Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. I Belgien opkraeves punktafgiften paa cigaretter ved hjaelp af stempelmaerker, som skal paasaettes pakkerne, og som angiver detailprisen inklusive afgifter for disse pakker. Den importoer eller fabrikant, som berigtiger afgiften ved bestillingen af de naevnte stempelmaerker hos afgiftsmyndighederne, skal angive en pris, der ligger inden for rammerne af en tabel, der er fastsat ved en bekendtgoerelse udstedt af finansministeren.
2. Det er dette forhold, som er genstand for den foreliggende sag. Anpartsselskabet Bene BV (herefter benaevnt "Bene"), som oenskede at importere cigaretter til Belgien til en lavere pris end den laveste i tabellen, blev nemlig naegtet stempelmaerker med angivelse af den pris, til hvilken selskabet oenskede at saelge sine varer. Efter gentagne henvendelser indbragte selskabet en klage for Kommissionen.
3. Kommissionen har anlagt traktatbrudssag mod Kongeriget Belgien med paastand om, at det fastslaas, at de belgiske myndigheder har tilsidesat EOEF-Traktatens artikel 30.
4. Kommissionen har anfoert, at den sagsoegte stats myndigheder ved den trufne afgoerelse i praksis har indfoert en minimumsdetailpris for cigaretter. Det fremgaar imidlertid af Domstolens faste praksis (1), at selv om saadanne foranstaltninger, som uden forskel anvendes paa indfoerte og indenlandsk fremstillede varer, ikke i sig selv er i strid med Traktatens artikel 30, er dette imidlertid tilfaeldet, saafremt de er til hinder for, at en lavere kostpris for indfoerte varer slaar igennem i forbrugerprisen.
5. Kommissionen har anfoert, at dette klart er tilfaeldet i den foreliggende sag. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig denne opfattelse. For saa vidt angaar navnlig sektoren for forarbejdet tobak har Domstolen fastslaaet, at det nationale prisfastsaettelsessystem skal tillade, at "indfoerte varer afsaettes ... med den eventuelle konkurrencefordel i behold, der foelger af den lavere kostpris paa indfoerte varer i forhold til indenlandske varer" (2), og at de nationale myndigheders prisfastsaettelse kan "begraense den fri indfoersel af tobak fra andre medlemsstater" og derfor er i strid med artikel 30 (3).
6. Jeg finder det derfor ikke fornoedent at bruge alt for megen tid paa denne sag, saa meget desto mere som jeg mener, at sagsoegeren paa overbevisende maade har tilbagevist de af sagsoegte fremfoerte argumenter. Jeg skal derfor alene tage stilling til to af argumenterne og i oevrigt henvise til Kommissionens standpunkter.
7. Jeg skal foerst behandle det argument, som den belgiske regering stoetter paa Raadets direktiv 72/464/EOEF af 19. december 1972 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsaetningsafgift (org.ref.: JO L 303, s. 1), som aendret ved Raadets direktiver 77/805/EOEF af 19. december 1977 (EFT L 338, s. 22) og 86/246/EOEF af 16. juni 1986 (EFT L 164, s. 26).
8. Direktivet, der er udstedt med hjemmel i Traktatens artikel 99 og 100, har til formaal at harmonisere forbrugsbeskatningen af forarbejdet tobak bortset fra omsaetningsafgift paa en saadan maade, at der paa en gang sikres sund konkurrence og frie varebevaegelser inden for Faellesskabet.
9. Da Kommissionen ikke goer gaeldende, at direktivet er tilsidesat, kan det umiddelbart synes ufornoedent at beskaeftige sig hermed. Kongeriget Belgien har imidlertid i duplikken udtrykkeligt anfoert, at det ikke kan have tilsidesat Traktatens artikel 30, da det har handlet i overensstemmelse med direktivets artikel 5, der lyder saaledes:
"1. Fabrikanter og importoerer fastsaetter frit de maksimale detailsalgspriser for hver enkelt af deres varer. Denne bestemmelse kan dog ikke hindre anvendelsen af nationale lovgivninger om kontrol med prisniveauet eller overholdelse af fastsatte priser.
2. For at lette opkraevningen af forbrugsafgiften kan medlemsstaterne dog for hver gruppe forarbejdet tobak opstille en tabel over detailsalgspriserne, forudsat at hver tabel er tilstraekkeligt omfattende og differentieret til virkelig at svare til alle de forskellige faellesskabsvarer. Hver tabel gaelder for alle varer i den gruppe forarbejdet tobak, som den vedroerer, uden hensyn til forskelle betinget af kvalitet, praesentation, oprindelse af de anvendte varer eller materialer, virksomhedernes saerlige kendetegn eller noget andet kriterium."
10. Under henvisning til artikel 5, stk. 2, har den belgiske regering anfoert, at tabellen er tilstraekkelig omfattende til at opfylde almindelige oensker. Bortset fra det af Kommissionen naevnte tilfaelde har der nemlig aldrig vaeret noget problem.
11. Dette argument er ikke holdbart, da det fremgaar af ovennaevnte bestemmelse, at hver tabel skal "svare til alle de forskellige faellesskabsvarer". Denne sag er netop anlagt, fordi den belgiske tabel ikke nedadtil omfatter tilstraekkelig mange trin til, at der kan tages hensyn til de varer, der faktisk tilbydes af Bene.
12. Yderligere skal jeg understrege, at artikel 5, stk. 2, klart er undergivet stk. 1, som fastsaetter det almindelige princip, hvorefter importoerer frit skal kunne fastsaette de maksimale detailpriser for hver af deres varer. Tabelordningen har nemlig udelukkende til formaal at "lette opkraevningen af punktafgiften". De belgiske myndigheder har saaledes gjort sig skyldige i retlig vildfarelse ved at mene, at stk. 2 giver mulighed for at fravige stk. 1.
13. Endelig boer dette argument forkastes, for saa vidt som det herved haevdes, at direktivets artikel 5 udgoer en undtagelse fra Traktatens artikel 30. En direktivbestemmelse kan naturligvis ikke traede i stedet for en traktatbestemmelse eller fortolkes saaledes, at den tillader en prisordning, der er i strid med de af Domstolen fastsatte kriterier vedroerende traktatbestemmelsen.
14. Da jeg under alle omstaendigheder mener, at Kongeriget Belgien ikke har overholdt direktivets artikel 5, vil jeg foreslaa, at Domstolen ogsaa fastslaar denne tilsidesaettelse, da det ikke er en afgoerelse uden for paastandene at fastslaa, at en bestemt praksis er i strid saavel med en traktatbestemmelse som med en direktivbestemmelse.
15. Kongeriget Belgien har yderligere anfoert, at de omhandlede regler er noedvendige for at bevare sund konkurrence paa markedet, og at det har naegtet at udlevere stempelmaerkerne, fordi den paagaeldende virksomhed ikke havde godtgjort, at dens priser var i overensstemmelse med lovgivningen om handelspraksis. Kongeriget Belgien taenker her utvivlsomt paa "god handelsskik", som Domstolen i "Cassis de Dijon"-dommen (4) ansaa for et tvingende hensyn, der kunne begrunde en begraensning af de frie varebevaegelser.
16. Jeg skal imidlertid understrege, at naar en medlemsstat begraenser de frie varebevaegelser, paahviler det medlemsstaten at bevise, at en saadan begraensning er begrundet i et af de tvingende hensyn, der er fastsat i Domstolens praksis. De belgiske myndigheder har imidlertid blot anfoert, at Bene' s kostpriser, saaledes som de er meddelt Domstolen, er betydelig lavere end dem, andre cigaretfabrikanter har forelagt myndighederne. Saafremt det antages at forholde sig saaledes, er dette imidlertid ikke tilstraekkeligt til at godtgoere, at den paagaeldende virksomhed saelger til tabsgivende priser, eller at den paa anden maade goer sig skyldig i illoyal konkurrence.
17. Herefter skal jeg sammenfattende foreslaa Domstolen, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30 og til artikel 5 i Raadets direktiv 72/464/EOEF af 19. december 1972 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsaetningsafgift, idet det har naegtet at forsyne en importoer af forarbejdet tobak med stempelmaerker til lavere pris end de laveste prisklasser i den af finansministeren fastsatte tabel. Foelgelig boer Kongeriget Belgien ogsaa tilpligtes at betale sagens omkostninger.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Jf. f.eks. dom af 24.1.1978 (sag 82/77, Tiggele, Sml. s. 25).
(2) Jf. f.eks. dom af 5.4.1984 (forenede sager 177/82 og 178/82, Kaveka, Sml. s. 1797, praemis 21).
(3) Jf. dom af 21.6.1983 (sag 90/82, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2011, praemis 27).
(4) Dom af 20.2.1979 (sag 120/78, Rewe, Sml. s. 649).
Full & Egal Universal Law Academy