Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. Dette forslag til afgoerelse vedroerer det praejudicielle spoergsmaal, som er stillet Domstolen under en tvist mellem Antonio Crispoltoni, som er tobaksdyrker i Umbrien, og en landbrugsorganisation, som han er medlem af, Fattoria autonoma tabacchi di Città di Castello (herefter benaevnt "Fattoria").
2. Da Crispoltoni havde leveret tobak i blade af sorten Bright til den sagsoegte organisation, modtog han forskudsvis og mod betaling af en sikkerhedsstillelse den praemie, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 727/70 af 21. april 1970 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak (1) (herefter benaevnt "grundforordningen"). Efter at forordningerne (EOEF) nr. 1114/88 (2) og (EOEF) nr. 2268/88 (3) traadte i kraft, blev denne praemie nedsat med 5%, og det italienske interventionsorgan kraevede delvis tilbagebetaling fra Fattoria, som overvaeltede dette krav paa sine medlemmer. Crispoltoni indbragte dernaest sagen for Pretura di Perugia for at faa fastslaaet, at han ikke var forpligtet til at betale det paagaeldende beloeb til Fattoria.
3. Den forelaeggende ret anmoder Domstolen om at traeffe afgoerelse om "gyldigheden af Raadets forordninger nr. 1114/88 af 24. april 1988 og nr. 2268/88 af 19. juli 1988".
4. Ved den foerste af disse forordninger blev grundforordningen aendret, saaledes at der i tobakssektoren blev indfoert ordningen med saakaldte "maksimale garantimaengder", hvorefter interventionspriserne og praemierne for de forskellige sorter tobak, saafremt produktionen overskrider en vis taerskel, automatisk nedsaettes i forhold til overskridelsen. Ved forordningen fastsatte man ogsaa den maksimale garantimaengde for samtlige tobakssorter til 385 000 tons for hvert af hoestaarene 1988, 1989 og 1990.
5. Ved den anden forordning blev der for 1988-hoesten fastsat priser og de oevrige faktorer, som naevnes i grundforordningen, herunder de maksimale garantimaengder for hver tobakssort. For sorten Bright var dette tal fastsat til 38 000 tons. Produktionen i 1987 var paa 40 802 tons, og det viste sig senere (4), at den faktiske produktion i 1988 var paa 42 105 tons.
6. Jeg vil indledningsvis tilkendegive, at jeg deler Raadets opfattelse, hvorefter det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at det stillede spoergsmaal i virkeligheden gaar ud paa, om de to forordninger er gyldige, for saa vidt de fastsaetter en maksimal garantimaengde for tobak af sorten Bright for 1988-hoesten (38 000 tons).
7. Raadet finder det dog tvivlsomt, om tvisten i hovedsagen er reel, og har herved fremhaevet, at den er opstaaet i en ejendommelig sammenhaeng. Det har redegjort for en droeftelse, som har fundet sted i Umbriens regionalraad, og hvorunder det blev naevnt, at der var indledt retssager for de nationale retter og EF-Domstolen for at faa fastslaaet, at visse forordninger var ulovlige. Raadet har ligeledes tillagt det en vis betydning, at sagsoegte i hovedsagen er Fattoria, som sagsoegeren er medlem af, og ikke det italienske interventionsorgan.
8. I denne forbindelse er det tilstraekkeligt at henvise til Domstolens faste praksis, hvorefter:
"det tilkommer ... udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem de konkrete tvister er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, ligesom relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen, er et anliggende, der paa det naevnte grundlag udelukkende henhoerer under de nationale retsinstansers vurdering" (5).
9. De omstaendigheder, som Raadet har paaberaabt sig, er efter min mening ikke af en saadan art, at de kan give Domstolen grundlag for at goere en undtagelse fra denne praksis og saaledes anfaegte den brug, som den nationale ret har gjort af sin kompetence til at stille et praejudicielt spoergsmaal.
10. Jeg vil nu gaa over til sagens realitet. Den forelaeggende ret finder det tvivlsomt, om de to paagaeldende forordninger er gyldige, fordi de eventuelt er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod retsakters tilbagevirkende gyldighed og retssikkerhedsprincippet.
11. Domstolen har imidlertid i en lang raekke domme fastslaaet, at:
"Selv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed forbyder, at en faellesskabsretsakt gives gyldighed fra et tidspunkt, der ligger foer aktens offentliggoerelse, kan dette rent undtagelsesvist tillades, naar det tilstraebte formaal fordrer det, og naar de beroertes berettigede forventning respekteres behoerigt." (6)
12. Da det fremgaar af denne praksis, at retssikkerhedsprincippet er til hinder for, at en retsakt anvendes med tilbagevirkende gyldighed, bortset fra undtagelsestilfaelde, hvor de to betingelser, som Domstolen har defineret, er opfyldt, er det ikke noedvendigt at redegoere yderligere for dette princip, men jeg kan begraense mig til at undersoege, om det var noedvendigt at anvende den nye ordning med tilbagevirkende gyldighed, og om de beroertes berettigede forventning er blevet respekteret.
13. Det er rigtigt, at Raadets to forordninger i dette tilfaelde ikke formelt er blevet givet "gyldighed fra et tidspunkt, der ligger foer aktens offentliggoerelse". Forordning nr. 1114/88 er nemlig blevet udstedt den 25. april 1988, og den er traadt i kraft paa dagen for sin offentliggoerelse, nemlig den 29. april 1988. Forordning nr. 2268/88 er dateret den 19. juli 1988; den er ligeledes traadt i kraft paa dagen for sin offentliggoerelse, nemlig den 26. juli 1988.
14. Det er imidlertid en kendsgerning, at tobaksproducenterne den 29. april 1988 havde foretaget deres valg med hensyn til produktionen for 1988, og at hoesten var i gang den 26. juli 1988. Det staar nemlig fast, saaledes som den forelaeggende ret har oplyst, at tobak af sorten Bright saas i saerlige udsaaningsbede i loebet af februar, og at udplantningen af de unge planter paa marken finder sted foer udgangen af april. Det er denne udplantning, der synes at vaere den operation, som medfoerer de stoerste udgifter, og som er afgoerende for, hvor store arealer der dyrkes. Det er heller ikke blevet bestridt, at hoesten begynder i juli.
15. Da princippet om begraensning af garantien altsaa er blevet indfoert paa et tidspunkt, hvor valgene med hensyn til det indevaerende aars produktion allerede var blevet foretaget, og da det maksimale garantibeloeb for sorten Bright var blevet fastsat, da den hoest, som det gjaldt for, allerede var i gang, anser jeg det for berettiget at antage, at de paagaeldende bestemmelser er blevet anvendt med tilbagevirkende gyldighed. Jeg kan ikke se nogen grund til at sondre mellem en saadan situation og den situation, at en bestemmelse udtrykkeligt er blevet tillagt virkning paa en dato forud for dens offentliggoerelse. De to betingelser, som er fastsat i den lige naevnte retspraksis, maa derfor vaere opfyldt.
16. Ifoelge den foerste af disse betingelser kan den tilbagevirkende gyldighed rent undtagelsesvis tillades, naar det tilstraebte formaal fordrer det.
17. Men i saa fald
"skal beslutninger, der har en saadan virkning, dog i deres betragtninger begrunde, hvorfor den oenskede tilbagevirkende gyldighed er fundet berettiget" (7).
18. I det foreliggende tilfaelde kan det tilstraebte formaal, saaledes som det er angivet i betragtningerne, imidlertid ikke paa nogen maade vaere en berettigelse for at tillaegge ordningen med maksimale garantimaengder for 1988-hoesten tilbagevirkende gyldighed. Det fremgaar nemlig af den foerste betragtning til forordning nr. 1114/88, at:
"For at begraense enhver stigning i Faellesskabets tobaksproduktion og samtidig haemme produktion af sorter, der har afsaetningsvanskeligheder (8), boer det bestemmes, at overskridelsen af en maksimal garantimaengde, der fastsaettes for hver hoest, medfoerer en proportional nedsaettelse af priserne og praemien; ...".
19. Ordningen med maksimale garantimaengder er altsaa blevet indfoert med et afskraekkende formaal: Den har til formaal, under trussel om nedsaettelse af priser og praemier, at opnaa en nedsaettelse af produktionen. Det er imidlertid umuligt med tilbagevirkende kraft at begraense en foroegelse af den produktion, som allerede har fundet sted. Truslen kan have virkning for en fremtidig hoest, men ikke for en hoest, der er i gang.
20. Anvendelsen af den nye ordning paa 1988-hoesten var altsaa fuldstaendig uegnet til at opnaa det tilstraebte formaal.
21. Det boer endvidere bemaerkes, at de paagaeldende to forordninger ikke indeholder nogen anden begrundelse, som f.eks. at det er noedvendigt at begraense Faellesskabets udgifter, som maaske kunne have berettiget, at de blev anvendt paa 1988-hoesten. Raadet har klart valgt at opnaa det formaal at nedsaette udgifterne i tobakssektoren ved hjaelp af en nedskaering af produktionen og ikke ved en direkte nedsaettelse af priser og praemier uafhaengigt af en saadan nedskaering.
22. Endelig har Raadet ved sin forordning (EOEF) nr. 1251/89 (9) af 3. maj 1989 aendret stk. 5 i artikel 4 i forordning nr. 727/70, som det havde indfoert knapt et aar tidligere ved forordning nr. 1114/88. Den nye version bestemmer udtrykkeligt, at "Raadet fastsaetter hvert aar, for hoesten i det foelgende aar", de maksimale garantimaengder for hver sort eller gruppe af sorter af tobak. I den foerste betragtning til denne forordning har Raadet fremhaevet, at dette var noedvendigt, "for at tilplantningen kan planlaegges".
23. Alt dette bekraefter, at fastsaettelse af en maksimal garantimaengde er blevet indfoert med det formaal at tilskynde producenterne til at reducere de dyrkede arealer, men at dette formaal ikke kraevede, at ordningen havde tilbagevirkende gyldighed, fordi hoesten allerede var i gang paa det tidspunkt, hvor det afgoerende tal (38 000 tons) blev fastsat, og det tilstraebte formaal foelgelig ikke laengere kunne opnaas.
24. Det maa derfor noedvendigvis konkluderes, at forordningerne nr. 1114/88 og nr. 2268/88 er ugyldige, for saa vidt de fastsaetter en maksimal garantimaengde paa 38 000 tons for 1988-hoesten for tobak af sorten Bright.
25. Det er derfor kun subsidiaert, for det tilfaelde, at Domstolen ikke deler denne opfattelse, at jeg nu vil behandle betingelsen om, at den berettigede forventning skal respekteres.
26. Naar der skal tages stilling til, om dette princip er overholdt i forbindelse med en retsakt med tilbagevirkende gyldighed, mener jeg, at foelgende to spoergsmaal maa undersoeges:
a) Skulle de beroerte afvente, at der blev indfoert en ny ordning med tilbagevirkende gyldighed, og skulle de derfor traeffe foranstaltninger for at undgaa at blive beroert ugunstigt af disse bestemmelser?
b) Hvis aendringen ikke kunne forudses, har den kompetente institution da indfoert passende overgangsregler for at beskytte interesserne hos de erhvervsdrivende, som havde truffet deres beslutning i de tidligere bestemmelsers gyldighedsperiode?
27. Det foerste punkt har naturligvis faelles traek med det, som jeg lige har redegjort for vedroerende den nye ordnings tilbagevirkende gyldighed.
28. Raadet og Kommissionen har gjort gaeldende, at selv om de anfaegtede forordninger er udstedt paa et meget sent tidspunkt, var deres indhold tilstraekkeligt forudseligt til, at man ikke kan tale om en tilsidesaettelse af beskyttelsen af den berettigede forventning. De har til stoette herfor henvist til den faelles landbrugspolitiks generelle tendens, som indiskutabelt og temmelig laenge er gaaet i retning af en begraensning af de garantier, der gives producenterne. Kommissionen har herved henvist til en raekke tekster, herunder dens aarlige beretninger, dens "groenbog" fra 1985, konklusionerne fra Det Europaeiske Raads 34., 36. og 38. moede og dens to meddelelser fra august og september 1987 om foranstaltninger til kontrol af landbrugsmarkederne.
29. Det maa erkendes, at en opmaerksom erhvervsdrivende paa en saadan baggrund ikke kunne vaere i tvivl om, at den faelles markedsordnings stoetteforanstaltninger ville blive undergivet visse kvantitative begraensninger. Tilbage staar spoergsmaalet, i hvilket omfang og fra hvornaar.
30. I Kommissionens meddelelse af 30. september 1987, som ikke er offentliggjort i EF-Tidende, men sandsynligvis er kendt i de beroerte kredse, kunne man laese, at:
"for naeste hoestaar vil Kommissionen foreslaa, at den samlede maksimale garantimaengde fastsaettes til 350 000 tons" (afsnit H, punkt 2 in fine).
I det foelgende punkt stod der:
"Der vil blive indfoert en tilpasning paa 5% for hoestaaret 1988/1989 og paa 10% for hoestaaret 1989/1990."
31. Da grundforordningen bestemmer, at maalpriserne og interventionspriserne fastsaettes hvert aar inden den 1. august for det foelgende kalenderaars hoest (artikel 2, stk. 1 og 5), og at praemiens stoerrelse for hver sort fastsaettes hvert aar inden den 1. november for det foelgende kalenderaars hoest, kunne laeseren af meddelelsen af 30. september 1987 med rette udlede, at udtrykkene "for det foelgende hoestaar" og "for hoestaaret 1988/1989" betoed perioden fra 1. august 1988 til 31. juli 1989, dvs. 1989-hoesten.
32. I Det Europaeiske Raads konklusioner fra dets 38. moede i Bruxelles den 11. og 12. februar 1988 var der i oevrigt kun tale om en samlet maksimal maengde fastsat for tre hoestaar, uden at det blev praeciseret, hvilket der var det foerste af disse. Hoestaaret 1988 optraeder for foerste gang i Kommissionens forslag til, hvad der skulle blive til forordning nr. 1114/88, offentliggjort den 31. marts 1988 (EFT C 84, s. 31). Men da dette forslag kun naevner den maksimale garantimaengde paa 385 000 tons for hele sektoren, kunne producenterne af sorten Bright, som netop stod for at skulle udplante de unge planter, ikke forudse, hvilken maksimal garantimaengde der ville komme til at gaelde for dem.
33. Desuden henviste Kommissionen i meddelelsen af 30. september 1987 til overskudsmaengderne af tobak af de mindst efterspurgte sorter. Da der i Faellesskabet var en betydelig mangel paa sorten Bright, var det ikke urimeligt at antage, at denne kategori ville faa tildelt en maksimal garantimaengde, der mere eller mindre svarede til den produktion paa 40 802 tons, der blev naaet i 1987, og ikke betydeligt lavere end denne, nemlig 38 000 tons.
34. Men hvad der isaer maa bemaerkes, er den omstaendighed, at det sidstnaevnte tal foerst blev kendt meget sent. Det fandtes endog endnu ikke i Kommissionens forslag, som blev offentliggjort den 30. maj 1988 (EFT C 139, s. 95), og hvori der blev fastsat en maengde paa 63 000 tons for en gruppe paa fire tobakssorter. Tallet 38 000 tons forekom foerste gang i forordning nr. 2268/88, som der her er tale om, og som blev offentliggjort den 26. juli 1988. I samme forordning blev de fire sorter i oevrigt i alt tildelt 60 500 tons i stedet for de i forslaget naevnte 63 000 tons.
35. Lad mig endelig naevne, at Raadet, som i oevrigt paa ingen maade har aendret sin politik vedroerende begraensning af garantien, for aarene 1989 og 1990 har fastsat kvoten til hhv. 44 250 tons og 46 750 tons. Paa denne baggrund forekommer tallet 38 000 tons, som blev fastsat for 1988, virkelig forbavsende.
36. Det kan derfor ikke udledes af de omstaendigheder, som jeg har redegjort for ovenfor, at paa det tidspunkt, da producenterne af tobak af sorten Bright havde foretaget deres valg med hensyn til produktionen for 1988-hoesten, kunne de vaesentlige konkrete naermere bestemmelser i den nye garantiordning forudses, selv om man kunne forudse, at der i princippet ville blive indfoert en ordning til begraensning af garantien, som var baseret paa overskridelse af visse maengder.
37. Det maa i det mindste konkluderes, at stoerrelsen af den maksimale garantimaengde, der blev fastsat for sorten Bright for 1988-hoesten, ikke kunne forudses.
38. Det andet spoergsmaal, som vi maa undersoege i forbindelse med respekten for den berettigede forventning, er, om den overgangsforanstaltning, som Raadet har indfoert, kan anses for tilstraekkeligt at have beskyttet de dyrkeres interesser, som havde truffet beslutning om stoerrelsen af deres produktion paa de betingelser, som jeg lige har beskrevet. Jeg minder om, at den paagaeldende overgangsforanstaltning ligger i, at nedsaettelsen af priserne og praemierne for 1988-hoesten blev begraenset til 5%, selv for det tilfaelde, at den maksimale garantimaengde skulle blive overskredet med en hoejere procentsats. Procentsatsen for den faktiske overskridelse var for sorten Bright paa 10,8%. Det er i oevrigt interessant at bemaerke i forbifarten, at der kun skete overskridelser for 5 tobakssorter ud af 34 (se bilag I til forordning (EOEF) nr. 2158/89, note 4).
39. Paa denne baggrund mener jeg, at der maa sondres mellem de landbrugsproduktioner, hvor beslutningerne vedroerende udplantningernes stoerrelse skal traeffes paa et bestemt tidspunkt af aaret, og hvor salgskontrakterne traditionelt indgaas foer en bestemt dato, og andre typer produktion, som f.eks. maelkeproduktion, hvor produktionen er kontinuerlig, om end med aarstidsbestemte svingninger, gennem hele aaret. I sidstnaevnte tilfaelde er det efter min mening acceptabelt, at interventionspriserne kan nedsaettes i loebet af hoestaaret, fordi en saadan nedsaettelse kun paavirker den maelk, som produceres derefter. Noget andet gaelder for en afgroede som tobak, hvor produktionens omfang, som vi har set, bestemmes én gang for alle i april. Den italienske regering og sagsoegeren i hovedsagen har i oevrigt under retsmoedet kunnet haevde uden at blive modsagt, at det altovervejende flertal af salgskontrakterne for tobak indgaas foer 1. maj hvert aar.
40. Naar der er tale om situationer af denne type, mener jeg, at enhver nedsaettelse af de garanterede priser, uanset med hvilken procentsats, som sker, efter at der er truffet beslutninger om produktion og salg, kraenker den forventning, som producenterne, foer de traf disse beslutninger, var berettigede til at have om, at det niveau, som de garanterede priser havde naaet i loebet af det foregaaende hoestaar, ville blive opretholdt, i hvert fald nominelt. Derfor kan man kun anse en overgangsforanstaltning for passende, saafremt den undtager den igangvaerende produktion fra aendringen af ordningen. Selv om det er fastslaaet i Domstolens praksis, som for nylig er blevet bekraeftet i Delacre-dommen (10), at producenterne i princippet ikke kan have nogen berettiget forventning om, at stoetten til deres produktion opretholdes paa sit nuvaerende niveau, gaelder dette med hensyn til anvendelse af en ny ordning for de fremtidige virkninger af situationer opstaaet i den tidligere ordnings gyldighedsperiode (11), men ikke, saafremt en ny ordning tillaegges tilbagevirkende gyldighed for valg truffet under den tidligere ordnings gyldighedsperiode.
41. Imidlertid har Kommissionen langt fra blot plaederet for, at den indfoerte overgangsforanstaltning er tilstraekkelig, men har fremsat en langt mere radikal opfattelse, idet den har anfoert,
"at den indfoerte aendring i garantiordningen ikke har vaeret et tilfaelde af 'reformatio in pejus' af den tidligere gaeldende ordning, og at dens gyldighed derfor ikke er betinget af, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod retsreglers tilbagevirkende gyldighed og retssikkerhedsprincippet er overholdt. Ifoelge artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 727/70 i den version, der var gaeldende foer udstedelsen af forordning nr. 1114/88, havde Faellesskabet - og dermed Raadet - et vidt oekonomisk og politisk skoen ved fastsaettelsen af priserne og praemien. Faellesskabslovgiver kunne bl.a. fastsaette disse under hensyntagen til forudsigelser vedroerende udviklingen af udbuddet ...
Naar priserne og praemierne var fastsat paa dette grundlag, forblev de uaendrede i hele hoestaaret, selv om oplysninger om hoesten senere viste, at de kunne have vaeret fastsat paa et hoejere niveau, fordi den faktiske samlede produktion var lavere end forudset.
Med reformen har man valgt en mindre streng fastsaettelsesmaade, som goer det muligt for Raadet fortsat at fastsaette priserne og praemierne paa et lavt niveau under hensyntagen til forudsigelser om et overskudsudbud, men som samtidig goer det muligt at fastsaette hoejere priser og praemier, saafremt udbuddet i virkeligheden forbliver lavere end forudsagt ...
Takket vaere reformen har Raadet, som i henhold til forordning nr. 727/70 i dennes tidligere version har kunnet fastsaette praemien for sorten Bright - paa grundlag af forudsigelser om udbuddet - til 2,338 ECU/kg (den endelige praemie, som avlerne modtog i henhold til den nye ordning), saaledes kunnet fastsaette praemien til 2,461 ECU/kg for det tilfaelde, at udbuddet var under 38 000 tons, og det har kunnet fastsaette overgangspraemier paa grundlag af andre udbudsniveauer.
Mens producenterne foer reformen kun opnaaede den laveste praemie, kunne de efter reformen opnaa en hoejere praemie svarende til en gunstigere udvikling i udbuddet end forudset." (12)
42. Hvad skal man mene om denne opfattelse? Jeg deler den opfattelse, som Crispoltoni' s advokat har givet udtryk for under retsmoedet, og hvorefter denne fremstilling af den nye ordning foerer til, at systemets faktiske funktion vendes paa hovedet. Raadet begynder nemlig med at fastsaette priserne og praemierne paa et hoejt niveau, og det er foerst langt senere, efter opgoerelsen af den samlede hoest, at det paa grundlag af overskridelsen af den maksimale garantimaengde beregner deres lavere faktiske niveau. Det er kun, fordi der for 1988-hoesten var indfoert en "stoedpude", at det var muligt at beregne niveauet paa forhaand.
43. I oevrigt var denne ordning ifoelge den foerste betragtning til forordning nr. 1114/88 blevet indfoert for at "begraense enhver stigning i Faellesskabets tobaksproduktion". Man er altsaa fra en ordning med ubegraenset garanti (selv om den indebar en vis risiko for et fald i praemierne fra et hoestaar til et andet) gaaet over til en ordning, som, i hvert fald potentielt, indebar en staerkt faldende garanti afhaengig af den producerede maengde.
44. Selv hvis det antages, at den tidligere ordning gav Raadet mulighed for at fastsaette priserne og praemierne paa det niveau, som de til sidst naaede i 1988, var retstilstanden i henhold til den tidligere ordning gunstigere for producenterne end den, der fulgte af den nye ordning. Den sidstnaevnte giver nemlig ikke producenten mulighed for paa det tidspunkt, da han indleder sit produktionsaar, at vide, hvilken maengde han skal producere for at maksimere sin indtaegt, for det afhaenger af priserne og praemierne, som igen afhaenger af, i hvilken grad den maksimale garantimaengde overskrides. Procentsatsen for denne overskridelse kendes foerst efter hoesten. Under den tidligere ordning derimod havde en producent, naar foerst priserne var fastsat, selv paa et lavt niveau, ikke laengere nogen vanskelighed ved at afgoere, hvor stor en produktion der ville goere det muligt for ham at maksimere sin indtaegt.
45. Hertil kommer, at de opnaaede indtaegter under den nye ordning ikke udelukkende afhaenger af hver individuel avlers produktionsmaessige valg, men lige saa meget af andre avleres valg. Det er nemlig tilstraekkeligt, at et vist antal producenter af samme sort producerer for meget, for at priserne og praemierne falder, og det paa trods af den tilbageholdenhed, som en individuel avler eventuelt maatte udvise. Ordningen som saadan indebaerer altsaa ubestrideligt en reformatio in pejus.
46. For det andet tager Kommissionens raesonnement udgangspunkt i det postulat, at Raadet inden for den tidligere ordning havde ret til paa et hvilket som helst tidspunkt om foraaret eller sommeren 1988 at fastsaette praemien for tobak af sorten Bright for 1988-hoesten til 2,338 ECU/kg. Men som jeg allerede har naevnt, bestemmer grundforordningen, at praemien skal vaere fastsat foer den 1. november i det aar, der gaar forud for hoesten. Kommissionen har paaberaabt sig, at denne regel i lang tid ikke laengere var blevet overholdt, fordi Raadet havde faaet for vane hvert foraar, som led i en "pakkeloesning", at fastsaette priserne for alle landbrugsprodukterne. Uden at ville udtale mig om dette problem i al dets indviklethed foreslaar jeg dog Domstolen at fastslaa, at en praksis, der er indfoert i udtrykkelig strid med gaeldende ret, ikke kan paaberaabes som begrundelse for at benaegte, at der er tale om reformatio in pejus, for "nemo auditur propriam turpitudinem allegans".
47. Jeg vil endeligt tilfoeje, at Westzucker-dommen (13) ikke kan paaberaabes som fortilfaelde her.
48. I denne sag havde sagsoegerne kraevet, at en forudfastsat restitution blev forhoejet paa grund af en forhoejelse af interventionsprisen, som var sket foer den faktiske eksport. En bestemmelse i den paagaeldende forordning gik ud paa, at der skete en automatisk regulering i et saadant tilfaelde, men den var i loebet af den afgoerende periode blevet erstattet af en bestemmelse, som gjorde denne regulering fakultativ. Domstolen udtalte, at:
"AEndringen af en bestemmelse, som paa grund af dens kategoriske udformning kunne medfoere tab eller fordele for de interesserede, synes vanskeligt at kunne betragtes som indgreb i en etableret retstilstand for de interesserede" (dommens praemis 8).
Domstolen tilfoejede, at den tidligere bestemmelse i oevrigt ikke gav de paagaeldende sikkerhed for at kunne drage fordel af en forhoejelse af interventionsprisen, fordi Raadet i henhold til en anden bestemmelse kunne have truffet foranstaltninger til at forhindre en forhoejelse af restitutionen. Ifoelge Domstolen maatte de "altsaa regne med muligheden af", at de indvundne fordele ved anvendelsen af den tidligere artikel kunne fratages dem i henhold til den anden bestemmelse. Domstolen konkluderede heraf, at Raadet ikke "vaesentligt har forandret de paagaeldendes stilling" og at den skete aendring foelgelig ikke kunne betragtes som en "kraenkelse af princippet om beskyttelse af de paagaeldendes berettigede forventning" (dommens praemis 9 og 10).
49. Naar jeg mener, at dette raesonnement ikke kan overfoeres til naervaerende sag, er det, fordi eksportoeren Westzucker havde opnaaet forudfastsaettelse af sin eksportrestitution, og fordi det var meget sandsynligt, at selskabet havde indgaaet sine salgskontrakter paa dette grundlag. Hvad det er gaaet glip af, er en tabt fortjeneste, nemlig en forhoejelse af denne restitution, en forhoejelse, som det ikke med sikkerhed kunne regne med paa det tidspunkt, da det ansoegte om forudfastsaettelsen, fordi beslutningen om at forhoeje interventionsprisen foerst blev truffet senere.
50. Af alle disse grunde mener jeg, at der i det foreliggende tilfaelde har vaeret tale om reformatio in pejus. Da denne ikke med rimelighed kunne forudses, og da overgangsforanstaltningerne har vaeret utilstraekkelige, er den berettigede forventning hos avlere af tobak af sorten Bright blevet tilsidesat.
51. De to betingelser, som Domstolen stiller, for at en retsakt kan have tilbagevirkende gyldighed - nemlig at den tilbagevirkende gyldighed skal vaere noedvendig og at de beroertes berettigede forventning skal respekteres - er ikke opfyldt, og det maa derfor noedvendigvis konkluderes, at de anfaegtede forordninger er ugyldige, for saa vidt de fastsaetter en maksimal garantimaengde paa 38 000 tons for tobak af sorten Bright fra 1988-hoesten.
52. Efter min mening er det ikke noedvendigt at begraense denne konklusion til tobak hoestet i Umbrien. Det fremgaar nemlig af bilag III til forordning nr. 2268/88, at sorten Bright kun produceres i Italien. Det kan imidlertid formodes, at paa det tidspunkt, da forordningen, som fastsatte den maksimale garantimaengde til 38 000 tons, blev offentliggjort, dvs. den 26. juli 1988, var udplantningen af de unge planter foretaget paa hele denne medlemsstats omraade, saaledes at det kan antages, at den nye ordnings tilbagevirkende gyldighed var ulovlig, for saa vidt angaar alle produktionsomraader.
Sammenfatning
53. Jeg foreslaar derfor Domstolen at besvare det stillede spoergsmaal saaledes:
"Raadets forordning (EOEF) nr. 1114/88 af 25. april 1988 og Raadets forordning (EOEF) nr. 2268/88 af 19. juli 1988 er ugyldige, for saa vidt de fastsaetter en maksimal garantimaengde paa 38 000 tons for tobak af sorten Bright, hoestet i 1988."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) EFT 1970 I, s. 186.
(2) Raadets forordning (EOEF) nr. 1114/88 af 25.4.1988 om aendring af forordning (EOEF) nr. 727/70 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak (EFT L 110, s. 35).
(3) Raadets forordning (EOEF) nr. 2268/88 af 19.7.1988 om fastsaettelse for 1988-hoesten af maalpriser, interventionspriser og praemier til koebere af tobak i blade, afledte interventionspriser for tobak i baller, referencekvaliteter og produktionsomraader samt de maksimale garantimaengder og om aendring af forordning (EOEF) nr. 1975/87 (EFT L 199, s. 20).
(4) Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2158/89 af 18.7.1989 om fastsaettelse af den faktiske produktion af, samt de priser og praemier, der i henhold til ordningen med maksimale garantimaengder skal betales for tobak fra 1988-hoesten (EFT L 207, s. 15).
(5) Dom af 18.10.1990 (forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. I, s. 3763).
(6) Domme af 25.1.1979 (sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, jf. s. 86, og sag 99/78, Decker, Sml. s. 101, jf. s. 111). Se ligeledes dom af 12.11.1981 (forenede sager 212/80-217/80, Salumi, Sml. s. 2735, jf. s. 2751); af 19.5.1982 (sag 84/81, Staple Diary Product, Sml. s. 1763, jf. s. 1777); af 30.9.1982 (sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107, jf. s. 3130; sag 110/81, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3159, jf. s. 3178; sag 114/81, Tunnel Refineries mod Raadet, Sml. s. 3189, jf. s. 3206); af 14.7.1983 (sag 224/82, Meiko-Konservenfabrik, Sml. s. 2539, jf. s. 2548).
(7) Kendelse af 1.2.1984 (sag 1/84 R, Ilford mod Kommissionen, Sml. s. 423, jf. s. 431).
(8) Ikke understreget i forordningen.
(9) Raadets forordning (EOEF) nr. 1251/89 af 3.5.1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 727/70 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak (EFT L 129, s. 16).
(10) Dom af 14.2.1990 (sag 350/88, Delacre, Sml. I, s. 395, praemis 33 og 34).
(11) F.eks. den maelk, der produceres af en ko, der er koebt nogen tid tidligere.
(12) Punkt 5 og 6 i Kommissionens indlaeg.
(13) Dom af 4.7.1973 (sag 1/73, Westzucker, Sml. s. 723, jf. s. 730).
Full & Egal Universal Law Academy