Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Fri bevaegelighed for personer - ret til indrejse og ophold for medlemsstaternes statsborgere - graensekontrol - pligt til at give oplysning om rejsens formaal og varighed og om de oekonomiske midler, der skal bruges til rejsen - ulovlig
(Raadets direktiver 68/360 og 73/148)
Sammendrag
Statsborgerne i Faellesskabets medlemsstater har i almindelighed ret til at rejse ind paa de andre medlemsstaters omraade for at udoeve de forskellige rettigheder, der fastslaas i Traktaten, bl.a. retten til fri udveksling af tjenesteydelser, som tilkommer saavel tjenesteydere som modtagere af tjenesteydelser. Den eneste betingelse, medlemssstaterne kan stille for disse personers ret til indrejse paa deres omraade, er, at der forevises et gyldigt identitetskort eller pas. Der foreligger derfor en tilsidesaettelse af forpligtelserne i medfoer af direktiverne 68/360 og 73/148 - om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for dels Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, dels for personer, som udnytter retten til fri etablering og udveksling af tjenesteydelser - saafremt en medlemsstat paalaegger statsborgerne fra en anden medlemsstat at besvare spoergsmaal om rejsens formaal og varighed og om de oekonomiske midler, de har til brug for rejsen, inden de faar tilladelse til indrejse paa den paagaeldende medlemsstats omraade.
Dommens præmisser
1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 6. marts 1989, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber anlagt sag i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser efter Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, efter Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, samt efter EOEF-Traktatens artikel 5, stk. 2, sammenholdt med artikel 3, litra c), og artikel 48, 52 og 59, idet det opretholder og anvender lovgivning, hvorefter borgerne i en anden medlemsstat, inden de faar tilladelse til indrejse i Nederlandene, af tjenestemaendene i graensekontrollen kan afkraeves oplysninger om opholdets formaal og varighed og om de oekonomiske midler, de er i besiddelse af.
2 I Nederlandene omhandles udlaendinges ret til indrejse og graensekontrollen af Vreemdelingenwet (udlaendingeloven) af 13. januar 1965. Denne lov er uddybet ved Vreemdelingenbesluit (herefter benaevnt "udlaendingebekendtgoerelsen") af 19. september 1966, hvis artikel 23 har foelgende ordlyd:
"1. Udlaendinge, som rejser ind i Nederlandene, skal paa begaering af en graensekontroltjenestemand:
a) forevise og overgive deres rejselegitimation
b) oplyse formaalet med og varigheden af opholdet i Nederlandene
c) paavise, hvilke oekonomiske midler de raader over eller kan raade over med henblik paa indrejsen i Nederlandene.
2. ...
3. Bestemmelserne i stk. 1, litra c), finder ikke anvendelse paa arbejdssoegende statsborgere fra en af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater."
3 Da Kommissionen fandt, at disse bestemmelser er i strid med faellesskabsretten, har den anlagt naervaerende sag mod Kongeriget Nederlandene i medfoer af Traktatens artikel 169.
4 Ved kendelse af 4. oktober 1989 tillod Domstolen Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland at intervenere til stoette for Kongeriget Nederlandenes paastande.
5 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
6 Kommissionen har gjort gaeldende, at udlaendingebekendtgoerelsens artikel 23 er i strid med faellesskabsretten, da det ifoelge artikel 3, stk. 1, der findes enslydende i hvert af direktiverne 68/360/EOEF og 73/148/EOEF, af en statsborger i en medlemsstat, som rejser ind i en anden medlemsstat, kun maa kraeves, at denne foreviser et gyldigt identitetskort eller pas.
7 Kommissionen har dog understreget, at sagen kun vedroerer den kontrol, som EOEF-statsborgere kan blive underkastet ved den nederlandske graense af andre grunde end hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, og at kontrollen af bagage eller andre varer heller ikke er genstand for sagen.
8 Foelgelig maa de tilfaelde, hvor de nationale myndigheders kontrol foretages af et af de naevnte hensyn eller vedroerer de naevnte varer, lades helt ude af betragtning. I forbindelse med denne traktatbrudssag, som Kommissionen har anlagt mod Nederlandene, kan Domstolen derfor ikke tage stilling til de hensyn, der tillaegges vaesentlig betydning af Det Forenede Kongeriges regering, der mener, at der boer kunne stilles spoergsmaal, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden.
9 Den nederlandske regering har gjort gaeldende, at direktiverne 68/360 og 73/148 kun finder anvendelse paa personer, som har ret til ophold i medfoer af Traktaten. Medlemsstaterne er derfor berettigede til at udfoere stikproevekontrol ved graenserne for at fastslaa, hvorvidt statsborgerne fra de andre medlemsstater har en saadan ret til ophold.
10 Det bemaerkes indledningsvis, at statsborgerne i Faellesskabets medlemsstater, som Kommissionen med rette har understreget, i almindelighed har ret til at rejse ind paa de andre medlemsstaters omraade i forbindelse med udoevelsen af de forskellige rettigheder, der fastslaas i Traktaten, bl.a. retten til fri udveksling af tjenesteydelser, som saavel tjenesteydere som modtagere af tjenesteydelser har i medfoer af Domstolens nu faste praksis (jf. senest dom af 2.2.1989, sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195).
11 Det bemaerkes dernaest, at som Domstolen udtalte i dom af 27. april 1989 (sag 321/87, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 997), kan medlemsstaterne som betingelse for de af de naevnte direktiver omfattede personers ret til indrejse paa deres omraade alene stille krav om forevisning af et gyldigt identitetskort eller pas.
12 Denne betingelse er den eneste betingelse i de to direktivers artikel 3, og det kan ikke yderligere kraeves, at den paagaeldende person skal godtgoere at tilhoere en af de kategorier af personer, som er omfattet af direktiverne. Det fremgaar nemlig af direktivernes opbygning, og isaer af artikel 4 i direktiv 68/360 og artikel 6 i direktiv 73/148, at det kun er i forbindelse med udstedelsen af et opholdsbevis eller en opholdstilladelse, at en medlemsstats myndigheder kan paalaegge de paagaeldende at godtgoere deres ret til ophold og da paa den i disse artikler foreskrevne maade.
13 Mere generelt bemaerkes, at forpligtelsen til at besvare spoergsmaal fra de tjenestemaend, der varetager graensekontrollen, ikke maa stilles som betingelse for, at en statsborger i en medlemsstat kan rejse ind paa en anden medlemsstats omraade.
14 Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at der under alle omstaendigheder maa kunne stilles spoergsmaal for at fastslaa de foreviste identitetsbevisers gyldighed.
15 Hertil skal blot bemaerkes, at berettigelsen til at foretage kontrol af det foreviste dokuments gyldighed foelger af kravet i direktivernes artikel 3 om, at det foreviste identitetskort eller pas er "gyldigt".
16 Det foelger af det anfoerte, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser efter direktiverne 68/360 og 73/148, idet det opretholder og anvender lovgivning, hvorefter borgere fra en anden medlemsstat, inden de faar tilladelse til indrejse i Nederlandene, af tjenestemaendene i graensekontrollen kan afkraeves oplysninger om opholdets formaal og varighed og om de oekonomiske midler, de er i besiddelse af.
17 Der bliver ikke spoergsmaal om at fastslaa en overtraedelse af de traktatbestemmelser, som er naevnt i Kommissionens paastand. For saa vidt angaar disse bestemmelser blev nemlig for det foerste kun artikel 3, litra c), udtrykkelig naevnt i den begrundede udtalelse, og for det andet har Kommissionen ikke som en selvstaendig soegsmaalsgrund anfoert, at der foreligger en overtraedelse af de omhandlede bestemmelser.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
18 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger. Da Kongeriget Nederlandene har tabt sagen, boer det betale sagens omkostninger. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland baerer sine egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser efter Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer og efter Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, idet det opretholder og anvender en lovgivning, hvorefter borgere i en anden medlemsstat, inden de faar tilladelse til indrejse i Nederlandene, af tjenestemaendene i graensekontrollen kan afkraeves oplysninger om opholdets formaal og varighed og om de oekonomiske midler, de er i besiddelse af.
2) Kongeriget Nederlandene betaler sagens omkostninger. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland baerer sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy