EUR-Lex -  61989CC0338 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 22. januar 1991. - ORGANISATIONEN DANSKE SLAGTERIER MOD LANDBRUGSMINISTERIET. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: OESTRE LANDSRET - DANMARK. - FORCE MAJEURE - AFBRYDELSE AF VAREFORSYNINGERNE PAA GRUND AF EN STREJKE. - SAG C-338/89.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Under en sag mellem Organisationen Danske Slagterier (herefter benaevnt "ODS"), som mandatar for Jydske Andelsslagteriers Konservesfabrik AmbA (herefter benaevnt "Jaka"), og det danske Landbrugsministerium har OEstre Landsret forelagt Domstolen fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 36 og 37 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3183/80 af 3. december 1980 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for import- og eksportlicenser samt forudfastsaettelsesattester for landbrugsvarer (EFT L 338, s. 1). Med spoergsmaalene oenskes det i det vaesentlige oplyst, dels om og paa hvilke betingelser en strejke uden for en virksomhed, som har medfoert en afbrydelse af raavareforsyningen, i relation til virksomheden kan indebaere, at der foreligger force majeure i de naevnte bestemmelsers forstand, saaledes at virksomheden fritages for sin eksportforpligtelse i gyldighedsperioden for en attest med forudfastsaettelse af restitutionerne, den har faaet udstedt, dels hvilke kriterier den nationale myndighed i givet fald skal laegge til grund ved afgoerelsen af, om den paagaeldende attest skal ophaeves eller dens gyldighed forlaenges.

2. Med hensyn til spoergsmaalenes noejagtige ordlyd samt en naermere redegoerelse for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen og de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, vil jeg tillade mig at henvise til retsmoederapporten. Jeg vil derfor kun omtale disse forhold i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af min argumentation.

1. Begrebet force majeure (det foerste spoergsmaal)

3. Det fremgaar af Domstolens faste praksis (1), at

"da begrebet force majeure ikke har et ensartet indhold inden for de forskellige grene af retssystemet samt de forskellige omraader, hvor det anvendes, skal dette begrebs mening bestemmes inden for den juridiske sammenhaeng, hvori det faar betydning."

4. I dom af 27. oktober 1987 (sag 109/86, Theodorakis, Sml. s. 4319, praemis 7) fastslog Domstolen, netop i forbindelse med artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80, at

"begrebet force majeure, selv om det ikke forudsaetter absolut umulighed, dog indebaerer et krav om, at den paagaeldende handling ikke er udfoert paa grund af helt usaedvanlige og uforudseelige omstaendigheder, som den, der paaberaaber sig dem, ikke har nogen indflydelse paa, og hvis virkninger ikke kunne vaere undgaaet trods al udvist agtpaagivenhed."

5. Lad mig indledningsvis bemaerke, at i og med, at force majeure-begrebet i denne definition ikke er begraenset til absolut umulighed, men tager hensyn til de beroerte erhvervsdrivendes adfaerd, er det, som fastslaaet i Domstolens praksis,

"tilstraekkeligt elastisk, hvad angaar ikke blot den paaberaabte begivenheds art, men tillige den agtpaagivenhed, som eksportoeren burde have udvist til imoedegaaelse heraf, og omfanget af de ofre, som han burde have paataget sig i den henseende" (jf. den af ODS naevnte dom af 17.12.1970, sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. s. 235, praemis 23 (2)).

Det maa antages, at der herved fuldt ud er taget hoejde for de hensyn, der som anfoert af ODS om fornoedent skal tilgodeses ud fra proportionalitetsprincippet (jf. s. 16 og 17 i den duplikerede udgave af retsmoederapporten).

6. Jeg vil herefter se paa, om det saaledes definerede force majeure-begreb maa antages at omfatte faktiske omstaendigheder som dem, den forelaeggende retsinstans har beskrevet i sit foerste praejudicielle spoergsmaal.

7. Der kan naeppe vaere tvivl om, at en strejke i andre virksomheder end den, der paaberaaber sig force majeure, maa betegnes som en omstaendighed, virksomheden ikke har indflydelse paa. Man maa vel sige, at enhver misligholdelse fra en medkontrahents side, som ikke skyldes eksportlicensindehaverens forhold, er en omstaendighed, som denne ikke har indflydelse paa. Dette kan i hvert fald udledes af dommen i Theodorakis-sagen, praemis 8, som Domstolen gentog i praemis 34 i dom af 10. juli 1990, Den Hellenske Republik mod Kommissionen, sag C-334/87 (Sml. I, s. 2849).

8. Tilbage staar spoergsmaalet om, hvorvidt medkontrahentens misligholdelse er en usaedvanlig og uforudseelig omstaendighed, hvis virkninger ikke kunne vaere undgaaet trods al udvist agtpaagivenhed. Ud fra de samme praemisser i de naevnte domme synes spoergsmaalet at maatte besvares benaegtende. Domstolen fastslog saaledes, at

"en saadan begivenhed udgoer en saedvanlig handelsrisiko i forretningsforhold, og licensindehaveren (som i oevrigt fuldstaendig frit kan vaelge sine handelspartnere under hensyn til, hvilken fordel han kan have heraf) maa selv traeffe sine modforholdsregler enten ved at indfoeje bestemmelser herom i (den paagaeldende) (3) kontrakt[en] eller ved at tegne en saerlig forsikring."

9. Ser vi imidlertid naermere paa de to sager, skulle Domstolen dog ikke i nogen af dem beskaeftige sig med spoergsmaalet om, hvorfor medkontrahenten misligholdt sin forpligtelse. I Theodorakis-sagen kunne EF-virksomheden ikke gennemfoere eksportforretningen og maatte haeve kontrakten, fordi medkontrahenten, en polsk virksomhed, ikke modtog den vare, den havde koebt. I sag C-334/87 fandt eksportforretningen ikke sted inden for de fatsatte frister, fordi EF-virksomheden som foelge af den sudanesiske regerings "kontraktbrud" ikke havde faaet bevilget den fornoedne kredit.

10. I den foreliggende sag drejer det sig imidlertid ikke om, hvorvidt medkontrahentens misligholdelse i sig selv er en "saedvanlig handelsrisiko". Hvis der overhovedet foreligger force majeure, skal forholdet soeges blandt de omstaendigheder, der har foert til misligholdelsen. Problemet er derfor, om de anfoerte omstaendigheder er omfattet af en saadan "saedvanlig handelsrisiko", eller om de derimod var saa usaedvanlige og uforudseelige, at deres virkninger ikke kunne vaere undgaaet trods al udvist agtpaagivenhed - ikke af den, som ikke har opfyldt sine kontraktlige forpligtelser, men af den, der paaberaaber sig omstaendighederne.

11. Lad mig her bemaerke, at det ikke paa forhaand kan udelukkes, at en strejke kan vaere en usaedvanlig og uforudseelig omstaendighed.

12. Sagsoegeren i hovedsagen har i sit skriftlige indlaeg navnlig henvist til Kommissionens forordning nr. 473/67/EOEF af 21. august 1967 om import- og eksportlicenser for korn, kornprodukter, ris, brudris og risprodukter (JO 204 af 24.8.1967, s. 16), i hvis artikel 9, stk. 2, strejke udtrykkeligt var anfoert som en omstaendighed, der kan betragtes som force majeure [jf. litra f)].

13. Paa linje med Kommissionens forordning nr. 102/64/EOEF af 28. juli 1964, der har samme titel (JO 1964, s. 2125) var den naevnte forordning for de paagaeldende landbrugsvarer en forloeber for forordningerne om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for import- og eksportlicenser samt forudfastsaettelsesattester for landbrugsvarer som helhed, som f.eks. forordning nr. 3183/80 - dvs. den forordning, den foreliggende sag drejer sig om - samt de foregaaende forordninger, nemlig nr. 1373/70 af 10. juli 1970 (EFT 1970 II, s. 382) og nr. 193/75 af 17. januar 1975 (EFT L 25, s. 10). De sidstnaevnte forordninger indeholdt imidlertid ikke som de tidligere en opregning af force majeure-tilfaelde. Som bilag til sit skriftlige indlaeg har sagsoegeren i hovedsagen imidlertid fremlagt et arbejdsdokument fra Kommissionen, udarbejdet i medfoer af artikel 20, stk. 3, i forordning nr. 193/75, der svarer til artikel 37, stk. 5, i forordning nr. 3183/80. Det fremgaar af dokumentet, at myndighederne i naesten alle medlemsstater allerede har anerkendt, at strejke - uanset om der er tale om havnearbejder-, post- eller jernbanestrejker eller endog en strejke blandt eksportvirksomhedens egne ansatte - er et tilfaelde af force majeure, der kan begrunde, at den paagaeldende licens ophaeves, eller at dens gyldighed forlaenges.

14. I dom af 17. september 1987 (sag 70/86, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3545) har Domstolen efter min opfattelse ogsaa anerkendt eller i det mindste ikke afvist, at en strejke under visse omstaendigheder kan vaere et tilfaelde af force majeure. Som begrundelse for, at de finansielle bidrag for juni maaned 1983 var blevet krediteret Kommissionens konto to dage for sent (krediteringen fandt sted den 3.6.og ikke den 1.6.), henviste den graeske regering til, at der var generalstrejke blandt bankfunktionaererne den 1. og 2. juni. Domstolen fandt (dommens praemis 9), at betingelserne for at statuere force majeure ikke var til stede, da den paagaeldende strejke var forudsigelig og den forsinkede kreditering af de finansielle bidrag saaledes kunne vaere undgaaet. Domstolen havde forinden fastslaaet, at

"dagspressen i hvert fald den 25. maj havde bebudet strejker den 26. og 27. maj omfattende flere faglige omraader, herunder banksektoren",

og at

"dagspressen den 29. forudsaa ..., at aktionen ville fortsaette, og det oplystes, at de faglige organisationer havde opfordret til strejke den 1. og 2. juni."

15. Spoergsmaalet om, hvorvidt en strejke i en anden virksomhed end den, der paaberaaber sig den, er et tilfaelde af force majeure, forudsaetter saaledes en vurdering af, hvor forudsigelig den var, og af, om den, der paaberaaber sig den, havde mulighed for at undgaa de dermed forbundne virkninger.

16. I den foreliggende sag fremgaar det af forelaeggelseskendelsen (og af de indgivne indlaeg), at der paa det tidspunkt, da Jaka ansoegte om den omtvistede forudfastsaettelsesattest, nemlig den 25. februar 1985, allerede var afgivet to strejkevarsler, nemlig henholdsvis den 13. og den 21. februar 1985, og at de strejker, der saaledes var varslet til ivaerksaettelse den 4. marts 1985, var landsdaekkende og omfattede udtrykkeligt udpegede overenskomstomraader inden for langt de fleste fagforbund under den danske hovedorganisation, LO, der havde afgivet varslerne. Under disse omstaendigheder var det efter min opfattelse ikke uforudsigeligt, at strejken faktisk ville bryde ud og ramme omraader, som f.eks. transport, som kunne paavirke Jaka' s virksomhed. Selv hvis ODS med foeje har kunnet goere gaeldende, at det danske overenskomstsystem og dettes funktion i praksis bevirker, at der hverken er vished eller overvejende sandsynlighed for strejke paa det tidspunkt, hvor varslerne afgives, og at det ikke kan forudses, hvilke virksomheder strejken vil ramme, og heller ikke, hvornaar en strejke vil begynde og hvor laenge den vil vare (jf. slutningen af foerste afsnit paa s. 14 i den duplikerede udgave af retsmoederapporten), er dette ikke tilstraekkeligt til at anse strejken for at vaere en uforudsigelig begivenhed. Ved afgoerelsen af, om der foreligger force majeure, er det nemlig ikke tilstraekkeligt, at den, som paaberaaber sig force majeure, beviser, at der ikke var vished for, at den begivenhed, der faktisk indtraf, ville finde sted; det skal tvaertimod bevises, at det var - omend ikke sikkert - saa i det mindste overvejende sandsynligt, at begivenheden ikke ville finde sted (eller at det ville vaere usaedvanligt, hvis den fandt sted).

17. Tilsvarende kan det ikke antages, at et strejkeudbrud var usaedvanligt eller uforudsigeligt, blot fordi strejken ganske vist var varslet til ivaerksaettelse i forudfastsaettelsesattestens gyldighedsperiode, men "der bestod muligheder for, at strejken ikke ville faa virkning for virksomheden" (jf. det foerste spoergsmaals ordlyd). Det maa tvaertimod vaere en betingelse for, at det under saadanne omstaendigheder maa anses for usaedvanligt eller uforudsigeligt, at en strejketrussel bringes til udfoerelse, at dette maa betragtes som saa usandsynligt, at en agtpaagivende og paapasselig erhvervsdrivende har kunnet mene, at risikoen for, at det vil ske, var ubetydelig (4).

18. Heroverfor har ODS anfoert, at den blotte omstaendighed, at der er mulighed for, at en strejke indtraeffer, ikke i sig selv kan indebaere, at force majeure-bestemmelserne ikke bringes i anvendelse. I saa fald ville danske eksportoerer af landbrugsvarer ifoelge ODS ikke kunne opnaa forudfastsaettelse i en periode, som kan vare fra december maaned i aaret forud for overenskomsternes udloeb og frem til marts eller eventuelt juni i det foelgende aar.

19. De faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag viser imidlertid efter min opfattelse, at ordningen med forudfastsaettelse ikke bliver uanvendelig i saa lang en periode.

20. Sagsoegeren i hovedsagen har saaledes selv anfoert, at Jaka normalt ansoegte om attest i begyndelsen af hver maaned, og at virksomheden den 5. februar 1985 havde modtaget en attest vedroerende 1 400 000 kg koedkonserves. Sagsoegeren har ikke haevdet, at Jaka ikke kunne eksportere denne betydelige maengde koed inden for attestens gyldighedsperiode. Tvisten drejer sig alene om en yderligere attest, som Jaka ansoegte om den 25. februar 1985, og som vedroerte 700 000 kg skinkeprodukter. Baggrunden for denne ekstra ansoegning var, at det paa det tidspunkt pludselig havde vist sig muligt at foroege eksporten til USA.

21. Allerede den 21. februar 1985 havde LO imidlertid afgivet andet og sidste strejkevarsel. Det omtvistes i oevrigt ikke, at der efter afgivelsen af andet strejkevarsel i de foregaaende aar var udbrudt strejke i tre ud af tretten tilfaelde. Under disse omstaendigheder kunne risikoen for, at der ville udbryde strejke, ikke anses for ubetydelig; strejken var ikke laengere uforudsigelig.

22. Det paahvilede foelgelig Jaka at traeffe alle de foranstaltninger, der kunne beskytte virksomheden mod virkningerne af strejken.

23. Hvis Jaka ikke kunne indfoeje passende bestemmelser i sine kontrakter med leverandoerer eller kunder og heller ikke kunne tegne en forsikring mod eventuel fortabelse af den stillede sikkerhed eller mod risikoen for at gaa glip af fordelene ved forudfastsaettelsen, maatte virksomheden have undladt at ansoege om forudfastsaettelse af restitutioner for den yderligere maengde paa 700 000 kg og eventuelt ogsaa for den maengde, for hvilken den ansoegte om forudfastsaettelse i begyndelsen af marts maaned.

24. Fra det tidspunkt, hvor det ikke laengere kunne udelukkes, at der ville udbryde strejke, maatte der, som fastslaaet i Domstolens praksis, udvises "al agtpaagivenhed" for at undgaa de virkninger, strejken kunne have. Det ville ikke have vaeret en "urimelig opofrelse" (5) at give afkald paa forudfastsaettelse og ved eksportforretningens gennemfoerelse blot faa udbetalt den paa det tidspunkt gaeldende restitution, som maa formodes at have svaret noejagtigt til forskellen mellem verdensmarkedsprisen og Faellesskabets taerskelpris.

25. Efter min opfattelse maa det foerste spoergsmaal herefter besvares som foreslaaet af den danske regering og Kommissionen, dvs. som foelger:

"Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 skal fortolkes saaledes, at der ikke foreligger force majeure, naar raavareforsyningen til en virksomhed, der har faaet en forudfastsaettelsesattest, standser paa grund af en lovlig strejke i andre virksomheder, hvis strejken - under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen - var varslet paa tidspunktet for ansoegningen om attesten til ivaerksaettelse i attestens gyldighedsperiode, selv om der bestod mulighed for, at strejken ikke ville udbryde eller at den ikke ville faa virkninger for virksomheden."

26. Herefter er det efter min opfattelse ufornoedent at tage stilling til de tre foelgende spoergsmaal. Jeg vil derfor kun behandle dem subsidiaert.

2. Virkningerne af force majeure (andet, tredje og fjerde spoergsmaal)

27. Andet spoergsmaal har foelgende ordlyd:

"Er der i henhold til artikel 36 og 37 tidsmaessige graenser for, hvor laenge en ophoert strejke kan tillaegges force majeure-virkning i tilfaelde, hvor virksomhedens kapacitet paa tidspunktet for strejkens ivaerksaettelse og i tiden herefter er fuldt udnyttet, naar daekningskoeb til virksomhedens produktion i strejkeperioden ikke er mulig, og naar daekningskoeb i form af faerdigvarer i strejkeperioden og i tiden derefter heller ikke er mulig?"

28. Af hensyn til forstaaelsen af spoergsmaalets raekkevidde vil jeg omtale en raekke faktiske omstaendigheder i hovedsagen, saaledes som de fremgaar af forelaeggelseskendelsen.

29. For det foerste er det ubestridt, at de danske myndigheder efter anmodning forlaengede gyldigheden af de fleste af de forudfastsaettelsesattester, der udloeb med udgangen af marts 1985, og nogle attester, der udloeb med udgangen af april maaned, men at de afslog Jaka' s ansoegning om forlaengelse af gyldighedsperioden for den omhandlede attest til den 12. juli 1985, idet det anfoertes, at

"virkningen af den tidligere strejke ... ikke kunne udstraekkes saa laenge".

Siden, nemlig under behandlingen af hovedsagen, har det danske Landbrugsministerium endvidere anfoert:

"den kortvarige strejke paa ca. 8-10 dage kan ikke paaberaabes som force majeure i relation til den omhandlede forudfastsaettelsesattest"

og

"under alle omstaendigheder kan en saa kortvarig strejke ikke tillaegges betydning som force majeure i en periode paa naesten fire maaneder fra 1. april 1985 til 26. juli 1985" (jf. forelaeggelseskendelsens s. 5 og 7).

30. For det andet har den nationale retsinstans i forelaeggelseskendelsen (s. 4) udtrykkeligt anfoert, at Jaka efter strejken, der i henhold til lov ophoerte den 1. april 1985, maatte indstille produktionen fra naevnte dato og foerst fra den 15. april gradvis kunne genoptage produktionen i takt med, at slagterierne genoptog arbejdet. Jaka, som havde udnyttet sin produktionskapacitet fuldt ud, indtil raavareforsyningerne blev utilstraekkelige, kunne ikke indhente forsinkelsen og producere den maengde, som var noedvendig for rettidigt at opfylde eksportforpligtelsen i henhold til forudfastsaettelsesattesten, dvs. inden den 31. maj 1985; Jaka ansoegte derfor om forlaengelse af gyldighedsperioden, foerst til den 12. juli, senere til den 26. juli.

31. Endelig fremgaar det af en syns- og skoenserklaering, der er indhentet under behandlingen af hovedsagen, at

"Jaka havde kapacitet til at producere det fornoedne til rettidig opfyldelse af (den omtvistede) forudfastsaetttelsesattest saavel som sine andre salgsforpligtelser ifoelge afsluttede kontrakter, hvis der ikke havde vaeret strejke omkring slutningen af marts 1985",

og at

"dette ville vaere en stort set fuld normal udnyttelse af Jaka' s produktionskapacitet".

I syns- og skoenserklaeringen hedder det desuden, at som foelge af strejken og under hensyn til Jaka' s samlede salgsforpligtelser samt til, at Jaka ikke havde mulighed for at skaffe sig hverken raavarer eller faerdigvarer ved daekningskoeb fra anden side,

"[kunne] Jaka med fuld udnyttelse af produktionskapaciteten ... have faerdigproduceret den maengde koedkonserves, som (den omtvistede) forudfastsaettelsesattest omfatter, den 5. juli 1985" (jf. forelaeggelseskendelsens s. 4 og 5).

32. Under saadanne faktiske omstaendigheder og ud fra de betragtninger, jeg har fremfoert i forbindelse med det foerste spoergsmaal, kan det andet praejudicielle spoergsmaal behandles relativt kortfattet.

33. Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 bestemmer, at i tilfaelde af force majeure skal licensens gyldighedsperiode forlaenges eller licensen ophaeves. De kriterier, der skal laegges til grund ved valget mellem disse to loesninger, er genstand for tredje og fjerde spoergsmaal. Men har myndigheden i den licensudstedende medlemsstat besluttet at forlaenge licensens gyldighedsperiode, skal den som fastsat i artikel 37, stk. 1, forlaenge den med "et tidsrum, der anses for noedvendigt under hensyn til det paaberaabte forhold". Som Kommissionen med rette har paapeget, foelger det heraf, at

"de af de nationale myndigheder trufne afgoerelser om forlaengelse af en attests gyldighedsperiode boer have til foelge, at den erhvervsdrivende stilles i en lignende situation, som ville have eksisteret, hvis ingen force majeure-begivenhed var indtruffet",

hvilket i en strejkesituation betyder, at

"forlaengelsen kunne svare til strejkens varighed, om noedvendigt yderligere forlaenget for at tage hoejde for de forsinkelser, en strejke kan have haft for genoptagelsen af produktionen" (jf. afsnit 7 i Kommissionens indlaeg samt s. 26 i den duplikerede udgave af retsmoederapporten).

34. Jeg vil foreslaa det andet spoergsmaal besvaret paa denne maade, medmindre Domstolen maatte finde det ufornoedent at besvare spoergsmaalet.

35. Spoergsmaalet om, hvorvidt det var muligt at foretage daekningskoeb af raavarer til virksomhedens produktion i strejkeperioden eller daekningskoeb i form af faerdigvarer i strejkeperioden og indtil attestens udloeb, er reelt en del af spoergsmaalet om, hvorvidt der har foreligget force majeure. Selv om det saaledes antages, at strejken har vaeret uforudsigelig, vil der kun kunne antages at have foreligget force majeure, saafremt virksomheden ikke havde mulighed for at undgaa virkningerne af strejken ved at foretage saadanne daekningskoeb.

36. Dette er grunden til, at jeg ikke har medtaget dette aspekt af spoergsmaalet i mit forslag til besvarelse, der lyder som foelger:

"Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 skal fortolkes saaledes, at en ophoert strejke kun kan tillaegges force majeure-virkning i en periode svarende til strejkens varighed, om noedvendigt yderligere forlaenget for at tage hoejde for forsinkelser, strejken kan have haft for genoptagelsen af produktionen, paa betingelse af, at virksomhedens produktionskapacitet var fuldt udnyttet saavel ved strejkens begyndelse som i tiden herefter."

37. Med det tredje og fjerde praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende retsinstans oplyst, hvilke hensyn den kompetente myndighed i medlemsstaten skal tillaegge vaegt, naar den skal afgoere efter artikel 37 i forordning nr. 3183/80, om forudfastsaettelsesattesten skal ophaeves eller om dens gyldighedsperiode skal forlaenges.

38. Artikel 37 indeholder ingen bestemmelse herom. I stk. 1 hedder det blot:

"Er det paaberaabte forhold et tilfaelde af force majeure, afgoer den kompetente myndighed i den licensudstedende medlemsstat, om forpligtelsen til at udfoere eller indfoere skal ophaeves med frigivelse af sikkerhedsstillelsen, eller om licensens gyldighedsperiode skal forlaenges med et tidsrum, der anses for noedvendigt under hensyn til det paaberaabte forhold; (...)",

mens det ikke naermere fastlaegges, hvilke hensyn myndigheden skal tillaegge vaegt ved afgoerelsen. Kravet om, at de forskellige medlemsstaters myndigheder anvender bestemmelsen paa samme maade, er imidlertid til hinder for, at det skoen, de utvivlsomt har inden for omraadet, kan vaere helt frit. Da der ikke findes udtrykkelige fortolkningselementer, kan eventuelle begraensninger efter min opfattelse kun udledes af den retlige sammenhaeng, i hvilken de nationale myndigheder skal handle, og inden for hvis rammer de skal udoeve deres skoen.

39. I den forbindelse maa det for det foerste fastslaas, at myndighederne traeffer afgoerelse paa grundlag af en udtrykkelig anmodning fra den erhvervsdrivende, som ikke alene skal paaberaabe sig og foere bevis for, at der er tale om force majeure, men i henhold til artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 3183/80 ogsaa skal anmode enten om ophaevelse eller forlaengelse. Den erhvervsdrivende skal saaledes angive, hvad der foretraekkes, og myndigheden skal traeffe afgoerelse i relation hertil. Efter min opfattelse kan det heraf udledes, at den erhvervsdrivendes interesser indgaar blandt de hensyn, myndigheden skal tage i betragtning. For mig at se bekraeftes dette af artikel 37, stk. 1, andet punktum, hvorefter "den kompetente myndigheds afgoerelse kan vaere anderledes end den, licenshaveren har anmodet om". Hvis der overhovedet ikke skulle tages hensyn til licenshaverens interesser, og hvis den anmodning, denne har fremsat, ikke skulle vaere et af de vaesentligste forhold, der skulle tages i betragtning, ville praeciseringen have vaeret overfloedig.

40. For det andet maa man have i erindring, at hvis der vaelges forlaengelse, har denne, som Domstolen fastslog i dommen af 16. december 1982, (sag 71/82, Brueggen, Sml. s. 4647, praemis 14) til formaal at sikre, at licenshaveren

"saettes i stand til at gennemfoere eksportforretningen paa grundlag af den for vedkommende licens forudfastsatte restitutionssats, uanset hindringerne som foelge af de begivenheder, der udgoer force majeure,"

eller, som Kommissionen har anfoert i sine bemaerkninger vedroerende det andet praejudicielle spoergsmaal, at

"de af de nationale myndigheder trufne afgoerelser om forlaengelse af en attests gyldighedsperiode boer have til foelge, at den erhvervsdrivende stilles i en lignende situation, som ville have eksisteret, hvis ingen force majeure-begivenhed var indtruffet".

Denne saerlige retlige sammenhaeng bevirker, at den myndighed, som paa indehaverens anmodning skal traeffe afgoerelse vedroerende en forudfastsaettelsesattest, i videst muligt omfang skal traeffe en saadan afgoerelse, at den forretning, attesten vedroerer, gennemfoeres til en sats som den forudfastsatte.

41. Naturligvis vil indehaveren af en saadan attest vaere tilboejelig til at anmode om ophaevelse eller forlaengelse alt efter, om restitutionssatsen er steget eller faldet efter forudfastsaettelsen. Hvis den er steget, vil han anmode om en ny attest for at kunne eksportere med en mere fordelagtig restitutionssats. I modsat fald vil han anmode om forlaengelse for at kunne eksportere med den hoejere sats, der blev forudfastsat. I foerstnaevnte tilfaelde boer myndigheden afvise at ophaeve attesten og i stedet forlaenge den, saaledes at eksportoeren ikke opnaar gunstigere vilkaar som foelge af force majeure-tilfaeldet. Tilsvarende mener jeg, at den i sidstnaevnte tilfaelde principielt boer imoedekomme anmodningen om forlaengelse for at sikre, at eksportoeren kan gennemfoere forretningen paa de vilkaar, der var fastsat inden force majeure-tilfaeldet indtraadte.

42. Efter min opfattelse er det navnlig for at sikre, at myndigheden kan handle, som jeg netop har beskrevet, at artikel 37, stk. 1, bestemmer, at den ikke noedvendigvis skal traeffe den afgoerelse, licenshaveren har anmodet om. Kommissionen, som har udstedt forordning nr. 3183/80, synes at vaere af samme opfattelse, idet den har anfoert, at

"bestemmelserne i artikel 37 har til formaal at undgaa, at de licensudstedende myndigheder systematisk traeffer afgoerelser, som ensidigt er til fordel for de erhvervsdrivende, som paaberaaber sig en force majeure-situation" (jf. afsnit 8 in fine i Kommissionens skriftlige indlaeg).

43. Dette synspunkt er for mig at se ogsaa paa linje med tredje punktum i artikel 37, stk. 1, der har foelgende ordlyd:

"Saafremt en anmodning om ophaevelse af en licens med forudfastsaettelse er blevet indgivet mere end tredive dage efter udloebet af licensens gyldighedsperiode, kan den kompetente myndighed i stedet for ophaevelse forlaenge licensens gyldighedsperiode, hvis den forudfastsatte sats med eventuelle justeringer i tilfaelde af beloeb, som skal udbetales, ligger under den oejeblikkelige sats, eller i tilfaelde af beloeb, som skal opkraeves, ligger over den oejeblikkelige sats".

44. Denne bestemmelse er helt klart en undtagelse fra artikel 36, stk. 2, i forordning nr. 3183/80, som bestemmer:

"En anmodning om forlaengelse af licensens gyldighedsperiode, som indgives mere end tredive dage efter dennes udloeb, godtages ikke".

45. Bestemmelsen skal sikre, at myndigheden kan forlaenge licensens gyldighedsperiode, selv om tredivedages-fristen er udloebet, og saaledes soerge for, at indehaveren skal gennemfoere den paataenkte forretning paa de oprindeligt fastsatte vilkaar. Saafremt bestemmelsen ikke fandtes, ville licenshaveren kunne undgaa forlaengelse og derved opnaa andre - mere fordelagtige - vilkaar end oprindeligt fastsat ved blot at afvente tredivedages-fristens udloeb, idet der herefter principielt kun kan ske ophaevelse.

46. I samme forbindelse skal jeg ogsaa henvise til Domstolens dom af 16. december 1970 (sag 36/70, Getreide-Import, Sml. s. 233, praemis 13), hvori det udtales, at ophaevelse og forlaengelse

"kun er fastsat med henblik paa at afhjaelpe de problemer, importoerer og eksportoerer kan staa overfor, naar de skal opfylde deres import- eller eksportforpligtelse rettidigt; det ville derfor vaere i strid hermed, hvis den erhvervsdrivende i kraft af saadanne problemer kunne opnaa en bedre retsstilling end de af hans konkurrenter, der ikke har haft tilsvarende problemer".

Der skal altsaa foretages en sammenligning mellem situationen for den paagaeldende erhvervsdrivende og for de af hans konkurrenter, der ikke har haft de samme problemer, dvs. de konkurrenter, som har faaet udstedt en forudfastsaettelsesattest paa samme vilkaar, men som i modsaetning til ham har kunnet importere eller eksportere inden for de fastsatte frister. Heraf foelger, at saafremt restitutionssatsen er faldet i tiden efter forudfastsaettelsen, men ikke er faldet yderligere efter udloebet af den oprindelige gyldighedsperiode for den attest, som den, der paaberaaber sig force majeure, har faaet udstedt, kan der meddeles forlaengelse, idet den erhvervsdrivende ikke herved opnaar andre fordele end dem, der normalt er forbundet med den forudfastsaettelsesattest, han har faaet udstedt. Derimod vil en forlaengelse bevirke, at den erhvervsdrivende opnaar en bedre retsstilling end konkurrenterne, saafremt restitutionerne er faldet ved - eller fortsat er faldende efter - udloebet af attestens gyldighedsperiode, men inden det tidspunkt, hvor eksporten faktisk gennemfoeres. Dette var imidlertid ikke tilfaeldet i den foreliggende sag, idet restitutionssatsen, som var fastsat til 0,50 DKR pr. kg skinke med virkning fra den 14. maj 1985, dvs. inden for attestens oprindelige gyldighedsperiode, fortsat var gaeldende paa det tidspunkt, hvor eksporten faktisk blev gennemfoert, nemlig den 26. juli 1985; en forlaengelse af attestens gyldighedsperiode ville derfor ikke have givet Jaka fordele ud over den, virksomheden ville have haft, hvis den havde kunnet eksportere rettidigt, dvs. senest den 31. maj 1985.

47. Endelig vil den nationale myndighed ogsaa finde anledning til at afvise at forlaenge attestens gyldighedsperiode, hvis en saadan forlaengelse skal omfatte en relativt lang periode, for at eksporten kan gennemfoeres. Dette kan vaere tilfaeldet, saafremt der er fare for, at de omstaendigheder, der udgoer force majeure eller virkningerne af disse omstaendigheder varer ved og forhindrer en gennemfoerelse af eksporten inden for rimelig tid. I forordningerne nr. 473/67 og nr. 102/64, som jeg allerede har naevnt, var sondringen mellem de tilfaelde, hvor enten ophaevelse eller forlaengelse var reglen, baseret paa et saadant kriterium i tilknytning til de paaberaabte omstaendigheders karakter. I henhold til forordningerne skulle der saaledes principielt meddeles ophaevelse i tilfaelde af krig eller uroligheder, statslige eksport- eller importforbud, hindringer for soefarten som foelge af nationale myndigheders afgoerelser, og skibbrud, mens der skulle meddeles forlaengelse i tilfaelde af havari af skib eller ladning, strejke, midlertidig afbrydelse af soefarten i en frostperiode, lavvande eller maskinuheld. I oevrigt er det i artikel 37, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 3719/88 (EFT L 331, s. 1), som har erstattet den her omhandlede forordning nr. 3183/80, udtrykkeligt fastsat, at attestens gyldighedsperiode ikke kan forlaenges med mere end seks maaneder, hvilket er sket "for at undgaa mulige forstyrrelser af markedsforvaltningen" (jf. den foerste betragtning paa s. 3 i EFT L 331 af 2.12.1988).

48. Paa grundlag af ovennaevnte bemaerkninger skal jeg foreslaa, at tredje og fjerde praejudicielle spoergsmaal besvares saaledes:

"Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 skal fortolkes saaledes, at den kompetente myndighed i den licensudstedende medlemsstat - naar den skal traeffe afgoerelse vedroerende en anmodning, der er fremsat af indehaveren af en eksportlicens med forudfastsaettelse af restitutioner, og der anmodes om enten ophaevelse af licensen eller om forlaengelse af dens gyldighedsperiode - i videst muligt omfang skal soerge for, at den paataenkte eksportforretning kan gennemfoeres til den oprindeligt forudfastsatte restitutionssats, medmindre hensynet til at undgaa konkurrenceforvridninger er til hinder herfor, eller hensyn, der er forbundet med kravet om en forudsigelig markedsforvaltning, maatte pege i retning af, at en anden afgoerelse vil vaere mere hensigtsmaessig."

Konklusion

49. Sammenfattende skal jeg saaledes foreslaa, at det foerste af de spoergsmaal, OEstre Landsret har forelagt, besvares saaledes:

"1) Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 skal fortolkes saaledes, at der ikke foreligger force majeure, naar raavareforsyningen til en virksomhed, der har faaet en forudfastsaettelsesattest, standser paa grund af en lovlig strejke i andre virksomheder, hvis strejken - under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen - var varslet paa tidspunktet for ansoegningen om attesten til ivaerksaettelse i attestens gyldighedsperiode, selv om der bestod mulighed for, at strejken ikke ville udbryde eller at den ikke ville faa virkninger for virksomheden."

50. Saafremt Domstolen maatte finde, at ovennaevnte svar ikke indebaerer, at det er ufornoedent at besvare de oevrige spoergsmaal, OEstre Landret har forelagt, skal jeg subsidiaert foreslaa, at disse spoergsmaal besvares saaledes:

"2) Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 skal fortolkes saaledes, at en ophoert strejke kun kan tillaegges force majeure-virkning i en periode svarende til strejkens varighed, om noedvendigt yderligere forlaenget for at tage hoejde for forsinkelser, strejken kan have haft for genoptagelsen af produktionen, paa betingelse af, at virksomhedens produktionskapacitet var fuldt udnyttet saavel ved strejkens begyndelse som i tiden herefter.

3) Artikel 36 og 37 i forordning nr. 3183/80 skal fortolkes saaledes, at den kompetente myndighed i den licensudstedende medlemsstat - naar den skal traeffe afgoerelse vedroerende en anmodning, der er fremsat af indehaveren af en eksportlicens med forudfastsaettelse af restitutioner, og der anmodes om enten ophaevelse af licensen eller om forlaengelse af dens gyldighedsperiode - i videst muligt omfang skal soerge for, at den paataenkte eksportforretning kan gennemfoeres til den oprindeligt forudfastsatte restitutionssats, medmindre hensynet til at undgaa konkurrenceforvridninger er til hinder herfor, eller hensyn, der er forbundet med kravet om en forudsigelig markedsforvaltning, maatte pege i retning af, at en anden afgoerelse vil vaere mere hensigtsmaessig."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) Jf. bl.a. dom af 30.1.1974, sag 158/73, Kampffmeyer, Sml. s. 101, praemis 8 (praemis 16 i den danske version).

(2) Dommen vedroerte Kommissionens forordning nr. 473/67/EOEF af 21.8.1967 om import- og eksportlicenser for korn, kornprodukter, ris, brudris og risprodukter (JO 204 af 24.8.1967, s. 16), som jeg senere vil vende tilbage til.

(3) De ord, jeg har sat i parentes, findes kun i Theodorakis-dommen.

(4) Jf. saaledes Domstolens dom af 11.7.1968 (sag 4/68, Schwarzwaldmilch, Sml. 1965-1968, s. 527), hvoraf det foelger, at en begivenhed er usaedvanlig, naar en agtpaagivende og paapasselig erhvervsdrivende ville have anset den for usandsynlig. Se i samme retning Kommissionens meddelelse C(88)1696 vedroerende "force majeure inden for europaeisk landbrugsret" [EFT C 259 af 6.10.1988, s. 10, navnlig afsnit I.2.a)1].

(5) Se med hensyn til begrebet "urimelig opofrelse" bl.a. ovennaevnte dom i Schwarzwaldmilch-sagen og dom af 17.9.1970 (sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. s. 235, praemis 23).

Full & Egal Universal Law Academy