Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Nye medlemsstaters tiltraedelse af Faellesskaberne - Portugal - fri udveksling af tjenesteydelser - portugisisk virksomhed, der udfoerer byggearbejder og offentlige bygge - og anlaegsarbejder - ret til at medbringe virksomhedens personale for den periode hvori arbejderne udfoeres - den paagaeldende medlemsstats anvendelse af sin lovgivning vedroerende udenlandske arbejdstageres adgang til beskaeftigelse - retsstridigt
( EOEF-Traktaten, art . 59 og 60; tiltraedelsesakten af 1985, art . 215 og 216 )
Sammendrag
Traktatens artikler 59 og 60 og artiklerne 215 og 216 i akten vedroerende Portugals tiltraedelse skal fortolkes saaledes, at en i Portugal etableret virksomhed, der praesterer tjenesteydelser som led i byggeri eller offentlige bygge - og anlaegsarbejder i en anden medlemsstat, i denne forbindelse kan medbringe sit eget personale fra Portugal for saa vidt angaar den periode, hvori de paagaeldende arbejder udfoeres . I saadanne tilfaelde kan myndighederne i den medlemsstat, paa hvis omraade arbejderne skal udfoeres, ikke forlange, at den virksomhed, der praesterer tjenesteydelserne, skal opfylde bestemte betingelser for saa vidt angaar ansaettelse af arbejdstagere paa stedet eller opnaaelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale . De nationale myndigheder har dog en kompetence til at sikre sig, at virksomheden ikke praesterer tjenesteydelser i en saadan form, at den omgaar bestemmelserne i tiltraedelsesaktens artikel 216 .
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 2 . marts 1989, indgaaet til Domstolen den 7 . april 1989, har Tribunal administratif de Versailles i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikler 5 og 58-66 og artiklerne 2, 215, 216 og 221 i akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse og tilpasningerne af Traktaterne ( herefter benaevnt "tiltraedelsesakten ") og af Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( EFT 1968 II, s . 467 ).
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Rush Portuguesa Lda, et i Portugal etableret selskab, der udfoerer byggearbejder og offentlige bygge - og anlaegsarbejder, har anlagt mod Office national d' immigration ( den myndighed i Frankrig, der udoever tilsyn med blandt andet indvandringen af udenlandske arbejdstagere ). Sagsoegeren indgik en aftale meden fransk virksomhed om nogle underentrepriser som led i anlaegget af en jernbanelinje i Vestfrankrig . Selskabet medbragte i denne forbindelse sit eget portugisiske personale fra Portugal . I henhold til artikel L 341.9 i den franske code du travail ( lov om arbejdsretlige forhold mv .) er det imidlertid kun Office national d' immigration, der i Frankrig maa ansaette personer, der er statsborgere i tredjelande .
3 Efter at det var fremgaaet, at Rush Portuguesa ikke havde overholdt de betingelser, der i henhold til code du travail gaelder for loennet beskaeftigelse, som udoeves i Frankrig af tredjelandes statsborgere, meddelte direktoeren for Office national d' immigration selskabet en afgoerelse, hvorefter selskabet skulle indbetale et saerligt bidrag, som paahviler arbejdsgivere, der er i strid med code du travail har beskaeftiget udenlandske arbejdstagere .
4 Under den sag, som Rush Portuguesa har anlagt ved tribunal administratif de Versailles med paastand om annullation af afgoerelsen, har selskabet gjort gaeldende, at det har krav paa frit at kunne praestere tjenesteydelser inden for Faellesskabet, og at bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikler 59 og 60 saaledes er til hinder for en anvendelse af en national lovgivning, som medfoerer et forbud for selskabet mod at lade sit personale udfoere arbejde i Frankrig . Office national d' immigration har gjort gaeldende, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser ikke omfatter samtlige selskabets ansatte, der fortsat maa vaere underlagt den ordning, som gaelder for arbejdstagere fra tredjelande i henhold til overgangsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed i tiltraedelsesakten .
5 Tribunal administratif de Versailles har fundet, at afgoerelsen i sagen maa bero paa en fortolkning af faellesskabsretten, hvorfor retten har udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :
"1 ) Giver faellesskabsretten som helhed, jfr . herved navnlig Rom-Traktatens artikler 5 og 58-66 og artikel 2 i akten vedroerende Portugals tiltraedelse af Det Europaeiske Faellesskab, en oprindelig medlemsstat i Faellesskabet som Frankrig hjemmel til at traeffe bestemmelse om, at et portugisisk selskab med hjemsted i Portugal ikke maa praestere tjenesteydelser som led i byggearbejder samt offentlige bygge - og anlaegsarbejder i denne medlemsstat, saaledes at selskabet medbringer sit eget portugisiske personale med henblik paa udfoerelsen af det med tjenesteydelserne forbundne arbejde i selskabets eget navn og for dets regning, idet det herved forudsaettes, at de paagaeldende, saa snart arbejdet er udfoert og tjenesteydelserne praesteret, vender tilbage til Portugal?
2 ) Kan et portugisisk selskabs ret til at praestere tjenesteydelser inden for hele Faellesskabet af dettes oprindelige medlemsstater underlaegges betingelser, herunder navnlig vedroerende ansaettelse af personale paa stedet, opnaaelse af arbejdstilladelser for selskabets eget portugisiske personale og indbetaling af afgifter til en myndighed, der foerer tilsyn med indvandringen af udenlandske arbejdstagere?
3 ) Kan de ansatte, som de anfaegtede saerlige bidrag vedroerer, og hvis navne og kvalifikationer er opregnet i bilagene til de af inspecteur du travail optagne rapporter, hvori virksomheden Rush Portuguesas overtraedelser af lovgivningen blev konstateret, anses som 'specialiseret personale eller personale i stillinger, der forudsaetter et saerligt tillidsforhold' , jfr . bilaget til Raadets forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968?"
6 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
7 De to foerste spoergsmaal vedroerer retsstillingen for en i Portugal etableret virksomhed, som praesterer tjenesteydelser som led i byggearbejder og offentlige bygge - og anlaegsarbejder i en medlemsstat, der tilhoerte Faellesskabet foer Portugals tiltraedelse af dette den 1 . januar 1986, og som i denne forbindelse medbringer sit eget personale fra Portugal for den periode, arbejderne udfoeres i . Ved det foerste spoergsmaal oenskes det afgjort, om virksomheden, naar den praesterer tjenesteydelser, i et saadant tilfaelde kan stoette ret paa Traktatens artikler 59 og 60 og tiltraedelsesaktens artikel 2 som grundlag for et krav om at kunne medbringe sit eget personale . Ved det andet spoergsmaal oenskes det oplyst, om den medlemsstat, hvori arbejderne skal udfoeres, kan forlange, at selskabet opfylder bestemte betingelser for saa vidt angaar ansaettelse af personale paa stedet og opnaaelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale . De to spoergsmaal boer undersoeges under ét .
8 I henhold til tiltraedelsesaktens artikel 2 finder Traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser anvendelse i forholdet mellem Portugal og de oevrige medlemsstater fra tidspunktet for Portugals tiltraedelse af Faellesskabet . Det er kun for saa vidt angaar aktiviteter i sektoren for rejsebureauer og turisme samt i filmsektoren, at der gaelder overgangsregler, jfr . tiltraedelsesaktens artikel 221 .
9 Tiltraedelsesakten fastlaegger en anden ordning med hensyn til arbejdskraftens frie bevaegelighed . I henhold til tiltraedelsesaktens artikel 215 finder Traktatens artikel 48 saaledes kun anvendelse, for saa vidt angaar arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem Portugal og de oevrige medlemsstater, med forbehold af de overgangsbestemmelser, der er indeholdt i tiltraedelsesaktens artikler 216-219 . Ifoelge artikel 216 finder artiklerne 1-6 i Raadets forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 foerst anvendelse fra den 1 . januar 1993 . Indtil da kan nationale bestemmelser eller bestemmelser i bilaterale aftaler, der kraever forudgaaende tilladelse, for saa vidt angaar indvandring med henblik paa at udfoere loennet arbejde samt adgang til loennet beskaeftigelse, opretholdes . Det fremgaar naermere af tiltraedelsesaktens artikel 218, at denne undtagelse omfatter en adgang til at fravige de faellesskabsretlige bestemmelser om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, for saa vidt der er tale om bestemmelser, som er uadskillelige fra bestemmelserne i artiklerne 1-6 i forordning nr . 1612/68 .
10 De praejudicielle spoergsmaal rejser saaledes problemet om forholdet mellem henholdsvis retten til fri udveksling af tjenesteydelser, jfr . Traktatens artikler 59 og 60, og de undtagelser fra princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, der er fastlagt i tiltraedelsesaktens artikler 215 ff .
11 Det bemaerkes herom indledningsvis, at det i henhold til Traktatens artikel 60 er et led i den i Traktatens artikel 59 nedfaeldede ret til fri udveksling af tjenesteydelser, at tjenesteyderen med henblik paa at praestere tjenesteydelsen i det paagaeldende land har krav paa dér midlertidigt at kunne udoeve sin virksomhed "paa samme vilkaar, som det paagaeldende land fastsaetter for sine egne statsborgere ".
12 Traktatens artikler 59 og 60 indeholder dermed et forbud mod, at en medlemsstat opstiller hindringer for, at en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, til medlemsstaten kan medbringe hele sit personale, ligesom medlemsstaten ikke med hensyn til personalet kan opstille restriktive betingelser som f.eks . betingelser om ansaettelse af personale paa stedet eller om arbejdstilladelser . Saafremt det kraeves af en saadan tjenesteyder fra en anden medlemsstat, at saadanne betingelser opfyldes, sker der en forskelsbehandling i forhold til konkurrenterne i selve medlemsstaten, der frit kan benytte deres eget personale, hvortil kommer, at saadanne betingelser paavirker tjenesteyderens evne til at praestere tjenesteydelserne .
13 Det bemaerkes endvidere, at tiltraedelsesaktens artikel 216 har til formaal at forhindre, at der efter Portugals tiltraedelse opstaar forstyrrelser paa arbejdsmarkederne i saavel Portugal som de oevrige medlemsstater i form af pludselige og betydelige aendringer i arbejdsstyrken, og at bestemmelsen med henblik herpaa fraviger princippet i Traktatens artikel 48 om arbejdskraftens frie bevaegelighed . Ifoelge Domstolens praksis maa raekkevidden af denne fravigelse fortolkes paa grundlag af det naevnte formaal ( jfr . dom af 27 . september 1989, Lopes da Veiga, 9/88, Sml . s . 2989 ).
14 Den i tiltraedelsesaktens artikel 216 fastsatte undtagelse angaar bestemmelserne i afsnit I i forordning nr . 1612/68 om adgang til beskaeftigelse . De nationale bestemmelser eller bestemmelser i aftaler, der fortsat er gaeldende i den periode, hvor den naevnte undtagelse gaelder, er dem, som angaar tilladelse til at indvandre og adgangen til loennet beskaeftigelse . Undtagelsesreglerne i artikel 216 maa derfor antages at omfatte portugisiske arbejdstageres adgang til arbejdsmarkederne i de oevrige medlemsstater og spoergsmaalet om den ordning, som gaelder indrejse og ophold for portugisiske arbejdstagere, der oensker en saadan adgang, og for deres familiemedlemmer . En anvendelse af disse undtagelsesregler er begrundet, naar der under saadanne omstaendigheder bestaar en risiko for forstyrrelser paa arbejdsmarkedet i den paagaeldende medlemsstat .
15 Forholdet er derimod et andet i tilfaelde som det her omhandlede, hvor de paagaeldende arbejdstagere paa arbejdsgiverens foranledning midlertidigt udsendes til en anden medlemsstat for dér som led i arbejdsgiverens praestering af tjenesteydelser at udfoere byggeri eller offentlige bygge - eller anlaegsarbejder . Saadanne arbejdstagere vender tilbage til deres hjemland efter udfoerelsen af arbejdet, uden at de paa noget tidspunkt kommer ind paa arbejdsmarkedet i den anden medlemsstat .
16 Det bemaerkes herved, at da begrebet praestering af tjenesteydelser, jfr . Traktatens artikel 60, omfatter meget forskelligartede aktiviteter, gaelder samme betragtninger ikke i alle tilfaelde . Navnlig maa der gives den franske regering medhold i, at et selskab, der driver virksomhed i form af at stille arbejdskraft til raadighed - selv om et saadant selskab praesterer tjenesteydelser i Traktatens forstand - udoever en virksomhed, der netop har til formaal at bringe arbejdstagere ind paa arbejdsmarkedet i den paagaeldende medlemsstat . I saadanne tilfaelde vil tiltraedelsesaktens artikel 216 vaere til hinder for, at en virksomhed, der praesterer tjenesteydelser, stiller portugisiske arbejdstagere til raadighed .
17 Det anfoerte har imidlertid ingen betydning for den ret, som en tjenesteyder som led i byggeri eller offentlige bygge - og anlaegsarbejder har til at medbringe sit eget personale fra Portugal, for saa vidt angaar den periode, hvori de paagaeldende arbejder udfoeres . Medlemsstaterne har dog i saadanne tilfaelde en kompetence til at sikre sig, at en portugisisk virksomhed, der udfoerer byggearbejder eller offentlige bygge - og anlaegsarbejder, ikke goer brug af sin ret til at praestere tjenesteydelser til andre formaal, f.eks . i form af, at den medbringer sit personale med henblik paa i strid med tiltraedelsesaktens artikel 216 at formidle beskaeftigelse eller stille arbejdstagerne til raadighed for andre . Kontrollen hermed maa imidlertid ikke gaa ud over de graenser, som faellesskabsretten afstikker, herunder navnlig de graenser, der foelger af retten til fri udveksling af tjenesteydelser, som ikke maa undergraves, og hvis udoevelse ikke af myndighederne kan underlaegges betingelser fastsat efter disses frie skoen .
18 Endelig bemaerkes i anledning af det af den franske regering herom anfoerte, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne lader deres lovgivning eller de kollektive overenskomster, der er indgaaet mellem parterne paa arbejdsmarkedet, gaelde for alle, som udoever en loennet beskaeftigelse, herunder af midlertidig karakter, paa deres omraader, uanset i hvilken medlemsstat arbejdsgiveren er etableret . Faellesskabsretten opstiller heller ikke noget forbud mod, at medlemsstaterne traeffer passende foranstaltninger til at sikre en overholdelse af saadanne regler ( dom af 3 . februar 1982, Seco og Desquenne, 62/81 og 63/81, Sml . s . 223 ).
19 Det foerste og det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at EOEF-Traktatens artikler 59 og 60 og artiklerne 215 og 216 i akten vedroerende Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse skal fortolkes saaledes, at en i Portugal etableret virksomhed, der praesterer tjenesteydelser som led i byggeri eller offentlige bygge - og anlaegsarbejder i en anden medlemsstat, i denne forbindelse kan medbringe sit eget personale fra Portugal, for saa vidt angaar den periode, hvori de paagaeldende arbejder udfoeres . I saadanne tilfaelde kan myndighederne i den medlemsstat, paa hvis omraade arbejderne skal udfoeres, ikke forlange, at den virksomhed, der praesterer tjenesteydelserne, skal opfylde bestemte betingelser for saa vidt angaar ansaettelse af arbejdstagere paa stedet eller opnaaelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale .
20 Naar henses til besvarelsen af de to foerste spoergsmaal, er det ufornoedent at traeffe afgoerelse om det tredje praejudicielle spoergsmaal .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
21 De udgifter, der er afholdt af Den Franske Republiks regering, af Republikken Portugals regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN ( Sjette Afdeling )
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal administratif de Versailles ved kendelse af 2 . marts 1989, for ret :
EOEF-Traktatens artikler 59 og 60 og artiklerne 215 og 216 i akten vedroerende Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse skal fortolkes saaledes, at en i Portugal etableret virksomhed, der praesterer tjenesteydelser som led i byggeri eller offentlige bygge - og anlaegsarbejder i en anden medlemsstat, i denne forbindelse kan medbringe sit eget personale fra Portugal for saa vidt angaar den periode, hvori de paagaeldende arbejder udfoeres . I saadanne tilfaelde kan myndighederne i den medlemsstat, paa hvis omraade arbejderne skal udfoeres, ikke forlange, at den virksomhed, der praesterer tjenesteydelserne, skal opfylde bestemte betingelser for saa vidt angaar ansaettelse af arbejdstagere paa stedet eller opnaaelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale .
Full & Egal Universal Law Academy