EUR-Lex -  61989CC0095 - DA - FORENEDE FORSLAGER TIL AFGOERELSE FRA GENERALADVOKAT GULMANN FREMSAT DEN 8

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Disse tre sager er anlagt af Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 og vedroerer de i Italien, Graekenland og Frankrig gaeldende forbud mod import og markedsfoering af oste, der er fremstillet under tilsaetning af nitrat.

Kommissionen har i alle tre sager nedlagt paastand om, at den paagaeldende medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 30 ved at forbyde import af oste, der lovligt er fremstillet og bragt i handelen i andre medlemsstater, og som under fremstillingen er blevet tilsat nitrater inden for de graenser, der paa videnskabeligt plan internationalt er enighed om at anse for acceptable (50 mg pr. kg).

Spanien har i sagen mod Frankrig interveneret til fordel for Kommissionen.

De tre medlemsstater har paastaaet frifindelse.

2. Der er redegjort for lovgivningen i de tre medlemsstater i retsmoederapporterne. Sammenfattende kan det fastslaas, at

° det i alle tre medlemsstater er forbudt at fremstille levnedsmidler under anvendelse af tilsaetningsstoffer og at markedsfoere saadanne levnedsmidler, medmindre de paagaeldende tilsaetningsstoffer er udtrykkeligt tilladt

° ingen af de tre medlemsstater har givet tilladelse til anvendelse af nitrat ved fremstilling af ost, og at markedsfoering af ost tilsat nitrat foelgelig er forbudt i de tre medlemsstater

° dette forbud ifoelge oplysninger fra medlemsstaterne kun bringes i anvendelse over for importerede oste, hvis nitratindhold overstiger en vis tolerancetaerskel svarende til, hvad medlemsstaterne bedoemmer som vaerende en naturlig restforekomst af nitrat i ost, nemlig for saa vidt angaar Italien 2 mg pr. kg, for saa vidt angaar Graekenland 10 mg pr. kg (1) og for saa vidt angaar Frankrig 15 mg pr. kg.

Harmoniseringsdirektiver paa omraadet

3. Nitrat er naevnt i bilaget til Raadets direktiv 64/54/EOEF af 5. november 1963 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om konserveringsstoffer, som maa anvendes i levnedsmidler (2). Domstolen har flere gange haft lejlighed til at fortolke direktiv 64/54 og har fastslaaet, at saafremt et tilsaetningsstof er omfattet af listen i direktivets bilag, betyder dette, at medlemsstaterne kan tillade anvendelsen af det paagaeldende stof, men at de ikke er forpligtet hertil. Senest har Domstolen i sin dom af 13. december 1990 i Bellon-sagen (3) udtalt foelgende:

"Ifoelge betragtningerne er direktivet kun et foerste stadium i tilnaermelsen af de nationale lovgivninger paa dette omraade. Paa dette stadium har medlemsstaterne derfor ikke pligt til at tillade anvendelse af alle de i direktivets bilag naevnte stoffer. Deres frihed til at fastsaette regler for tilsaetning af konserveringsstoffer til levnedsmidler kan dog kun udoeves paa to betingelser, nemlig dels, at et konserveringsstof, der ikke er opfoert i bilaget, ikke kan tillades, og dels, at anvendelse af et konserveringsstof, som er opfoert dér, ikke maa forbydes fuldstaendigt, undtagen naar der er tale om levnedsmidler, der fremstilles og forbruges paa deres eget omraade, i saerlige tilfaelde, hvor anvendelse af et saadant stof ikke er teknologisk noedvendigt ..." (praemis 9) (4).

Lad mig straks sige, at betingelsen om, at nitrat ikke maa forbydes fuldstaendigt, ikke volder problemer i de foreliggende sager, eftersom de tre medlemsstater tillader tilsaetning af nitrat til koedprodukter.

Som det fremgaar af den citerede praemis, laegger Domstolen vaegt paa, at direktiv 64/54 kun udgoer det foerste stadium i tilnaermelsen af lovgivningerne om konserveringsstoffer. En fuldstaendig harmonisering af dette omraade er endnu ikke gennemfoert. Raadet har vedtaget direktiv 89/107/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om tilsaetningsstoffer, som maa anvendes i levnedsmidler (5), men direktivet er alene et rammedirektiv, som forudsaetter, at der udarbejdes direktiver med lister over de tilladte tilsaetningsstoffer, de levnedsmidler, disse tilsaetningsstoffer kan anvendes i, og de betingelser, der gaelder for deres anvendelse.

Udgangspunktet er saaledes, at medlemsstaterne, indtil denne harmonisering er gennemfoert, er berettige til at fastsaette deres egne regler for tilsaetning af nitrat til levnedsmidler.

4. Imidlertid foelger det ligeledes af Domstolens faste praksis, at det ikke er udelukket at anvende traktatens artikel 30, selv om der er udstedt harmoniseringsdirektiver, og at begrundelsen for at anvende artikel 36 foerst bortfalder, naar faellesskabsdirektiver foreskriver fuldstaendig harmonisering af alle de foranstaltninger, som er noedvendige for at sikre beskyttelsen af sundheden, og fastsaetter faellesskabsprocedurer til kontrol af disse foranstaltningers overholdelse (6).

En national lovgivning, som fastsaetter regler for markedsfoering af ost fremstillet under tilsaetning af nitrat, er derfor kun gyldig, saafremt den respekterer traktatens artikel 30 og 36.

Spoergsmaalet, om de nationale regler udgoer handelshindringer i artikel 30' s forstand

5. Kommissionen har oplyst, at otte andre medlemsstater tillader tilsaetning af nitrat ved fremstilling af visse oste (7). I de fleste tilfaelde er der fastsat en maksimal graense paa 50 mg pr. kg ost, men i visse situationer tillades et nitratindhold paa op til 150 mg pr. kg ost.

De i sagerne omtvistede forbud vil derfor kunne hindre import af ost, der er lovligt produceret i andre medlemsstater, og udgoer saaledes foranstaltninger, der "direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan hindre samhandelen i Faellesskabet" (8). De nationale regler er derfor omfattet af traktatens artikel 30 om forbud mod alle kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning i samhandelen mellem medlemsstaterne.

6. Frankrig og Graekenland har i denne forbindelse gjort gaeldende, at de eksisterende tolerancetaerskler goer det muligt at importere de fleste oste. Et saadant forhold har efter Domstolens faste praksis ingen betydning, naar det kan fastslaas, at regler i importstaten hindrer import af varer, produceret lovligt i andre medlemsstater. Frankrig har endvidere henvist til, at importen fra Nederlandene til Frankrig er steget, ogsaa af oste, der efter de nederlandske produktionsregler kan fremstilles med tilsaetning af nitrat, og har gjort gaeldende, at dette beviser, at det omtvistede forbud ikke udgoer en hindring for samhandelen. Domstolens praksis viser klart, at dette forhold heller ikke skal tillaegges betydning (9).

Spoergsmaalet, om de nationale regler er retfaerdiggjort af hensynet til den offentlige sundhed i henhold til artikel 36

7. Det i sagerne afgoerende spoergsmaal er herefter, hvorvidt forbuddene mod markedsfoering af ost tilsat nitrat er begrundet i hensynet til beskyttelse af menneskers sundhed, jf. traktatens artikel 36.

Domstolen har i en raekke domme fastlagt de grundlaeggende principper for vurderingen af, hvorvidt forbud mod markedsfoering af produkter fremstillet under anvendelse af tilsaetningsstoffer er i overensstemmelse med traktatens artikel 36 (10). Domstolens seneste dom af 13. december 1990 i Bellon-sagen (11) gengiver domspraksis som foelger:

"Det bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis ... tilkommer det medlemsstaterne i betragtning af den usikkerhed, der bestaar paa den videnskabelige forsknings nuvaerende udviklingstrin, i mangel af fuldstaendig harmonisering at afgoere, hvor langt de vil straekke beskyttelsen af menneskers sundhed og liv under hensyntagen til de krav, der foelger af de frie varebevaegelser inden for Faellesskabet.

Det fremgaar ligeledes af Domstolens praksis ... at faellesskabsretten under de foreliggende omstaendigheder ikke afskaerer medlemsstaterne fra at udstede retsforskrifter, hvorefter der kraeves forudgaaende tilladelse for at anvende tilsaetningsstoffer, som meddeles i form af en generel retsakt vedroerende bestemte tilsaetningsstoffer, enten saaledes, at godkendelsen gaelder samtlige eller kun enkelte af de paagaeldende varer, eller for bestemte anvendelsesformer. Saadanne retsforskrifter opfylder et lovligt sundhedspolitisk formaal, nemlig at indskraenke et ukontrolleret forbrug af tilsaetningsstoffer i levnedsmidler.

Anvendelse paa indfoerte varer af forbud mod forhandling af varer indeholdende tilsaetningsstoffer, der er tilladt i produktionsmedlemsstaten, men forbudt i indfoerselsmedlemsstaten, er imidlertid kun lovlig, saafremt den er i overensstemmelse med kravene i traktatens artikel 36, som fortolket af Domstolen.

I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at i dommene i sag 174/82, Sandoz, sag 247/84, Motte, sag 304/84, Muller, og sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland, har Domstolen udledt af proportionalitetsprincippet, som ligger til grund for sidste punktum i traktatens artikel 36, at et omsaetningsforbud for varer, der indeholder tilsaetningsstoffer, der er godkendt i produktionsmedlemsstaten, men forbudt i importmedlemsstaten, maa begraenses til det, som reelt er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af den offentlige sundhed. Domstolen har endvidere udledt af dette princip, at anvendelse af et bestemt tilsaetningsstof, der er godkendt i en anden medlemsstat, skal tillades, naar en vare indfoeres derfra, naar tilsaetningsstoffet, bedoemt ud fra den internationale videnskabelige forskning, navnlig de konklusioner, som Faellesskabets Videnskabelige Komité for Levnedsmidler og Codex alimentarius-udvalget under FAO og WHO er naaet frem til, og under hensyn til kostvanerne i importmedlemsstaten, ikke indebaerer nogen fare for den offentlige sundhed og desuden opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk art" (praemis 11-14, mine fremhaevelser).

Det kan paa denne baggrund konkluderes, at der skal gives tilladelse til markedsfoering af ost tilsat nitrat, saafremt nitrat opfylder et reelt behov og ikke indebaerer fare for den offentlige sundhed.

8. Det vil fremgaa af det foelgende, at der findes et solidt grundlag i international videnskabelig forskning for at antage, at nitrat faktisk opfylder et reelt behov ved produktionen af visse oste, og at tilsaetning af nitrat inden for naermere bestemte graenser ikke indebaerer fare for sundheden.

De tre foreliggende sager synes derfor ved en umiddelbar betragtning ikke at give stoerre problemer. En noejere gennemgang af sagerne viser dog, at der i hvert fald paa tre punkter skal tages stilling til spoergsmaal, der i Domstolens hidtidige praksis ikke findes klare svar paa.

Spoergsmaalet, om nitrat opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk art

9. Kommissionen har gjort gaeldende, at tilsaetning af nitrat er noedvendig ved fremstillingen af visse oste for at forhindre en udvikling af anaerobiske organismer af typen "clostridium tyrobutyricum". Disse bakterier griber forstyrrende ind i modningsprocessen og bevirker, at osten "puster", dvs. at der sker udvikling af gas og ildelugt. Bakterierne findes isaer i maelk fra koeer, der er blevet fodret med ensilage. Problemet opstaar ved oste med mellemlang eller lang modningstid, f.eks. Gouda, Edam, Tilsiter, Samsoe etc. Anvendelse af nitrat er derfor saerligt begrundet i Nordeuropa, hvor det er noedvendigt at anvende ensilage en stoerre del af aaret, og hvor der fremstilles oste af denne type (12).

10. De sagsoegte medlemsstater har ikke bestridt, at der kan eksistere et teknologisk behov for at draebe de bakterier, der foraarsager en "sen pustning", eller at nitrat er et egnet middel til at opnaa dette formaal. Derimod har medlemsstaterne gjort gaeldende, at en anvendelse af nitrat ikke er teknologisk noedvendig, fordi der findes andre og mindre skadelige metoder, der kan forhindre "sen pustning".

Heroverfor har Kommissionen gjort gaeldende, at det ved vurderingen af, om et tilsaetningsstof opfylder et teknologisk behov, ikke er relevant at se paa, om der eksisterer alternative og mindre skadelige metoder, idet det alene er afgoerende, om tilsaetningsstoffet er i stand til at opfylde det paagaeldende teknologiske behov. Subsidiaert har Kommissionen gjort gaeldende, at de metoder, medlemsstaterne henviser til, ikke er tilstraekkeligt effektive.

11. Domstolen har ikke tidligere taget stilling til, hvorvidt medlemsstaterne kan naegte markedsfoering af et produkt under henvisning til, at det anvendte tilsaetningsstof ikke er noedvendigt for at opfylde et teknologisk behov, fordi det oenskede maal kan realiseres paa anden maade.

Det er min opfattelse, at det af Domstolens tidligere praksis (13) kan udledes, at

° Domstolen ved at opstille et krav om teknologisk behov har oensket at give medlemsstaterne mulighed for at forhindre import af tilsaetningsstoffer, der maa anses for overfloedige i den betydning, at der ikke eksisterer et reelt behov, som disse kan opfylde

° Domstolen derfor i sin praksis har koncentreret sig om, hvorvidt der eksisterede et reelt behov, som det paagaeldende tilsaetningsstof kunne opfylde, og ikke er gaaet ind paa, om det var muligt at erstatte tilsaetningsstoffet med alternative metoder

° Domstolen er parat til at gaa langt i retning af at anerkende oensket om at fremme en bestemt kvalitet ved et givet produkt som et "reelt behov".

Det kan i oevrigt konstateres, at Domstolen ikke i nogen af sine domme har accepteret et importforbud alene under henvisning til, at der ikke bestod et teknologisk behov, og at der i dommene af selvfoelgelige grunde fortsat laegges mest vaegt paa spoergsmaalet om sundhedsfare.

12. De foreliggende sager rejser spoergsmaalet, hvorvidt kravet om opfyldelse af et teknologisk behov skal gives et andet og mere vidtgaaende indhold end det, som kan udledes af Domstolens praksis. Skal artikel 36' s mulighed for at retfaerdiggoere importforbud under henvisning til et produkts sundhedsfarlighed ikke alene omfatte en mulighed for at hindre import af tilsaetningsstoffer, der ikke tjener noget formaal, men udvides til ogsaa at omfatte en mulighed for at hindre import af tilsaetningsstoffer, der kan erstattes af andre stoffer, for hvilke der gaelder en forhaandsformodning om "mindre skadelighed"?

13. Der kan anfoeres gode grunde for en bekraeftende besvarelse af dette spoergsmaal.

Faellesskabsretten anerkender en generel sundhedspolitisk maalsaetning om, at anvendelsen af tilsaetningsstoffer i levnedsmidler saa vidt muligt skal begraenses. Dette viser sig bl.a. ved muligheden for at indfoere et generelt forbud mod tilsaetningsstoffer og ved muligheden for at naegte import af overfloedige tilsaetningsstoffer, selv om de for saa vidt ikke karakteriseres som sundhedsfarlige. Det er i overensstemmelse med denne maalsaetning at fremme anvendelsen af alternative metoder. Direktiv 89/107 anerkender da ogsaa udtrykkeligt, at der ved vurderingen af det teknologiske behov for et givet tilsaetningsstof skal tages hensyn til eventuelle alternative metoder. Bilag II til direktivet fastlaegger de "generelle kriterier for anvendelse af tilsaetningsstoffer til levnedsmidler", som skal laegges til grund ved optagelse af tilsaetningsstoffer paa lister, jf. direktivets artikel 2, stk. 3. Punkt 1 i bilaget bestemmer, at "tilsaetningsstoffer til levnedsmidler kan kun godkendes ... hvis det er paavist, at der er et tilstraekkeligt stort teknisk begrundet behov herfor, og det tilstraebte maal ikke kan naas ved hjaelp af andre oekonomisk og teknologisk anvendelige metoder" (14).

14. Det centrale spoergsmaal er imidlertid, hvorvidt importmedlemsstaten skal have mulighed for at paase, at produktionsmedlemsstaten kun godkender tilsaetningsstoffer, der ikke kan erstattes af andre metoder.

Uanset en saadan loesning utvivlsomt ville udgoere et skridt i retning af at fremme den ovenfor omtalte generelle sundhedspolitiske maalsaetning, mener jeg, at den ville medfoere en retstilstand, der uden at vaere tilstraekkeligt begrundet i sundhedshensyn ville kunne indebaere fare for den effektive anvendelse af forbuddet i traktatens artikel 30.

Hvis den angivne vidtgaaende forstaaelse af kravet om opfyldelse af et teknologisk behov blev accepteret, er det sandsynligt, at medlemsstaterne i mange tilfaelde ville soege at retfaerdiggoere importforbud under henvisning til, at der efter deres opfattelse eksisterer alternative metoder. Der er naeppe heller tvivl om, at importforbud begrundet paa denne maade vil blive moedt med protester fra produktionsmedlemsstaten, som vil haevde at have foretaget en vurdering af eventuelle alternative metoders tilstraekkelighed allerede i forbindelse med godkendelse af tilsaetningsstoffet. Resultatet vil vaere en raekke soegsmaal, hvor Domstolen vil blive stillet over for at skulle vaelge mellem flere mulige produktionsmetoder. Det er i denne forbindelse vigtigt, at spoergsmaalet om alternative metoder kun vil have betydning, hvor det allerede er fastslaaet, at det paagaeldende tilsaetningsstof kan opfylde et konstateret teknologisk behov og ikke er sundhedsfarligt, og det er vigtigt, at der typisk vil vaere tale om sager, der angaar teknisk indviklede spoergsmaal, og hvor der ofte ikke vil vaere loesninger at finde i den internationale videnskabelige forskning med hensyn til, hvilken metode der maa anses for at vaere paa den ene side mindst sundhedsskadelig og paa den anden side tilstraekkelig i lyset af det konkrete anvendelsesformaal.

Det endelige valg mellem flere anvendelige og i princippet ikke sundhedsfarlige produktionsmetoder er efter min opfattelse et valg, der maa traeffes gennem fastsaettelse af harmoniseringsregler. Paa harmoniseringens nuvaerende stade maa den offentlige sundhed anses for tilstraekkeligt beskyttet ved medlemsstaternes mulighed for at naegte import af tilsaetningsstoffer, der indebaerer fare for sundheden, og af tilsaetningsstoffer, der ikke tjener til opfyldelse af noget reelt behov, navnlig af teknologisk art.

Jeg skal derfor paa dette punkt foreslaa Domstolen at give Kommissionen medhold i dens principale anbringende, nemlig at det er tilstraekkeligt, at det kan godtgoeres, at der ved produktion af visse oste er et teknologisk behov, som tilsaetning af nitrat er et egnet middel til at opfylde.

15. Da de sagsoegte medlemsstater som ovenfor anfoert ikke har bestridt, at en tilsaetning af nitrat vil kunne opfylde det konstaterede teknologiske behov, kan det efter min mening fastslaas, at medlemsstaternes forbud ikke kan begrundes med, at der ikke er et teknologisk behov for tilsaetning af nitrat til visse naermere bestemte oste.

16. Jeg skal dog for fuldstaendighedens skyld naevne, at de i sagen foreliggende oplysninger, saa vidt jeg kan vurdere dem, ikke giver grundlag for at mene, at det konstaterede teknologiske behov kan opfyldes fuldt ud ved anvendelse af andre tilsaetningsstoffer eller andre produktionsmetoder.

17. De tre sagsoegte medlemsstater har gjort gaeldende, at "sen pustning" kan bekaempes ved tilsaetning af lysozym, der er et enzym udvundet af aeggehvide, ved bactofugering, dvs. centrifugering af maelken, ved forbedring af koeernes ernaering, dvs. enten undladelse af at anvende ensilage som foder eller anvendelse af ensilage af bedre kvalitet, og ved forbedring af malkehygiejnen.

Kommissionen har anfoert, at

° en del af de bakterier, som skal draebes, er resistente over for lysozym, og at visse ostetyper ikke taaler nogen form for bakterieudvikling

° bactofugering kun er anvendelig for visse ostes vedkommende og i oevrigt kun fjerner en vis del af bakterierne

° anvendelse af maelk af bedre kvalitet ikke kan gennemfoeres i de omraader, hvor koeerne fodres med ensilage, at det i de nordlige medlemsstater er noedvendigt at anvende ensilage en stoerre del af aaret, og at det er vanskeligt at forudsaette kvalitetsnormer for ensilage, og

° en bedre malkehygiejne aldrig helt vil kunne forhindre tilstedevaerelsen af bakterier i maelk.

Medlemsstaterne bestrider ikke, at en del af bakterierne er resistente over for lysozym, eller at bactofugering ikke i sig selv er et tilstraekkeligt eller i alle tilfaelde anvendeligt alternativ. Derimod goeres det gaeldende, at en anvendelse af maelk af bedre kvalitet, evt. kombineret med de to naevnte metoder, vil vaere tilstraekkelig til at bringe kontamineringsgraden under det niveau, som foraarsager "sen pustning".

18. Det er min opfattelse, at der i Domstolens dom af 12. marts 1987 i "OEl-sagen" (15) kan hentes stoette for en afvisning af anbringendet om, at ost boer fremstilles paa grundlag af en anden raavare end den anvendte, dvs. af maelk fra koeer, der enten ikke er blevet fodret med ensilage, eller som er blevet fodret med ensilage af bedre kvalitet.

En afvisning af dette anbringende forekommer mig ogsaa i de konkrete sager rimelig, ikke mindst fordi det fremgaar af sagerne, at saavel noedvendigheden af at anvende ensilage som kvaliteten af denne ensilage haenger sammen med de geografiske forhold.

Hvad angaar forbedring af malkehygiejnen anfoeres det i rapporten fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler, at "selv under hygiejniske betingelser kan en vis mikrobiologisk kontaminering af maelk ikke undgaas fuldstaendigt". Det synes tvivlsomt, om en forbedring af malkehygiejnen i sig selv ° dvs. hvor der ikke forudsaettes en aendring af koeernes ernaering ° vil kunne bringe maelkens kontamineringsgrad ned paa et niveau, hvor tilsaetning af lysozym vil vaere tilstraekkelig til at forhindre "sen pustning". Det kan formentlig laegges til grund, at lysozym ikke fjerner de sidste ca. 10% af bakterierne og at visse oste kun taaler et meget lavt bakterieindhold.

Det er derfor min opfattelse, at medlemsstaterne ikke er fremkommet med oplysninger, der viser, at en tilsaetning af nitrat kan undgaas ved anvendelse af alternative metoder.

Spoergsmaalet, om nitrat indebaerer fare for den offentlige sundhed

19. Domstolen har faaet forelagt et omfattende materiale, der indeholder undersoegelser og vurderinger af de mulige sundhedsskadelige virkninger af nitrat, herunder diverse videnskabelige rapporter, uddrag af litteratur paa omraadet etc. Jeg finder det ikke noedvendigt at gennemgaa alle disse dokumenter. Som det fremgaar af den ovenfor citerede dom i Bellon-sagen, har Domstolen i sin praksis fastslaaet, at spoergsmaalet om sundhedsfare skal bedoemmes ud fra den internationale videnskabelige forskning, og har yderligere praeciseret, at der navnlig skal laegges vaegt paa de konklusioner, som Faellesskabets Videnskabelige Komité for Levnedsmidler (16) og Codex-Alimentarius-udvalget under FAO og WHO er naaet frem til.

Jeg mener, at det i de foreliggende sager er rigtigt at laegge hovedvaegten paa den af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler udarbejdede rapport om nitrat og nitrit. Rapporten er afgivet den 19. oktober 1990 og tager sit udgangspunkt i en lang raekke artikler og monografier fra de senere aar. Endvidere fremgaar det af rapporten, at komitéen har indhentet oplysninger om anvendelsen af nitrat og nitrit hos saavel indbudte eksperter som hos medlemsstaterne. Det skal ogsaa fremhaeves, at rapporten er udtryk for en enig opfattelse i komitéen (17).

20. Af rapporten kan udledes foelgende:

Nitrat indebaerer ikke en direkte fare for sundheden af naevnevaerdig betydning. Den mulige sundhedsfare forbundet med indtagelse af nitrat skyldes, at denne kan reduceres til nitrit enten foer indtagelsen eller in vivo. Nitrit i visse maengder medfoerer direkte fare for sundheden. Endvidere kan der muligvis vaere en sammenhaeng mellem tilsatte nitratmaengder og dannelsen af flygtige nitrosaminer, der er kraeftfremkaldende.

Det centrale videnskabelige problem er fastlaeggelsen af den "acceptable daglige indtagelse" (herefter benaevnt "ADI"), dvs. den maengde, der dagligt kan indtages uden at skade den menneskelige organisme.

Resultaterne af de seneste forsoeg med rotter har vist, at der ikke kan paavises nogen toksikologisk effekt af nitratindtagelse i maengder paa 2 500 mg pr. kg legemsvaegt. Af forsigtighedshensyn finder komitéen det hensigtsmaessigt at anvende en sikkerhedsfaktor paa 500 ved beregningen af ADI for nitrat, der saaledes kan fastsaettes til 5 mg pr. kg legemsvaegt (18). En person, der vejer 60 kg, vil herefter dagligt kunne indtage 300 mg nitrat, uden at dette skulle kunne indebaere fare for hans eller hendes sundhed.

Komitéen har ikke modtaget oplysninger om indtagelse af nitrat for hele Faellesskabet, men anser det for klart, at indtagelsen af nitrat i alle de undersoegte omraader ligger "generelt set vel under de respektive ADI-vaerdier, undtagen i omraader, hvor der er et hoejt nitratindhold i groentsager, og indholdet i drikkevand overskrider Faellesskabets graensevaerdier".

Anvendelsen af nitrat som tilsaetningsstof til levnedsmidler giver et relativt lille bidrag til den samlede indtagelse, idet hovedparten hidroerer fra det "naturlige indhold" af nitrat i groentsager og drikkevand. Nitrat anvendes som tilsaetningsstof i koedprodukter, ost, maelk og fiskeprodukter. For saa vidt angaar tilsaetning af nitrat til ost konkluderer komitéen under punkt 3.1.2 i rapporten, at

"... de for komitéen tilgaengelige oplysninger viste, at tilsaetning af 150 mg nitrat (i form af natriumsalt) pr. liter maelk, bestemt til fremstilling af ost, er tilstraekkeligt til dette formaal (dvs. bekaempelsen af clostridium tyrobutyricum) og vil medfoere en restkoncentration i det endelige produkt paa ikke over 50 mg nitrat/kg. Der forekommer normalt ikke nitrit i maengder over 1 mg/kg. Komitéen fandt dette acceptabelt ud fra et toksikologisk synspunkt, og den potentielle nitratindtagelse fra denne kilde betragtes som betydningsloes i forhold til den fastlagte ADI.

Skoent der ikke er paavist nogen korrelation mellem tilsaetning af nitrat og dannelse af flygtige N-nitrosoforbindelser i ost, tyder nylige undersoegelser paa en mulig korrelation mellem nitrat og indholdet af total N-nitrosoforbindelser ... Af den grund anbefaler komitéen, at nitratanvendelsen i maelk til ostefremstilling begraenses til 150 mg, indtil disse resultaters toksikologiske betydning kan afklares. Af kontrolhensyn anbefales det ligeledes at fastsaette en oevre graense for restkoncentrationen af nitrat i faerdigfremstillet ost paa 50 mg/kg" (mine fremhaevelser).

21. De sagsoegte medlemsstater har bestridt, at der ved vurderingen af nitrats sundhedsfarlighed kan tages udgangspunkt i en generelt fastsat ADI, idet der herved ikke tages hensyn til saerligt paavirkelige persongrupper som aeldre, gravide og boern. Saerligt for saa vidt angaar boern har medlemsstaterne gjort gaeldende, at disse som foelge af et stoerre syreindhold i maven reducerer nitrat til nitrit i stoerre omfang.

Det er min opfattelse, at disse anbringender maa afvises, allerede fordi det af rapporten fra Den Videnskabelige Komité fremgaar, at denne i sine konklusioner har taget hensyn til de naevnte saerligt paavirkelige persongrupper. I forbindelse med sin vurdering af den sundhedsfare, der er forbundet med tilsaetning af nitrit til levnedsmidler, fremhaever komitéen saaledes udtrykkeligt, at visse undergrupper af befolkningen, f.eks. spaedboern, gravide kvinder m.fl., kan vaere udsat for en hoejere risiko fra nitrit i kosten. Et tilsvarende generelt forbehold tages ikke i forbindelse med gennemgangen af de toksikologiske risici ved nitrat. Derimod anfoerer komitéen i denne forbindelse, at

"eftersom spaedboern sandsynligvis reducerer exogen nitrat til nitrit i stoerre omfang og er mere foelsomme over for de akutte virkninger af nitrit, boer nitrat ikke anvendes som tilsaetningsstof til boernemad" (19).

22. Sammenfattende maa spoergsmaalet, hvorvidt nitrat, bedoemt ud fra den internationale videnskabelige forskning, indebaerer en fare for den offentlige sundhed, herefter kunne besvares med, at

° en daglig indtagelse af op til 5 mg nitrat pr. kg kropsvaegt ikke indebaerer fare for sundheden, og at

° en restkoncentration af nitrat i ost paa op til 50 mg nitrat kan anses for acceptabel ud fra et toksikologisk synspunkt, idet den potentielle nitratindtagelse fra denne kilde er betydningsloes i forhold til den fastlagte ADI.

23. Som det fremgaar af den ovenfor citerede dom i Bellon-sagen, skal der ved bedoemmelsen af sundhedsfaren ved et tilsaetningsstof tillige tages hensyn til kostvanerne i importmedlemsstaten.

24. Den af medlemsstaterne fremfoerte argumentation i saa henseende koncentrerer sig hovedsageligt om at vise, at det fastsatte ADI overskrides som foelge af deres respektive kostvaner for samtlige de levnedsmidler, herunder vand, som indeholder nitrat.

Italien har gjort gaeldende, at Italien har et stoerre forbrug af frugt og groentsager, hvori der er en naturlig forekomst af nitrat, end de oevrige medlemsstater, og at den gennemsnitlige daglige indtagelse af nitrat i Italien er 312,75 mg og dermed i forvejen stoerre end en gennemsnitlig ADI paa 300 mg. Graekenland har gjort gaeldende, at der i Graekenland spises flere groentsager og mere ost end i de oevrige medlemsstater, og at den gennemsnitlige daglige indtagelse af nitrater i Graekenland er ca. 1720,23 mg. Frankrig har gjort gaeldende, at Frankrig har det stoerste forbrug af ost i verden, at der i Frankrig er et stort indhold af nitrat i drikkevandet og i friske groentsager, og at der isaer er problemer i visse omraader, hvor indholdet af nitrat i drikkevandet overskrider faellesskabsnormerne paa omraadet.

25. Kommissionen bestrider rigtigheden af flere af disse oplysninger, men argumenterer i oevrigt paa dette punkt ud fra en anden synsvinkel end medlemsstaterne. Kommissionen tager saaledes sit udgangspunkt i kostvanerne for ost. Efter Kommissionens opfattelse er det afgoerende, at selv hvor man gaar ud fra den hypotese, at al ost indeholder de maksimalt tilladelige maengder nitrat, dvs. 50 mg pr. kg, vil indtagelsen af ost kun medfoere en ubetydelig stigning, nemlig paa 2,1 mg, svarende til mindre end 1%, i den daglige indtagelse af nitrat. Da det langt fra er al ost, som tilsaettes nitrat, og da restkoncentrationen af nitrat i den ost, der tilsaettes nitrat, som regel er langt under 50 mg pr. kg, anfoerer Kommissionen, at en tilladelse af nitrattilsaetning til ost sandsynligvis kun vil medfoere en stigning paa 0,5 mg i den daglige indtagelse.

26. Der maa efter min mening gives Kommissionen medhold i denne opfattelse. Naar den internationale videnskabelige forskning har fastslaaet, at anvendelse af et bestemt tilsaetningsstof i et bestemt produkt i en naermere angiven maengde ikke kan anses for sundhedsfarlig, maa betingelsen om, at der skal tages hensyn til kostvanerne i importmedlemsstaten, betyde, at der skal foretages en vurdering af, hvorvidt specielle kostvaner for det paagaeldende produkt i importmedlemsstaten kan skabe saerlige problemer for sundheden i denne medlemsstat. Dette maa i hvert fald gaelde, hvor den internationale videnskabelige forskning, jf. ovenfor, har fastslaaet, at den potentielle nitratindtagelse fra denne kilde er uvaesentlig i forhold til den fastlagte ADI.

Betydningen af andre kilder for nitratindtagelse maa i foerste raekke tages i betragtning ved fastsaettelsen af de acceptable maksimale maengder for de enkelte produkter. At Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler faktisk har foretaget sine vurderinger i dette lys, fremgaar netop af den ovenfor citerede bemaerkning i rapporten, hvorefter et nitratindhold paa op til 50 mg pr. kg ost anses for acceptabelt ud fra et toksikologisk synspunkt, idet "den potentielle nitratindtagelse fra denne kilde betragtes som betydningsloes i forhold til den fastlagte ADI" (min fremhaevelse).

Jeg mener derfor, at Domstolen i de foreliggende sager skal begraense sig til at vurdere, hvorvidt tilsaetning af nitrat til ost udgoer en fare for sundheden i de tre medlemsstater som foelge af deres kostvaner for dette levnedsmiddel, og altsaa ikke, hvorvidt nitrat som saadan udgoer en fare for sundheden i medlemsstaterne som foelge af deres kostvaner generelt set.

27. Medlemsstaterne er ikke fremkommet med oplysninger, der giver anledning til at betvivle, at det paa grundlag af kostvanerne for ost i de tre medlemsstater kan konkluderes, at den daglige maengde af nitrat hidroerende fra denne kilde er betydningsloes. Det maa derfor laegges til grund, at tilsaetningen af nitrat til ost ikke indebaerer en fare for sundheden i de tre medlemsstater.

28. Paa baggrund af det ovenfor anfoerte er det min opfattelse, at en afvisning af at tillade import af de oste, for hvilke der bestaar et teknologisk behov for tilsaetning af nitrat, og som indeholder en restkoncentration af nitrat, der ikke overstiger, hvad den internationale videnskabelige forskning har erklaeret acceptabelt ud fra et sundhedsmaessigt synspunkt, ikke er retfaerdiggjort af hensynet til sundheden, og at en saadan afvisning dermed strider mod traktatens artikel 30.

Spoergsmaalet, om medlemsstaternes pligt til at give tilladelse er betinget af, at der er indgivet en ansoegning fra en erhvervsdrivende

29. Det fremgaar af Domstolens praksis (20), at en lovgivning, der generelt forbyder anvendelse af tilsaetningsstoffer, medmindre der er givet konkret tilladelse hertil, er i overensstemmelse med traktatens artikel 30 og 36. Domstolen har til gengaeld opstillet den betingelse, at medlemsstaten skal etablere en procedure, hvorefter de erhvervsdrivende kan ansoege om tilladelse til at anvende tilsaetningsstoffer. Tilladelse skal gives, saafremt de ovenfor beskrevne materielle betingelser er opfyldt. Det paahviler importmedlemsstaten at godtgoere, at betingelserne ikke er opfyldt, og at et eventuelt afslag derfor er berettiget (21). I sin dom i Bellon-sagen (22) kendte Domstolen for ret:

"EOEF-traktatens artikel 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de ikke afskaerer en medlemsstat fra at forbyde salg af et levnedsmiddel, der er indfoert fra en anden medlemsstat, hvor det lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning, og som er tilsat et af de stoffer, der er opfoert i bilag I til Raadets direktiv 64/54/EOEF af 5. november 1963 ... saafremt forhandlingen af levnedsmidlet i indfoerselsmedlemsstaten tillades efter en for de erhvervsdrivende umiddelbart tilgaengelig procedure, som kan afsluttes inden for rimelige frister, naar tilsaetningen af det paagaeldende stof opfylder et reelt behov, navnlig af teknologisk karakter, og naar stoffet ikke udgoer en fare for den offentlige sundhed. Det paahviler de kompetente nationale myndigheder i hvert enkelt tilfaelde, og under hensyntagen til nationale kostvaner og internationale forskningsresultater, at godtgoere, at deres bestemmelser paa dette omraade er noedvendige for effektivt at beskytte de interesser, der er omfattet af traktatens artikel 36" (min fremhaevelse).

30. Frankrig har gjort gaeldende, at der i Frankrig eksisterer en procedure, hvorefter de erhvervsdrivende kan ansoege om tilladelse til at importere produkter fremstillet under anvendelse af tilsaetningsstoffer, men at de franske myndigheder aldrig har modtaget nogen ansoegning om tilladelse til at tilsaette nitrat til ost. Da det generelle forbud mod tilsaetning af nitrat til ost ikke i sig selv udgoer en overtraedelse af artikel 30, paastaar Frankrig sig frifundet under henvisning til, at Kommissionen ikke har paavist en overtraedelse af traktatens bestemmelser i form af et konkret afslag paa en ansoegning.

31. Frankrig har efter min mening utvivlsomt ret i den grundlaeggende praemis for sin paastand.

Domstolens praksis kan kun forstaas saaledes, at en medlemsstat ikke er forpligtet til ex officio at optage et tilsaetningsstof paa sin positivliste, blot fordi dette opfylder et teknologisk behov og ikke er sundhedsfarligt (23). En eventuel overtraedelse af traktatens artikel 30 kan foerst foreligge i forbindelse med en konkret stillingtagen til en fremsat anmodning om tilladelse til brug af et tilsaetningsstof.

32. Der er gode grunde for denne retstilstand. Rent bortset fra, at den er i overensstemmelse med faellesskabsrettens grundlaeggende princip vedroerende tilsaetningsstoffer ° et generelt forbud gennembrudt af konkrete tilladelser (positivliste-systemet) ° maa det vaere saaledes, at medlemsstaternes myndigheder vil vaere bedst i stand til at vurdere, om de materielle betingelser for en tilladelse er opfyldt, naar der foreligger en ansoegning fra en erhvervsdrivende, bilagt de foreliggende oplysninger om det teknologiske behov for det paagaeldende tilsaetningsstof og den eventuelle sundhedsfare forbundet hermed. Dels er de erhvervsdrivende de naermeste til at kende det paagaeldende produkt, dels er der herved dokumenteret en konkret interesse for at kunne markedsfoere dette.

33. Spoergsmaalet er imidlertid, om forpligtelsen til at anerkende et tilsaetningsstof alene skal kunne udloeses af en ansoegning fra en erhvervsdrivende, eller om denne forpligtelse, som anfoert af Kommissionen, tillige kan indtraede i forbindelse med en henvendelse fra Kommissionen til den paagaeldende medlemsstat med henblik paa at faa medlemsstaten til at tillade et tilsaetningsstof ved fremstilling af et naermere angivet produkt.

34. Der vil vaere fordele ved at acceptere Kommissionens retsopfattelse. Den vil give Kommissionen mulighed for, naar der konstateres et behov herfor, at sikre, at der ikke eksisterer hindringer for samhandelen af produkter, der er lovligt produceret i nogle medlemsstater, hvor de materielle betingelser for lovligheden af saadanne handelshindringer ikke er opfyldt. Den effektive virkning af traktatens regler, der tilsigter at sikre de frie varebevaegelser, ville herved blive styrket. Der kan synes at vaere en saerlig anledning til at acceptere denne retsopfattelse i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om et helt saedvanligt levnedsmiddel og et tilsaetningsstof, som har vaeret kendt og anvendt i en lang aarraekke.

At medlemsstaten i en situation, hvor henvendelsen kommer fra Kommissionen og ikke fra en erhvervsdrivende, maatte antages at skulle udfolde en stoerre selvstaendig aktivitet med henblik paa at tilvejebringe det noedvendige grundlag for sin vurdering, synes at vaere en vanskelighed, der kan overvindes.

35. Det er dog et spoergsmaal, om det vil vaere rigtigt paa dette punkt at aendre de principper, der kan udledes af Domstolens praksis. Kommissionen boer i hvert fald ikke have mulighed for blot paa grundlag af en konstatering af, at et givet tilsaetningsstof er tilladt anvendt i et produkt i en medlemsstat, at henvende sig til en medlemsstat, som ikke tillader en saadan anvendelse, for under paaberaabelse af traktatens artikel 30 at tvinge denne stat til at godtgoere, at de materielle betingelser for forbuddets tilladelighed er godtgjort. En saadan fremgangsmaade ville kunne foere til en "harmonisering" af medlemsstaternes regler, som det maa vaere Kommissionens opgave at faa gennemfoert ved udstedelse af generelle retsakter paa faellesskabsplan.

Der er naeppe heller grund til at antage, at den effektive virkning af traktatens regler om de frie varebevaegelser ikke i tilstraekkeligt omfang kan sikres ved de erhvervsdrivendes mulighed for at ansoege om tilladelse og ved de muligheder, der efter Domstolens praksis skal vaere for at faa eventuelle afslag paa ansoegninger domstolsproevet. Det er klart, at Kommissionen i denne sammenhaeng vil have den vigtige opgave inden for rammerne af sine normale befoejelser efter traktatens artikel 169 at sikre, at medlemsstaterne administrerer tilladelsessystemet i overensstemmelse med de krav, der foelger af Domstolens praksis.

En fordel ved at foelge den retsopfattelse, Frankrig har gjort gaeldende, er unaegtelig ogsaa, at det herved sikres, at tilladelsesprocedurer kun ivaerksaettes, naar en erhvervsdrivende har givet udtryk for, at der er et konkret behov herfor.

Paa denne baggrund mener jeg, at Domstolen skal fastholde, at et generelt forbud er foreneligt med faellesskabsretten, mens et afslag paa en konkret ansoegning fra en erhvervsdrivende vil vaere i strid hermed, saafremt de materielle betingelser for lovligheden af afslaget ikke er opfyldt.

36. Det kan maaske forekomme mindre rimeligt i den konkrete sag at frifinde Frankrig. Frankrig har baade under den forudgaaende administrative procedure og under sagens behandling ved Domstolen givet udtryk for, at et forbud mod anvendelse af nitrat efter dens opfattelse er i overensstemmelse med de materielle betingelser, der foelger af Domstolens praksis. Man kunne overveje, om Frankrig kan siges at have gjort selve muligheden for at ansoege om en tilladelse illusorisk ved klart og kategorisk at give udtryk for sin negative indstilling til oste fremstillet under tilsaetning af nitrat. Efter min opfattelse er dette forhold imidlertid ikke i sig selv tilstraekkeligt til at doemme Frankrig, ikke mindst fordi Frankrig allerede i forbindelse med sin besvarelse af aabningsskrivelsen og igen under den mundtlige forhandling har erklaeret sig aaben over for at foretage en konkret vurdering af en given ansoegning i lyset af eksisterende videnskabelige vurderinger.

Det er herefter min opfattelse, at en frifindelse af Frankrig er en noedvendig og logisk konsekvens af de af Domstolen etablerede praktisk anvendelige retsprincipper, og jeg skal derfor foreslaa Domstolen at frifinde Frankrig.

37. Det skal naevnes, at der heller ikke i den italienske og den graeske sag er fremlagt dokumentation for, at myndighederne i de paagaeldende medlemsstater har givet afslag paa konkrete ansoegninger om tilladelse. Den graeske regering har ikke gjort gaeldende, at de graeske myndigheder aldrig har modtaget nogen ansoegning om tilladelse. Et saadant anbringende er gjort gaeldende af den italienske regering, men foerst i forbindelse med den mundtlige forhandling af sagen. Det er derfor min opfattelse, at det boer afvises som vaerende for sent fremsat. Det kan i oevrigt naevnes, at Kommissionen efter det i sagerne oplyste indledte traktatbrudsprocedurer mod Italien og Graekenland efter at have modtaget klager fra erhvervsdrivende.

Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at doemme Italien og Graekenland i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Forslag til afgoerelse

38. Jeg skal paa dette grundlag foreslaa Domstolen at fastslaa, at:

° Den Italienske Republik og Den Hellenske Republik har tilsidesat deres forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 30 ved at forbyde import af oste, der lovligt er fremstillet og bragt i handelen i andre medlemsstater, og som under fremstillingen er blevet tilsat nitrater inden for de graenser, der paa videnskabeligt plan internationalt er enighed om at anse for acceptable.

° Den Italienske Republik og Den Hellenske Republik betaler omkostningerne i de respektive sager.

° Den Franske Republik frifindes, og Kommissionen betaler denne sags omkostninger.

(*) Originalsprog: dansk.

(1) - Graekenland haevder, at denne graense i praksis er 15 mg. Kommissionen har bestridt, at Graekenland kan goere gaeldende, at den ved en udtrykkelig bestemmelse fastsatte graense er fraveget i praksis. Jeg ser ingen anledning til at gaa naermere ind paa denne diskussion.

Det har saerligt i den graeske sag vaeret diskuteret, hvorvidt tolerancetaersklen kun gaelder for naturlig forekomst af nitrat i ost, eller ogsaa for tilsat nitrat. Den graeske regering har gjort gaeldende, at dette er tilfaeldet, uanset de paagaeldende bestemmelser udtrykkeligt angiver, at tolerancetaersklen kun gaelder stoffer, der forekommer naturligt . Regeringens begrundelse er, at det ikke er muligt ved analyser at bestemme stoffets oprindelse. Kommissionen har paapeget, at det er muligt paa andre maader at kontrollere, om osten er blevet tilsat nitrat, og at tolerancetaersklen derfor kun kan antages at gaelde for naturlige forekomster af nitrat.

Jeg finder det ikke noedvendigt at gaa naermere ind paa denne diskussion. Det, Domstolen skal tage stilling til i de foreliggende sager, er, om de tre medlemsstater er berettiget til at naegte import af oste, der er fremstillet under tilsaetning af op til 50 mg nitrat. Det er i denne sammenhaeng underordnet, om medlemsstaterne i forvejen tillader import af ost tilsat visse lavere maengder nitrat eller helt forbyder import af ost tilsat nitrat.

(2) - EFT 1963-1964, s. 92.

(3) - Dom af 13.12.1990, sag C-42/90, Bellon, Sml. I, s. 4863.

(4) - Se endvidere dom af 12.6.1980, sag 88/79, Grunert, Sml. s. 1827, og af 5.2.1981, sag 108/80, Kugelmann, Sml. s. 433.

(5) - EFT 1989 L 40, s. 27.

(6) - Jf. dom af 10.12.1985, sag 247/84, Motte, Sml. s. 3887, praemis 16, af 6.5.1986, sag 304/84, Muller, Sml. s. 1511, praemis 14, og af 13.12.1990, Bellon (jf. note 3), praemis 10.

(7) - Luxembourg forbyder anvendelse af nitrat ved fremstilling af ost i Luxembourg, men tillader markedsfoering af ost, lovligt fremstillet i andre medlemsstater under anvendelse af nitrat.

(8) - Jf. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837.

(9) - Jf. f.eks. dom af 20.2.1975, sag 12/74, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 181, praemis 14.

(10) - Dom af 14.7.1983, sag 174/82, Sandoz, Sml. s. 2445, af 10.12.1985, Motte (jf. note 6), af 6.5.1986, Muller (jf. note 6), af 12.3.1987, sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland (herefter benaevnt OEl-dommen ), Sml. s. 1227, og af 13.12.1990, Bellon (jf. note 3).

(11) - Se note 3.

(12) - Til stoette for, at tilsaetning af nitrat til visse oste er noedvendig, har Kommissionen henvist til, at Codex Alimentarius-udvalget under FAO og WHO, der fastlaegger normer for fremstilling af levnedsmidler, anerkender tilsaetning af nitrat til visse oste i maengder, der svarer til 50 mg pr. kg ost. Det fremgaar af sagen, at der forudsaettes tilsaetning af nitrat ved produktionen af 15 ud af i alt 34 oste, for hvilke der er fastsat normer.

Endvidere har Kommissionen paaberaabt sig en udtalelse, Vurdering af det italienske standpunkt med hensyn til forbuddet mod import af oste, der under fremstillingen er blevet tilsat nitrat , udarbejdet paa Kommissionens foranledning af professor Walker, chef for Afdelingen for Ernaerings- og Foedevarevidenskab, det biokemiske fakultet, Surrey Universitet i England. Professor Walker konkluderer i sin udtalelse, at en anvendelse af nitrater er teknologisk set noedvendig for at forhindre, at nogle oste fordaerves af anaerobiske organismer.

Endeligt har Kommissionen fremlagt en rapport om nitrat og nitrit af 19.10.1990, udarbejdet af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler. Under punkt 3.1.2 i denne udtalelse anfoeres foelgende:

Det blev oplyst over for komitéen, at selv under hygiejniske betingelser kan en vis mikrobiologisk kontaminering af maelk ikke undgaas fuldstaendigt. Hvis koeerne er blevet fodret med ensilage, som i nogle omraader er et udbredt foderstof, kan denne kontaminering bl.a. indeholde clostridium tyrobutyricum. Om end de ikke udgoer en sundhedsfare, hindrer disse bakterier fremstillingen af visse oste, og der er behov for visse forholdsregler for at kontrollere deres vaekst under ostenes modning. De for komitéen tilgaengelige oplysninger viste, at tilsaetning af 150 mg nitrat (i form af natriumsalt) pr. liter maelk, bestemt til fremstilling af ost, er tilstraekkeligt til dette formaal og vil medfoere en restkoncentration i det endelige produkt paa ikke over 50 mg nitrat/kg.

(13) - Se isaer:

° dom af 14.7.1983, Sandoz, praemis 19 (jf. note 10), og generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i sagen, punkt 7

° dom af 10.12.1985, Motte, praemis 24 (jf. note 6), og generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i sagen, punkt 8

° dom af 6.5.1986, Muller, praemis 24 (jf. note 6), og generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i sagen, punkt 4 og 5

° dom af 12.3.1987, OEl-dommen , praemis 52 (jf. note 10), og generaladvokat Slynn' s forslag til afgoerelse i sagen (isaer Sml. s. 1254-1255).

(14) - I oevrigt bemaerkes, at direktivet synes at forpligte medlemsstaterne til paa nuvaerende tidspunkt at respektere direktivets generelle kriterier i deres nationale godkendelsespraksis. Direktivets artikel 12, stk. 1, bestemmer saaledes, at medlemsstaterne traeffer alle fornoedne foranstaltninger til at sikre, at tilsaetningsstoffer ... kun markedsfoeres, hvis de er i overensstemmelse med dette direktiv og dets bilag .

(15) - Se note 10. I praemis 51 og 52 udtaler Domstolen foelgende:

Herom bemaerkes, at man ikke kan udelukke, at der bestaar et teknologisk behov for anvendelse af visse tilsaetningsstoffer, blot fordi oel kan fremstilles uden anvendelse af de i Forbundsrepublikken Tyskland foreskrevne raavarer. En saadan fortolkning af begrebet teknologisk behov , som medfoerer en begunstigelse af de nationale produktionsmetoder, udgoer et middel til en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

Begrebet teknologisk behov maa ses i relation til de anvendte raavarer og under hensyn til den vurdering, som er lagt til grund af myndighederne i den medlemsstat, hvor produktet er blevet lovligt fremstillet og bragt i omsaetning ...

(16) - Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler er oprettet ved Kommissionens afgoerelse af 16.4.1974, EFT L 136, s. 1.

(17) - Af artikel 9 i Kommissionens afgoerelse om oprettelse af en Videnskabelig Komité for Levnedsmidler, jf. note 16, foelger det, at der ved enighed blandt medlemmerne af komitéen udarbejdes en faelles konklusion. Kan enighed derimod ikke opnaas, optages de forskellige standpunkter i et referat udarbejdet under Kommissionens repraesentants ansvar.

(18) - ADI for nitrat er ogsaa i tidligere undersoegelser ° herunder undersoegelser foretaget af Codex-Alimentarius-udvalget ° blevet fastsat til 5 mg pr. kg legemsvaegt. Her har man imidlertid paa grundlag af tidligere forsoeg opereret med et saakaldt nul-effekt-niveau paa 500 mg pr. kg legemsvaegt og en sikkerhedsfaktor paa 100.

(19) - Disse konklusioner understoettes ogsaa af den af Kommissionen fremlagte rapport, udarbejdet af professor Walker, se note 12. Denne fastslaar bl.a.:

Nitrat har ved in-vitro-forsoeg ikke vist sig at fremkalde mutationer, og der er ved reproduktionsundersoegelser ikke blevet paavist nogen specifikke forstyrrelser af reproduktionsevnen ... hvorfor nitrat ikke frembyder nogen saerlig risiko ved graviditet. De nitratmaengder, der optages i modermaelken, overstiger normalt ikke de maengder, som er indeholdt i moderens blod. Spaedboern udsaettes derfor ikke gennem modermaelken for nitratmaengder af betydning.

... der er hos nyfoedte en mulighed for, at nitrat i hoejere grad omdannes til nitrit ... af disse grunde gaelder ADI for nitrat ikke nyfoedte. Da oste, som under fremstillingen er blevet tilsat nitrat, ikke indgaar i nyfoedte boerns kost, og da et forbrug af saadanne oste hos moderen ikke vil medfoere paaviselige aendringer i indholdet af nitrat i modermaelken, indebaerer anvendelsen af nitrat i ost ingen yderligere sundhedsrisiko for nyfoedte boern ...

(20) - Se de ovenfor i punkt 7 gengivne praemisser i Bellon-sagen.

(21) - Kommissionen har redegjort for sin fortolkning af de af Domstolen etablerede krav til tilladelsesproceduren i Meddelelse om fri bevaegelighed for levnedsmidler inden for Faellesskabet , punkt 36-40 (EFT 1989 C 271, s. 3).

(22) - Se note 3.

(23) - Dette synspunkt stoettes indirekte af Domstolens dom i Bellon-sagen, hvor der netop var tale om en importoer, som var sagsoegt for at have importeret bagvaerk indeholdende et tilsaetningsstof, uden forinden at have ansoegt om tilladelse hertil. Generaladvokat Mischo udtalte i sit forslag til afgoerelse bl.a. foelgende:

Det er altsaa klart, at en fransk dommer, naar der ikke foreligger en tilladelse til at anvende sorbinsyre i panettoni , med rette kan anvende det generelle forbud i sit lands lovgivning og doemme en tiltalt, som har overtraadt det (punkt 24).

Domstolens praemisser indeholder ikke en udtrykkelig formulering af problemstillingen, men den ovenfor citerede domskonklusion maa efter min opfattelse fortolkes som en bekraeftelse herpaa.

Full & Egal Universal Law Academy