Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Ved kendelse af 14. juni 1989 har High Court forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsregler vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed med saerlig henblik paa det forhold, at en statsborger i en medlemsstat oensker at soege beskaeftigelse som loenmodtager i en anden medlemsstat. Den forelaeggende ret har naermere rejst spoergsmaal om de retlige betingelser for den paagaeldendes ophold i den stat, hvor han soeger beskaeftigelse.
2. Gustaff Antonissen har i hovedsagen appelleret Immigration Appeal Tribunal' s stadfaestelse af en beslutning om udvisning, truffet af Secretary of State den 27. november 1987, til High Court. Gustaff Antonissen, der var indrejst i Det Forenede Kongerige i oktober 1984, havde ikke haft beskaeftigelse der, da han i september 1986 blev anholdt for besiddelse og salg af kokain. Den 30. marts 1987 blev han af Crown Court, Liverpool, idoemt en faengselsstraf, som han endnu ikke havde udstaaet fuldt ud, da beslutningen om udvisning blev truffet. Gustaff Antonissen blev proeveloesladt den 21. december 1987. Den 14. juni 1989 udrejste han af Det Forenede Kongerige.
3. Hovedsagens udfald afhaenger af faellesskabsretten, for saa vidt som de nationale myndigheders udvisningsbefoejelser er undergivet saerlige begraensninger i forhold til statsborgere fra andre medlemsstater, der har ret til ophold i henhold til princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Jeg skal saerligt bemaerke, at selv om retten til ophold for at soege beskaeftigelse i en medlemsstat, som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 3, litra c), kan vaere begraenset "af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed" (1) foelger det af artikel 3 i Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25. februar 1964 (2), at forholdsregler vedroerende den offentlige orden eller sikkerhed, der kan omfatte udvisning, "... udelukkende (boer) stoettes paa den paagaeldendes personlige forhold", samt at "straffedomme alene ... ikke uden videre (kan) begrunde disse forholdsregler". Ser man saaledes bort fra visse aspekter af Gustaff Antonissens forhold, som Secretary of State har taget hensyn til ved udvisningsbeslutningen, maa det naermere afgraenses, i hvilket omfang en statsborger fra en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, kan paaberaabe sig de beskyttelsesregler, der er indeholdt i ordningen vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed.
4. Med sit foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige en afklaring af, om bestemmelser i faellesskabsretten vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed er til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning bestemmes, at en statsborger i en anden medlemsstat, der er indrejst paa den foerstnaevnte stats omraade for at soege beskaeftigelse der, kan udvises - medmindre udvisningskendelsen kaeres - saafremt den paagaeldende ikke har opnaaet beskaeftigelse inden seks maaneder. Den udvisningsbeslutning, sagen drejer sig om, er blevet truffet paa grundlag af saadanne bestemmelser. Det andet spoergsmaal vedroerer den betydning, den nationale dommer skal tillaegge den erklaering, der blev optaget i protokollatet fra raadsmoedet, da Raadet vedtog direktiv 68/360/EOEF (3). Som det fremgaar, indgaar besvarelsen af det andet spoergsmaal naturligt i de overvejelser, der foelger af det foerste spoergsmaal.
5. En fortolkning alene af ordlyden af EOEF-Traktatens artikel 48 kan rejse tvivl om, hvorvidt en statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, har ret til ophold der i medfoer af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Retten til frit at bevaege sig inden for medlemsstaternes omraade, som omhandlet af bestemmelsens stk. 3, litra b), er nemlig knyttet til retten til at soege "faktisk tilbudte stillinger", jf. litra a), hvilket ikke er det samme som at soege beskaeftigelse. Faellesskabslovgiver er imidlertid under den gradvise gennemfoerelse af arbejdskraftens frie bevaegelighed (4) ikke blevet staaende ved en saadan fortolkning, der selvsagt er udtryk for en snaever og meget lidt realistisk opfattelse af de vilkaar, der goer sig gaeldende med hensyn til adgang til beskaeftigelse.
6. Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 (5) bestemmer i artikel 1, stk. 1, foelgende: "Enhver statsborger i en medlemsstat har uanset bopael ret til at tage og udoeve loennet beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade i overensstemmelse med de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der gaelder for arbejdstagere, der er statsborgere i denne stat". Samme forordnings artikel 5, der ligesom artikel 1 findes i afsnit I "Adgang til beskaeftigelse", har foelgende ordlyd: "En statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, skal dér have samme bistand som den, arbejdsformidlingen i denne stat yder egne statsborgere, der soeger beskaeftigelse". Det er allerede nu klart, at statsborgere i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, er omfattet af den persongruppe, der har "ret til at tage ... loennet beskaeftigelse" paa en anden medlemsstats omraade, som omhandlet af artikel 1 i forordning nr. 1612/68. Ifoelge anden betragtning har denne forordning til formaal at fastsaette "de bestemmelser, der skal foere til de maal, der er fastsat i Traktatens artikel 48 og 49 om den frie bevaegelighed". En statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, er saaledes omfattet af regelsaettet om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Naar dette er fastslaaet, har den paagaeldende da ret til ophold paa den medlemsstats omraade, hvor han soeger beskaeftigelse?
7. Forordning nr. 1612/68' s klare ordlyd foerer til den antagelse, at en statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, kan paaberaabe sig Traktatens artikel 48, stk. 3, litra b), dvs. retten til "frit at bevaege sig" inden for denne stats omraade. Men kan man sidestille retten til frit at bevaege sig med ret til ophold? I selve Traktaten er retten til at bevaege sig inden for det paagaeldende nationale omraade omtalt i artikel 48, stk. 3, litra b), mens retten til ophold er naevnt i samme artikels litra c), der vedroerer det tilfaelde, hvor den paagaeldende har beskaeftigelse. Forordning nr. 1612/68 hjemler ikke a priori, at denne opholdsret ogsaa omfatter EF-statsborgere, der soeger beskaeftigelse. De regler i forordningen, der vedroerer arbejdssoegende, er som foer naevnt indeholdt i afsnit I, der udtrykkeligt omhandler adgang til beskaeftigelse, hvorimod udoevelse af beskaeftigelse behandles i afsnit II. Det maa imidlertid naevnes, at spoergsmaalet om rejse og ophold for personer, der er omfattet af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, reguleres af et saerligt regelsaet, nemlig det tidligere naevnte direktiv 68/360 (6). Praeciserer denne afledede retsakt da disse forhold naermere?
8. Direktiv 68/360 har ifoelge foerste betragtning til formaal at "[fastsaette] bestemmelser om afskaffelse af endnu bestaaende restriktioner med hensyn til at flytte og tage ophold inden for Faellesskabet svarende til de rettigheder og befoejelser, som [Raadets forordning nr. 1612/68] giver de enkelte medlemsstaters statsborgere, der flytter med henblik paa at have loennet beskaeftigelse ...". Artikel 1 bestemmer saaledes: "Medlemsstaterne afskaffer i overensstemmelse med de i dette direktiv fastsatte bestemmelser restriktioner for statsborgere i medlemsstaterne ..., der omfattes af forordning (EOEF) nr. 1612/68, med hensyn til at flytte og tage ophold". EF -statsborgere, der soeger beskaeftigelse, er som allerede anfoert omfattet af afsnit I i forordning nr. 1612/68, og maa saaledes a priori anses for omfattet af de "i dette direktiv fastsatte bestemmelser". Hvori bestaar disse saa naermere?
9. Direktivets artikel 3 bestemmer: "Medlemsstaterne skal tillade, at de i artikel 1 naevnte personer indrejser paa deres omraade mod forevisning af et gyldigt identitetskort eller pas". Det er uomtvisteligt, at EF-statsborgere, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, har ret til at indrejse dér paa de i artikel 3 fastsatte betingelser. En del af deres ret til at flytte konkretiseres herigennem. Men hvorledes forholder det sig med retten til ophold i egentlig forstand?
10. Direktivets artikel 4 bestemmer: "Medlemsstaterne anerkender ret til ophold inden for deres omraade for de i artikel 1 naevnte personer, som foreviser den i stk. 3 naevnte dokumentation", og "for" denne ret til ophold udstedes der et "opholdsbevis". I artikel 4, stk. 3, sondres der mellem den dokumentation, der skal forevises i forbindelse med udstedelse af opholdsbevis, alt efter om den paagaeldende er "arbejdstager" eller en arbejdstagers "familiemedlem". "Arbejdstageren" skal kunne forevise "den legitimation, med hvilken han er indrejst paa vedkommende stats omraade" samt "en erklaering fra arbejdsgiveren om ansaettelse hos denne eller en arbejdsattest". Pr. definition er en arbejdssoegende ikke i stand til at forevise en erklaering om ansaettelse eller en arbejdsattest; tilsyneladende kan den paagaeldende derfor ikke stoette ret paa artikel 4, dvs. have ret til ophold i mindst fem aar, som uden videre kan forlaenges, jf. direktivets artikel 6. Betyder dette da, at direktivet ikke sikrer en arbejdssoegende EF-statsborger nogen som helst ret til ophold?
11. I direktivets artikel 6, stk. 3, er der fastsat en mere begraenset ret til ophold for det tilfaelde, at arbejdstageren har beskaeftigelse af mindst tre maaneders, men hoejst et aars varighed, i hvilket tilfaelde EF-modtagerlandet udsteder "et midlertidigt opholdsbevis, hvis gyldighedsperiode kan begraenses til beskaeftigelsens paaregnede varighed". Artikel 8 bestemmer: "Medlemsstaterne skal tillade nedennaevnte personer at opholde sig inden for deres omraade uden meddelelse af opholdsbevis". Denne bestemmelse omfatter visse grupper af personer, der har beskaeftigelse af kortere varighed, eller som til dels har bopael paa en anden medlemsstats omraade end den, i hvilken de har beskaeftigelse, eller saesonarbejdere. Derimod findes der ingen bestemmelser i direktivet, der vedroerer opholdsret for EF-statsborgere, der soeger beskaeftigelse.
12. Paa grundlag af retsakternes ordlyd maa det konstateres, at EF-statsborgere, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, i henhold til forordning nr. 1612/68' s udtrykkelige bestemmelser har ret til at flytte inden for statens omraade, som omhandlet i Traktatens artikel 48, samt at direktiv 68/360 formelt hjemler ret til at indrejse i det naevnte omraade. Derimod indeholder hverken dette direktiv eller nogen anden faellesskabsretsakt formelle regler om den paagaeldendes ret til ophold. Maa man heraf konkludere, at en saadan ret ikke findes?
13. Dette er ikke Domstolens konklusion. Uden direkte at tage stilling til spoergsmaalet om EF-statsborgeres ret til ophold i den medlemsstat, hvor de soeger beskaeftigelse, har Domstolen som en biomstaendighed, men ganske utvetydigt, fastslaaet, at der eksisterer en saadan ret. I dom af 8. april 1976, Royer (7), udtalte Domstolen saaledes:
"... retten for statsborgerne i en medlemsstat til at rejse ind paa en anden medlemsstats omraade og opholde sig dér i de af Traktaten hjemlede oejemed - navnlig for dér at soege eller udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse, som loenmodtager eller som selvstaendig, eller for dér at tage bopael hos deres aegtefaelle eller familie - er en ret, som er direkte afledt af Traktaten eller efter omstaendighederne af bestemmelser udstedt til dennes gennemfoerelse" (8).
I en nyere dom, dom af 23. marts 1982, Levin (9), anfoeres det:
"... de rettigheder, der foelger af arbejdskraftens frie bevaegelighed, og mere specielt af retten til at rejse ind i og tage ophold paa en medlemsstats omraade, knytter sig til henholdsvis egenskaben af arbejdstager eller til det forhold, at en person udoever en loennet beskaeftigelse eller oensker at paatage sig en saadan" (10).
14. Paa baggrund af disse domme forekommer det mig forkert, som haevdet af den tyske regering, at goere gaeldende, at en EF-statsborger, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, ikke har ret til ophold. Det er min opfattelse, at Domstolen har fastslaaet princippet om en saadan ret uden derved dog at praecisere dens formelle grundlag. Henset til at direktiv 68/360 overraskende forbigaar spoergsmaalet i stilhed, er det fristende at soege grundlaget i forordning nr. 1612/68, artikel 1 og 5, sammenholdt med Traktatens artikel 48, stk. 3. Tilbage staar spoergsmaalet om, hvorvidt den ret til ophold, Domstolen har lagt til grund, er indeholdt i retten til at flytte, eller om den er en form for noedvendigt accessorium dertil. Jeg skal imidlertid bemaerke, at der ikke findes saerlige regler i faellesskabsretten, og specielt i den afledede ret, vedroerende selve retten til ophold som saadan for en EF-statsborger, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat. Hverken Traktaten eller direktiv 68/360 praeciserer formelt, hvorvidt retten til ophold kan tidsbegraenses. Det er netop dette spoergsmaal, den forelaeggende ret har stillet Domstolen. Det tilkommer saaledes Domstolen at foretage en retlig vurdering, der gaar ud over selve de anfoerte retsakters bogstav og videre end den blotte ordlyd af Domstolens hidtidige domme.
15. Herefter maa man vurdere, hvilken betydning den erklaering, der blev optaget i protokollatet fra raadsmoedet, da Raadet vedtog forordning nr. 1612/68 og direktiv 68/360, kan have for den fortolkning, Domstolen er blevet anmodet om at give.
16. Denne erklaering, der er gengivet i "sagsfremstillingen" i Levin-dommen (11), har foelgende ordlyd:
"De i artikel 1 (i direktiv 68/360) omhandlede personer, der er statsborgere i en medlemsstat, og som rejser til en anden medlemsstat og soeger arbejde der, har mindst tre maaneder til raadighed hertil; saafremt de ikke inden udloebet af dette tidsrum har fundet arbejde, kan deres ret til ophold paa sidstnaevnte stats omraade bringes til ophoer. Saafremt imidlertid de naevnte personer i det naevnte tidsrum maa understoettes af det offentlige i sidstnaevnte stat, kan de opfordres til at forlade sidstnaevnte stats omraade."
17. Erklaeringen er fremsat af Raadet, ikke af en eller flere medlemsstater. Den blev enstemmigt vedtaget af raadsmedlemmerne. Raadet godkendte den 17. april 1989, at den blev fremlagt for High Court, men allerede under Domstolens behandling af Levin- (12) og Lebon-sagerne (13) var der blevet henvist hertil.
18. Da denne erklaering blev vedtaget, arbejdede Raadet i henhold til en "foreloebig forretningsorden". Ifoelge dennes artikel 18, stk. 1, "gaelder der tavshedspligt om Raadets forhandlinger". Af samme artikels stk. 2 fremgaar, at Raadet kan "tillade, at der under retssager fremlaegges genparter eller ekstrakter af dets forhandlingsprotokollater" (14). Disse bestemmelser er gentaget i artikel 18 i forretningsorden fastsat af Raadet den 24. juli 1979 (15). Derimod er artikel 7, stk. 1, i sidstnaevnte forretningsorden ny. Herefter skal der for hver af Raadets samlinger udfaerdiges et forhandlingsprotokollat, der i almindelighed for hvert punkt paa dagsordenen skal angive de afgoerelser, der er truffet, samt "de erklaeringer, som Raadet har fremsat, og dem, som et medlem af Raadet eller Kommissionen har begaeret optaget", da den midlertidige forretningsorden intet indeholdt om Raadets erklaeringer. Man maa saaledes konstatere, at den forretningsorden, der var gaeldende paa tidspunktet, hvor forordningen og direktivet af 15. oktober 1968 blev vedtaget, ikke tillagde Raadets erklaeringer en selvstaendig status og alene omhandlede spoergsmaalet om fortrolighed af de forhandlingsprotokollater, hvori de blev optaget. Det forekommer saaledes vanskeligt at drage nogen saerlig laere heraf med hensyn til den paagaeldende erklaerings retsvirkninger.
19. Af Domstolens praksis kan man tilsyneladende udlede mere praecise oplysninger med hensyn til betydningen af erklaeringer, der er optaget i Raadets protokollater.
20. I dom af 18. februar 1970, Kommissionen mod Italien (16), bemaerkede Domstolen vedroerende en erklaering fremsat af Italien ved udarbejdelsen af Raadets saakaldte "fremskyndede" beslutning af 26. juli 1966 foelgende:
"Raekkevidden og virkningen af en beslutning fra Raadet skal bedoemmes ud fra beslutningens indhold og kan ikke begraenses ved forbehold eller udtalelser, der maatte vaere fremsat under de forberedende forhandlinger" (17).
21. I dom af 7. februar 1979, Vincent Auer (18), fik Domstolen lejlighed til at praecisere sin holdning, i dette tilfaelde ikke til en ensidig erklaering fra en af Raadets medlemsstater, men til en erklaering fra selve Raadet. Domstolen henviste her til, at det af den almindelige opbygning foelger - baade af de almindelige planer, som blev vedtaget til gennemfoerelse af Traktatens artikel 54 og 63, og af de til gennemfoerelse af de naevnte planer udstedte direktiver - at den af foranstaltningerne til liberalisering paa omraaderne for etablering og tjenesteydelser omfattede personkreds uden undtagelse skal fastlaegges, saaledes at der ikke sondres efter de paagaeldendes nationalitet, og tilfoejede, at denne opfattelse hvad angaar udoevelsen af virksomhed som dyrlaege
"[er] ... blevet bekraeftet fuldt ud af en erklaering vedroerende definitionen af de af direktiverne omfattede personer, som er optaget i protokollatet fra det moede i Raadet, hvorunder direktiverne dels om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, dels om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som dyrlaege blev vedtaget" (19).
22. I dom af 15. april 1986, Kommissionen mod Belgien (20), tog Domstolen stilling til et af den sagsoegte medlemsstat fremfoert argument, der stoettedes paa en erklaering optaget i protokollatet fra det raadsmoede, hvorunder Raadet vedtog direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 (21), og hvorefter medlemsstaterne skulle underrette Kommissionen om de kategorier af arbejdstagere, der er udelukket fra beskyttelsen i direktivets artikel 4, stk. 1, foerste afsnit, jf. samme stykkes andet afsnit. Domstolen fandt, at da Kommissionen var blevet underrettet om, at visse kategorier blev udelukket, uden at den reagerede herpaa, var det herefter udelukket, at der senere blev anlagt sag mod denne medlemsstat for faktisk at have udelukket visse kategorier af arbejdstagere, selv om de i direktivets andet afsnit anfoerte betingelser herfor ikke var opfyldt. I denne forbindelse udtalte Domstolen under henvisning til fast praksis foelgende:
"Faellesskabsreglernes objektive raekkevidde [bestemmes] udelukkende af reglerne selv under hensyntagen til den sammenhaeng, hvori de indgaar",
samt at den "kan saaledes ikke paavirkes" af en erklaering, som den Belgien har paaberaabt sig (22).
23. Paa grundlag af de her anfoerte domme har jeg vanskeligt ved at tilslutte mig den antagelse, at en erklaering fra Raadet, optaget i protokollatet fra et af dets samlinger, principielt ikke skulle have nogen betydning for fortolkningen af faellesskabsretlige regler. Den i oevrigt udtrykkelige henvisning, der fremgaar af en af Domstolens nyere domme, dom af 23. februar 1988, Det Forenede Kongerige mod Raadet (23), til "de forberedende dokumenter" (24) og "forarbejderne" (25) viser, at der ved fortolkningen af en afledt retsakt kan tages hensyn til de arbejder, der er gaaet forud for, eller har ledsaget vedtagelsen. Naar dette er sagt, maa betingelserne og graenserne for henvisning til erklaeringer fra Raadet, optaget i protokollatet fra et af dets moeder, naermere fastlaegges.
24. Det er min opfattelse, at begrebet forarbejder er afgoerende for, hvor den foerste graense skal drages. Jeg finder saaledes, at en erklaering, optaget i et raadsprotokollat, kun kan vaere et fortolkningsbidrag, naar den er blevet fremsat i forbindelse med vedtagelsen af en afledet retsakt, som Raadet har hjemmel til at udstede, og kun med hensyn til denne retsakt. Raadet har i henhold til Traktaterne ikke kompetence til at fortolke Traktaterne. I forbindelse med Raadets regelfastsaettelse er det naturligvis noedvendigt at fortolke Traktaterne for naermere at afgraense den sammenhaeng, hvori reglerne indgaar. Men midlet maa ikke blive et maal, saaledes at der udformes fortolkninger, der efterfoelgende kunne anses for bindende for Domstolen eller nationale retsinstanser. Det er endvidere min opfattelse, at en "a posteriori"-erklaering fra Raadet vedroerende en tidligere vedtaget retsakt ikke kan tillaegges samme betydning, som forarbejderne til vedtagelsen af en saadan akt, der er fremkommet forud for eller samtidig med denne.
25. En anden graense, der klart fremgaar af Domstolens praksis, vedroerer det forhold, at en erklaering i et raadsprotokollat ikke kan paaberaabes, naar indholdet viser sig at vaere i modstrid eller uforeneligt med selve ordlyden af den afledede retsakt, som den vedroerer. Dette forhold behoever jeg ikke at gaa naermere ind paa.
26. En tredje graense foelger af den institutionelle faellesskabsret, nemlig med hensyn til Traktatens formkrav for udarbejdelse og vedtagelse af afledede retsakter. Denne medfoerer, at Raadet ikke har hjemmel til at supplere afledede retsakter ved hjaelp af erklaeringer optaget i et protokollat. En saadan erklaering kan nemlig ikke vaere en parallel lovgivningsmetode. Dette vil den imidlertid netop blive, hvis der via en saadan erklaering kan ske tilfoejelser til en forordning eller et direktiv eller udfyldelse af en lakune, og saafremt det accepteres, at den bestemmelse, som Raadet har afholdt sig fra at indfoeje i selve retsakten, kunne vaere indeholdt i et raadsprotokollat. Den egentlige lovgivning kan kun indeholdes i en vedtaget retsakt, som skal vaere udarbejdet i overensstemmelse med de formkrav, der gaelder for udstedelsen af denne akt inden for det paagaeldende omraade. Ellers ville Raadet nemlig dels kunne fastsaette regler paa et omraade i overensstemmelse med de gaeldende formkrav for en forordnings eller et direktivs gyldighed, hvilke regler ville vaere undergivet legalitetskontrol, og dels undlade at anvende denne fremgangsmaade og alene optage en erklaering i protokollatet. Dette forekommer mig saa meget mere utaenkeligt paa baggrund af, at en saadan erklaering principielt er fortrolig, og kun Raadet kan godkende, at den fremlaegges for en national retsinstans.
27. Paa denne baggrund skal jeg konkludere, at en erklaering, optaget i et raadsprotokollat, kun kan tjene som fortolkningsbidrag vedroerende bestemmelser i den afledede retsakt, hvis forberedelse eller vedtagelse har givet anledning til erklaeringen, naar formaalet er at praecisere retsaktens betydning, hvis denne er tvetydig eller uklar. Den kan derimod ikke udfylde en lakune i reglerne. Under hensyn til Domstolens dom i Vincent Auer-sagen skal jeg tilfoeje, at en saadan erklaering ikke kan staa alene, men skal indgaa i en sammenhaeng, saaledes at det kan kontrolleres, om den bekraefter den fortolkning, der i oevrigt maatte fremgaa af de paagaeldende bestemmelsers ordlyd og kontekst.
28. Saaledes vurderet, er det min opfattelse, at den erklaering, den forelaeggende ret har henvist til i andet spoergsmaal, er irrelevant for fastlaeggelsen af, i hvilken udstraekning faellesskabsretten giver EF-statsborgere, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, ret til ophold der. For saa vidt angaar princippet om ret til ophold indebaerer erklaeringen enten, at medlemsstaterne ved fastsaettelsen af en tre maaneders frist stiltiende har villet anerkende denne ret, hvilket alene bekraefter, hvad der staar fast efter Domstolens domme i Royer- og Levin-sagerne, eller den er udtryk for, at medlemsstaterne alene har villet skaffe sig et vist spillerum, hvilket synes uforeneligt med Domstolens praksis. For saa vidt angaar reglerne for ophold, som de fremgaar af erklaeringen, bemaerkes, at de paa ingen maade praeciserer direktiv 68/360, da dette ikke indeholder regler om et saadant ophold. Erklaeringen indeholder - eller snarere foregiver at indeholde - en udtoemmende retsordning for ophold af denne art, og udfylder herved en lakune i faellesskabsbestemmelserne, idet hverken Traktaterne eller den afledede ret indeholder en frist eller begraensning i tilfaelde af understoettelse fra det offentlige. Denne form for "parallellovgivning" via en erklaering i et protokollat kan ikke tillaegges betydning, heller ikke under daekke af en fortolkning. Det er saaledes min opfattelse, at det andet spoergsmaal maa besvares med, at der ikke kan tages hensyn til den paagaeldende erklaering ved fastlaeggelsen af, under hvilke betingelser en EF-statsborger kan opholde sig i en medlemsstat, hvor han soeger beskaeftigelse.
29. Naar denne erklaering ikke afgiver stoette, maa man - selv efter at have soegt hjaelp i fortolkningsbidragene - konstatere, at der ikke findes faellesskabsretlige regler, som regulerer retten til ophold, der principielt er anerkendt i Domstolens praksis. Kan det paa denne baggrund konkluderes, at medlemsstaterne derfor hver isaer kan regulere dette forhold for sit eget omraades vedkommende? Dette spoergsmaal maa ud fra Domstolens praksis helt klart besvares benaegtende. Med hensyn til arbejdskraftens frie bevaegelighed har Domstolen allerede ved dom af 19. marts 1964, Unger (26), fastslaaet, at begreberne "arbejdstagere" og "loennet beskaeftigelse" ikke kan defineres ved henvisning til medlemsstaternes lovgivninger, men er begreber af faellesskabsretlig raekkevidde, hvilken opfattelse ogsaa kom til udtryk i Levin-dommen, hvori Domstolen udtalte:
"I modsat fald ville faellesskabsreglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed blive uden betydning, fordi indholdet af disse begreber i saa fald kunne fastsaettes eller aendres ensidigt uden kontrol fra Faellesskabets institutioner af de nationale lovgivere, der saaledes ogsaa ville have mulighed for efter forgodtbefindende at udskille visse personkategorier fra Traktatens anvendelsesomraade" (27).
Hvis man i naervaerende sag antog, at de naermere regler om ophold frit kunne fastlaegges i de nationale lovgivninger, ville dette i realiteten vaere ensbetydende med at overlade medlemsstaterne at fastlaegge selve den status, der gaelder for en EF-statsborger, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, hvilken naturligvis kunne variere betragteligt fra land til land. Da fristen for, hvor laenge man ville kunne paaberaabe sig status som arbejdssoegende EF-statsborger i henhold til reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, ville blive fastsat selvstaendigt i hver medlemsstat, ville personer, der befinder sig i samme situation, kunne blive behandlet forskelligt med hensyn til de rettigheder, der er knyttet til arbejdskraftens frie bevaegelighed. Der ville saaledes ved behandlingen af de af faellesskabsreglerne omfattede personkredse vaere forskel fra en medlemsstat til en anden, hvilket ifoelge Domstolens praksis er forbudt. Den omstaendighed, at en raekke medlemsstater, som anfoert under de mundtlige forhandlinger, anvender samme frist paa mindst tre maaneder, og herved opfylder den politiske aftale, som Raadets erklaering er udtryk for, aendrer i denne henseende intet ved den retlige vurdering, der foelger af Domstolens praksis. Den minimumsfrist paa seks maaneder, der gaelder i Det Forenede Kongerige, forekommer mig at vaere et klart eksempel paa de risici, som jeg har anfoert, vedroerende en ret til ophold, der ikke finder ensartet anvendelse, skoent der er tale om en grundlaeggende frihed i henhold til Traktaten, nemlig arbejdskraftens frie bevaegelighed. Henvisning til nationale retsregler er saaledes fuldstaendig udelukket paa dette omraade.
30. Da der ikke findes faellesskabsretlige regler, og da det ikke er muligt at foretage en afgraensning ved henvisning til nationale retsregler, maa man da antage, at retten til ophold for en EF-statsborger, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, er fuldstaendig ubegraenset? Dette forekommer mig ikke at have vaeret tilsigtet, idet en saadan loesning strider mod principperne i faellesskabsordningen for arbejdskraftens frie bevaegelighed. Som Det Forenede Kongeriges regering netop har anfoert, kan faellesskabsbestemmelserne ikke have haft til formaal og maa ikke medfoere, at en person, der aldrig har haft beskaeftigelse, opnaar bedre ret, end en person, der udoever en midlertidig eller saesonbestemt beskaeftigelse i den paagaeldende stat. Artikel 6, stk. 3, i direktiv 68/360 bestemmer, at retten til ophold for en arbejdstager, der har beskaeftigelse af mindst tre maaneders, men hoejst et aars varighed i en anden medlemsstat, kan begraenses til beskaeftigelsens paaregnede varighed. Samme direktivs artikel 8 indeholder endvidere en raekke begraensninger for visse kategorier af arbejdstageres ret til ophold af hensyn til beskaeftigelsens midlertidige eller saesonbestemte karakter. Paa denne baggrund forekommer det vanskeligt at anerkende, at en person, der slet ikke har beskaeftigelse, har ret til ophold uden nogen form for begraensning.
31. Jeg maa saaledes konstatere, at en vis begraensning af opholdsretten for EF-statsborgere, der soeger beskaeftigelse, er noedvendig. Men hvordan skal en saadan begraensning fastlaegges? Kan Domstolen selv fastlaegge, hvorlaenge en EF-statsborger, der endnu ikke har fundet beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, kan paaberaabe sig en ret til ophold der? Jeg maa med det samme afvise idéen om, at der uden videre kan fastsaettes en frist. Dette henhoerer under lovgivers kompetence. Men man kunne overveje, om ikke det synspunkt, Domstolen fremfoerte i dom af 11. december 1973, Lorenz (28), ville vaere en loesning. I besvarelse af spoergsmaal vedroerende virkningen af Kommissionens forsinkede stillingtagen til stoetteforanstaltninger, den er blevet underrettet om, eller dens forsinkede indledning af fremgangsmaaden til konstatering af disses uforenelighed med faellesmarkedet eller undladelsen af en saadan handlemaade vedroerende praeventive kontrolmaader med henblik paa statsstoette, bemaerkede Domstolen, at Kommissionen i henhold til Traktatens artikel 93 skal underrettes om stoetteordninger "saa betids ... at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil", samt at, saafremt den er af den opfattelse, at det paataenkte er uforeneligt med faellesmarkedet, skal den "uopholdeligt" ivaerksaette en kontradiktorisk procedure, og den paagaeldende medlemsstat maa ikke gennemfoere de paataenkte foranstaltninger, foer den naevnte fremgangsmaade har foert til en endelig beslutning. Domstolen bemaerkede endvidere, at selv om Kommissionen saaledes raadede over en rimelig frist til at tage stilling til en stoetteordning, var denne frist ikke fastsat i en forordning. I denne forbindelse fastslog Domstolen, at medlemsstaterne ikke ensidigt kunne afslutte denne indledende fase, som Kommissionen behoevede til fuldfoerelse af sine opgaver, men at Kommissionen ikke kunne antages at have handlet tilstraekkelig hurtigt, hvis den undlod at tage stilling inden for en rimelig frist. Domstolen udtalte forinden, at der i denne henseende kunne "gaas ud fra Traktatens artikel 173 og 175, som regulerer parallelle situationer og naevner en frist paa to maaneder" (29), samt at den paagaeldende medlemsstat, hvis denne frist var udloebet, kunne gennemfoere foranstaltningen, dog efter forudgaaende at have underrettet Kommissionen herom.
32. I denne sag ville en lignende begrundelse stoede paa en saerlig vanskelighed, idet der ikke findes et forhold, der klart kan sammenlignes hermed, og som man kunne tage udgangspunkt i, i lighed med den frist, der er indeholdt i artikel 173 og 175 med hensyn til, hvad der er en rimelig frist for Kommissionen i relation til artikel 93. Den opholdsret, der tilkommer en statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, er ikke saerlig velegnet til at anstille sammenligninger over inden for faellesskabsretten. Det Forende Kongeriges henvisning til tre maaneders fristen i artikel 69 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 (30) er et godt eksempel herpaa. Der er i realiteten ikke overensstemmelse, endsige analogi, mellem denne regel, hvorefter en person, som rejser til en anden medlemsstat for at soege beskaeftigelse dér, i et tidsrum af tre maaneder bevarer ret til ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til lovgivningen i en medlemsstat, og den begraensning, der kunne ske i retten til ophold for en person, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade. Jeg kan ikke se den noedvendige retlige sammenhaeng mellem retten til ydelser ved arbejdsloeshed i hjemstaten og ret til ophold i modtagerstaten. Jeg skal endvidere her paapege, at retten til ophold udmaerket kan goeres gaeldende af personer, der ikke har ret til ydelser ved arbejdsloes i deres hjemstat, f.eks. fordi de soeger deres foerste ansaettelse. Den tre maaneders frist, som er indeholdt i artikel 8, stk. 1, litra a), i direktiv 68/360, hvortil Det Forenede Kongerige ligeledes har henvist, finder jeg heller ikke overbevisende. Den omstaendighed, at medlemsstaterne anerkender, at arbejdstagere, som har loennet beskaeftigelse af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, har ret til ophold, uden at der udstedes opholdsbevis, forekommer mig ikke at vaere en logisk begrundelse for, at en person, der igennem tre maaneder og én dag har soegt beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, ikke laengere skulle have ret til ophold der.
33. Jeg skal tilfoeje, at det forekommer mig vanskeligt at godtage henvisningen til tre maaneders fristen, der er anfoert i den erklaering, der er optaget i raadsprotokollatet. Foruden den inkonsekvens der ville ligge i, in fine, at tillaegge denne erklaering en retlig betydning, som jeg allerede har naevnt, at den forekommer mig ikke at have, vil selve fristen kunne imoedegaas, selv om den alene betragtes rent praktisk. Er det egentlig relevant at henvise til en frist, fastsat i 1968 af seks medlemsstater, naar arbejdsmarkedet i det udvidede Europa i slutningen af firserne frembyder betragtelige forskelle i forhold til arbejdsmarkedet i slutningen af tresserne. Den tid, det gennemsnitlig tager at soege beskaeftigelse, er steget betydeligt fra 1968 til nu. Saafremt man fastholder denne tre maaneders frist, som forudset af medlemsstaterne i 1968, ville man lade dette forhold ude af betragtning. Jeg, for min del, kan ikke tilslutte mig dette.
34. Jeg skal saaledes konstatere, at der ikke foreligger noget klart sammenligningsgrundlag, ud fra hvilket begrebet en rimelig frist kan fastsaettes, og at fastsaettelsen heraf ikke fuldstaendig frit kan overlades medlemsstaterne. I Domstolens praksis er der ganske vist tidligere henvist til rimelige frister, der ikke var naermere angivet i forhold til tilsvarende frister, der var behoerigt og udtrykkeligt fastsat. I dom af 7. juli 1976, Watson og Belmann, udtalte Domstolen med hensyn til EF-statsborgeres afgivelse af en erklaering om indrejse paa en anden medlemsstats omraade, at
"(der) foreligger ... kun en overtraedelse af bestemmelser i Traktaten i tilfaelde, hvor fristen ikke er af en rimelig laengde" (31).
Men naar spoergsmaalet som i naervaerende sag er, om en person har ret til ophold i henhold til faellesskabsrettens princip herom, og det ikke som i den ovenfor anfoerte dom drejer sig om, i hvilket omfang regler til gennemfoerelse heraf, der ikke direkte anfaegter den traktatsikrede ret til ophold, kan ivaerksaettes ved national lovgivning, finder jeg, at de ulemper, der i retlig henseende foelger af en henvisning til graenser, hvis rimelighed mere beror paa et oenske end en definition, er ude af proportion. Herved ville det i realiteten naermest aabenlyst blive overladt den nationale lovgiver at fastsaette omfanget af retten til ophold for personer, der soeger beskaeftigelse, hvorved den holdning, som Domstolen har indtaget med hensyn til noedvendigheden af en faellesskabsretlig definition af anvendelsesomraadet for reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, ganske ville blive ladt ude af betragtning.
35. Domstolen har ved at forbeholde sig adgang til kontrol med, at fristerne ifoelge nationale lovgivninger ikke er urimelige, vist, at den mener, at afgraensningen af opholdsrettens omfang ikke helt og aldeles kan overlades medlemsstaterne. Ved fastsaettelsen af nationale frister vil der saaledes gaelde en vis faellesskabsretlig minimumsramme. En saadan loesning er imidlertid naesten at sidestille med en a posteriori henvisning til national ret, hvilket principielt er angribeligt. Domstolen boer, i det omfang det er muligt gennem sine fortolkninger, give nationale myndigheder og retsinstanser mulighed for sikkert og overbevisende at fastlaegge de rettigheder, der er indeholdt i faellesskabsretten. Fortolkninger, der foerer til fortsat usikkerhed, boer i videst muligt omfang undgaas, da det er indlysende, at de vil goere varigt indgreb i den ensartethed, der er noedvendig ved anvendelse af faellesskabsretten.
36. Man kan derfor overveje, om den eneste udvej, der baade er i overensstemmelse med de nuvaerende faellesskabsregler og samtidig begrundet i de hensyn, der maa tages til den udvikling, der er sket paa arbejdsmarkedet i loebet af de to sidste aartier, ikke bestaar i en realistisk udformning af en begraensning i retten til ophold. Kan man ikke forestille sig, at en EF-statsborger, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, nyder denne ret, lige saa laenge han aktivt, vedholdende og serioest soeger beskaeftigelse? Set under denne synsvinkel kan de nationale myndigheder f.eks. laegge vaegt paa, at den paagaeldende i flere tilfaelde ikke har accepteret beskaeftigelsestilbud, der svarer til hans personlige egenskaber og kvalifikationer, og opfordre ham til at udrejse af landet, mens den omstaendighed, at han i henhold til modtagerstatens lovgivning har ret til offentlig hjaelp, ikke kan begrunde en saadan foranstaltning uden hensyntagen til, om han reelt soeger beskaeftigelse.
37. Den opfattelse, jeg netop har skitseret, harmonerer i et vist omfang med, hvad der foelger af Domstolens praksis, som det fremgaar af den foernaevnte Levin-dom og Kempf-dommen (32), samt af en nyere afgoerelse fra Domstolen, nemlig dom af 31. maj 1989 i Bettray-sagen (33), hvori Domstolen ved definitionen af anvendelsesomraadet for reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed saerligt bemaerkede, at disse kun omfatter udoevelse af faktisk og reel virksomhed. Heri opfordrer Domstolen nationale myndigheder og retsinstanser til at foretage en konkret vurdering af indholdet af de aktiviteter, der udfoeres af dem, der paaberaaber sig status som arbejdstagere. Med hensyn til at soege beskaeftigelse ville dette paa sin vis svare til at goere retten til ophold afhaengig af, "at der faktisk og reelt soeges en faktisk og reel virksomhed". Ville der vaere alvorlige hindringer for en saadan vurdering?
38. Det foerste man taenker paa, er risikoen for, at personer under foregivende af at soege beskaeftigelse - som de i realiteten soeger temmelig passivt - flytter til en anden medlemsstat for at oppebaere sociale ydelser i henhold til denne stats lovgivning. Lad mig straks bemaerke, at denne risiko forekommer mig at vaere meget begraenset. Lebon-dommen af 18. juni 1987 synes klart at have fastlagt omfanget af princippet om ligebehandling af vandrende og indenlandske arbejdstagere med hensyn til sociale fordele, idet Domstolen heri udtalte, at den ligestilling med hensyn til sociale fordele, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, kun gaelder "for arbejdstagere og ikke for statsborgere i medlemsstaterne, som flytter for at soege beskaeftigelse" (34). Dette synes at indebaere, at selv om personer, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, i henhold til princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed har ret til at indrejse og tage ophold dér, saa kan de ikke goere krav paa ligebehandling med hensyn til de sociale fordele i forbindelse hermed. Selv om man tager hensyn til en nyere tendens til at tillaegge EOEF-Traktaten, og i konsekvens heraf princippet om ligebehandling i Traktatens artikel 7 (35), et videre anvendelsesomraade, medfoerer dette ikke, at en person, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, paa grundlag af den aktuelle faellesskabsret kan goere krav paa ligebehandling med hensyn til de sociale fordele, lovgivningen i denne stat indeholder. Risikoen for misbrug af sociale fordele ved et forlaenget ophold paa en medlemsstats omraade, forekommer mig derfor ikke afgoerende for udfaldet af naervaerende sag.
39. Jeg skal tilfoeje, at de nationale myndigheders kontrol med, at der serioest, reelt og vedholdende soeges beskaeftigelse, under alle omstaendigheder goer det muligt at afsloere de personer, der ikke for alvor soeger beskaeftigelse. Det bemaerkes, at disse ikke vil kunne goere krav paa opholdsret, end ikke selv om de er ankommet til modtagerstatens omraade kort tid forinden, og de kan foelgelig heller ikke misbruge de i den nationale ret hjemlede sociale fordele.
40. Jeg laegger ikke skjul paa, at der kan vaere ulemper i forbindelse med de foranstaltninger, der praktisk skal ivaerksaettes, ved at vaelge en loesning, der indebaerer en konkret vurdering af den paagaeldende EF-statsborgers forhold, fremfor en formel "pakke"-loesning, der alene er baseret paa en frist. Det maa imidlertid tages i betragtning, at saadanne kontrolforanstaltninger ikke er en nyskabelse for de nationale administrationer. I reglerne om ydelser ved arbejdsloeshed er den fortsatte udbetaling heraf som oftest betinget af, at der faktisk soeges beskaeftigelse, og foreskriver derfor tilsvarende kontrolforanstaltninger. En saadan kontrol er i oevrigt naevnt i artikel 69, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71.
41. Det er saaledes min opfattelse, at en loesning, hvorefter retten til ophold afhaenger af, at der serioest og reelt soeges beskaeftigelse, ikke ville blive moedt med alvorlige indvendinger, selv om den fra de nationale myndigheders side kraever en stoerre indsats end at kigge i en kalender. Skal man foretraekke dette frem for en loesning, hvorefter det overlades medlemsstaterne at fastsaette en rimelig frist, som Domstolen gennem praejudicielle anmodninger fra de nationale retter foerer en vis kontrol med? For mig at se er svaret ja. Da der ikke findes faellesskabsbestemmelser om ophold i forbindelse med beskaeftigelsessoegning paa en anden medlemsstats omraade, er det min overbevisning, at den realistiske loesning er den, der ligger den bestaaende faellesskabsret naermest, navnlig saafremt man tager Domstolens praksis i betragtning, hvorefter de begreber, der afgraenser anvendelsesomraade for arbejdskraftens frie bevaegelighed, noedvendigvis er af faellesskabsretlig karakter. Denne loesning har endvidere den fordel, der i mine oejne ikke er ubetydelig, nemlig at der herved ogsaa tages hensyn til realiteterne paa arbejdsmarkedet i modtagermedlemsstaten. Paa denne baggrund vil jeg foreslaa Domstolen at vaelge en saadan fremgangsmaade.
42. Inden jeg saetter endeligt punktum for mit forslag, skal jeg naevne en tendens i den nyere lovgivning om ret til ophold i en anden medlemsstat for statsborgere i én medlemsstat. Raadet vedtog den 28. juni 1990 tre direktiver om henholdsvis "opholdsret" (36), om "opholdsret for loenmodtagere og selvstaendige, der er ophoert med erhvervsaktivitet" (37) og om "opholdsret for studerende" (38). Foerstnaevnte direktiv bestemmer, at medlemsstaterne giver opholdsret til EF-statsborgere, der ikke har ret hertil i henhold til andre bestemmelser, naar de er omfattet af en sygeforsikringsordning og raader over tilstraekkelige midler. Gyldigheden af den opholdstilladelse, der udstedes til de paagaeldende, kan begraenses til fem aar med mulighed for fornyelse, dog saaledes at medlemsstaterne, hvis de finder det noedvendigt, kan kraeve, at tilladelsen skal fornyes ved udloebet af de foerste to aar af opholdet. De to andre direktiver goer ligeledes opholdsret betinget af, at de paagaeldende har tilstraekkelige midler til ikke at "falde vaertsmedlemsstatens sociale system til byrde". Den 30. juni 1992 er fastsat som dato for, hvornaar direktiverne skal vaere efterkommet. Det bemaerkes herved, at det foerste direktiv fastsaetter en opholdsret af betydelig varighed, uden at det er noedvendigt at dokumentere en oekonomisk aktivitet. Det bemaerkes endvidere, at alle tre direktiver som ufravigelig betingelse for opholdsretten kraever tilstraekkelige midler.
43. Raadets seneste stilling til disse tre afgraensede grupper af EF-statsborgere forekommer mig ikke at praejudicere de betingelser, der er stillet i faellesskabsretten med hensyn til en anden gruppe, nemlig personer, der soeger beskaeftigelse. Med hensyn til denne gruppe henviste Raadets erklaering af 15. oktober 1968 i det mindste stiltiende til en betingelse om tilstraekkelige midler. Af det tidligere anfoerte fremgaar imidlertid, at der ikke kan tages hensyn til denne erklaering ved fortolkningen af faellesskabsretten vedroerende den omtvistede opholdsret i naervaerende sag. Jeg kan ikke se nogen retlig begrundelse for, nu paa grundlag af direktiverne af 28. juni 1990, at indfoere en betingelse om tilstraekkelige midler, da disse omhandler EF-statsborger, hvis opholdsret Raadet hidtil har undladt at regulere. Saafremt Domstolen i praksis stillede betingelse om, at en person, der soeger beskaeftigelse, skal raade over tilstraekkelige midler for ikke at falde vaertsmedlemsstatens sociale system til byrde, ville det noedvendigvis rejse problemer i forhold til, hvad Domstolen udtalte i Kempf-dommen, nemlig at de begreber, der er afgoerende for anvendelsesomraadet for arbejdskraftens frie bevaegelighed, ikke ville have faellesskabsretlig raekkevidde, hvis en arbejdstager mistede sine rettigheder i henhold til princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, "saafremt han ansoeger om offentlig bistandshjaelp i henhold til modtagerstatens nationale lovgivning" (39). Raadets nyere direktiver om opholdsret forekommer mig saaledes ikke at kunne begrunde en aendring af synspunkterne i mit forslag.
44. Afslutningsvis skal jeg foreslaa Domstolen foelgende besvarelse:
"1) En statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, har i henhold til princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed ret til at opholde sig dér, saalaenge han faktisk og serioest soeger beskaeftigelse, idet myndighederne i vaertsmedlemsstaten ikke blot under henvisning til udloeb af en i national lovgivning fastsat frist kan opfordre ham til at udrejse af landet uden at have konstateret, at han ikke laengere soeger beskaeftigelse.
2) Nationale retsinstanser kan ved fastsaettelsen af det naermere indhold af den under punkt 1 anfoerte opholdsret ikke tage hensyn til den erklaering, der blev vedtaget af Raadet den 15. oktober 1968."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 3.
(2) Om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109).
(3) Direktiv af 15.10.1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477).
(4) EOEF-Traktatens artikel 49.
(5) Forordning om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).
(6) Jf. fodnote 3.
(7) Sag 48/75, Sml. s. 497.
(8) Praemis 31, mine fremhaevelser.
(9) Sag 53/81, Sml. s. 1035.
(10) Praemis 9, mine fremhaevelser.
(11) Sml. 1982, s. 1043.
(12) Jf. ovenfor.
(13) Dom af 18.6.1987 (sag 316/85, Sml. s. 2811).
(14) Fransk udgave anfoert i Waelbroeck, M., Louis, J. V., Vignes, D., Dewost, J. L., Amphoux, J., og Verges, J.: Le droit de la Communauté économique européenne, vol. 9, "annexes", s. 20, ULB, 1979.
(15) EFT L 268, s. 1.
(16) Sag 38/69, Sml. 1970, s. 5.
(17) Sml. 1970, nr. 5; org. ref. Sml. 1970, s. 47, praemis 12.
(18) Sag 136/78, Sml. s. 437.
(19) Sag 136/78, jf. ovenfor, praemis 25.
(20) Sag 237/84, Sml. s. 1247.
(21) Direktiv om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26).
(22) Sag 237/84, praemis 17.
(23) Sag 131/86, Sml. s. 905.
(24) Praemis 26.
(25) Praemis 27.
(26) Sag 75/63, Sml. 1954-1964, s. 471.
(27) Sag 53/81, jf. ovenfor, praemis 11.
(28) Sag 120/73, Sml. s. 1471.
(29) Praemis 4.
(30) Raadets forordning af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366).
(31) Praemis 19 (sag 118/75, Sml. s. 1185), min fremhaevelse; jf. ligeledes dom af 12.12.1989 (sag C-265/88, Lothar Messner, Sml. s. 4209, praemis 12).
(32) Dom af 3.6.1986 (sag 139/85, Sml. s. 1741).
(33) Sag 344/87, Sml. s. 1621.
(34) Domskonklusionens nr. 3 (sag 316/85, Sml. s. 2811, jf. s. 2840).
(35) Jf. dom af 2.2.1989 (sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195).
(36) Direktiv 90/364/EOEF (EFT L 180, s. 26).
(37) Direktiv 90/365/EOEF (EFT L 180, s. 28).
(38) Direktiv 90/366/EOEF (EFT L 180, s. 30).
(39) Sag 139/85, jf. ovenfor, praemis 15.
Full & Egal Universal Law Academy