EUR-Lex -  61989CC0069 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 5. december 1990. - NAKAJIMA ALL PRECISION CO LTD MOD RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - DUMPING - ENDELIG DUMPINGAFGIFT - INDFOERSLER AF SERIETILSLUTTEDE MATRIXSLAGPRINTERE MED OPRINDELSE I JAPAN. - SAG C-69/89.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

A - Faktiske omstaendigheder og indledende bemaerkninger

I - Faktiske omstaendigheder

1. Sagsoegeren i denne sag anfaegter en af Raadet udstedt antidumpingforordning, naermere bestemt forordning nr. 3651/88 af 23. november 1988 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af serietilsluttede matrixslagprintere med oprindelse i Japan (1). Sagsoegeren er en af de i denne forordnings artikel 1, stk. 2, opregnede fremstillingsvirksomheder, hvis produkter, naar de saelges til eksport til Faellesskabet, er underlagt en endelig antidumpingtold, hvorved toldsatsen andrager 12%.

2. I henhold til artikel 2 i den omhandlede forordning (herefter benaevnt "den anfaegtede forordning") blev de beloeb, for hvilke der var stillet sikkerhed i form af midlertidig told efter forordning nr. 1418/88 (2), opkraevet med et beloeb svarende til den endelige told - som i sagsoegerens tilfaelde er lavere end den midlertidige antidumpingtold. Selv om forordning nr. 1418/88 (herefter benaevnt "forordningen om midlertidig told") ikke er blevet anfaegtet, indeholder den anfaegtede forordning dog en lang raekke henvisninger til den.

3. Hvad angaar retsgrundlaget for de naevnte retsakter, indtraf der en aendring i perioden mellem udstedelsen af henholdsvis forordningen om midlertidig told og den anfaegtede forordning, hvilket har betydning for talrige af de problemstillinger, der maa undersoeges i sagen. Grundlaget for forordningen om midlertidig told var saaledes fortsat forordning nr. 2176/84 (3) (herefter benaevnt "den tidligere grundforordning"), mens den anfaegtede forordning er udstedt med hjemmel i forordning nr. 2423/88 af 11. juli 1988 (4) (herefter benaevnt "den nye grundforordning").

4. En af aendringerne angaar forordningens artikel 2, stk. 3, litra b), ii) (i begge versioner). Heri reguleres spoergsmaalet om metoden til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi - idet den normale vaerdi er den stoerrelse, paa grundlag af hvilken det afgoeres, hvorvidt de anvendte eksportpriser er udtryk for dumping. Ordlyden af begge versioner er gengivet in extenso i punkt 10 og 11 i retsmoederapporten, hvorfor jeg her kan indskraenke mig til den bemaerkning, at sagsoegeren goer gaeldende, ikke alene, at den nye bestemmelse er ugyldig, men ogsaa, at der i sagsoegerens tilfaelde er sket en fejlagtig anvendelse af den.

5. Blandt de forskellige muligheder, som er opstillet i bestemmelsen, og som fastsaetter metoderne til fastlaeggelse af de salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt den fortjeneste, der skal tages i betragtning ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, henviser sagsoegeren til foelgende passus:

"Foreligger der ikke oplysninger (5) herom, eller er oplysningerne upaalidelige eller uegnede til formaalet, foretages beregningen paa grundlag af andre producenters eller eksportoerers faktiske omkostninger og den fortjeneste, de har opnaaet i (6) oprindelses- eller eksportlandet paa fortjenstgivende salg af samme vare".

6. Ved de anbringender, der vedroerer gyldigheden og den konkrete anvendelse af denne bestemmelse, og som er kernen i tvisten, henvises der bl.a. til de internationalretlige regler vedroerende antidumpingforanstaltninger, hvorfor jeg ogsaa gerne kort vil redegoere for disse. Antidumpingtold er omhandlet i artikel VI i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT), idet en raekke af de kontraherende parter inden for GATT i denne forbindelse er blevet enige om mere detaljerede gennemfoerelsesbestemmelser og har indgaaet en "aftale om anvendelsen af artikel VI i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel" (7) (herefter benaevnt "antidumpingkodeksen", jf. del I i denne aftale). Til denne kreds hoerer Faellesskabet, paa hvis vegne Raadet ved afgoerelse af 10. december 1979 (8) har godkendt antidumpingkodeksen. Ifoelge betragtningerne til dem er begge grundforordninger baseret paa artikel VI i GATT og paa antidumpingkodeksen.

7. Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder og herunder navnlig indholdet af de forskellige anbringender, henviser jeg til retsmoederapporten. Jeg vender tilbage hertil i forbindelse med min droeftelse i det omfang, det er noedvendigt.

II - Indledende bemaerkninger

8. Mine indledende bemaerkninger angaar den raekkefoelge, hvori problemstillingerne i forbindelse med efterproevelsen boer droeftes, og efterproevelsens raekkevidde.

9. 1. Hvad angaar problemstillingernes raekkefoelge i forbindelse med efterproevelsen, boer man efter min opfattelse ikke foelge strukturen i staevningen (og - efter denne - i de oevrige processkrifter samt retsmoederapporten). Der sondres ved denne struktur mellem to hovedspoergsmaal, nemlig for det foerste det anfoerte om, at den nye grundforordning ikke lovligt har kunnet bringes i anvendelse, og for det andet spoergsmaalet om en annullation af den anfaegtede forordning, og der er til begge disse hovedspoergsmaal knyttet en raekke anbringender, som svarer til de i EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 1, opregnede mangler, som Domstolen kan tage i betragtning. Mit formaal er af hensyn til klarheden i dette forslag til afgoerelse i hoejere grad at knytte fremstillingen til de betingelser, der gaelder med hensyn til opkraevningen af antidumpingtold (henholdsvis spoergsmaalet om den korrekte fastsaettelse af toldens stoerrelse).

10. Jeg vil derfor i et foerste afsnit droefte, hvorvidt der ved udstedelsen af den anfaegtede forordning maa antages at vaere sket en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, hvorefter anden del af mit forslag til afgoerelse vil omhandle de anbringender, som angaar betingelserne for paalaeggelsen af en antidumpingtold og spoergsmaalet om dennes stoerrelse.

11. 2. Hvad angaar spoergsmaalet om efterproevelsens raekkevidde, er faellesskabsinstitutionerne ofte efter bestemmelserne vedroerende antidumpingforanstaltninger noedsaget til at vurdere komplicerede oekonomiske forhold. I saadanne tilfaelde maa Domstolens proevelse begraense sig til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl ved vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (9).

B - Droeftelse

Foerste afsnit - tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

I - Tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 1-3, og af artikel 8 i Raadets forretningsorden (10)

12. 1. Sagsoegeren har indledningsvis gjort gaeldende, at artikel 2, stk. 1-3, og artikel 8 i Raadets forretningsorden er blevet tilsidesat, idet Kommissionens forslag vedroerende udstedelsen af den anfaegtede forordning foerst blev fremsendt omkring den 18. november 1988, dvs. kun 5 dage foer Raadet formelt vedtog forordningen. Forslaget kunne derfor ikke optraede paa den foreloebige dagsorden, som formanden i henhold til forretningsordenens artikel 2, stk. 1, senest 14 dage foer den paagaeldende samlings begyndelse skal tilsende de andre medlemmer af Raadet samt Kommissionen - tillige med de i artikel 2, stk. 3, og artikel 8 omhandlede dokumenter.

13. Raadet har erkendt, at Kommissionens forslag 14 dage foer begyndelsen af samlingen (den 23.11.1988) endnu ikke forelaa i samtlige sproglige versioner. Raadet synes heller ikke at bestride, at forslaget om udstedelse af den anfaegtede forordning ikke var optaget paa den foreloebige dagsorden. Derimod har Raadet, uden at rigtigheden heraf er blevet bestridt, gjort gaeldende, at det paagaeldende punkt blev optaget paa den endelige dagsorden, jf. artikel 2, stk. 5. I henhold til denne bestemmelse vedtages dagsordenen af Raadet ved begyndelsen af hver samling. Der kraeves enstemmighed i Raadet for at optage andre punkter paa dagsordenen end dem, som har vaeret optaget paa den foreloebige dagsorden. Saadanne punkters optagelse paa dagsordenen kan herefter goeres til genstand for en afstemning. Dette betyder, at en manglende optagelse paa den foreloebige dagsorden ligesom en manglende overholdelse af de gaeldende formkrav og frister (artikel 2, stk. 1-3 og artikel 8) ikke er udtryk for mangler, saafremt Raadet med enstemmighed i medfoer af artikel 2, stk. 5, beslutter, at det paagaeldende punkt skal optages paa dagsordenen. Det af sagsoegeren om dette spoergsmaal anfoerte kan saaledes ikke laegges til grund.

14. 2. Sagsoegeren anfoerer endvidere, at det i betragtning af retsaktens omfang og kompleksitet er meget usandsynligt, at Raadet ved sin afstemning var i besiddelse af samtlige sproglige versioner, saaledes som det efter forretningsordenens artikel 8 er et krav. Raadet bestrider rigtigheden heraf og henviser til den omstaendighed, at den anfaegtede forordning allerede dagen efter vedtagelsen - den 24. november 1988 - blev offentliggjort i EF-Tidende.

15. Sagsoegeren har med rette anfoert, at selskabet paa grund af den interne karakter af Raadets arbejdsdokumenter ikke er i stand til at give udtryk for mere end formodninger med hensyn til overholdelsen eller den manglende overholdelse af den paagaeldende formforskrift. Paa den anden side finder jeg det af Raadet anfoerte for sandsynligt. Det forekommer mig fuldstaendigt udelukket, at den anfaegtede forordning kunne offentliggoeres den 24. november, saafremt samtlige (offentliggjorte) sproglige versioner - som forslag - ikke forelaa dagen foer. Da det fremgaar af det af parterne anfoerte, at Kommissionens forslag umiddelbart var genstand for en - enkelt - afstemning i Raadet, maa man gaa ud fra, at indholdet af det forslag, som der blev stemt om, ganske svarede til Kommissionens forslag.

16. Det af sagsoegeren vedroerende artikel 8 i Raadets forretningsorden anfoerte kan herefter ikke laegges til grund, hvorfor argumentet om, at Raadets har tilsidesat sin forretningsorden, i det hele maa forkastes.

II - Tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

17. 1. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Raadet i forbindelse med udstedelsen af den anfaegtede forordning i flere henseender har tilsidesat selskabets ret til kontradiktion, i foerste raekke for saa vidt angaar spoergsmaalet om fastlaeggelsen af den normale vaerdi.

18. a) Sagsoegerens foerste argument drejer sig om de vilkaar, som selskabet blev underlagt under antidumpingproceduren vedroerende elektroniske skrivemaskiner. Som foelge af selskabets saerlige struktur blev den normale vaerdi dengang fastlagt paa grundlag af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger svarende til sagsoegerens virksomhed, forhoejet med en rimelig fortjenstmargen, hvilket foerte til en afslutning af proceduren (11). Der blev herved taget hensyn til, at sagsoegerens struktur er en anden end strukturen hos de konkurrerende japanske virksomheder. Under disse omstaendigheder burde Kommissionen under naervaerende procedure af hensyn til sagsoegerens ret til kontradiktion have angivet aarsagerne til, at den opgav kriteriet om, at der skulle vaere en lighed mellem henholdsvis den beroerte virksomhed og de andre virksomheder, hvis regnskabsmaessige oplysninger der tages udgangspunkt i.

19. Jeg bemaerker herom indledningsvis, at den eneste procedure, der er relevant i denne sag, er den, som foerte til udstedelsen af den anfaegtede forordning. Saafremt forordningen om midlertidig told maatte vaere retsstridig, ville dette nemlig kun kunne faa betydning for lovligheden af den anfaegtede forordning, for saa vidt denne indeholder bestemmelse om en endelig opkraevning af den midlertidige told. Domstolen har saaledes om dette spoergsmaal fastslaaet, at gyldigheden af en forordning om endelig opkraevning af midlertidig antidumpingtold kun kan paavirkes af den midlertidige forordnings ugyldighed, saafremt ugyldigheden har haft indflydelse paa den endelige forordning (12). Det maa herved undersoeges, hvorvidt det var noedvendigt at begrunde den anvendte metode.

20. Kravene i henhold til kontradiktionsprincippet er overholdt, saafremt den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure har haft mulighed for at tage stilling til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, og i givet fald til de dokumenter, som der er blevet lagt vaegt paa (13).

21. Jeg finder det tvivlsomt, om interne overvejelser som de retlige betragtninger, der laegges til grund ved den paagaeldende skoensmaessige afgoerelse, ogsaa skulle vaere omfattet af disse krav. Under alle omstaendigheder rejser sagen ikke dette spoergsmaal, da artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning - der blev offentliggjort mere end tre maaneder foer den anfaegtede forordning - indeholder udtrykkelig bestemmelse om den metode, der blev anvendt over for sagsoegeren. Hvad retstilstanden end maatte have vaeret efter den tidligere grundforordning, indeholder den nye grundforordning i sig selv en forklaring paa, hvorfor den paagaeldende metode blev anvendt.

22. Et andet spoergsmaal er selvsagt, hvorvidt denne metode efter omstaendighederne i sagen kunne bringes i anvendelse. Sagsoegeren havde dog mulighed for at tilkendegive sin stillingtagen til dette spoergsmaal foer udstedelsen af den anfaegtede forordning, idet selskabet kunne goere gaeldende, at forudsaetningerne for denne metode, som selskabet havde vaeret bekendt med siden udstedelsen af forordningen om midlertidig told, ikke var opfyldt (og navnlig, at anvendelsen af denne metode ikke var rimelig efter foerste og andet punktum i bestemmelsen), eller at selve den nye grundforordning maatte anses for retsstridig.

23. Da Kommissionens forslag vedroerende udstedelsen af den anfaegtede forordning ifoelge Raadet fremkom den 23. oktober 1988 - og ifoelge sagsoegeren endog foerst den 18. november 1988 (14) - var der under alle omstaendigheder tilstraekkelig tid til at fremfoere de relevante argumenter paa et saadant tidspunkt, at Kommissionen kunne tage hensyn hertil ved affattelsen af sit forslag.

24. Hvad angaar det af sagsoegeren i samme forbindelse anfoerte, hvorefter selve den nye grundforordning kraenker sagsoegerens ret til kontradiktion derved, at selskabet ikke fik mulighed for at paaberaabe sig sin saerlige struktur i forhold til strukturen hos de konkurrerende japanske virksomheder, er der i realiteten ikke herved spoergsmaal om retten til kontradiktion, men om, hvorvidt det var foreneligt med retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed, at Raadet under forloebet af den administrative procedure besluttede at indfoere en ny affattelse af den relevante bestemmelse. Sagsoegeren er herved af den opfattelse, at den nye affattelse er mere ufordelagtig for selskabet end den tidligere, og at den blev indfoert med det formaal efterfoelgende at skabe et grundlag for den fremgangsmaade, der blev fulgt i forbindelse med forordningen om midlertidig told, som var retsstridig ifoelge den tidligere affattelse. Jeg vil tage stilling til dette spoergsmaal senere.

25. Det maa herefter laegges til grund, at Kommissionen ikke har tilsidesat kontradiktionsprincippet ved at undlade over for sagsoegeren detaljeret at redegoere for grundene til, at den, for saa vidt angaar den anfaegtede forordning, anvendte en anden metode end den, som blev anvendt i forbindelse med antidumpingproceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner.

26. b) Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derved, at Raadet undlod inden den 20. september 1988 at give sagsoegeren meddelelse om, hvilke virksomheder, hvis regnskabsmaessige oplysninger der var blevet taget udgangspunkt i ved ansaettelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste med henblik paa fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi for sagsoegerens vedkommende. Faellesskabsmyndighederne burde have angivet, hvorledes de paa grundlag af de regnskabsmaessige oplysninger vedroerende disse virksomheder kom frem til det "vejede gennemsnit", der ifoelge punkt 36 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told blev bragt i anvendelse over for sagsoegeren. Da sagsoegeren ikke havde kendskab til disse omstaendigheder under hele forloebet af proceduren, havde selskabet ikke mulighed for at fremsaette sine synspunkter herom, hvilket er udtryk for en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

27. Dette argument staar ikke for en naermere undersoegelse. Det fremgaar klart af de af Raadet fremlagte referater, at sagsoegeren fra starten af proceduren, og senest den 5. november 1987, var bekendt med, at der ville blive taget hensyn til regnskabsmaessige oplysninger vedroerende andre virksomheder i forbindelse med fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Det fremgaar endvidere, at sagsoegeren fra den 17. marts 1988 var bekendt med de procentsatser, som faellesskabsmyndighederne agtede at regne med, for saa vidt angaar salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste, ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Disse procentsatser laa, saaledes som det fremgaar af sagens akter, langt over sagsoegerens. Sagsoegeren maatte paa dette grundlag slutte, at de stoerrelser, der ville blive lagt til grund, svarede til forholdene hos virksomheder med en anden struktur. Sagsoegeren raadede dermed over alle de fornoedne oplysninger til effektivt at kunne forsvare sine interesser. Detaljerne med hensyn til de regnskabsmaessige oplysninger, der blev taget hensyn til ved vejningen, og dermed de procentsatser, der blev lagt til grund, maatte anses som fortrolige oplysninger, jf. artikel 8, stk. 3, i den nye grundforordning (15), som derfor ikke kunne meddeles sagsoegeren.

28. For saa vidt sagsoegeren i denne forbindelse derudover har fremsat det klagepunkt, at der ikke blev reageret paa selskabets skrivelse af 2. september 1988, hvori det anmodede om at faa oplyst, hvilken metode ansaettelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste ville ske paa grundlag af, og hvilke justeringer der ville blive foretaget med henblik paa fra beregningen at udelukke omkostninger og fortjenester i forbindelse med salg paa hjemmemarkedet, bemaerker jeg blot, at saadanne anmodninger om oplysninger i henhold til artikel 7, stk. 4, litra c), i), cc), i (saavel den tidligere som den nye) grundforordning skal vaere Kommissionen i haende senest en maaned efter offentliggoerelsen af bestemmelserne om indfoerelse af midlertidig antidumpingtold (dvs. her den 26.6.1988). Denne frist undlod sagsoegeren ved sin skrivelse af 2. september 1988 at overholde.

29. c) Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derved, at Kommissionen lod sagsoegeren forblive i den tro, at selskabet endnu kunne goere sine synspunkter vedroerende metoden til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi gaeldende under den saakaldte "disclosure conference". Denne fandt imidlertid foerst sted den 23. august 1988, dvs. efter ikrafttraedelsen af den nye grundforordning, der - for saa vidt den udtrykkeligt indeholder bestemmelse om den i sagen anfaegtede metode - er mere ufordelagtig for sagsoegeren end den tidligere grundforordning.

30. Hvad kernen i dette argument angaar, staar det fast, at den omtalte "disclosure conference" foerst fandt sted den 23. august 1988. Endvidere fremgaar det af en skrivelse af 18. marts 1988 fra sagsoegeren til Kommissionen, at der synes at have vaeret "enighed" om at fortsaette droeftelsen af det naevnte spoergsmaal under dette moede. Jeg kan ikke se ud fra sagens akter, hvilken betydning der skulle tillaegges denne enighed mellem parterne. Selv om Kommissionen imidlertid herved, saaledes som sagsoegeren aabenbart mener, skulle have forsoegt at forhale sagen og udsaette droeftelsen til efter udstedelsen af den nye grundforordning, mener jeg ikke, at der dermed er sket nogen tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. Enten er den nye grundforordning mere ufordelagtig for sagsoegeren, og i saa fald boer dette spoergsmaal undersoeges ud fra retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed. Der ville kun kunne vaere sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, saafremt sagsoegeren ikke havde haft tilstraekkelig tid til at kunne fremsaette sine synspunkter paa grundlag af denne forordning, saaledes at de ville kunne vaere taget i betragtning ved Raadets afgoerelse. At dette ikke er tilfaeldet, har jeg allerede paavist. Eller ogsaa indebaerer den nye grundforordning ingen forringet retstilling for sagsoegeren, og i saa fald er sagsoegerens argumenter uden videre grundloese. I oevrigt havde sagsoegeren allerede ved skrivelsen af 21. juni 1988 gjort alle de argumenter gaeldende, som selskabet nu har gentaget under retsforhandlingerne for Domstolen. Det ses ikke, hvorledes den naevnte "enighed" - paa noget tidspunkt - skulle have forhindret sagsoegeren i at fremsaette nye argumenter. Sagsoegerens klagepunkt maa herefter forkastes.

31. 2. Udover de ovenfor droeftede spoergsmaal, der angaar fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, goer sagsoegeren endvidere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion i forbindelse med fastlaeggelsen af skaden. Sagsoegeren anfoerer herved, at selskabet, for saa vidt angaar perioden forud for undersoegelsesperioden, kun gav meddelelse om samlede angivelser og udelukkende for aarene 1984 og 1985 (og ikke 1983), idet der for disse aars vedkommende i oevrigt ikke blev anmodet om oplysninger vedroerende de enkelte printermodeller eller de forskellige markedssegmenter. For saa vidt der blev konstateret virkninger af en dumping foer undersoegelsesperioden paa grundlag af "yderligere undersoegelser" (jf. punkt 59 i betragtningerne til den anfaegtede forordning), dvs. paa grundlag af en undersoegelse paa basis af regnskabsmaessige oplysninger vedroerende producenter i Faellesskabet, blev sagsoegerens ret til kontradiktion kraenket.

32. Det kan paa ingen maade bestrides, at der i punkt 59 i betragtningerne tales om dumping, ogsaa for saa vidt angaar en periode forud for aaret 1983 og forud for undersoegelsesperioden. Heroverfor staar, at det er ubestridt, at faellesskabsmyndighederne for denne periode kun konstaterede en skade i den forstand, at de undersoegte virkningen af den japanske import paa EF-producenternes oekonomiske stilling (16). Om dette er tilstraekkeligt til, at det kan fastslaas, at der er en aarsagssammenhaeng mellem dumpingen og skaden, naar undersoegelsesperioden ikke fuldt ud daekker den periode, for hvilken der er blevet konstateret skade, er ikke et spoergsmaal, der vedroerer retten til kontradiktion, men som angaar den materielle lovlighed af den anfaegtede forordning. Sagsoegeren har herom fremsat andre argumenter, som jeg senere vil droefte. Hvad angaar spoergsmaalet om konstateringen af skaden, fremgaar det, at grundlaget herfor var en undersoegelse gennemfoert af raadgivningsfirmaet Ernest & Whinney, som de japanske producenter af printere selv have bestilt, og at undersoegelsen ogsaa omfattede aaret 1983. Ved skrivelse af 28. september 1988 fra Kommissionen blev sagsoegeren ogsaa informeret om anvendelsen af denne undersoegelse. Oplysningerne vedroerende sagsoegeren selv for aarene 1984 og 1985 fremgaar af det spoergeskema, som selskabet fremlagde under den administrative procedure. Hvad endelig angaar oplysningerne vedroerende de forskellige producenter i Faellesskabet, var disse fortrolige og kunne dermed ikke meddeles sagsoegeren. Det er dog ubestridt, at de af Kommissions dokumenter, som sagsoegeren havde adgang til efter artikel 7, stk. 4, litra a), i (den nye eller den tidligere) grundforordning, omfattede ikke-fortrolige resuméer. Sagsoegeren blev saaledes informeret om alt, hvad der dannede grundlag for konstateringen af skaden, eller selskabet havde i hvert fald adgang hertil. Der foreligger derfor ingen tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

III - Manglende begrundelse

33. 1. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning for det foerste er behaeftet med en mangel i form af manglende begrundelse ved punkt 21 og 22 i betragtningerne, der omhandler fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Sagsoegeren henviser herved til antidumpingproceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner med oprindelse i Japan (17), hvorunder salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste blev ansat paa grundlag af regnskabsmaessige oplysninger hidroerende fra sagsoegeren, hvilket foerte til en afslutning af proceduren for sagsoegerens vedkommende (18). Da denne fremgangsmaade blev opgivet i forbindelse med naervaerende procedure, burde Raadet have anfoert, hvad denne aendring af metoden til fastlaeggelse af den normale vaerdi beroede paa, og hvorledes det ved anvendelsen af den herefter valgte metode kunne undgaa forskelsbehandling.

34. Ifoelge Domstolens faste praksis skal den i henhold til EOEF-Traktatens artikel 190 kraevede begrundelse tilpasses den paagaeldende retsakts karakter. De betragtninger, der er lagt til grund af den faellesskabsmyndighed, som har udstedt den anfaegtede retsakt, skal klart og utvetydigt fremgaa af begrundelsen, saaledes at de beroerte kan saette sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning, og saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret (19). I det foreliggende tilfaelde henviste Raadet i punkt 21 i betragtningerne til den anfaegtede forordning til artikel 2, stk. 3, litra b), ii) i den nye grundforordning, der udtrykkeligt hjemler den her anvendte metode. Endvidere tog Raadet stilling til det af sagsoegeren rejste spoergsmaal om forskelsbehandling, idet Raadet anfoerte foelgende (andet afsnit i punkt 21):

"... Raadet bekraefter dette, nemlig at det forhold, at en bestemt eksportoer ikke saelger den paagaeldende vare og foelgelig ikke har nogen salgsorganisation paa hjemmemarkedet, ikke aendrer grundlaget for beregningen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste ved fastsaettelsen af den normale vaerdi for den paagaeldende eksportoer."

35. Det fremgaar heraf, at Raadet ikke anser sagsoegerens saerlige struktur som nogen grund til at behandle selskabet anderledes end andre eksportoerer eller mener, at der som foelge af disse strukturforskelle foreligger vaesentligt forskellige situationer. Det bliver herved klart, at Raadets udgangspunkt er et ganske andet end sagsoegerens, og at dette er forklaringen paa den trufne foranstaltning og den anvendte metode. Der foreligger et klart grundlag for, at Domstolen kan foretage en efterproevelse. Navnlig kan Domstolen efterproeve, om Raadets overvejelser med hensyn til spoergsmaalet om forskelsbehandling er holdbare. Klagepunktet om manglende begrundelse savner dermed grundlag, for saa vidt det retter sig mod punkt 21 og 22 i betragtningerne til den anfaegtede forordning.

36. 2. Det andet klagepunkt, hvorefter den anfaegtede forordning angiveligt ikke opfylder begrundelseskravene, angaar spoergsmaalet om skaden, hvorved sagsoegeren kritiserer det i punkt 60 i betragtningerne til forordningen anfoerte. Det fremgaar af punkt 60, at faellesskabsmyndighederne har henregnet foelgerne af importen fra andre tredjelande end Japan til den omhandlede dumping (fra de japanske producenters side).

37. Jeg kan ikke ud af det naevnte punkt i betragtningerne laese noget saadant. Der er kun deri spoergsmaal om import af denne art, som "foerst ((fik)) vaesentlig betydning efter afslutningen af undersoegelsesperioden". I oevrigt ville der heller ikke vaere grundlag for en antagelse om, at der foreligger en manglende begrundelse, saafremt det af den af sagsoegeren kritiserede betragtning fremgik, at Raadet til den af naervaerende antidumpingprocedure omfattede import havde henregnet en skade, som intet har at goere med denne import. Havde Raadet gjort dette og henvist hertil i den anfaegtede forordning, ville der ikke dermed vaere tale om nogen manglende begrundelse, men i givet fald om en tilsidesaettelse af grundforordningen (jf. artikel 4, stk. 1, andet punktum). Sagsoegeren kan derfor heller ikke gives medhold paa dette punkt.

Andet afsnit - Den materielretlige gyldighed (20) af den anfaegtede forordning

I - Afgraensningen af de paagaeldende (samme) varer

38. Sagsoegeren har bestridt retmaessigheden af punkt 5 ff. i betragtningerne til den anfaegtede forordning og gjort gaeldende, at den kategori af produkter, der er omfattet af begrebet "samme vare", ved naervaerende antidumpingprocedure er blevet fejlagtigt afgraenset. Ifoelge sagsoegeren skulle der have vaeret sondret mellem to markedssegmenter, for saa vidt angaar de printere, der skulle tages i betragtning ("lavhastighedsgruppen" og "hoejhastighedsgruppen"). Disse to markedssegmenter adskiller sig fra hinanden ved printernes bestemmelse, kundekredsen og den paaregnede fortjeneste. Raadet har undladt at sondre mellem disse markedssegmenter, hvilket ifoelge sagsoegeren er udtryk for en fejlvurdering med hensyn til de faktiske omstaendigheder.

39. Jeg kan straks afvise dette argument. For det foerste har sagsoegeren ikke oplyst, hvorledes den af Raadet anvendte metode skulle vaere ufordelagtig for selskabet. For det andet - og dette har efter min opfattelse snaever sammenhaeng med ovennaevnte spoergsmaal - har sagsoegeren i replikken (til imoedegaaelse af Raadets argumentation i svarskriftet) anfoert, at der i realiteten kan vaere forskellige meninger med hensyn til de kriterier, paa grundlag af hvilke man boer inddele de paagaeldende printere i markedssegmenter. Ifoelge sagsoegeren burde Raadet dog have soegt at anvende det ene eller det andet kriterium. Sagsoegeren erkender dermed, at der ikke findes almindeligt anerkendte opdelingskriterier, hvilket stemmer overens med Raadets opfattelse. Klagepunktet savner derfor grundlag.

II - Den normale vaerdi

40. 1. Hvad angaar klagepunktet vedroerende fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, maa der foerst ske en undersoegelse af det af sagsoegeren under henvisning til EOEF-Traktatens artikel 184 anfoerte om, hvorvidt artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning lovligt kunne bringes i anvendelse.

41. a) Jeg vil i denne forbindelse foerst droefte det af sagsoegeren anfoerte vedroerende begrundelsen til denne bestemmelse og dens materielretlige gyldighed, inden jeg [straks nedenfor under punkt b)] gaar over til spoergsmaalet om bestemmelsens anvendelse i tidsmaessig henseende, jf. artikel 19 i den nye grundforordning.

42. aa) Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede bestemmelse ikke i betragtningerne til den nye grundforordning (21) er blevet tilstraekkeligt begrundet, naar henses til kravene i EOEF-Traktatens artikel 190. Sagsoegeren anfoerer for det foerste, at faellesskabsmyndighederne burde have angivet, at der var tale om en ny konstitutiv materielretlig regel, som indebar en vaesentlig aendring og ikke svarede til Kommissionens saedvanlige praksis.

43. Om dette spoergsmaal er det tilstraekkeligt at fastslaa, at den ved den nye grundforordning indfoerte aendring af bestemmelsen efter angivelserne i betragtning 4 og 33 hertil blot fremstaar som en praecisering af den tidligere grundforordning (22). Lovgivers hensigt er dermed tilstraekkeligt klargjort. Saafremt affattelsen af bestemmelsen maatte gaa ud over dette formaal, maatte man i givet fald skride til en indskraenkende fortolkning eller, saafremt noget saadant ikke var muligt, til en efterproevelse paa grundlag af proportionalitetsprincippet. Jeg kan ikke se, at der her skulle foreligge nogen begrundelsesmangel.

44. Sagsoegeren anfoerer endvidere, at faellesskabsmyndighederne burde have redegjort for, hvorledes anvendelsen af den nye regel ikke ville foere til forskelsbehandling af virksomheder som sagsoegerens. For saadanne virksomheders vedkommende regnede man saaledes ud over de faktiske produktionsomkostninger med andre virksomheders omkostninger og fortjenester uden at sikre sig, at disse virksomheder i det vaesentlige fremboed lignende kendetegn. Det burde i givet fald have vaeret angivet, hvorledes disse diskriminerende virkninger kunne forhindres eller imoedegaas. Jeg er dog af den opfattelse, at lovgiver ikke er forpligtet til i alle tilfaelde i forbindelse med enhver form for bestemmelse, hvis anvendelse paa den ene eller den anden maade vil kunne foere til forskelsbehandling, at angive en begrundelse, der saerligt tager stilling hertil. Forbuddet mod forskelsbehandling er en almindelig faellesskabsretlig grundsaetning. Faellesskabsmyndighederne skal ved anvendelsen af enhver bestemmelse i den afledte ret goere deres yderste for at handle i overensstemmelse med denne grundsaetning. Giver en bestemmelse ikke mulighed herfor, kan dette ikke vaere udtryk for nogen begrundelsesmangel, idet der derimod er tale om en kraenkelse af forbuddet mod forskelsbehandling.

45. Endelig goer sagsoegeren gaeldende, at der er en modstrid mellem henholdsvis betragtning 33 og artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, idet det ikke i selve bestemmelsen er fastsat, at salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste kan beregnes paa et "andet rimeligt grundlag" (23). For saa vidt angaar dette spoergsmaal, kan man henvise sagsoegeren til sidste punktum i den anfaegtede bestemmelse, hvori det hedder:

"kan ingen af disse to metoder anvendes, beregnes de faktiske omkostninger og den opnaaede fortjeneste ... paa et andet rimeligt grundlag."

46. Det maa herefter fastslaas, at det af sagsoegeren anfoerte, hvorefter den nye grundforordning paa en raekke punkter lider af begrundelsesmangler, savner grundlag.

47. bb) Jeg kommer nu til spoergsmaalet om den materielretlige gyldighed af den nye grundforordning.

48. (1) Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af faellesskabsretten i form af en tilsidesaettelse af artikel 2, stk. 4, i GATT' s antidumpingkodeks.

49. (a) Den af sagsoegte i sagen i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i forordning nr. 2423/88 anvendte metode har ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi foert til en ansaettelse af omkostninger og fortjenester, der ikke er "rimelige" i den i den naevnte bestemmelse i antidumpingkodeksen forudsatte betydning.

50. Sagsoegeren er udelukkende en fremstillingsvirksomhed uden salgspersonale eller distributionsstruktur og har kun et begraenset antal kunder. Selskabet fremstiller kun et begraenset antal forskellige produkter (skrivemaskiner og printere). Der er i hvert land, som der eksporteres til, en enkelt forhandler, som varetager behandlingen af ordrer fra en distributoer, som beskaeftiger sig med distributionen i hele landet. At tage udgangspunkt i forholdene hos virksomheder, der strukturelt ikke kan sammenlignes med sagsoegeren, er urimeligt som stridende mod det naevnte krav i antidumpingkodeksen. Dette bliver endnu mere aabenbart, saafremt man ser paa den behandling, som sagsoegeren fik i forbindelse med antidumpingproceduren vedroerende elektroniske skrivemaskiner. Under denne procedure blev der taget hensyn til sagsoegerens saerlige struktur, hvilket foerte til en afslutning af denne procedure (24).

51. Sagsoegeren anfoerer herved, at enten strider artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning som saadan mod antidumpingkodeksen, naermere bestemt saafremt bestemmelsen i tilfaelde som det foreliggende begraenser faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser ved at indskraenke disse til den i sagen anvendte metode, eller faellesskabsmyndighederne har efter bestemmelsen bevaret de skoensmaessige befoejelser, der i henhold til kodeksen tilkommer dem, men i saa fald er det den i sagen anvendte metode, der strider mod kodeksen.

52. (b) Af disse to muligheder, som sagsoegeren henviser til - tilsidesaettelse af antidumpingkodeksen enten paa grund af den nye grundforordning eller som foelge af den maade, denne er blevet anvendt paa - er det kun den foerste, der kan tages i betragtning, for saa vidt angaar en efterproevelse som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 184.

53. (aa) Lad mig herved indledningsvis fastslaa, at kodeksen, i forbindelse med hvilken Faellesskabet er kontraherende part, principielt kan goeres til genstand for en efterproevelse som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 184. I henhold til artikel 228, stk. 2, bliver folkeretlige overenskomster, som Faellesskabet indgaar, en del af faellesskabsretten. Som det fremgaar af affattelsen af artikel 228, maa saadanne overenskomster rangmaessigt indplaceres mellem den primaere faellesskabsret (traktatret) og den afledte ret og er derfor omfattet af begrebet "regler vedroerende Traktatens gennemfoerelse". Dette bekraeftes af Domstolens praksis paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 177, hvorefter det gaelder, dels at saadanne overenskomster skal anses som retsakter fra Faellesskabets institutioner, saaledes at Domstolen efter faellesskabsretten har kompetence til at fortolke dem (25), dels at Domstolen har efterproevet gyldigheden af bestemmelser i den afledte faellesskabsret i form af en undersoegelse af, hvorvidt der forelaa en tilsidesaettelse af overenskomster indgaaet af Faellesskabet (26) (27). Hvad angaar antidumpingkodeksen, maa Domstolen i Cartorobica-sagen (28) antages at have taget udgangspunkt i de samme principper.

54. (bb) I naervaerende sag er det spoergsmaal herefter blevet rejst, hvorvidt bestemmelserne i antidumpingkodeksen skaber umiddelbare retsvirkninger for private - her sagsoegeren - hvilket sagsoegeren haevder er tilfaeldet, og sagsoegte benaegter.

55. Sagsoegte stoetter sin opfattelse paa Domstolens praksis vedroerende en raekke af bestemmelserne i GATT (29), hvis artikel VI som bekendt er blevet konkretiseret ved den omhandlede kodeks. I denne praksis henvises der til de reale hensyn bag GATT som helhed og GATT' s systematik og ordlyd. Af bestemmelserne om fravigelse af de generelle regler og om de foranstaltninger, der kan traeffes i tilfaelde af usaedvanlige vanskeligheder, og af reglerne om bilaeggelse af tvister har Domstolen udledt, at de forskellige GATT-bestemmelser ikke kunne anses for umiddelbart anvendelige. I en senere dom, nemlig dommen i Fediol III-sagen (30), maatte Domstolen traeffe afgoerelse om et af Kommissionen fremsat anbringende om afvisning i forbindelse med en sag anlagt til proevelse af en af Kommissionen truffet afgoerelse om afvisning af en klage fremsat paa grundlag af forordning nr. 2641/84 (31). Denne forordning hjemler foranstaltninger mod uretmaessig handelspraksis, hvilket blandt andet omfatter praksis fra tredjelandes side, der i international handel er uforenelig med folkeretten (artikel 1). Dette er blandt andet en henvisning til GATT (32). I henhold til artikel 3 kan visse fysiske eller juridiske personer og sammenslutninger indgive skriftlig begaering om, at der indledes en procedure. Domstolen udtalte, at dens tidligere praksis vedroerende spoergsmaalet om den umiddelbare anvendelighed af GATT ikke indebaerer, at de paagaeldende ikke kan paaberaabe sig GATT' s bestemmelser med henblik paa en efterproevelse af, om en i en klage paaklaget praksis er en uretmaessig handelspraksis (33). I henhold til forordningen kan de paagaeldende i en klage paaberaabe sig GATT, hvorfor de ogsaa paa dette grundlag kan forlange en proevelse ved Domstolen (34).

56. Det ville teoretisk utvivlsomt vaere interessant at gaa ind paa, hvorvidt Domstolen burde tilslutte sig det synspunkt, at antidumpingkodeksen maa anses for umiddelbart anvendelig. Som det imidlertid fremgaar af den ovenfor citerede praksis (35), forudsaetter en proevelse, der ikke gaar ud over en proevelse af spoergsmaalet om gyldigheden, under alle omstaendigheder ikke, at det forinden afgoeres, hvorvidt den paagaeldende bestemmelse i vedkommende folkeretlige overenskomst er umiddelbart anvendelig. Det forholder sig utvivlsomt anderledes med bestemmelser i overenskomster, hvis indhold er saa upraecist, at bestemmelserne ikke kan anses for egnede til at tjene som grundlag for en retslig efterproevelse. Domstolen har herved i dommen i Fediol III-sagen (36) udtalt, at hvad angaar spoergsmaalet om at fastslaa, hvorvidt der foreligger uretmaessig handelspraksis, kan bestemmelserne i GATT fortolkes og anvendes af Domstolen, hvorfor de opfylder dette krav. Med hensyn til antidumpingkodeksen er der for mig at se ingen tvivl om, at Domstolen kan foretage en efterproevelse som omhandlet - saa meget mere naar henses til, at grundforordningerne (navnlig de tidligere grundforordninger nr. 3017/79 (37) og 2176/84) i vidt omfang er baseret paa kodeksens ordlyd. Hvad angaar bestemmelsen om den beregnede normale vaerdi, bestaar der her en naesten bogstavelig overensstemmelse mellem artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i forordning nr. 2176/84 og antidumpingkodeksen.

57. (cc) Naar jeg saaledes ikke gaar ind paa spoergsmaalet om den umiddelbare anvendelighed af antidumpingkodeksen, er det fordi, det med stor sikkerhed kan udelukkes, at den nye ordning strider mod denne.

58. Vurderingen maa tage udgangspunkt i begrebet "rimelighed", der er et krav, som saavel den fortjeneste som de salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, der skal indgaa ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, i henhold til kodeksen skal opfylde.

59. Hvad der naermere bestemt skal forstaas ved begrebet rimelighed afhaenger i sagens natur af, hvad formaalet med den beregnede normale vaerdi er efter ordningen i henhold til kodeksen. Man kan her principielt forestille sig to udgangspunkter. Det ene udgangspunkt er, at formaalet med den beregnede normale vaerdi er at fastlaegge salgsprisen for en vare, saaledes som denne ville vaere, saafremt varen solgtes i oprindelses- eller eksportlandet. Det var paa denne maade, at Domstolen beskrev formaalet med den beregnede normale vaerdi i sagerne vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner (38). Det andet udgangspunkt blev dengang forfaegtet ved Domstolen af sagsoegerne i de paagaeldende sager. Ifoelge sidstnaevnte opfattelse skal den beregnede vaerdi vaere udtryk for den rimelige vaerdi af den eksporterede vare.

60. Det er ikke muligt paa grundlag af kodeksen at udlede, om det kun er det ene eller det andet udgangspunkt, der er det rigtige. Udover reglen om, at de relevante produktionsomkostninger er dem, der gaelder i oprindelseslandet, hvilket er selvindlysende og ikke taler til stoette for nogen af de to opfattelser, er det nemlig kun bestemmelsen om fortjeneste, der paa en vis maade henviser til oprindelseslandet (eller eksportlandet: jf. kodeksens artikel 2, stk. 3). I henhold hertil maa tillaegget for fortjeneste ikke overstige den saedvanlige fortjeneste ved salg af varer inden for samme kategori paa oprindelseslandets hjemmemarked (kodeksens artikel 2, stk. 4, sidste punktum). Der opstilles dog her kun en "regel", som paa ingen maade angaar fastlaeggelsen af den paagaeldende fortjeneste fuldt ud, idet der kun fastsaettes en hoejeste graense.

61. Heller ikke den generelle bestemmelse i kodeksens artikel 2, stk. 1, bringer os videre i retning af et svar paa det omhandlede spoergsmaal, da fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi kun bliver relevant i tilfaelde, hvor forudsaetningerne for at anvende hovedkriteriet ikke er opfyldt. Den omstaendighed, at hovedkriteriet (sammenligning med salg paa hjemmemarkedet) ikke i forbindelse med anvendelsen af de subsidiaere kriterier i artikel 2, stk. 4, noedvendigvis skal anses som en maalestok, foelger af det foerste subsidiaere kriteriums indhold. Efter dette fastsaettes dumpingmargenen paa grundlag af en sammenligning med en sammenlignelig pris for samme vare, naar denne eksporteres til et tredjeland.

62. Disse betragtninger, som jeg senere vil uddybe andetsteds, er tilstraekkelige til at tage stilling til sagsoegerens argument og fastslaa, at der ikke paa dette punkt foreligger nogen tilsidesaettelse af den nye grundforordning.

63. Ganske vist har sagsoegeren under den mundtlige forhandling paa grundlag af talangivelser vedroerende afsaetningen af skrivemaskiner paa det japanske marked soegt at godtgoere, at det var muligt for selskabet at afsaette betydelige maengder naaleprintere paa dette marked, men det af sagsoegeren anfoerte retter sig i virkeligheden mod valget mellem de to fremgangsmaader, som jeg lige har beskrevet. Det anfoerte kan dog under ingen omstaendigheder stoette, at den anden af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning opregnede metoder skulle vaere ugyldig. Det kan ikke bestrides, at denne metode entydigt foerer til en beregning af den normale vaerdi, saaledes som denne ville vaere, saafremt den paagaeldende producent rent faktisk havde en afsaetning paa eksportlandets hjemmemarked, men sagsoegerens synspunkt er det, at anvendelsen af den naevnte bestemmelse ikke er "rimelig", naar henses til selskabets saerlige forhold.

64. Dette ville - ogsaa selv om det naevnte synspunkt laegges til grund - dog kun kunne foere til den antagelse, at bestemmelsen er ugyldig, for saa vidt bestemmelsen da noedvendigvis medfoerte en "urimelig" beregning af den normale vaerdi. Dette kan dog ikke antages at vaere tilfaeldet.

65. Det kan udledes af systematikken i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, at samtlige de deri opregnede metoder skal anvendes under iagttagelse af det i begge de to foerste punktummer knaesatte princip om rimelighed. For saa vidt denne fremgangsmaade ikke udtrykkeligt maatte fremgaa af formuleringen af de i bestemmelsen opregnede tre metoder, maa man basere sig paa dette kriterium. Og rent bortset herfra, maa der til en anvendelse af hver af de tre opregnede metoder antages at vaere knyttet et forbehold om rimelighed. Den foerste metode (fastlaeggelse af de paagaeldende omkostninger og den paagaeldende fortjenstmargen paa grundlag af afsaetningen hos producenter/eksportoerer paa hjemmemarkedet) skal saaledes opgives til fordel for den anden metode, som der er spoergsmaal om her, bl.a. i det tilfaelde, at en anvendelse af de paagaeldende oplysninger ikke vil vaere rimelig (39). Kan "ingen af disse metoder anvendes", skal man skride til en anvendelse af den tredje af de opregnede metoder (oplysninger vedroerende salg i samme erhvervssektor paa hjemmemarkedet) eller fastlaegge omkostninger og fortjenester paa et andet rimeligt grundlag. Ved denne indledende formulering henvises der aabenbart til forudsaetningerne for en opgivelse af den foerste metode til fordel for den anden, hvilket betyder, at ogsaa den anden metode kun kan anvendes, saafremt den er rimelig. Hvad angaar den tredje af de opregnede metoder, er dette udgangspunkt sikret ved den sidste saetning ("eller paa et andet rimeligt grundlag" (40)), der dermed har to funktioner, nemlig dels at sikre rimelighed i forbindelse med anvendelsen af den tredje af de opregnede metoder, dels at tjene som en elastisk bestemmelse, der igen henviser til hovedkriteriet i kodeksen.

66. For fuldstaendighedens skyld bemaerker jeg endelig, at der ikke i sig selv kan antages at foreligge en tilsidesaettelse af kodeksen derved, at en deri meget bredt affattet forudsaetning (her forudsaetningen om "rimelighed" i forbindelse med de relevante omkostninger og fortjenester) er blevet konkretiseret af de antidumpingregeludstedende myndigheder hos de enkelte kontraherende parter. Det er ikke noget krav efter kodeksen, at de parter, der har undertegnet den, i deres respektive bestemmelser ordret gentager de bestemmelser, som overenskomsten indeholder. Det kraeves kun, at de paagaeldende bestemmelser er "i overensstemmelse med" overenskomstens bestemmelser (41), dvs. at de, saaledes som det da ogsaa bekraeftes af udtrykket "stoerre ensartethed" (og ikke: fuldstaendig ensartethed) i praeamblen, ikke - til skade for dem, der rammes af antidumpingforanstaltninger (42) - maa stride mod de i aftalen indeholdte regler. Man kan ikke se bort fra, at en konkretisering af ubestemte begreber i sidste instans ofte alligevel kan indebaere en fravigelse af kodeksen, nemlig naar de paagaeldende som foelge af denne konkretisering i enkelte tilfaelde bliver stillet ringere end efter selve kodeksen. Som det imidlertid fremgaar af mine bemaerkninger om bestemmelsens ordlyd og systematik, kan der i saa henseende ikke rejses nogen indvendinger mod artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning - navnlig heller ikke for saa vidt angaar den her omtvistede anden beregningsmetode. Det kan saaledes ikke laegges til grund, at den naevnte bestemmelse strider imod artikel 2, stk. 4, i antidumpingkodeksen.

67. (2) Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at den omtvistede anden beregningsmetode har foert til, at den normale vaerdi og eksportprisen i strid med artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen er blevet sammenlignet i forskellige handelsled. Den normale vaerdi er saaledes ikke sammenlignelig med de eksportpriser, der gaelder i forbindelse med en struktur som sagsoegerens, dvs. priser ab fabrik. Justeringerne i henhold til den nye grundforordning er ikke tilstraekkelige til at ophaeve foelgerne af disse problemer.

68. I henhold til artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen skal sammenligningen mellem eksportprisen og hjemmemarkedsprisen i eksportlandet ske "i samme handelsled, normalt ab fabrik ..."

69. Dette klagepunkt er ikke relevant for problemet, som i realiteten har snaever sammenhaeng med spoergsmaalet om fastlaeggelsen af den normale vaerdi (43). Saafremt en inddragelse af de her omhandlede omkostninger og fortjenester (dvs. dem, der gaelder, naar der foreligger en salgsstruktur for det japanske hjemmemarked) ikke er rimelig, boer dette, saaledes som jeg allerede har bemaerket, i foerste raekke faa indflydelse paa fastlaeggelsen af den normale vaerdi, saaledes at disse elementer ikke indgaar i denne, og den normale vaerdi fastlaegges paa grundlag af en anden metode. I saa fald er det heller ikke den af sagsoegeren anfaegtede sammenligningsmaade, der er relevant. Saafremt disse omkostninger og fortjenester derimod skal inddrages, fordi dette maa anses for rimeligt, gaelder de nedenfor anfoerte betragtninger.

70. En korrekt sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen "ab fabrik" (kodeksens artikel 2, stk. 6) forudsaetter for det foerste, at disse to vaerdier sammenlignes i det handelsled, som det foerste salg til en uafhaengig koeber repraesenterer. Dette indebaerer navnlig, at den normale vaerdi indgaar i sammenligningen under inddragelse af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenester hos distributionsselskaber, der retligt, men ikke oekonomisk set, er uafhaengige i forhold til det fremstillende moderselskab (44). Det er foerst disse selskabers salg til uafhaengige koebere, der danner grundlag for fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Der er herved blot tale om en udmoentning af det princip, hvorefter samtlige de omkostninger og fortjenester, der er forbundet med en faktisk afsaetning paa hjemmemarkedet, skal indgaa ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi.

Domstolen har udtrykkeligt knaesat dette princip i dommen i TEC-sagen. I dette tilfaelde var der tale om en fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, for saa vidt angaar en virksomhed, der ikke paa det japanske marked havde nogen afsaetning af den vare, som var genstand for den paagaeldende procedure (elektroniske skrivemaskiner). Raadet havde fastlagt den normale vaerdi under inddragelse af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger hos et tilknyttet forhandlerselskab, som solgte andre produkter og sammenlignet den paagaeldende vaerdi med eksportprisen. Domstolen udtalte om dette spoergsmaal foelgende: FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689C0069.1

"Hvad angaar det af TEC anfoerte om, at den af faellesskabsinstitutionerne anvendte fremgangsmaade strider mod artikel 2, stk. 9 i forordning nr. 2176/84, hvorefter den normale vaerdi og eksportprisen 'normalt [skal] sammenlignes i samme handelsled, fortrinsvis ab fabrik' , kan dette herefter heller ikke laegges til grund. Det er saaledes netop ved at tage udgangspunkt i det foerste salg til en uafhaengig koeber, at der kan ske en korrekt fastlaeggelse af den normale vaerdi 'ab fabrik' i tilfaelde, hvor et selskab gennemfoerer sin produktions- og salgsvirksomhed paa den maade, som Tokyo Electric Company Ltd. anvender for de produkter, som selskabet afsaetter paa det japanske marked." (45)

71. Jeg ser ingen grund til ikke at anlaegge de samme betragtninger, hvad angaar den fortjenstmargen, der skal tages i betragtning ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi (46). Man kan ligeledes gaa ud fra, at disse betragtninger goer sig tilsvarende gaeldende i forbindelse med fortolkningen af kodeksen, som paa det paagaeldende punkt er i overensstemmelse med den tidligere grundforordning, som der var spoergsmaal om i den naevnte dom.

72. Den af sagsoegeren anfaegtede bestemmelse er aabenbart i overensstemmelse med det herefter gaeldende princip, hvorefter sammenligningen i ab fabrik-handelsleddet sigter til priserne over for den foerste uafhaengige koeber. Omkostninger og fortjenester efter artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning er udelukkende dem, der gaelder "andre producenter eller eksportoerer" (47), dvs. ikke ogsaa dem, der angaar virksomheder eller andre, som har koebt de paagaeldende varer hos disse producenter eller eksportoerer.

73. Sagsoegeren anfoerer imidlertid, at omkostninger og fortjenester i selskabets tilfaelde ikke er blevet fastlagt paa samme maade, for saa vidt angaar henholdsvis den normale vaerdi og eksportprisen, idet der for disse elementers vedkommende i forbindelse med den normale vaerdi er blevet taget udgangspunkt i en afsaetning i et senere handelsled end ab fabrik (distributoerhandelsleddet), mens sagsoegerens eksportpris er en pris ab fabrik. Det maa herved medgives sagsoegeren, at den nye grundforordning, jf. artikel 2, stk. 9 og 10, navnlig ikke indeholder bestemmelse om nogen justeringer for at tage hensyn til forskellige generalomkostninger og forskellige fortjenester.

74. Jeg har to bemaerkninger hertil.

75. For det foerste har dette problem intet at goere med spoergsmaalet om den i sagen i henhold til artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning over for sagsoegeren anvendte metode. Har en japansk producent en afsaetning paa hjemmemarkedet gennem et tilknyttet forhandlerselskab, fastlaegges den normale vaerdi ikke i form af en beregnet vaerdi, men paa grundlag af hovedkriteriet i artikel 2, stk. 3, litra a), i den (nye eller tidligere) grundforordning. I saa fald er det noejagtig det samme problem, der foreligger, for saa vidt angaar sammenligningen, i tilfaelde af salg i faellesskabet, som sker direkte fra eksportoeren til en uafhaengig koeber, uden at der optraeder nogen mellemmand. Forholdet er det samme, for saa vidt angaar anvendelsen af den tredje af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning opregnede metoder til fastlaeggelse af den normale vaerdi (beregning paa grundlag af salg realiseret i samme erhvervssektor).

76. Den omstaendighed, at den nye grundforordning ikke indeholder bestemmelse om justeringer i forbindelse med sammenligningen i saadanne tilfaelde, kunne maaske give anledning til at rejse det spoergsmaal, om reglerne vedroerende sammenligningen (artikel 2, stk. 9 og 10) er gyldige. Der er dog ikke paa dette grundlag fremsat nogen argumenter om, at den omtvistede bestemmelse skulle vaere ugyldig.

77. For det andet har Domstolen flere gange udtalt sig om, hvorvidt den normale vaerdi og eksportprisen efter den relevante grundforordning [forordningerne nr. 3017/79 og 2176/84] med henblik paa sammenligningen skulle fastlaegges paa grundlag af de samme metoder. Dette spoergsmaal er udtrykkeligt blevet besvaret benaegtende. Domstolen har antaget, at henholdsvis den normale vaerdi, eksportprisen og sammenligningen var genstand for saerskilte regelsaet (48), og at de forskellige justeringer i forbindelse med henholdsvis eksportprisen og den normale vaerdi adskilte sig fra hinanden i henseende til saavel deres formaal som de naermere betingelser for deres anvendelse (49). Paa dette grundlag har Domstolen i henseende til de relevante gaeldende grundforordninger forkastet det argument, hvorefter omkostninger uden direkte sammenhaeng med afsaetningen ikke skal fratraekkes den normale vaerdi med henblik paa sammenligningen, uanset om der er sket en saadan fratraekning i forbindelse med eksportprisen i medfoer af artikel 2, stk. 8, litra b) [i samtlige grundforordninger siden forordning nr. 3017/79] (50).

78. I den allerede omtalte dom i TEC-sagen blev problemet endnu engang rejst, for saa vidt angaar salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, hvorved Domstolen sammenfattede sin praksis vedroerende dette problem paa foelgende maade:

"Hvad angaar det af TEC anfoerte, hvorefter salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger skal medtages paa samme vis saavel ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi som ved fastlaeggelsen af eksportprisen i form af en beregnet pris, bemaerkes blot, at den opfattelse klart er blevet afvist i Domstolens domme af 7. maj 1987 (240/84, 255/84, 256/84, 258/84 og 260/84, om antidumpingtold paa importen af kuglelejer, Sml. s. 1809, 1861, 1899, 1923 og 1975), hvori det blev fastslaaet, at der gaelder tre saerskilte regelsaet, som hver isaer skal overholdes, for henholdsvis fastlaeggelsen af den normale vaerdi, fastlaeggelsen af eksportprisen og sammenligningen mellem disse to stoerrelser." (51)

79. Jeg er ikke i tvivl om, at denne betragtning principielt gaelder tilsvarende, for saa vidt angaar den fortjeneste, som skal indgaa i den normale vaerdi, der som bekendt efter den nye grundforordning (men ogsaa den tidligere grundforordning, jf. opregningen i artikel 2, stk. 9, over de forhold, der kan give anledning til justeringer) ikke kan goeres til genstand for en justering.

80. Generaladvokat Sir Gordon Slynn (52) har med rette udtalt, at den efter denne praksis gaeldende systematiske opdeling ogsaa er fastlagt i antidumpingkodeksen, saaledes som det fremgaar af opbygningen af artikel 2, stk. 4-6. Hvad angaar justeringer af generalomkostninger og fortjenester ved salg foretaget af eksportoeren eller et uafhaengigt selskab i et senere handelsled end ab fabrik, er disse ikke omfattet af nogen af de i kodeksens artikel 2, stk. 6, andet punktum, naevnte kategorier. Dette fremgaar af en sammenligning med bestemmelsens tredje punktum. Formaalet med justeringerne i henhold til tredje punktum er "at fastlaegge den eksportpris, der normalt anvendes i handelen" (53). Der skal herved tages hensyn til "omkostninger, herunder skatter og afgifter, samt fortjenester, der er paaloebet mellem indfoersel og videresalg". Disse elementer kommer - i forbindelse med eksportprisen i det i kodeksens artikel 2, stk. 6, tredje punktum, omhandlede saerlige tilfaelde - udover de i andet punktum naevnte, saaledes som det fremgaar af ordet "ligeledes" i tredje punktum. Det foelger heraf for det foerste, at begrebet "salgsvilkaar" kun omfatter omkostningselementer, der har direkte tilknytning til afsaetningen (hvilket navnlig udelukker generalomkostninger). I de tidligere naevnte "Kuglelejer-sager" synes sagsoegerne ogsaa at vaere gaaet ud fra denne terminologi (54).

81. Hvad angaar fortjenester, fremgaar det af en sammenligning mellem andet og tredje punktum, at disse heller ikke er omfattet af begrebet "andre forskelligheder, der har betydning for prisernes sammenlignelighed".

82. Det staar utvivlsomt de parter, der har undertegnet kodeksen, frit for at behandle virksomheder, der rammes af eventuelle antidumpingforanstaltninger, mere fordelagtigt, end hvad der foelger af denne fortolkning, hvilket dog ikke kan forhindre faellesskabsmyndighederne i fuldt ud at goere brug af det spillerum, som de har efter kodeksen.

83. Det maa herefter fastslaas, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning ikke strider mod artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen.

84. (3) Med hensyn til de af sagsoegerens argumenter vedroerende gyldigheden af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, hvorved det goeres gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af nogle almindelige retsgrundsaetninger, angaar disse enten den konkrete anvendelse af denne bestemmelse over for sagsoegeren og har intet at goere med spoergsmaalet om bestemmelsens anvendelighed i tidsmaessig henseende, dvs. klagepunkter, der baserer sig paa foelgende principper:

- princippet om forbud mod forskelsbehandling

- proportionalitetsprincippet

- princippet om ret og billighed i forbindelse med anvendelsen af faellesskabsretten set i lyset af retssikkerhedsprincippet

- princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder

- princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

- estoppelprincippet

eller de angaar bestemmelsens gyldighed i tidsmaessig henseende (jf. artikel 19), dvs. klagepunkter, der er baseret paa foelgende principper:

- retssikkerhedsprincippet

- princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed.

85. Ingen af argumenterne vedroerer saaledes spoergsmaalet om gyldigheden af den omtvistede bestemmelse som saadan. Kun for fuldstaendighedens skyld vil jeg her undersoege det ene problem, der, saafremt man opfattede det af sagsoegeren anfoerte anderledes, ville kunne vaere relevant for spoergsmaalet om bestemmelsens gyldighed, nemlig spoergsmaalet om ligebehandling. Som bekendt indebaerer det faellesskabsretlige ligebehandlingsprincip ikke alene et forbud mod at regulere forhold, som maa sidestilles, forskelligt, med mindre en saadan forskellig regulering er objektivt begrundet (55), men ogsaa mod at regulere forhold, som er vaesentligt forskellige, paa samme maade, med mindre en saadan forskellig regulering er tilstraekkeligt begrundet (56). Anvendelsen af regnskabsmaessige oplysninger vedroerende omkostninger og fortjenester hos andre virksomheder end den beroerte kan rejse problemet om en ensartet regulering af forskellige forhold, naar den virksomhed, som denne metode anvendes over for, paa vaesentlige punkter adskiller sig fra de paagaeldende andre virksomheder og fra de konkurrerende virksomheder, som ligeledes er omfattet af antidumpingproceduren. Den omhandlede bestemmelse ville dog kun ud fra denne betragtning kunne anses for ugyldig, saafremt det i henhold til den under de naevnte omstaendigheder ikke var muligt at tage hensyn til forbuddet mod forskelsbehandling, hvilket imidlertid ikke er tilfaeldet. For det foerste gaelder det som tidligere anfoert, at anvendelsen af den omtvistede metode kun maa ske paa en saadan maade, at kravet om rimelighed overholdes. Som det fremgaar af meningen og formaalet med antidumpingordningen - som er at imoedegaa foelgerne af den skade, der udspringer af en praksis, som begraenser de lige konkurrencemaessige vilkaar - kan det aldrig vaere "rimeligt" at udoeve forskelsbehandling over for en virksomhed i forbindelse med en antidumpingprocedure. For det andet maa en fortolkningsegnet bestemmelse i den afledte faellesskabsret principielt fortolkes i overensstemmelse med den trinhoejere faellesskabsret. Kun naar en saadan fortolkning ikke er mulig, kan der blive tale om at anse bestemmelsen for stridende mod trinhoejere faellesskabsret, saaledes at bestemmelsen er ugyldig (57). Da bestemmelsen efter sin ordlyd under alle omstaendigheder giver adgang til at anvende oplysninger hidroerende fra sammenlignelige virksomheder eller, saafremt dette er umuligt eller urimeligt, at skride til en anvendelse af en anden rimelig (ikke-diskriminatorisk) metode, kan jeg ikke se, at bestemmelsen skulle stride mod forbuddet mod forskelsbehandling.

86. b) Sagsoegeren har endvidere fremfoert en raekke argumenter, der vedroerer anvendeligheden i tidsmaessig henseende af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, og som er rettet mod artikel 19 i den nye grundforordning. Sagsoegeren goer gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed. Naermere bestemt anfoerer sagsoegeren, at der ved den nye grundforordning, som er ufordelagtig for selskabet, for saa vidt angaar beregningen af den normale vaerdi, er blevet indfoert en ny metode under forloebet af en antidumpingprocedure (nemlig den, der ligger til grund for naervaerende tvist). Dette strider mod retssikkerhedsprincippet. Endvidere er der tale om tilbagevirkende gyldighed, og af disse grunde og som foelge af en manglende begrundelse er artikel 19 i den nye grundforordning ugyldig.

87. aa) Ved naermere eftersyn fremgaar det, at disse argumenter er baseret paa to saerskilte betragtninger. Det foerste udgangspunkt er, at den nye grundforordning indeholder hjemmel til under omstaendigheder som de foreliggende at fastlaegge en normal vaerdi i form af en beregnet vaerdi, som er mere ufordelagtig for den beroerte eksportoer end den, der gjaldt efter den metode, som ifoelge den tidligere grundforordning kunne anvendes. Det andet udgangspunkt er, at den nye grundforordning paabyder en beregningsmaade, som den tidligere grundforordning maaske indeholdt hjemmel til, men som den ikke obligatorisk foreskrev i et tilfaelde som sagsoegerens, saaledes at den for sagsoegeren mere fordelagtige metode, der blev anvendt for selskabets vedkommende under sagen om import af elektroniske skrivemaskiner, nu paa forhaand er udelukket.

88. Foer min undersoegelse af de enkelte argumenter vil jeg droefte de naevnte to udgangspunkter.

89. (1) Hvad angaar det foerste udgangspunkt, mener jeg, at det allerede maa anses for afvist ved mine bemaerkninger om den nye bestemmelses forenelighed med antidumpingkodeksen.

90. Jeg har allerede bemaerket, at der til hver af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning opregnede metoder er knyttet et forbehold om rimelighed. Efter den tidligere grundforordning var dette det eneste kriterium ved ansaettelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste (hvorved der i overensstemmelse med kodeksen for fortjenestens vedkommende gjaldt en oeverste graense repraesenterende det normale). Der er paa dette punkt en fuldstaendig overensstemmelse mellem den tidligere grundforordning og antidumpingkodeksen. Sammenfattende kan man sige, at kriteriet om rimelighed saaledes genfindes i samtlige retsgrundlag - fra antidumpingkodeksen over den tidligere grundforordning til den nye grundforordning. Den nye grundforordning opstiller forskellige beregningsmetoder og en prioritetsraekkefoelge i denne forbindelse, men i alle tilfaelde saettes der nogle graenser af kriteriet om rimelighed, som ogsaa gjaldt i henhold til den tidligere grundforordning.

91. (2) Jeg kommer nu til det andet udgangspunkt, hvorefter den nye bestemmelse tvinger til en anvendelse af den i sagen omtvistede metode i tilfaelde som det foreliggende, i forbindelse med hvilke det efter den tidligere grundforordning gjaldt, at der ogsaa var mulighed for at anvende den metode, som blev anvendt under den tidligere procedure (og som foerte til en afslutning af denne).

92. Man kunne vaere af den opfattelse, at denne betragtning blot er et spejlvendt billede af den foerstnaevnte betragtning. Dette er imidlertid ikke helt korrekt. Logisk set er det ikke udelukket, at saavel den over for Nakajima efter den tidligere grundforordning under proceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner anvendte metode som den under naervaerende procedure anvendte ville kunne anses for at opfylde kriteriet om rimelighed, men tilbage staar dog, at den nye grundforordning begraenser den hjemlede valgmulighed - dvs. faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser - til den i sagen anvendte metode.

93. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at de to metoder er saa vaesentligt forskellige fra hinanden, at kun en af dem vil kunne vaere rimelig i en given situation. Som allerede naevnt er det ogsaa efter meningen og maalsaetningen med antidumpingordningen et formaal med kriteriet om rimelighed, at der ikke maa ske forskelsbehandling mellem de virksomheder, der rammes af antidumpingforanstaltninger. Ud fra denne betragtning kan en anvendelse af forskellige metoder paa identiske sagsforhold ikke anses for rimeligt.

94. bb) Paa dette grundlag kan jeg indskraenke mig til nogle enkelte bemaerkninger vedroerende sagsoegerens argumenter.

95. (1) Det anfoerte om, at der er sket en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed, maa forkastes allerede af den grund, at bestemmelsen i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), hvis aendring sagsoegeren anfaegter, er uforandret, for saa vidt angaar bestemmelsens retsvirkninger. For det foerste er der dermed ikke tale om nogen aendring med konsekvenser for en allerede ivaerksat procedure, hvilket ville have kunnet vaere problematisk, naar henses til retssikkerhedsprincippet. For det andet foreligger der heller ikke nogen tilbagevirkende gyldighed, idet de paa allerede indtrufne sagsforhold anvendte regler ikke har adskilt sig fra dem, der fandt anvendelse foer aendringen. Dette er navnlig af betydning for spoergsmaalet om den endelige opkraevning af den midlertidige told (artikel 2 i forordning nr. 3651/88), som efter min opfattelse er udtryk for en foranstaltning med tilbagevirkende gyldighed, hvilket indebaerer, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning for saa vidt, jf. artikel 19, ville have medfoert retsvirkninger med tilbagevirkende kraft, saafremt bestemmelsen paa det af sagsoegeren anfoerte punkt ville have forringet eksportoerernes retstilling.

96. Efter min opfattelse er det anfoerte tilstraekkeligt til, at artikel 19 i den nye grundforordning, for saa vidt angaar naervaerende tvist, materielretligt maa anses for ubehaeftet med mangler. Ganske vist er der ved den nye grundforordning indfoert en raekke yderligere aendringer, hvis foelger endnu ikke er blevet undersoegt naermere. Saafremt det skulle vise sig, at de nye bestemmelser er mindre fordelagtige for eksportoererne end de tidligere gaeldende, ville der opstaa de samme problemer som dem, der ville have gjort sig gaeldende, saafremt der var blevet konstateret en saadan forringet retstilling i forbindelse med artikel 2, stk. 3, litra b), ii). Jeg mener dog i denne forbindelse paa grundlag af artikel 184 at kunne indskraenke mig til at undersoege de problemer, som er blevet rejst under sagen. Den naevnte bestemmelse omhandler en del af den proevelse, der kan ske under direkte soegsmaal, jf. herved EOEF-Traktatens 173. Logisk rigtigt er der efter bestemmelsen ikke tale om nogen omfattende proevelse af gyldigheden af den paagaeldende retsakt, men om en proevelse af, hvorvidt retsakten "((af)) de i artikel 173, stk. 1, naevnte grunde ... ikke kan finde anvendelse". Enhver part kan "paaberaabe sig" disse grunde. Begraensningen af proevelsen til kun at omfatte de grunde, der paaberaabes, saaledes som dette fremgaar af EOEF-Traktatens artikel 173, gaelder dermed ligeledes, hvad angaar Traktatens artikel 184.

97. (2) Det er ogsaa paa dette grundlag, at droeftelsen af det af sagsoegeren anfoerte vedroerende manglende begrundelse maa ske. Efter min opfattelse var det ufornoedent saerligt at redegoere for artikel 19 i den nye grundforordning i betragtningerne til denne. Da bestemmelsen saaledes hverken rejser nogen problemer med hensyn til princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed, eller hvad angaar retssikkerhedsprincippet, idet den derimod blot foreskriver en anvendelse af reglerne i den nye grundforordning paa allerede ivaerksatte procedurer, er bestemmelsen kun et led i den nye grundforordning som helhed og indgaar i ordningen i henhold til denne (58). I oevrigt fremgaar det af betragtning 33 til den nye grundforordning, at artikel 2, stk. 3, litra b), ii), er en praecisering, hvilket indirekte klargoer artikel 19' s rolle, for saa vidt denne bestemmelse angaar artikel 2, stk. 3, litra b), ii).

98. 2. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at det er med urette, at Raadet over for selskabet anvendte den anden af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning opregnede metoder.

99. I denne forbindelse vil jeg inden for rammerne af den her omhandlede undersoegelse indledningsvis kun droefte de argumenter, som angaar beregningen af den normale vaerdi som saadan, og som ikke vedroerer spoergsmaalet om sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen. Argumenterne vedroerende sidstnaevnte spoergsmaal vil blive droeftet i et saerligt afsnit (nedenfor punkt IV).

100. a) Inden for de saaledes fastlagte rammer maa der for det foerste ske en undersoegelse under ét af de tre argumenter, som i det vaesentlige har samme genstand, og som vedroerer Raadets udoevelse af sine skoensmaessige befoejelser i henseende til antidumpingkodeksen og bestemte almindelige retsgrundsaetninger.

101. Sagsoegeren har i foerste raekke - subsidiaert i forhold til det allerede forkastede argument om, at selve den anvendte bestemmelse strider mod antidumpingkodeksen - gjort gaeldende, at anvendelsen af bestemmelsen konkret strider mod kodeksen. Naar henses til sagsoegerens saerlige struktur, der adskiller sig fra andre virksomheders, navnlig dem, hvis forhold der i sagen er blevet taget udgangspunkt i ved ansaettelsen af omkostninger og fortjenester, er Raadets fremgangsmaade, hvorved det anvendte den paagaeldende metode, "urimelig" og strider mod antidumpingkodeksen. For det andet burde faellesskabsmyndighederne ved anvendelsen af den paagaeldende bestemmelse have udoevet deres skoensmaessige befoejelser under hensyntagen til sagsoegerens anderledes struktur. Ved at undlade dette har faellesskabsmyndighederne ikke alene tilsidesat den obligatoriske regel i den nye grundforordning, hvorefter den normale vaerdi skal fastlaegges paa et rimeligt grundlag, men herudover kraenket almindelige retsgrundsaetninger, naermere bestemt princippet om ret og billighed i forbindelse med anvendelsen af faellesskabsretten og proportionalitetsprincippet. For det tredje er den anvendte fremgangsmaade diskriminatorisk og strider dermed mod ligebehandlingsprincippet.

102. Jeg bemaerker indledningsvis, at det var med rette, at Raadet fastlagde den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi [artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning], da det er ubestridt, at sagsoegeren ikke saelger printere paa det japanske marked, saaledes at det var udelukket at anvende artikel 2, stk. 3, litra a), hvorefter der frit kan vaelges mellem metoderne i henholdsvis i) og ii) i artikel 2, stk. 3, litra b).

103. Det fremgaar af systematikken i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, at de tre deri opregnede metoder skal tages i betragtning i den raekkefoelge, hvori de optraeder i bestemmelsen. Det er kun, saafremt ingen af disse metoder kan anvendes, at man maa ty til den generelle bestemmelse, hvorefter salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste kan fastlaegges "paa et andet rimeligt grundlag".

104. Det var herved med rette, at Raadet undlod at anvende den foerste af de naevnte metoder (59), da sagsoegeren ikke saelger samme vare paa det japanske marked. Udelukkende for fuldstaendighedens skyld vil jeg her - idet sagsoegeren er af den opfattelse, at anvendelsesomraadet for metoden er ubestemt - praecisere dennes betydning, saaledes som jeg forstaar den. Efter min opfattelse er der tale om en metode, som er baseret paa en afsaetning af en eller flere modeller inden for en bestemt kategori af varer paa hjemmemarkedet. Med udgangspunkt i denne afsaetning sker der herefter en fastlaeggelse af den normale vaerdi af andre (eksporterede) modeller inden for samme kategori. I den tyske version anvendes - aabenbart af denne grund - ikke udtrykket "gleichartige Ware", men et andet og videre begreb ("Waren gleicher Art"). Paa de fleste andre af de officielle sprog kommer denne forskel i forhold til udtrykket "gleichartige Ware" (jf. artikel 2, stk. 12) kun til udtryk i form af en angivelse i pluralis, idet det kun er i den danske og i den italienske version, man ikke genfinder denne forskel.

105. Under disse omstaendigheder havde Raadet pligt til at efterproeve - og for saa vidt kan dets handlemaade ikke kritiseres - hvorvidt der burde ske en anvendelse af den af sagsoegeren anfaegtede anden metode. Raadet fulgte Kommissionens opfattelse og mente, at dette burde vaere tilfaeldet. Jeg kan ikke tilslutte mig denne opfattelse. Raadet maa nemlig ved sin fremgangsmaade derimod antages at have tilsidesat den i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), foreskrevne regel om, at salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste skal fastlaegges paa et rimeligt grundlag.

106. Det er i denne sammenhaeng noedvendigt at uddybe betragtningerne vedroerende meningen og formaalet med fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi og naermere at droefte, hvad der foelger heraf, for saa vidt angaar kriteriet om rimelighed.

107. Jeg har allerede naevnt, at Domstolen i sagerne vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner antog, at formaalet med den beregnede normale vaerdi var at fastlaegge salgsprisen for et produkt, saaledes som denne ville vaere, saafremt produktet solgtes i oprindelses- eller eksportlandet. Dette udgangspunkt er utvivlsomt det rigtige i mange tilfaelde, men kan efter min opfattelse ikke gaelde uindskraenket.

108. Til naermere belysning heraf vil jeg placere Domstolens udtalelse i den sammenhaeng, hvori den indgaar.

109. I sagerne vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner skulle der principielt traeffes afgoerelse paa grundlag af tre forskellige sagsforhold. I de allerede naevnte sager, Brother, Canon og Silver Seiko, blev den normale vaerdi fastlagt paa grundlag af artikel 2, stk. 3, litra a), for saa vidt angaar de modeller, som eksportoererne havde en afsaetning af paa det japanske marked, mens den normale vaerdi for de oevrige modellers vedkommende blev fastlagt i form af en beregnet vaerdi. I sidstnaevnte tilfaelde blev salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger fastsat under hensyntagen til omkostningerne hos forhandlerselskaber tilknyttet de tre naevnte producenter. Hvad angaar fortjenesterne, blev disse fastlagt paa grundlag af de margener, som var blevet beregnet for de modeller, som solgtes paa hjemmemarkedet.

110. I TEC-sagen havde sagsoegeren ganske vist ogsaa et tilknyttet forhandlerselskab. TEC markedsfoerte dog ikke elektroniske skrivemaskiner paa det japanske marked, hverken gennem dette selskab eller paa anden maade. Derimod var der paa det japanske marked en afsaetning af en raekke andre elektroniske produkter, som ifoelge det af TEC oplyste ogsaa omfattede "kontorudstyr". Forhandlerselskabet solgte kasseapparater, elektroniske vaegte og andre produkter. Under disse omstaendigheder blev salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger fastsat under hensyntagen til forhandlerselskabets omkostninger, og fortjenesterne blev fastsat paa grundlag af de fortjenester, som selskabet Canon opnaaede i forbindelse med afsaetningen af elektroniske skrivemaskiner paa det japanske marked gennem sit forhandlerselskab.

111. I Sharp-sagen (60) havde sagsoegeren kun en meget lille afsaetning paa hjemmemarkedet af elektroniske skrivemaskiner. Det stod dog klart, at der blev afsat andre produkter paa hjemmemarkedet, men denne afsaetnings omfang fremgaar ikke af retsmoederapporten. Sagsoegeren havde et tilknyttet forhandlerselskab ligesom de andre producenter, der anfaegtede den paagaeldende forordning om endelig told (61). Salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste blev her fastlagt som i TEC' s tilfaelde.

112. Som det fremgaar af dette overbliksbillede, var de paagaeldende skrivemaskineproducenters tilstedevaerelse paa det japanske marked mere eller mindre udpraeget - i hoejere grad i Brother' s, Canon' s og Silver Seiko' s tilfaelde, og i mindre grad i TEC' s og Sharp' s tilfaelde. Mens der for TEC' s og Sharp' s vedkommende nemlig blot var et forhandlerselskab som salgsstruktur paa det japanske marked, kom hertil for Brother' s, Canon' s og Silver Seiko' s vedkommende, at disse selskaber rent faktisk ogsaa solgte elektroniske skrivemaskiner paa det japanske marked, selv om denne afsaetning ikke omfattede alle de til Faellesskabet eksporterede modeller. Denne forskel kommer ogsaa til udtryk i Domstolens praemisser i dommene i Brother- og Sharp-sagerne. I praemis 19 i dommen i Brother-sagen og i praemis 10 i dommen i Sharp-sagen lagde Domstolen til grund, at der ville ske en forskelsbehandling mellem producenter, saafremt den beregnede vaerdi af produkter fremstillet af en producent, der saelger lignende varer paa eksportlandets hjemmemarked, blev fastlagt paa en anden maade end den beregnede vaerdi af produkter fremstillet af en producent uden nogen saadan afsaetning paa hjemmemarkedet.

113. Paa dette sted vil det vaere paa sin plads at praecisere den bestaaende sammenhaeng mellem henholdsvis den citerede domspraksis og meningen og formaalet med fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi efter den nye grundforordning og at uddybe de overvejelser, som jeg allerede andetsteds har givet en indledende redegoerelse for.

114. Alt efter de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke man fastlaegger den normale vaerdi, foreligger der forskellige oekonomiske situationer, saaledes at det oekonomiske grundlag for indfoerelsen af antidumpingtold ogsaa er forskelligt i hvert enkelt tilfaelde.

115. I det tilfaelde, hvor hovedkriteriet goer sig gaeldende, jf. artikel 2, stk. 3, litra a), i den nye grundforordning, er den sammenlignelige pris, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel for samme vare til forbrug i eksport- eller oprindelseslandet, hoejere end eksportprisen. I saa fald er forholdet pr. definition det, at den paagaeldende producent (eller eksportoer) optraeder forskelligt paa to markeder (hjemmemarkedet og det paagaeldende eksportmarked). At en saadan praksis ikke er udtryk for loyal konkurrence, er uden videre indlysende. Der bestaar nemlig i saadanne tilfaelde en risiko for, at producenten eller eksportoeren oekonomisk understoetter de lave priser paa eksportmarkedet ved hjaelp af hoejere priser paa hjemmemarkedet og dermed skaffer sig en uberettiget fordel i forhold til de andre konkurrenter, der driver virksomhed paa eksportmarkedet.

116. Saafremt samme vare derimod ikke saelges i normal handel paa eksportlandets eller oprindelseslandets hjemmemarked, eller saafremt et saadant salg ikke muliggoer en passende sammenligning ((artikel 2, stk. 3, litra b), i den nye grundforordning)), skal der traeffes et valg mellem to subsidiaere kriterier. Efter det foerst kriterium (i) er den normale vaerdi den sammenlignelige pris for samme vare, naar denne udfoeres til et tredjeland. Denne fremgangsmaade adskiller sig i det vaesentlige kun fra fremgangsmaaden efter artikel 2, stk. 3, litra a), derved, at den paagaeldende forskel ikke angaar henholdsvis producentens eller eksportoerens hjemmemarked og det paagaeldende eksportmarked, men dette eksportmarked og et andet eksportmarked. I disse tilfaelde ligger de oekonomiske betragtninger, som begrunder indfoerelsen af en antidumpingtold, saaledes ganske taet op ad, hvad der er tilfaeldet i forbindelse med hovedkriteriet.

117. Jeg kommer nu til spoergsmaalet om fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Sagsoegerne i sagerne for Domstolen vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner havde som bekendt gjort gaeldende, at den beregnede normale vaerdi skulle vaere udtryk for den rimelige vaerdi, der maatte tillaegges den eksporterede vare. Ud fra et oekonomisk synspunkt finder jeg ikke dette udgangspunkt uantageligt. Ved en efterproevelse paa grundlag af et saadant kriterium vil man saaledes undersoege, hvorvidt eksportoeren saelger sine produkter paa eksportmarkedet til priser, der daekker samtlige omkostninger og omfatter en rimelig fortjenstmargen. Saafremt prisen ligger under denne graense, bliver det muligt for eksportoeren paa grundlag heraf fra eksportmarkedet at fortraenge de konkurrenter, der driver virksomhed dér (uden at der er noget oekonomisk grundlag for de paagaeldende lave priser). Det bliver herefter muligt for vedkommende eksportoer - alt efter i hvor hoej grad, det er lykkedes at fortraenge de andre konkurrenter fra markedet - at udligne tabene ved denne prispolitik ved paa ny at forhoeje priserne. Det er aabenbart, at antidumpingtold i saadanne tilfaelde skal tjene som en kompensationsmekanisme.

118. Det udgangspunkt, som Domstolen derimod har lagt til grund med hensyn til fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, er den situation, som ville foreligge, saafremt produktet solgtes paa eksportoerens hjemmemarked. Herved soeges det opnaaet, at resultatet af fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi ligger saa taet op ad den normale vaerdi efter artikel 2, stk. 3, litra a), som muligt. I denne forbindelse foreligger den oekonomiske begrundelse for en antidumpingtold, som artikel 2, stk. 3, litra a), gaar ud fra, dog ikke altid. Den, der ikke har nogen afsaetning paa hjemmemarkedet, kan ikke goere nogen forskel mellem dette marked og eksportmarkedet og drage uberettigede fordele heraf. Dette indebaerer imidlertid ikke, at udgangspunktet efter den naevnte praksis i saadanne tilfaelde aldrig er relevant. Efter min opfattelse boer fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi ske paa en maade, der ligner metoden efter artikel 2, stk. 3, litra a), naar den paagaeldende situation minder om de deri omhandlede omstaendigheder. Der sigtes herved i foerste raekke til de muligheder, som den beroerte virksomhed har for til enhver tid at fremkalde den i artikel 2, stk. 3, litra a), omhandlede situation eller for at forhindre, at der konstateres dumping efter bestemmelsen, ved at undlade at saelge bestemte modeller inden for samme kategori paa hjemmemarkedet, selv om virksomheden har mulighed herfor [jf. artikel 2, stk. 3, litra b), ii), tredje punktum, i den nye grundforordning]. Dette bliver endvidere aktuelt, saafremt virksomheden paa hjemmemarkedet afsaetter produkter, der teknologisk har tilknytning til de eksporterede produkter, men som i forhold til disse dog ikke kan anses som "gleichartige Waren" eller "Waren gleicher Art" (62) [jf. artikel 2, stk 3, litra b), ii), sjette punktum, i den nye grundforordning]. Jeg finder det imidlertid uantageligt at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af en salgspris for en lignende vare paa hjemmemarkedet, saafremt et saadant salg eller i hvert fald et salg inden for samme sektor maa anses for noget rent hypotetisk. I saadanne tilfaelde maa faellesskabsmyndighederne, saafremt de vil gaa frem saaledes, afvente den videre udvikling og i givet fald senere indfoere en antidumpingtold.

119. Det er herefter ikke overraskende, at Domstolen i Brother-, Canon-, og Silver Seiko-sagerne tiltraadte den af Raadet valgte metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi. Disse producenter solgte saaledes elektroniske skrivemaskiner paa det japanske marked gennem en bestaaende forhandlerstruktur (et tilknyttet forhandlerselskab). De kunne i kraft af denne struktur paa et hvilket som helst tidspunkt udvide deres markedsfoering til ogsaa at omfatte andre af de eksporterede modeller, saafremt dette maatte anses som en oekonomisk hensigtsmaessig disposition. Det var derfor med rette, at salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste blev fastsat paa grundlag af den konkrete afsaetning paa det japanske marked.

120. At den samme fremgangsmaade (hvad angaar salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger) ogsaa blev anvendt for TEC' s og Sharp' s vedkommende, forekommer mig mindre indlysende, men dog forstaaeligt. TEC raadede trods alt over en selvstaendig salgsstruktur og havde paa det japanske marked en afsaetning af produkter, som ifoelge selskabet var omfattet af begrebet "kontorudstyr". Der var saaledes en afsaetning inden for samme erhvervssektor tillige med en salgsstruktur, som i givet fald kunne udnyttes til at saelge elektroniske skrivemaskiner.

121. I Sharp' s tilfaelde var der en mindre afsaetning af elektroniske skrivemaskiner paa hjemmemarkedet gennem et til det fremstillende moderselskab tilknyttet forhandlerselskab tillige med en afsaetning af andre produkter. Heller ikke i dette tilfaelde forekom det paa forhaand fejlagtigt at fastlaegge den normale vaerdi ud fra en hypotetisk forudsaetning om en tilstraekkelig stor afsaetning af elektroniske skrivemaskiner paa det japanske marked, navnlig for saa vidt - men retsmoederapporten indeholder dog ingen oplysninger herom - Sharp' s egen afsaetning af elektroniske skrivemaskiner i Japan kun laa lige under den graense, under hvilken en afsaetning anses for ubetydelig. Under alle omstaendigheder ville Sharp i kraft af sin salgsstruktur have kunnet goere et forsoeg paa at opnaa en stoerre afsaetning.

122. Det vil her hverken vaere paa sin plads eller noedvendigt i fuldt omfang at redegoere for hvert at de konkrete tilfaelde, som forelaa for Domstolen, eller at undersoege spoergsmaalet om anvendelsen af den fremgangsmaade, hvorefter fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi skete med udgangspunkt i en hypotetisk afsaetning af den paagaeldende vare i oprindelses- eller eksportlandet. I naervaerende sag foreligger der nemlig en helt anden situation, hvor der savnes ethvert grundlag for en saadan fremgangsmaade. Sagsoegeren har saaledes ingen afsaetning af naaleprintere paa det japanske marked og raader heller ikke over nogen salgsstruktur, som selskabet i denne forbindelse ville kunne basere sig paa. Efter Raadets opfattelse forudsaetter en saadan afsaetning en struktur som den hos de andre virksomheder, hvis forhold der blev taget udgangspunkt i ved beregningen af den normale vaerdi (dvs. et forhandlerselskab med de relevante personalemaessige og materielle ressourcer).

123. Den naevnte situation svarer ikke til det i artikel 2, stk. 3, litra a), i den nye grundforordning omhandlede tilfaelde og naermer sig end ikke et saadant. Ser man udelukkende paa situationen ud fra denne omstaendighed, kan der ikke vaere tale om at goere nogen forskel paa henholdsvis det japanske marked og markedet i Faellesskabet eller om noget saadant inden for en naer fremtid, ligesom man ikke kan forestille sig noget misbrug af muligheder efter den bestaaende struktur i form af skjulte tiltag eller omgaaelser.

124. Under disse omstaendigheder ville det vaere udtryk for en forskelsbehandling af Nakajima i forhold til de andre virksomheder, saafremt selskabet blev behandlet paa noejagtig samme maade som disse, saaledes at den paagaeldende foranstaltning - hvilket jeg allerede har bemaerket - ogsaa ville vaere urimelig som stridende mod den nye grundforordning. Hvad nemlig angaar de hoejere salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger hos de andre virksomheder, som raader over en egen salgsstruktur, er der og kan der ikke vaere tale om saadanne omkostninger. Lige saa lidt er der noget grundlag for for sagsoegerens vedkommende at regne med den fortjeneste, der er blevet ansat, for saa vidt angaar andre producenters afsaetning paa hjemmemarkedet.

125. Man kunne paa dette sted spoerge, om dette raesonnement overhovedet efterlader noget anvendelsesomraade for den af sagsoegeren anfaegtede anden metode i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning. Man kunne faa det indtryk, at det resultat, jeg er kommet frem til, er i modstrid med det indledningsvis anfoerte om, at den anden metode er forenelig med paabuddet om "rimelighed" i henhold til kodeksen. I de allerede naevnte tilfaelde med Sharp og TEC blev der dog ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi regnet med andre virksomheders fortjenstmargen. Dette forekommer af de allerede naevnte grunde antageligt. Endvidere kan der blive tale om at fastlaegge den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi efter denne metode, naar en afsaetning paa hjemmemarkedet er forbundet med tab. I henhold til artikel 2, stk. 4, i den nye grundforordning kan den normale vaerdi i saadanne tilfaelde bl.a. fastlaegges i form af en beregnet vaerdi, og i saa fald kan jeg ikke se, at der er nogen betaenkeligheder ved at anvende den af sagsoegeren anfaegtede metode.

126. Sagsoegeren har herved - som reaktion paa det af Raadet med bestemthed anfoerte, hvorefter sagsoegerens argumenter allerede ved Domstolens afgoerelser vedroerende antidumpingforanstaltningerne over for importen af elektroniske skrivemaskiner er blevet forkastet - under den mundtlige forhandling paa grundlag af talangivelser vedroerende afsaetningen af skrivemaskiner i Japan soegt at paavise, at det ville have vaeret muligt for selskabet, selv med dets simple struktur, ogsaa at have en betydelig afsaetning af naaleprintere paa hjemmemarkedet.

127. Rent bortset fra det problem i henseende til rettergangsreglerne, som det sene tidspunkt for dette arguments fremsaettelse rejser, er jeg i oevrigt af den opfattelse, at disse talangivelser ikke kan tillaegges nogen bevisvaerdi, da det drejer sig om absolutte tal for afsaetningen uden angivelser vedroerende markedsandele. For saa vidt sagsoegerens argumentation overhovedet maatte kunne tages i betragtning, er det under alle omstaendigheder paa forhaand udelukket, at man derved kan godtgoere noget med hensyn til en indtraengen paa markedet for skrivemaskiner - for ud fra dette udgangspunkt at slutte noget med hensyn til en tilsvarende indtraengen paa markedet for printere og derefter paa dette grundlag at fastslaa noget med hensyn til sagsoegerens absolutte (mulige) afsaetning paa markedet for printere. Jeg bemaerker herved, at de under den mundtlige forhandling fremlagte angivelser vedroerende afsaetningen varierede betydeligt fra aar til aar, hvilket tyder paa en sporadisk afsaetning. Med hensyn til elektroniske skrivemaskiner maa sagsoegeren, for saa vidt angaar undersoegelsesperioden i forbindelse med den paagaeldende antidumpingprocedure (1.4.1983 - 31.3.1984, jf. punkt 6 i betragtningerne til forordning nr. 3643/84 (63)), endvidere antages at have erkendt, at selskabets afsaetning maatte anses for at vaere af sporadisk art, og at den derfor ikke udgjorde noget egnet grundlag i forbindelse med beregningen af den normale vaerdi.

128. Endelig omfatter langt den stoerste del af afsaetningen siden 1984 mekaniske skrivemaskiner, der hverken teknologisk eller funktionelt kan sammenlignes med printere, hvilket er en yderligere omstaendighed, der bidrager til at goere det vanskeligt at anlaegge et skoen med hensyn til den eventuelle afsaetning af et bestemt produkt paa grundlag af bestemte antagelser vedroerende afsaetningen af et andet produkt.

129. Jeg vil herefter foreloebig laegge til grund, at den af sagsoegeren anfaegtede anden af de i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), opregnede metoder ikke burde have vaeret anvendt, idet denne fremgangsmaade i strid med foerste og andet punktum i bestemmelsen var urimelig. Da argumenterne vedroerende en tilsidesaettelse af kodeksen og de foeromtalte almindelige retsgrundsaetninger angaar praecis det samme problem, er det ufornoedent saerskilt at gaa naermere ind herpaa.

130. Naar henses til det anfoerte vedroerende salg af skrivemaskiner, kunne den tredje af de opregnede metoder heller ikke komme i betragtning, saaledes at man som en sidste loesning burde vaere faldet tilbage paa den generelle bestemmelse i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), hvorefter den normale vaerdi beregnes "paa et andet rimeligt grundlag". Herefter burde den normale vaerdi vaere blevet beregnet paa basis af de faktiske omkostninger i forbindelse med eksporten tillige med en i saa henseende rimelig fortjenstmargen, hvorefter det paa grundlag af en sammenligning med eksportprisen burde undersoeges, hvorvidt eksportprisen maatte anses som en dumpingpris (saaledes at prisen som saadan, saafremt den ikke kunne anses som en dumpingpris, burde laegges til grund som rimelig ud fra et oekonomisk synspunkt).

131. Da dette ikke skete, og naar henses til, at en saadan fremgangsmaade ifoelge det af Nakajima anfoerte, hvis rigtighed ikke er blevet bestridt, ville have foert til et for sagsoegeren mere fordelagtigt resultat, boer den anfaegtede forordning annulleres i det omfang, der er nedlagt paastand herom.

132. Jeg bemaerker endelig, at resultatet bliver det samme, selv om man anser det af sagsoegeren under den mundtlige forhandling anfoerte for bevist. Dette ville nemlig indebaere, at der ved beregningen af den normale vaerdi paa grundlag af en afsaetning paa hjemmemarkedet - den i saa fald relevante metode - under alle omstaendigheder i den normale vaerdi maatte ske en inddragelse af sagsoegerens salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, uforandrede, hvorimod de hoejere salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger hos andre japanske virksomheder ikke ville komme paa tale. Dette er da ogsaa den metode, som er angivet ved det tredje alternativ i artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning.

133. Selv i saa fald maatte der gives sagsoegeren medhold i sagen, uden at det ville vaere noedvendigt saerligt at undersoege de andre argumenter vedroerende samme problem.

134. I betragtning af dette resultat ville jeg kunne afslutte mit forslag til afgoerelse her. For fuldstaendighedens skyld maa jeg imidlertid for det tilfaelde, at Domstolen ikke tilslutter sig min opfattelse, ogsaa tage stilling til sagsoegerens oevrige argumenter.

135. b) Sagsoegeren har herved blandt andet gjort gaeldende, at Raadet har begaaet magtfordrejning (den sidste af de i EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 1, naevnte omstaendigheder).

136. Inden min droeftelse af de i denne forbindelse fremfoerte argumenter vil jeg gerne kort minde om den faellesskabsretlige definition af begrebet magtfordrejning.

137. Der foreligger i foerst raekke magtfordrejning, saafremt faellesskabsmyndighederne har udoevet deres befoejelser til at forfoelge andre maal end de i den paagaeldende lovgivning hjemlede (64). Ifoelge Domstolens praksis vedroerende EKSF-Traktatens artikel 33 foreligger der ligeledes magtfordrejning, saafremt vedkommende myndighed som foelge af en saa alvorlig mangel paa forudseenhed eller omhu, at det maa sidestilles med en kraenkelse af det lovbestemte formaal, har forfulgt andre formaal end dem, der ligger til grund for dens befoejelser (65).

138. Forskellen mellem disse to tilfaelde er efter min opfattelse, at den paagaeldende faellesskabsmyndighed i foerstnaevnte tilfaelde handler bevidst, mens den i det sidstnaevnte tilfaelde udviser en saa alvorlig mangel paa omhu, at det maa sidestilles med en bevidst handling (66).

139. For at komme igennem med et anbringende om magtfordrejning maa en sagsoeger pege paa objektive, afgoerende og samstemmende indicier, paa grundlag af hvilke det maa antages, at faelleskabsmyndighederne har gjort sig skyldig i en handlemaade af den naevnte art (67).

140. Efter disse principper kan det i sagen ikke laegges til grund, at der er begaaet en magtfordrejning.

141. Saafremt jeg har forstaaet sagsoegerens udfoerlige redegoerelse paa dette punkt korrekt, goer sagsoegeren gaeldende, at faelleskabsmyndighederne har handlet i overensstemmelse med foelgende to formaal, der ikke er hjemlet i grundforordningen (det vaere sig den tidligere eller den nye):

- de har bevidst forsoegt at skade sagsoegeren

- de har villet undgaa soegsmaal, hvorunder andre japanske producenter ville paaberaabe sig naervaerende sag som et fortilfaelde.

142. Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at faellesskabsmyndighederne ved deres handlemaade har undladt at udoeve deres skoensmaessige befoejelser. Sagsoegeren anfoerer herved, at faellesskabsmyndighederne undlod at tage de af sagsoegeren vedroerende selskabets saerlige struktur fremlagte beviser i betragtning. Faellesskabsmyndighederne undlod at besvare den skrivelse fra sagsoegeren, hvorved selskabet redegjorde for dets saerlige struktur, ligesom de heller ikke efterkom sagsoegerens anmodning heri om en redegoerelse vedroerende den valgte metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi (68).

143. Hvad foerst angaar argumentet om, at de naevnte angivelige beviser ikke blev taget i betragtning, bemaerker jeg, at faellesskabsmyndighederne allerede fra proceduren vedroerende elektroniske skrivemaskiner var bekendt med sagsoegerens struktur. Som allerede naevnt bestaar Raadets fejl ikke i en mangelfuld vurdering af de faktiske omstaendigheder, men angaar de retlige foelger, som Raadet traf bestemmelse om paa grundlag af de paagaeldende - ubestridelige - faktiske omstaendigheder.

144. Hvad dernaest angaar de to andre argumenter, kan jeg ikke se noget belaeg for magtfordrejning af den af sagsoegeren angivne art paa det grundlag, at sagsoegerens skrivelse af 2. september 1988 ikke blev besvaret. Jeg henviser herved til artikel 7, stk. 4, litra c), i den nye grundforordning og til mine bemaerkninger i punkt 28 i dette forslag til afgoerelse.

145. Jeg finder heller ikke noget belaeg for, at der er begaaet magtfordrejning, paa grundlag af det af sagsoegeren anfoerte, hvorefter Raadet med urette betegnede den anvendte fremgangsmaade i forbindelse med beregningen som vaerende i overensstemmelse med Kommissionens "saedvanlige praksis". Jeg forstaar dette saaledes, at den under proceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner over for de andre virksomheder anvendte metode, som var genstand for de paagaeldende retsforhandlinger for Domstolen, dermed nu burde have vaeret anvendt over for sagsoegeren.

146. Hvad endelig angaar det anfoerte om, at Kommissionen i en skrivelse af 13. februar 1989 (69) stoettede fastlaeggelsen af den normale vaerdi paa artikel 2, stk. 4, i den nye grundforordning, mener jeg, at der ved den omtvistede udtalelse, som - dette maa medgives - henviser til en ikke-anvendelig bestemmelse, aabenbart er tale om en skrivefejl. Endvidere er det ganske uklart, hvilke slutninger man af en skrivelse fra Kommissionen, som blev afsendt lang tid efter den anfaegtede forordning, skulle kunne drage med hensyn til et misbrug af skoensmaessige befoejelser fra Raadets side. Anbringendet om magtfordrejning maa herefter forkastes.

147. c) Sagsoegeren har herudover fremsat nogle argumenter, der har tilknytning til retssikkerhedsprincippet.

148. aa) Sagsoegeren goer herved i det vaesentlige gaeldende, at den ved den omtvistede foranstaltning anvendte metode ikke var den, som blev bragt i anvendelse over for sagsoegeren under antidumpingproceduren vedroerende elektroniske skrivemaskiner. Dengang blev der taget hensyn til sagsoegerens saerlige struktur, hvilket var aarsagen til afslutningen af den paagaeldende procedure (70). Faellesskabsmyndighederne erkendte udtrykkeligt, at sagsoegeren havde en anden struktur. Sagsoegeren henviser herved til det i punkt 5 i betragtningerne til afgoerelsen om afslutning af proceduren anfoerte, hvori det bl.a. hedder:

"... i modsaetning til alle de oevrige japanske firmaer, der var omfattet af proceduren vedroerende elektroniske skrivemaskiner fra Japan, ((var Nakajima)) i virkeligheden kun ... en fabrikationsvirksomhed uden traditionel salgsorganisation eller salgsstruktur for nogen af de meget faa varetyper, der fremstilles. Nakajima solgte i hele verden kun til ganske faa kunder.

Det ansaas derfor for urimeligt for Nakajima at anvende den samme fortjenstmargen som den i forordning (EOEF) nr. 1698/85 naevnte, idet denne var fastlagt for et firma med helt andre kendetegn.

Ingen af de oevrige eksportoerer, der er omfattet af denne procedure, og for hvilke der har kunnet fastlaegges en fortjenstmargen paa det indenlandske salg, har en struktur, der kan sammenlignes med Nakajimas.

... FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689C0069.2

Nakajima fremlagde yderligere dokumentation vedroerende visse andre aspekter i forbindelse med beregningen af den normale vaerdi, navnlig omkostningselementer, direkte og indirekte loenomkostninger samt forsknings- og udviklingsomkostninger. Efter en noejere gennemgang af de fremlagte oplysninger fandt Kommissionen, at de kunne godtages."

149. Sagsoegeren henviser endvidere til det af Raadet i den tidligere naevnte TEC-sag anfoerte, der i retsmoederapporten er sammenfattet saaledes (71):

"Med hensyn til spoergsmaalet om den fortjenstmargen, der endeligt blev fastlagt, for saa vidt angaar Nakajima, ved Kommissionens afgoerelse af 12. februar 1986, goer Raadet gaeldende, at saaledes som der klart er blevet redegjort for i afgoerelsen, lignede Nakajima, der i realiteten blot er en fremstillingsvirksomhed, som producerer et begraenset antal produkter, der saelges til en begraenset kundekreds, og som hverken har noget salgspersonale eller nogen egentlig salgsafdeling, ikke nogen af de andre beroerte selskaber. Et selskabs fortjenstmargen kan kun laegges til grund ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, for saa vidt angaar et andet selskab, saafremt de paagaeldende to selskabers forhold stort set er de samme. TEC har ikke serioest bestridt dette."

150. Endelig fremgaar det ogsaa af selve dommen i den naevnte sag, at Domstolen tiltraadte, at sagsoegeren blev givet andre vilkaar. Sagsoegeren henviser til praemis 18 i dommen hvori det hedder (72):

"Det bemaerkes herved, at eftersom beslutningen om, at Nakajima ikke skulle vaere omfattet af den raekke af selskaber, for hvilke der gaelder en endelig antidumpingtold, udspringer af afgoerelse 86/34, ville en - selv dokumenteret - positiv saerbehandling af Nakajima ikke kunne skabe grundlag for en annullation af forordningen om indfoerelse af en endelig antidumpingtold for TEC' s vedkommende, idet denne forordning er blevet udstedt paa grundlag af omstaendigheder, der behoerigt og i overensstemmelse med reglerne i forordning nr. 2176/84 er blevet fastslaaet under antidumpingundersoegelsen."

151. I naervaerende sag har Raadet gjort gaeldende, at aarsagen til metodeaendringen var, at erfaringen havde vist, at den nu anvendte metode var mere egnet. Hvad angaar dommen i TEC-sagen, tog Domstolen i denne ikke stilling til den dengang over for sagsoegeren anvendte metode, men kun til de antidumpingforanstaltninger, der ramte sagsoegeren i sagen.

152. bb) Med hensyn til disse argumenter vil jeg indledningsvis tage stilling til spoergsmaalet om fortolkningen af dommen i TEC-sagen. Jeg kan herved kun tilslutte mig Raadets opfattelse. Det fremgaar utvetydigt af Domstolens bemaerkninger i praemis 18 i dommen i TEC-sagen, at Domstolen kun fastslog, at den i sagen anfaegtede foranstaltning var lovlig, mens den udtrykkeligt lod spoergsmaalet om retmaessigheden af at afslutte proceduren for Nakajima' s vedkommende staa aabent.

153. cc) Jeg vil herefter droefte de forskellige argumenter, der har sammenhaeng med retssikkerhedsprincippet.

154. (1) Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder. At dette princip er anerkendt i faellesskabsretten, fremgaar efter min opfattelse utvetydigt af Domstolens praksis (73). Domstolen har ligeledes anset retten til frit at kunne udoeve et erhverv som en faellesskabsretligt beskyttet rettighed (74).

155. Efter min opfattelse kan der under ingen omstaendigheder paa dette punkt antages at foreligge en kraenkelse af nogen rettigheder.

156. Saafremt Domstolen tilslutter sig den opfattelse vedroerende fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, som jeg har gjort mig til talsmand for i denne sag, er ovennaevnte dom dermed - med forbehold for enkelthederne i forbindelse med beregningen - principielt rigtig. Naar den normale vaerdi i det foreliggende tilfaelde boer beregnes, saaledes som sagsoegeren haevder, skyldes dette imidlertid ikke nogen velerhvervet rettighed, der udspringer af en tidligere afgoerelse, idet det derimod foelger af den (ny) grundforordning.

157. Selv om Domstolen skulle anse den over for sagsoegeren under den tidligere procedure anvendte fremgangsmaade for retsstridig, er det imidlertid heller ikke relevant at tale om nogen velerhvervet rettighed.

158. Spoergsmaalet opstaar kun, saafremt man gaar ud fra den forudsaetning, at begge fremgangsmaader har hjemmel i faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser. Selv i saa fald kan den blotte omstaendighed, at faellesskabsmyndighederne under en tidligere og anden procedure som et led i deres skoensmaessige befoejelser har anvendt de gaeldende bestemmelser paa en bestemt maade eller har givet udtryk for en bestemt opfattelse vedroerende det paagaeldende problem under en sag for Domstolen, imidlertid ikke ud fra hensynet til den fri erhvervsudoevelse skabe grundlag for noget retskrav paa, at de under en senere procedure (igen) udoever deres skoensmaessige befoejelser paa samme maade. Rigtigheden heraf bekraeftes af tre elementer i Domstolens praksis. For det foerste har Domstolen i de to ovennaevnte domme i Hauer og Nord-sagerne fastslaaet, at retten til at kunne udoeve et erhverv maa saettes i sammenhaeng med den paagaeldende beskyttede aktivitets sociale funktion. Herefter er rettigheder af den naevnte art generelt kun beskyttet inden for de graenser, der saettes af hensynet til offentlige interesser. Det forekommer ligeledes inden for faellesskabsretten for disse rettigheders vedkommende rimeligt at opstille visse begraensninger begrundet i hensynet til almenvellet paa faellesskabsplan, under forudsaetning af, at rettighederne ikke fuldstaendigt udtoemmes. Hvad navnlig angaar beskyttelsen af virksomheder, kan denne under ingen omstaendigheder udstraekkes til rent kommercielle interesser eller forhaabninger, som er af usikker karakter, og som er et led i selve den paagaeldende oekonomiske aktivitets natur.

159. For saa vidt angaar landbrugsmarkedsordningerne, har Domstolen paa dette grundlag fastslaaet, at en virksomhed ikke kan paaberaabe sig nogen velerhvervet rettighed i form af et krav om en opretholdelse af en gunstig retsstilling for virksomheden som indfoerelsen af en faelles markedsordning, som virksomheden paa et givet tidspunkt har draget fordel af (75). Principperne i denne praksis, til grund for hvilken ligger faellesskabsmyndighedernes vide skoensmaessige befoejelser inden for den faelles landbrugspolitik, kan overfoeres til faellesskabets antidumpingpraksis, idet Domstolen har fastslaaet, at faellesskabsinstitutionerne ogsaa paa dette omraade har saadanne befoejelser (76). Saafremt begge de to omhandlede metoder skulle vaere hjemlede i kraft af faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser, ville forholdet vaere et eksempel paa en udoevelse af disse vide befoejelser.

160. Jeg bemaerker endvidere, at dette er i overensstemmelse med to andre tendenser i Domstolens praksis. For det foerste mener jeg at kunne laese af Domstolens praksis, at denne - konsekvent - gaar ud fra den forudsaetning, at retlige problemer med tilknytning til den maade, erhvervsdrivende har handlet paa paa grundlag af tidligere skoensmaessige afgoerelser, som faellesskabsmyndighederne har truffet, ikke boer vurderes paa grundlag af princippet om velerhvervede rettigheder, men paa grundlag af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (77), hvilket netop ogsaa gaelder de faellesskabsretlige regler vedroerende antidumping (78). Endelig maerker jeg, at det vaesentligste omraade, inden for hvilket Domstolen mere detaljeret har undersoegt spoergsmaalet om retsbeskyttelse i kraft af velerhvervede rettigheder, udgoeres af sager vedroerende tilbagekaldelse af (begunstigende) administrative afgoerelser (79). Sammenfattende er jeg saaledes af den opfattelse, at den omstaendighed, at faellesskabsmyndighederne har udoevet deres skoensmaessige befoejelser paa en anden maade, ikke kraenker nogen velerhvervet rettighed for sagsoegeren.

161. (2) Det naeste relevante problem er det af sagsoegeren rejste spoergsmaal om, hvorvidt der ved den konkrete skoensudoevelse - dvs. forudsat at der bestaar en skoensmaessig befoejelse som omhandlet - er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der som bekendt siden dommen i Toepfer-sagen (80) utvivlsomt er et led i faellesskabsretten. Jeg kan dog heller ikke her tilslutte mig sagsoegerens opfattelse, uanset om de to fremgangsmaader maatte vaere hjemlede i kraft af faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser.

162. I saa fald maa man nemlig give Raadet medhold i, at forventningen om en bibeholdelse af den tidligere maade at udoeve de skoensmaessige befoejelser paa ikke er en beskyttet interesse. Det fremgaar af Domstolens faste praksis (81), at raader faelleskabsmyndighederne over vide skoensmaessige befoejelser, kan de beroerte retsundergivne ikke have nogen berettiget forventning om en opretholdelse af tidligere valgte midler, som institutionerne som led i deres befoejelser kan traeffe beslutning om at aendre. Den maade, nogle skoensmaessige befoejelser er blevet udoevet paa i forbindelse med (tidligere) faktiske omstaendigheder, er med andre ord ingen retligt relevant omstaendighed. Denne praksis - jeg naevner dette for fuldstaendighedens skyld - er ikke noget, der saerligt goer sig gaeldende inden for antidumpingretten, idet forholdet udspringer af almindelige retsprincipper, som ligeledes finder anvendelse, for saa vidt angaar udenrigshandels- og landbrugspolitikken, og som endog allerede er blevet fremhaevet som relevant i forbindelse med tjenestemandsretlige spoergsmaal (82).

163. Det savner derfor grundlag for sagsoegeren i sagen at paaberaabe sig afgoerelse 86/34, da den herved skete udoevelse af de paagaeldende befoejelser havde sammenhaeng med et ganske andet sagsforhold i forbindelse med en anden procedure, saaledes at det efter den naevnte retspraksis er udelukket, at dette kan tjene som udgangspunkt for en forventning, der nyder beskyttelse.

164. Der kan ikke antages at foreligge yderligere elementer, paa grundlag af hvilke sagsoegeren kan have nogen beskyttet forventning. Sagsoegeren har selv erkendt, at den samme metode i det foreliggende tilfaelde blev anvendt under hele forloebet af proceduren. Heller ikke en forventning om en bibeholdelse af den tidligere fortolkning i forbindelse med eventuelle forretningsmaessige dispositioner kan udgoere nogen beskyttet forventning. Dette ville kun kunne komme paa tale, saafremt sagsoegeren over for faellesskabsmyndighederne havde forpligtet sig til at traeffe saadanne (83).

165. Anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, maa herefter forkastes.

166. (3) Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af estoppelprincippet derved, at den fremgangsmaade, der blev anvendt over for selskabet under den tidligere antidumpingprocedure, gav anledning til en misforstaaelse hos selskabet.

167. Hvad angaar spoergsmaalet om dette princips stilling inden for faellesskabsretten, bemaerker jeg, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til dets forvaltningsretlige aspekter, som er relevante her, men udelukkende til princippets folkeretlige aspekter (84).

168. Selv om man imidlertid gaar ud fra, at princippet, saaledes som generaladvokat Warner har defineret det (85) - hvilken definition sagsoegeren baserer sig paa - er et led i faelleskabsretten, kan der ikke antages at vaere sket nogen tilsidesaettelse af den omhandlede art. Som allerede naevnt maa der sondres mellem henholdsvis det retsforhold, der bestod mellem Faellesskabet og sagsoegeren i forbindelse med den tidligere procedure, og det, der er genstand for naervaerende tvist. Da faellesskabsmyndighederne lige fra starten af den her omhandlede procedure anvendte én og samme metode, savner det grundlag at haevde, at sagsoegeren i denne forbindelse er blevet bibragt en fejlagtig opfattelse.

169. Det kan saaledes under alle omstaendigheder ikke laegges til grund, at der er sket nogen tilsidesaettelse af estoppelprincippet.

170. 3. Sammenfattende maa det herefter i sagen fastslaas, at selv om retsgrundlaget for fastlaeggelsen af den normale vaerdi ((artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning)) ikke kan anfaegtes, strider den maade, som Raadet konkret har anvendt den paagaeldende bestemmelse paa, mod forordningen. Derimod kan de oevrige klagepunkter vedroerende fastlaeggelsen af den beregnede normale vaerdi ikke laegges til grund.

III - Eksportprisen

171. Sagsoegeren har ikke fremsat nogen klagepunkter vedroerende fastlaeggelsen af eksportprisen.

IV - Sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen

172. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen af to grunde er retsstridig.

173. 1. For det foerste anfoerer sagsoegeren, at Raadet ved den maade, det har anvendt den nye grundforordning paa, har tilsidesat artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen. Raadet har saaledes ikke sammenlignet den beregnede normale vaerdi og eksportprisen i samme handelsled. Eksportprisen blev fastlagt ab fabrik, mens den normale vaerdi blev fastlagt paa grundlag af distributoer- eller forhandlerprisen i form af en beregnet vaerdi, hvorved der blev taget hensyn til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenester hos andre virksomheder, hvis afsaetning skete i et senere handelsled end ab fabrik. Justeringerne blev begraenset til kun at omfatte de salgsomkostninger, som provisioner og loenninger til det paagaeldende personale repraesenterer, samtidig med at samtlige de salgsomkostninger og andre generalomkostninger og de fortjenester, der er forbundet med en afsaetning i et senere handelsled end ab fabrik, blev inddraget, og dette foerte til, at en eksportpris, der virkelig var en pris ab fabrik, blev sammenlignet med en normal vaerdi, der kun var delvis justeret, dvs. i et for lille omfang til, at det kan haevdes, at sammenligningen skete i samme handelsled.

174. Foelger man min opfattelse vedroerende fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, er dette klagepunkt uden genstand, idet man da i forbindelse med sammenligningen, for saa vidt angaar den normale vaerdi, maa inddrage en ganske anderledes beregnet stoerrelse. Saafremt man derimod antager, at der er sket en korrekt fastlaeggelse af den beregnede normale vaerdi, er forholdet det, at klagepunktet maa forkastes. Jeg henviser herved i det vaesentlige til mine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om gyldigheden af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, naar henses til artikel 2, stk. 6, i antidumpingkodeksen, idet jeg tilfoejer, at sagsoegeren - ifoelge det af Raadet og Kommissionen anfoerte, som sagsoegeren hverken under den skriftlige eller den mundtlige forhandling har bestridt rigtigheden af - ikke paa noget tidspunkt under den administrative procedure fremsatte anmodning om eventuelle fornoedne justeringer. Man kunne herefter paa grundlag af artikel 2, stk. 9, litra b), i den nye grundforordning rejse det spoergsmaal, hvorvidt og i hvilke tilfaelde Raadet - paa eget initiativ eller i givet fald udelukkende efter anmodning - boer foretage justeringer. Sagsoegeren har imidlertid ikke peget paa noget, der, naar henses til mine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om gyldigheden af artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye affattelse af bestemmelsen, godtgoer, at det var noedvendigt at foretage justeringer ud over dem, som Raadet ubestridt paa eget initiativ foretog.

175. 2. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at der er sket en fejlagtig sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen derved, at faellesskabsmyndighederne, med urette, sondrede mellem OEM-produkter og ikke-OEM-produkter (86). Da hele sagsoegerens afsaetning skete ab fabrik, er den omstaendighed, at der i forbindelse hermed blev regnet med distributionsomkostninger, udtryk for en materiel fejl, der fjernede grundlaget for sammenligningen og dermed foerte til en forkert fastlaeggelse af dumpingmargenen. Hvad saerligt angaar OEM-salget, foerte inddragelsen af vertikalt integrerede virksomheders markedsfoeringsomkostninger til en overvurdering af sagsoegerens salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger. Sagsoegerens salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, som faellesskabsmyndighederne havde kendskab til paa grundlag af undersoegelser paa stedet, er mindre end 5%. Alligevel regnede Raadet for sagsoegerens vedkommende med et beloeb paa over 15%.

176. I realiteten vedroerer dette problem ikke sammenligningen, men fastlaeggelsen af den normale vaerdi. Sagsoegeren har saaledes erkendt, at sammenligningen, for saa vidt angaar OEM-salget, skete i samme handelsled. Meningen med det af sagsoegeren anfoerte er herefter, at det ikke er de omkostninger, der er forbundet med en tilstedevaerelse paa det japanske marked, som skal indgaa i den normale vaerdi, men sagsoegerens egne konkrete omkostninger. Som jeg allerede har redegjort for, er dette synspunkt efter min opfattelse korrekt, men det anfoerte har ikke som saadan noget at goere med sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen.

177. Jeg tilfoejer, at gaar man ud fra den forudsaetning, at der er sket en korrekt fastlaeggelse af den normale vaerdi, er forholdet det, at sagsoegeren ikke har imoedegaaet det af Raadet anfoerte, hvorefter salg under eget navn som udgangspunkt er forbundet med betydeligt hoejere omkostninger end salg af printere i form af OEM-produkter, hvilket kan begrunde en differentiering og - paa sammenligningsniveauet - foere til en realistisk sammenligning, for saa vidt angaar de to former for afsaetning (i henholdsvis eksport- og importlandet) [jf. herved artikel 2, stk. 10, litra c), iv)]. Endelig har sagsoegeren - bortset fra i tilknytning til det allerede droeftede spoergsmaal om fastlaeggelsen af den normale vaerdi - heller ikke anfaegtet det foretagne valg med hensyn til de andre virksomheder, hvis forhold der blev taget udgangspunkt i ved beregningen.

178. Under disse omstaendigheder kan sagsoegeren heller ikke gives medhold paa dette punkt, saaledes at de to argumenter vedroerende sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen herefter maa forkastes.

V - Skade

179. Ogsaa dette spoergsmaal droefter jeg kun for det tilfaelde, at Domstolen ikke giver sagsoegeren medhold som foelge af den skete fastlaeggelse af den normale vaerdi.

180. 1. Ved en foerste gruppe af klagepunkter har sagsoegeren gjort gaeldende, at det savner grundlag, naar de fire medlemmer af Europrint i punkt 41-46 i betragtningerne til den anfaegtede forordning betegnes som omfattet af "den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet". Det i punkt 45 i betragtningerne anfoerte er udtryk for, at faellesskabsmyndighederne paa en raekke punkter har lagt nogle forkerte faktiske omstaendigheder til grund og gjort sig skyldige i fejlvurderinger. Naermere bestemt var det med urette, at faellesskabsmyndighederne gik ud fra den forudsaetning, at de fire medlemmer af Europrint opfyldte samtlige betingelser i grundforordningens artikel 4, stk. 5, idet dette endvidere medfoerte, at fastlaeggelsen af skaden blev ganske fejlagtig.

181. a) Sagsoegeren anfoerer i foerste raekke, at selskaberne Mannesmann-Tally og Philips ikke burde anses som producenter efter grundforordningens artikel 4, stk. 5. Sagsoegeren henviser herved til de talangivelser, som fremgaar af en af firmaet Ernst & Whinney Conseil gennemfoert undersoegelse. Denne undersoegelse (herefter benaevnt "E & W-undersoegelsen") blev gennemfoert paa foranledning af Committee of Japanese Printers med henblik paa naervaerende antidumpingprocedure og behandler en raekke aspekter af spoergsmaalet om skaden. Det fremgaar af de naevnte angivelser, at OEM-importen i forhold til selskabernes egen produktion for Mannesmann-Tally' s vedkommende udgjorde 75,8% og for Philips' vedkommende 259,27%. I betragtning af den meget store andel, som OEM-importen repraesenterede, kunne denne import ikke laengere anses som udtryk for legitime selvforsvarsforanstaltninger fra de paagaeldende virksomheders side, som det anfoeres i punkt 41 i betragtningerne til en anfaegtede forordning.

182. Dette klagepunkt vedroerer saaledes konstateringen af de faktiske omstaendigheder i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 5, foerste underafsnit, der lyder saaledes:

"naar producenterne staar i forbindelse med eksportoererne eller importoererne eller selv er importoerer af den vare, der paastaas at vaere en dumpingvare eller en subsidieret vare, kan der ved 'erhvervsgren i Faellesskabet' forstaas de oevrige producenter".

183. De af sagsoegeren foretagne beregninger rejser dog ikke tvivl om rigtigheden af de i punkt 45 i betragtningerne naevnte procentangivelser, der ifoelge Raadet er baseret paa regnskabsmaessige oplysninger fra de tre medlemmer af Europrint, som gennemfoerte OEM-import.

184. Jeg finder det for det foerste vaesentligt, at grundforordningens artikel 4, stk. 5, ikke omtaler de paagaeldende virksomheders andel af afsaetningen paa markedet i Faellesskabet, men gaar ud fra "samtlige faellesskabsproducenter" af de paagaeldende varer (87). Baggrunden herfor maa antages at vaere, at de skadelige oekonomiske virkninger, der kan indtraeffe paa det geografiske omraade, som er genstand for dumpingimporten (her Faellesskabet), ikke alene er et spoergsmaal om de paagaeldende virksomheders markedsandele, hvis udvikling skal tages i betragtning efter artikel 4, stk. 2, litra c), men ogsaa om den positive betydning, som produktionens omfang (i forhold til den samlede produktion) har for skatte- og afgiftsprovenuet, beskaeftigelsen og andre oekonomiske faktorer.

185. Raadet overskred derfor efter min opfattelse ikke graenserne for sine skoensmaessige befoejelser, da det, saaledes som det fremgaar af punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, ved sin beslutning om at henregne de tre importoerer til den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet tog hensyn til den andel, som OEM-produkterne - der paa en maade erstattede egne produkter - repraesenterede i forhold til den samlede produktmaengde, dvs. maengden af egne produkter og OEM-produkter.

186. De af sagsoegeren fremlagte talangivelser illustrerer i denne forbindelse kun forholdet mellem afsaetningen paa markedet i Faellesskabet af henholdsvis OEM-produkter og egne produkter.

187. Det er indlysende, at en saadan beregning kun kan foere til helt andre resultater end dem, Raadet kom frem til. Ikke alle fremstillede enheder saelges noedvendigvis, og det er ikke noedvendigvis ethvert salg, der sker paa markedet i Faellesskabet. Fra den af sagsoegeren selv fremlagte E & W- undersoegelse ved vi saaledes, at HISI og Philips, to af de tre selskaber, der har gennemfoert OEM-import, ogsaa har en afsaetning paa andre markeder end markedet i Faellesskabet (88). I oevrigt bemaerker jeg, at det i punkt 54 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoeres, at EF-producenternes lagre af usolgte SIDM-printere voksede hurtigere end salget.

188. At det af sagsoegeren om naervaerende spoergsmaal anfoerte er uholdbart, fremgaar ogsaa af, at sagsoegeren paa grundlag af procentangivelserne i punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning og angivelserne i E & W-undersoegelsen vedroerende leverancerne af OEM-produkter regner med samlet produktion for de fire medlemmer af Europrint for 1986 (461 681 enheder), som langt overstiger angivelserne i punkt 47 i betragtningerne til den anfaegtede forordning vedroerende samtlige producenter i Faellesskabet, og ikke blot medlemmerne af Europrint (89). I realiteten angaar angivelserne i punkt 47 afsaetningen paa markedet i Faellesskabet, og det er i overensstemmelse hermed, at E & W-undersoegelsen, hvorfra angivelserne i punkt 47 aabenbart hidroerer, for 1986 omtaler en langt lavere afsaetning for de fire medlemmer af Europrint paa markedet i Faellesskabet (309 920 enheder) (90).

189. Under disse omstaendigheder ser jeg intet grundlag for at rejse tvivl om rigtigheden af den konstatering med hensyn til de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning.

190. b) Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der foreligger en yderligere fejl med hensyn til de faktiske omstaendigheder, der er lagt til grund, derved, at Mannesmann-Tally' s og Philips' OEM-import i modsaetning til, hvad der er angivet i punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, ikke fuldt ud henhoerte under "lavhastighedsgruppen", men delvis under "mellemhastighedsgruppen", efter den i E & W-undersoegelsen fastlagte definition af disse markedssegmenter. Sagsoegeren anfoerer paa dette grundlag, at der ikke var tale om en import af et forholdsvis ringe omfang, hvilket ifoelge Domstolens praksis (91) er en forudsaetning for at henregne OEM-importoerer til den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet.

191. Hvad angaar dette spoergsmaal, maa jeg uden videre forkaste det af sagsoegeren anfoerte, da jeg ikke kan se, hvorledes en eventuel fejl med hensyn til markedssegmenterne kan foere til den konklusion, at der er begaaet en fejl med hensyn til antallet af importerede enheder.

192. Men bortset herfra kan man ikke benaegte, at der er visse holdepunkter for klagepunktet, idet Raadet i punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning saerligt har fremhaevet, at OEM-importen skete inden for "lavhastighedsgruppen". Det hedder saaledes i punkt 45: "I den forbindelse fandt Kommissionen, at disse importerede printere alle hoerte til i lavhastighedsgruppen paa markedet (som defineret i Ernst & Whinney Conseil' s undersoegelse). Dette markedssegment er det mest omfattende paa markedet for printere og er fornylig vokset betydelig hurtigere end det samlede marked. Faellesskabsproducenterne oenskede desuden at genvinde tabte markedsandele ved at opgive deres egen produktion i denne sektor. Omfanget og vaerdien af samt stigningen i denne import kan derfor ikke anses for at staa i et misforhold til omfanget af deres egen produktion."

193. Raadet har anfoert, at punkt 45 indeholder en redaktionel fejl derved, at der, for saa vidt angaar afgraensningen af markedssegmenterne, ikke sigtes til E & W-undersoegelsen, men til en undersoegelse gennemfoert af instituttet IMV-Info-Marketing. Raadet anfoerer herefter, at hvad angaar spoergsmaalet om, hvilke produkter der i naervaerende sammenhaeng er omfattet af begrebet "samme vare", vil ethvert forsoeg paa at foretage en afgraensning af de forskellige markedssegmenter foere til vilkaarlige og tilfaeldige resultater, da der savnes en almindeligt anerkendt definition i saa henseende. Endvidere havde Philips og Mannesmann-Tally ifoelge E & W-undersoegelsen fra 1984 opgivet deres egen produktion, for Philips' vedkommende tillige produktionen inden for "mellemhastighedsgruppen", saaledes at Philips' import inden for sidstnaevnte markedssegment af de grunde, der er anfoert i punkt 46 - som henviser til punkt 63-67 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told - ikke kunne faa nogen betydning for bestemmelsen af den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet. Sagsoegeren goer paa sin side gaeldende, at der foreligger en selvmodsigelse, naar henses til paa den ene side den usikkerhed, der ifoelge Raadet bestaar med hensyn til afgraensningen af markedssegmenterne, og paa den anden side det i punkt 64 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told anfoerte, hvorefter en producent af SIDM-printere for at fastholde sin stilling paa markedet maa kunne tilbyde et komplet udvalg af printere og vaere repraesenteret inden for alle markedssegmenter.

194. Under disse omstaendigheder er det efter min opfattelse ubestrideligt, at de importerede OEM-produkter havde til formaal at fuldstaendiggoere importoerernes produktudbud. Droeftelsen kan i sidste instans begraenses til spoergsmaalet om, hvorledes man opdeler markedet i segmenter, og derefter hvorledes de forskellig importerede produkter i saa henseende skal indplaceres. Jeg bemaerker paa dette grundlag for det foerste, at der ikke i sagen er nogen holdepunkter for det af sagsoegeren anfoerte, hvorefter der er begaaet fejl med hensyn til konstateringen af de faktiske omstaendigheder. For det andet maa det naevnte vedroerende indplaceringen af de importerede OEM-printere inden for "lavhastighedsgruppen" ses i lyset af det af Raadet yderligere anfoerte, hvorefter de importerede printere skulle fuldstaendiggoere de importerende producenters produktudbud, dvs. skulle traede i stedet for lignende produkter, som disse producenter havde opgivet selv at fremstille. Dette fremhaeves af Raadet i saavel punkt 43 som punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning. Det foelger heraf, at indplaceringen som saadan af OEM-produkterne inden for et bestemt markedssegment ikke for saa vidt er en omstaendighed med selvstaendig betydning, og at en eventuel fejlbedoemmelse i denne forbindelse ikke kan have nogen betydning for spoergsmaalet om, hvorvidt visse eller samtlige producenter, som gennemfoerte OEM-import, ikke skulle henregnes til den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet.

195. Sagsoegerens argument om, at ikke alle importerede OEM-produkter var omfattet af "lavhastighedsgruppen", maa herefter forkastes.

196. c) Inden jeg gaar over til sagsoegerens argumenter vedroerende vaesentligheden af og vaeksten inden for "lavhastighedsgruppen", vil jeg endnu kort i tilknytning til droeftelsen ovenfor tage stilling til de i replikken fremfoerte to argumenter, hvorefter et fuldstaendigt produktudbud er ufornoedent, og det ikke er blevet bevist, at de paagaeldende tre virksomheder var noedsaget til at opgive "lavhastighedsgruppen". Disse argumenter optraeder ikke i staevningen og er derfor efter min opfattelse fremsat for sent. Men herudover savner de ogsaa grundlag. Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt det er noedvendigt med et fuldstaendigt produktudbud, goer sagsoegeren over for det af Raadet anfoerte, som er sammenfattet i punkt 43 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, kun gaeldende, at selskabet selv kun saelger printere inden for "lavhastighedsgruppen". Det er med rette, at Raadet herom har gjort gaeldende, at de fleste af producenterne i EF og i Japan har et fuldstaendigt produktudbud. Sagsoegerens situation er en saerlig derved, at selskabet saelger stoerstedelen af sin produktion i form af OEM-produkter, hvilket betyder, at sagsoegeren overlader det til den importerende producent at fuldstaendiggoere produktudbuddet.

197. Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de omhandlede virksomheder var noedsaget til at opgive "lavhastighedsgruppen", henviser jeg til mine bemaerkninger vedroerende betydningen af markedssegmenterne, jf. det af Raadet herom anfoerte. Endvidere fremgaar det E & W-undersoegelsen (92), at selskabet Olivetti' s situation i modsaetning til, hvad sagsoegeren haevder, paa ingen maade kan rejse tvivl om rigtigheden af, hvad Raadet har lagt til grund. Efter at Olivetti i 1983 endnu repraesenterede en markedsandel paa 5% inden for "lavhastighedsgruppen", indstillede selskabet i 1984 fuldstaendigt sin afsaetningen inden for denne del af markedet, men genoptog den dog i 1985 og opnaaede herved en markedsandel paa 6%. I 1986 faldt den samlede afsaetning i forhold til 1985 paa trods af en vaekst paa markedet (saaledes som det, i overensstemmelse med E & W-undersoegelsen, fremgaar af punkt 47 i betragtningerne til den anfaegtede forordning) med omkring 11 300 enheder, eller 29%.

198. De naevnte argumenter maa herefter ligeledes forkastes.

199. d) Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at Raadet har anlagt nogle fejlvurderinger med hensyn til spoergsmaalet om vaesentligheden af og vaeksten inden for "lavhastighedsgruppen". Det fremgaar af E & W-undersoegelsen, cfr. punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, at "mellemhastighedsgruppen" i 1986 repraesenterede 54,1% af den samlede afsaetning, mens "lavhastighedsgruppen" kun repraesenterede 38,6%. Endvidere var den samlede vaekst paa markedet fra 1985 til 1986 38%, mens vaeksten inden for "lavhastighedsgruppen" kun var 17%, idet der inden for "lavhastighedsgruppen" og paa markedet som helhed fra 1984 til 1986 var den samme vaekst paa 88% (93).

200. Alle disse argumenter savner efter min opfattelse betydning. For det foerste mener jeg, at Raadet med rette kunne betragte OEM-importen som selvforsvarsforanstaltninger fra importoerernes side, for saa vidt vaesentligheden af og vaeksten paa den del af markedet, som de importerede printere henhoerte under, ikke kunne anses som faktorer af en saadan karakter, at der var tale om ubetydelighed. Med alle de forbehold, der foelger af spoergsmaalet om, hvorvidt det er muligt at foretage en opdeling af markedet i segmenter paa grundlag af almindelig anerkendte kriterier, er jeg i foerste raekke af den opfattelse, at en andel (af det paagaeldende markedssegment) paa 38,6% af det samlede marked er tilstraekkeligt til, at det kan laegges til grund, at Raadet uden at overskride graenserne for sine befoejelser kunne anse dette forhold som en omstaendighed til stoette for, at der var tale om selvforsvarsforanstaltninger fra importoerernes side.

201. Hvad angaar vaeksten inden for "lavhastighedsgruppen", fremgaar det af E & W-undersoegelsen (94), at markedet inden for henholdsvis "lavhastighedsgruppen" og "mellemhastighedsgruppen" fra 1983 til 1986 voksede i stoerre eller mindre grad fra det ene aar til det andet - nogle gange hurtigere og nogle gange langsommere - end markedet som helhed, mens vaeksten inden for "hoejhastighedsgruppen" paa intet tidspunkt i perioden 1984/1985 skete hurtigere end paa markedet som helhed og fra 1985 til 1986 skete langsommere end paa dette. Med hensyn til vaekstens udvikling inden for "lavhastighedsgruppen" og "mellemhastighedsgruppen" steg afsaetningen af printere inden for "lavhastighedsgruppen" fra 1983 til 1985, saavel totalt som fra et aar til et andet, mere end afsaetningen paa markedet som helhed. Inden for "mellemhastighedsgruppen" gjorde i samme periode den modsatte udvikling sig gaeldende (igen saavel for perioden som helhed som fra et aar til et andet). Udviklingen fra 1985 til 1986 var kendetegnet ved, at der inden for "lavhastighedsgruppen" var en lavere vaekst end paa markedet som helhed, hvorimod der inden for "mellemhastighedsgruppen" var en hoejere vaekst, med det resultat, at den markedsandel, som "lavhastighedsgruppen" i 1986 repraesenterede (38,6%), igen omtrentligt kom til at svare til andelen i 1984 (38,8%), mens "mellemhastighedsgruppens" markedsandel i 1986 (54,1%) laa mellem andelen i 1983 (59,1%) og andelen i 1984 (51,9%). Selv om man saaledes kan betvivle rigtigheden af, hvad Raadet har lagt til grund med hensyn til markedssegmenterne, og de deraf dragne slutninger med hensyn til vaeksten inden for de enkelte segmenter, er der herefter - ogsaa efter de af sagsoegeren fremlagte angivelser - belaeg for, at "lavhastighedsgruppen" har bidraget vaesentligt til vaeksten paa markedet (der var inden for dette markedssegment endog mellem 1983 og 1986 en hurtigere vaekst end paa markedet som helhed), saaledes at Raadet ikke kan antages at have overskredet graenserne for sine befoejelser ved navnlig at laegge vaegt paa udviklingen inden for det markedssegment, som de importerede OEM-produkter henhoerte under ifoelge Raadets angivelser. I oevrigt er sagsoegerens argumentation selvmodsigende, idet sagsoegeren paa den ene side goer gaeldende, at ikke alle de importerede OEM-produkter hoerte til "lavhastighedsgruppen", men delvis ogsaa til "mellemhastighedsgruppen", og paa den anden side anfaegter det af Raadet i punkt 45 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoerte ved at haevde, at det ikke var inden for "lavhastighedsgruppen", men inden for "mellemhastighedsgruppen", at der (fra 1985 til 1986, eller fra 1984 til 1986) var en stoerre vaekst end paa markedet som helhed.

202. e) Sammenfattende maa det laegges til grund, at det ikke kan anfaegtes, at Raadet har anset samtlige fire medlemmer af Europrint som "den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet".

203. 2. a) Hvad angaar selve spoergsmaalet om konstateringen af skaden, har sagsoegeren for det foerste gjort gaeldende, at aaret 1983 ikke i denne forbindelse burde have vaeret valgt som referenceaar, da der ikke blev rettet nogen forespoergsel til sagsoegeren om dette aar.

204. Jeg kan paa dette punkt henvise til mine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om kontradiktionsprincippet. Blot tilfoejer jeg, at det efter min opfattelse er med rette, at Raadet har henvist til de i punkt 104 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told anfoerte omstaendigheder. Det omtales heri, at selskabet Seiko Epson' s eneret til at fremstille printere, der var kompatible med IBM-PC' ere, ophoerte i 1984. Fra 1983 blev IBM foerende paa markedet i Faellesskabet for PC' ere. AAret 1983 var saaledes betegnende for de forhold, som bestod, foer en vaesentlig del af markedet blev aabent for alle konkurrerende virksomheder (det vaere sig i Faellesskabet eller i tredjelande). Det er derfor efter min opfattelse ikke udtryk for nogen fejl, at der blev taget udgangspunkt i aaret 1983 for derefter at foretage en bedoemmelse med hensyn til den videre udvikling. I oevrigt anvendte Raadet allerede denne metode med en "udgangspunktsperiode" i forordning nr. 1698/85 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af elektroniske skrivemaskiner med oprindelse i Japan (95).

205. b) Sagsoegeren har herefter fremsat endnu nogle argumenter vedroerende det i punkt 47 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoerte med hensyn til spoergsmaalet om udviklingen, for saa vidt angaar markedsandelene.

206. aa) For det foerste anfoerer sagsoegeren, at der ikke i denne sammenhaeng burde have vaeret taget hensyn til, at producenterne i Faellesskabet foer undersoegelsesperioden drev virksomheder, hvis produktion det foer april 1986 af grunde, der kun angaar disse, blev besluttet at indstille. Faellesskabsmyndighederne burde ikke have lagt til grund, at indstillingen af produktionen skyldtes dumping. Ser man bort herfra, foreligger der ingen skade inden for de forskellige markedssegmenter.

207. Sagsoegeren sigter herved til den omstaendighed, at selskaberne Triumph-Adler (gradvis mellem 1984 og 1986) og Logabax (fuldstaendigt fra 1985) indstillede deres produktion. De af sagsoegeren fremlagte talangivelser, der stammer fra E & W-undersoegelsen, omhandler udviklingen inden for "lav"-, "mellem"- og "hoejhastighedsgrupperne" mellem 1984 og 1986, hvorved de naevnte selskaber ikke er blev inddraget.

208. Jeg kan ikke give sagsoegeren medhold i, at Raadet paa dette punkt har gjort sig skyldig i en fejlvurdering. For det foerste mener jeg, at allerede udgangspunktet for det af sagsoegeren anfoerte savner belaeg. Efter min opfattelse kan man ved fastlaeggelsen af den lidte skade inddrage ethvert tab, om hvilket det ikke paa forhaand er godtgjort, at det er uden sammenhaeng med den import, som den paagaeldende procedure angaar. Alt andet er et spoergsmaal om aarsagssammenhaeng, og dette vender jeg tilbage senere.

209. Naar det haevdes, at Triumph-Adler og Logabax udelukkende af grunde, der angaar dem, skulle have indstillet deres produktion, er dette efter mine tidligere bemaerkninger uden nogen konkrete holdepunkter, som kan begrunde en udelukkelse af disse virksomheder i forbindelse med fastlaeggelsen af skaden. Tvaertimod indgaar denne indstilling af produktionen i det samlede billede, som fremgaar af E & W-undersoegelsen (96). Ifoelge undersoegelsen tabte saavel de fire medlemmer af Europrint som de oevrige producenter i Faellesskabet betydelige markedsandele i perioden 1983/1984. Ganske vist fastholdt de fire medlemmer af Europrint mellem 1984 og 1986 deres markedsandele paa nogenlunde samme niveau (1983: 14,5%, 1984: 14,2%, 1986: 14,8%), men dette indebaerer ogsaa, at de i praksis ikke fik del i den nyfordeling af de markedsandele, som de oevrige producenter i Faellesskabet tabte mellem 1984 og 1986 (markedsandele 1984: 7,6%, 1986: 3,6%). Under disse omstaendigheder kan det ikke anses som en fejlvurdering, naar Raadet ved fastlaeggelsen af skaden inddrog Triumph-Adler' s og Logabax' indstilling af deres produktion i den samlede bedoemmelse af udviklingen.

210. Jeg bemaerker endvidere, at det er med rette, at Raadet har anfoert, at selv paa grundlag af de af sagsoegeren fremlagte talangivelser, der angaar saavel de tre markedssegmenter som helhed som "lavhastighedsgruppen" og "hoejhastighedsgruppen", fremgaar det, at producenterne i Faellesskabet tabte markedsandele mellem 1984 og 1986, ogsaa selv om man ser bort fra angivelserne vedroerende Triumph-Adler og Logabax. Sagsoegeren goer gaeldende, at dette ingen sammenhaeng har med importen fra Japan. Sagsoegeren har imidlertid ikke underbygget dette argument naermere, bortset fra maaske hvad angaar selskaberne HISI og Nixdorf. Med hensyn til HISI fremgaar det allerede af de af sagsoegeren selv fremlagte talangivelser, at det savner grundlag, at tabet af markedsandele inden for "lavhastighedsgruppen" som aarsag skulle have haft dette selskabs OEM-import. Ifoelge disse talangivelser gaelder det for aaret 1986, som er det eneste aar, for hvilket der er sket registrering af OEM-import, at sammenlaegger man denne import og afsaetningen af printere fremstillet af selskabet selv inden for "lavhastighedsgruppen", kommer man frem til et lavere antal enheder end afsaetningen af printere tilhoerende dette markedssegment fremstillet af selskabet selv i 1985. Hvad angaar Nixdorf, henvises der paa ny til det i punkt 57 og 59 i betragtningerne til den anfaegtede forordning omhandlede argument, hvorefter en raekke virksomheder i Faellesskabet handlede efter en nichestrategi, idet sagsoegeren dog ikke naermere er gaaet ind paa det af Raadet i de naevnte betragtninger anfoerte.

211. De her omhandlede klagepunkter maa herefter forkastes.

212. bb) Sagsoegeren har endvidere bestridt rigtigheden af angivelserne i punkt 47 i betragtningerne til den anfaegtede forordning vedroerende udviklingen med hensyn til markedsandelene, idet selskabet anfoerer, at tager man udgangspunkt i de heri angivne procentsatser for de paagaeldende tre Europrint-medlemmers OEM-import, burde man i betragtningen vaere naaet frem til en forhoejelse af Europrint-medlemmernes markedsandel i stedet for en tilbagegang.

213. Ud over at henvise til mine tidligere bemaerkninger behoever jeg blot om dette spoergsmaal at konstatere, at talangivelserne i punkt 47 i betragtningerne til den anfaegtede forordning stemmer fuldstaendigt overens med talangivelserne i den af sagsoegeren fremlagte E & W-undersoegelse, at disse angivelser ikke blot angaar de fire medlemmer af Europrint, men alle producenter i Faellesskabet, og endelig, at der i punkt 45 er tale om angivelser vedroerende produktionen, hvorimod punkt 47 omhandler afsaetningen. Ogsaa dette klagepunkt maa herefter forkastes.

214. c) Sagsoegeren har gjort gaeldende, at ogsaa det, som Raadet har lagt til grund med hensyn til prisudviklingen, strider mod de faktiske forhold.

215. aa) Sagsoegeren anfoerer herved for det foerste, at Raadet har gjort sig skyldig i en fejlvurdering, for saa vidt angaar det i punkt 49 i betragtningerne til den anfaegtede forordning angivne prisfald.

216. (1) Naar sagsoegeren haevder, at prisfaldene var mindre betydelige end de angivne, skyldes dette, at sagsoegeren ved sine beregninger ikke har inddraget aaret 1983. Jeg har imidlertid allerede fastslaaet, at det var med rette, at Raadet ved sin bedoemmelse inddrog dette aar.

217. (2) Sagsoegeren bestrider herefter rigtigheden af det af Raadet anfoerte, hvorefter den forskellige grad af prisfald (inden for de enkelte markedssegmenter) har sammenhaeng med den relative stigning i de japanske eksportoerers markedsandel inden for "lavhastighedsgruppen" og "hoejhastighedsgruppen". Rent faktisk forholder det sig saaledes, at priserne inden for "lavhastighedsgruppen" fra 1984 til 1986 faldt mellem 29 og 30%, mens den relative stigning i markedsandelene inden for dette markedssegment androg 10%. Hvad derimod angaar "mellemhastighedsgruppen", faldt priserne mellem 8,3 og 15%, mens den relative stigning i de japanske producenters markedsandele var af et "tilsvarende omfang" (dvs. 6,7%, saaledes som Raadet korrekt har beregnet paa grundlag af E & W-undersoegelsen).

218. Efter min opfattelse bekraefter de af sagsoegeren fremlagte angivelser vedroerende aarene 1984-1986 i sidste instans det af Raadet i punkt 49 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoerte. Hvad angaar forholdet mellem udviklingen inden for henholdsvis "lavhastighedsgruppen" og "mellemhastighedsgruppen", bekraeftes det heraf, at saavel prisfaldet som den relative stigning i de japanske producenters markedsandel inden for "lavhastighedsgruppen" var stoerre end inden for "mellemhastighedsgruppen". Det fremgaar ikke af den anfaegtede betragtning til forordningen, at prisfaldet og den relative stigning i de japanske producenters markedsandele udviklede sig proportionalt. Noget saadant er i henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i den (nye) grundforordning da heller ikke nogen forudsaetning. Raadet har saaledes blot fastslaaet, at det stoerste prisfald skete inden for de markedssegmenter, hvor de japanske producenter havde den stoerste fremgang, og Raadet har ikke dermed anlagt nogen fejlvurdering.

219. Ifoelge de af sagsoegeren fremlagte taloplysninger holder angivelserne i punkt 49 i betragtningerne til den anfaegtede forordning ligeledes som udgangspunkt stik, for saa vidt angaar perioden mellem 1983 og 1986. Det maa antages at fremgaa af de taloplysninger, som Raadet paa grundlag af E & W-undersoegelsen har taget udgangspunkt i for denne periodes vedkommende, at den relative stigning i de japanske producenters markedsandel var mere udtalt inden for "mellemhastighedsgruppen" end inden for "lavhastighedsgruppen", selv om prisfaldet inden for sidstnaevnte markedssegment var lavere. Det fremgaar dog af undersoegelsen, at udviklingen maa anskues ud fra to forskellige perioder, nemlig dels perioden 1983/1984, dels perioden fra 1984 til 1986. I perioden 1983/1984 var prisfaldet det stoerste inden for "mellemhastighedsgruppen" (mellem 10,4 og 11,1%), og de japanske producenters fremgang med hensyn til markedsandel var den stoerste (nemlig 32,6%) ("lavhastighedsgruppen": Prisfald mellem 5,4% og 11,3%; stigning i de japanske producenters markedsandel: 23,1%). I perioden mellem 1984 og 1986 skete det modsatte, hvad angaar saavel prisfaldet som udviklingen med hensyn til markedsandele (97). Jeg bemaerker herved i oevrigt, at ogsaa for saa vidt angaar "hoejhastighedsgruppen", som sagsoegerens klagepunkt ikke angaar, maa der paa samme maade sondres mellem forskellige perioder for at udfinde sammenhaengen mellem henholdsvis prisfald og stigningen i de japanske producenters markedsandel.

220. Naervaerende klagepunkt maa herefter ligeledes forkastes.

221. (3) Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at prisfaldene ikke skyldes en bestemt strategi fra de japanske producenters side, men et kraftigt fald i produktionsomkostningerne (for saa vidt angaar den del, som udgifterne til basismaterialer repraesenter, fra 70 til 30% af de samlede omkostninger mellem 1984 og undersoegelsesperioden). Der kan dog ikke gives sagsoegeren medhold paa dette punkt, da selskabet hverken har begrundet eller praeciseret det anfoerte naermere, og da sagsoegeren herudover ser bort fra de i det foregaaende afsnit fremhaevede udsving, for saa vidt angaar henholdsvis prisfald og stigning i de japanske producenters markedsandele.

222. (4) Endelig har sagsoegeren, for saa vidt angaar spoergsmaalet om prisfald, gjort gaeldende, at selskabets priser gennemsnitligt steg mellem 1984 og 1986, henholdsvis i 1987.

223. Raadet har heroverfor med rette gjort gaeldende, at der endnu i undersoegelsesperioden blev konstateret et prisunderbud paa 41% (sml. bilag N til staevningen). Endvidere er sagsoegerens beregninger udelukkende udtryk for en sammenligning mellem antallet af solgte enheder og indtaegterne i forbindelse hermed, saaledes at den gennemsnitlige forhoejelse ogsaa kan skyldes, at den mest tungtvejende del af afsaetningen i hoejere grad kom til at omfatte dyrere modeller. At de af sagsoegeren paapegede omstaendigheder snarere beror paa saadanne forhold end paa en forhoejelse af de faktisk fastsatte priser, er en mere sandsynlig forklaring paa udviklingen fra 1985 til 1986, saaledes som det da ogsaa fremgaar af det af sagsoegeren i forbindelse med den administrative procedure fremlagte spoergeskema. Anvender man den paagaeldende beregningsmetode paa de oplysninger vedroerende denne periode, som fremgaar af skemaet, bliver resultatet et betydeligt prisfald.

224. bb) Sagsoegeren har herudover gjort gaeldende, at Raadet i punkt 51 og 53 i betragtningerne til den anfaegtede forordning har anlagt en fejlvurdering med hensyn til spoergsmaalet om prisunderbud. Priserne hos producenterne i Faellesskabet og hos de japanske eksportoerer er, for saa vidt angaar Nakajima, ikke blevet fastlagt i samme handelsled, for saa vidt der ikke er blevet taget hensyn til sagsoegerens saerlige struktur. Sagsoegeren raader ikke over nogen saerlig salgsstruktur og saelger udelukkende ab fabrik. Den justering paa 25%, der blev foretaget for at tage hoejde for prisforskellen mellem forhandler og distributoer (jf. punkt 51 i betragtningerne til den anfaegtede forordning), var ikke tilstraekkelig, idet den kun delvis udlignede forskellen mellem henholdsvis ab fabrik-handelsleddet og detailhandelsleddet.

225. At Raadet herved har gjort sig skyldig i en fejlvurdering, fremgaar endvidere af foelgende betragtning: Beregner man faellesskabsprisen med udgangspunkt i det prisunderbud, som det haevdes sagsoegeren har gjort sig skyldig i (41,28%), og fratraekker man herefter den i punkt 70 naevnte fortjeneste (1%), fremkommer der ved en fortjenstmargen paa 20% - som er sagsoegerens fortjenstmargen - en fremstillingspris for faellesskabsvaren ab fabrik, der er den dobbelte af sagsoegerens. Noget saadant kan kun vaere udtryk for en sammenligning i forskellige handelsled. At Raadet har begaaet en fejl, fremgaar ligeledes af, at forskellen mellem prisen ab fabrik og forhandlerprisen, reduceret med 25% - naar henses til prismargenen inden for normal handel - omtrentligt svarer til sagsoegerens angivelige prisunderbud.

226. Der kan efter min opfattelse ikke gives sagsoegeren medhold heri. Raadet maa saaledes antages at have godtgjort, at den i punkt 51 omhandlede justering (25% for at tage hoejde for prisforskellen mellem henholdsvis forhandlere og distributoerer), jf. herved det i punkt 50 anfoerte, kun kan vaere en justering, der udligner forskellen mellem prisen ved salg til forhandlere, henholdsvis til distributionsselskaber. De i punkt 50 i betragtningerne til den anfaegtede forordning omhandlede "salgskanaler" omfatter "OEM-selskab, distributoer, forhandler og endelig bruger". Da denne opregning indbefatter de endelige brugere, kan de paagaeldende handelsled kun vaere "kundeled", men ikke "forhandlerled". Denne fortolkning finder i oevrigt stoette i punkt 76 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told. Endvidere har Raadet med god grund anfoert, at den i parantes i punkt 51 naevnte justering kun er et eksempel.

227. De "elementer", som sagsoegeren har peget paa til stoette for sin opfattelse, forekommer under disse omstaendigheder ikke overbevisende. Hvad angaar det argument, der omhandler sammenligningen mellem fremstillingspriserne, er det muligt, at denne pris for EF-producenternes vedkommende, jf. herved de i punkt 70 i betragtningerne til den anfaegtede forordning angivne omstaendigheder, var hoejere end de japanske producenters fremstillingspris, fordi det som foelge af det permanente fald i fortjenesterne ikke var muligt i samme omfang som for de japanske producenter at gennemfoere investeringer med henblik paa forskning og rationalisering.

228. Hvad angaar det argument, der omhandler sammenligningen mellem henholdsvis priserne i de forskellige handelsled og omfanget af sagsoegerens prisunderbud, er det muligt, at der her er en vis parallelitet, men denne maa dog udelukkende skyldes tilfaeldigheder.

229. d) Det af sagsoegeren anfoerte vedroerende de forhold, der er lagt til grund i punkt 54 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, maa ligeledes forkastes.

230. For saa vidt angaar spoergsmaalet om udviklingen med hensyn til lagerbeholdningerne, har sagsoegeren i replikken gjort gaeldende, at disse hos HISI repraesenterede 10 dages produktion. Rent bortset fra, at dette argument er fremsat for sent, har det i oevrigt karakter af en isoleret oplysning, der ikke kan afkraefte rigtigheden af det i punkt 54 vedroerende udviklingen med hensyn til lagerbeholdningerne anfoerte.

231. Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at det i modsaetning til det i punkt 54 anfoerte havde vaeret muligt for producenterne i Faellesskabet at oege deres produktionskapacitet, at nedbringe deres omkostninger og at udvikle nye produkter. Sagsoegeren har dog ikke angivet, hvorved den i punkt 54 anlagte vurdering skulle vaere fejlagtig. Alle disse klagepunkter maa herefter forkastes.

232. 3. a) Den foerste gruppe af klagepunkter vedroerende spoergsmaalet om aarsagssammenhaengen mellem dumpingen og skaden angaar den omstaendighed, at undersoegelsesperioden omfattede perioden fra april 1986 til marts 1987, mens Raadets konstateringer vedroerende skaden raekker tilbage til 1983.

233. aa) Sagsoegeren goer paa dette punkt gaeldende, at der ikke kan vaere spoergsmaal om nogen skade foer den 1. april 1986, da perioden forud for dette tidspunkt ikke var en del af undersoegelsesperioden.

234. Som Raadet med rette har anfoert, ses der herved bort fra, at der ikke noedvendigvis for hele den paagaeldende periodes vedkommende skal have vaeret nogen aarsagssammenhaeng mellem dumpingen og skaden. Dette skyldes, at foranstaltninger vedroerende dumping ikke retter sig mod fortiden, men mod fremtiden. Det relevante er ikke en allerede indtruffet, men en aktuel, skade (98). Fastslaas det, at importen fra det paagaeldende tredjeland (Japan) har forvoldt industrien i Faellesskabet en skade gennem en laengere periode - ogsaa selv om denne kun delvis er omfattet af undersoegelsesperioden - og er det endvidere klart, at der i undersoegelsesperioden har foreligget dumping og prisunderbud, er det som udgangspunkt ikke retsstridigt at fastslaa, at industrien i Faellesskabet - aktuelt - lider en skade som foelge af den paagaeldende dumpingimport. Under disse omstaendigheder kan det efter kriterierne i grundforordningens artikel 4, stk. 2, ganske vist kun i henseende til en kort periode fastslaas, at der har vaeret en stigende dumpingimport, men faellesskabsmyndighederne kan dog danne sig et billede af omfanget af denne import [artikel 4, stk. 2, litra a)]. Tilstedevaerelsen af faktorerne pris og prisunderbud [artikel 4, stk. 2, litra b)] kan fastslaas uden begraensninger. Hvad angaar foelgevirkningerne heraf for den paagaeldende erhvervsgren [artikel 4, stk. 2, litra c)], kan der (ogsaa for saa vidt angaar tiden forud for undersoegelsesperioden) laegges vaegt paa faktiske eller i givet fald mulige tendenser. Under forbehold af argumenterne vedroerende de (oevrige) aarsager til den negative udvikling for industrien i Faellesskabet mellem 1983 og 1986, som jeg straks nedenfor vil droefte, er der ved den anfaegtede forordning blevet paavist en aarsagssammenhaeng som omhandlet (jf. punkt 47-55 i betragtningerne). I oevrigt har sagsoegeren da heller ikke haevdet, at der forud for undersoegelsesperioden ikke forelaa nogen dumping eller noget prisunderbud. Det af sagsoegeren om naervaerende spoergsmaal anfoerte maa herefter forkastes.

235. bb) Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at faellesskabsmyndighederne ikke undersoegte omstaendighederne omkring prisfaldene forud for undersoegelsesperioden grundigt nok til, at disse kunne tilskrives dumping. Mine bemaerkninger vedroerende det foregaaende spoergsmaal gaelder i samme omfang naervaerende. I oevrigt har sagsoegeren ikke naermere forklaret, hvorved selskabet anfaegter den af sagsoegte foretagne undersoegelse af spoergsmaalet om skaden.

236. b) Ved droeftelsen af spoergsmaalet om aarsagssammenhaeng maa der endvidere ske en inddragelse af det klagepunkt, hvorved sagsoegeren i det vaesentlige goer gaeldende, at producenterne i Faellesskabet har forvoldt sig selv skade. Sagsoegeren anfaegter herved det i punkt 54, 55 og 64 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoerte og goer gaeldende, at producenterne i Faellesskabet, sammenholdt med vaeksten paa markedet mellem 1984 og 1986 (88%), i samme periode, cfr. punkt 88 og 89 i betragtningerne til forordning nr. 1418/88, gennemfoerte en uforholdsmaessig stor foroegelse af deres kapacitet (92,7%, eller - ser man bort fra Philips som foelge af denne virksomheds nichestrategi - 103,2%). Herved fjernede de selv grundlaget for de fordele, som de ville have kunnet opnaa paa grund af mulighederne for besparelser som foelge af et stoerre antal enheder. Saafremt producenterne i Faellesskabet havde handlet saa forsvarligt, som det i punkt 89 i betragtningerne til forordningen om midlertidig told haevdes, at de gjorde, ville de i kraft af de naevnte besparelser i hoejere grad have kunnet investere i forskning og udvikling.

237. Det af sagsoegeren anfoerte giver mig anledning til tre bemaerkninger. For det foerste har sagsoegeren ikke oplyst, hvor de naevnte angivelser stammer fra, ligesom sagsoegeren heller ikke paa nogen maade naermere har understoettet disse. For det andet tegner der sig et andet billede af den af Raadet undersoegte periode mellem 1983 og 1986. Det fremgaar af E & W-undersoegelsen (99), at sammenlignet med andre perioder indtraf den stoerste vaekst paa markedet i perioden 1983/1984 (100). Dette taler for, at producenterne i Faellesskabet i perioden 1983/1984 oegede deres kapacitet i mindre omfang, end hvad der svarede til vaeksten paa markedet. Det savner derfor grundlag at tale om en uforholdsmaessig stor foroegelse af kapaciteten, hvilket er i overensstemmelse med det forhold, at udnyttelsesgraden mellem 1983 og 1986 ubestridt forblev den samme (70%: punkt 54 i betragtningerne til den anfaegtede forordning). For det tredje maa der tages hensyn til, at producenterne i Faellesskabet ikke alene havde en afsaetning paa markedet i Faellesskabet, men ogsaa paa andre markeder (101).

238. Naervaerende klagepunkt fra sagsoegerens side kan herefter ikke laegges til grund.

239. c) Sagsoegeren har herefter under henvisning til punkt 60 i betragtningerne til den anfaegtede forordning gjort gaeldende, at det var med urette, at faellesskabsmyndighederne blot anfoerte, at virkningerne af OEM-importen fra andre tredjelande end Japan kun beroerte en enkelt medlemsstat og foerst fik betydning efter afslutningen af undersoegelsesperioden. Sagsoegeren anfoerer, at saafremt man havde undersoegt denne import noejere, ville det have vist sig, at den repraesenterede en ikke-ubetydelig andel af markedet. Den hermed forbundne skade blev saaledes i strid med grundforordningens artikel 4, stk. 1, med urette tilskrevet japansk dumpingimport.

240. Sammenholder man den af sagsoegeren foretagne beregning (for aarene 1984-1986) med den tabel, der ligger til grund herfor (102), fremgaar det imidlertid klart, at naar sagsoegeren goer gaeldende, at importen fra tredjelande havde et stoerre omfang end det af Raadet angivne, baserer sagsoegeren sig paa importen af printere med oprindelse i Japan. Raadet har om dette spoergsmaal ubestridt anfoert, at denne import er genstanden for naervaerende antidumpingprocedure, hvilket da ogsaa bekraeftes af saavel overskriften til som artikel 1, stk. 1, i den anfaegtede forordning. Hertil kommer, at det fremgaar af de omhandlede tabeller, at importen af printere med oprindelse i andre tredjelande end Japan mellem 1983 og 1986 hele tiden tabte markedsandele (103), og at stigningen i antallet af solgte enheder (8% mellem 1983 og 1986) var lavere end den stigning, som de japanske (290%) samt de europaeiske (44%) producenter opnaaede. Som alle de andre klagepunkter vedroerende spoergsmaalet om aarsagssammenhaengen mellem dumpingen og skaden maa naervaerende klagepunkter herefter ligeledes forkastes.

241. 4. Resultatet bliver, at ingen af de klagepunkter, som omhandler, hvad der er blevet lagt til grund med hensyn til skaden, er holdbare, saaledes at ingen af sagsoegerens argumenter vedroerende dette spoergsmaal kan laegges til grund.

VI - Faellesskabets interesser

242. Sagsoegeren har paa en raekke punkter anfaegtet det i punkt 63-66 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoerte og gjort gaeldende, at Raadet i forbindelse med, hvad der er blevet lagt til grund med hensyn til faellesskabets interesser, har gjort sig skyldig i flere fejlvurderinger. Ved min droeftelse af argumenterne vedroerende skaden har jeg allerede taget stilling til de fleste af de herved rejste spoergsmaal, dvs. dem, der angaar EF-producenternes muligheder for at foretage investeringer. Det samme gaelder, for saa vidt angaar spoergsmaalet om betydningen af importen fra andre tredjelande af printere med oprindelse i Japan.

243. Tilbage staar at undersoege det anfoerte om, at den omtvistede antidumpingforanstaltning i foerste raekke vil vaere til fordel for producenter i andre tredjelande. Sagsoegeren har dog ikke naermere understoettet dette. Da den markedsandel paa det samlede marked i Faellesskabet, som producenterne i andre tredjelande repraesenterer, til stadighed faldt i perioden fra 1983 til 1986, hvorimod de japanske producenters markedsandel hele tiden steg, ville det have vaeret en forudsaetning, at det blev godtgjort, hvorledes denne situation - navnlig inden for de sidste maaneder af undersoegelsesperioden - i givet fald aendrede sig (til det modsatte). Der er dog intet blevet anfoert til stoette herfor. Endelig er der heller ingen holdepunkter til stoette for den antagelse, at importen af produkter med oprindelse i andre tredjelande skulle have vaeret genstand for dumping, saaledes at det savnede grundlag at indfoere beskyttelsesforanstaltninger rettet mod de paagaeldende producenters fremtraengen paa markedet (104).

VII - Toldsatsen

244. Sagsoegeren har til slut anfaegtet det af Raadet i punkt 72 i betragtningerne til den anfaegtede forordning anfoerte vedroerende skadetaersklen, idet sagsoegeren goer gaeldende, at der herved er sket en fejlvurdering. Endvidere er der blevet begaaet magtfordrejning. Sagsoegeren anfoerer, at den i punkt 72 angivne beregningsmetode ikke blev anvendt over for selskabet, idet resultatet da ville have vaeret en skadetaerskel paa nul. Sagsoegerens gennemsnitlige salgspris over for den foerste uafhaengige forhandler, dvs. importoeren i Faellesskabet, er noedvendigvis den samme som cif-prisen, da der er tale om den af denne importoer faktisk betalte pris. Det savner grundlag for sagsoegerens vedkommende at nedsaette denne pris med henblik paa fastlaeggelsen af cif-vaerdien, idet sagsoegeren pr. definition saelger ab fabrik.

245. Kommissionen har imidlertid ubestridt anfoert, at dette argument beror paa en misforstaaelse med hensyn til den i punkt 72 angivne fremgangsmaade. De priser, som blev inddraget ved fastlaeggelsen af prisunderbuddet, jf. punkt 50 og 51 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, var priserne inden for Faellesskabet, der navnlig indbefatter told og omkostninger til toldbehandling (hvorved der ses bort fra justeringer med henblik paa at tage hoejde for transportomkostninger og forskelle med hensyn til salgskanaler). De naevnte priser er som udgangspunkt ogsaa afgoerende elementer ved beregningen af den (individuelle) skadetaerskel, jf. punkt 71. Dette er grunden til, at skadetaersklen ikke er et egnet grundlag for fastsaettelsen af antidumpingtolden, da denne opkraeves af cif-prisen, netto, frit Faellesskabets graense. Den pris, der ligger til grund for skadetaersklen, maa derfor justeres for at tage hensyn hertil. I punkt 72 i betragtningerne til den anfaegtede forordning hedder det om resultatet af denne omregning, for saa vidt angaar skadetaersklen:

"Den individuelle skadetaerskel blev derefter udtrykt som en procent af hver enkelt eksportoers vejede gennemsnitlige videresalgspris beregnet cif."

246. Sagsoegeren har ikke anfaegtet denne fremgangsmaade, hvorfor naervaerende klagepunkt maa forkastes.

Tredje afsnit - Konklusion

247. I. Med hensyn til afgoerelsen om sagens realitet maa det herefter laegges til grund, at den anfaegtede forordning er behaeftet med en mangel derved, at fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi strider mod artikel 2, stk. 3, litra b), ii), i den nye grundforordning, for saa vidt angaar spoergsmaalet om salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste. Forordningen boer derfor annulleres i det paastaaede omfang, uanset at jeg ved min undersoegelse af den anfaegtede forordning ikke i oevrigt har kunnet konstatere nogen retlige mangler, hvorved jeg navnlig bemaerker, at der heller ikke er noget grundlag for de under henvisning til EOEF-Traktatens artikel 184 fremsatte klagepunkter.

248. II. Afgoerelsen om sagens omkostninger, der ogsaa vil skulle omfatte sag C-69/89 R, beror paa procesreglementets artikel 69. Da Kommissionen i sag C-69/89 R hverken har afgivet skriftligt eller mundtligt indlaeg, boer sagsomkostningerne, for saa vidt angaar interventionen, ophaeves, saaledes at sagsoegeren og Kommissionen hver baerer deres egne omkostninger (105).

C - Sammenfatning

249. Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa foelgende:

- Den anfaegtede forordning nr. 3651/88 (artikel 1-3) annulleres, for saa vidt angaar sagsoegeren.

- I sag C-69/89 R paalaegges det Raadet at betale sagens omkostninger, bortset fra de af intervenienterne afholdte, idet intervenienterne boer baere deres egne omkostninger.

- I sag C-69/89 R paalaegges det sagsoegeren at betale sagens omkostninger. Omkostningerne i anledning af Kommissionens intervention boer dog ophaeves, saaledes at sagsoegeren og Kommissionen hver baerer deres egne omkostninger.

(*) Originalsprog: tysk.

(1) EFT L 317, s. 33.

(2) Kommissionens forordning af 17.5.1988 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af serietilsluttede matrixslagprintere med oprindelse i Japan (EFT L 130, s. 12).

(3) Raadets forordning af 23.6.1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1).

(4) Raadets forordning om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1).

(5) Dette er en henvisning til den foerste af de i bestemmelsen opregnede metoder, der lyder saaledes: "Stoerrelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste beregnes paa grundlag af producentens eller eksportoerens faktiske omkostninger og den fortjeneste, de har opnaaet paa fortjenstgivende salg af samme vare paa hjemmemarkedet."

(6) Min fremhaevelse.

(7) EFT 1980 L 71, s. 90.

(8) EFT 1980 L 71, s. 1.

(9) Jf. f.eks. dom af 7.5.1987, sag 258/84, Nippon Seiko mod Raadet, Sml. s. 1923, praemis 21.

(10) Forretningsorden fastsat af Raadet den 24.7.1979 i henhold til artikel 5 i Traktaten af 8.4.1965 om Oprettelse af et Faelles Raad og en Faelles Kommission for De Europaeiske Faellesskaber (EFT L 268, s. 1).

(11) Jf. Kommissionens afgoerelse 86/34/EOEF af 12.2.1986 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner, der fremstilles af Nakajima All Precision Co. Ltd og har oprindelse i Japan (EFT L 40, s. 29).

(12) Jf. dom af 11.7.1990, sagerne 305/86 og 160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2945, praemis 69.

(13) Dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 11.

(14) Det af sagsoegeren paa dette punkt anfoerte er inkonsekvent: Datoen den 18.11.1988 naevnes i forbindelse med argumentet om tilsidesaettelse af Raadets forretningsorden, men alligevel hedder det paa s. 11 i staevningen, jf. pkt. 12, at sagsoegeren den 26.10.1988 til Raadet fremsendte et memorandum vedroerende det naevnte kommissionsforslag.

(15) Jf. saaledes dom af 5.10.1988, sagerne 260/85 og 106/86, TEC m.fl. mod Raadet, Sml. s. 5855, praemis 20.

(16) Jeg kan i oevrigt ikke se, hvorledes man paa grundlag af regnskabsmaessige oplysninger vedroerende producenter i Faellesskabet kan fastslaa, at der foreligger dumping.

(17) Jf. Raadets forordning nr. 1698/85 (EFT L 163, s. 1).

(18) Kommissionens afgoerelse af 12.2.1986 (EFT L 40, s. 29).

(19) Dom af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania m.fl. mod Cassa Conguaglio Zucchero m.fl., Sml. s. 117, praemis 37, og dom af. 11.7.1990, sagerne 304/86 og 185/87, Enital mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2939, praemis 35.

(20) Tilsidesaettelse af Traktaten eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse, magtfordrejning.

(21) Betragtning 4 og 33.

(22) Jf. betragtning 4: "affattes paa en klar og tilstraekkelig detaljeret maade", og betragtning 33: "noejere at praecisere".

(23) Den tyske version af forordningen svarer, for saa vidt angaar betragtning 33, ikke til affattelsen paa de andre officielle sprog, idet man i disse versioner i slutningen af betragtningen finder affattelsen: "eller paa ethvert andet rimeligt grundlag".

(24) Jf. Kommissionens afgoerelse 86/34/EOEF af 12.2.1986 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen af elektroniske skrivemaskiner, der fremstilles af Nakajima All Precision Co. Ltd. og har oprindelse i Japan (EFT L 40, s. 29).

(25) Jf. navnlig dom af 30.4.1974, sag 181/73, Haegemann mod Belgien, Sml. s. 449, praemis 2-6, dom af 26.10.1982, sag 104/81, Hauptzollamt Mainz mod Kupferberg, Sml. s. 3641, praemis 13 f., og senest dom af 20.9.1990, sag. C-192/89, S. Z. Sevince mod Staatssecretaris van Justitie, Sml. I, s. 3461, praemis 10 f.

(26) Den nedenfor naevnte dom angik en overenskomst, som foerst var blevet indgaaet af en medlemsstat, og som var blevet et led i faellesskabsretten som foelge af faellesskabets faelles handelspolitik. I naervaerende sammenhaeng er denne forskel imidlertid uden betydning.

(27) Jf. navnlig dom af 19.11.1975, sag 38/75, Nederlandse Spoorwegen mod Inspecteur der Invoerrechten en accijnzen, Sml. s. 1439, praemis 20 f.

(28) Dom af 27.3.1990, sag 189/88, Cartorobica mod Ministero delle Finanze dello Stato, Sml. I, s. 1269, navnlig praemis 23.

(29) Dom af 12.12.1972, sagerne 21/72-24/72, International Fruit Company, Sml. s. 295, Dom af 24.10.1973, sag 9/73, Schlueter, Sml. s. 1135, dom af 16.3.1983, sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731, og dom af 16.3.1983, sagerne 267/81-269/81, SPI og SAMI, Sml. s. 801.

(30) Dom af 22.6.1989, sag 70/87, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 1781, praemis 18 ff.

(31) Raadets forordning af 17.9.1984 om styrkelse af den faelles handelspolitik, saerlig med hensyn til beskyttelse mod uretmaessig handelspraksis (EFT L 252, s. 1).

(32) Dommen i Fediol III-sagen (jf. ovenfor note 30), praemis 19.

(33) Praemis 19.

(34) Praemis 22 i dommen.

(35) Punkt 53 (jf. note 27 og 28).

(36) Praemis 20.

(37) Raadets forordning af 20.12.1979 om beskyttelse mod dumpingimport eller substitueret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 339, s. 1).

(38) Domme af 5.10.1988: Sagerne 260/85 og 106/86, Tokyo Electric Company (TEC) m.fl. mod Raadet, Sml. s. 5855, praemis 24 og 27, sag 250/85, Brother mod Raadet, Sml. s. 5683, praemis 18, sagerne 277/85 og 300/85, Canon m.fl. mod Raadet, Sml. s. 5731, og sagerne 273/85 og 107/86, Silver Seiko m.fl. mod Raadet, Sml. s. 5927, praemis 16.

(39) I versionerne paa de andre officielle sprog er der her ingen ny henvisning til rimelighedsbegrebet, men det anfoeres i det vaesentlige, at de paagaeldende tal ikke kan anvendes. Efter min opfattelse goer dette ingen forskel.

(40) Min fremhaevelse.

(41) Jf. kodeksens artikel 16, stk. 6, litra a).

(42) Jf. Vermulst: Antidumping Law and Practice in the United States and the European Communities, 1987, s. 700.

(43) Begrebet "normal vaerdi" optraeder ganske vist ikke i kodeksens artikel 2, stk. 6, men bestemmelsen foreskriver dog, at eksportprisen skal sammenlignes med en stoerrelse, der omfatter alle de elementer, som grundforordningen sammenfatter under begrebet "normal vaerdi".

(44) Jf. i forbindelse med naervaerende sag punkt 40 i betragtningerne til Kommissionens forordning om midlertidig told.

(45) Praemis 30.

(46) Jf. Kommissionens forordning om midlertidig told, punkt 39, sammenholdt med punkt 40, i betragtningerne.

(47) Efter TEC-dommen forstaas der herved i hvert tilfaelde den paagaeldende "oekonomiske enhed".

(48) Jf. dom af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing mod Raadet, Sml. s. 1809, praemis 13 ff.

(49) Domme af 7.5.1987: Sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Raadet, Sml. s. 1861, praemis 31 ff., sag 258/84, Nippon Seiko mod Raadet, Sml. s. 1923, praemis 43 ff., og sag 260/84, Minebea mod Raadet, Sml. s. 1975, praemis 41 ff.

(50) Jf. note 49.

(51) Jf. ligeledes den den samme dag afsagte dom i sagerne 277/85 og 300/85, Canon mod Raadet, Sml. s. 5731, praemis 37, samt dom i sagerne 273/85 og 107/86, Silver Seiko mod Raadet, Sml. s. 5927.

(52) Forslag til afgoerelse i TEC-sagen, jf. ovenfor note 15, Sml. s. 5884, paa s. 5898.

(53) Sag 260/84, jf. ovenfor note 49, praemis 42.

(54) Sag 260/84, jf. ovenfor note 49, praemis 36.

(55) Dom af 19.10.1977, sagerne 117/76 og 16/77, Ruckdeschel mod Hauptzollamt Hamburg-St. Annen, Sml. s. 1753, praemis 15, og dom af 21.2.1990, sagerne C-267/88 - C-285/88, Wuidart m.fl. mod andelsselskabet Laiterie coopérative eupenoises m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 13.

(56) Dom af 17.7.1963, sag 13/63, Italien mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 433, dom af 23.2.1983, sag 8/82, Wagner mod Bundesanstalt fuer landwirtschaftliche Marktordnung, Sml. s. 371, og dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide mod Cassa Conguaglia Zucchero, Sml. s. 4209, praemis 28.

(57) Jf. herved dom af 13.12.1983, sag 218/82, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 4063, dom af 25.11.1986, sagerne 201/85 og 202/85, Klensch mod statssekretaeren for landbrug og vinavl, Sml. s. 3477, og dom af 4.12.1986, sag 205/84, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, Sml. s. 3755.

(58) Jf. dom af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania m.fl. mod Cassa Conguaglia Zucchero m.fl., Sml. s. 117, praemis 37, og dom af 2.5.1990, sag C-27/89, Scarpe mod ONIC, Sml. I, s. 1701, praemis 27.

(59) "Stoerrelsen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste beregnes paa grundlag af producentens eller eksportoerens faktiske omkostninger og den fortjeneste, de har opnaaet paa fortjenstgivende salg af samme vare paa hjemmemarkedet."

(60) Dom af 5.10.1988, sag 301/85, Sharp Corporation mod Raadet, Sml. s. 5813.

(61) Raadets forordning nr. 1698/85 af 19.6.1985 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af elektroniske skrivemaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 163, s. 1).

(62) Jf. ovenfor punkt 104.

(63) EFT L 335, s. 43.

(64) Dom af 5.5.1966, sagerne 18/65 og 35/65, Gutmann mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 175, og dom af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, praemis 30.

(65) Dom af 29.11.1956, sag 8/55, Fédération charbonnière de Belgique mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 29, og dom af 8.7.1965, sagerne 3/64 og 4/64, Chambre syndicale de la sidérurgie française m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 93).

(66) Jf. herved: Nichtigkeits- und Untaetigkeitsklagen im Recht der Europaeischen Gemeinschaften, 1985, s. 175.

(67) Jf. note 64.

(68) Ved disse argumenter sigtes der til sagsoegerens skrivelse af 2.9.1988 til Kommissionen.

(69) Bilag K til staevningen.

(70) Afgoerelse 86/34/EOEF (jf. ovenfor).

(71) Sml. 1988, s. 5865.

(72) Jf. ligeledes de andre domme af 5.10.1988, sagerne 273/85 og 107/85, Silver Seiko m.fl. mod Raadet, Sml. s. 5927, praemis 55, og sag 301/85, Sharp mod Raadet, Sml. s. 5813, praemis 22.

(73) Jf. dom af 12.7.1957, sagerne 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 45, dom af 1.6.1961, sag 15/60, Simon mod Domstolen, Sml. 1954-1964, s. 253, og dom af 9.3.1978, sag 54/77, Herpels mod Kommissionen, Sml. s. 585, praemis 34 ff.

(74) Dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, og dom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer mod Land Rheinland-Pfalz, Sml. s. 3727.

(75) Dom af 27.9.1971, sag 230/78, Eridania m.fl. mod ministeriet for land- og skovbrug, Sml. s. 2749, praemis 22, dom af 6.12.1984, sag 59/83, Biovilac mod Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, Sml. s. 4057, praemis 23, dom af 21.5.1987, sagerne 133/85-136/85, Rau mod Bundesanstalt fuer landwirtschaftliche Marktordnung, Sml. s. 2289, praemis 18, og dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 34.

(76) Dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, praemis 26, og dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 849, praemis 16.

(77) Jf. dom af 15.7.1982, sag 245/81, Edeka mod Forbundsrepublikken Tyskland, Sml. s. 2745, praemis 27, dom af 28.10.1982, sag 52/81, Faust mod Kommissionen, Sml. s. 3745, praemis 27, dom af 17.6.1987, sagerne 424/85 og 425/85, Frico m.fl. mod Voedselvoorzienings In- en Verkoopbureau, Sml. s. 2755, praemis 33, og dom af 14.2.1990, sag C-350/88, jf. ovenfor note 75, praemis 33.

(78) Jf. foelgende domme af 7.5.1987: Sag 260/84, jf. ovenfor note 49, praemis 28 f., sag 258/84, jf. ovenfor note 9, praemis 34, og sag 256/84, Koyo Seiko mod Raadet, Sml. s. 1899, praemis 20.

(79) Jf. foruden de i note 73 naevnte domme dom af 22.3.1961, sagerne 42/59 og 49/59, Snupat mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247, dom af 12.7.1962, sag 14/61, Hoogovens mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 327, dom af 22.9.1983, sag 159/82, Verli-Wallace mod Kommissionen, Sml. s. 2711, og dom af 31.5.1988, sag 253/86, Sociedade Agro-Pecuaria Vicente Nobre mod Raadet, Sml s. 2725.

(80) Dom af 3.5.1978, sag 112/77, Toepfer mod Kommissionen, Sml. s. 1019, praemis 19.

(81) Jf. ovenfor note 77 og 78.

(82) Jf. generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse af 31.1.1985 i sag 108/84, Sml. 1985, s. 948, paa s. 952.

(83) Jf. naermere mit forslag til afgoerelse i de forenede sager 63/84 og 147/84, Finsider mod Kommissionen, Sml. 1985, s. 2858, paa s. 2866.

(84) Jf. dom af 10.2.1983, sag 230/81, Luxembourg mod Europa-Parlamentet, Sml. s. 255, praemis 22 ff., og dom af 15.1.1986, sag 44/84, Hurd mod Jones, Sml. s. 29, praemis 57 ff.

(85) Forslag til afgoerelse i de forenede sager 63/79 og 64/79, Boizart mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 2992, paa s. 3002.

(86) Varer, der saelges til uafhaengige koeber, som videresaelger dem under eget navn (jf. punkt 27 i betragtningerne til den anfaegtede forordning).

(87) Jeg bemaerker i denne forbindelse, at ordlyden af de her omhandlede bestemmelser naesten er identisk med ordlyden af de tilsvarende bestemmelser i antidumpingkodeksen [jf. kodeksens artikel 4, stk. 1, foerste punktum, og i)].

(88) Jf. E & W-undersoegelsen, s. VII-9 samt VII-17.

(89) Sammenholder man det i E & W-undersoegelsen angivne med angivelserne i punkt 47 i betragtningerne til den anfaegtede forordning, fremgaar det klart, at sidstnaevnte angivelser fuldt ud er baseret paa E & W-undersoegelsen og ogsaa omfatter andre EF-producenter end dem, der er medlemmer af Europrint.

(90) Jf. tabel VII-1 i undersoegelsen.

(91) Jf. dommen i TEC-sagen (jf. ovenfor note 15), praemis 47.

(92) Jf. E & W-undersoegelsen, tabel VII-3 paa s. VII-6.

(93) Angivelsen 188% beror paa en regnefejl.

(94) Tabel V-2.

(95) EFT L 163, s. 1 (jf. punkt 31 i betragtningerne).

(96) Jf. tabel VII-1.

(97) "Lavhastighedsgruppen": prisfald paa mellem 29 og 30%; relativ stigning i de japanske producenters markedsandel: 10,2%.

"Mellemhastighedsgruppen": prisfald paa mellem 8,3 og 15%; relativ stigning i de japanske producenters markedsandel: 6,7%."

(98) Jf. dom af 28.11.1989, sag 121/86, Anonymos Étaireia Epicheiriseon Metalleftikon, Viomichanikon kai Naftiliakon AE m.fl. mod Raadet, Sml. s. 3919, praemis 35.

(99) Tabel V-6.

(100) 1983/1984: 39%; 1984/1985: 36,2%; 1985/1986: 38,2%.

(101) Jf. E & W-undersoegelsen, s. VII-6 (Olivetti), s. VII-9 (HISI) og s. VII-17 (Philips).

(102) Tabel V-6 i E & W-undersoegelsen.

(103) 1983: 15%; 1984: 11%; 1985: 8%; 1986: 6%.

(104) Jf. herved dommen af 5.10.1988, sag 250/88, jf. ovenfor note 38, praemis 41.

(105) Jf. dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 29.

Full & Egal Universal Law Academy