Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Frie varebevaegelser - industriel og kommerciel ejendomsret - patentret - medlemsstaternes kompetence - omfang og graenser
(EOEF-Traktaten, art. 30, 36 og 222)
2. Frie varebevaegelser - industriel og kommerciel ejendomsret - patentret - meddelelse af tvangslicens, saafremt patentet udelukkende udnyttes i form af import fra andre medlemsstater - ulovligt
(EOEF-Traktaten, art. 30 og 36)
Sammendrag
1. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er der med hensyn til bestemmelserne om patenter endnu ikke tilvejebragt ensartethed paa faellesskabsplan eller sket en tilnaermelse af lovgivningerne. Det tilkommer derfor den nationale lovgivende myndighed at fastsaette betingelserne for og de naermere regler om den beskyttelse, et patent giver.
Imidlertid kan Traktatens bestemmelser, navnlig bestemmelsen i artikel 222, hvorefter de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne ikke beroeres af Traktaten, ikke fortolkes paa en saadan maade, at den nationale lovgiver med hensyn til industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder er tillagt befoejelse til at vedtage bestemmelser, som er i strid med princippet om frie varebevaegelser inden for det faelles marked, saaledes som dette er fastsat og naermere reguleret i Traktaten.
2. Uanset at det paa det nuvaerende udviklingstrin af faellesskabsbestemmelserne vedroerende patenter tilkommer den nationale lovgivende myndighed at fastsaette betingelserne for og de naermere regler om den beskyttelse, et patent giver, og lovgiver derfor kan sanktionere en manglende eller utilstraekkelig udnyttelse af patentet ved at meddele tvangslicens, tilsidesaetter en medlemsstat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30, saafremt den hjemler mulighed for meddelelse af tvangslicens, naar et patent paa en industriel opfindelse eller paa nye plantesorter ikke udnyttes i form af en produktion paa nationalt omraade, men i form af import fra andre medlemsstater. For at udelukke risikoen for, at hans eneret fortabes - hvilket fra patenthaverens synspunkt efter omstaendighederne ikke reelt udlignes af, at licenshaveren betaler et rimeligt vederlag - tilskyndes patenthaveren saaledes til at lade produktet fremstille paa det omraade, hvor patentet er meddelt, frem for at importere det patenterede produkt fra andre medlemsstater. En saadan forskelsbehandling, der har til formaal at fremme den indenlandske produktion, kan hverken begrundes ud fra Traktatens artikel 36 eller artikel 5 i Pariser-konventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. juli 1989 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30 ved at hjemle mulighed for meddelelse af tvangslicens, naar indehaveren af et patent paa en industriel opfindelse eller paa nye plantesorter ikke udnytter patentet ved en produktion paa italiensk omraade.
2 I Italien findes bestemmelserne om patenter paa industrielle opfindelser bl.a. i kongeligt dekret nr. 1127 af 29. juni 1939 (GURI ("Lovtidende") nr. 189 af 14.8.1939), som aendret ved dekret nr. 849 af 26. februar 1968 fra republikkens praesident (GURI nr. 193 af 31.7.1968).
3 Artikel 52 i kongeligt dekret nr. 1127/39 bestemmer: "Den industrielle opfindelse, der er omfattet af patentet, skal udnyttes paa statens territorium, saaledes at enhver vaesentlig tilsidesaettelse af landets behov undgaas." I samme dekrets artikel 53 praeciseres det, at "import eller salg paa statens territorium af varer fremstillet i udlandet udgoer ikke en udnyttelse af opfindelsen".
4 Retsvirkningerne af en manglende udnyttelse paa statens omraade af en patentbeskyttet opfindelse er fastsat i artikel 54, artikel 54a og 54b i kongeligt dekret nr. 1127/39, som aendret ved ovennaevnte dekret nr. 849/68 fra republikkens praesident. Artikel 54, stk. 1, bestemmer: "Saafremt patenthaveren eller den, til hvem hans ret er overgaaet, inden tre aar fra datoen for meddelelsen af patentet, henholdsvis inden fire aar fra indleveringen af ansoegningen, hvor sidstnaevnte frist udloeber efter foerstnaevnte frist, ikke - direkte eller gennem en eller flere licenstagere - paa statens territorium har udnyttet den patenterede opfindelse eller har udnyttet den paa en maade, hvorved der sker en vaesentlig tilsidesaettelse af landets behov, kan der udstedes en tvangslicens vedroerende ikke-eksklusiv udnyttelse af den naevnte opfindelse til enhver, der indgiver ansoegning herom."
5 Bestemmelserne om patenter paa nye plantesorter findes i dekret nr. 974 af 12. august 1975 fra republikkens praesident (GURI nr. 109 af 26.4.1976), som aendret ved lov nr. 620 af 14. oktober 1985. Dekretets artikel 14 bestemmer: "Bestemmelserne i dekret nr. 849 af 26. februar 1968 fra republikkens praesident om tvangslicenser, som senere aendret, finder anvendelse paa patenter paa nye plantesorter i det omfang, hvori disse bestemmelser er forenelige med forskrifterne i naervaerende dekret. Manglende udnyttelse, henholdsvis ophoer af eller begraensning af den i naevnte dekrets artikel 1 foreskrevne udnyttelse, foreligger, saafremt patenthaveren eller den, til hvem hans ret er overgaaet, ikke - direkte eller gennem en eller flere licenshavere - paa statens territorium stiller midlerne til raadighed for brugerne med henblik paa udbredelse eller formering af den patentbeskyttede plantesort, saaledes at de samfundsoekonomiske behov tilgodeses."
6 Kommissionen var af den opfattelse, at de naevnte bestemmelser udgjorde foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner i henhold til Traktatens artikel 30, og har derfor anlagt denne traktatbrudssag.
7 Hvad naermere angaar de faellesskabsretlige og nationale bestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Sagens genstand
8 I sin argumentation i staevningen har Kommissionen praeciseret, at den ikke principielt bestrider, at patenthaveren er forpligtet til at udnytte patentet og daekke efterspoergslen efter det patenterede produkt paa det indenlandske marked, eller at en medlemsstats myndigheder kan meddele tvangslicens, naar forpligtelsen ikke opfyldes. Kommissionen har udelukkende anfaegtet ovennaevnte italienske bestemmelser, fordi der heri sondres mellem fremstilling af det patenterede produkt paa nationalt omraade og import af produktet fra en anden medlemsstats omraade, og bestemmelserne stiller importen ringere i kraft af de betingelser, hvorefter myndighederne kan meddele tvangslicens, saafremt patentet udnyttes i form af import. Paa grundlag af denne afgraensning af sagens genstand skal Domstolen traeffe sin afgoerelse.
9 Kommissionen har ogsaa gjort gaeldende, at de nationale bestemmelser er uforenelige med Traktatens artikel 30, idet de ved en tvangslicens tillagte rettigheder kun kan udoeves paa nationalt omraade. Der er her tale om et saerligt klagepunkt, som ikke er omfattet af Kommissionens paastande, og som Domstolen derfor ikke tager stilling til under behandlingen af denne sag.
Realiteten
10 Ifoelge Kommissionen fremmer ovennaevnte nationale bestemmelser den indenlandske produktion, idet de medfoerer forskelsbehandling, saafremt patentet udnyttes i form af import til det nationale omraade. Saadanne bestemmelser, som tilskynder patenthaveren til at fremstille produktet paa det nationale omraade frem for at indfoere det fra andre medlemsstater, er foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner. Domstolen har allerede fastslaaet, at selv en reklamekampagne, som en medlemsstats myndigheder ivaerksaetter for indenlandsk fremstillede varer, er en foranstaltning med tilsvarende virkning (dom af 24.11.1982, sag 249/81, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 4005). Henset til de betydelige retsvirkninger, der er forbundet med meddelelsen af en tvangslicens, maa det derfor saa meget desto mere fastslaas, at de omtvistede bestemmelser er uforenelige med Traktaten. Bestemmelserne kan ikke begrundes ud fra undtagelsesbestemmelserne i Traktatens artikel 36, idet formaalet med den anfaegtede ordning ikke er at sikre beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret, men tvaertimod at begraense de rettigheder, der knytter sig til den. Endvidere staar det tilsigtede formaal, som er at fremme den indenlandske produktion, i diametral modsaetning til Traktatens formaal. Endelig er de vedtagne bestemmelser under alle omstaendigheder ikke rimelige i forhold til det naevnte formaal.
11 Sagsoegte, Den Italienske Republik, har paastaaet sig frifundet, og Kongeriget Spanien, Det Forenede Kongerige samt Den Portugisiske Republik har som intervenienter stoettet denne paastand. De har fremfoert en raekke anbringender og argumenter. For det foerste henhoerer de betingelser, hvorunder der kan indfoeres en ordning om tvangslicenser med hensyn til industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, alene under den nationale lovgivers kompetence, jf. bestemmelserne i Traktatens artikel 222 og 36. For det andet er de omtvistede bestemmelser i overensstemmelse med artikel 5 i Pariser-konventionen af 20. marts 1883 til beskyttelse af industriel ejendomsret, senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967 (herefter benaevnt "Pariser-konventionen"). For det tredje medfoerer de omtvistede bestemmelser ikke, at importen hindres eller begraenses. For det fjerde oensker Kommissionen med sin argumentation ikke reelt at sikre de frie varebevaegelser, men at styrke patenthaverens rettigheder paa en maade, som ikke er i overensstemmelse med kravene til en fri konkurrence mellem de erhvervsdrivende i de forskellige medlemsstater. For det femte er kritikken af bestemmelserne stort set kun af teoretisk interesse, eftersom bestemmelserne i praksis er lidet anvendt. For det sjette er det kun inden for rammerne af en harmonisering paa faellesskabsplan, som omfatter alle medlemsstaternes lovgivninger, at det formaal, Kommissionen soeger naaet med naervaerende sag, vil kunne naas, uden at der skabes nye uligheder. Endelig foerer Kommissionens argumentation til, at visse af bestemmelserne i EF-patentkonventionen, som blev undertegnet i Luxembourg den 15. december 1975 (herefter benaevnt "foerste EF-patentkonvention"), og i den konvention, der er knyttet til aftalen, der blev undertegnet i Luxembourg den 15. december 1989 (herefter benaevnt "anden EF-patentkonvention"), maa antages at vaere i strid med Traktaten.
12 Det bemaerkes, at paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er der med hensyn til bestemmelserne om patenter endnu ikke tilvejebragt ensartethed paa faellesskabsplan eller sket en tilnaermelse af lovgivningerne. Den foerste EF-patentkonvention, hvis formaal er, at der indfoeres et faellesskabspatent og samtidig tilvejebringes en faellesskabsretlig ordning vedroerende nationale patenter, er ikke traadt i kraft, idet den ikke er ratificeret af alle medlemsstaterne. Den anden EF-patentkonvention, som skal traede i stedet for den foerste konvention, er under ratifikation.
13 Det tilkommer herefter den nationale lovgivende myndighed at fastsaette betingelserne for og de naermere regler om den beskyttelse, et patent giver.
14 Imidlertid kan Traktatens bestemmelser, navnlig bestemmelsen i artikel 222, hvorefter de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne ikke beroeres af Traktaten, ikke fortolkes paa en saadan maade, at den nationale lovgiver med hensyn til industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder er tillagt befoejelse til at vedtage bestemmelser, som er i strid med princippet om frie varebevaegelser inden for det faelles marked, saaledes som dette er fastsat og naermere reguleret i Traktaten.
15 For det foerste er forbud eller restriktioner vedroerende indfoersel, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, kun lovlige i henhold til Traktatens artikel 36 paa den udtrykkelige betingelse, at de hverken udgoer et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne.
16 For det andet tillader artikel 36 ifoelge Domstolens faste praksis kun, at det grundlaeggende princip om de frie varebevaegelser inden for det faelles marked fraviges i det omfang, dette er begrundet i hensynet til beskyttelsen af de rettigheder, der udgoer den saerlige genstand for den paagaeldende ejendomsret (jf. dom af 17.10.1990, sag C-10/89, CNL-SUCAL, Sml. I, s. 3711, praemis 12).
17 For saa vidt angaar patenter er den industrielle og kommercielle ejendomsrets saerlige genstand navnlig, at patenthaveren har eneret til at udnytte en opfindelse med henblik paa fremstillingen og den foerste afsaetning af industriprodukter, dels direkte, dels ved at udstede licenser til tredjemaend, saavel som retten til at modsaette sig enhver form for efterligning (jf. dom af 3.3.1988, sag 434/85, Allen & Hanburys, Sml. s. 1245, praemis 11). Den saerlige genstand for patenter paa nye plantesorter svarer hertil.
18 Disse principper maa finde anvendelse ved afgoerelsen af, om de omtvistede nationale bestemmelser er forenelige med Traktatens artikel 30 og 36.
19 Ved disse nationale bestemmelser kan der, naar der meddeles tvangslicens, ske en kraenkelse af den fordel, der udgoeres af den eneret, et patent giver, saafremt den patentbeskyttede opfindelse eller plantesort ikke udnyttes i form af produktion paa det nationale omraade.
20 For at udelukke enhver risiko for, at hans eneret fortabes - hvilket fra patenthaverens synspunkt efter omstaendighederne ikke reelt udlignes af, at licenshaveren betaler et rimeligt vederlag, jf. artikel 54a, stk. 2, i kongeligt dekret nr. 1127/39 - tilskyndes patenthaveren saaledes til at lade produktet fremstille paa det omraade, hvor patentet er meddelt, frem for at importere det patenterede produkt fra andre medlemsstater.
21 Uden at det herved har betydning, hvor mange tvangslicenser der er meddelt, kan saadanne bestemmelser hindre samhandelen inden for Faellesskabet direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt.
22 Som generaladvokaten har fremhaevet i sit forslag til afgoerelse (punkt 10), foerer en anvendelse af de naevnte bestemmelser, saafremt resultatet er, at der meddeles tvangslicens til en indenlandsk fabrikant, saaledes noedvendigvis til, at importen af det patenterede produkt fra andre medlemsstater bliver mindre, og paavirker derved samhandelen inden for Faellesskabet.
23 For saa vidt udgoer bestemmelserne foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner i henhold til Traktatens artikel 30 (jf. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5).
24 Mens sanktionen, som foelge af at patentet ikke udnyttes eller ikke udnyttes tilstraekkeligt, kan betragtes som det noedvendige modstykke til den territoriale eneret, patentet giver, er der derimod intet hensyn vedroerende den saerlige genstand for patentet, der kan begrunde, at en udnyttelse af patentet i form af produktion paa nationalt omraade og en udnyttelse i form af import fra andre medlemsstater efter de omtvistede bestemmelser behandles forskelligt.
25 Den reelle begrundelse for en saadan forskelsbehandling er ikke de saerlige hensyn til den industrielle og kommercielle ejendomsret, men, som den sagsoegte stat i oevrigt har indroemmet, den nationale lovgivers oenske om at fremme den indenlandske produktion.
26 Et saadant hensyn, som bevirker, at Faellesskabet ikke naar sine formaal - som de navnlig er opregnet i Traktatens artikel 2 og naermere uddybet i artikel 3 - kan ikke lovligt begrunde en begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne.
27 Hverken bestemmelserne i Pariser-konventionens artikel 5, hvorefter signatarstaterne alene har ret til at fastsaette bestemmelser om meddelelse af tvangslicenser for at hindre de misbrug, som maatte kunne foelge af den ved patentet tilstaaede eneret, f.eks. undladelse af at udoeve opfindelsen, eller oensket om at sikre en stoerre konkurrence mellem de erhvervsdrivende gennem en begraensning af de enerettigheder, patenter giver, kan under nogen omstaendigheder begrunde bestemmelser, som er udtryk for forskelsbehandling og derfor er i strid med Traktaten.
28 De stater, der har undertegnet de to EF-patentkonventioner, har taget hensyn til de anfoerte principper. Saaledes fremgaar det af artikel 82 i foerste EF-patentkonvention og artikel 77 i anden EF-patentkonvention, at bestemmelserne om EF-patenter, hvorefter der ikke kan meddeles tvangslicenser paa en medlemsstats omraade, saafremt den paagaeldende stats behov daekkes ved import af produktet fra en anden medlemsstat, finder tilsvarende anvendelse paa nationale patenter. Ganske vist er det i artikel 89 i foerste konvention og artikel 83 i anden konvention fastsat, at medlemsstaterne paa naermere angivne betingelser kan tage forbehold med hensyn til anvendelsen af ovennaevnte bestemmelser, og saadanne forbehold kan vise sig at vaere uforenelige med bestemmelserne i Traktatens artikel 30, saaledes som de ovenfor er fortolket af Domstolen. Muligheden for en saadan uforenelighed er imidlertid udtrykkeligt forudset i artikel 93 i foerste konvention og i artikel 2, stk. 1, i Luxembourg-aftalen af 15. december 1989, idet det heri hedder, at ingen bestemmelse i konventionen eller aftalen kan paaberaabes mod anvendelsen af en bestemmelse i Traktaten.
29 Det maa herefter fastslaas, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30 ved at hjemle mulighed for meddelelse af tvangslicens, naar et patent paa en industriel opfindelse eller paa nye plantesorter ikke udnyttes i form af en produktion paa italiensk omraade, og naar patentet udnyttes i form af import fra andre medlemsstater.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
30 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Den Italienske Republik har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.
31 Kongeriget Spanien, Det Forenede Kongerige og Den Portugisiske Republik, der er indtraadt til stoette for de af Den Italienske Republik nedlagte paastande, baerer i medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 4, deres egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30 ved at hjemle mulighed for meddelelse af tvangslicens, naar et patent paa en industriel opfindelse eller paa nye plantesorter ikke udnyttes i form af en produktion paa italiensk omraade, og naar patentet udnyttes i form af import fra andre medlemsstater.
2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.
3) Kongeriget Spanien, Det Forenede Kongerige og Den Portugisiske Republik baerer deres egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy