Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - forsikring ved alderdom og doedsfald - ydelser - regulering - fornyet beregning - betingelser
( Raadets forordning nr . 1408/71, art . 51 )
Sammendrag
Artikel 51 i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at naar en pension fra en medlemsstat til en arbejdstager i medfoer af nationale antikumulationsregler er blevet fastsat saaledes, at den kumuleret med en ydelse af anden art fra en anden medlemsstat ikke overstiger et bestemt maksimumsbeloeb, skal der i tilfaelde af senere aendringer af den sidstnaevnte ydelse som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold ikke ske en fornyet beregning af pensionen med henblik paa, at maksimumsbeloebet ikke overskrides .
Dommens præmisser
1 Ved dom af 7 . marts 1989, indgaaet til Domstolen den 15 . marts 1989, har tribunal du travail de Nivelles i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal angaaende fortolkningen af artikel 51 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 af 14 . juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (( som konsolideret ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2001/83 af 2 . juni 1983, EFT L 230, s . 6 )).
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem sagsoegeren i hovedsagen, Maria Ravida, og Office national des pensions ( herefter benaevnt "ONP "), der er den kompetente belgiske institution for saa vidt angaar ydelser ved alderdom .
3 Det fremgaar af sagen, at Maria Ravida, ligesom sin aegtefaelle, har haft loennet arbejde i Italien og i Belgien .
4 Paa grundlag af sin erhvervsmaessige beskaeftigelse i Italien opnaaede Maria Ravida fra 1 . april 1978 ret til en personlig alderspension i Italien . Paa grundlag af hendes aegtefaelles erhvervsarbejde modtog hun derudover fra samme stat en efterladtepension efter aegtefaellens doed i september 1978 .
5 Retten til alders - og efterladtepension paa grundlag af Maria Ravidas og hendes aegtefaelles erhvervsarbejde i Belgien indtraadte fra den 1 . april 1980 i denne stat .
6 De samlede alders - og efterladtepensionsydelser, som Maria Ravida oppebar fra den kompetente italienske institution, androg pr . denne dato 20 997 belgiske francs ( BFR ). Caisse nationale des pensions de retraite et de survie ( herefter benaevnt "CNPRS "), der er blevet afloest af ONP, skulle for sit vedkommende have ydet henholdsvis 87 962 BFR og 95 543 BFR i belgisk alders - og efterladtepension . I alt skulle Maria Ravida saaledes have modtaget 204 502 BFR .
7 Artikel 52 i belgisk kongelig anordning af 21 . december 1967 indeholder imidlertid en antikumulationsregel, der fastsaetter et maksimum for, i hvilket omfang en efterladtepension kan oppebaeres samtidig med én eller flere alderspensioner eller enhver anden ydelse, som traeder i stedet herfor, og som er tilkendt i henhold til belgisk eller fremmed lovgivning .
8 I Maria Ravidas tilfaelde var maksimumsbeloebet 197 057 BFR . Den efterladtepension, der var fastsat af den belgiske institution, blev foelgelig nedsat med 7 445 BFR, saaledes at den belgiske alders - og efterladtepension blev nedsat til i alt 176 060 BFR, og saaledes at de belgiske og italienske pensioner tilsammen svarede til maksimumsbeloebet paa 197 057 BFR .
9 Af forelaeggelsesdommen fremgaar, at afgoerelserne om de saaledes fastsatte pensionsrettigheder blev meddelt Maria Ravida den 10 . december 1982, og at afgoerelserne ikke blev anfaegtet rettidigt .
10 Efterfoelgende konstaterede CNPRS, at den italienske alderspension, der blev udbetalt til Maria Ravida, som foelge af de italienske regler om indeksregulering af pensioner, var blevet forhoejet, saaledes at de fire pensioner tilsammen oversteg det i henhold til de belgiske regler fastsatte maksimumsbeloeb . Institutionen besluttede foelgelig at nedsaette den belgiske efterladtepension, der blev udbetalt til Maria Ravida, med virkning fra juli 1986, saaledes at maksimumsbeloebet ikke blev overskredet .
11 Maria Ravida har herefter anlagt sag ved tribunal du travail de Nivelles, hvorunder hun har gjort gaeldende, at en saadan afgoerelse var i strid med artikel 51, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 .
12 Paa denne baggrund har tribunal du travail de Nivelles besluttet at udsaette sagen, indtil Domstolens besvarelse af foelgende praejudicelle spoergsmaal foreligger :
"Naar en medlemsstats lovgivning indeholder regler om fastsaettelse af et maksimumsbeloeb for kumulation af alders - og efterladtepensioner ( i denne sag artikel 52 i kongelig anordning af 21 . december 1967 ), og naar dette maksimumsbeloeb er blevet fastsat paa det tidspunkt, da pensionen traadte i kraft, ogsaa under hensyntagen til en ydelse, som var tilkendt for en anden medlemsstats regning, er den foerstnaevnte medlemsstats kompetente institution da berettiget til at tage hensyn til reguleringer af ydelsen, som den anden medlemsstat foretager, med henblik paa en fornyet beregning og nedsaettelse - i overensstemmelse med princippet i artikel 51, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 - af det pensionsbeloeb, som oprindelig blev tilkendt, saafremt det nationale maksimumsbeloeb paa et givet tidspunkt overskrides paa grund af forhoejelser af den ydelse, som udbetales af den anden medlemsstat?"
13 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
14 Paa baggrund af, hvad der er oplyst i hovedsagen, maa det praejudicielle spoergsmaal forstaas saaledes, at det oenskes afgjort, om artikel 51 i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at der - for det tilfaelde, at en pension fra en medlemsstat til en arbejdstager i medfoer af nationale antikumulationsregler er blevet fastsat til et bestemt beloeb, saaledes at pensionen sammenlagt med en ydelse af anden art fra en anden medlemsstat ikke overstiger et bestemt maksimumsbeloeb - da skal foretages en fornyet beregning af pensionen med henblik paa, at maksimumsbeloebet ikke overskrides, naar den anden ydelse senere aendres som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold .
15 Indledningsvis bemaerkes, at ONP i sit skriftlige indlaeg for Domstolen har gjort gaeldende, at et forhold som det, der foreligger i hovedsagen, er undergivet reglerne i artikel 12, stk . 2, foerste punktum, i forordning nr . 1408/71, og herved har henvist til, at en efterladtepension, der udbetales til en arbejdstager paa grundlag af aegtefaellens erhvervsmaessige beskaeftigelse, er en ydelse af anden art end en alderspension, der udbetales paa grundlag af arbejdstagerens egen erhvervsmaessige beskaeftigelse .
16 ONP har anfoert, at disse regler maa medfoere, at den institution, der skal udrede en efterladtepension, for hvilken der i henhold til nationale antikumulationsbestemmelser gaelder en regel om fastsaettelse af et maksimumsbeloeb, kan tage hensyn til de reguleringer, der uanset aarsagen hertil foretages i en ydelse af anden art, der udbetales til samme arbejdstager, saaledes at den nationale regel om maksimumsbeloebet til stadighed kan overholdes . Den nationale domstol har saaledes med urette henvist til artikel 51 i forordning nr . 1408/71 .
17 Denne argumentation maa afvises . De bestemmelser, som ONP har paaberaabt sig, indebaerer ganske vist, at nationale antikumulationsregler kan goeres gaeldende over for en arbejdstager, der samtidig oppebaerer en pension og ydelser af anden art, men det, der reguleres ved disse bestemmelser, er pensionsberegningen og i givet fald fornyet pensionsberegning, og ikke spoergsmaalet om, under hvilke omstaendigheder der skal foretages fornyet beregning . Disse omstaendigheder fremgaar af artikel 51 i forordning nr . 1408/71, hvis fortolkning naervaerende sag angaar .
18 I denne forbindelse bemaerkes, at den kompetente institution i hver af de paagaeldende medlemsstater ved beregningen af den alderspension, som en arbejdstager, der har vaeret omfattet af to eller flere medlemsstaters lovgivninger, har ret til, skal foretage en sammenligning mellem det beloeb, som vedkommende har ret til alene paa grundlag af den nationale lovgivning, herunder antikumulationsreglerne, og det beloeb, der foelger af anvendelsen af artikel 46 i forordning nr . 1408/71 . Ved fastsaettelsen af hver af disse ydelser skal den mest fordelagtige ordning for arbejdstageren anvendes .
19 Som anfoert i Domstolens dom af 2 . februar 1982, Sinatra ( 7/81, Sml . s . 137 ), skulle enhver senere aendring af én af ydelserne i princippet medfoere en fornyet sammenligning for hver af ydelsernes vedkommende mellem den nationale sikringsordning og beregningen ifoelge faellesskabsordningen for at fastslaa, hvilken af dem der efter den skete aendring er den mest fordelagtige for arbejdstageren .
20 I samme dom praeciserede Domstolen imidlertid, at der - for at begraense den administrative byrde, som en efterproevelse af arbejdstagerens stilling ved enhver aendring af de oppebaarne ydelser ville betyde - i henhold til artikel 51, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, ikke skal foretages en fornyet beregning af ydelserne i overensstemmelse med artikel 46, og foelgelig en ny sammenligning mellem den nationale sikringsordning og faellesskabsordningen, saafremt aendringen skyldes omstaendigheder, som ikke har forbindelse med arbejdstagerens individuelle forhold, men er et resultat af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold .
21 I dom af 1 . marts 1984, Cinciuolo ( 104/83, Sml . s . 1285 ) har Domstolen ligeledes fastslaaet, at denne fortolkning af artikel 51, stk . 1, ogsaa gaelder for det tilfaelde, at aendringen vedroerer en ydelse, som paa grund af nationale antikumulationsregler har haft indflydelse paa den oprindelige beregning af alderspensionerne, og ikke kun i det tilfaelde, at aendringen vedroerer en ydelse, der er blevet fastsat i henhold til artikel 46 .
22 Kun i tilfaelde, hvor aendringen skyldes en aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af en ydelse, navnlig som foelge af en aendring i arbejdstagerens personlige forhold, skal der foretages en ny beregning af ydelser ved alderdom i medfoer af artikel 51, stk . 2 .
23 Heraf foelger, at selve den omstaendighed, at den ydelse, der er aendret som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold, ikke er af samme art som alderdomsydelserne, ikke kan tages i betragtning med henblik paa at udelukke anvendelsen af artikel 51, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 og ikke kan begrunde en anvendelse af samme artikels stk . 2, heller ikke forudsaetningsvis, saaledes som den nationale domstol har overvejet i forelaeggelsesdommen .
24 Selv om der i et tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen, i medfoer af nationale antikumulationsregler er fastsat et maksimumsbeloeb for en efterladtepension, der udbetales af en medlemsstat til en arbejdstager, for at tage hensyn til en alderspension, der udbetales til samme arbejdstager af en anden medlemsstat, er artikel 51, stk . 1, saaledes til hinder for, at der foretages en fornyet beregning af efterladtepensionen som foelge af reguleringer af alderspensionen, naar disse skyldes den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold .
25 Det praejudicielle spoergsmaal maa foelgelig besvares med, at artikel 51 i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at naar en pension fra en medlemsstat til en arbejdstager i medfoer af nationale antikumulationsregler er blevet fastsat saaledes, at den kumuleret med en ydelse af anden art fra en anden medlemsstat ikke overstiger et bestemt maksimumsbeloeb, skal der i tilfaelde af senere aendringer af den sidstnaevnte ydelse som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold ikke ske en fornyet beregning af pensionen med henblik paa, at maksimumsbeloebet ikke overskrides .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
26 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN ( Tredje Afdeling )
vedroerende det spoergsmaal, som er forelagt af tribunal du travail de Nivelles ved dom af 7 . marts 1989, for ret :
Artikel 51 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 af 14 . juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, skal fortolkes saaledes, at naar en pension fra en medlemsstat til en arbejdstager i medfoer af nationale antikumulationsregler er blevet fastsat saaledes, at den kumuleret med en ydelse af anden art fra en anden medlemsstat ikke overstiger et bestemt maksimumsbeloeb, skal der i tilfaelde af senere aendringer af den sidstnaevnte ydelse som foelge af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold ikke ske en fornyet beregning af pensionen med henblik paa, at maksimumsbeloebet ikke overskrides .
Full & Egal Universal Law Academy