Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - forskrifter om mindsteindhold af fedt, som forhindrer indfoersel af osteprodukter hidroerende fra andre medlemsstater eller i det mindste, at de kan bringes i omsaetning under betegnelsen "ost" - ulovlighed - beskyttelse af forbrugerne - god handelsskik - ingen begrundelse
( EOEF-Traktaten, art . 30; Raadets direktiv 804/68, art . 22, stk . 1 )
Sammendrag
Traktatens artikel 30 og artikel 22, stk . 1, i forordning nr . 804/68 er til hinder for, at en medlemsstat goer indfoersel og salg af osteprodukter hidroerende fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning, betinget af, at de har et vist mindsteindhold af fedt . De er endvidere til hinder for, at medlemsstaten kraever samme betingelse opfyldt for at lade betegnelsen "ost" gaelde for disse produkter, saafremt betegnelsen anvendes lovligt i oprindelsesmedlemsstaten . For at sikre beskyttelsen af forbrugerne og hensynet til god handelsskik er det saaledes tilstraekkeligt, at medlemsstaten stiller krav om, at der foretages en passende maerkning, som sikrer forbrugerne korrekte oplysninger om det faktiske fedtindhold i de forskellige osteprodukter, som udbydes til salg .
Dommens præmisser
1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 6 . juli 1989, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det statueres, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 22, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 804/68 af 27 . juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter ( EFT 1968 I, s . 169 ), idet den har gjort indfoerslen af ost til Italien betinget af, at produkterne opfylder forskrifterne i lov nr . 396 af 2 . februar 1939, som navnlig forbyder, at der med henblik paa salg fremstilles ost med et lavere fedtindhold end forskrevet i den italienske lovgivning .
2 Ifoelge den italienske lov nr . 396 af 2 . februar 1939 er det forbudt med henblik paa salg at fremstille ost, hvis fedtindhold i forhold til toerstoffet er lavere end et naermere angivet minimum, som er fastsat i en tabel, der er indeholdt som bilag til loven, og som varierer efter ostetype .
3 Da Kommissionen fandt, at disse forskrifter hindrede import til Italien af ost med et lavt fedtindhold, som lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i de andre medlemsstater, saaledes at der opstod en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der er forbudt efter Trakatens artikel 30, ivaerksatte den en procedure i henhold til Traktatens artikel 169 .
4 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
5 Der findes ikke paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin nogen faelles eller harmoniserede regler om fremstilling og salg af ost, hvorfor det tilkommer hver enkelt medlemsstat selv at udstede regler for sit omraade vedroerende fremstilling og salg af dette produkt .
6 Ved udoevelsen af deres befoejelse hertil er medlemsstaterne dog forpligtet til at holde sig inden for de graenser, der blandt andet foelger af Traktatens bestemmelser om de frie varebevaegelser .
7 I den forbindelse bemaerkes tillige, at Traktatens artikel 30 indeholder et forbud mod enhver kvantitativ indfoerselsrestriktion og enhver foranstaltning med tilsvarende virkning, hvilket forbud i oevrigt er gentaget i artikel 22, stk . 1, i foernaevnte forordning nr . 804/68 af 27 . juni 1968 .
8 Paa grund af deres indbyrdes forskelle kan nationale lovregler for salg af produkter udgoere en hindring for samhandelen inden for EF, naar de, som i denne sag, bringes i anvendelse paa produkter, som er importeret fra en anden medlemsstat, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning .
9 Kommissionen har derfor med rette lagt til grund, at den italienske lovgivning udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning i henhold til Traktatens artikel 30, for saa vidt som den forbyder, at der fra de andre medlemsstatere importeres ost, som er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning dér, naar produktet har et lavere fedtindhold end foreskrevet i den italienske lovgivning .
10 Den italienske lovgivning indeholder ganske vist ikke, som regeringen ogsaa har anfoert, noget direkte forbud mod import eller salg af saadanne produkter, naar blot de ikke bringes i omsaetning under betegnelsen "ost ".
11 Uanset om det imidlertid antages, at lovreglernes virkning er begraenset hertil, maa de anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der er forbudt efter Traktatens artikel 30 .
12 Ganske vist kan man ikke frakende medlemsstaterne befoejelsen til at udstede retsforskrifter, som goer de indenlandske fabrikanters ret til at anvende artsbetegnelsen "ost" betinget af, at produktet har et vist mindsteindhold af fedt, jf . saaledes blandt andet Domstolens dom af 22 . september 1988, Deserbais ( 286/86, Sml . s . 4907 ).
13 Det vil imidlertid, som statueret i samme dom, vaere uforeneligt med Traktatens artikel 30 og med maalene for det faelles marked, saafremt saadanne forskrifter ogsaa anvendes paa importerede osteprodukter, der er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning i en anden medlemsstat under samme artsbetegnelse, men med et mindre fedtindhold . Importmedlemsstaten maa derfor ikke forhindre, at saadanne produkter indfoeres og bringes i omsaetning under artsbetegnelsen "ost", saafremt der i oevrigt er sikret forbrugerne den fornoedne information .
14 Den Italienske Republik har endvidere gjort gaeldende, at der ikke findes nogen EF-forskrifter om fremstilling og salg af ost eller om anvendelse af betegnelser herfor og goer gaeldende, at de bestaaende forskelle mellem de nationale lovgivninger indebaerer, at der paa dette omraade benyttes inkonsekvente og indbyrdes modstridende betegnelser . Saafremt man i denne situation anvender et princip om fri bevaegelighed for produkter, som opfylder kravene i den stat, hvor de er fremstillet, men ikke i den stat, hvortil de importeres og forbruges, vil det for Italiens vedkommende, hvor betegnelsen "ost" kun maa anvendes for produkter med et vist mindsteindhold af fedt, indebaere, at forbrugerne vil blive bragt i alvorlig vildlede .
15 Denne opfattelse kan ikke tiltraedes .
16 Ganske vist kan en ordning, der hindrer EF' s samhandel, men, som i denne sag, gaelder uden forskel for indenlandske og importerede produkter, vaere lovlig efter Traktatens artikel 30, saafremt den er noedvendig for at tilgodese tvingende hensyn blandt andet til beskyttelse af forbrugerne og til god handelsskik .
17 Dette gaelder dog ikke, naar det, som i denne sag, er tilstraekkeligt for at tilgodese hensynet til forbrugerne og til god handelsskik, at de italienske myndigheder stiller krav om, at der foretages en passende maerkning, som sikrer forbrugerne korrekte oplysninger om osteprodukternes faktiske fedtindhold, saa de har den fornoedne viden til at kunne traeffe deres valg .
18 Det maa herefter fastslaas, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 22, stk . 1, i Raadets forordning nr . 804/68 af 27 . juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter ved at goere indfoersel og salg af ost hidroerende fra andre medlemsstater, hvor produkterne er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning, betinget af, at de har et vist mindsteindhold af fedt, eller ved, i overensstemmelse med den fortolkning af national lovgivning, som anlaegges af den italienske regering, at forbyde, at der under betegnelsen "ost" indfoeres og saelges osteprodukter, som ikke har et saadant mindsteindhold af fedt, og som hidroerer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt bragt i omsaetning under denne betegnelse .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
19 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk . 2, tilpligtes den part, der taber sagen, at afholde sagens omkostninger . Da Den Italienske Republik har tabt sagen, tilpligtes den at afholde sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1 ) Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 22, stk . 1, i Raadets forordning nr . 804/68 af 27 . juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter ved at goere indfoersel og salg af ost hidroerende fra andre medlemsstater, hvor produkterne er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning, betinget af, at de har et vist mindsteindhold af fedt, eller ved, i overensstemmelse med den fortolkning af national lovgivning, som anlaegges af den italienske regering, at forbyde, at der under betegnelsen "ost" indfoeres og saelges osteprodukter, som ikke har et saadant mindsteindhold af fedt, og som hidroerer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt bragt i omsaetning under denne betegnelse .
2 ) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger .
Full & Egal Universal Law Academy