Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol.
1. Domstolen har i anledning af to anmodninger om praejudiciel afgoerelse fra Tribunal administratif de Papeete (Fransk Polynesien) for foerste gang faaet forelagt nogle spoergsmaal af en retsinstans i et oversoeisk territorium, der er associeret med Faellesskabet.
2. Det er ogsaa foerste gang, at Domstolen anmodes om at fortolke Traktatens artikel 132, stk. 5, og artikel 135 samt artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med EOEF (EFT L 175, s. 1), der er vedtaget i medfoer af Traktatens artikel 136.
3. Jeg tilfoejer dog, at Domstolen allerede, nemlig i dommen af 24. november 1977, Razanatsimba (65/77, Sml. s. 2229), har fortolket artikel 62 i konventionen mellem paa den ene side staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og paa den anden side Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, undertegnet i Lomé den 28. februar 1975 og offentliggjort som bilag til Raadets forordning (EOEF) nr. 199/76 af 30. januar 1976 (EFT L 25, s. 1).
4. Denne bestemmelse i Lomé-konventionen er et modstykke til artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283, men de to bestemmelser har ikke samme raekkevidde. Hertil kommer, at det principale spoergsmaal i de foreliggende sager ikke var et emne i sag 65/77.
5. Hvad angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne, vil jeg blot naevne, at P. Kaefer, en tysk statsborger (sag C-100/89), der indrejste til Fransk Polynesien som turist, dér soegte at opnaa en opholdstilladelse. Den kompetente forvaltningsmyndighed afslog at meddele ham opholdstilladelse under henvisning til en bestemmelse, hvorefter "et turistvisum ... ikke i Fransk Polynesien [kan] aendres til en opholdstilladelse". Kaefer anlagde herefter sag ved Tribunal administratif de Papeete, idet han i det vaesentlige gjorde gaeldende, at artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283 tillaegger ham en ret til at tage fast ophold i Fransk Polynesien.
6. A. Procacci (sag C-101/89) indrejste til Fransk Polynesien med et schweizisk pas. Efter at hans turistvisum var udloebet, indgav han ingen ansoegning med henblik paa at legalisere sit ophold. Han har gjort gaeldende, at han i Polynesien har udoevet forskellige former for erhvervsvirksomhed, navnlig som skiltemaler. Efter at han var blevet standset i anledning af nogle overtraedelser af faerdselsloven, blev han endvidere sigtet for forskellige andre lovovertraedelser, herunder navnlig ulovligt ophold, mangel paa opholds- og arbejdstilladelse, manglende naeringsbevis og indfoerelse i handelsregistret. Haut-commissaire de la République traf bestemmelse om Procacci' s udvisning fra Fransk Polynesien, men Procacci anlagde sag ved Tribunal administratif de Papeete, idet han gjorde gaeldende, at han ogsaa er italiensk statsborger, og paaberaabte sig faellesskabsretten.
7. Inden jeg indleder min droeftelse af selve spoergsmaalet fra Tribunal administratif de Papeete til Domstolen - der er det samme i de to sager - vil jeg undersoege, hvorvidt Domstolen har kompetence til at besvare spoergsmaalet.
Domstolens kompetence
8. Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, at Tribunal administratif de Papeete ikke er en "ret i en af Medlemsstaterne", som EOEF-Traktatens artikel 177 vil kunne finde anvendelse paa, og at Domstolen dermed savner kompetence til at traeffe praejudiciel afgoerelse i sagerne.
9. Det Forenede Kongerige anfoerer herved, at bestemmelserne i artikel 227, stk. 3, der vedroerer de oversoeiske lande og territorier, maa ses som selvstaendige i forhold til bestemmelserne i artikel 227, stk. 2, der vedroerer de franske oversoeiske departementer. EOEF-Traktaten og den afledte ret finder ikke almindelig anvendelse paa oversoeiske lande og territorier, saaledes som det er tilfaeldet med de oversoeiske departementer (1). Det hedder saaledes i artikel 227, stk. 3, at
" paa de oversoeiske lande og territorier, der er opregnet i listen i Bilag IV til denne Traktat, anvendes den saerlige associeringsordning, som er naermere fastlagt i denne Traktats fjerde del".
10. Ifoelge Det Forenede Kongerige fremgaar det klart af saavel ordlyden af artikel 227, stk. 3, som af EOEF-Traktatens artikler 131-136a, at Traktatens fjerde del er en lex specialis, der finder anvendelse paa de oversoeiske lande og territorier, saaledes at Traktatens oevrige bestemmelser ikke finder anvendelse paa de oversoeiske lande og territorier, medmindre der er henvist til disse bestemmelser (saaledes som det er tilfaeldet med kapitlet om etableringsretten, der med forbehold finder anvendelse, jf. henvisningen i artikel 132, stk. 5). Det maa herefter vaere aabenbart, at artikel 177 ikke finder anvendelse paa retsinstanserne i de oversoeiske lande og territorier.
11. Som Kommissionen vil jeg medgive, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt en retsinstans i et oversoeisk land eller territorium kan forelaegge praejudicielle spoergsmaal, navnlig naar henses til, at artikel 227, stk. 2, indeholder udtrykkelig bestemmelse om, at Traktatens "saerlige og almindelige bestemmelser vedroerende ... institutionerne" finder anvendelse paa de oversoeiske departementer, hvorimod man ikke finder nogen tilsvarende bestemmelse i artikel 227, stk. 3, der omhandler de oversoeiske lande og territorier.
Paa den anden side maa man konstatere, at dette ikke var til hinder for, at forfatterne til Traktaten tillagde Raadet og Kommissionen en raekke befoejelser saavel i Traktatens fjerde del som i gennemfoerelseskonventionen, der er knyttet som bilag til Traktaten. Dette er navnlig tilfaeldet, for saa vidt angaar artikel 136, stk. 2. Efter udloebet af den som bilag til Traktaten knyttede gennemfoerelseskonvention, der for en foerste periode paa fem aar fastlaegger de naermere retningslinjer for og fremgangsmaaden ved de oversoeiske lande og territoriers associering med Faellesskabet, gaelder det efter denne bestemmelse, at
" Raadet, med udgangspunkt i de opnaaede resultater og paa grundlag af de principper, der er nedfaeldet i denne Traktat, enstemmigt [skal vedtage] de bestemmelser, der skal gaelde for en ny periode".
12. Saafremt forfatterne til Traktaten virkelig havde haft det udgangspunkt, at Traktatens bestemmelser om institutionerne overhovedet ikke fandt anvendelse i forbindelse med "den saerlige associeringsordning" for de oversoeiske lande og territorier, ville de have indsat en bestemmelse om, at de i artikel 136, stk. 2, omhandlede foranstaltninger skulle traeffes i form af en ny traktat eller protokol, som medlemsstaterne skulle forhandle og de nationale parlamenter ratificere.
13. Jeg bemaerker endvidere, at som Domstolen har fastslaaet i dommen af 30. april 1974, Haegeman (181/73, Sml. s. 449), og i dommen af 30. september 1987, Demirel (12/86, Sml. s. 3719, paa s. 3750), gaelder det,
" at en aftale indgaaet af Raadet i henhold til Traktatens artikler 228 og 238, for saa vidt angaar Faellesskabet, er en retsakt fra en af Faellesskabets institutioner, jf. artikel 177, stk. 1, litra b), at bestemmelserne i en saadan aftale fra tidspunktet for dennes ikrafttraedelse udgoer en integrerende del af faellesskabsretten, og at Domstolen efter faellesskabsretten har kompetence til praejudicielt at afgoere spoergsmaal vedroerende fortolkningen af en saadan aftale".
14. Dette maa saa meget mere gaelde en afgoerelse, som Raadet ensidigt har vedtaget med hjemmel i en af Traktatens bestemmelser, her artikel 136.
15. Det er herudover en forudsaetning, at det praejudicielle spoergsmaal forelaegges af "en ret i en af Medlemsstaterne" (artikel 177, stk. 2). En retsinstans i et tredjeland, f.eks. et land, der har undertegnet Lomé-konventionen, kan aabenbart ikke forelaegge praejudicielle spoergsmaal. I det foreliggende tilfaelde er det imidlertid ikke blevet bestridt, at Tribunal administratif de Papeete er en retsinstans som omhandlet efter fransk ret. Dette fremgaar navnlig af artiklerne 2, 72 og 74 i Den Franske Republiks forfatning og af lov af 6. september 1984 om territoriet Fransk Polynesiens stilling (2), hvis artikel 1 indeholder bestemmelse om, at
" ... territoriet Fransk Polynesien er ... et oversoeisk territorium med indre selvstyre inden for Republikken".
I henhold til den naevnte lovs artikel 3 har den franske stat bevaret sin kompetence, for saa vidt angaar retsplejen og domstolsorganisationen. Endelig oprettes ved loven et "tribunal administratif" for Fransk Polynesien i Papeete (3), hvis stilling svarer til den, som et "tribunal administratif" i den europaeiske del af Frankrig har (4). I sager, hvori der er spoergsmaal om, hvorvidt en forvaltningsmyndighed har overskredet sine befoejelser, sker anke til Conseil d' Etat, i andre sager til Cour administrative d' appel de Paris.
16. Jeg er ligeledes enig i Kommissionens bemaerkninger om, at det selvsagt er en forudsaetning, at der er tale om en "ret i en af Medlemsstaterne", men at denne omstaendighed
" ikke i sig selv er tilstraekkelig til, at Domstolen er kompetent. Begrebet ret i en af medlemsstaterne i artikel 177, stk. 2 og 3, maa saaledes fortolkes i lyset af ordningen i henhold til artikel 177 som helhed og maalsaetningen med bestemmelsen. Begrebet kan herved kun omfatte en retsinstans, der skal traeffe afgoerelse i en tvist med tilknytning til en del af en medlemsstats territorium, der er omfattet af faellesskabsretlige bestemmelser ... Det er rigtigt, at ikke alle de vaesentligste bestemmelser i EOEF-Traktaten finder anvendelse paa de oversoeiske lande og territorier, men dette er ikke til hinder for, at de oversoeiske lande og territorier er omfattet af Traktaten, for saa vidt angaar deres saerlige associeringsordning med Faellesskabet".
17. Tribunal administratif de Papeete har netop forelagt Domstolen et spoergsmaal om fortolkningen af nogle bestemmelser, der fastlaegger det naermere indhold af den saerlige associeringsordning, nemlig bestemmelserne i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283 af 30. juni 1986, og, i tilknytning hertil, EOEF-Traktatens artikel 132, stk. 5, og artikel 135.
18. Jeg mener herefter, at Domstolen har kompetence til at traeffe afgoerelse om spoergsmaalet fra Tribunal administratif de Papeete.
Realiteten
19. Kaefer og Procacci gjorde for Tribunal administratif de Papeete gaeldende, at afgoerelserne om ikke at meddele Kaefer opholdstilladelse og om udvisning af Procacci var blevet truffet i strid med faellesskabsrettens bestemmelser, herunder navnlig artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283.
20. Den forelaeggende retsinstans har i de to sager forelagt Domstolen det samme spoergsmaal, nemlig foelgende:
"[Det oenskes afgjort], dels hvorvidt anvendelsesomraadet for bestemmelserne i [artikel 176] i Raadets afgoerelse af 30. juni 1986, navnlig naar henses til artikel 132, stk. 5, og artikel 135 i Traktaten af 25. marts 1957 om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, omfatter enhver afgoerelse, som traeffes af de statslige myndigheder, der er enekompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold i Fransk Polynesien for udlaendinge, som er statsborgere i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater, dels - i bekraeftende fald - hvorvidt de naevnte bestemmelser efter deres art, opbygning og ordlyd vil kunne skabe umiddelbare retsvirkninger i forholdet mellem afgoerelsens adressater og tredjemaend."
21. Jeg vil nu i den raekkefoelge, de optraeder i spoergsmaalet, undersoege dettes to led.
A - Det materielle anvendelsesomraade for artikel 176
22. Ved det foerste led af spoergsmaalet oenskes det i det vaesentlige oplyst, hvorvidt de kompetente franske myndigheder fortsat over for statsborgere i andre medlemsstater kan traeffe afgoerelser saasom afgoerelser om at afslaa opholdstilladelse og afgoerelser om udvisning, naar henses til bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 132, stk. 5, og artikel 135 og i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283.
23. Med hensyn til svaret paa dette spoergsmaal er jeg fuldstaendig enig i det synspunkt, som den britiske og den franske regering og Kommissionen har forfaegtet.
24. Traktatens artikel 135 lyder saaledes:
" Med forbehold af bestemmelserne vedroerende den offentlige sundhed, den offentlige sikkerhed og den offentlige orden fastsaettes bestemmelser om fri bevaegelighed for arbejdskraften fra disse lande og territorier inden for Medlemsstaterne og for arbejdskraften fra Medlemsstaterne inden for disse lande og territorier ved senere overenskomster, som kraever Medlemsstaternes enstemmige godkendelse."
25. Da der ikke er indgaaet nogen saadanne overenskomster, kan medlemsstaternes statsborgere ikke paa grundlag af faellesskabsretten stille krav om ret til indrejse og ophold i et oversoeisk land eller territorium med henblik paa dér at faa adgang til en loennet beskaeftigelse og til at udoeve denne.
26. Traktatens artikel 132, stk. 5, indeholder foelgende bestemmelse:
" Medmindre der traeffes saerlige bestemmelser i henhold til artikel 136, gaelder i forholdet mellem Medlemsstaterne og disse lande og territorier uden nogen form for forskelsbehandling de i kapitlet om etableringsretten naevnte bestemmelser for deres statsborgeres og selskabers ret til at etablere sig, ligesom de dér naevnte fremgangsmaader finder tilsvarende anvendelse."
27. Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne var nogle "saerlige bestemmelser i henhold til artikel 136" gaeldende, nemlig bestemmelserne i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283, der lyder saaledes:
" For saa vidt angaar de ordninger, der finder anvendelse for etablering og tjenesteydelser, maa landenes og territoriernes kompetente myndigheder ikke forskelsbehandle medlemsstaternes statsborgere og selskaber. Saafremt en medlemsstat for en given aktivitet ikke er i stand til at sikre statsborgere eller selskaber i henholdsvis Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene eller Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, som er etableret i et land eller territorium, samt selskaber, der henhoerer under det paagaeldende lands eller territoriums egen lovgivning, og som er etableret dér, imod, at der sker forskelsbehandling, er det paagaeldende lands eller territoriums kompetente myndighed dog ikke forpligtet til at sikre imod en saadan behandling."
28. Det fremgaar af disse bestemmelser som helhed, at statsborgere i de andre medlemsstater i de oversoeiske lande og territorier kun kan stille krav om ret til indrejse og ophold med henblik paa udoevelse af en selvstaendig erhvervsvirksomhed, for saa vidt de naevnte i artikel 176 opstillede betingelser er opfyldt.
29. Den eneste forpligtelse, der paahviler de kompetente myndigheder i de oversoeiske lande og territorier, er, at de ikke maa "forskelsbehandle" de andre medlemsstaters statsborgere og selskaber, dvs. at de skal give disse statsborgere og selskaber de samme vilkaar som dem, der gaelder personer og selskaber hjemmehoerende i den stat, med hvilken det paagaeldende oversoeiske land eller territorium har saerlige forbindelser.
30. Disse myndigheder kan derfor kraeve af statsborgere i de andre medlemsstater, at disse har alle de faglige kvalifikationer, herunder navnlig eksamensbeviser, der kraeves af indenlandske statsborgere, som oensker at udoeve den paagaeldende form for selvstaendig erhvervsvirksomhed eller at praestere de paagaeldende former for tjenesteydelser. Saafremt adgang for indlaendinge med oprindelse i "moderlandet" til at udoeve visse former for erhvervsvirksomhed eller til at praestere bestemte former for tjenesteydelser er underlagt saerlige restriktioner eller endog er forbudt, kan disse restriktioner eller forbud endvidere ogsaa bringes i anvendelse over for statsborgere i de andre medlemsstater. En saadan restriktion kan vaere et krav om at vaere i besiddelse af en etableringstilladelse inden indrejsen i det paagaeldende oversoeiske land eller territorium.
31. Retten for statsborgere i andre medlemsstater til at etablere sig eller til at praestere tjenesteydelser i et oversoeisk land eller territorium er i oevrigt betinget af et vilkaar om gensidighed, som er naevnt i slutningen af artikel 176, og som jeg senere vil vende tilbage til.
32. Det fremgaar ogsaa af det anfoerte, at Raadets direktiv af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (direktiv 73/148/EOEF, EFT L 172, s. 14) ikke finder anvendelse i de oversoeiske lande og territorier.
33. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen foelgende besvarelse af spoergsmaalets foerste led:
" Hverken Traktatens artikel 132, stk. 5, og artikel 135 eller artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283 af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab omfatter enhver form for afgoerelse, som traeffes af de myndigheder, der er kompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold i et oversoeisk territorium for statsborgere i andre medlemsstater. Statsborgere i andre medlemsstater har kun krav paa at kunne indrejse og opholde sig i oversoeiske lande og territorier med henblik paa at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed paa de i artikel 176 fastsatte vilkaar."
B - Tillaegger artikel 176 private rettigheder, som disse kan paaberaabe sig ved domstolene?
34. Selv om det andet led af spoergsmaalet kun er blevet forelagt for det tilfaelde, at Domstolen besvarer det foerste led bekraeftende, finder jeg det paa sin plads at besvare det, idet en af sagsoegerne har oensket at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed i Fransk Polynesien.
35. Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at det fremgaar af dommen af 5. februar 1963, Van Gend & Loos (26/62, Sml. 1954-1964, s. 375, paa s. 379), at faellesskabsrettens umiddelbare retsvirkninger begrebsligt er knyttet til formaalet med Traktaten, som er at gennemfoere en oekonomisk integration inden for et faelles marked. Man finder imidlertid intet tilsvarende grundlag, for saa vidt angaar maalsaetningerne med Traktatens fjerde del. Traktatens fjerde del og Raadets afgoerelse 86/283 kan derfor ikke skabe umiddelbare retsvirkninger, som retsinstanserne i Fransk Polynesien skal laegge til grund.
36. Det maa medgives, at dommen i Van Gend & Loos-sagen rent faktisk som begrundelse har det af Det Forenede Kongerige anfoerte raesonnement, som der er redegjort mere detaljeret for i retsmoederapporten.
37. Det maa dog samtidig erindres, at Domstolen senere, nemlig i henseende til den i 1963 undertegnede associeringsaftale mellem Faellesskabet og Tyrkiet, har udtalt:
" ... en bestemmelse i en aftale indgaaet af Faellesskabet med et tredjeland maa anses for umiddelbart anvendelig, naar der af dens ordlyd samt aftalens formaal og karakter kan udledes en klar og praecis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter" (5).
38. Selv om den paagaeldende aftale tilsigter paa laengere sigt at skabe en toldunion mellem EOEF og Tyrkiet, kan man ikke haevde, at aftalens formaal, jf. herved dommen i Van Gend & Loos-sagen, er at skabe
" et nyt folkeretligt system, til hvis fordel staterne, om end inden for begraensede omraader, har indskraenket deres suveraene rettigheder, og hvis retssubjekter ikke blot er medlemsstaterne, men ogsaa disses statsborgere".
39. Endvidere udtalte Domstolen i dommen i Razanatsimba-sagen, jf. ovenfor - der angik Lomé-konventionen, dvs. en aftale med en raekke tredjelande, som ikke havde til formaal at skabe en toldunion - at konventionens artikel 62 ikke kunne antages at skabe en ret for en statsborger i en AVS-stat til at etablere sig i en af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater uden hensyn til statsborgerskab, for saa vidt angaar udoevelse af erhverv, der efter den paagaeldende medlemsstats lovgivning er forbeholdt dennes egne statsborgere.
40. Domstolen undersoegte saaledes den konkrete raekkevidde af den af sagsoegeren i hovedsagen paaberaabte bestemmelse, og Domstolen udelukkede ikke paa forhaand, at Lomé-konventionen ville kunne skabe rettigheder for private (selv statsborgere i et AVS-land), som domstolene skal beskytte.
41. Man kan derfor konkludere, at dommen i Van Gend & Loos-sagen maa placeres i den sammenhaeng, hvor den hoerte hjemme. Det var foerste gang, at princippet om umiddelbare retsvirkninger blev opstillet, og sagen vedroerte en bestemmelse i Traktaten. Domstolen har siden haft lejlighed til at undersoege spoergsmaalet om umiddelbare retsvirkninger i forbindelse med aftaler, som Faellesskabet har indgaaet med tredjelande, og den har anerkendt, at rettigheder for private ogsaa kan udspringe af bestemte forpligtelser for medlemsstaterne, der foelger af en aftale, som ikke skaber nogen ny retsorden. Dette maa saa meget mere gaelde, naar der ikke er tale om en aftale med tredjelande, men som her om en raadsafgoerelse.
42. Der maa herefter ske en undersoegelse af indholdet af artikel 176 med henblik paa at vurdere, om bestemmelsen opfylder de kriterier, som navnlig fremgaar af dommen i Demirel-sagen.
43. Den franske regering og Kommissionen har om dette spoergsmaal anfoert, at Domstolen i en lang raekke domme har antaget, at en bestemmelses umiddelbare retsvirkninger afhaenger af, om bestemmelsen er klar, tilstraekkeligt praecis og ubetinget. Disse procesdeltagere goer gaeldende, at den forpligtelse, som artikel 176 opstiller for de kompetente myndigheder i de oversoeiske lande og territorier, netop ikke er ubetinget, idet der til den er knyttet et forbehold om gensidighed.
44. Jeg er dog af den opfattelse, at Domstolen ved begrebet "ubetinget bestemmelse" har ment bestemmelser, som ikke overlader de myndigheder, som skal gennemfoere dem, nogen skoensmaessige befoejelser, med hjemmel i hvilke disse myndigheder kan goere anvendelsen af bestemmelserne betinget eller begraense deres anvendelsesomraade.
45. Artikel 176, foerste punktum, i raadsafgoerelsen overlader netop ikke adressaterne for bestemmelsen, dvs. de kompetente myndigheder i de oversoeiske lande og territorier, nogen skoensmaessige befoejelser med hensyn til anvendelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling, for saa vidt betingelserne i henhold til artikel 176 er opfyldt. Hvad angaar betingelsen om gensidighed, er dette ikke et spoergsmaal, som er overladt til myndighedernes vurdering. Betingelsen er opfyldt af de andre medlemsstater, eller den er det ikke.
46. Med andre ord mener jeg, at undtagelsen fra reglen om forbud mod forskelsbehandling som foelge af, at betingelsen om gensidighed ikke er opfyldt, kun har "karakter af en eventualitet", der ikke kan bevirke, at selve reglen ikke skaber umiddelbare retsvirkninger. Et analogt tilfaelde var genstand for Domstolens dom af 17. oktober 1989, Carpaneto Piacentino Kommune, jf. praemis 32 (231/87 og 129/88, Sml. s. 3233), hvori Domstolen antog, at dette ligeledes var tilfaeldet, for saa vidt angaar undtagelsen fra reglen om momsfritagelse i forbindelse med virksomhed udfoert af offentlige organer i egenskab af offentlige myndigheder, jf. artikel 4, stk. 5, andet afsnit, i det sjette momsdirektiv, i tilfaelde, hvor afgiftsfritagelsen vil foere til konkurrencefordrejning af en vis betydning.
47. I henseende til naervaerende sager maa en nederlandsk statsborger f.eks. efter min opfattelse kunne goere gaeldende over for de kompetente myndigheder eller domstolene i Fransk Polynesien, at en person - med oprindelse dér - i Nederlandene har ret til at udoeve den samme form for selvstaendig erhvervsvirksomhed som den, den nederlandske statsborger oensker at udoeve i Fransk Polynesien, for saa vidt foerstnaevnte person opfylder samtlige de betingelser, der kraeves opfyldt af nederlandske statsborgere (selvsagt bortset fra spoergsmaalet om nationalitet).
48. Det er den paagaeldende, som herved har bevisbyrden. Han vil f.eks. kunne fremlaegge et dokument fra den kompetente myndighed i Nederlandene eller henvise til et EF-direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, for saa vidt angaar det paagaeldende erhverv, i det omfang direktivet, saaledes som dette altid synes at vaere tilfaeldet, ikke sondrer mellem statsborgere i de andre medlemsstater, alt efter om disse har oprindelse i en medlemsstats europaeiske del eller i et oversoeisk land eller territorium med tilknytning til medlemsstaten.
49. Kommissionen har netop anlagt en traktatbrudssag mod Frankrig (sag C-263/88, dom af 12.12.1990, Sml. 1990, s. 0000), fordi denne medlemsstat ikke havde truffet de noedvendige foranstaltninger til at goere det muligt for statsborgere i andre medlemsstater med et relevant fransk eksamensbevis at etablere sig eller praestere tjenesteydelser som laege, ledende sygeplejerske, jordemoder, tandlaege og dyrlaege i det oversoeiske territorium Fransk Polynesien efter udstedelsen af EF-direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, for saa vidt angaar disse fem erhverv. Kommissionen goer ikke gaeldende, at disse direktiver finder anvendelse i Fransk Polynesien, men at det foelger af faellesskabsretten, at de andre medlemsstater paa de materielle og formelle betingelser, der gaelder paa omraadet, er forpligtet til at anerkende franske eksamensbeviser i lighed med eksamensbeviser opnaaet i en anden medlemsstat af en statsborger i Den Franske Republik, uden at der i den forbindelse kan stilles nogen betingelser med hensyn til den paagaeldende statsborgers etableringssted.
50. I mit forslag til afgoerelse i dag i sag C-263/88 har jeg foreslaaet, at der gives Kommissionen medhold.
51. Lad mig endnu en gang minde om bestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 132, stk. 5, der lyder saaledes:
" Medmindre der traeffes saerlige bestemmelser i henhold til artikel 136, gaelder i forholdet mellem Medlemsstaterne og disse lande og territorier uden nogen form for forskelsbehandling de i kapitlet om etableringsretten naevnte bestemmelser for deres statsborgeres og selskabers ret til at etablere sig, ligesom de dér naevnte fremgangsmaader finder tilsvarende anvendelse."
52. De saerlige bestemmelser, der er blevet udstedt i medfoer af artikel 136, vedroerer kun det tilfaelde, hvor en statsborger i en medlemsstat oensker at etablere sig i et oversoeisk land eller territorium. Artikel 176, som naervaerende sager angaar, er netop en saadan bestemmelse.
53. Artikel 132, stk. 5, er fortsat i dag den eneste bestemmelse, der regulerer spoergsmaalet om den frie etableringsret i forholdet oversoeiske lande og territorier-Faellesskabet. Da bestemmelsen henviser til bestemmelserne og procedurerne i kapitlet om etableringsretten, mener jeg, at de direktiver, der er blevet udstedt paa dette grundlag, og som ikke fra deres anvendelsesomraade udelukker personer, der indtil da har vaeret etableret i et oversoeisk land eller territorium, kan paaberaabes af disse.
54. For saa vidt der er blevet udstedt et direktiv som omhandlet, kan en fransk statsborger med oprindelse i Fransk Polynesien saaledes etablere sig i samtlige de oevrige medlemsstater paa grundlag af et fransk eksamensbevis. Dette gaelder saa meget mere, saafremt vedkommende er indehaver af et eksamensbevis efter lovgivningen i det land, hvori han eller hun oensker at etablere sig. [Da artikel 132, stk. 5, henviser til kapitlet om etableringsretten, kan man endog i henseende til sidstnaevnte form for tilfaelde spoerge, om vedkommende ikke allerede fra tidspunktet for overgangsperiodens udloeb har haft en ret til at etablere sig, jf. dom af 21. juni 1974, Reyners (2/74, Sml. s. 631). I saa fald er betingelsen om gensidighed, der ikke var indeholdt i artikel 8 i den som bilag til EOEF-Traktaten knyttede gennemfoerelseskonvention vedroerende de oversoeiske lande og territoriers associering, blevet indsat i artikel 176 ved en fejl og formentlig med det ene formaal at skabe en vis parallelisme i forhold til Yaoundé- og Lomé-konventionerne, selv om disse overenskomster, saaledes som det fremgaar af dommen i Razanatsimba-sagen, jf. ovenfor, har en helt anden raekkevidde. Det er imidlertid ikke noedvendigt at uddybe dette spoergsmaal her.]
55. Derimod gaelder det, saaledes som jeg allerede har anfoert, at en statsborger i en anden medlemsstat kun kan stille krav om ret til etablering i et oversoeisk land eller territorium, der f.eks. er knyttet til Frankrig, saafremt vedkommende er indehaver af et fransk eksamensbevis.
56. I modsaetning til, hvad den franske regering har gjort gaeldende, er spoergsmaalet om retten for franske statsborgere etableret i et oversoeisk land eller territorium til at etablere sig i andre medlemsstater saaledes ikke laengere underlagt disse andre medlemsstaters diskretionaere befoejelser, for saa vidt der er blevet udstedt et direktiv. Retten kan navnlig ikke afhaenge af tidspunktet, alt efter disse medlemsstaters subjektive oensker.
57. Sammenfattende mener jeg herefter, at en statsborger i en medlemsstat maa have krav paa over for de kompetente myndigheder eller domstolene i et oversoeisk land eller territorium at soege at godtgoere, at betingelsen om gensidighed er opfyldt, for saa vidt angaar den medlemsstat, som den paagaeldende er statsborger i, og at vedkommende paa dette grundlag vil kunne stoette ret paa reglen om forbud mod forskelsbehandling i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283.
Sammenfatning
58. Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen giver foelgende besvarelse af spoergsmaalet fra Tribunal administratif de Papeete (6):
"1) Hverken Traktatens artikel 132, stk. 5, og artikel 135 eller artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab omfatter enhver form for afgoerelse, som traeffes af de myndigheder, der er kompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold i et oversoeisk territorium for statsborgere i andre medlemsstater. Statsborgere i andre medlemsstater har kun krav paa at kunne indrejse og opholde sig i oversoeiske lande og territorier med henblik paa at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed paa de i artikel 176 fastsatte vilkaar.
2) Artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab skal fortolkes saaledes, at det i bestemmelsen fastlagte princip om forbud mod forskelsbehandling kan paaberaabes over for de kompetente myndigheder i et oversoeisk land eller territorium af en statsborger i en anden medlemsstat end den, hvortil landet eller territoriet har saerlige forbindelser, og som i landet eller territoriet oensker at udoeve en bestemt form for selvstaendig erhvervsvirksomhed eller at indrejse i landet eller territoriet for at praestere bestemte former for tjenesteydelser, idet en ansoegning herom skal imoedekommes, saafremt den paagaeldende opfylder samtlige de betingelser, der i henseende til den selvstaendige erhvervsvirksomhed eller praesteringen af tjenesteydelserne gaelder for personer, der er statsborgere i den medlemsstat, hvortil landet eller territoriet har saerlige forbindelser, og som ikke er etableret i landet eller territoriet, og saafremt det er fastslaaet, at tilsvarende vilkaar i den medlemsstat, hvori vedkommende er statsborger, gaelder for personer, der hidtil har vaeret etableret i landet eller territoriet, og som er statsborgere i den medlemsstat, hvortil landet eller territoriet har saerlige forbindelser."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Jf. dom af 10.10.1978, Hansen (148/77, Sml. s. 1787).
(2) Lov nr. 84-820 af 6.9.1984 om territoriet Fransk Polynesiens stilling (Journal officiel de la République française af 7.9.1984, s. 2831).
(3) Artiklerne 98-102 i lov af 6.9.1984, a.st.
(4) Se R. Chapus: Droit du contentieux administratif, Paris, forlaget Monchrestien, 1982, s. 16-20, og P. Schultz: Contentieux administratif français d' outre-mer, Juris-Classeur administratif d' outre-mer, haefte 780, ajourfoert 1989.
(5) Dom af 30.9.1987, Demirel, praemis 14, jf. ovenfor (12/86, Sml. s. 3752).
(6) Da hovedsagerne angaar privatpersoner og ikke selskaber, vil jeg ikke behandle sidstnaevnte aspekt af artikel 176.
Full & Egal Universal Law Academy