Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Jeg skal hermed fremsaette forslag til afgoerelse i den af Kommissionen mod Irland anlagte sag vedroerende de betingelser for at opnaa licens til havfiskeri, som gaelder i denne medlemsstat.
2. Ved section 2 i Fisheries (Amendment) Act 1983 blev der indsat en section 222 B i Fisheries (Consolidation) Act 1959. Section 222 B, stk. 4, litra a), lyder saaledes:
"Ministeren udsteder kun licens i henhold til naervaerende bestemmelse, saafremt det paagaeldende fiskerfartoej ejes fuldstaendigt af en irsk statsborger eller en juridisk person, der er oprettet i henhold til irsk lovgivning og underlagt denne, og som har sit hovedforretningssted (principal place of business) i Irland."
3. I henhold til section 222 B, stk. 2, kan et fiskerfartoej, der er registreret (eller skal registreres) i Irland, kun anvendes til havfiskeri, det vaere sig inden for eller uden for Irlands eksklusive fiskerizone, saafremt det har en saadan licens.
4. Kommissionen finder, at Irland ved saaledes at kraeve, at andre medlemsstaters statsborgere skal oprette et irsk selskab for at kunne opnaa licens til havfiskeri fra et irsk fartoej, mens irske statsborgere kan opnaa licens uden at stifte et selskab, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 52.
5. Irland protesterede i foerste omgang mod, hvad det ansaa for et forsoeg fra Kommissionens side paa at udvide raekkevidden af sine klagepunkter under sagen for Domstolen, saaledes at de kom til at omfatte en kritik af den irske lovgivning om registrering af fiskerfartoejer. Kommissionen havde imidlertid blot udtalt sig herom i staevningen som svar paa nogle argumenter, som Irland havde fremfoert i sit svar paa den begrundede udtalelse, og Kommissionen har i sin replik understreget, at den anlagte sag faktisk udelukkende drejer sig om betingelserne for at opnaa licens.
6. Jeg finder ikke desto mindre, at der er grund til kort at beskaeftige sig med spoergsmaalet om forholdet mellem betingelserne for registrering og de omtvistede betingelser for at opnaa licens. Sidstnaevnte betingelser er nemlig identiske med betingelserne for registrering af et fiskerfartoej i det irske register. Selv om der mellem de to parter er opnaaet enighed om sagens noejagtige genstand, synes den irske regering imidlertid at ville paaberaabe sig denne identitet mellem de to former for betingelser, idet regeringen har anfoert, at formaalet med lovens section 222 B, stk. 4, litra a), udelukkende er at fastslaa, at et fartoej skal vaere irsk i henhold til lovgivningen om registrering for at kunne opnaa licens, og at
"det kan ikke vaere i strid med Traktaten udelukkende at lade licensordningen i henhold til irsk lov finde anvendelse paa irske fiskerfartoejer til havfiskeri" (jf. punkt 2.2. og 2.3. i duplikken).
Desuden har Det Forenede Kongeriges regering, som har interveneret til stoette for Irlands paastande, under henvisning til samme identitet gjort gaeldende, at betingelserne for at udstede licens i det foreliggende tilfaelde ikke udgoer nogen hindring for etableringsfriheden.
7. Jeg mener dog ikke, at disse argumenter boer forhindre Domstolen i at undersoege, om betingelserne for at opnaa licens er forenelige med Traktatens artikel 52, og eventuelt fastslaa, at dette ikke er tilfaeldet. De to regeringer har nemlig, paa linje med Kommissionen, udtalt, at de omtvistede betingelser kun gaelder for fartoejer, der er registreret i Irland. Ifoelge den irske regering foelger dette af section 222 B, stk. 1 (jf. punkt 2.1. i duplikken). I denne bestemmelse fastslaas det, at section 222 B gaelder for fiskerfartoejer, der er registreret i det irske register for fiskerfartoejer ("a fishing boat ... which is entered in the fishing boat register"), og fartoejer, der skal registreres heri ("which is required ... to be so entered"). Desuden skal section 222 B, som den irske regering selv har paapeget i sit svar paa den begrundede udtalelse, ses i sammenhaeng med section 8 i 1983-loven, hvorefter enhver ny registrering i det irske register over fiskerfartoejer forudsaetter en licens udstedt af ministeren i henhold til section 222 B. Selv om betingelserne for registrering og betingelserne for at opnaa licens saaledes er identiske, er det ikke desto mindre sidstnaevnte, der er afgoerende for, om et fiskerfartoej kan anvendes til havfiskeri.
8. Hvad angaar den i naervaerende sag omhandlede betingelse for at opnaa licens, har den irske regering gjort gaeldende, at den ikke er i strid med Traktatens artikel 52, dels fordi den kun gaelder for fartoejer, der er registreret (eller skal registreres) i Irland, dels fordi der ikke er noget, der forhindrer ejere af fartoejer, der er registreret i andre medlemsstater, i at etablere sig i Irland og udnytte deres fartoejer til fiskeri fra de irske havne og i de irske farvande.
9. Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Denne sag drejer sig nemlig om en forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere og ikke mellem fartoejer, der er registreret i de forskellige medlemsstater. Etableringsretten vedroerer ikke fartoejer, men personer. Den irske regering har med rette anfoert foelgende:
"Kommissionen ville naeppe kunne goere nogen indsigelse imod, at licensordningen kun gaelder for irske fartoejer, hvilket den da heller ikke har gjort" (jf. punkt 2.1. i duplikken).
Ethvert argument paa grundlag af denne konstatering er saaledes irrelevant. Kommissionen har gjort gaeldende, at Irland har gjort indgreb i den ret, som udtrykkeligt er indroemmet statsborgerne i de andre medlemsstater i artikel 52, stk. 2, til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed
"paa de vilkaar, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere".
I modsaetning til disse skal de nemlig oprette et irsk selskab med hovedforretningssted (principal place of business) i Irland, foer de kan opnaa licens til at udnytte deres fiskerfartoejer under irsk flag. Det maa herefter konstateres, at selv om den irske lovgivning ikke gaelder for fartoejer, der er registreret i andre medlemsstater, gaelder den for disse medlemsstaters statsborgere, for saa vidt som den forhindrer disse i at udoeve deres virksomhed i Irland paa samme vilkaar som dem, der gaelder for irske statsborgere. (I oevrigt er det tvivlsomt, om havfiskeri fra de irske havne og i de irske farvande, udfoert af en statsborger fra en anden medlemsstat end Irland ved hjaelp af et fartoej, som ikke er registreret i Irland, kan anses for at henhoere under etableringsretten).
10. Den irske regering har yderligere gjort gaeldende, at den anfaegtede bestemmelse er berettiget paa baggrund af Faellesskabets kvoteordning, idet den har til formaal at beskytte de irske kvoter mod den "quota hopping", som modvirker maalene med ordningen.
11. Det skal hertil blot bemaerkes, at hensyn til maalene med kvoteordningen ikke kan tjene som begrundelse for en generel foranstaltning, der finder anvendelse paa enhver form for havfiskeri, uanset om der er tale om fiskeri efter arter, der er omfattet af kvoterne, eller andre arter.
12. Den irske regering har i duplikken ogsaa henvist til dom af 14. december 1989 (sag C-216/87, Jaderow, Sml. s. 4509), hvorved Domstolen anerkendte, at formaalet med ordningen med nationale kvoter faktisk kan begrunde, at der stilles betingelser, som skal sikre, at fartoejet har en reel oekonomisk tilknytning til den medlemsstat, under hvis flag det sejler. Domstolen understregede dog herved, at sigtet med saadanne betingelser skal vaere, at kvoterne skal komme den befolkning, der er afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier, til gode, og at den tilknytning, betingelserne skal sikre, kun maa vedroere forbindelsen mellem fiskeriet fra fartoejet og den paagaeldende befolkning og de dertil knyttede industrier (jf. praemis 25, 26 og 27 i Jaderow-dommen). Et krav om, at andre medlemsstaters statsborgere skal oprette et irsk selskab for at kunne faa en fiskerilicens, kan imidlertid ikke sikre, at de irske kvoter kommer den befolkning, der er afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier, til gode, lige saa lidt som den vedroerer forbindelsen mellem fiskeriet fra fartoejerne og den paagaeldende befolkning og de dertil knyttede industrier.
13. Hvad angaar det af den irske regering fremfoerte argument, hvorefter den omtvistede betingelse er berettiget i henhold til Traktatens artikel 56, stk. 1, skal der henvises til, at Domstolen har udtalt, at
"Traktatens artikel 56 ..., som en undtagelsesbestemmelse til et grundlaeggende traktatfaestet princip, [skal] fortolkes saaledes, at dens virkninger begraenses til, hvad der er noedvendigt for at vaerne om de hensyn, det er dens formaal at beskytte" (1).
14. Ogsaa selv om det antages, at den korrekte gennemfoerelse af Faellesskabets kvoteordning, som Irland haevder at ville sikre, kan falde ind under begrebet den offentlige orden i artikel 56, maa det konstateres, at det foelger af det hidtil anfoerte, at den omhandlede betingelse ikke staar i forhold til det saaledes forfulgte maal.
15. Endelig har den irske regering gjort gaeldende, at der ville blive gjort indgreb i Faellesskabets strukturpolitik for fiskeriet, saafremt en medlemsstats fiskerfartoejer frit kunne overfoeres til en anden medlemsstats fiskerflaade. Jeg deler paa dette punkt Kommissionens opfattelse, hvorefter medlemsstaterne ganske vist kan begraense eller endog nedbringe deres flaades fiskerikapacitet, men kun ud fra kriterier, der ikke indebaerer nogen forskelsbehandling paa grundlag af de paagaeldende fartoejers ejeres nationalitet.
16. Af de saaledes anfoerte grunde foreslaar jeg Domstolen at give Kommissionen medhold i sagen og fastslaa, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Traktatens artikel 52 ved at kraeve, at andre medlemsstaters statsborgere skal oprette et irsk selskab for at kunne faa licens til havfiskeri fra et irsk fartoej. Irland maa herefter tilpligtes at betale sagens omkostninger, dog saaledes at Det Forenede Kongerige, der er indtraadt i sagen til stoette for Irlands paastande, boer baere sine egne omkostninger.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Jf. dom af 26.4.1988, sag 352/85, Bond Van Adverteerders m.fl., Sml. s. 2085, praemis 36.
Full & Egal Universal Law Academy