel i hoejst tre maaneder eller med boede paa hoejst 400 000 LIT .
3 Da den nationale retsinstans finder det tvivlsomt, om denne lovgivning er forenelig med faellesskabsretten, har den udsat sagen og anmodet Domstolen om at afgoere foelgende praejudicielle spoergsmaal :
"Kan Traktatens artikel 3, litra c ), jfr . artikel 56, stk . 1, fortolkes saaledes, at Italien retmaessigt over for borgere i andre EF-stater kan stille krav om foretagelse af opholdsanmeldelse senest tre dage efter indrejse paa italiensk omraade og paalaegge strafferetlige sanktioner for undladelsen heraf, naar henses til, at et saadant foraeldet, aabenbart stoedende og klart fremmedfjensk krav ikke konkret lader sig begrunde i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed ?".
4 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
5 Med det foerste spoergsmaal fra den nationale ret oenskes der foerst og fremmest en afgoerelse af, om det er foreneligt med faellesskabsrettens regler om fri bevaegelighed for personer, at en stat paalaegger statsborgere fra de oevrige medlemsstater, der udnytter deres ret til fri bevaegelighed, pligt til at foretage opholdsanmeldelse senest tre dage efter deres indrejse paa vedkommende medlemsstats territorium og paalaegges straf for undladelsen heraf .
6 Domstolen har i dom af 7 . juli 1976, Watson og Belmann ( 118/75, Sml . s . 1185 ) fastslaaet, at faellesskabsretten ikke ved at indfoere fri bevaegelighed for personer og ved at give enhver, paa hvem den finder anvendelse, ret til at indrejse paa medlemsstaternes territorium med et i Traktaten fastlagt formaal for oeje, har frataget medlemsstaterne deres ret til at traeffe foranstaltninger til at sikre, at de nationale myndigheder faar noeje kendskab til befolkningens bevaegelser paa deres omraade .
7 Domstolen udtalte herved, at medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til artikel 8, stk . 2, i Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15 . oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner for rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer ( EFT 1968 II, s . 477 ) og ifoelge artikel 4, stk . 2, i Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21 . maj 1973 om ophaevelse af rejse - og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser ( EFT L 172, s . 14 ) har kunnet kraeve, at statsborgere fra de andre medlemsstater anmelder deres tilstedevaerelse til myndighederne i den paagaeldende stat .
8 Domstolen naaede paa baggrund heraf til det resultat, at en saadan forpligtelse ikke i sig selv kan anses for stridende mod reglerne om den frie bevaegelighed for personer . Den fremhaevede dog, at en saadan modstrid kunne taenkes at opstaa, saafremt de i de omhandlede formelle lovregler foreskrevne kontrolforanstaltninger er udformet paa en saadan maade, at de indskraenker den frie bevaegelighed efter Traktaten eller begraenser den ret til at indrejse og opholde sig paa en anden medlemsstats territorium i overensstemmelse med faellesskabsrettens maal, som Traktaten tillaegger medlemsstaternes borgere ( naevnte dom af 7 . juli 1976, praemis 18 ).
9 Af samme dom fremgaar, at en saadan traktatstridighed navnlig vil kunne foreligge, naar en for udlaendinge fastsat frist for anmeldelse om indrejse ikke er rimelig eller naar de sanktioner, der paalaegges for tilsidesaettelse af denne forpligtelse, staar i misforhold til overtraedelsens grovhed .
10 Det skal i den forbindelse fremhaeves, at den i den forelaeggende rets spoergsmaal omhandlede frist paa tre dage maa anses for alt for kort, idet de beroerte personer boer have tilstraekkelig tid til at rejse fra graensen til deres bestemmelsessted og dér indhente oplysninger om, hvilke myndigheder de skal henvende sig til, og hvilke formaliteter der skal opfyldes .
11 Et krav om overholdelse af en saa kort frist er ikke uomgaengeligt noedvendigt af hensyn til vaertsstatens interesse i at erhverve noejagtigt kendskab til bevaegelser i befolkningen paa dens omraade . Det kan nemlig ikke antages, at denne interesse ikke kan tilgodeses ved fastsaettelse af en laengere frist . For dette resultat taler desuden den omstaendighed, at de fleste medlemsstater i Faellesskabet, der paalaegger en tilsvarende forpligtelse, giver de beroerte personer betydelig laengere frister .
12 Paa grundlag af det anfoerte maa det fastslaas, at en frist paa tre dage ikke kan anses for rimelig .
13 Vedroerende anvendelse af faengsels - eller boedestraf for overtraedelse af de omhandlede lovbestemmelser bemaerkes, at en saadan overtraedelse ikke kan sanktioneres, naar den frist, der er fastsat for at foretage opholdsanmeldelse, ikke er rimelig .
14 Det maa i oevrigt tilfoejes, at det i Domstolens dom af 3 . juli 1980, Pieck, praemis 19 ( 157/79, Sml . s . 2171 ), vedroerende manglende iagttagelse af bestemmelserne om de formaliteter, som en af faellesskabsretten beskyttet arbejdstager skal opfylde som bevis for ret til ophold, blev fastslaaet, at de nationale myndigheder ganske vist kan straffe en manglende iagttagelse af bestemmelser herom med sanktioner, som svarer til dem, der finder anvendelse ved mindre betydningsfulde lovovertraedelser, som begaas af statens egne borgere, men ikke kan anvende en straf, der staar i et saadant misforhold til lovovertraedelsens grovhed, at den kommer til at udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed . Dette vil bl.a . vaere tilfaeldet, hvis straffen omfatter faengsel .
15 Den nationale rets spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at en medlemsstat ifoelge faellesskabsrettens bestemmelser om fri bevaegelighed for personer ikke retmaessigt kan kraeve, at borgere fra de andre EF-medlemslande, der udnytter deres ret til fri bevaegelighed, skal foretage opholdsanmeldelse senest tre dage efter deres indrejse paa medlemsstatens omraade, og paalaegge strafferetlige sanktioner for undladelsen heraf .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
16 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer en led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN ( Foerste Afdeling )
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Pretura di Volterra ved kendelse af 14 . september 1988, for ret .
En medlemsstat kan ifoelge faellesskabsrettens bestemmelser om fri bevaegelighed for personer ikke retmaessigt kraeve, at borgere fra de oevrige EF-medlemslande, der udnytter deres ret til fri bevaegelighed, skal indgive opholdsanmeldelse senest tre dage efter deres indrejse paa medlemsstatens omraade, og paalaegge strafferetlige sanktioner for undladelsen heraf .
Full & Egal Universal Law Academy