Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Denne sag er forelagt Domstolen af Deputy High Bailiff' s Court, Douglas (oeen Man), i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177. Den nationale ret oensker oplysning om, hvorvidt visse lovbestemmelser paa oeen Man kan anses for forenelige med EF-retten, og Domstolen skal med denne sag for foerste gang tage stilling til, hvilke retsvirkninger EF-retten har for oeen, som er omfattet af en saerlig ordning efter Traktaten i lighed med, hvad der gaelder for Kanaloeerne. Foer jeg behandler de problemer, som de forelagte spoergsmaal rejser, kan det vaere nyttigt at sige et par ord om oeen Man og dens ret usaedvanlige stilling i forhold til saavel Det Forenede Kongerige som De Europaeiske Faellesskaber.
OEen Man (1)
2. OEen Man ligger i Det Irske Hav omtrent lige langt fra England, Wales, Skotland, Nordirland og Irland. OEen har et areal paa 227 kvadratmiles og omkring 68 000 indbyggere, hvoraf knap halvdelen bor i hovedstaden Douglas. OEens vigtigste industri er finmekanik, landbrug, fiskeri, turisme og finansielle tjenesteydelser.
3. OEen Man kom for foerste gang under den engelske Krone i det 14. aarhundrede, men dens nuvaerende forfatningsstilling stammer fra 1866, da dens statskasse blev adskilt fra Det Forenede Kongeriges, og oeen opnaaede en vis begraenset kontrol med sine egne udgifter. Siden da har de lokale myndigheder faaet overdraget flere og flere befoejelser.
4. Ligesom Kanaloeerne udgoer oeen Man ikke en del af Det Forenede Kongerige og er heller ikke en koloni. Den betegnes normalt som en besiddelse under den britiske Krone, om end dette begreb ikke har noget praecist indhold. OEen har sin egen lovgivende forsamling, som kaldes Tynwald, og som bestaar af House of Keys (underhuset) og Legislative Council (overhuset). Den britiske Krones repraesentant paa oeen, som benaevnes Lieutenant-Governor, er medlem af Legislative Council.
5. Tynwald har et vidtraekkende selvstyre med hensyn til forhold, der er begraenset til oeens omraade. De af Tynwald udstedte lovforskrifter skal dog for at faa lovskraft stadfaestes af kongehuset, ligesom de love, der vedtages af Det forenede Kongeriges parlament. I modsaetning til, hvad der gaelder for Det Forenede Kongeriges lovgivning, findes der ingen forfatningssaedvane om, at det britiske statsoverhoved er forpligtet til at stadfaeste love fra oeen Man. Den britiske Home Secretary (indenrigsministeren), som er medlem af Det Forenede Kongeriges regering og hovedansvarlig for forbindelserne med oeen, kan derfor raade det britiske statsoverhoved til at naegte kongelig stadfaestelse, saafremt de paataenkte bestemmelser findes uacceptable for Det Forenede Kongeriges regering. Selv om det tilsyneladende sjaeldent er forekommet, at kongen har naegtet stadfaestelse, er konsekvensen heraf i praksis, at Indenrigsministeriet skal godkende alle de lovforslag, som kommer fra oeen.
6. Sidestykket til den befoejelse, der tilkommer Tynwald til at lovgive om rent lokale forhold, er den praksis, som gaelder ved det britiske parlament i Westminster, hvorefter der ikke uden samtykke fra oeens myndigheder lovgives vedroerende forhold, som udelukkende beroerer oeen. Det britiske forfatningsudvalg (Royal Commission on the Constitution) har dog antaget, at det britiske parlament retligt set har uindskraenket befoejelse til at fastsaette lovregler for oeen uden dennes samtykke.
7. OEen Man har ingen repraesentanter i det britiske parlament. Parlamentets love gaelder ikke automatisk paa oeen, men kun saafremt dette er udtrykkeligt fastsat eller fremgaar forudsaetningsvis. Naar det paataenkes at lade en Act of Parliament (britisk lov) finde anvendelse paa oeen, sker det normalt ikke direkte, men ved at indfoeje en bestemmelse i loven, hvoraf fremgaar, at den bringes i anvendelse paa oeen i medfoer af en "Order in Council" (en slags afledt lovgivning), eventuelt med visse aendringer, som angives i den paagaeldende "order". Denne ordning goer det i et vist omfang muligt at tage hensyn til de saerlige forhold paa oeen.
8. OEen Man har sin egen forvaltning, sit eget skatte- og retssystem og sine egne domstole. Afgoerelser, truffet af oeens domstole, kan ankes til Judicial Committee of the Privy Council, som har saede i London, og hvis afgoerelse er inappellabel. Medlemmerne heraf er bl.a. Lord Chancellor og alle Lords of Appeal in Ordinary, som til daglig er medlemmer af House of Lords. Naar der indgives anke fra en ret paa oeen Man, anses Judicial Committee som en domstol for oeen Man og ikke som en domstol i Det Forenede Kongerige.
9. Det Forenede Kongeriges regering varetager oeen Man' s udenrigsanliggender og dens forsvar. Denne funktion paa det foerstnaevnte omraade gav anledning til nogen bekymring paa oeen, da Det Forenede Kongerige ansoegte om medlemskab af EF. Dette beroede paa den bestemmelse, som er indeholdt i EOEF-Traktatens artikel 227, stk. 4, og hvorefter "denne Traktats bestemmelser finder anvendelse paa de europaeiske omraader, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat". Hvis der ikke var blevet vedtaget en saerordning, ville EOEF-Traktaten saaledes have fundet uindskraenket anvendelse paa oeen ved Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af EF.
10. OEens beboere fandt imidlertid, at dette ville skade oeens oekonomi. Der blev derfor af Det Forenede Kongerige forhandlet en saerordning for at sikre fornoedent hensyn til de saerlige forhold paa oeen. Denne saerordning er nedfaeldet i EOEF-Traktatens artikel 227, stk. 5, litra c), som blev indfoejet ved tiltraedelsesakten fra 1972, og i tiltraedelsesaktens protokol nr. 3. Artikel 227, stk. 5, litra c), lyder saaledes:
"Bestemmelserne i denne Traktat finder kun anvendelse paa Kanaloeerne og oeen Man i det omfang, det er noedvendigt for at sikre anvendelsen paa disse oeer af den ordning, der er fastsat i Traktaten vedroerende de nye medlemsstaters tiltraedelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab, undertegnet den 22. januar 1972."
Der blev indfoejet tilsvarende bestemmelser i de oevrige Traktater, jf. EKSF-Traktatens artikel 79, litra c), og Euratom-Traktatens artikel 198, litra d). I hvilket omfang EOEF- og Euratom-Traktaterne finder anvendelse paa oeen Man, er naermere fastlagt i protokol nr. 3 til tiltraedelsesakten fra 1972. Det er vedroerende fortolkningen af denne protokol, at den nationale ret i denne sag har anmodet om vejledning fra Domstolen.
Faktiske omstaendigheder og de praejudicielle spoergsmaal
11. Under tvisten i hovedsagen er Christopher Stewart Barr og Montrose Holdings Limited blevet tiltalt af Department of Health and Social Security (oeen Man) (herefter benaevnt "DHSS") for overtraedelse af section 2, stk. 1, i Control of Employment Act 1975 (med senere aendringer), som er en af Tynwald udstedt lov. Section 2, stk. 1, bestemmer:
"Bortset fra de tilfaelde, som er naevnt i stk. 2 og 3, maa ingen
a) paatage sig eller udoeve beskaeftigelse paa oeen Man, medmindre vedkommende er hjemmehoerende arbejdstager paa oeen, eller
b) beskaeftige andre paa oeen, medmindre vedkommende er hjemmehoerende arbejdstager paa oeen,
uden en i medfoer af lovens section 3 meddelt tilladelse hertil af Department of Health and Social Security ... paa de af denne i tilladelsen foreskrevne betingelser."
Section 2, stk. 2 (som tilsyneladende ikke er omtvistet i hovedsagen), bestemmer, at der skal ske frifindelse af en arbejdsgiver, som "under retssagen godtgoer, at han troede, at den af ham beskaeftigede arbejdstager var hjemmehoerende arbejdstager paa oeen Man, samt at han traf alle noedvendige forholdsregler for at kontrollere, at hans antagelse var velbegrundet". Begrebet "hjemmehoerende arbejdstager paa oeen Man" er defineret i section 1. Sagt i korthed omfatter det personer, som opfylder naermere angivne betingelser, saasom at de er foedt paa oeen eller i laengere perioder uden afbrydelse har vaeret bosat dér. Ifoelge section 2, stk. 3, gaelder forbuddet i stk. 1 ikke for de stillinger, som er naevnt i lovens bilag 1.
12. Barr er britisk statsborger. Han er ikke hjemmehoerende arbejdstager paa oeen Man, som dette forstaas efter section 1 i Control of Employment Act 1975, og var beskaeftiget hos Montrose Holdings Limited fra den 1. september 1988 til den 1. januar 1989, uden at DHSS havde givet tilladelse hertil i henhold til loven af 1975. For dette forhold vil Barr kunne idoemmes faengsel i tre maaneder og/eller en boede paa op til 1 000 UKL. Montrose Holdings Limited vil kunne idoemmes en boede paa op til 1 000 UKL.
13. Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at ingen af de tiltalte bestrider de faktiske omstaendigheder. Det eneste, de har anfoert til deres forsvar, er, at loven af 1975 strider mod protokol nr. 3, som finder anvendelse paa oeen Man i medfoer af European Communities (Isle of Man) Act 1973, der er en af Tynwald udstedt lov. Dette er baggrunden for, at der under sagen er forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"1) Er de af Tynwald udstedte lovbestemmelser i Control of Employment Act 1975 (med senere aendringer) i strid med protokol nr. 3 til tiltraedelsesakten af 1972, som denne protokol retteligt boer fortolkes, naar disse lovbestemmelser
a) med hensyn til beskaeftigelse paa oeen Man af andre end de paa oeen hjemmehoerende arbejdstagere - saaledes som dette begreb forstaas efter loven (med senere aendringer) - foreskriver kontrol med eller begraensninger i beskaeftigelsen, som indebaerer forskelsbehandling efter branche, erhverv eller beskaeftigelsens art,
b) med hensyn til beskaeftigelsen paa oeen Man behandler fysiske og juridiske personer i Faellesskabet anderledes end personer fra oeen Man behandles i Det Forenede Kongerige?
2) Skal artikel 4 i protokol nr. 3 retteligt fortolkes saaledes, at den alene forbyder myndighederne paa oeen Man at forskelsbehandle fysiske og juridiske personer i Faellesskabet paa grundlag af nationalitet?"
14. Saadan som det foerste spoergsmaal er formuleret, kan Domstolen klart ikke tage stilling dertil, for saa vidt som der oenskes en afgoerelse af, om en bestemt del af lovgivningen paa oeen Man er forenelig med EF-retten. Efter fast praksis har Domstolen ingen kompetence til at traeffe en saadan afgoerelse i henhold til artikel 177. Den kan derimod godt besvare de to spoergsmaal paa en saadan maade, at den derigennem saetter den forelaeggende ret i stand til at afsige dom i sagen.
Domstolens kompetence
15. Foer jeg kan behandle de retlige problemer, spoergsmaalene rejser, maa jeg undersoege, om Domstolen overhovedet har kompetence til at tage forelaeggelsen under realitetspaakendelse. Det fremgaar klart af tiltraedelsestraktatens artikel 1, stk. 2 og 3, jf. tiltraedelsesaktens artikel 158, at Domstolen kan traeffe praejudicielle afgoerelser vedroerende fortolkningen af protokol nr. 3, saafremt den anmodes herom af en domstol i en af medlemsstaterne. OEen Man udgoer som naevnt ikke en del af Det Forenede Kongerige. Spoergsmaalet er derfor, om den nationale ret, som har forelagt spoergsmaalene i denne sag, er en "ret i en af medlemsstaterne" i henhold til EOEF-Traktatens artikel 177.
16. Der er ingen tvivl om, at det paa tidspunktet for Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af Faellesskaberne var Tynwald' s opfattelse, at dette spoergsmaal maatte besvares bekraeftende. European Communities (Isle of Man) Act 1973 indeholder herom navnlig foelgende bestemmelse i section 2, stk. 1:
"... alle de retsmidler og procedurer, som er fastsat i Traktaterne eller de i medfoer heraf udstedte bestemmelser, og som (under hensyn til bestemmelserne i tiltraedelsesakten og protokollen) i medfoer af Traktaterne har retsvirkning eller skal anvendes paa oeen Man, uden at det er noedvendigt at vedtage gennemfoerelsesforskrifter hertil, anerkendes som retligt bindende og de kan paaberaabes og skal haandhaeves og overholdes ...".
Endvidere bestemmer section 3, stk. 1, foelgende:
"I alle retstvister skal ethvert spoergsmaal om indholdet eller virkningen af de traktatbestemmelser, som finder anvendelse paa oeen Man, eller om enhver anden EF-forskrifts gyldighed, indhold eller virkning, som finder anvendelse paa oeen Man, behandles som et retsspoergsmaal (og skal, saafremt det ikke forelaegges De Europaeiske Faellesskabers Domstol, afgoeres paa grundlag af de principper, som EF-Domstolen har fastlagt, og de afgoerelser, Domstolen har truffet paa omraadet ...)."
Det fremgaar klart af disse bestemmelser, at Tynwald gik ud fra, at de lokale domstole paa oeen Man i paakommende tilfaelde kunne goere brug af forelaeggelsesadgangen efter artikel 177.
17. Jeg mener, at Tynwald havde ret heri. Dens opfattelse stoettes af Traktatens artikel 227, stk. 5, litra c), hvorefter Traktaten finder anvendelse paa oeen Man "i det omfang, det er noedvendigt for at sikre anvendelsen ... af den ordning", der er fastsat i protokol nr. 3. Traktatens artikel 177 finder altsaa anvendelse paa oeen Man, saafremt denne betingelse er opfyldt. Maaske boer domstolene paa oeen alene af denne grund have befoejelse til at forelaegge praejudicielle spoergsmaal i henhold til artikel 177.
18. Efter min opfattelse er det under alle omstaendigheder vigtigt af hensyn til den korrekte anvendelse af protokollen, at domstolene paa oeen har mulighed for at soege vejledning hos Domstolen vedroerende protokollens bestemmelser. Hvis de nemlig blev naegtet adgang hertil, ville det, som DHSS og Det Forenede Kongerige har anfoert i deres faelles skriftlige indlaeg for Domstolen, blive vanskeligt at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af de EF-bestemmelser, som i medfoer af protokol nr. 3 finder anvendelse paa oeen. Da det er af afgoerende vigtighed at sikre opfyldelsen af dette formaal, finder jeg, at udtrykket i Traktatens artikel 177: "en ret i en af medlemsstaterne" boer fortolkes saa vidt, at det omfatter alle judicielle organer med hjemsted inden for de geografiske omraader, hvor Traktaten, om det saa kun er delvis, finder anvendelse i medfoer af artikel 227. I modsat fald ville disse omraaders domstole, som har ansvaret for EF-rettens anvendelse, blive frataget enhver mulighed for at soege vejledning hos Domstolen. Dette ville indebaere en alvorlig risiko for, at EF-retten tilsidesaettes.
Sagens realitet
19. Traktatens bestemmelser om den frie bevaegelighed for arbejdstagere, den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser finder ikke anvendelse paa oeen. Den eneste henvisning til disse bestemmelser i protokol nr. 3 findes i artikel 2, som bestemmer: "De rettigheder, som personer hjemmehoerende i disse omraader under Det Forenede Kongerige nyder godt af, beroeres ikke af tiltraedelsesakten. Dog nyder de ikke godt af faellesskabsbestemmelserne vedroerende den frie bevaegelighed for personer og tjenesteydelser." (Ved "hjemmehoerende" forstaas i denne forbindelse hovedsagelig enhver britisk statsborger, som har en saerlig taet tilknytning til oeen, hvorom jeg kan henvise til protokollens artikel 6 og erklaeringen fra Det Forenede Kongeriges regering vedroerende definitionen af udtrykket "statsborgere", se EFT 1983 C 23, s. 1). Hjemmehoerende paa oeen Man bevarer altsaa deres hidtidige traditionelle ret til bopael inden for Det Forenede Kongerige og adgang til det britiske arbejdsmarked, men har ikke ret til fri bevaegelighed inden for den oevrige del af Faellesskabet. EF-landenes statsborgere, herunder statsborgere fra Det Forenede Kongerige, som ikke er hjemmehoerende paa oeen Man, har ikke nogen i EF' s regler hjemlet ret til at rejse til oeen Man for at soege eller tage beskaeftigelse, etablere sig i en selvstaendig virksomhed eller praestere tjenesteydelser.
20. Af samme grund har de tiltalte i hovedsagen med rette afstaaet fra at paaberaabe sig Traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed, men derimod henvist til artikel 4 i protokol nr. 3, der blot siger: "Myndighederne i disse omraader [dvs. Kanaloeerne og oeen Man] anvender den samme behandling over for enhver fysisk eller juridisk person i Faellesskabet." Deres argument her er, at bestemmelserne i den lov, som de tiltales efter, Control of Employment Act 1975, strider mod protokollens artikel 4 og derfor ikke kan haandhaeves.
21. Inden jeg behandler dette argument, skal jeg dog foerst undersoege, om EF-retten overhovedet finder anvendelse paa den situation, som er omhandlet under sagen for den nationale ret. I sag 175/78, Saunders (Sml. 1979, s. 1129, praemis 11), fastslog Domstolen nemlig, at Traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke kan anvendes "paa en medlemsstats rent interne forhold, dvs. forhold hvor der ikke er nogen forbindelse med de situationer, som faellesskabsretten tager sigte paa" (se ogsaa de forenede sager 35/82 og 36/82, Morson og Jhanjan, Sml. 1982, s. 3723, sag 180/83, Moser, Sml. 1984, s. 2539, og de forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. 1990 I, s. 3763). Den samme begraensning gaelder for Traktatens bestemmelser om den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser, hvorom jeg f.eks. kan henvise til dommen i sag 115/78, Knoors (Sml. 1979, s. 399). Den foreliggende sag vedroerer ikke Traktatens bestemmelser om den frie bevaegelighed for personer, da disse som naevnt ikke finder anvendelse paa oeen. Da sagen imidlertid beroerer en britisk statsborgers ret til at tage beskaeftigelse paa oeen Man, kunne det haevdes, at det i det hele er udelukket at anvende protokol nr. 3 i denne sag, fordi den heri omhandlede situation angaar en medlemsstats rent interne forhold. Ifoelge hvad DHSS og Det Forenede Kongerige har anfoert i deres faelles indlaeg, er dette muligvis tilfaeldet, fordi tvisten i hovedsagen i det vaesentlige vedroerer et krav fra en statsborger i Det Forenede Kongerige om at udoeve beskaeftigelse inden for et omraade, hvis udenrigsanliggender Det Forenede Kongerige varetager, og hvor EF' s regler om den frie bevaegelighed for arbejdstagere ikke finder anvendelse.
22. Jeg finder dog ikke at kunne tilslutte mig denne opfattelse. Omstaendigheder som den foreliggende sags kan ikke betegnes som "en medlemsstats rent interne forhold", da oeen Man som naevnt ikke udgoer en del af Det Forenede Kongerige. Da protokollens artikel 4 desuden indeholder et krav om, at myndighederne paa oeen Man anvender den samme behandling over for enhver fysisk eller juridisk person i Faellesskabet, omfatter denne bestemmelse klart alle EF-landenes, herunder Det Forenede Kongeriges, statsborgere. Det kan derfor ikke laegges til grund, hvilket Domstolen gjorde i Saunders-sagen, at der ikke i denne sag er nogen forbindelse med de situationer, som faellesskabsretten tager sigte paa. Det er ved Saunders-dommen fastslaaet, at en statsborger i Det Forenede Kongerige kan have faerre rettigheder over for sin egen stat end statsborgere fra andre medlemsstater. Protokol nr. 3 indeholder imidlertid ingen bestemmelser til stoette for, at statsborgere fra Det Forenede Kongerige har faerre rettigheder efter EF-retten over for oeen Man end de oevrige EF-landes statsborgere. Jeg mener saaledes, at omstaendighederne i denne sag ikke kan betragtes som "en medlemsstats rent interne forhold", hvorfor de er omfattet af EF-retten.
23. Jeg kommer herefter til tiltaltes argument om, at Control of Employment Act 1975 strider mod artikel 4 i protokol nr. 3. Kernen i dette argument er, at visse af de i 1975-lovens bilag 1 naevnte typer af beskaeftigelse, hvortil arbejdstagere, der ikke er hjemmehoerende paa oeen Man, har adgang uden forudgaaende tilladelse, i praksis kun kan udoeves af britiske statsborgere. Som alle, der har afgivet indlaeg i sagen, er enige om, indebaerer artikel 4 - i det omfang den finder anvendelse - et forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Heraf konkluderer de tiltalte, at undtagelsesordningen for de paagaeldende typer af beskaeftigelse strider mod artikel 4, fordi den indebaerer en forskelsbehandling over for statsborgere fra andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige og Irland. De erkender dog, at loven af 1975 ville vaere forenelig med artikel 4, saafremt den behandlede statsborgere fra Det Forenede Kongerige, som ikke er hjemmehoerende paa oeen Man, og irske statsborgere paa samme maade som de oevrige EF-landes statsborgere. De tiltalte i hovedsagen bestrider med andre ord ikke det lovlige i, at loven af 1975 forskelsbehandler personer, som ikke er hjemmehoerende arbejdstagere paa oeen Man.
24. De tiltalte i hovedsagen har foretaget en detaljeret gennemgang af bilag 1 til loven af 1975, hvilket jeg dog ikke mener, Domstolen behoever at goere. Der er to grunde hertil. Den ene er, at Barr er britisk statsborger, hvorfor han ikke er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af nationalitet, uanset om de tiltalte i oevrigt har ret i deres analyse af den gaeldende undtagelsesordning for bestemte typer af beskaeftigelse. Den anden grund er, at Barr var beskaeftiget som virksomhedsjurist af Montrose Holdings Limited, hvis virksomhed hovedsagelig bestaar i ejendomsudstykning, og at det ikke er blevet gjort gaeldende, at Barr' s stilling er omfattet af den i 1975-lovens bilag 1 indeholdte liste over undtagne typer af beskaeftigelse. Det foelger af begge disse to grunde, at bestemmelserne i den lov, som haevdes at indebaere en forskelsbehandling til fordel for statsborgere i Det Forenede Kongerige og Irland, ikke spiller nogen rolle for spoergsmaalet, om de tiltalte begik de lovovertraedelser, som de er anklaget for. Det er derfor irrelevant, om disse bestemmelser er forenelige med protokol nr. 3 eller ej. Foelgelig er det ikke noedvendigt at undersoege, hvilket anvendelsesomraade forbuddet i artikel 4 i protokol nr. 3 maa antages at have, herunder navnlig om det gaelder i relation til Traktaten som helhed eller kun i relation til de bestemmelser i faellesskabsretten, som udtrykkeligt finder anvendelse paa oeen Man.
25. Jeg skal som foelge af det anfoerte foreslaa Domstolen at besvare de af Deputy High Bailiff forelagte spoergsmaal paa foelgende maade:
"Artikel 4 i protokol nr. 3 til tiltraedelsesakten skal fortolkes saaledes, at myndighederne paa oeen Man ikke maa forskelsbehandle EF-landenes statsborgere paa grundlag af nationalitet. Bestemmelsen er ikke til hinder for at anvende oeens egen lovgivning paa forhold, hvor der ikke opstaar spoergsmaal om forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet."
(*) Originalsprog: engelsk.
(1) Ved udfaerdigelsen af denne del af mit forslag til afgoerelse har jeg saerlig stoettet mig til de skriftlige indlaeg i sagen og foelgende afhandlinger: Simmonds: "The British Islands and the Community; II - The Isle of Man" (1970) 7 CMLRev 454; the Report of the Royal Commission on the Constitution (1973), Cmnd. 5460, bind I; Horner: "The Isle of Man and the Channel Islands - A Study of their Status under Constitutional, International and European Law", EUI Working Paper nr. 98 (1984); Plender: "The Protocol, the Bailiwicks and the Jersey Cow" se Plender (udg.), Legal History and Comparative Law (1990), s. 193. Se ogsaa Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols dom af 25.4.1978 i sagen Tyrer mod Det Forenede Kongerige, serie A, nr. 26.
Full & Egal Universal Law Academy