Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Transport - transport ad landevej - kombineret transport (jernbane/landevej) - direktiv 75/130 - transportens karakter af én enkelt transport - udelukkelse af den afsluttende del af transporten ad landevej fra anvendelsesomraadet for de faellesskabsretlige liberaliseringsbestemmelser - retsstridigt
(Direktiv 75/130, som aendret ved direktiv 79/5, art. 1, stk. 1 og 2)
Sammendrag
En kombineret transport (jernbane/landevej) efter direktiv 75/130 skal anses som én transport fra afgangsstedet til ankomststedet. Naar transporten gennemfoeres uden medfoelgende traekkoeretoej, dvs. i tilfaelde, hvor straekningen med jernbane tilbagelaegges uden traekkoeretoejet, kan den sidste straekning ad landevej mellem den banegaard, der ligger naermest det sted, hvor godset losses, og dette sted - selv om straekningen tilbagelaegges inden for en enkelt medlemsstat - derfor ikke betragtes som en ren national transport, der ikke er underlagt de liberaliseringsforanstaltninger, som direktivet foreskriver.
Dommens præmisser
1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. februar 1989, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 75/130/EOEF af 17. februar 1975 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport (jernbane/landevej) mellem medlemsstaterne (EFT L 48, s. 31, herefter benaevnt "direktivet"), jf. navnlig artikel 2, idet der i Italien opretholdes en bevillings- og/eller kontingentordning for kombineret transport (jernbane/landevej) mellem medlemsstater, ligesom private erhvervsdrivende, der oensker at udfoere denne form for transport, ikke kan faa meddelt bevilling hertil.
2 Ved artikel 7 i et dekret udstedt af den italienske regering den 4. juli 1985 (GURI nr. 197 af 22.8.1985) blev der fastsat et kontingent for 1985 for saerlige bevillinger for koeretoejer, der udelukkende er bestemt til befordring af paahaengsvogne eller saettevogne, som anvendes inden for international kombineret transport. For at tage hensyn til direktivet vedtog den italienske regering den 16. september 1986 et andet dekret (GURI nr. 219 af 20.9.1986), i hvis eneste artikel det blev fastsat, at kombineret transport mellem medlemsstater ikke skulle vaere omfattet af nogen kontingentordning. Kort tid efter, nemlig ved et nyt dekret af 24. oktober 1986 (GURI nr. 263 af 12.11.1986), blev dekretet af 16. september 1986 ophaevet.
3 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
4 Kommissionen har gjort gaeldende, at enhver kontingentordning, eller blot bevillingsordning, for kombineret transport er omfattet af forbuddet i direktivets artikel 2. Denne bestemmelse lyder saaledes:
"Hver medlemsstat skal senest inden den 1. oktober 1975 frigoere de i artikel 1 omhandlede kombinerede transportformer fra enhver kontingent- eller bevillingsordning".
5 Den italienske regering har gjort gaeldende, at den i denne bestemmelse foreskrevne liberalisering skal gennemfoeres paa forskellig maade, alt efter om traekkoeretoejet i praksis er omfattet af den kombinerede transport paa straekninger, hvor befordringen sker med jernbane. Er traekkoeretoejet ikke omfattet, er tilbagelaegningen af den sidste straekning ad landevej i tilfaelde, hvor denne er begraenset til en enkelt medlemsstats omraade, delvis underlagt den gaeldende ordning i den paagaeldende medlemsstat, jf. direktivets artikel 6, hvorefter direktivet "[ikke] aendrer ... de i de enkelte medlemsstater gaeldende betingelser for adgang til erhvervet som fragtfoerer inden for landevejstransport og for adgang til transportmarkedet".
6 Det bemaerkes indledningsvis, at kombineret transport (jernbane/landevej) efter direktiv 75/130 - saaledes som det fremgaar af selve ordlyden af artikel 1, stk. 1, som affattet ved Raadets direktiv 79/5/EOEF af 19. december 1978 (EFT 1979 L 5, s. 33) - ikke alene omfatter transport med medfoelgende traekkoeretoej, dvs. tilfaelde, hvor traekkoeretoejet er omfattet af befordringen med jernbane, men ogsaa transport uden medfoelgende traekkoeretoej, dvs. tilfaelde, hvor straekningen med jernbane tilbagelaegges uden traekkoeretoejet.
7 Det bemaerkes endvidere, at Domstolen allerede i dom af 28. marts 1985 (sag 2/84, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1127, praemis 16) har fastslaaet, at den enkelte kombinerede transport skal anses som én transport fra afgangsstedet til ankomststedet.
8 Det kan saaledes ikke antages, at en transport uden medfoelgende traekkoeretoej, for saa vidt angaar den sidste straekning ad landevej mellem den banegaard, der ligger naermest det sted, hvor godset losses, og dette sted - selv om straekningen tilbagelaegges inden for en enkelt medlemsstat - kan betragtes som en ren national transport.
9 Direktivets artikel 6 kan ikke aendre denne antagelse.
10 Det bemaerkes herved blot, som Kommissionen med rette har fremhaevet, at denne bestemmelse for det foerste vedroerer betingelserne for adgangen til erhvervet som fragtfoerer inden for landevejstransport, herunder navnlig de betingelser, som angaar den paagaeldendes oekonomiske forhold, haederlighed og faglige kvalifikationer, og for det andet betingelserne for adgangen til transportmarkedet, hvilket omfatter evnen til at udoeve dette erhverv samt den ordning, der gaelder for meddelelse af tilladelse til at udoeve erhvervet som fragtfoerer inden for landevejstransport. Bestemmelsen tilsigter derimod ikke at regulere spoergsmaalet om en kontingent- og bevillingsordning, idet dette spoergsmaal udelukkende er reguleret i direktivets artikel 2, hvorefter der senest inden den 1. oktober 1975 skulle vaere sket en fuldstaendig liberalisering.
11 Det maa herefter fastslaas, at der foreligger et traktatbrud som paastaaet af Kommissionen.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
12 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Italienske Republik har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 75/130/EOEF af 17. februar 1975 om indfoerelse af faelles regler for visse former for kombineret godstransport (jernbane/landevej) mellem medlemsstaterne, jf. navnlig artikel 2, idet der i Italien opretholdes en bevillings- og/eller kontingentordning for kombineret transport (jernbane/landevej) mellem medlemsstater, ligesom private erhvervsdrivende, der oensker at udfoere denne form for transport, ikke kan faa meddelt bevilling hertil.
2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger, herunder intervenientens.
Full & Egal Universal Law Academy