Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - begreb - selvstaendig fortolkning - vaernetingsklausul i et selskabs vedtaegter - omfattet - gyldighed i forhold til aktionaererne - betingelser
(Konventionen af 27.9.1968, art. 17, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)
2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - raekkevidde - fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold - sag mellem et selskab og dettes aktionaerer i deres egenskab af aktionaerer
(Konventionen af 27.9.1968, art. 17, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)
Sammendrag
1. Begrebet "aftale om retternes kompetence" i artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal betragtes som et selvstaendigt begreb.
Begrebet omfatter en vaernetingsklausul, hvorefter en ret i en kontraherende stat skal vaere kompetent til at paakende tvister mellem et aktieselskab og dets aktionaerer i tilfaelde, hvor klausulen er indeholdt i selskabets vedtaegter og er vedtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, samt selskabets vedtaegter.
De i konventionens artikel 17 omhandlede formkrav maa, uden hensyn til hvorledes aktierne er erhvervet, anses for at vaere opfyldt i forhold til enhver aktionaer, naar vaernetingsklausulen fremgaar af selskabets vedtaegter, og disse opbevares paa et for aktionaeren tilgaengeligt sted eller er indfoert i et offentligt register.
2. Den i konventionens artikel 17 opstillede betingelse for, at en ret ved aftale kan tillaegges kompetence til at paakende fremtidige tvister, nemlig at det retsforhold, der kan give anledning til tvisterne, er tilstraekkelig bestemt, er opfyldt, saafremt den i selskabsvedtaegterne indeholdte vaernetingsklausul - af den nationale retsinstans, som er den eneste, der har kompetence hertil - skal fortolkes saaledes, at den angaar tvister mellem selskabet og dets aktionaerer som saadanne.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse afsagt den 1. juni 1989, indgaaet til Domstolen den 10. juli 1989, har Oberlandesgericht Koblenz i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 17, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978 (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "Bruxelles-konventionen").
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som foeres mellem kurator for IBH-Holding AG, i konkurs, Wolfgang Petereit og Powell Duffryn plc (herefter benaevnt "Powell Duffryn"). Det fremgaar af sagens akter, at det engelske selskab Powell Duffryn havde tegnet navneaktier i et tysk aktieselskab, IBH-Holding AG (herefter benaevnt "IBH"), i forbindelse med en kapitalforhoejelse i det tyske selskab i september 1979. Den 28. juli 1980 deltog Powell Duffryn i en generalforsamling i IBH-Holding, hvorunder aktionaererne ved akklamation besluttede at aendre IBH' s vedtaegter, bl.a. ved indfoejelse af foelgende bestemmelse:
"Ved tegning eller erhvervelse af aktier eller interimsbeviser accepterer aktionaeren selskabets almindelige vaerneting i enhver tvist med selskabet eller dets organer."
3 I 1981 og 1982 tegnede Powell Duffryn paa ny aktier i forbindelse med kapitalforhoejelser i IBH, og Powell Duffryn modtog endvidere udbytte. Efter at IBH var taget under konkursbehandling, anlagde Wolfgang Petereit, som kurator i boet, sag mod Powell Duffryn ved Landgericht Mainz. Under sagen gjorde Wolfgang Petereit gaeldende, at Powell Duffryn ikke havde opfyldt sine forpligtelser over for IBH til at foretage kontante indbetalinger i forbindelse med kapitalforhoejelserne. Kurator gjorde endvidere gaeldende, at der med urette var blevet udbetalt udbytte til Powell Duffryn, og at dette skulle tilbagebetales.
4 Landgericht Mainz forkastede en indsigelse fra Powell Duffryn om, at sagen ikke var anlagt ved rette vaerneting, men herefter appellerede Powell Duffryn sagen til Oberlandesgericht Koblenz. Efter Oberlandesgericht' s opfattelse rejste sagen forskellige spoergsmaal om fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 17, og retten udsatte derfor sagen og stillede foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"1) Udgoer en bestemmelse i et aktieselskabs vedtaegter, hvorefter en aktionaer, der tegner eller erhverver aktier, med henblik paa enhver tvist med selskabet eller dets organer underkaster sig selskabets almindelige vaerneting, en vaernetingsaftale mellem aktionaeren og selskabet i Bruxelles-konventionens artikel 17' s forstand?
(Har det betydning for besvarelsen, om aktionaeren selv tegner aktierne i forbindelse med en kapitalforhoejelse, eller om aktionaeren erhverver allerede eksisterende aktier?)
2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende:
a) Opfylder tegning og overtagelse af aktier i forbindelse med en kapitalforhoejelse i et aktieselskab ved skriftlig tegningserklaering kravene til skriftlig form i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 17, stk. 1, med henblik paa en vaernetingsklausul i selskabets vedtaegter?
b) Opfylder vaernetingsklausulen kravet om, at der skal vaere tale om et tilstraekkelig bestemt retsforhold, som fremtidige tvister opstaar i anledning af, jf. Bruxelles-konventionens artikel 17?
c) Omfatter vaernetingsklausulen i vedtaegterne ogsaa betalingskrav i henhold til en aftale om aktietegning og krav paa tilbagebetaling af urigtigt udbetalt udbytte?"
5 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Spoergsmaal 1
6 I Bruxelles-konventionens artikel 17 bestemmes det, at saafremt parterne, i tilfaelde hvor mindst en af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret i en kontraherende stat skal vaere kompetent til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret kompetent.
7 Det maa herefter undersoeges, om en vaernetingsklausul, der er optaget i et aktieselskabs vedtaegter, udgoer en aftale som omhandlet i konventionens artikel 17 mellem selskabet og dets aktionaerer.
8 Herom har Powell Duffryn anfoert, at en vaernetingsklausul i et aktieselskabs vedtaegter ikke kan antages at udgoere en aftale, idet vedtaegterne har karakter af retsforskrifter, hvis indhold en aktionaer ikke har nogen mulighed for at foere forhandlinger om. Aktionaeren kan endog risikere, at der indfoeres klausuler i vedtaegterne mod hans udtrykkelige vilje, i det omfang dette kan ske i medfoer af vedtaegterne eller den nationale lovgivning, der finder anvendelse.
9 Heroverfor har Wolfgang Petereit og Kommissionen under henvisning til tysk ret, saerlig Aktiengesetz (den tyske aktieselskabslov), gjort gaeldende, at vedtaegterne har karakter af aftalebestemmelser, og at en vaernetingsklausul, der er optaget i vedtaegterne, saaledes udgoer en aftale som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 17.
10 Hertil bemaerkes, at en sammenligning mellem de kontraherende staters retsordener viser, at forholdet mellem et aktieselskab og dets aktionaerer ikke i alle tilfaelde kvalificeres paa samme maade. I nogle retsordener henfoeres forholdet under kontraktretten, mens det i andre opfattes som et institutionelt, normativt eller helt selvstaendigt spoergsmaal.
11 Det maa derfor afgoeres, om begrebet "aftale om retternes kompetence" i Bruxelles-konventionens artikel 17 skal fortolkes selvstaendigt, eller om det maa opfattes som en henvisning til national ret i en af de beroerte stater.
12 Som Domstolen allerede har udtalt i dom af 6. oktober 1976 (sag 12/76, Tessili, Sml. s. 1473), udelukker ingen af disse to muligheder noedvendigvis den anden, da et formaalstjenligt valg kun kan foretages saerskilt for hver enkelt bestemmelse i konventionen, idet dog dennes fulde virkning ud fra de i EOEF-traktatens artikel 220 naevnte maalsaetninger skal sikres.
13 Begrebet "aftale om retternes kompetence" har afgoerende betydning for den situation, at der, som en undtagelse fra de almindelige regler om retternes kompetence, sker en overfoerelse af en enekompetence til en af parterne udpeget ret i en kontraherende stat. Paa baggrund af Bruxelles-konventionens formaal og almindelige opbygning og for i videst muligt omfang at sikre lighed og ensartethed i de rettigheder og forpligtelser, som konventionen indebaerer for de kontraherende stater og de af konventionen beroerte personer, boer begrebet "aftale om retternes kompetence" saaledes ikke fortolkes blot som en henvisning til den interne ret i en af de stater, som sagen har tilknytning til.
14 Herefter - og i lighed med, hvad Domstolen af tilsvarende grunde har fastslaaet saerlig med hensyn til begrebet "kontraktforhold" samt andre begreber i konventionens artikel 5, der gaelder som kriterium for afgraensningen af anvendelsesomraadet for saerlige kompetenceregler (jf. dom af 22.3.1983, sag 34/82, Peters, Sml. s. 987, praemis 9 og 10) - findes begrebet "aftale om retternes kompetence" i konventionens artikel 17 at maatte betragtes som et selvstaendigt begreb.
15 Det bemaerkes, at Domstolen i forbindelse med, at den har skullet traeffe afgoerelse om fortolkningen af begrebet "kontraktforhold" i konventionens artikel 5 har antaget, at de forpligtelser, som paahviler en person i sin egenskab af medlem af en forening, maa betragtes som forpligtelser i kontraktforhold, idet der ved indmeldelse i en forening opstaar en naer forbindelse mellem foreningens medlemmer af samme art som mellem parterne i en kontrakt (jf. ovennaevnte dom af 22.3.1983, Peters, praemis 13).
16 Paa tilsvarende maade kan forholdet mellem et selskabs aktionaerer sammenlignes med forholdet mellem parterne i en kontrakt. Et selskabs stiftelse er saaledes udtryk for, at der bestaar et interessefaellesskab mellem selskabsdeltagerne med henblik paa at realisere et bestemt formaal. For at realisere selskabsformaalet tillaegges der hver enkelt selskabsdeltager rettigheder og forpligtelser over for de oevrige aktionaerer og selskabets organer, og disse rettigheder og forpligtelser finder udtryk i selskabets vedtaegter. Heraf foelger, at et selskabs vedtaegter med henblik paa anvendelsen af Bruxelles-konventionen maa betragtes som en aftale, der regulerer saavel forholdet mellem aktionaererne indbyrdes som forholdet mellem aktionaererne og det selskab, de opretter.
17 Herefter findes en vaernetingsklausul i et aktieselskabs vedtaegter at udgoere en aftale i Bruxelles-konventionens artikel 17' s forstand, som er bindende for samtlige selskabsdeltagere.
18 Det kan ikke tillaegges betydning, at den aktionaer, vaernetingsklausulen goeres gaeldende over for, har modsat sig vedtagelsen af klausulen, eller foerst er blevet aktionaer efter, at klausulen er blevet vedtaget.
19 Ved at indtraede som selskabsdeltager og ved fortsat at vaere deltager i et selskab, giver selskabsdeltageren nemlig sit samtykke til at vaere undergivet samtlige bestemmelser i selskabets vedtaegter og de beslutninger, selskabsorganerne har truffet i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, og selskabets vedtaegter, og dette gaelder ogsaa, selv om selskabsdeltageren ikke tilslutter sig visse af disse bestemmelser eller beslutninger.
20 Enhver anden fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 17 ville foere til, at flere retsinstanser havde kompetence til at paadoemme tvister, som udspringer af samme retsforhold og samme faktiske forhold mellem et selskab og dets deltagere, og dette ville vaere i strid med retssikkerhedsprincippet.
21 Det foerste spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, maa herefter besvares med, at en vaernetingsklausul - som er indeholdt i et aktieselskabs vedtaegter, og som er vedtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, samt selskabets vedtaegter - hvorefter en ret i en kontraherende stat skal vaere kompetent til at paakende tvister mellem selskabet og dets aktionaerer, udgoer en aftale om retternes kompetence som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 17.
Spoergsmaal 2, foerste led
22 Med det andet spoergsmaals foerste led oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, under hvilke omstaendigheder en vaernetingsklausul i et selskabs vedtaegter kan antages at opfylde formkravene i Bruxelles-konventionens artikel 17.
23 I henhold til Bruxelles-konventionens artikel 17 skal en aftale om retternes kompetence vaere indgaaet enten skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekraeftelse eller - inden for international handel - i den form, der er i overensstemmelse med en saedvane, som parterne har eller burde have kendskab til.
24 Som Domstolen har udtalt i dom af 14. december 1976 (sag 24/76, Estasis Salotti, Sml. s. 1831, praemis 7), skal formkravene i artikel 17 sikre, at parternes samstemmende vilje faktisk har vaeret til stede.
25 Det skal dog bemaerkes, at selskabsdeltagere i forhold til et selskabs vedtaegter - som er udtryk for, at der bestaar et interessefaellesskab mellem deltagerne om at realisere et faelles formaal - er anderledes stillet end en part i en koebekontrakt i forhold til almindelige forretningsbetingelser, hvilket var den situation, der forelaa i den naevnte sag.
26 Foerst og fremmest skal selskabsvedtaegter i alle de kontraherende staters retsordener vaere udformet skriftligt. Desuden anerkendes det i selskabsretten i alle staterne, at vedtaegterne spiller en saerlig rolle, idet de udgoer den grundlaeggende regulering af forholdene mellem aktionaeren og selskabet.
27 Endvidere bemaerkes, at enhver, der bliver aktionaer i et selskab - uanset hvorledes aktierne erhverves - ved eller boer vide, at han er bundet af selskabets vedtaegter og af vedtaegtsaendringer, som selskabsorganerne foretager i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, og med vedtaegterne.
28 Heraf foelger, at enhver aktionaer, i tilfaelde hvor et selskabs vedtaegter indeholder en vaernetingsklausul, maa antages at kende vaernetingsklausulen og rent faktisk at tilslutte sig den deri indeholdte udpegelse af et vaerneting, naar vedtaegterne opbevares paa et sted, der er tilgaengeligt for aktionaeren, f.eks. paa selskabets hjemsted, eller er indfoert i et offentligt register.
29 Herefter maa foerste led i det andet spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, besvares med, at de i artikel 17 omhandlede formkrav, uden hensyn til hvorledes aktierne er erhvervet, maa anses for at vaere opfyldt i forhold til enhver aktionaer, naar vaernetingsklausulen fremgaar af selskabets vedtaegter, og disse opbevares paa et for aktionaeren tilgaengeligt sted eller er indfoert i et offentligt register.
Spoergsmaal 2, andet led
30 I henhold til Bruxelles-konventionens artikel 17 skal en aftale om retternes kompetence vaere indgaaet med henblik paa paakendelse af allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister "i anledning af et bestemt retsforhold".
31 Med dette krav skal det sikres, at en vaernetingsaftale kun omfatter tvister, som opstaar i det retsforhold, i anledning af hvilket aftalen er indgaaet. Herved skal det undgaas, at en part, uden at vaere klar over det, udsaettes for, at en bestemt ret faar tildelt kompetencen til at paakende samtlige tvister, der maatte opstaa i forholdet til partens medkontrahent, og som udspringer af andre retsforhold end det, i anledning af hvilket vaernetingsaftalen er indgaaet.
32 En vaernetingsklausul i et selskabs vedtaegter opfylder denne betingelse, naar den angaar allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i forholdet mellem selskabet og dets aktionaerer som saadanne.
33 Spoergsmaalet om, hvorvidt vaernetingsklausulen i det foreliggende tilfaelde maa antages at have en saadan raekkevidde, er et fortolkningsspoergsmaal, som det tilkommer den nationale ret af afgoere.
34 Herefter maa andet led i det andet spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, besvares med, at det i artikel 17 opstillede krav om, at det retsforhold, der kan give anledning til tvister, skal vaere tilstraekkelig bestemt, er opfyldt, saafremt den i selskabsvedtaegterne indeholdte vaernetingsklausul skal fortolkes saaledes, at den angaar tvister mellem selskabet og dets aktionaerer som saadanne.
Spoergsmaal 2, tredje led
35 Med det andet spoergsmaals tredje led oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om den paaberaabte vaernetingsklausul finder anvendelse paa de i hovedsagen fremsatte krav.
36 Hertil bemaerkes, at det tilkommer den nationale ret at fortolke den paaberaabte vaernetingsklausul.
37 Tredje led i det andet spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, maa saaledes besvares med, at det tilkommer den nationale ret ved fortolkning af den paaberaabte vaernetingsklausul at fastslaa, hvilke tvister den finder anvendelse paa.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
38 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Oberlandesgericht Koblenz ved kendelse af 1. juni 1989, for ret:
1) En vaernetingsklausul - som er indeholdt i et aktieselskabs vedtaegter, og som er vedtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, samt selskabets vedtaegter - hvorefter en ret i en kontraherende stat skal vaere kompetent til at paakende tvister mellem selskabet og dets aktionaerer, udgoer en aftale om retternes kompetence som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 17.
2) De i artikel 17 omhandlede formkrav maa, uden hensyn til hvorledes aktierne er erhvervet, anses for at vaere opfyldt i forhold til enhver aktionaer, naar vaernetingsklausulen fremgaar af selskabets vedtaegter, og disse opbevares paa et for aktionaeren tilgaengeligt sted eller er indfoert i et offentligt register.
3) Det i artikel 17 opstillede krav om, at det retsforhold, der kan give anledning til tvister, skal vaere tilstraekkelig bestemt, er opfyldt, saafremt den i selskabsvedtaegterne indeholdte vaernetingsklausul skal fortolkes saaledes, at den angaar tvister mellem selskabet og dets aktionaerer som saadanne.
4) Det tilkommer den nationale ret ved fortolkningen af den paaberaabte vaernetingsklausul at fastslaa, hvilke tvister den finder anvendelse paa.
Full & Egal Universal Law Academy