Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Selskabet Cargill BV (herefter benaevnt "Cargill") har under et direkte soegsmaal (sag C-248/89) nedlagt paastand om annullation af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1358/89 af 18. maj 1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 735/85 om fastsaettelse af stoettebeloebet for olieholdige froe (EFT L 135, s. 22). Der er ikke blevet rejst indsigelse mod denne sags antagelse til realitetsbehandling, og der er ikke tvivl om, at den kan realitetspaakendes.
2. Desuden har College van Beroep voor het Bedrijfsleven, Haag (Nederlandene), via en praejudiciel forelaeggelse (sag C-365/89) forelagt Domstolen et spoergsmaal vedroerende gyldigheden baade af samme forordning nr. 1358/89 og af forordning nr. 735/85 samt virkningerne af, at en af de to naevnte forordninger maatte vaere ugyldig.
3. Forordning nr. 1358/89 har alene til formaal at aendre bilag III til forordning nr. 735/85 (1), hvori der var en fejl med hensyn til omregningskursen vedroerende ecu.
4. Kommissionen blev straks klar over fejlen og udstedte dagen efter forordning (EOEF) nr. 756/85 (2) om suspension af forudfastsaettelsen af stoetten.
5. Paa baggrund af et spoergsmaal, som den samme forelaeggende ret allerede havde stillet, fastslog Domstolen i dom af 28. februar 1989 (sag 201/87, Cargill, Sml. s. 489) foelgende:
"1. Kommissionens forordning nr. 756/85 er ugyldig, for saa vidt angaar artikel 8, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1594/83.
2. Saa laenge det ikke er fastslaaet, at Kommissionens forordning nr. 735/85 er ugyldig, medfoerer ugyldigheden af Kommissionens forordning nr. 756/85 en forpligtelse for Produktschap til med tilbagevirkende kraft at udstede de forudfastsaettelsesattester til Cargill, som selskabet havde ansoegt om den 22. marts 1985, og til selskabet at udbetale stoetten med det beloeb, der er fastsat i Kommissionens forordning nr. 735/85."
6. Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1594/83 (3) havde paa det paa sagen relevante tidspunkt foelgende ordlyd:
"I tilfaelde af unormale forhold paa Faellesskabets froemarked, navnlig naar antallet af ansoegninger om forudfastsaettelse af stoetten ikke synes at svare til den normale afsaetning af de i Faellesskabet hoestede froe, kan der, naar den i artikel 4 omhandlede attest endnu ikke er udstedt, traeffes afgoerelse om at aendre stoettebeloebet og suspendere forudfastsaettelsen heraf i det omfang, det er noedvendigt for at genoprette ligevaegten mellem Faellesskabets marked og verdensmarkedet."
7. Domstolen ansaa forordning nr. 756/85 for ugyldig af foelgende grunde:
"... at Kommissionen paa tidspunktet for udstedelsen af forordning nr. 756/85 kun med foeje kunne suspendere forudfastsaettelsen, saafremt faellesmarkedets marked for olieholdige froe faktisk var karakteriseret af unormale forhold, der indebar uligevaegt" (praemis 17),
"... en fejl udgoer ikke i sig selv unormale forhold paa markedet og indebaerer ikke noedvendigvis risiko for, at der indtraeder saadanne forhold, hvilket fremgaar af denne sag" (praemis 18).
8. Domstolen tilfoejede i et obiter dictum:
"... For saa vidt angaar Kommissionens forordning nr. 735/85, som ifoelge procesdeltagerne indeholder en fejl, maa denne anses for gyldig, saa laenge dens ugyldighed ikke er blevet fastslaaet. Spoergsmaalet om sidstnaevnte forordnings gyldighed er ikke blevet rejst i denne praejudicielle sag" (praemis 21).
9. Sagsgenstanden for den nationale ret er stadig spoergsmaalet om det nationale interventionsorgans pligt til med tilbagevirkende gyldighed at udstede de forudfastsaettelsesattester til Cargill, som selskabet havde ansoegt om den 22. marts 1985, og udbetalingen af stoette til selskabet med det beloeb, der foelger af bilagene til forordning nr. 735/85.
10. Jeg finder det formaalstjenligt foerst at behandle spoergsmaalet om forordning nr. 735/85' s gyldighed (det andet praejudicielle spoergsmaal) for derefter at komme til spoergsmaalet om forordning nr. 1358/89' s gyldighed. Jeg foelger denne fremgangsmaade for at respektere den kronologiske raekkefoelge, og fordi forordning nr. 1358/89' s gyldighed i det mindste delvis kan vaere afhaengig af forordning nr. 735/85' s eventuelle ugyldighed.
Forordning nr. 735/85' s gyldighed
11. Det andet spoergsmaal i sag C-365/89 lyder saaledes:
"Er Kommissionens forordning (EOEF) nr. 735/85 af 21. marts 1985 ugyldig paa grund af en fejl i de deri fastsatte omregningskurser til forarbejdningsmedlemsstatens valuta, naar denne ikke er den samme som produktionsmedlemsstaten, og kan den derfor ikke give hjemmel til at tildele stoette som den, sagsoegeren har ansoegt om?"
12. Som det fremgaar af ovennaevnte citat af Domstolens besvarelse af det andet spoergsmaal i sag 201/87, lod Domstolen udtrykkelig spoergsmaalet om forordning nr. 735/85' s gyldighed staa aabent, men fastslog dog i et obiter dictum, at forordningen ifoelge procesdeltagerne indeholder en fejl (praemis 21). Jeg anser det saaledes for fastslaaet, at denne fejl foreligger. Det er under sagen her blevet bekraeftet, at den befandt sig i forordningens bilag III benaevnt "En ecu-kurs, der skal anvendes ved omregning af den endelige stoette til det forarbejdende lands valuta, naar dette ikke er produktionslandet".
13. Det er her af betydning, at artikel 33 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2681/83 af 21. september 1983 om gennemfoerelsesbestemmelser til stoetteordningen for olieholdige froe (EFT L 266, s. 1), som aendret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1814/84 af 28. juni 1984 (EFT L 170, s. 44) paalaegger Kommissionen foelgende forpligtelser:
"2. Ved fastsaettelsen offentliggoer Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, L-udgaven,
- stoettebeloebet i ecu
- det endelige stoettebeloeb, efter omregning til de nationale valutaer af ovennaevnte beloeb forhoejet eller nedsat med differencebeloebet,
der skal ydes for 100 kg froe. Det endelige stoettebeloeb udtrykt i en medlemsstats valuta anvendes for froe, der hoestes og forarbejdes i denne medlemsstat.
3. Samtidig med de endelige stoettebeloeb offentliggoer Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, L-udgaven, medlemsstaterne ecu' ens a vista-kurs og terminskurs i national valuta, fastsat i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EOEF) nr. 1813/84. Terminskursen fastsaettes for de maaneder efter den loebende maaned, for hvilken stoetten kan forudfastsaettes.
4. Hoestes froeene i en medlemsstat og forarbejdes i en anden medlemsstat, er den stoette, der skal ydes, lig med det i stk. 2 omhandlede endelige stoettebeloeb, der udtrykkes i den producerende medlemsstats valuta, og som omregnes til den forarbejdende medlemsstats valuta ved anvendelsen af den bilaterale kurs, der er anvendt af de i stk. 3 omhandlede vekselkurser.
De vekselkurser, der skal anvendes, er vekselkurserne ..."
14. For saa vidt angaar solsikkefroe, er stoettebeloebet i egentlig forstand, fastsat i overensstemmelse med ovennaevnte stk. 2 og offentliggjort i bilag II til forordning nr. 735/85, ikke virkelig blevet bestridt i denne sag, uanset Cargill' s bemaerkninger om, at man betragter Kommissionens skoensmargen til at konstatere "verdensmarkedsprisen" efter betydningen i artikel 27 i Raadets forordning nr. 136/66/EOEF af 22. september 1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (4) (herefter benaevnt "grundforordningen"), som for vidtgaaende.
15. Jeg kan derfor laegge til grund, at stoetten var i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, i grundforordningen, som har foelgende ordlyd:
"Overstiger den for en bestemt froesort gaeldende indikativpris den i henhold til artikel 29 konstaterede verdensmarkedspris for denne sort, ydes der stoette med hensyn til inden for Faellesskabet hoestede og forarbejdede olieholdige froe af denne sort; med forbehold af ... undtagelser er denne stoette lig med forskellen mellem disse priser."
16. Hoestes froeene derimod i en medlemsstat og forarbejdes i en anden medlemsstat, anvendes de vekselkurser, som er fastsat i medfoer af stk. 3 og 4 i den naevnte artikel 33, og offentliggjort i bilag III til forordningerne om fastsaettelsen af stoettebeloeb. Hvis kurserne er fastsat forkert, svarer stoetten til de erhvervsdrivende ikke laengere til forskellen mellem indikativprisen og verdensmarkedsprisen, og grundforordningens artikel 27, stk. 1, er derved overtraadt.
17. Det er det, som er sket i denne sag, hvor vekselkurserne i bilag III ikke er fastsat i overensstemmelse med reglerne i artikel 33 i forordning nr. 2681/83.
18. Som Kommissionen netop har anfoert (5),
"med hensyn til den anvendte ecu-kurs fremgaar fejlen i bilag III til forordning nr. 735/85 utvetydigt af de i C-udgaven af De Europaeiske Faellesskabers Tidende (6) den 21. og 22. marts offentliggjorte oplysninger. Den offentliggjorte ecu-kurs i FF, som derved var kendt af enhver erhvervsdrivende i Faellesskabet, befandt sig paa omkring 6,82 FF til 1 ECU, medens kursen i bilag III var 6,02 FF, dvs. en fejl paa mere end 10%. Det tab, Cargill haevder at have lidt, foelger direkte og udelukkende af denne aabenbare fejl med hensyn til vekselkursen for ecu til FF, da stoettebeloebene i bilag II var korrekte. I henhold til bestemmelserne i artikel 33, stk. 4, foerste afsnit, i forordning nr. 2681/83, bliver stoettebeloebet, som fremkommer ved at anvende den forkerte kurs:
120,69 FF, dvs. 52,04 HFL pr. 100 kg (120,69 : 6,025 x 2,598150 = 52,04), medens anvendelsen af den rigtige kurs giver ret til en stoette paa:
120,69 FF, dvs. 44,68 HFL pr. 100 kg
(120,69 : 6,802180 x 2,51827 = 44,68).
Forskellen mellem det forkerte endelige stoettebeloeb og det korrekte beloeb, dvs. 7,36 HFL eller 2,92 ECU (7,36 : 2,51827 = 2,923) er betragtelig".
19. Kommissionen har tilfoejet, at for et firma som Cargill maatte denne forskel naesten svare til omkostningerne ved at forarbejde de omhandlede froe. Bilag III til forordning nr. 735/85 var derfor ugyldigt, og dets anvendelse ville dermed have foert til stoette, som i sig selv var ugyldig.
20. Cargill har dog anfoert, at selv hvis forordning nr. 735/85 var ugyldig, ville det ikke have nogen foelger i sagen for den nationale domstol, fordi en offentlig myndighed (her Produktschap) ikke med retsvirkning kan paaberaabe sig den absolutte ugyldighed af retsregler, som den selv har udstedt, eller i givet fald, af retsregler, den er omfattet af over for det beroerte retssubjekt, som anmoder myndigheden om at overholde disse retsregler. Det er klart, at den argumentation ikke kan tages til foelge, fordi en forordnings ugyldighed noedvendigvis bestaar erga omnes.
21. Med hensyn til College van Beroep' s andet spoergsmaal maa jeg derfor konkludere, at bilag III til forordning nr. 735/85 er ugyldigt og derfor ikke kan danne grundlag for at yde den stoette, sagsoegeren har ansoegt om, hvilket netop ville indebaere, at ecu-kurserne i dette bilag skulle anvendes.
22. Da jeg netop har beskrevet omfanget af den begaaede fejl, oensker jeg herefter at uddybe dette spoergsmaal og undersoege, om Cargill noedvendigvis skulle have lagt maerke til denne fejl, eller om selskabet derimod med foeje kunne stole paa tallene i bilag III.
23. Hertil skal bemaerkes, at i bilag III til den forordning, som gik umiddelbart forud for forordning nr. 735/85, dvs. forordning nr. 672/85 af 14. marts 1985 (EFT L 74, s. 79), var kursen paa FF i forhold til ECU fastsat til 6,799470. Forskellen mellem denne kurs og den forkerte kurs i forordning nr. 735/85, dvs. 6,025450, kunne kun forklares, hvis den franske franc i mellemtiden var devalueret med 11%. Der ville have vaeret tale om en "konkurrencefremmende devaluering", som var langt stoerre end dem, der havde fundet sted i forbindelse med de foregaaende monetaere bevaegelser. Imidlertid burde alle Cargill' s repraesentanter, som foretager koeb eller salg, vide, at en saadan devaluering af den franske franc, herunder en mindre devaluering, ikke havde fundet sted siden den forudgaaende uge. Det kunne derfor ikke undgaa deres opmaerksomhed, at bilag III til forordning nr. 735/85 indeholdt nogle vaesentlige fejl, og at bilagets anvendelse noedvendigvis maatte foere til stoettebeloeb, som var uforenelige med kriterierne i de faellesskabsretlige bestemmelser paa omraadet. Kommissionen har i oevrigt bemaerket, at flere selskabers repraesentanter, herunder en ansat ved Cargill-Amsterdam, havde telefoneret til Kommissionen for at goere opmaerksom paa fejlene og for at spoerge, hvad Kommissionen agtede at foretage sig. I betragtning af situationen synes visse andre firmaer at have undladt at ansoege om en forudfastsaettelsesattest den 22. marts 1985, og de firmaer, som havde ansoegt om en, synes ikke at have anlagt sag, naar de ikke fik en saadan udstedt.
24. Derimod indgav selskabet Cargill ansoegninger om forudfastsaettelse af stoette for 10 000 tons solsikkefroe. Det har erklaeret ikke alene samme dag at have indgaaet koebekontrakter, men ogsaa salgskontrakter for omkring 10 700 tons.
25. Jeg mener, at det fremgaar af ovenstaaende, at de alvorlige mangler i bilag III var saa aabenbare for enhver erhvervsdrivende, at det er udelukket, at noget som helst firma kunne stole paa denne retsakts gyldighed.
26. Desuden burde ethvert handelsselskab vide, at en ansoegning om en forudfastsaettelsesattest ikke eo ipso giver ret til stoette: Retten opstaar foerst ved attestens udstedelse. Desuden er der udtrykkelig hjemmel i reglerne til at suspendere forudfastsaettelser. Ingen forsigtig og paapasselig erhvervsdrivende indgaar derfor kontrakter om koeb eller salg, foer de faktisk har faaet den ansoegte forudfastsaettelsesattest. Den erhvervsdrivende vil saa navnlig afstaa herfra, naar de offentliggjorte ecu-kurser forudsaetter en betragtelig devaluering, som han ikke har hoert tale om.
27. Cargill har desuden i afsnit 27 i replikken i sag C-248/89 anfoert, at
"Kommissionens bemaerkninger om, at den af denne begaaede fejl allerede fremgaar ved gennemlaesning af EF-Tidende, er i oevrigt uden interesse, fordi de personer, som f.eks. i virksomheder som Cargill, udfoerer bogholderifunktionerne, ikke baserer sig paa offentliggoerelserne i EF-Tidende (som under alle omstaendigheder udkommer for sent), men paa offentliggoerelserne fra de nationale interventionsorganer, hvoraf Kommissionens satser fremgaar. Saaledes offentliggoer MVO hver gang en oversigt over 'nettostoettebeloeb i Nederlandene' , som MVO har beregnet paa grundlag af stoettesatserne og omregningskurserne i EF-Tidende. De personer, som udfoerer bogholderifunktionerne, stoler paa denne oversigt. Stoettebeloebene i oversigten svinger regelmaessigt og meget. Stoettebeloebet i HFL, som blev offentliggjort den 22. marts 1985, var betragteligt hoejere end det forudgaaende beloeb. AEndringen var dog hverken dramatisk eller usaedvanlig".
28. Hertil bemaerkes, at erhvervsdrivende ifoelge retspraksis ikke boer forlade sig paa visse dokumenter, som f.eks. den tyske brugstarif, der udgives i visse medlemsstater, men forventes at kontrollere oplysningerne heri ved at sammenholde dem med EF-Tidende (7).
29. Det ses i oevrigt, at det dokument, som findes som bilag til Cargill' s replik, ikke alene omfatter de ovennaevnte nettostoettebeloeb for froe koebt i Frankrig og forarbejdet i Nederlandene, men ogsaa i en saerlig tabel de forkerte ecu-kurser, som de fremgik af bilag III til forordning nr. 735/85. Ved at konstatere, at nettostoettebeloebene i HFL for disse froe var overraskende store, kunne Cargill derfor let blive klar over, selv ved kun at anvende den nederlandske offentliggoerelse, at disse beloeb maatte forklares ved de forkerte vekselkurser, som ogsaa var opfoert.
30. Det er derfor ganske aabenbart, at Cargill ikke kan paaberaabe sig principperne om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning i disse sager.
Forordning nr. 1358/89' s gyldighed
31. Cargill' s direkte soegsmaal har til formaal at faa forordning nr. 1358/89 kendt ugyldig. Desuden lyder College van Beroep' s foerste spoergsmaal saaledes:
"Er Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1358/89 af 18. maj 1989 paa baggrund af de i denne kendelse anfoerte betragtninger ugyldig?"
32. Cargill har fremfoert tre anbringender for at anfaegte forordningens gyldighed, naermere bestemt overtraedelse af artikel 8 i forordning nr. 1594/83, magtfordrejning samt tilsidesaettelse af principperne om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning.
Spoergsmaalet om overtraedelse af artikel 8 i forordning nr. 1594/83
33. Med hensyn til Cargill' s argumenter til stoette for dette klagepunkt tillader jeg mig at henvise til retsmoederapporten i den praejudicielle sag (sag C-365/89, II, foerste praejudicielle spoergsmaal, afsnit 1).
34. Cargill' s hovedargument gaar ud paa, at Kommissionen siden aendringen af artikel 8 i 1986, hvorved passagen om aendring af stoetten blev ophaevet, kun kan suspendere forudfastsaettelsen, naar Kommissionen begaar en fejl i de offentliggjorte stoettebeloeb. Ifoelge Cargill har Kommissionen ikke i noget tilfaelde hjemmel til at justere stoettebeloebene.
35. Jeg skal foerst henvise til, at de to foerste stykker i den nye udgave af artikel 8 lyder saaledes (8):
"1. I tilfaelde af unormale forhold, som resulterer i eller kan resultere i forstyrrelser paa Faellesskabets marked for olieholdige froe, kan der traeffes afgoerelse om at suspendere forudfastsaettelsen af stoettebeloebet i det noedvendige tidsrum for genoprettelse af ligevaegten paa markedet.
2. Den i stk. 1 omhandlede suspension kan udvides til at omfatte de dele af de i artikel 4 omhandlede attester, der vedroerer forudfastsaettelse, naar der er ansoegt om attesterne, men disse endnu ikke er udstedt, i tilfaelde:
a) hvor der foreligger en fejl i stoerrelsen af den offentliggjorte stoette, eller
b) hvor visse faktorer kan bevirke en valutarisk fordrejning mellem medlemsstaterne
og der derved kan opstaa forskelsbehandling mellem de interesserede parter."
36. Det foelger altsaa af denne bestemmelse, at hvor der foreligger fejl i stoettebeloebet, og hvor visse andre betingelser er opfyldt, kan suspensionen udvides til at omfatte forudfastsaettelsen, naar der er ansoegt om attester, som endnu ikke er udstedt. Betyder det ogsaa, at Kommissionen aldrig med foeje kan berigtige en opstaaet fejl, navnlig naar denne ikke vedroerer selve stoettebeloebet, men de i bilag III offentliggjorte ecu-kurser?
37. Det mener jeg ikke. For det foerste skal det bemaerkes, at de tre tabeller, som findes som bilag til den anfaegtede forordning, indeholder rubrikken "loebende maaned", hvoraf stoetten eller ecu-kursen, som skal anvendes den samme dag, fremgaar, dvs. i de tilfaelde, hvor der ikke er ansoegt om forudfastsaettelse. Suspension af forudfastsaettelsen kan dog i intet tilfaelde afhjaelpe de negative virkninger ved en fejl i rubrikkerne "loebende maaned".
38. I oevrigt kan en institution altid aendre en af sine retsakter under overholdelse af princippet om "parallelitet med hensyn til bestemmelsernes tilblivelse", hvilket er det, Kommissionen har gjort i sagen her. Forordning nr. 1358/89 er nemlig ikke udstedt under henvisning til artikel 8 i forordning nr. 1594/83, men under henvisning til de samme bestemmelser som forordning nr. 735/85, den forordning, der skulle berigtiges. Der er kun et problem, naar en saadan aendring har tilbagevirkende gyldighed: I dette tilfaelde skal de paagaeldendes berettigede forventning respekteres, for saa vidt den kan paaberaabes. Som vi allerede har set, er det ikke tilfaeldet i denne sag.
39. Argumentet om overtraedelse af artikel 8 i forordning nr. 1594/83 kan derfor ikke tages til foelge.
Spoergsmaalet om magtfordrejning
40. For det andet har Cargill gjort gaeldende, at Kommissionen ved at udstede forordning nr. 1358/89 ville opretholde den retstilstand, den skabte ved forordning nr. 756/85. Intet bemyndiger Kommissionen til paa anden maade at naa det samme resultat, som den tilstraebte med forordningen om suspension af forudfastsaettelsen, der blev underkendt. Kommissionens adfaerd er derfor alene et forsoeg paa at fratage Domstolens dom i sag 201/87 dens tilsigtede virkning; Kommissionen har derved begaaet magtfordrejning, hvilket medfoerer, at forordning nr. 1358/89 er ugyldig.
41. Domstolen har fornylig i dom af 13. november 1990 (sag C-331/88, Fedesa, Sml. I, s. 4023) defineret magtfordrejning saaledes:
"... at en retsakt, saaledes som det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 21.2.1984, de forenede sager 140/82, 146/82, 221/82 og 226/82, Walzstahl Vereinigung og Thyssen mod Kommissionen, Sml. s. 951, praemis 27, og af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, praemis 30), kun er behaeftet med magtfordrejning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den er truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved Traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder" (praemis 24).
42. Jeg vil foerst undersoege, om de maal, forordning nr. 1358/89 forfoelger, er andre maal end dem, der er angivet.
43. De maal, der soeges naaet, fremgaar af forordningens betragtninger, og bygger i det vaesentligste paa foelgende argumentation: Fejlen i de omregningskurser vedroerende ecu, der var anfoert i bilag III til forordning nr. 735/85, ville have foert til udbetaling af for hoeje stoettebeloeb til visse erhvervsdrivende; for at forhindre en saadan urimelig fordel, der ville forskelsbehandle andre erhvervsdrivende, vedtog Kommissionen naeste dag forordning nr. 756/85 om suspension af forudfastsaettelsen og forordning nr. 755/85, hvori de berigtigede omregningskurser blev fastsat (9); da sidstnaevnte forordning foerst traadte i kraft den 23. marts 1985 og forordning nr. 756/85 blev annulleret af Domstolen, maatte de korrekte omregningskurser for ansoegninger indgivet den 22. marts 1985 fastlaegges, hvilket igen var for at undgaa, at visse erhvervsdrivende kunne opnaa en urimelig fordel.
44. Cargill har ikke bestridt, at de grunde, som fik Kommissionen til at udstede forordning nr. 1358/89, faktisk var disse. Med andre ord er der ingen forskel mellem de "angivne maal" og de faktisk oenskede maal.
45. Tilbage bliver spoergsmaalet, om Kommissionen ville "omgaa en fremgangsmaade, der er saerligt fastsat ved Traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder", eller i denne sag en fremgangsmaade, der er fastsat ved de forordninger, som gaelder paa omraadet. Med hensyn hertil er der ikke tvivl om, at Kommissionen med aendringen af ecu-kursen tilstraebte samme maal som ved at suspendere forudfastsaettelsen, dvs. at forhindre, at visse erhvervsdrivende kunne faa udbetalt for hoeje stoettebeloeb.
46. Men det er ikke korrekt at sige, at den herved har ophaevet den tilsigtede virkning af Domstolens dom i sag 201/87. I denne dom havde Domstolen kun underkendt foranstaltningen om suspension af forudfastsaettelsen. Denne foranstaltning er og forbliver annulleret. Derimod udtalte Domstolen sig ikke om gyldigheden eller ugyldigheden af forordning nr. 735/85, fordi det havde den forelaeggende ret ikke forelagt spoergsmaal om. Kommissionen kunne derfor anse forordningen for (delvis) ugyldig og anvende sit andet middel, dvs. en aendring med tilbagevirkende gyldighed eller delvis tilbagekaldelse og udskiftning af retsakten for at afhjaelpe denne fejl.
47. Som jeg allerede har anfoert, kan enhver institution nemlig aendre en af sine retsakter under overholdelse af princippet om parallelitet med hensyn til bestemmelsernes tilblivelse samt foretage denne berigtigelse med tilbagevirkende gyldighed, naar den drager omsorg for, at den ikke tilsidesaetter de beroertes berettigede forventning.
48. Kommissionen havde i oevrigt kunnet give forordning nr. 755/85 af 22. marts 1985, som berigtigede bilag III med virkning fra den 23. marts 1985, tilbagevirkning med én dag. At den ikke gjorde det, forbliver et mysterium. Under alle omstaendigheder har det forhold, at den foerst anvendte muligheden for at suspendere forudfastsaettelserne, ikke frataget den retten til at berigtige fejlen. Kommissionen har ikke villet "omgaa en fremgangsmaade" ved at anvende dette andet middel, efter at det foerste havde vist sig at vaere uden virkning som foelge af Domstolens dom, men anvendte blot et andet middel, den havde til raadighed, for at naa et legitimt maal.
49. Jeg kan derfor konkludere, at klagepunktet om magtfordrejning ikke kan tages til foelge.
Spoergsmaalet om tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet
50. Cargill har ogsaa anfaegtet forordningens gyldighed under henvisning til, at den i kraft af sin tilbagevirkende gyldighed tilsidesaetter retssikkerhedsprincippet.
51. Med hensyn hertil skal det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at
"selv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed forbyder, at en faellesskabsretsakt gives gyldighed fra et tidspunkt, der ligger foer aktens offentliggoerelse, kan dette rent undtagelsesvis tillades, naar det tilstraebte formaal fordrer det, og naar de beroerte berettigedes forventning respekteres behoerigt" (10).
52. Men i dette tilfaelde,
"skal beslutninger, der har en saadan virkning, dog i deres betragtninger begrunde, hvorfor den oenskede tilbagevirkende gyldighed er fundet berettiget" (11).
53. Imidlertid har Kommissionen i betragtningerne til forordning nr. 1358/89 angivet grundene til, at forordningen har tilbagevirkende gyldighed. Disse grunde, dvs. noedvendigheden af at forhindre opnaaelsen af en urimelig fordel, er fuldt ud overbevisende.
54. Med hensyn til den anden betingelse, som opstilles i den just naevnte retspraksis, dvs. at de beroertes berettigede forventning respekteres, har jeg allerede forklaret, hvorfor jeg ikke anser Cargill for at vaere i god tro om rigtigheden af tallene i bilag III til forordning nr. 735/85.
55. Man kan med Kommissionen antage, at det snarere er Domstolens praksis om tilbagekaldelse af retsakter, som finder anvendelse i denne sag, selv om denne retspraksis vedroerer tilbagekaldelsen af (individuelle) forvaltningsakter og ikke af almengyldige retsakter. Saaledes har Domstolen udtalt:
"[Det er] tilladt at tilbagekalde en ulovlig retsakt, hvis det sker inden for en rimelig frist, og hvis Kommissionen i tilstraekkelig grad har taget hensyn til, i hvilket omfang sagsoegeren eventuelt har kunnet forvente, at retsakten var lovlig" (12).
56. Jeg skal minde om, at jeg allerede har foreslaaet at kende bilag III til forordning nr. 735/85 ugyldig. I denne sag er der derfor tale om tilbagekaldelse af en ulovlig retsakt.
57. Cargill har anfoert, at Kommissionen ikke har overholdt betingelsen om "en rimelig frist" ved foerst at tilbagekalde forordningen fire aar efter udstedelsen.
58. Forholdet er imidlertid det, at Kommissionen straks suspenderede forudfastsaettelsen for at forhindre de erhvervsdrivende i at faa en urimelig fordel som foelge af de forkerte omregningskurser. Efter min opfattelse har Kommissionen med rette anfoert, at det foerst var efter Domstolens dom af 28. februar 1989 i den foerste Cargill-sag (sag 201/87), at Kommissionen paa ny var noedsaget til at gribe ind. Indledningsvis havde den nemlig taget hoejde for det, Domstolen i oevrigt indirekte havde foreslaaet, nemlig at den nederlandske ret forelagde Domstolen et nyt praejudicielt spoergsmaal, denne gang vedroerende forordning nr. 735/85' s gyldighed. Da der ikke umiddelbart skete en forelaeggelse af det spoergsmaal, drog Kommissionen selv konsekvenserne af den dom, hvori forordningen om suspension af forudfastsaettelsen blev kendt ugyldig, og af den fejl, den havde begaaet i forbindelse med udstedelsen af forordning nr. 735/85, ved den 18. maj 1989 at udstede forordning nr. 1358/89. Under henvisning hertil mener jeg, at den frist, som skal tages i betragtning, ikke er tidsrummet mellem forordning nr. 735/85 og nr. 1358/89, men derimod fristen paa mindre end tre maaneder - som dermed er helt rimelig - der ligger mellem Domstolens dom og udstedelsen af sidstnaevnte forordning.
59. Endelig skal jeg fremsaette et par bemaerkninger til Cargill' s argument om, at Kommissionen med urette i den omhandlede forordnings sidste betragtning henviser til noedvendigheden af at hindre, at erhvervsdrivende, hvis ansoegninger om forudfastsaettelsesattester for stoetten var suspenderet i medfoer af forordning nr. 756/85, kunne opnaa en urimelig fordel, "der ville betyde forskelsbehandling af andre erhvervsdrivende".
60. Selskabet har henvist til, at andre erhvervsdrivende, som ikke havde ansoegt om forudfastsaettelse, kunne opnaa "stoette", som for den dag var fastsat i bilag III til forordning nr. 735/85 (bilagets kolonne "loebende maaned"), og Cargill selv ville blive forskelsbehandlet i forhold til disse erhvervsdrivende, hvis forordningen ikke blev anvendt paa Cargill.
61. Jeg anerkender det som principielt muligt, at visse erhvervsdrivende har kunnet opnaa en ubegrundet "dagstoette", og at dette hermed rejser spoergsmaalet om tilbagesoegning. Men det er ikke tilstraekkeligt til at lade den samme urimelige fordel omfatte et selskab, som havde ansoegt om forudfastsaettelse for en relativt stor maengde paa 10 000 tons. Kommissionen har i oevrigt anfoert - hvilket er ubestridt - at der normalt soeges om stoette til olieholdige froe via forudfastsaettelse.
62. Kommissionen har ogsaa forklaret, at den via den omhandlede passage i den sidste betragtning tog sigte paa de erhvervsdrivende, som havde afstaaet fra at ansoege om en forudfastsaettelsesattest den 22. marts 1985 og havde udskudt deres ansoegninger til dagen efter paa grund af fejlene i forordning nr. 735/85. Efter min opfattelse er dette grund nok til at antage, at den del af forordningens begrundelse ikke er behaeftet med en aabenbar fejl.
63. Under henvisning til det anfoerte kommer jeg dermed frem til foelgende to konklusioner:
- Cargill' s paastand om annullation af Kommissionens forordning nr. 1358/89 kan ikke tages til foelge.
- Gennemgangen af College van Beroep voor het Bedrijfsleven' s foerste praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om denne forordnings gyldighed.
Den nationale rets tillaegsspoergsmaal
64. Da Cargill for College van Beroep i Haag har nedlagt paastand om betaling af erstatning og morarenter, har retten forelagt et todelt tredje spoergsmaal vedroerende spoergsmaalet, om det henhoerer under Domstolen eller den nationale ret at tage stilling til disse paastande.
65. De to underspoergsmaal er dog forelagt for det tilfaelde, at forordning nr. 1358/89 maatte anses for ugyldig. Jeg har netop foreslaaet Domstolen at fastslaa det modsatte, og jeg kan daarligt forestille mig, at Domstolen kommer til et andet resultat.
66. Jeg tillader mig derfor ikke at tage stilling til disse spoergsmaal, idet jeg dog tilslutter mig de bemaerkninger, Kommissionen subsidiaert har fremfoert hertil.
Forslag til afgoerelse
67. Under henvisning til det ovenstaaende foreslaar jeg Domstolen, med hensyn til sag C-248/89, ikke at tage paastanden om annullation af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1358/89 af 18. maj 1989 til foelge, og at paalaegge sagsoegeren at betale sagens omkostninger.
68. I sag C-365/89 foreslaar jeg Domstolen at besvare spoergsmaalene fra College van Beroep voor het Bedrijfsleven, Haag, saaledes:
"1) Gennemgangen af det praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1358/89 af 18. maj 1989.
2) Bilag III til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 735/85 af 21. marts 1985 er ugyldigt som foelge af en unoejagtighed i de deri fastsatte omregningskurser, og det kan derfor ikke danne grundlag for at yde den stoette, sagsoegeren har ansoegt om.
3) Paa baggrund af besvarelsen af de to foerste spoergsmaal er det tredje spoergsmaal blevet uden genstand."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Kommissionens forordning (EOEF) nr. 735/85 af 21.3.1985 om fastsaettelse af stoettebeloebet for olieholdige froe (EFT L 80, s. 18).
(2) Kommissionens forordning (EOEF) nr. 756/85 af 22.3.1985 om suspension af forudfastsaettelsen for stoetten af raps-, ryps- og solsikkefroe (EFT L 81, s. 38).
(3) Raadets forordning (EOEF) nr. 1594/83 af 14.6.1983 om stoette til olieholdige froe (EFT L 163, s. 44).
(4) EFT 1965-1966, s. 193.
(5) Afsnit 9 i svarskriftet i sag C-248/89.
(6) Hhv. EFT C 76, s. 1, og C 77, s. 1.
(7) Domstolens dom af 12.7.1989 (sag 161/88, Binder, Sml. s. 2415).
(8) Raadets forordning (EOEF) nr. 935/86 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1594/83 om stoette til olieholdige froe (EFT L 87, s. 5), og berigtigelse i EFT L 181 af 12.8.1988, s. 51).
(9) Kommissionens forordning (EOEF) nr. 755/85 af 22.3.1985 om fastsaettelse af stoettebeloebet for olieholdige froe (EFT L 81, s. 36).
(10) Dom af 25.1.1979 (sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, paa s. 86) og dom i Decker-sagen (sag 99/78, Sml. s. 101, paa s. 111); dom af 12.11.1981 (forenede sager 212-217/80, Salumi, Sml. s. 2735, paa s. 2751); dom af 19.5.1982 (sag 84/81, Staple Dairy Products, Sml. s. 1763, paa s. 1777); domme af 30.9.1982 (sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107, paa s. 3130, sag 110/81, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3159, paa s. 3178 og sag 114/81, Tunnel Refineries mod Raadet, Sml. s. 3189, paa s. 3206); dom af 14.7.1983 (sag 224/82, Meiko-Konservenfabrik mod Tyskland, Sml. s. 2539, paa s. 2548).
(11) Kendelse af 1.2.1984 (sag 1/84 R, Ilford mod Kommissionen, Sml. s. 423, paa s. 431).
(12) Dom af 3.3.1982 (sag 14/81, Alpha Steel, Sml. s. 749, paa s. 764, praemis 10).
Full & Egal Universal Law Academy