Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Den faktiske og retlige sammenhaeng, som de to sager, dette forslag til afgoerelse vedroerer, indgaar i, er Domstolen fuldt ud bekendt. Disse sager er nemlig et led i en raekke sager, der vedroerer forskellige foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige og Irland har truffet siden 1983 med henblik paa at imoedegaa det, man paa engelsk kalder "quota hopping", dvs. en praksis, som ifoelge Det Forenede Kongerige foerer til, at dets kvoter "udplyndres" af fartoejer, der sejler under britisk flag, men som ikke har nogen reel tilknytning til Det Forenede Kongerige. Der er givet et sammendrag af den historiske baggrund for de britiske foranstaltninger i den kendelse om foreloebige forholdsregler, Domstolens praesident afsagde den 10. oktober 1989 (sag 246/89 R, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 3125).
2. Som det fremgaar af afsnit 3 i retsmoederapporten i de to sager, bestemtes det i den omtvistede britiske lovgivning fra 1988, at der skulle etableres et nyt register for alle britiske fiskerfartoejer, herunder dem, der var optaget i det gamle register i henhold til Merchant Shipping Act 1894. Imidlertid kan kun fiskerfartoejer, der opfylder betingelserne i section 14 i 1988-loven, optages i det nye register.
3. Ifoelge section 14 (1) kan et fiskerfartoej - medmindre trafikministeren giver dispensation - kun optages i det nye register, hvis:
"a) fartoejet er britisk ejet
b) fartoejet bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra Det Forenede Kongerige, og
c) befragteren, bestyreren eller den, der forestaar driften af fartoejet, er en person eller et selskab, der opfylder naermere fastsatte betingelser (' a qualified person or company' )".
Ifoelge section 14 (2) anses et fiskerfartoej for britisk ejet, hvis adkomsten ("the legal title") til fartoejet udelukkende indehaves af en eller flere "qualified persons or companies" , og den egentlige ejendomsret ("the beneficial ownership") til fartoejet indehaves af et eller flere "qualified companies", eller - for mindst 75%' s vedkommende - af en eller flere "qualified persons" (1). Ifoelge section 14 (7) forstaas ved "qualified person" en person, som er britisk statsborger og har fast ophold og bopael i Det Forenede Kongerige, og ved "qualified company" forstaas et selskab, som er stiftet i Det Forenede Kongerige og har sit hovedforretningssted (principal place of business) dér, idet mindst 75% af kapitalandelene skal vaere ejet af en eller flere "qualified persons or companies", og mindst 75% af bestyrelsesmedlemmerne skal vaere "qualified persons".
4. Det spoergsmaal, der skal undersoeges, er, om og i hvilket omfang det er foreneligt med faellesskabsretten, navnlig EOEF-Traktatens artikel 7, 52 og 221, at fastsaette saadanne betingelser for registrering af fiskerfartoejer. I traktatbrudssagen (C-246/89) er det kun betingelserne vedroerende de omhandlede fysiske og juridiske personers nationalitet, der er omtvistede. I den praejudicielle sag (C-221/89) skal der i forbindelse med spoergsmaal 2 ogsaa tages stilling til betingelserne vedroerende disse personers faste opholdssted eller bopael, selskabernes hovedforretningssted samt betingelserne vedroerende det sted, hvorfra fartoejet bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres. I betragtning af de spoergsmaal, der er stillet af den forelaeggende ret, og parternes skriftlige indlaeg skal der i forbindelse hermed tages hensyn til medlemsstaternes kompetence paa dette omraade, deres forpligtelser i henhold til folkeretten (spoergsmaal 1 i sag C-221/89) samt formaalene med den faelles fiskeripolitik, navnlig med kvoteordningen (spoergsmaal 3 i sag C-221/89). Endelig vedroerer spoergsmaal 4 i sag C-221/89 det forhold, at 1988-loven ogsaa finder anvendelse paa fiskerfartoejer, som var opfoert i det gamle register, men i princippet ophoerer med at vaere registreret den 31. marts 1989, da de ikke opfylder alle de nye betingelser.
I - Raekkevidden af medlemsstaternes kompetence med hensyn til registrering af fiskerfartoejer
5. Det bestrides ikke, at det paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er medlemsstaterne, der har kompetence til at fastsaette betingelserne for registrering af fiskerfartoejer. Det blev bekraeftet af Domstolen i dom af 19. januar 1988 (sag 223/86, Pesca Valentia, Sml. s. 83, praemis 13), hvori den fastslog, at selv om faellesskabsforordningerne om fiskeri henviser til fiskerfartoejer, "der foerer en medlemsstats flag" eller er "registreret" dér, overlader de det til medlemsstaternes lovgivning at definere disse begreber.
6. Heraf foelger dog ikke, at medlemsstaterne kan udoeve denne kompetence fuldstaendig frit og fravige faellesskabsrettens principper.
7. I dom af 21. juni 1988 (sag 127/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3333, praemis 7) henviste Domstolen til sin faste praksis (jf. ogsaa dom af 7.6.1988, sag 57/86, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2855), hvorefter
"medlemsstaterne ikke ved udoevelsen af deres forbeholdte kompetence paa valutaomraadet har ret til ensidigt at traeffe foranstaltninger, der er forbudt ifoelge Traktaten".
8. Foelgelig maa det - uden at det er noedvendigt at afgoere spoergsmaalet om, hvorvidt registreringsretten er en forbeholdt kompetence, eller om Faellesskabet naar som helst kan lovgive paa dette omraade - konstateres, at medlemsstaterne skal overholde Traktatens regler ved udoevelsen af denne kompetence.
9. Det, der er omtvistet i denne sag, er adgangen til selvstaendig erhvervsvirksomhed inden for fiskeri og udoevelsen heraf, dvs. etableringsretten inden for fiskerisektoren. Selv om man nemlig ikke behoever at gaa saa vidt, som Kommissionen gjorde under retsmoedet, at man antager, at registrering allerede i sig selv udgoer en form for etablering, maa det bemaerkes, at registreringen under alle omstaendigheder er en betingelse for at faa adgang til at optage og udoeve erhvervsvirksomhed inden for fiskeriet. I dom af 18. juni 1985 (sag 197/84, Steinhauser, Sml. s. 1819, praemis 16) udtalte Domstolen, at den i Traktatens artikel 52 fastsatte etableringsfrihed ikke alene vedroerer adgangen til at optage selvstaendig erhvervsvirksomhed, men ogsaa til at udoeve saadan virksomhed i vid forstand, og at
"leje af et lokale kan vaere noedvendig med henblik paa udoevelse af erhvervsmaessig virksomhed og er derfor omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 52".
Desuden paapegede Domstolen i dom af 30. maj 1989 (sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1461, praemis 21), at det foelger af Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 14.1.1988, sag 63/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 29), at forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i Traktatens artikel 52
"ikke kun [vedroerer] de saerlige regler om udoevelse af erhvervsvirksomhed, men ogsaa reglerne om forskellige generelle muligheder, som er fornoedne ved udoevelsen af denne virksomhed".
I denne sag var det retten til at erhverve, udnytte og afhaende fast ejendom paa en anden medlemsstats omraade, der var omtvistet; ifoelge Domstolen var denne ret et "noedvendigt supplement" til etableringsfriheden.
10. Efter min mening er retten til at lade et fiskerfartoej registrere, som er en forudsaetning for at udoeve fiskeri i en anden medlemsstat, ogsaa en uadskillelig del af etableringsretten paa fiskeriomraadet og derfor omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 52. Det goer ingen forskel, at den ikke udtrykkeligt er naevnt i Raadets almindelige plan for ophaevelse af begraensninger i etableringsfriheden (JO 1962, s. 36), da denne plan, hvor nyttig den end er, kun indeholder retningslinjer og ikke er udtoemmende. Det fremgaar imidlertid af bilag III, som der henvises til i planens afsnit IV (Tidsfrister) D, at den ogsaa omfatter ophaevelsen af begraensninger i etableringsfriheden paa fiskeriomraadet.
11. Det fremgaar ogsaa af Domstolens praksis (jf. f.eks. dom af 7.7.1988, sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, praemis 10), at artikel 52 som umiddelbart anvendelig faellesskabsregel skal overholdes af medlemsstaterne, selv om de, fordi der ikke findes faellesskabsregler, har bevaret kompetencen til at lovgive paa et bestemt omraade.
12. Det Forenede Kongerige og visse andre medlemsstater bestrider dette, idet de goer gaeldende, at Traktaten og navnlig artikel 7, 52 og 221 ikke kan fortolkes saaledes, at de fratager medlemsstaterne deres kompetence i henhold til folkeretten med hensyn til registrering af fartoejer.
13. Hvad angaar folkeretten, har de paagaeldende medlemsstater navnlig henvist til Genève-konventionen af 29. april 1958 om det aabne hav, hvori det i artikel 5, stk. 1, udtrykkelig anerkendes, at enhver medlemsstat har ret til at fastsaette
"betingelserne for at tilstaa skibe sin nationalitet, for registrering af skibe paa sit territorium samt for retten til at foere dens flag".
I samme bestemmelse praeciseres det i denne forbindelse, at
"der skal bestaa en aegte forbindelse mellem staten og skibet",
og at
"flagstaten effektivt [skal] udoeve sin retsmyndighed og kontrol over skibet i administrative, tekniske og sociale spoergsmaal".
14. Ganske vist bestemmer EOEF-Traktatens artikel 234, stk. 1:
"De rettigheder og forpligtelser, der foelger af konventioner, som foer denne Traktats ikrafttraeden er indgaaet mellem paa den ene side en eller flere medlemsstater og paa den anden side et eller flere tredjelande, beroeres ikke af bestemmelserne i denne Traktat."
Skoent Genève-konventionen foerst er undertegnet den 29. april 1958, dvs. efter at EOEF-Traktaten traadte i kraft den 1. januar 1958, kan Det Forenede Kongerige i princippet paaberaabe sig den, da det foelger af artikel 5 i tiltraedelsesakten af 1972, at
"for de nye medlemsstaters vedkommende anvendes EOEF-Traktatens artikel 234 og Euratom-Traktatens artikel 105 og 106 paa aftaler eller overenskomster, der er indgaaet foer tiltraedelsen".
15. Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis, at artikel 234
"har ... til formaal i overensstemmelse med folkerettens principper at praecisere, at Traktatens anvendelse ikke beroerer den paagaeldende medlemsstats forpligtelse til at respektere tredjestaters rettigheder, som foelger af en tidligere konvention, og at overholde sine deraf foelgende forpligtelser" (2).
I dom af 22. september 1988 (sag 286/86, Déserbais, Sml. s. 4907, praemis 18) udledte Domstolen af denne afgoerelse, at
"[eftersom der ikke bestaar nogen] fare for tilsidesaettelse af tredjestaters rettigheder, [kan] en medlemsstat ikke ... retfaerdiggoere restriktioner for afsaetning af produkter fra en anden medlemsstat ved at henvise til en tidligere indgaaet konvention, naar disse produkter i kraft af Traktatens princip om de frie varebevaegelser lovligt kan bringes i omsaetning".
Efter min mening kan det samme raesonnement anvendes i denne sag: For saa vidt som overholdelsen af Traktatens regler i forholdet mellem medlemsstaterne ikke indebaerer, at tredjestaters rettigheder i henhold til Genève-konventionen af 1958 bringes i fare, kan Det Forenede Kongerige ikke retfaerdiggoere en tilsidesaettelse af disse regler ved at henvise til konventionen. Der er ingen bestemmelser i konventionen, der forpligter Det Forenede Kongerige til at benytte bestemte betingelser til at sikre, at der bestaar en "aegte forbindelse" mellem det og de skibe, det vil tildele flagret. Selv om en tredjestat eventuelt kan vaere berettiget til ikke at anerkende flagret tildelt i strid med Genève-konventionen, kan den foelgelig kun goere det, for saa vidt som der ikke er nogen som helst "aegte forbindelse" mellem fartoejet og den stat, hvis flag det foerer. Medmindre det antages, at Det Forenede Kongerige bevidst tilsidesaetter netop de internationale forpligtelser, under henvisning til hvilke det goer gaeldende, at de omtvistede betingelser er forenelige med faellesskabsretten, tjener det forhold, at de kun gaelder for fiskerfartoejer, desuden kun til at vise, at de - ogsaa efter Det Forenede Kongeriges opfattelse - ikke er de eneste betingelser, der er egnede til at sikre den "aegte forbindelse", der kraeves efter folkeretten.
16. For saa vidt som Det Forenede Kongerige maatte oenske at goere gaeldende, at det selv har ret til i henhold til denne konvention at opretholde betingelser som de omtvistede, kan der ligeledes henvises til Domstolens dom af 27. februar 1962 (sag 10/61, Kommissionen mod Italien, Sml. 1954-1964, s. 287), hvoraf fremgaar, at
"en medlemsstat, som i kraft af EOEF-Traktatens ikrafttraedelse paatager sig nye forpligtelser, der strider mod de rettigheder, som er tillagt den ved en tidligere overenskomst, afstaar i overensstemmelse med folkerettens principper ipso facto fra at udoeve disse rettigheder, i det omfang det er noedvendigt for at opfylde dens nye forpligtelser" (jf. sammendrag, punkt 2, s. 288).
I denne dom tilsluttede Domstolen sig udtrykkelig Kommissionens opfattelse, hvorefter
"udtrykkene 'rettigheder og forpligtelser' i artikel 234, for saa vidt angaar rettighederne, refererer til tredjelandenes rettigheder, og for saa vidt angaar forpligtelserne, refererer til medlemsstaternes forpligtelser".
Det fik Domstolen til i samme dom at fastslaa, at en medlemsstat som foelge af artikel 234 kan vaere noedt til i forhold til andre medlemsstater at anvende en anden ordning end den, den anvender i forhold til tredjelande, skoent de alle er deltagere i én og samme internationale konvention. Genève-konventionen anerkender i oevrigt denne mulighed, idet den i artikel 30 bestemmer, at
"bestemmelserne i denne konvention skal ikke beroere allerede gaeldende konventioner eller andre internationale overenskomster, for saa vidt angaar de stater, som er deltagere i disse".
17. For at undgaa at drage disse konklusioner har Det Forenede Kongerige i duplikken i sag C-246/89 (jf. afsnit 2.17 og 2.18 samt afsnit 89 i retsmoederapporten) og under retsmoedet gjort gaeldende, at kriteriet vedroerende fartoejets ejers nationalitet blot afspejler den folkeretlige saedvaneret, som Traktaten ikke kan antages at underkende. Jeg mener, at dette argument maa forkastes - endda uden at det er noedvendigt at afgoere det spoergsmaal om reglernes rangfoelge, som ligger heri - da jeg ikke anser det af Det Forenede Kongerige anfoerte for velbegrundet, selv om det fremgaar af praeamblen til Genève-konventionen, at dens bestemmelser "i det vaesentlige er udtryk for gaeldende folkeretlige principper". Dels kraever selve konventionen - som jeg netop har anfoert - nemlig kun, at der skal bestaa en "aegte forbindelse" mellem flagstaten og skibet. Dels fremgaar det udtrykkeligt af Folkeretskommissionens kommentar, som Det Forenede Kongerige selv har henvist til, at Folkeretskommissionen i betragtning af, at praksis var forskellig i de forskellige stater, "fandt det bedst blot at opstille det ledende princip, at der skal bestaa en aegte forbindelse mellem skibet og den stat, der tildeler flagretten, for at tildelingen af nationalitet kan anerkendes generelt", og at den "ikke fandt det muligt naermere at angive, hvori denne forbindelse skulle bestaa" (jf. bilag I til Kommissionens replik i sag C-246/89).
18. De Forenede Nationers havretskonvention, undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982, som Faellesskabet har undertegnet, men som endnu ikke er traadt i kraft, indeholder bestemmelser svarende til bestemmelserne i Genève-konventionens artikel 5, stk. 1 (jf. artikel 91 og 94). Endelig giver De Forenede Nationers konvention af 1986 om betingelserne for registrering af skibe, som endnu ikke er undertegnet af nogen medlemsstat, udtrykkeligt de stater, som deltager i konventionen, ret til at vaelge mellem kriteriet om ejerens nationalitet og kriteriet om besaetningsmedlemmernes nationalitet eller bopael (jf. artikel 7, 8 og 9, bilag I i Kommissionens skriftlige indlaeg i sag C-221/89). Selv om kriteriet om ejerens nationalitet saaledes er i overensstemmelse med en ret udbredt international praksis, kan det dog ikke antages at vaere en del af den folkeretlige saedvaneret.
19. Det argument, der er fremsat af Det Forenede Kongerige, den belgiske og den hellenske regering, samt, for saa vidt angaar skibe generelt, af den danske regering, hvorefter EOEF-Traktatens artikel 7, 52 og 221 er uden relation til betingelser som dem, der er omtvistet i denne sag, kan efter min mening heller ikke tiltraedes.
20. Ganske vist forudsaetter princippet om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - som anfoert af Det Forenede Kongerige - eksistensen af begrebet nationalitet, ligesom forbuddet mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 7 og i artikel 52 og 59 - som anfoert af den belgiske, den hellenske og den danske regering - kun finder anvendelse, naar en medlemsstats lovgivning forskelsbehandler retssubjekter paa grund af deres forskellige nationalitet. Imidlertid finder jeg det ukorrekt heraf at drage den konklusion, at Traktatens artikel 7 samt artikel 52 og 221, som er saerlige udtryk herfor, ikke kan finde anvendelse paa nationalitetsbetingelser som dem, der er omtvistet i denne sag.
21. Princippet om forbud om forskelsbehandling indebaerer nemlig, at enhver forskelsbehandling, dels af medlemsstaternes fartoejer, dels af medlemsstaternes borgere, paa grundlag af nationalitet er forbudt. For saa vidt angaar fiskerfartoejer, er dette princip i oevrigt udtrykkeligt anfoert i artikel 2, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 101/76 af 19. januar 1976 om etablering af en faelles strukturpolitik for fiskerisektoren (EFT L 20, s. 19), som bestemmer foelgende:
"De enkelte staters ordninger for udoevelsen af fiskeriet i det soeterritorium, der henhoerer under deres hoejhedsomraade eller jurisdiktion, maa ikke foere til forskelsbehandling af andre medlemsstater. Medlemsstaterne sikrer isaer, at alle fiskerfartoejer, der foerer en medlemsstats flag og er registreret inden for Faellesskabets omraade, har lige adgang til fangstpladserne og til fiskeri i de i foerste afsnit naevnte farvande".
Det er denne hovedregel om lige adgang til fiskeressourcerne, der fraviges ved kvoteordningen (3) (jf. dom af 14.12.1989, sag C-216/87, Jaderow, Sml. s. 4509, praemis 24), som blev indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 170/83 af 25. januar 1983 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne (EFT L 24, s. 1), hvorefter det kun er fiskerfartoejer, der foerer en medlemsstats flag eller er registreret dér, som kan fiske paa denne medlemsstats kvoter; disse er med andre ord forbeholdt "indenlandske" fartoejer med udelukkelse af fartoejer fra andre medlemsstater.
22. Imidlertid drejer de foreliggende sager sig ikke om adgangen for medlemsstaternes fartoejer til fiskeri i Faellesskabet, men om adgangen for medlemsstaternes statsborgere til fartoejer og til at forestaa driften af disse. De ovenfor naevnte regeringers argument er imidlertid ensbetydende med, at de paa endnu et punkt vil fravige princippet om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, denne gang som foelge af nationaliteten for saa vidt angaar ejerne eller dem, der forestaar driften af fartoejerne. Argumentet bygger paa en sammenblanding af fartoejernes "nationalitet" og de nationalitetsbetingelser, der gaelder for medlemsstaternes statsborgere, og vil foere til, at forskelsbehandling af personer paa grundlag af nationalitet genindfoeres gennem reglerne for registrering af fartoejer, selv om forbuddet mod en saadan forskelsbehandling er en af de grundlaeggende regler i EOEF-Traktaten. Det forhold, at der er en grundlaeggende forskel mellem skibe og selskaber - jf. afsnit 90 i retsmoederapporten i sag C-246/89 - kan ikke begrunde, at man med hensyn til skibes "nationalitet" skelner mellem selskaber og statsborgere i medlemsstaterne. Tvaertimod anser jeg det i denne sammenhaeng for betydningsfuldt, at Traktaten i artikel 58 ved definitionen af de selskaber, kapitlet om etableringsretten finder anvendelse paa, ud over kriteriet om oprettelse i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, anvender kriteriet om selskabets vedtaegtsmaessige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed og ikke om stifternes, bestyrelsesmedlemmernes eller deltagernes nationalitet (4). Det Forenede Kongerige kan derfor ikke bruge det forhold, at artikel 7 kun kan finde anvendelse paa forskelsbehandling af skibe, hvis de er af forskellig "nationalitet", som paaskud for forskelsbehandling af fysiske eller juridiske personer af forskellig nationalitet. Med hensyn til artikel 52 og 221 kan de, for saa vidt som de omhandler etablering og kapitalanbringelser, under alle omstaendigheder kun finde anvendelse paa personer, og ikke paa skibe.
23. Alt i alt slutter jeg af det ovenfor anfoerte, at selv om folkeretten faktisk paalaegger medlemsstaterne visse forpligtelser med hensyn til registrering af skibe, er disse forpligtelser ret vage. Folkeretten fastlaegger navnlig ikke, hvad der skal forstaas ved en "aegte forbindelse". Heraf foelger, at medlemsstaterne kan bestemme, at udoevelsen af retten til registrering skal undergives saerlige regler, som gaelder i forholdet mellem dem, saasom EOEF-Traktatens artikel 7, 52 og 221. Derfor skal jeg foreslaa, at det foerste spoergsmaal i sag C-221/89 besvares saaledes:
"Selv om det paa nuvaerende tidspunkt tilkommer vedkommende medlemsstat at afgoere, om et fartoej er berettiget til at blive registreret i medlemsstaten, skal den ikke desto mindre overholde de relevante principper og bestemmelser i faellesskabsretten."
II - Spoergsmaalet om, hvorvidt de omtvistede registreringsbetingelser er forenelige med faellesskabsretten og navnlig med EOEF-Traktatens artikel 7, 52 og 221
24. For at foelge den orden, hvori spoergsmaalene er stillet af den forelaeggende ret i sag C-221/89, vil jeg foerst undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt registreringsbetingelserne er forenelige med faellesskabsretten, og se bort fra eventuelle overvejelser vedroerende Faellesskabets kvoteordning. Henvisningen til kvoteordningen kan under alle omstaendigheder kun have indflydelse paa de naevnte betingelsers forenelighed med faellesskabsretten, for saa vidt angaar registrering af fiskerfartoejer, der fisker efter arter, der er undergivet kvoter.
25. Med henblik paa at lette gennemgangen af den nationale rets andet spoergsmaal synes det formaalstjenligt at dele det op i flere dele, alt efter om det vedroerer betingelsen vedroerende nationalitet eller fast ophold, for saa vidt angaar ejerne eller dem, der forestaar driften af fartoejerne (5), eller betingelsen vedroerende driftsstedet, og i overensstemmelse hermed omformulere spoergsmaalet som foelger:
"Er faellesskabsretten, navnlig EOEF-Traktatens artikel 7, 52 og 221 til hinder for, at en medlemsstat som betingelse for at optage et fiskerfartoej i sit nationale register kraever:
a) at fartoejets ejere og de, der forestaar driften af fartoejet, skal vaere statsborgere i medlemsstaten eller selskaber, der er stiftet i denne stat, og, saafremt der er tale om et saadant selskab, kraever, at mindst 75% af kapitalandelene i selskabet skal vaere ejet af statsborgere i medlemsstaten eller af selskaber, der er stiftet i medlemsstaten, samt at 75% af bestyrelsesmedlemmerne skal vaere statsborgere i medlemsstaten,
b) at de naevnte ejere, personer, der forestaar driften af fartoejet, selskabsdeltagere og bestyrelsesmedlemmer, alt efter omstaendighederne, skal have fast ophold og bopael i medlemsstaten, og, saafremt der er tale om et selskab, skal have sit hovedforretningssted dér,
c) at fartoejet skal bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra medlemsstatens omraade?"
26. Foer disse forskellige betingelser gennemgaas én efter én, vil jeg indledningsvis fremkomme med fire bemaerkninger:
1) Raadets foerste direktiv af 11. maj 1960 til gennemfoerelse af Traktatens artikel 67 (EFT 1959-1962, s. 47), som senere aendret (6), er kun blevet bragt paa bane af Kommissionen i forbindelse med den betingelse om fast ophold, der er paalagt selskabsdeltagerne, og vil derfor blive undersoegt i forbindelse med spoergsmaalets afsnit b), som omformuleret ovenfor. Kommissionen har i oevrigt ikke naevnt dette direktiv under traktatbrudssagen, som kun vedroerer nationalitetsbetingelserne.
2) Da de foreliggende sager vedroerer adgangen for en medlemsstats statsborgere til fiskeri og udoevelse heraf i en anden medlemsstat ved hjaelp af et fartoej, der er registreret i sidstnaevnte medlemsstat, finder Traktatens artikel 59 om fri udveksling af tjenesteydelser, som den spanske regering har paaberaabt sig, efter min mening ikke anvendelse. Jeg mener nemlig, at der, for at der kan siges at foreligge en tjenesteydelse i artikel 59' s forstand i forbindelse med fiskeri, skal vaere tale om virksomhed, der udoeves af en statsborger, der er bosat i én medlemsstat, til fordel for en modtager, der er bosat i en anden medlemsstat, ved hjaelp af et fiskerfartoej registreret i foerstnaevnte medlemsstat.
3) I ovennaevnte dom af 30. maj 1989 i sag 305/87, praemis 12 og 13, henviste Domstolen til, at
"det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som opstilles i Traktatens artikel 7, gennemfoeres ved Traktatens artikel 48, 52 og 59 for de af disse saerligt regulerede omraader. Foelgelig er enhver forskrift, som er uforenelig med disse bestemmelser, ogsaa uforenelig med Traktatens artikel 7",
som derfor
"kun [kan] anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke Traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling".
Saaledes boer de anfaegtede registreringsbetingelsers forenelighed med Traktatens artikel 7 kun undersoeges i det omfang, hvori der foreligger andre situationer end dem, der er omfattet af en af de saerlige bestemmelser, disse sager drejer sig om.
27. Med hensyn til Traktatens artikel 40, stk. 3, som sagsoegerne i hovedsagen i sag C-221/89 har paaberaabt sig, er den kun et specifikt udtryk for det generelle lighedsprincip inden for landbrugsomraadet. Dette princip raekker videre end princippet om forbud mod forskelsbehandling, som imidlertid er det eneste princip, denne sag drejer sig om.
4) Endelig foejer Traktatens artikel 53, som sagsoegerne i hovedsagen i sag C-221/89 har paaberaabt sig, og som bestemmer, at
"med forbehold af de bestemmelser, der er fastsat i denne Traktat, indfoerer medlemsstaterne ikke nye begraensninger i adgangen for andre medlemsstaters statsborgere til at etablere sig paa vedkommende stats omraade",
ikke laengere noget til det generelle forbud i Traktatens artikel 52, efter at Domstolen har fastslaaet, at sidstnaevnte bestemmelse efter overgangsperiodens udloeb er umiddelbart anvendelig.
28. Efter at have praeciseret dette, vil jeg nu gaa over til at undersoege hver enkelt af de anfaegtede betingelser for registrering.
a) Nationalitetsbetingelsen
29. Der kan ikke vaere tvivl om, at nationalitetsbetingelser som dem, der findes i den britiske lovgivning fra 1988, er uforenelige med forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i Traktatens artikel 52 og 221, henholdsvis om etableringsretten og om retten til kapitalanbringelser i de i artikel 58 naevnte selskaber. Hvad det angaar, er jeg fuldstaendig enig i Kommissionens vurdering, som er gengivet i retsmoederapporterne (jf. afsnit 49 og 50 i sag C-221/89 og afsnit 21 og 22 i sag C-246/89). Som Domstolens praesident udtalte i grund 30 i kendelsen af 10. oktober 1989 i sag 246/89 R:
"De rettigheder, som fremgaar af de naevnte traktatbestemmelser, omfatter ikke blot etableringsretten og retten til kapitalanbringelser i selskaber, men ogsaa retten til at drive erhverv, f.eks. gennem et selskab, paa de betingelser, som gaelder for etableringsstatens egne statsborgere."
30. Det hedder nemlig i artikel 52, stk. 2:
"Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedroerende kapitalen, indebaerer etableringsfriheden adgang til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed, samt til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i artikel 58, stk. 2, anfoerte betydning, paa de vilkaar, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere."
I medfoer af stk. 1 omfatter ophaevelsen af restriktioner, der hindrer etableringsretten, ogsaa hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat paa en medlemsstats omraade, opretter agenturer, filialer eller datterselskaber.
31. Det fremgaar af denne bestemmelse og navnlig af den fremhaevede passus, at Det Forenede Kongeriges argument om, at der ikke foreligger en tilsidesaettelse af artikel 52, fordi nationalitetsbetingelserne ikke forhindrer statsborgere i andre medlemsstater i at bosaette sig i Det Forenede Kongerige og drive fiskerfartoejer dér, men kun i at goere det under britisk flag, maa forkastes: britiske statsborgere er ikke undergivet denne begraensning. Hertil kommer, at hvis alle medlemsstater gjorde registrering af deres fiskerfartoejer betinget af, at betingelser om fast ophold eller bopael som dem, der er fastsat i den britiske lovgivning, er overholdt, ville statsborgere i andre medlemsstater, som er bosat i Det Forenede Kongerige, slet ikke kunne udoeve fiskeri under noget flag, da de ikke ville vaere berettiget til at foere nogen medlemsstats flag.
32. Dette gaelder ligeledes for selskabsdeltagere og bestyrelsesmedlemmer, som er statsborgere i andre medlemsstater. I medfoer af artikel 52 har de ret til at oprette og lede selskaber i den i artikel 58, stk. 2, anfoerte betydning, paa samme vilkaar, som er fastsat for selskabsdeltagere og bestyrelsesmedlemmer af britisk nationalitet.
33. Med hensyn til selskaber i andre medlemsstater, som i medfoer af artikel 58, stk. 1, ligestilles med personer, for saa vidt angaar anvendelsen af bestemmelserne vedroerende etableringsretten, indebaerer den britiske lovgivning, at de uden videre fratages retten til at etablere sig i Det Forenede Kongerige ved hjaelp af agenturer, filialer eller datterselskaber, idet den bestemmer, at det kun er selskaber, der er stiftet i overensstemmelse med den britiske lovgivning, som kan vaere ejere eller forestaa driften af fiskerfartoejer, og idet den - ligesom for fysiske personer - begraenser retten til kapitalanbringelser i saadanne selskaber.
34. Desuden forbyder Traktatens artikel 221, som bestemmer,
"med forbehold af de oevrige bestemmelser i denne Traktat indroemmer medlemsstaterne senest tre aar efter denne Traktats ikrafttraeden de oevrige medlemsstaters statsborgere national behandling for saa vidt angaar kapitalanbringelser i de i artikel 58 naevnte selskaber",
anvendelsen af nationalitetsbetingelser selv i tilfaelde, hvor de paagaeldende personer ikke har til hensigt at etablere sig i Det Forenede Kongerige.
35. Endelig kan den mulighed, ministeren i henhold til den britiske lovs section 14 (4) har for at give en person dispensation fra nationalitetsbetingelsen under hensyn til den tid, den paagaeldende har vaeret bosat i Det Forenede Kongerige og haft tilknytning til fiskerierhvervet dér, ikke bevirke, at nationalitetsbetingelserne bliver forenelige med Traktaten. Som Kommissionen har anfoert, er det nemlig fast praksis, at den blotte omstaendighed, at vedkommende myndighed kan meddele dispensation eller fravige reglen, ikke kan berettige en national foranstaltning, som er i strid med Traktaten, selv om adgangen hertil benyttes liberalt (7).
36. Heraf foelger, at spoergsmaal 2 a) i sag C-221/89 boer besvares bekraeftende: Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat som betingelse for at optage et fiskerfartoej i sit nationale register kraever, at fartoejets ejere og de, der forestaar driften af fartoejet - hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer - eller 75% af bestyrelsesmedlemmerne og deltagerne i et selskab, der ejer eller forestaar driften af fartoejet, skal vaere statsborgere i medlemsstaten, selv om vedkommende nationale myndighed i henhold til loven kan meddele visse personer dispensation fra denne betingelse.
37. Foer jeg forlader spoergsmaalet om nationalitetsbetingelsen, skal jeg desuden minde om, at Kommissionen under retsmoedet erklaerede sig enig i, at flagstaten kan kraeve, at skibsfoereren og hans naestkommanderende har denne stats nationalitet.
b) Betingelserne om de fysiske personers faste opholdssted og bopael og om de juridiske personers hovedforretningssted
38. Med hensyn til de betingelser, der er omhandlet i spoergsmaal 2 b), som omformuleret, kan det indledningsvis naevnes, at den blotte omstaendighed, at fiskeri udoeves som selvstaendig erhvervsvirksomhed ved hjaelp af et fiskerfartoej, der er registreret i en medlemsstat, ikke betyder, at der foreligger en etablering i denne medlemsstat. Dette bekraeftes af Domstolens dom af 27. september 1989 (sag 9/88, Lopes da Veiga, Sml. s. 2989, praemis 12-17), hvoraf fremgaar, at for at en statsborger i en medlemsstat, som har fast arbejde som loenmodtager paa et skib, der sejler under en anden medlemsstats flag, kan betragtes som en arbejdstager, der er statsborger i én medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, skal arbejdsforholdet have en tilstraekkelig snaever tilknytning til dette omraade. Ved afgoerelsen af, om det er tilfaeldet, skal der ikke blot tages hensyn til, at han arbejder paa et skib, der er registreret i denne medlemsstat, men ogsaa til andre omstaendigheder, f.eks. at han arbejder for et selskab, der er oprettet efter denne medlemsstats ret og har hjemsted dér, at han er blevet ansat dér, at hans arbejdsforhold til arbejdsgiveren er undergivet flagstatens ret, eller at han er omfattet af denne medlemsstats socialsikringsordning og forpligtet til at betale indkomstskat dér.
39. Efter min mening maa det samme gaelde med hensyn til etableringsretten: For at en statsborger i en medlemsstat kan anses for at udoeve sin etableringsret i en anden medlemsstat, er det ikke tilstraekkeligt, at han forestaar driften af et fiskerfartoej, der er registreret i denne medlemsstat; der skal ogsaa paa andre punkter vaere tale om en tilknytning til denne stats omraade.
40. Spoergsmaalet er derfor, hvilke andre tilknytningsmomenter en medlemsstat er berettiget til at kraeve af en statsborger i en anden medlemsstat, som oensker at forestaa driften af et fiskerfartoej, der foerer dens flag, uden at den tilsidesaetter Traktatens artikel 52, og navnlig, om det - som det sker efter britisk lovgivning - kan kraeves, at alle ejere og personer, der forestaar driften af et saadant fartoej samt 75% af deltagerne og bestyrelsesmedlemmerne i de selskaber, der ejer fartoejet eller forestaar driften af det, har fast ophold og bopael i medlemsstaten.
41. I den foreliggende sag maa det konstateres, at naar der ses bort fra nationalitetsbetingelserne, gaelder disse betingelser uden forskel for britiske statsborgere og statsborgere i andre medlemsstater. Kommissionen, den spanske regering samt sagsoegerne i hovedsagen i sag C-221/89 har imidlertid gjort gaeldende, at selv om betingelserne formelt gaelder paa samme maade for indenlandske statsborgere, er de i realiteten diskriminerende baade for saa vidt angaar deres formaal og deres virkninger, eftersom langt de fleste britiske statsborgere automatisk opfylder dem. Det er rigtigt, at Domstolen i en dom af 5. december 1989 (sag C-3/88, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 4035, praemis 8) udtrykkeligt har bekraeftet, at Traktatens artikel 52, som er et saerligt udtryk for ligebehandlingsgrundsaetningen,
"ikke blot forbyder aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelsen af andre kriterier reelt foerer til samme resultat".
42. Efter min mening udgoer en betingelse om fast ophold imidlertid ikke noedvendigvis i sammenhaeng med etableringsretten et saadant kriterium, som faktisk foerer til forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Det er givet, at en betingelse om fast ophold, som bestaar i, at der kraeves et fast ophold i landet af en vis varighed, foer man kan faa adgang til et selvstaendigt erhverv, medfoerer en skjult forskelsbehandling, fordi den naesten automatisk vil vaere opfyldt af indenlandske statsborgere og derfor - om ikke udelukkende, saa dog hovedsagelig - vil vaere en hindring for statsborgere fra andre medlemsstater.
43. Problemet er imidlertid et andet, naar betingelsen om fast ophold ikke skal vaere opfyldt, foer man kan faa adgang til et erhverv, men under udoevelsen af dette. Som generaladvokat Darmon paapegede i afsnit 3 i sit forslag til afgoerelse af 7. juni 1988 (sag 81/87, Daily Mail, Sml. s. 5500):
"[har] etablering i Traktatens forstand ... to sider, nemlig fysisk faktisk placering saavel som udoevelse af erhvervsmaessig virksomhed, begge dele maaske ikke paa permanent basis, men dog i det mindste af en vis varighed".
Ved etablering forstaas i henhold til Raadets almindelige plan for ophaevelse af begraensninger i etableringsretten (JO 1962, s. 36) at "etablere sig for at udoeve selvstaendig virksomhed paa en medlemsstats territorium".
44. Etableringsretten forudsaetter imidlertid ikke blot en fysisk placering paa etableringsstatens territorium, men ogsaa at den finder sted med henblik paa at udoeve oekonomisk virksomhed. Ifoelge Domstolens praksis (8) omfatter Traktatens regler om den frie bevaegelighed for personer kun udoevelse af faktisk og reel virksomhed, hvorved der skal ses bort fra virksomhed af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement. Den fysiske tilstedevaerelse paa etableringsstatens territorium skal derfor vaere af en saadan art, at der kan udoeves en saadan faktisk og reel virksomhed paa eller fra etableringsstatens territorium.
45. Endelig er det vaerd at erindre om, at det skal vaere tanken, at denne tilstedevaerelse paa etableringsstatens territorium skal vaere permanent eller i hvert fald af ubegraenset varighed, da man ellers risikerer at udviske sondringen mellem etablering og tjenesteydelser. Det fremgaar af Domstolens dom af 5. oktober 1988 (sag 196/87, Steymann, Sml. s. 6159, praemis 16 og 17), at virksomhed, som udoeves permanent eller i hvert fald uden forudselig tidsbegraensning, ikke kan vaere omfattet af faellesskabsbestemmelserne om tjenesteydelser, men i givet fald kan falde ind under Traktatens artikel 48-51 og 52-58, og at dette bestemt er tilfaeldet, naar en statsborger i en medlemsstat begiver sig til en anden medlemsstats omraade og etablerer sit hovedopholdssted dér.
46. Heraf foelger, at ikke enhver betingelse om fast ophold noedvendigvis er i strid med artikel 52, da etableringsretten pr. definition forudsaetter en fysisk og vedvarende tilstedevaerelse paa etableringsstatens omraade af en saadan art, at den omhandlede oekonomiske virksomhed faktisk og reelt kan udoeves.
47. Under de omstaendigheder mener jeg, at Kommissionen har ret i, at det gaar ud over, hvad der er tilladt efter Traktatens artikel 52, at kraeve, at alle, der ejer eller forestaar driften af et britisk fiskerfartoej, skal have fast ophold i Det Forenede Kongerige. Dette gaelder ogsaa, og saa meget desto mere, for saa vidt angaar bopaelsbetingelsen, som ifoelge Det Forenede Kongerige er strengere end betingelsen om fast ophold og betyder at leve i medlemsstaten i den hensigt at goere den til sit faste og varige hjem. Det samme gaelder kravet om, at 75% af deltagerne og bestyrelsesmedlemmerne i selskaber, der ejer eller forestaar driften af fiskerfartoejer registreret i Det Forenede Kongerige, skal have fast ophold og bopael i Det Forenede Kongerige.
48. Det staar tilbage at undersoege, hvordan det forholder sig, hvis et saadant fartoej fuldt ud tilhoerer en enkelt person. I den forbindelse bemaerkes, at selv om etableringsretten forudsaetter en fysisk placering paa etableringsstatens omraade, kraeves det ikke, at den person, som udoever etableringsretten, har fast ophold eller, a fortiori, hovedopholdssted eller bopael dér. Hvis man antog dette, ville den i Traktaten garanterede etableringsret blive begraenset utilboerligt, idet udoevelsen af retten til sekundaer etablering ville blive forhindret. Det er nemlig fast praksis, jf. navnlig Domstolens ovenfor naevnte dom af 7. juli 1988 i sag 143/87, praemis 11, at
"etableringsfriheden ikke [er] begraenset til at oprette en enkelt virksomhed inden for Faellesskabet, men [ogsaa omfatter] retten til under iagttagelse af de faglige regler at oprette og opretholde mere end ét centrum for erhvervsudoevelse paa Faellesskabets omraade".
49. For saa vidt angaar betingelsen om, at selskaber, som ejer eller forestaar driften af fiskerfartoejer registreret i Det Forenede Kongerige, skal have deres hovedforretningssted (principal place of business) i Det Forenede Kongerige, er der ikke meget at foeje til det, der er anfoert i forbindelse med gennemgangen af nationalitetsbetingelserne. Efter Domstolens praksis tjener selskabers hjemsted i artikel 58' s forstand, dvs. det vedtaegtsmaessige hjemsted, hovedkontoret eller hovedvirksomheden, nemlig, i lighed med fysiske personers statsborgerskab, til at bestemme deres tilknytning til en medlemsstats retsorden. Domstolen udledte heraf, at
"artikel 58 [ville] blive indholdsloes, hvis det anerkendtes, at etableringsmedlemsstaten frit kunne udoeve forskelsbehandling, alene fordi et selskabs hjemsted er beliggende i en anden medlemsstat" (9).
50. Dette princip maa ogsaa anvendes her. Hvis man kraever, at et selskab, som er oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og som har sit vedtaegtsmaessige hjemsted, sit hovedkontor eller sin hovedvirksomhed i denne medlemsstat eller endog i en anden medlemsstat, flytter sit hovedforretningssted (principal place of business) til den medlemsstat, hvor en bestemt virksomhed, saasom fiskeri, skal udoeves, er det nemlig ensbetydende med at fratage selskabet den mulighed for at udoeve sin etableringsret ved at oprette agenturer, filialer eller datterselskaber, som udtrykkeligt er tillagt det i artikel 52, stk. 1, andet punktum.
51. Endvidere kan det tilfoejes, at sekundaer etablering ikke noedvendigvis skal have form af et agentur, en filial eller et datterselskab, men eventuelt - som Domstolen har udtalt i dom af 4. december 1986 (sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, praemis 21) - kan bestaa i
"at selskabet blot opretter et kontor, der drives af selskabets eget personale, eller i, at en selvstaendig person faar fuldmagt til permanent at repraesentere selskabet paa samme maade som et agentur".
52. For fuldstaendighedens skyld skal jeg tilfoeje, at Det Forenede Kongeriges henvisning til dommen af 6. november 1984 (sag 182/83, Fearon, Sml. s. 3677) ikke er relevant i denne sag. I Fearon-sagen fandt Domstolen en betingelse om bopael paa irsk omraade, som var paalagt statsborgere fra andre medlemsstater, forenelig med artikel 52. Bortset fra, at bopaelsbetingelsen ikke var kombineret med en nationalitetsbetingelse, adskiller denne sag sig fra de foreliggende sager paa en raekke punkter. For det foerste var der tale om en bopaelsbetingelse, som var paalagt statsborgere fra andre medlemsstater, som allerede havde benyttet sig af deres ret til at etablere sig i Irland i medfoer af Traktatens artikel 52 ved at deltage i oprettelsen af et selskab som omhandlet i artikel 58, medens der i de foreliggende sager er tale om, at selve den ret, statsborgere fra andre medlemsstater har til at deltage i oprettelsen af et selskab i Det Forenede Kongerige, begraenses af betingelsen om fast ophold. For det andet var det i Fearon-sagen ikke retten til at udoeve oekonomisk virksomhed, som var betinget af, at selskabsdeltagerne opfyldte bopaelsbetingelsen, men kun immunitet over for ekspropriation i henhold til en lovgivning vedroerende ejendomsretten til landbrugsejendomme, som skulle sikre, at jorden saa vidt muligt tilhoerer dem, der dyrker den. Endelig var der tale om en bopaelsbetingelse, som ikke omfattede hele det nationale territorium, men var begraenset geografisk: Den var kun opfyldt - ogsaa for irske statsborgeres vedkommende - hvis de paagaeldende boede mindre end tre miles fra ejendommen.
53. Da betingelserne om fast ophold og bopael, som blandt andet er paalagt 75% af selskabsdeltagerne, derfor allerede er uforenelige med Traktatens artikel 52, kan jeg behandle spoergsmaalet om, hvorvidt de er forenelige med Raadets foerste direktiv af 11. maj 1960 til gennemfoerelse af Traktatens artikel 67 (EFT 1959-1962, s. 47), som senere aendret, forholdsvis kort. Det bemaerkes i oevrigt, at dette direktiv med virkning fra den 1. juli 1990 er blevet afloest af Raadets ovenfor naevnte direktiv 88/361, som med enkelte begraensede og midlertidige undtagelser bestemmer, at "restriktioner for kapitalbevaegelser, der finder sted mellem valutaindlaendinge i medlemsstaterne" (artikel 1) skal ophaeves, herunder "valutaudlaendinges direkte investeringer i indlandet" og "valutaudlaendinges erhvervelse af ikke-boersnoterede indenlandske vaerdipapirer" (jf. punk I.A. og III.A.3 i bilag I til direktivet), som er de transaktioner, Kommissionen udtrykkelig henviser til. Men selv i henhold til foerste direktiv, navnlig som aendret ved direktiv 86/566/EOEF af 17. november 1986 (EFT L 332, s. 22), var der ingen tvivl om, at det var retsstridigt at fastsaette betingelser om selskabsdeltagernes faste opholdssted og bopael. Den omstaendighed, at foerste direktiv formelt kun vedroerte valutarestriktioner, forhindrede nemlig ikke Domstolen i dom af 24. juni 1986 (sag 157/85, Brugnoni, Sml. s. 2013, praemis 22) at anvende direktivet paa alle hindringer, der udgoer en "gene" for gennemfoerelse af saa frie kapitalbevaegelser som muligt, idet hensigten med direktivet var at gennemfoere en fuldstaendig liberalisering af disse. Det er rigtigt, at Brugnoni-dommen vedroerte artikel 2, stk. 1, i foerste direktiv, hvorefter der udstedes generelle tilladelser til de kapitalbevaegelser, der er opregnet i bilag I, liste B, til direktivet, og at direktiv 86/566 ophaevede artikel 2 og forenede liste B med liste A, som er omhandlet i artikel 1, stk. 1, hvorefter der skal udstedes de noedvendige valutabevillinger. Dette aendrer imidlertid ikke ved det foran anfoerte, da Brugnoni-dommen, som Kommissionen har bemaerket, bygger paa det generelle formaal med foerste direktiv, i det omfang direktivet finder anvendelse paa de transaktioner, der er liberaliseret ved direktivet, og det fremgaar af Domstolens dom af 3. december 1987 (sag 194/84, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 4737, praemis 9), at kapitalbevaegelserne i liste A ogsaa er blandt de kapitalbevaegelser, der "ubetinget skal frigives".
54. Herefter maa spoergsmaal 2 a) i sag C-221/89, som omformuleret, ligeledes besvares bekraeftende. Med andre ord er faellesskabsretten til hinder for, at en medlemsstat som betingelse for registrering kraever, at ejerne, de, der forestaar driften af fartoejet, selskabsdeltagerne og bestyrelsesmedlemmerne, alt efter omstaendighederne, skal have fast ophold og bopael i medlemsstaten, og, naar der er tale om et selskab, at det skal have sit hovedforretningssted dér.
c) Betingelsen vedroerende driftsstedet, ledelsen af og kontrollen med fartoejet
55. I medfoer af section 14 (1) b) i den britiske lovgivning kan et fiskerfartoej kun optages i det nye register, hvis det
"bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra Det Forenede Kongerige".
56. Det fremgaar af de mere generelle overvejelser, jeg har redegjort for i forbindelse med selve begrebet etablering i Traktatens forstand, at denne betingelse er forenelig med Traktatens artikel 52. Jeg skal nemlig erindre om, at etablering forudsaetter en vedvarende fysisk tilstedevaerelse paa etableringsstatens territorium samt en faktisk og reel udoevelse af oekonomisk virksomhed paa eller fra dette territorium, selv naar der er tale om fiskeri.
57. Kommissionen har henvist til, at den i sin meddelelse 89/C224/03 af 19. juli 1989 om en faellesskabsramme for adgang til fangstkvoterne (EFT C 224, s. 3) har anerkendt, at det er lovligt at kraeve, at virksomheder, der forestaar driften af fiskerfartoejer, har en repraesentation i land i flagstaten. Jeg finder det formaalstjenligt at gengive Kommissionens indstilling til dette spoergsmaal, som er udtrykt i punkt 3.1, in extenso:
"Det ansvar, der paahviler brugeren af et fiskerfartoej, hvad enten der er tale om en virksomhed eller en fysisk person, skal finde konkret udtryk i en faktisk og vedvarende repraesentation for den paagaeldende virksomhed paa det i foerste raekke beroerte udgangspunkt for driften.
Denne repraesentative karakter skal komme til konkret udtryk, derved at virksomheden opretter en administrativ tjeneste paa land, der er tilpasset omfanget af virksomhedens drift, saaledes at den tekniske og kommercielle forvaltning af de paagaeldende fiskerfartoejer varetages (forhyring, loenninger, sociale ydelser, ferier, skatter, reparationer, forsyninger osv. ...)".
Kommissionen har i forbindelse med de foreliggende sager tilfoejet, at
"i den forbindelse kan medlemsstaten ogsaa kraeve, at en person udpeget af ejeren eller den, der forestaar driften af fartoejet, har fast ophold i medlemsstaten, saaledes at den paagaeldende er juridisk ansvarlig for den administrative tjenestes aktiviteter samt for forvaltningen af det paagaeldende fiskerfartoej" (jf. afsnit 8.1 i Kommissionens skriftlige indlaeg i sag C-221/89).
58. Efter min mening er alle disse retningslinjer for tilstedevaerelsen eller repraesentationen paa flagstatens territorium ikke blot berettigede, for saa vidt angaar Faellesskabets kvoteordning, men de er uloeseligt forbundet med selve udoevelsen af etableringsretten paa fiskeriomraadet. Der kan ikke vaere tale om "en etablering uden et konkret udtryk for etableringen".
59. Dette udelukker ikke, at "udgangspunktet for driften" kan modtage generelle instrukser fra ejerne af fartoejet i en anden medlemsstat eller fra et selskab, der har sit vedtaegtsmaessige hjemsted, hovedkontor eller sin hovedvirksomhed i en anden medlemsstat. Efter min opfattelse er betingelsen, saaledes som den er formuleret, ikke i sig selv til hinder herfor; det er nemlig fartoejet, der skal bestyres fra Det Forenede Kongerige, og det er dets drift, dvs. fartoejets operationer, der skal ledes og kontrolleres fra Det Forenede Kongerige, hvilket ikke forhindrer, at den tjeneste i land, som faktisk har til opgave at forvalte fartoejet, hvad enten den har form af en filial, et datterselskab, et agentur eller en administrativ tjeneste, kan vaere under tilsyn af den fysiske eller juridiske person, som har oprettet den.
60. Endelig er det min opfattelse, at en medlemsstat, hvis den oensker det, efter de samme principper kan kraeve, at de fartoejer, som oensker at foere dens flag, forpligter sig til saedvanligvis at drive fiskeri fra en havn i det paagaeldende land.
61. Med andre ord kan den betingelse, Domstolen accepterede i dommen af 14. december 1989, Jaderow, jf. ovenfor, praemis 28 ff., i forbindelse med kvoteordningen, ogsaa gyldigt stilles i forbindelse med registrering, da der er tale om et princip, der er uloeseligt forbundet med selve etableringsbegrebet.
62. Spoergsmaal 2 c), som omformuleret, maa derfor besvares benaegtende: Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat goer et fartoejs ret til at foere dens flag betinget af, at fartoejet bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra denne medlemsstat.
III - Faellesskabets kvoteordning
63. Med det tredje spoergsmaal i sag C-221/89 oensker den forelaeggende ret oplyst, om
"de gaeldende nationale fangstkvoter, der tildeles medlemsstaterne i henhold til den faelles fiskeripolitik"
har betydning for besvarelsen af spoergsmaal 2.
Det Forenede Kongerige og en raekke andre medlemsstaters regeringer er nemlig af den opfattelse, at selv om nationale foranstaltninger af den omhandlede type maatte vaere i strid med de ovenfor undersoegte artikler i Traktaten, er de dog berettigede, naar henses til Faellesskabets kvoteordning og dennes formaal.
64. Jeg skal erindre om, at Domstolen i den ovenfor naevnte dom af 14. december 1989 i Jaderow-sagen udtalte:
"Paa sit nuvaerende udviklingstrin er faellesskabsretten ikke til hinder for, at en medlemsstat, naar den giver et af sine fartoejer tilladelse til at fiske paa sine kvoter, fastsaetter betingelser, der skal sikre, at fartoejet har en reel oekonomisk tilknytning til medlemsstaten, for saa vidt som tilknytningen kun vedroerer forbindelsen mellem fiskeriet fra fartoejet og den befolkning, der er afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier" (punkt 1 i konklusionen).
Domstolen naaede til denne konklusion efter at have konstateret, at den ved Raadets forordning nr. 170/83 indfoerte kvoteordning udgoer en fravigelse af hovedreglen om lige adgang til fiskeressourcerne, jf. artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 101/76 (praemis 24).
65. Af denne konstatering udledte Domstolen i Jaderow-dommens praemis 25:
"Foelgelig er de foranstaltninger, medlemsstaterne maatte traeffe under udoevelsen af den kompetence, der er tillagt dem ved artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 170/83, med henblik paa at udelukke visse fartoejer, der sejler under deres flag, fra at deltage i udnyttelsen af deres nationale kvote, kun berettigede, hvis de er egnede til og noedvendige for at virkeliggoere det ovenfor angivne formaal med kvoterne",
som er
"at sikre hver enkelt medlemsstat en del af Faellesskabets samlede tilladte fangstmaengde, som i det vaesentlige skal fastsaettes paa grundlag af de fangster, som det traditionelle fiskeri og de omraader, hvor den lokale befolkning er saerlig afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier, har draget fordel af foer indfoerelsen af kvoterne" (praemis 23).
66. Man maa imidlertid rejse det spoergsmaal, om Jaderow-dommen og Agegate-dommen af samme dato (sag C-3/87, Sml. s. 4459) har nogen relevans for de sager, der nu foreligger for Domstolen. I disse domme lod Domstolen nemlig udtrykkelig spoergsmaalet om de omtvistede betingelsers forenelighed med faellesskabsretten ude af betragtning, for saa vidt angik fiskeri uden for kvoterne (10), og begraensede sin undersoegelse til spoergsmaalet om, hvorvidt og i hvilket omfang en medlemsstat efter faellesskabsretten ved hjaelp af saadanne betingelser kan afgoere, hvilke fartoejer i dens fiskerflaade der kan faa tilladelse til at fiske paa dens nationale kvoter. Imidlertid regulerer 1988-loven ikke adgangen til kvoterne, men registrering af fiskerfartoejer, og beroerer derfor adgangen til alt fiskeri, herunder fiskeri efter arter, der ikke er undergivet kvoter.
67. Desuden foelger medlemsstaternes kompetence til at udelukke visse fartoejer fra at deltage i udnyttelsen af deres nationale kvote, som Domstolen har anerkendt i praemis 25 i Jaderow-dommen, af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 170/83, som bestemmer foelgende:
"Medlemsstaterne fastsaetter i henhold til gaeldende faellesskabsbestemmelser de naermere regler for udnyttelsen af de tildelte kvoter."
Denne kompetence kan kun udoeves over for fartoejer, der sejler under den paagaeldende medlemsstats flag eller er registreret dér. Foelgelig er betingelser for registrering af fiskerfartoejer - selv om de ligesom betingelser for udstedelse af licenser kan vaere afgoerende for adgangen til fiskeriet, herunder fiskeri efter arter, som er undergivet kvoter - ikke foranstaltninger til forvaltning af de nationale kvoter i artikel 5, stk. 2' s forstand. Selv om de i sig selv maatte udgoere foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne - hvilket i lyset af den ovenfor naevnte dom af 19. januar 1988, Pesca Valentia, praemis 11, er saerdeles tvivlsomt, for saa vidt angaar betingelser vedroerende egenskaberne hos de fysiske eller juridiske personer, som er ejere eller forestaar driften af fiskerfartoejer - henhoerer de "fuldstaendigt og endeligt" under Faellesskabets kompetence (jf. Pesca Valentia-dommen, praemis 10), saaledes at medlemsstaterne i princippet kun vil kunne vedtage dem paa grundlag af en udtrykkelig og klar delegation af befoejelser.
68. Paa denne baggrund mener jeg ikke, at en henvisning til formaalet med Faellesskabets kvoteordning kan anvendes som begrundelse for de nationale regler om registrering af fiskerfartoejer, selv om disse regler kun fandt anvendelse paa fartoejer, der er beregnet til fangst af arter, der er undergivet kvoter.
69. Hvis jeg har forstaaet det rigtigt, var det ogsaa den konklusion, Kommissionen gav udtryk for i sit skriftlige indlaeg i sag C-221/89, som blev indgivet, foer dommene i sagerne Jaderow og Agegate blev afsagt. Imidlertid har Kommissionen i replikken i sag C-246/89, som blev indleveret efter domsafsigelsen, ogsaa undersoegt nationalitetsbetingelsernes forenelighed med faellesskabsretten i lyset af disse domme, dvs. i forhold til formaalet med kvoteordningen. For det tilfaelde, at Domstolen maatte finde, at registreringsbetingelserne kan udgoere "naermere regler for udnyttelsen af kvoterne" i den betydning, der er forudsat i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 170/83, vil jeg derfor subsidiaert ogsaa tage stilling til dette spoergsmaal.
70. I Agegate-dommen, praemis 25, udtalte Domstolen, at et krav om, at 75% af fartoejets besaetning uanset besaetningsmedlemmernes nationalitet skulle have bopael i land i den paagaeldende medlemsstat, falder uden for kvoteordningens formaal, som derfor ikke kan begrunde et saadant krav. Rent logisk maa Domstolen derfor saa meget desto mere naa til samme konklusion, for saa vidt angaar de i de foreliggende sager omhandlede nationalitetsbetingelser. Der er nemlig hverken tale om foranstaltninger, der er "egnede" eller "noedvendige" med henblik paa at sikre, at kvoterne kommer den befolkning, der er afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier, til gode, hvis man forbeholder de fiskerfartoejer, som ejes, befragtes eller bestyres, eller hvis drift forestaas af fysiske personer, der er indenlandske statsborgere, eller af juridiske personer, der har hovedforretningssted i indlandet, adgangen til de nationale kvoter. I mit forslag til afgoerelse i Agegate-sagen, var konstateringen af, at bopaelsbetingelsen gjaldt uden forskel for britiske statsborgere og andre medlemsstaters statsborgere, i oevrigt det foerste led i det raesonnement, der fik mig til - til forskel fra Domstolen - at konkludere, at betingelsen var forenelig med faellesskabsretten (jf. afsnit 57, Sml. 1989, s. 4483). Jeg er i oevrigt stadig overbevist om, at det, eftersom kvoterne er indfoert for at beskytte lokalbefolkningens interesser, naar denne er saerlig afhaengig af fiskeriet, er berettiget at kraeve, at flertallet - og endda 75% - af besaetningen paa fartoejer, der fisker efter kvoterede arter, har saedvanlig bopael ved kysten i det paagaeldende land. Det i Agegate-dommen omhandlede bopaelskrav indeholdt ikke denne praecisering, som efter min opfattelse var underforstaaet. Maaske ville Domstolen have accepteret det, hvis praeciseringen havde vaeret udtrykkelig.
71. Da Domstolen har udtalt, at et krav om, at besaetningen skal have bopael i land i medlemsstaten, falder uden for kvoteordningens formaal, kan jeg imidlertid ikke se nogen grund til, at Domstolen skulle indtage det standpunkt, at de betingelser om fast ophold og bopael, der er paalagt alle, der ejer eller forestaar driften af et fiskerfartoej, samt 75% af deltagerne og bestyrelsesmedlemmerne i selskaber, der ejer eller forestaar driften af et saadant fartoej, kan falde ind under formaalet.
72. Hertil kommer, at Domstolen, da den i Jaderow-dommen accepterede, at en medlemsstat kan bestemme, at dens fartoejers ret til at fiske paa dens kvoter er betinget af, at fartoejerne har en reel oekonomisk tilknytning til medlemsstaten, udtrykkeligt fastslog, at tilknytningen kun maa vedroere forbindelsen mellem fiskeriet fra fartoejet og den befolkning, der er afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier (praemis 27). Det var i oevrigt
"i betragtning af denne meget snaevre afgraensning af den tilknytning, en medlemsstat kan kraeve for at tillade et fartoej at fiske paa sine kvoter",
at Domstolen ikke fandt det paakraevet at besvare andet led i spoergsmaal 1 d) i Jaderow-sagen, og saaledes afviste, at en raekke forhold af oekonomisk, finansiel samt skatte- og afgiftsmaessig karakter kunne fremfoeres som bevis for, at der forelaa en reel oekonomisk tilknytning, f.eks.
"at de selskaber, der ejer eller bestyrer de paagaeldende fiskerfartoejer, er stiftet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning, at de er pligtige til at betale selskabsskat og moms i Det Forenede Kongerige ..." (praemis 42).
Den omstaendighed, at et selskab, der ejer et fiskerfartoej, har sit hovedforretningssted i Det Forenede Kongerige, og at 75% af selskabsdeltagerne og bestyrelsesmedlemmerne har fast ophold og bopael dér, kan ikke i hoejere grad end den omstaendighed, at selskabet er stiftet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning, tjene til at godtgoere, at fiskeriet fra fartoejet har en reel oekonomisk tilknytning til den befolkning, der er afhaengig af fiskeriet og de dertil knyttede industrier. Det samme maa gaelde det sted, hvor de fysiske personer, der ejer et fiskerfartoej, har fast ophold eller bopael. A fortiori kan betingelsen om, at alle ejerne skal have fast ophold og bopael i Det Forenede Kongerige, ikke vaere berettiget under henvisning til kvoteordningens formaal.
73. Desuden bemaerkes, at den eneste betingelse, Domstolen i Jaderow-dommen ansaa for at vaere berettiget i henhold til kvoteordningen, netop vedroerte fiskeriet fra fartoejerne. Det drejer sig om betingelsen om, at fartoejerne saedvanligvis skal drive fiskeri fra en indenlandsk havn (praemis 28), og at de derfor skal anloebe en indenlandsk havn med visse mellemrum (praemis 40). Som jeg allerede har anfoert, mener jeg, at denne regel blot er et udtryk for den mere generelle regel om, at fartoejet skal drives fra flagstaten, og at anvendelsen af det skal ledes og kontrolleres fra dennes territorium. Den vaesentligste begrundelse for denne forpligtelse maa derfor soeges i selve etableringsbegrebet, selv om den ogsaa kan vaere berettiget i henhold til kvoteordningen.
74. Irland har paa sin side gjort gaeldende, at de omtvistede betingelser er begrundede i henhold til Traktatens artikel 56, stk. 1. I den forbindelse bemaerkes imidlertid, at det foelger af Domstolens praksis, at
"Traktatens artikel 56 ... som en undtagelsesbestemmelse til et grundlaeggende traktatfaestet princip, [skal] fortolkes saaledes, at dens virkninger begraenses til, hvad der er noedvendigt for at vaerne om de hensyn, det er dens formaal at beskytte" (11).
Selv om det imidlertid forudsaettes, at beskyttelsen af de lokale fiskersamfunds rettigheder kan vaere omfattet af begrebet den offentlige orden i denne artikels forstand, maa det konstateres, at det foelger af det ovenfor anfoerte, at nationalitetsbetingelserne og betingelserne om fast ophold og bopael staar i misforhold til dette formaal.
75. Sammenfattende skal jeg foreslaa, at det tredje spoergsmaal i sag C-221/89 besvares med, at den gaeldende ordning med nationale kvoter ikke kan foere til en anden besvarelse af spoergsmaal 2.
IV - Anvendelsen af de anfaegtede betingelser paa fiskerfartoejer, der allerede var optaget i det gamle register
76. Med det fjerde praejudicielle spoergsmaal i sag C-221/89 oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at indfoerelsen af nye betingelser for registrering som dem, der er omhandlet i den foreliggende sag, kan foere til, at fiskerfartoejer, der er behoerigt registreret i en medlemsstat, kan faa registreringen trukket tilbage og dermed miste deres ret til at fiske og afskrive deres fangster paa de kvoter, der er tildelt denne medlemsstat.
77. Logisk set er dette spoergsmaals genstand bortfaldet, for saa vidt angaar nationalitets- og bopaelsbetingelserne, hvis man - som jeg foreslaar - antager, at disse betingelser under alle omstaendigheder er i strid med faellesskabsretten.
78. Efter sin ordlyd synes spoergsmaalet ikke at vedroere betingelsen om, at fartoejet skal drives fra flagstaten, men kun at omhandle de tilfaelde, hvor et fartoej efter indfoerelsen af nye registreringsbetingelser mister flagretten, fordi ejerne og de, der forestaar driften af fartoejet, er statsborgere i andre medlemsstater og har fast ophold og bopael dér.
79. For at undgaa enhver misforstaaelse, vil jeg imidlertid gerne tilfoeje, at eftersom betingelsen om, at fartoejet skal drives fra det nationale territorium, er uloeseligt forbundet med selve etableringsbegrebet, kan den formelle indfoerelse af en saadan betingelse ikke kraenke nogens berettigede forventning. Desuden bemaerkes, at selv om den britiske lov traadte i kraft den 1. december 1988, blev gyldigheden af registreringer foretaget i henhold til den tidligere ordning forlaenget til den 31. marts 1989 i medfoer af section 13 i 1988-loven, saaledes at ejere og personer, der forestod driften af fartoejerne, og som eventuelt ikke tidligere havde opfyldt denne betingelse, fik en rimelig overgangsperiode til at efterkomme den.
80. Derfor vil jeg foreslaa, at det fjerde spoergsmaal i sag C-221/89 besvares benaegtende, frem for at det fastslaas, at dets genstand er bortfaldet.
Konklusion
81. Efter det foran anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at kende foelgende for ret i sag C-221/89:
"1. Selv om det paa nuvaerende tidspunkt tilkommer vedkommende medlemsstat at afgoere, om et fartoej er berettiget til at blive registreret i medlemsstaten, skal den ikke desto mindre overholde de relevante principper og bestemmelser i faellesskabsretten.
2. a) Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat som betingelse for at optage et fiskerfartoej i sit nationale register kraever, at fartoejets ejere og de, der forestaar driften af fartoejet - hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer - eller 75% af bestyrelsesmedlemmerne og deltagerne i et selskab, der ejer eller forestaar driften af fartoejet, skal vaere statsborgere i medlemsstaten, selv om vedkommende nationale myndighed i henhold til loven kan meddele visse personer dispensation fra denne betingelse.
b) Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat som betingelse for registrering kraever, at ejerne, de, der forestaar driften af fartoejet, selskabsdeltagerne og bestyrelsesmedlemmerne, alt efter omstaendighederne, skal have fast ophold og bopael i medlemsstaten, og, naar der er tale om et selskab, at det skal have sit hovedforretningssted dér.
c) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat goer et fartoejs ret til at foere dens flag betinget af, at fartoejet bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra denne medlemsstat.
3. Den gaeldende ordning med nationale kvoter kan ikke foere til en anden besvarelse af spoergsmaal 2.
4. De forhold, der er henvist til i spoergsmaal 4, kan ikke foere til en anden besvarelse af spoergsmaal 2 og 3."
82. Det foelger af denne besvarelse, at der boer gives Kommissionen medhold i traktatbrudssagen, og at det derfor i sag C-246/89 boer fastslaas, at Det Forenede Kongerige ved at indfoere nationalitetsbetingelserne i section 13 og 14 i Merchant Shipping Act 1988 har undladt at overholde de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EOEF-Traktatens artikel 52 og 221.
83. Med hensyn til omkostningerne i sag C-221/89 bemaerkes, at de udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, den belgiske, den danske, den tyske, den spanske og den hellenske regering samt Irland og Det Forenede Kongerige, som har afgivet indlaeg for Domstolen, ikke kan erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
84. Med hensyn til sag C-246/89 boer Det Forende Kongerige tilpligtes at baere alle sagens omkostninger, herunder dem, der er afholdt af Kongeriget Spanien, som er indtraadt i sagen til stoette for Kommissionens paastande, men med undtagelse af dem, der er afholdt af Irland, som er indtraadt i sagen til stoette for Det Forenede Kongeriges paastande.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) O.a.: Sondringen mellem "legal title" og "beneficial ownership" kendes ikke i dansk ret. I "the law of trusts" er "the legal owner" (the trustee) handlings- og paatalesubjekt i relation til trustformuen, mens "the beneficial owner" er interessesubjekt.
(2) Jf., for saa vidt angaar en konvention, der er indgaaet efter EOEF-Traktatens ikrafttraedelse, men foer Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks tiltraedelse, dom af 14.10.1980 (sag 812/79, Burgoa, Sml. s. 2787, praemis 8).
(3) Jf. for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt fordelingen af de samlede fangstmaengder, der staar til raadighed for Faellesskabet, paa nationale kvoter er forenelig med Traktaten, navnlig dennes artikel 7 og 30, dom af 16.6.1987 (sag 46/86, Romkes, Sml. s. 2671, praemis 23 og 24).
(4) Der henvises i denne forbindelse til Domstolens praksis, hvorefter selskabers hjemsted, jf. Traktatens artikel 58, i lighed med fysiske personers statsborgerskab, tjener til at bestemme deres tilknytning til en medlemsstats retsorden (jf. dom af 28.1.1986, sag 270/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 273, praemis 18, og dom af 10.7.1986, sag 79/85, Segers, Sml. s. 2375, praemis 13).
(5) Dette udtryk omfatter befragteren, bestyreren eller den, der forestaar driften af fartoejet, jf. section 14 (1) c) i 1988-loven.
(6) Dette direktiv er med virkning fra den 1.7.1990 blevet ophaevet og erstattet med Raadets direktiv 88/361/EOEF af 24.6.1988 (EFT L 178, s. 5).
(7) Jf. navnlig dom af 24.1.1978 (sag 82/77, Van Tiggele, Sml. s. 25, praemis 19) og af 16.12.1980 (sag 27/80, Fietje, Sml. s. 3839, praemis 14).
(8) Jf. i forbindelse med arbejdskraftens frie bevaegelighed dom af 23.3.1982 (sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, praemis 17), af 3.6.1986 (sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, praemis 10), af 21.6.1988 (sag 197/86, Brown, Sml. s. 3205, praemis 21) og af 31.5.1989 (sag 344/87, Bettray, Sml. s. 1621, praemis 13), samt mere generelt vedroerende definitionen af begrebet "oekonomisk virksomhed" i EOEF-Traktatens artikel 2, dom af 5.10.1988 (sag 196/87, Steymann, Sml. s. 6159, praemis 13).
(9) Jf. dom af 28.1.1986 (sag 270/83, jf. ovenfor, praemis 18) og af 10.7.1986 (sag 79/85, jf. ovenfor, praemis 13 og 14).
(10) Jf. Agegate-dommen, praemis 11, og Jaderow-dommen, praemis 12.
(11) Jf. dom af 26.4.1988 (sag 352/85, Bond van Adverteerders m.fl., Sml. s. 2085, praemis 36).
Full & Egal Universal Law Academy