Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Kommissionen har i denne sag nedlagt paastand om, at det statueres, at en raekke graeske lovbestemmelser om beskatning af alkoholholdige drikkevarer er uforenelige med EOEF-Traktatens artikel 95. De naevnte bestemmelser blev udstedt i 1986 og indfoerte en ordning med mervaerdiafgift. De senere aendrede bestemmelser foreskriver anvendelse af en momssats paa 36 % paa visse importerede alkoholholdige drikkevarer, der ifoelge Kommissionen ikke fremstilles i Graekenland, saasom whisky, gin, vodka, rom og tequila. Andre alkoholholdige drikkevarer, saasom ouzo, brandy og forskellige likoerer, hvoraf flere fremstilles i Graekenland, er underkastet en lavere momssats. Der henvises i begge parters skriftlige indlaeg til den laveste sats paa 16 %, skoent det under den mundtlige forhandling blev oplyst, at det drejer sig om en sats paa 18 %. Uanset hvor lav satsen er, er det klart, at den er betydelig lavere end den hoejeste sats.
Traktatens artikel 95
2. Traktatens artikel 95 har til formaal "at sikre varernes frie bevaegelighed mellem medlemsstaterne paa normale konkurrencevilkaar gennem fjernelse af enhver form for beskyttelse som foelge af interne afgifter, der virker diskriminerende over for varer fra andre medlemsstater ... Artikel 95 [skal] sikre, at interne afgifter virker fuldstaendigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem indenlandske og indfoerte varer" (sag 168/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1980, s. 347, praemis 4). Domstolen betragter artikel 95 som et supplement til Traktatens bestemmelser om ophaevelse af told og afgifter med tilsvarende virkning. Artiklen omfatter derfor ikke blot varer fremstillet i medlemsstaterne, men ogsaa varer med oprindelse i tredjelande, der er blevet bragt i fri omsaetning i Faellesskabet (jf. sag 193/85, Co-Frutta, Sml. 1987, s. 2105). Det er derfor uden betydning, at nogle af de alkoholholdige drikkevarer, som er omhandlet i denne sag, fremstilles uden for Faellesskabet, eftersom den afgiftssats, som de paalaegges, ikke beroeres af, om de er bragt i fri omsaetning eller ej.
3. Den grundlaeggende bestemmelse er den, der er fastlagt i artikel 95, stk. 1, der er affattet saaledes:
"Ingen medlemsstat maa direkte eller indirekte paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er hoejere end de afgifter, der direkte eller indirekte paalaegges lignende indenlandske varer".
Ved anvendelsen af dette afsnit er det noedvendigt at foretage en sammenligning mellem den afgiftsbyrde, der paalaegges indenlandske varer, og den afgiftsbyrde, der paalaegges "lignende" importerede varer. Domstolen har understreget, at der skal "anlaegges en vid fortolkning" af artikel 95, stk. 1, "saaledes at det bliver muligt at opfange enhver beskatningsmetode, som bryder ligebehandlingen af indenlandske og indfoerte varer; begrebet 'lignende varer' boer altsaa undergives en tilstraekkelig smidig fortolkning" (jf. f.eks. sag 169/78, Kommissionen mod Italien, Sml. 1980, s. 385, praemis 5). Varer, der over for forbrugerne frembyder ensartede egenskaber og tjener samme behov, skal betragtes som lignende. Afgoerende er herefter ikke et strengt identitetskriterium, men et beslaegtetheds- og sammenlignelighedskriterium, set i forhold til anvendelsen (a.st.).
4. Artikel 95, stk. 2, bestemmer:
"Endvidere maa ingen medlemsstat paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter".
Dette stykke omfatter diskriminerende afgiftsbehandling, hvor varer, uden at vaere lignende i den i artikel 95, stk. 1, angivne betydning, dog konkurrerer indbyrdes "selv om dette sker delvis, indirekte eller potentielt" (sag 168/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1980, s. 347, praemis 6).
5. For at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 95, stk. 2, maa det bevises, at den omhandlede nationale lovgivning har til virkning at sikre en indirekte beskyttelse af den indenlandske produktion (jf. f.eks. sag 170/78, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. 1980, s. 417, praemis 9). For at opfylde dette krav kan det imidlertid ikke kraeves, at der foeres noget statistisk bevis. Det er tilstraekkeligt, at det fastslaas, "at et naermere bestemt afgiftssystem paa grund af sin udformning maa antages at kunne indebaere den beskyttelsesvirkning, som Traktaten sigter til" (a.st., praemis 10), f.eks. ved at nedsaette det potentielle forbrug af indfoerte varer (jf. sag 216/81, COGIS, Sml. 1982, s. 2701, praemis 11).
Parternes argumenter
6. Kommissionen har i denne sag gjort gaeldende, at den kategori af alkoholholdige drikkevarer, der er paalagt afgiftssaten paa 36 %, i det vaesentlige er den samme kategori, som paalaegges den laveste sats. Selv om deres ingredienser og fremstillingsmetode kan variere, har alle disse drikkevarer ifoelge Kommissionen samme anvendelsesomraade og opfylder de samme forbrugerbehov. Kommissionen har anfoert, at alkoholindholdet i begge kategorier af alkoholholdige drikkevarer varierer fra 29 % til 45 %, og at de alle henhoerer under samme position i Den Faelles Toldtarif. Kommissionen har derfor anfoert, at den anfaegtede graeske lovgivning er uforenelig med artikel 95, stk. 1, men at den naevnte lovgivning, saafremt det ved denne bestemmelse opstillede lighedskriterium ikke anses for opfyldt, under alle omstaendigheder er i strid med artikel 95, stk. 2.
7. Domstolen antog paa et bestemt tidspunkt, at tariferingen af forskellige varer i Den Faelles Toldtarif var et vaesentligt element ved afgoerelsen af, om varerne kunne anses for lignende med hensyn til artikel 95, stk. 1 (jf. sag 45/75, Rewe, Sml. 1976, s. 181, praemis 12), skoent det ikke blev behandlet som et afgoerende moment (jf. sag 169/78, Kommissionen mod Italien, Sml. 1980, s. 385, praemis 31). I COGIS-sagen (jf. dommens praemis 8) udtalte Domstolen, at det ikke var noedvendigt at hense til den toldmaessige tarifering af forskellige produkter for at fastslaa, om de var lignende i artikel 95, stk. 1' s forstand. Domstolen udtalte, at andre kriterier, saasom varernes oprindelse og deres fremstillingsmaade, deres eventuelle anvendelse samt forbrugsvanerne inden for Faellesskabet var af stoerre betydning. Jeg ser derfor bort fra den omstaendighed, at de i sagen omhandlede alkoholholdige drikkevarer er omfattet af samme position i Den Faelles Toldtarif.
8. Sagsoegte har i svarskriftet anfoert, at der er objektive forskelle mellem de alkoholholdige drikkevarer, der i henhold til den graeske ordning paalaegges den laveste sats, og dem, der paalaegges afgiftssatsen paa 36 %. En stor del af sagsoegtes argumentation gaar ud paa at skelne mellem ouzo, der er paalagt den laveste sats, og whisky, som er paalagt den hoejeste afgiftssats. Det anfoeres, at ouzo er et almindeligt produkt, der jaevnligt nydes, og som ikke kan sammenlignes med et luksusprodukt som whisky. Sagsoegte har anfoert, at medlemsstaterne har befoejelse til at beskatte luksusprodukter haardere end almindelige produkter. Det tilfoejes, at ouzo for stoerstedelens vedkommende fremstilles af mindre virksomheder, som ikke er i stand til at baere en forhoejet afgiftsbyrde. Ifoelge sagsoegte har Domstolen anerkendt, at medlemsstaterne kan indroemme afgiftsfordele for bestemte typer af virksomheder paa grund af oekonomisk-politiske eller social-politiske hensyn. Sagsoegte bestrider endvidere Kommissionens anbringende om, at den anfaegtede ordning indebaerer forskelsbehandling af indfoerte alkoholholdige drikkevarer, idet det goeres gaeldende, at en raekke alkoholholdige drikkevarer, baade indenlandske og indfoerte, paalaegges den laveste afgiftssats.
9. Sagsoegte har endvidere under den mundtlige forhandling for foerste gang anfoert, at visse af de alkoholholdige drikkevarer, der er paalagt afgiftssatsen paa 36 %, nemlig gin, vodka og rom, ikke udelukkende importeres, men ogsaa fremstilles i Graekenland. Sagsoegte tilfoejede, at en vis maengde whisky blev aftappet i Graekenland. Sagsoegte har endvidere fremfoert statistiske oplysninger for at godtgoere, at indfoerslerne til Graekenland af nogle af de alkoholholdige drikkevarer, der er paalagt den hoejeste afgift, udviser en stigende tendens. Disse nye oplysninger viser ifoelge sagsoegte, at den anfaegtede lovgivning ikke forskelsbehandler alkoholholdige drikkevarer, der fremstilles uden for Graekenland, og at den ikke har fremkaldt noget fald i indfoerslerne.
Lovligheden af den anfaegtede lovgivning
10. Domstolen har ved flere lejligheder taget stilling til virkningen af artikel 95 med hensyn til afgiftbelastningen af alkoholholdige drikkevarer. I sag 391/81 (Kommissionen mod Italien, Sml. 1983, s. 601, praemis 16) fastslog Domstolen:
"Blandt spiritusprodukter, set under ét, [findes der] et ubestemt antal drikkevarer, som kan betragtes som lignende varer, jf. artikel 95, stk. 1, og selv i de tilfaelde, hvor det ikke er muligt at fastslaa en tilstraekkelig grad af lighed mellem de paagaeldende varer, har alle disse former for spiritus dog faelles traek, som er tilstraekkeligt fremtraedende til, at det kan antages, at der bestaar et i hvert fald delvist eller potentielt konkurrenceforhold. Dette forhold er tilstraekkeligt til at udlede, at det enkelte afgiftssystem ikke maa vaere saaledes udformet, at det kan beskytte den indenlandske produktion. Det er derfor vigtigt at undersoege det potentielle marked for de paagaeldende varer uden beskyttelsesforanstaltninger ..."
Det fremgaar af disse betragtninger, at alle alkoholholdige drikkevarer maa anses for i det mindste at konkurrere indbyrdes, for saa vidt angaar artikel 95, stk. 2. De fleste af de argumenter, som sagsoegte har fremfoert for at begrunde den anfaegtede lovgivning, er derfor irrelevante.
11. Hvad angaar de nye oplysninger, som sagsoegte har forsoegt at fremfoere under retsmoedet, mener jeg ikke, at det skal tillades. Sagsoegte har haft rig mulighed for at meddele dem til Kommissionen under den forudgaaende administrative procedure og paaberaabe sig dem under den skriftlige forhandling for Domstolen. Ved at undlade at goere dette, har den beroevet Kommissionen muligheden for at fremfoere et begrundet svar hertil, og den har ikke gjort det muligt for Domstolen at raade over en udveksling af skriftlige indlaeg vedroerende dette spoergsmaal.
12. Jeg mener ikke, at disse nye oplysninger under nogen omstaendigheder stoetter sagsoegtes opfattelse. Hvad angaar indfoerslernes omfang, har Kommissionen under den mundtlige forhandling med rette anfoert, at indfoerslerne kunne have vaeret meget stoerre, saafremt alle alkoholholdige drikkevarer var blevet paalagt samme afgiftssats i Graekenland.
13. Sagsoegtes anbringende om, at nogle af de alkoholholdige drikkevarer, der paalaegges afgiftssatsen paa 36 %, fremstilles i Graekenland, er ikke i sig selv tilstraekkeligt til at godtgoere, at den anfaegtede lovgivning ikke indebaerer forskelsbehandling mod indfoersler, da der ikke foreligger noget som helst bevis for den andel, som saadanne alkoholholdige drikkevarer repraesenterer i forhold til den samlede graeske produktion paa omraadet. Domstolen fastslog i sag 169/78 (Kommissionen mod Italien, Sml. 1980, s. 385), som ogsaa angik alkoholholdige drikkevarer, at et beskatningssystem, der er karakteriseret ved, at de mest typiske indenlandske varer befinder sig i den gunstigste afgiftskategori, mens to varetyper, som naesten udelukkende indfoeres fra andre medlemsstater, er underlagt en haardere afgiftsbyrde, var uforenelig med artikel 95. Domstolen anfoerte, at den omstaendighed, at der ogsaa eksisterede en indenlandsk produktion af alkoholholdige drikkevarer af den anden kategori var uden betydning, eftersom det kun drejede sig om minimale maengder.
14. Sagsoegte kan derfor ikke unddrage sig forbuddet i artikel 95 ved blot at haevde, at en mindre andel af de alkoholholdige drikkevarer, der fremstilles i Graekenland, paalaegges den hoejeste afgiftssats. Kun saafremt en betydelig andel af saadanne alkoholholdige drikkevarer faldt inden for hver af de to omhandlede afgiftskategorier, ville den anfaegtede lovgivning falde uden for anvendelsesomraadet for artikel 95 (jf. sag 243/84, John Walker & Sons Ltd, Sml. 1986, s. 875, praemis 23). Der er ikke blevet fremfoert noget bevis for at godtgoere, at dette faktisk forholder sig saaledes i denne sag.
15. Det eneste spoergsmaal, der staar tilbage, er, om den anfaegtede lovgivning kan have nogen beskyttelsesvirkning. Jeg mener, at dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende, eftersom det maa antages, at der ikke i Graekenland eksisterer nogen produktion, eller i det mindste ikke nogen betydningsfuld produktion, af de alkoholholdige drikkevarer, der er paalagt den hoejeste afgiftssats paa 36 %. Den anfaegtede lovgivning kan derfor snarere virke mere afskraekkende paa forbruget af importerede end indenlandsk fremstillede alkoholholdige drikkevarer.
16. Dette kan vaere tilstraekkeligt til at afgoere det problemer, der foreligger for Domstolen. For fuldstaendighedens skyld skal jeg dog gennemgaa indholdet af de argumenter, som sagsoegte har fremfoert i sine skriftlige indlaeg. Domstolen har ved flere lejligheder fastslaaet:
"Faellesskabsretten [begraenser] ikke paa sit nuvaerende udviklingstrin den enkelte medlemsstats frihed til at indfoere et differentieret afgiftssystem for visse produkter efter objektive kriterier, saasom arten af de benyttede raastoffer eller den anvendte fremstillingsmaade. Saadanne differentieringer er forenelig med faellesskabsretten, hvis de forfoelger formaal i den oekonomiske politik, der ogsaa er forenelige med kravene i Traktaten og i afledet ret, og hvis det differentierede afgiftssystem er udformet saaledes, at saavel enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af varer indfoert fra andre medlemsstater som beskyttelse til fordel for konkurrerende indenlandske varer undgaas" (jf. f.eks. de forenede sager 142/80 og 143/80, Essevi og Salengo, Sml. 1981, s. 1413, praemis 21).
17. Jeg mener ikke, at den anfaegtede lovgivning opfylder disse kriterier. Sagsoegte har ikke forsoegt at sondre mellem de to kategorier af alkoholholdige drikkevarer paa grundlag af de raastoffer, der anvendes ved deres fremstilling, eller den anvendte fremstillingsmetode. Sagsoegte har gjort gaeldende, at et af formaalene med lovgivningen er at beskytte mindre virksomheder. Den er imidlertid ikke egnet til at opfylde dette formaal, eftersom den momssats, som visse alkoholholdige drikkevarer paalaegges, ikke beroeres af stoerrelsen af den virksomhed, der fremstiller dem. Selv om sagsoegte har gjort gaeldende, at ouzo i det vaesentlige fremstilles i mindre virksomheder, har sagsoegte ikke foert noget som helst bevis til stoette for dette anbringende. Sagsoegte har i duplikken anerkendt, at en del af den ouzo og brandy, der fremstilles i Graekenland, kommer fra stoerre virksomheder. Under alle omstaendigheder vil en mindre virksomhed i Skotland, der f.eks. fremstiller whisky, altid faa sin produktion afgiftsbelagt i Graekenland med satsen paa 36 %.
18. Hvad saerlig angaar whisky, har Domstolen udtalt i sag 216/81 (COGIS, Sml. 1982, s. 2701), at "artikel 95 er til hinder for en afgiftsordning, der beskatter whisky og anden spiritus forskelligt". Whiskys saakaldte karakter af luksusprodukt kan ikke aendre denne konklusion. Domstolen anerkendte ganske vist i sag 319/81 (Kommissionen mod Italien, Sml. 1983, s. 601, praemis 14), at medlemsstater kan paalaegge saadanne varer en hoejere afgift end almindelige varer. Domstolen understregede imidlertid, at denne rettighed dog ikke kan berettige, at det grundlaeggende princip i artikel 95 om forbud mod afgiftsmaessig forskelsbehandling fraviges. Det fremgaar klart af Domstolens praksis, at medlemsstaterne ikke kan begrunde en afgiftsmaessig forskelsbehandling af et bestemt produkt alene paa det grundlag, at det paagaeldende produkt anses for et luksusprodukt i visse dele af Faellesskabet. Som Domstolen har understreget herom i sag 170/78 (Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. 1980, s. 417, praemis 14):
"Kan [bedoemmelsen] ikke begraenses til forbrugsvanerne i en medlemsstat eller et bestemt omraade. Disse vaner, som i hoej grad er foranderlige efter tid og sted, kan nemlig ikke betragtes som uforanderlige kendsgerninger; en medlemsstats afgiftspolitik maa foelgelig ikke medvirke til at fastlaase givne forbrugsvaner med henblik paa at fastholde en fordel, som de virksomheder, der tilfredsstiller behovet, har opnaaet".
19. Jeg kan derfor ikke acceptere sagsoegtes argument om, at whiskys status som luksusprodukt i Graekenland udgoer en objektiv begrundelse for at afgiftsbelaegge den haardere end f.eks. ouzo. Som Kommissionen har anfoert, vil whisky ikke nyde samme status i Skotland, og brandy, der i Graekenland beskattes efter den laveste sats, kan f.eks. blive betragtet som et luksusprodukt i visse dele af Faellesskabet.
20. Sagsoegte har ikke forsoegt at godtgoere eksistensen af nogen anden begrundelse for at sondre mellem de oevrige drikkevarer, der ligesom whisky er afgiftsbelagt med satsen paa 36 %, og de alkoholholdige drikkevarer, som er paalagt den laveste sats. Jeg mener, at alkoholholdige drikkevarer i begge kategorier skal betragtes som lignende, jf. artikel 95, stk. 1. Eftersom den kategori af alkoholholdige drikkevarer, der paalaegges den hoejeste sats, i det vaesentlige bestaar af indfoersler, er den anfaegtede lovgivning derfor i strid med naevnte bestemmelse.
21. Under alle omstaendigheder maa alkoholholdige drikkevarer i begge kategorier anses for i det mindste potentielt delvist eller indirekte at konkurrere indbyrdes, for saa vidt angaar bestemmelsen i artikel 95, stk. 2. Den anfaegtede lovgivning er derfor uforenelig med denne bestemmelse, da den, som jeg har anfoert, kan affoede en beskyttende virkning.
22. Jeg mener derfor, at Domstolen boer fastslaa, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 95, ved at paalaegge bestemte alkoholholdige drikkevarer indfoert fra andre medlemsstater en hoejere momssats end den, der saedvanligvis anvendes for alkoholholdige drikkevarer, fremstillet i Graekenland. Den Hellenske Republik boer tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
(*) Originalsprog: engelsk.
Full & Egal Universal Law Academy