Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . I denne sag, der er anlagt i henhold til artikel 169 i Traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, har Kommissionen gjort gaeldende, at Den Franske Republik i 1985 har undladt at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre overholdelsen af kvoterne for visse fiskebestande .
2 . I forordning ( EOEF ) nr . 170/83 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne ( EFT L 24, s . 1 ) bestemmes det, at der aarligt sker en fastsaettelse af det samlede antal fangster ( herefter benaevnt "TAC ") af de enkelte bestande eller grupper af bestande, for hvilke det viser sig paakraevet at begraense fangstmaengderne, og at den maengde, der er til raadighed for Faellesskabet, fordeles mellem medlemsstaterne ( artiklerne 3 og 4 ). I henhold til forordningens artikel 5, stk . 1, kan medlemsstaterne helt eller delvis udveksle de kvoter, som de har faaet tildelt for en fiskeart eller en gruppe af fiskearter . Ifoelge artikel 5, stk . 2, fastsaetter medlemsstaterne i henhold til gaeldende faellesskabsbestemmelser de naermere regler for udnyttelsen af de tildelte kvoter .
3 . Ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2057/82 er der fastsat visse foranstaltninger til kontrol med fiskeri fra fartoejer hjemmehoerende i medlemsstaterne ( EFT L 220, s . 1 ). I henhold til forordningens artikel 1, stk . 1 og 2, er medlemsstaterne forpligtet til at foretage inspektion af fiskerfartoejer for at sikre overholdelsen af bevarings - og kontrolforanstaltningerne og til at anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger mod skipperne, saafremt det efter en saadan inspektion viser sig, at et fiskerfartoej ikke har overholdt de gaeldende regler . Artiklerne 6-9 indeholder et vist antal forpligtelser for medlemsstaterne og skipperne paa fiskerfartoejerne for saa vidt angaar kontrol af fangsterne . Saaledes skal medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk . 2, traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterproeve noejagtigheden af de opgoerelser, som skipperne udarbejder over de landede maengder og fangststedet for hver bestand eller gruppe af bestande, der er undergivet en TAC . I artiklerne 7 og 8 kraeves det, at skipperen paa et fiskerfartoej, som omlader fangster af en bestand eller gruppe af bestande, der er undergivet en TAC, eller som lander fangstmaengder uden for Faellesskabets omraade, skal give den medlemsstat, hvis flag hans fartoej foerer, meddelelse om de paagaeldende maengder og fangststedet . Ifoelge artikel 9 skal medlemsstaterne drage omsorg for, at alle landinger af en bestand eller gruppe af bestande, der er undergivet en TAC, bliver registreret ( stk . 1 ), og de skal inden den 15 . i hver maaned give Kommissionen meddelelse om de maengder af disse bestande, som er landet i loebet af den foregaaende maaned, idet fangststedet ogsaa skal opgives ( stk . 2 ).
4 . I medfoer af artikel 10, stk . 1, i forordning nr . 2057/82 skal alle fangster af en kvoteret bestand eller gruppe af bestande, som tages af fiskerfartoejer, der foerer en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, afskrives paa den kvote, der for den paagaeldende bestand eller gruppe af bestande er tildelt staten, uanset landingsstedet . Artikel 10, stk . 2, lyder saaledes :
"Hver medlemsstat fastsaetter den dato, paa hvilken fangsterne af en kvoteret bestand eller gruppe af bestande, taget af fiskerfartoejer, som foerer dens flag eller er registreret i denne, maa antages at have opbrugt den kvote, der er blevet den tildelt for denne bestand eller gruppe af bestande . Medlemsstaten nedlaegger fra denne dato foreloebigt forbud mod fiskeri af fisk af denne bestand eller gruppe af bestande ...".
Medlemsstaten skal underrette Kommissionen om det foreloebige forbud, og Kommissionen fastsaetter i henhold til artikel 10, stk . 3, efter en saadan meddelelse eller paa eget initiativ paa grundlag af de foreliggende oplysninger endeligt den dato, paa hvilken kvoten maa antages at vaere opbrugt . Fiskerfartoejer, som foerer den paagaeldende medlemsstats flag, skal ophoere med at befiske denne bestand eller gruppe af bestande paa den dato, hvor kvoten maa antages at vaere opbrugt .
5 . Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2241/87 ( EFT L 207, s . 1 ), der er traadt i stedet for den ophaevede forordning nr . 2057/82 med virkning fra 30 . juli 1987, indeholder bestemmelser, som svarer til de bestemmelser, som jeg netop har gennemgaaet .
6 . Ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 6/85 ( EFT L 1, s . 62 ) blev der for 1985 fordelt fangstkvoter mellem medlemsstaterne for fartoejer, der udoever fiskeri i faeroeske farvande, dvs . de farvande, som henhoerer under Faeroeernes fiskerijurisdiktion; Faeroeerne udgoer et selvstaendigt omraade, som er en del af Kongeriget Danmark, men som EOEF-Traktaten ikke finder anvendelse paa, jfr . Traktatens artikel 227, stk . 5, litra a ). Forordning nr . 6/85 blev udstedt i overensstemmelse med en ordning, som er aftalt mellem Faellesskabet og Faeroeerne inden for rammerne af fiskeriaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa den ene side og den danske regering og det faeroeske landsstyre paa den anden side, jfr . bilaget til Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2211/80 ( EFT L 226, s . 11 ).
7 . Ifoelge artikel 1 i forordning nr . 6/85 er fangsterne begraenset til de kvoter, som er fastsat i bilaget til forordningen, og ifoelge artikel 2 skal medlemsstaterne og skipperne paa fiskerfartoejerne, hvad angaar fiskeri i de paagaeldende farvande, overholde artiklerne 3-9 i forordning nr . 2057/82 . I bilaget til forordning nr . 6/85 tildeles Frankrig en kvote paa 450 tons roedfisk og 160 tons fladfisk . Forordningen fandt oprindelig kun anvendelse indtil den 20 . januar 1985, men dens gyldighedsperiode blev forlaenget til 31 . december 1985 ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 97/85 ( EFT L 13, s . 5 ).
8 . Den franske roedfiskekvote blev forhoejet til 970 tons efter kvoteudvekslinger, der afsluttedes i november 1985, men fartoejer under fransk flag fangede i 1985 i alt 984,7 tons roedfisk i de faeroeske farvande . For saa vidt angaar fladfisk udgjorde de franske fiskerfartoejers samlede fangstmaengder i faeroeske farvande i alt 708,4 tons .
9 . Det fremgaar af en landingsoversigt, som det franske statssekretariat for havanliggender fremsendte til Kommissionen ved skrivelse af 6 . februar 1986, og som er optaget som bilag til staevningen i denne sag, at den oprindelige roedfiskekvote var opfisket den 7 . juli 1985, og at den forhoejede kvote allerede var opbrugt i begyndelsen af oktober 1985 . Det fremgaar af samme oversigt, at fladfiskekvoten var opfisket den 21 . juni 1985 .
10 . Den 8 . november underrettede de franske myndigheder sine fiskere om, at de skulle ophoere med at fiske roedfisk og fladfisk i faeroeske farvande . Ved forordning nr . 3220/85, der traadte i kraft den 16 . november 1985, nedlagde Kommissionen, der handlede paa eget initiativ i henhold til artikel 10, stk . 3, i forordning nr . 2057/82, forbud mod yderligere fiskeri efter roedfisk fra fartoejer, der foerer fransk flag ( EFT L 303, s . 43 ). Ved forordning nr . 3448/85, der traadte i kraft den 7 . december 1985, lukkede Kommissionen, der paa ny handlede paa eget initiativ, fiskeriet efter fladfisk ( EFT L 328, s . 20 ).
11 . Kommissionen har i denne sag nedlagt paastand om, at det statueres, at Den Franske Republik - ved ikke at have draget omsorg for overholdelsen af de fangstkvoter for roedfisk og fladfisk, som den fik tildelt for 1985 for de faeroeske farvande - har tilsidesat de forpligtelser, som paahviler den i henhold til artikel 5, stk . 2, i forordning nr . 170/83 og artikel 1, stk . 1 og 2, artiklerne 6-9 og artikel 10, stk . 1 og 2, i forordning nr . 2057/82, jfr . artikel 1 i forordning nr . 6/85 .
12 . Kommissionen har i alt vaesentligt gjort gaeldende, at Den Franske Republik ikke nedlagde et foreloebigt forbud mod fiskeri efter de paagaeldende bestande, saa snart kvoternes opfiskning maatte antages at vaere naert forestaaende, saaledes som det kraeves i artikel 10, stk . 2, i forordning nr . 2057/82 .
13 . Kommissionen har i denne sammenhaeng anfoert, at artikel 10, stk . 2, paalaegger hver medlemsstat paa grundlag af de foreliggende oplysninger om fangstmaengderne at fastsaette den dato, hvor kvoten maa antages at vaere opbrugt, og rettidigt at traeffe passende foranstaltninger med henblik paa at forbyde fiskeriet fra dette tidspunkt . Efter Kommissionens opfattelse var henstillingen af 8 . november 1985 aabenbart utilstraekkelig, idet den fremkom naesten fire maaneder efter, at de paagaeldende kvoter var opfisket, og fordi den under alle omstaendigheder ikke var retligt bindende .
14 . Inden jeg gennemgaar de argumenter, som Frankrig har fremfoert heroverfor, skal jeg bemaerke, at mens der i artikel 2 i forordning nr . 6/85 udtrykkeligt henvises til artiklerne 3-9 i forordning nr . 2057/82, er artikel 10 ikke naevnt . Det er imidlertid blevet antaget under sagen, at artikel 10 fandt anvendelse paa de kvoter, der blev fordelt ved forordning nr . 6/85, og denne antagelse er for mig at se rigtig . Naar Faellesskabet indgaar aftaler med tredjelande om adgangen til fiskeressourcer og om bevarelsesforanstaltninger og der derved indfoeres en begraensning af de fangster, Faellesskabets fiskere maa tage i tredjelandenes farvande, og der derfor fastsaettes kvoter for medlemsstaterne, foelger det heraf, at de relevante regler til sikring af, at kvoterne overholdes, finder anvendelse selv uden en udtrykkelig henvisning hertil i forordningen om fordelingen af fangstkvoterne . Lad mig tilfoeje, at Domstolen i dom af 14 . november 1989 i sag 6/88, Spanien mod Kommissionen, og 7/88, Frankrig mod Kommissionen, for saa vidt angaar tredjelandes farvande har fastslaaet, at visse aftaler mellem Faellesskabet og tredjelande om gensidige fiskerirettigheder og forvaltning af de faelles biologiske ressourcer gennemfoeres i henhold til forordning nr . 170/83 og dermed forordning nr . 2241/87, som er traadt i stedet for forordning nr . 2057/82 ( se dommens praemis 20 ).
15 . Paa baggrund heraf skal jeg nu gennemgaa de argumenter, som Frankrig har fremfoert til stoette for, at artikel 10, stk . 2, i forordning nr . 2057/82 ikke er tilsidesat . Der er tale om fire argumenter .
16 . For det foerste har Frankrig anfoert at have handlet i rette tid og paa passende vis for at forhindre opfiskningen af kvoterne, navnlig ved at forhandle sig frem til en vaesentlig forhoejelse af roedfiskekvoten ved hjaelp af en kvoteudveksling . Det anfoeres ligeledes, at henstillingen om at ophoere med fiskeriet maa anses for at have vaeret en effektiv foranstaltning, idet der ikke blev foretaget landinger af de paagaeldende arter efter den 30 . oktober, hvorfor indstillingen af fiskeriet er sket i god tid foer vedtagelsen af de to kommissionsforordninger .
17 . For det andet har Frankrig anfoert, at der - hvis den af Kommissionen fremfoerte strenge opfattelse af de forpligtelser, som paahviler medlemsstaterne i henhold til artikel 10, stk . 2, laegges til grund - ikke tages hensyn til de store praktiske vanskeligheder, som forudsigelsen af en forestaaende opfiskning af en kvote indebaerer, navnlig fordi der paa det paagaeldende tidspunkt manglede paalidelige oplysninger om fangstniveauet . Det anfoeres, at faellesskabsbestemmelserne om bevarelse af fiskeressourcerne endnu i 1985 var nye og uproevede, og at Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 2807/83 ( EFT L 276, s . 1 ) om den faelles logbog, som skal foeres af skipperne paa fiskerfartoejerne med henblik paa registrering af fangsterne, foerst traadte i kraft den 1 . april 1985 . De staerkt svingende fangster har ligeledes vaeret en komplikation, navnlig naar kvoten, som det var tilfaeldet for fladfisk, ikke var ret stor . Paa baggrund heraf goer Frankrig gaeldende, at den pludselige stigning i landingerne af fladfisk i juni og juli 1985 i forhold til de mindre fangstmaengder i den forudgaaende periode i praksis havde foert til, at datoen for kvotens opfiskning ikke kunne forudses .
18 . For det tredje har Frankrig henvist til, at det er usikkert, hvor stor overskridelsen af de to kvoter var, eller om kvoterne overhovedet var overskredet . I denne sammenhaeng har Frankrig henvist til den manglende harmonisering paa faellesskabsniveau af den omregningskoefficient, som medlemsstaterne anvender paa landede maengder ( renset fisk ) for at beregne fangstmaengden i levende vaegt . Frankrig bestrider dog ikke, at denne usikkerhedsmargen var ret saa begraenset, men anfoerer, at den kan vaere tilstraekkelig til at forklare den ringe overskridelse af den forhoejede roedfiskekvote . Frankrig har ligeledes anfoert, at en vaesentlig del af roedfiskefangsterne og hovedparten af fladfiskefangsterne blev taget i farvande, hvor spoergsmaalet om afgraensningen af hoejhedsrettighederne mellem Det Forenede Kongerige og Faeroeerne er omtvistet . Det er derfor tvivlsomt, om fangsterne overhovedet er taget i faeroeske farvande .
19 . Endelig har Frankrig henvist til, at Faellesskabets samlede kvote i faeroeske farvande for de paagaeldende bestande under alle omstaendigheder ikke blev opfisket i 1985 .
20 . Det er min opfattelse, at disse argumenter ikke kan laegges til grund . Det fremgaar klart af ordlyden af artikel 10, stk . 2, i forordning nr . 2057/82 samt af faellesskabsbestemmelsernes opbygning og formaal, at medlemsstaterne er forpligtede til at forudse kvotens opfiskning og traeffe de noedvendige foranstaltninger til foreloebigt at forbyde ethvert fiskeri, foer kvoten er opbrugt . Kravet i artikel 10, stk . 2, om, at hver medlemsstat skal fastsaette den dato, hvor fangster taget af dens fiskerfartoejer "maa antages at have opbrugt" kvoten ( min understregning ) viser, at kvotens opfiskning skal forudses . Anvendelsen af udtrykket "forbud" i artikel 10, stk . 2, og den forpligtelse, der fremgaar af artikel 10, stk . 3, andet afsnit (" fiskerfartoejer ... ophoerer med at fiske ..."), viser, at de trufne foranstaltninger til en foreloebig standsning af fiskeriet skal vaere bindende . Det foelger i oevrigt af bestemmelsernes opbygning, at den forpligtelse, der er paalagt medlemsstaterne i henhold til artikel 10, stk . 2, er af afgoerende betydning for at sikre kvoternes overholdelse, hvorfor denne forpligtelse noedvendigvis skal fortolkes strengt . En fortolkning af artikel 10, stk . 2, hvorefter medlemsstaterne kan opfiske kvoten, inden de handler eller vedtager foranstaltninger, der ikke er retligt bindende, kan ikke forenes med kvoternes bindende karakter . En saadan fortolkning ville ligeledes vaere i strid med det grundlaeggende formaal med kvoter, nemlig bevarelse af knappe fiskeressourcer .
21 . Den henstilling, der blev givet den 8 . november 1985, fremkom aabenbart for sent til at forhindre overskridelsen af kvoterne, og den var under alle omstaendigheder ikke retligt bindende . Dertil kommer, som Kommissionen har anfoert, at medlemsstaterne ikke paa grundlag af usikre udsigter til kvoteudvekslinger kan retfaerdiggoere egen passivitet i forhold til artikel 10, stk . 2 . Da en udveksling muligvis ikke finder sted, udsaetter en medlemsstat, som ikke rettidigt udsteder et foreloebigt fiskeriforbud, i tiden indtil resultatet af forhandlingerne om en kvoteudveksling foreligger, sig for risikoen for en uoprettelig overskridelse af den paagaeldende kvote, hvilket ogsaa er uforeneligt med kvoternes bindende karakter og kvoteordningens formaal . Det foelger heraf, at enhver aftale med en anden medlemsstat med henblik paa en forhoejelse af en kvote skal indgaas, enten foer den oprindelige kvote er opbrugt, eller efter at der er nedlagt et foreloebigt forbud mod fiskeri .
22 . Frankrig kan heller ikke som begrundelse for sin passivitet henvise til, at kvoteordningen foerst blev indfoert for kort tid siden eller var mangelfuld . Forordning nr . 170/83 traadte i kraft den 27 . januar 1983, altsaa ganske laenge foer de omstridte begivenheder fandt sted, og forordning nr . 2057/82, som fastlaegger kontrolforanstaltningerne, traadte i kraft den 1 . august 1982 . Som Kommissionen har understreget, kunne kontrolforanstaltningerne i forordning nr . 2057/82, navnlig som de fremgaar af artiklerne 6-9, saafremt man havde overholdt dem og ivaerksat dem paa rette vis, have givet de franske myndigheder tilstraekkelige oplysninger til at forudse kvoternes opfiskning og til at handle i konsekvens heraf . Logboegerne er ganske vist utvivlsomt et betydningsfuldt middel til kontrol af fangsterne, men ved forordning nr . 2807/83 blev der blot indfoert en faelles udgave af logbogen, som skipperne paa fiskerfartoejerne skal foere; forpligtelsen til at foere en logbog med angivelse af fangsterne af hver art samt datoen og stedet for disse fangster fremgaar allerede af artikel 3 i forordning nr . 2057/82 . Hertil kommer, som Kommissionens befuldmaegtigede har fremfoert under retsmoedet, at den frist paa 90 dage, som i henhold til forordning nr . 2807/83 blev givet til skipperne paa fiskerfartoejerne til at goere sig bekendt med den faelles logbog, ganske vist foerst udloeb den 1 . april 1985, men at det klart fremgaar af den landingsoversigt, som er omtalt under punkt 9, at der ikke blev landet roedfisk eller fladfisk fra franske fiskerfartoejer foer den 14 . maj 1985 .
23 . Under alle omstaendigheder kan en medlemsstat ikke paaberaabe sig praktiske vanskeligheder som begrundelse for ikke at traeffe passende kontrolforanstaltninger . Tvaertimod paahviler det medlemsstaterne, som har pligt til at gennemfoere faellesskabsbestemmelserne inden for rammerne af den faelles markedsordning for fiskerivarer, at loese saadanne vanskeligheder ved at traeffe passende foranstaltninger ( se dom af 2 . februar 1985, Nederlandene mod Kommissionen, praemis 15, 262/87, Sml . s 225 ).
24 . For saa vidt angaar de paastaaede svingende landinger af fladfisk fra maj til juli 1985 viser en gennemgang af landingsoversigten, jfr . ovenfor under punkt 9, at mens den samlede landingsmaengde i juni 1985 ( 280,5 tons ) og i juli 1985 ( 264,7 tons ) rent faktisk var vaesentligt hoejere end landingerne i maj 1985 ( 8,2 tons ), var landingerne i juni regelmaessige baade for saa vidt angaar landingstidspunkterne og de landede maengder . Det burde derfor have vaeret muligt for de franske myndigheder at forudse kvotens opfiskning den 21 . juni 1985 eller kort tid foer eller efter dette tidspunkt .
25 . Selv med en fuldstaendig og effektiv anvendelse af de kontrol - og overvaagningsforanstaltninger, som fremgaar af faellesskabsbestemmelserne og supplerende nationale bestemmelser, kan det ikke helt udelukkes, at en pludselig stigning i fangsterne af en bestemt bestand faktisk goer det umuligt for en medlemsstat at forudse kvotens opfiskning . I et saadant tilfaelde skal den paagaeldende medlemsstat imidlertid under alle omstaendigheder gribe ind omgaaende og forbyde yderligere fiskeri, saa snart det viser sig, at kvoten er brugt op .
26 . For saa vidt angaar den paastaaede usikkerhed om, hvorvidt kvoterne ogsaa rent faktisk blev overskredet, kan en mindre usikkerhedsfaktor som foelge af anvendelsen af de ikke harmoniserede omregningskoefficienter ikke anfoeres som begrundelse for ikke at foelge fremgangsmaaden i henhold til artikel 10, stk . 2 . Under alle omstaendigheder kan en usikkerhedsfaktor af denne karakter ikke forklare den vaesentlige overskridelse af kvoten for fladfisk .
27 . For saa vidt angaar den paastaaede jurisdiktionstvist skal jeg bemaerke, at det af praeamblen til fiskeriaftalen mellem Faellesskabet og den danske regering og det faeroeske landsstyre, jfr . ovenfor under punkt 6, fremgaar, at det var blevet besluttet fra den 1 . januar 1977 at oprette en fiskerizone omkring Faeroeerne paa indtil 200 soemil fra kysten, inden for hvilken Faeroeerne ville udoeve suveraene rettigheder med henblik paa udforskning, udnyttelse, bevaring og regulering af de biologiske ressourcer . I henhold til aftalens artikel 2, litra b ), fastlaegger de faeroeske myndigheder hvert aar de fangstmaengder, som tildeles Faellesskabets fiskerfartoejer, samt de omraader under deres jurisdiktion, inden for hvilke disse maengder kan fiskes . En fortegnelse over maengderne og fiskeriomraaderne fremsendes til Kommissionen, og disse oplysninger udgoer grundlaget for kvotefordelingen mellem medlemsstaterne . Den naevnte aftale indeholder ingen oplysninger om, at der bestod en jurisdiktionstvist mellem Det Forenede Kongerige og Danmark, og Frankrig har ikke fremlagt noget bevis for, at de fiskeriomraader, som er udpeget af de faeroeske myndigheder, forud for denne sag er blevet bestridt eller anfaegtet af nogen medlemsstat . Under disse omstaendigheder kan Frankrig helt klart ikke med rette paaberaabe sig dette argument som grundlag for ikke at overholde kvoterne .
28 . Endelig er det forhold, at Faellesskabets kvoter af de paagaeldende bestande i faeroeske farvande ikke blev overskredet i 1985, efter min opfattelse helt uden betydning, da den grundlaeggende forpligtelse, som paahviler en medlemsstat i henhold til faellesskabsbestemmelserne, bestaar i at sikre overholdelsen af dens nationale kvoter .
29 . Dette foerer mig til at konkludere, at Kommissionen har godtgjort, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10, stk . 2, i forordning nr . 2057/82 .
30 . Kommissionen har i staevningen ligeledes anfoert, at kvoteoverskridelsen kan have vaeret et resultat af en tilsidesaettelse af kontrol - og fangstregistreringsforpligtelserne i artiklerne 6-9 i forordning nr . 2057/82, af inspektions - og paataleforpligtelserne i artikel 1, stk . 1 og 2, i samme forordning og af forpligtelsen til at afskrive alle fangster, der tages af franske fartoejer, paa den paagaeldende kvote, jfr . bestemmelserne i artikel 10, stk . 1, i forordningen . I oevrigt har Kommissionen gjort gaeldende, at kvoteoverskridelsen kan have vaeret et resultat af, at de franske myndigheder ikke har truffet de noedvendige foranstaltninger til at fastsaette de naermere regler for udnyttelsen af kvoterne, saaledes som artikel 5, stk . 2, i forordning nr . 170/83 foreskriver . Kommissionen goer derfor i staevningen gaeldende, at der ogsaa maa antages at vaere sket en tilsidesaettelse af disse supplerende forpligtelser .
31 . Kommissionens paastand i slutningen af replikken er dog vaesentlig mindre vidtraekkende, idet der dér alene henvises til den paastaaede overtraedelse af artikel 10, stk . 2, i forordning nr . 2057/82, jfr . artikel 1 i forordning nr . 6/85 . Det maa derfor antages, at Kommissionen har besluttet ikke at fastholde disse supplerende anbringender, og at Domstolen derfor ikke skal tage hensyn hertil .
32 . Saafremt Domstolen alligevel finder, at disse anbringender fortsat goeres gaeldende til stoette for paastanden, er jeg af den opfattelse, at der skal ske frifindelse herfor .
33 . Kommissionen har nemlig ikke i sin argumentation praeciseret disse paastaaede anbringender naermere . Den har heller ikke forsoegt at paapege, hvilke foranstaltninger Frankrig har kunnet traeffe for at forbedre effektiviteten i sit kontrol - og fangstovervaagningssystem . I stedet haevder Kommissionen blot, at det af kvoteoverskridelsen i sig selv fremgaar, at de relevante bestemmelser ikke er blevet overholdt . I henhold til Domstolens faste praksis, som for nylig er bekraeftet i Domstolens dom af 5 . oktober 1989 i sag 290/87, Kommissionen mod Nederlandene, kan Kommissionen ikke under et soegsmaal i henhold til Traktatens artikel 169 stoette sig paa nogen formodning som bevis for, at en medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, som paahviler den .
34 . Uanset bedoemmelsen af de subsidiaere anbringender er jeg af den opfattelse, at Kommissionen har ret til at faa erstattet sagens omkostninger, fordi den i alt vaesentligt har vundet sagen .
35 . Jeg skal herefter foreslaa, at Domstolen traeffer foelgende afgoerelse :
1 ) Det statueres, at Den Franske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 10, stk . 2, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2057/82, jfr . artikel 1 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 6/85, idet den ikke rettidigt traf passende foranstaltninger med henblik paa foreloebigt at forbyde fartoejer, der foerer fransk flag eller er registreret i Frankrig, at fiske roedfisk og fladfisk i faeroesk farvand i 1985 .
2 ) Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger .
(*) Originalsprog : engelsk .
Full & Egal Universal Law Academy