Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Statsstoette - begreb - finansielle tilskud fra en medlemsstat til en virksomhed - bedoemmelseskriterium - dispositionens rimelighed for en privat investor - finansieringen bestemt til investeringer i produktionen - ingen betydning
(EOEF-Traktaten, art. 92, stk. 1)
2. Statsstoette - paataenkte stoetteforanstaltninger - Kommissionens undersoegelse - forhold der indgaar heri - tidligere beslutning - nye omstaendigheder
(EOEF-Traktaten, art. 93, stk. 2)
Sammendrag
1. For at kunne afgoere, om offentlige myndigheders foranstaltninger med hensyn til en virksomheds kapital, uanset deres form, har karakter af statsstoette, jf. Traktatens artikel 92, maa det undersoeges, om en privat investor af en stoerrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestaar forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstaendigheder kunne taenkes at ville have indskudt en kapital af den omhandlede stoerrelse. Kapital, som staten indskyder i en virksomhed paa vilkaar, der svarer til normale markedsvilkaar, kan ikke anses for statsstoette.
Den omstaendighed, at en finansiering er bestemt til investeringer i produktionen, udelukker ikke i sig selv, at der kan foreligge en stoette, saafremt det under hensyntagen til virksomhedens situation forekommer usandsynligt, at en privat investor ville have foretaget et saadant indskud af finansielle midler.
2. Kommissionen skal i forbindelse med undersoegelsen af, om en statsstoette er forenelig med faellesskabsbestemmelserne, jf. proceduren i Traktatens artikel 93, stk. 2, tage hensyn til alle relevante forhold, herunder en sammenhaeng, som der allerede maatte vaere taget stilling til i en tidligere beslutning, og de forpligtelser denne tidligere beslutning maatte medfoere for en medlemsstat. Proceduren giver desuden Kommissionen mulighed for at tage stilling til enhver ny faktisk omstaendighed, som kan aendre dens bedoemmelse, under hensyntagen til formaalet med den nye stoette og alle relevante oekonomiske omstaendigheder paa tidspunktet for ydelsen af stoetten.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 17. august 1989 har Den Italienske Republik i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 90/224/EOEF af 24. maj 1989 om den italienske regerings stoette til to statsejede virksomheder i aluminiumsindustrien, Aluminia og Comsal. Beslutningen, der blev meddelt den italienske regering ved skrivelse af 7. juni 1989, er offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 9. maj 1990 (EFT L 118, s. 42).
2 Kommissionen har i beslutningen fastslaaet foelgende:
"Den stoette i form af rentefrie laan paa 70 mia. LIT og 30 mia. LIT, som senere skal konverteres til egenkapital, og som den italienske regering har stillet til raadighed for virksomhederne Aluminia og Comsal, er uforenelig med faellesmarkedet efter EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, idet stoetten er ydet i strid med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, og med betingelserne i Kommissionens beslutning af 17. december 1986."
3 Det fremgaar af sagens akter, at de italienske myndigheder havde forelagt Kommissionen en plan for omstrukturering og sanering af den delvis statsejede aluminiumsindustri for perioden 1983-1988 ("aluminiumsplanen"). Kommissionen indledte proceduren i artikel 93, stk. 2, med hensyn til de finansielle aspekter i planen. Ved beslutning af 17. december 1986 afsluttede den proceduren og godkendte den planlagte stoette efter at have konstateret, at kapitalindskuddene var blevet nedsat til 989 mia. LIT. Den opfordrede i oevrigt den italienske regering til at afstaa fra at yde nogen form for yderligere stoette til den statsejede koncern inden for aluminiumsindustrien indtil udgangen af 1988.
4 Den 18. september 1987 besluttede de italienske myndigheder at bemyndige EFIM (Ente partecipazioni e finanziamenti industrie manifatturiere - en organisation, som deltager i finansieringen af forarbejdende industrier) til at udstede et obligationslaan for statens regning. Af provenuet skulle 100 mia. LIT afsaettes til finansiering af investeringer i selskaberne Aluminia (70 mia. LIT) og Compagnia Sarda Alluminio (herefter benaevnt "Comsal"; 30 mia. LIT). Efter at have faaet kendskab hertil anmodede Kommissionen den italienske regering om at blive underrettet om de finansielle transaktioner. Regeringen tilstillede ved skrivelse af 29. marts 1988 Kommissionen visse oplysninger i saa henseende. Paa grundlag af disse oplysninger besluttede Kommissionen at indlede den procedure, som foerte til den anfaegtede beslutning.
5 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
6 Den italienske regering har fremfoert tre anbringender til stoette for sin paastand. Den har for det foerste gjort gaeldende, at de omhandlede kapitalindskud laa inden for det ved Kommissionens beslutning af 17. december 1986 godkendte beloeb paa 989 mia. LIT. Den har for det andet gjort gaeldende, at der ikke foreligger en statsstoette i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. For det tredje har den gjort gaeldende, at Kommissionen ikke undersoegte, om kapitalindskuddene var forenelige med faellesmarkedet paa baggrund af de i Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), opstillede undtagelser. Den italienske regering har under retsmoedet frafaldet det foerste anbringende, som der derfor ikke skal tages stilling til.
Anbringendet om, at der ikke foreligger statsstoette i henhold til Traktatens artikel 92
7 Den italienske regering har anfoert, at Kommissionen ikke har foretaget en korrekt anvendelse af kriteriet om en sammenligning mellem statens adfaerd og en privat investors adfaerd med henblik paa bedoemmelsen af, om der foreligger statsstoette i henhold til Traktatens artikel 92. Den har anfoert, at Kommissionen udelukkende har taget hensyn til Aluminia' s og Comsal' s tab og samlede gaeld i aarene fra 1985 til 1987 uden at tillaegge det nogen betydning, at Aluminia i 1988 afsluttede sit regnskab med et nettooverskud, og at Comsal gradvis reducerede sine tab, hvilket ifoelge regeringen kunne forudses paa det tidspunkt, hvor virksomhederne modtog de omtvistede beloeb. Kommissionen tog ifoelge den italienske regering heller ikke hensyn til, at beloebene skulle anvendes til bestemte investeringsprojekter i forbindelse med produktionen. Endelig har den italienske regering understreget, at Kommissionen ikke sikrede en korrekt anvendelse af princippet om ligebehandling af private og offentlige virksomheder, idet den ikke tog hensyn til, at en privat virksomhed, der tilhoerer en stoerre koncern, kan regne med koncernens financieringskapacitet.
8 Hertil bemaerkes indledningsvis, at ifoelge Domstolens faste praksis kan offentlige myndigheders foranstaltninger med hensyn til en virksomheds kapital, uanset deres form, udgoere statsstoette, naar betingelserne i Traktatens artikel 92 er opfyldt. For at kunne afgoere, om saadanne foranstaltninger udgoer statsstoette, maa det undersoeges, om en privat investor af en stoerrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestaar forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstaendigheder kunne taenkes at ville have indskudt en kapital af den omhandlede stoerrelse (dom af 21.3.1991, sag C-305/89, Italien mod Kommissionen, "Alfa Romeo"-sagen, Sml. I, s. 1603, praemis 18 og 19).
9 I modsaetning til, hvad den italienske regering har anfoert, udelukker den omstaendighed, at en finansiering er bestemt til investeringer i produktionen, ikke i sig selv, at der kan foreligge en stoette, saafremt det under hensyntagen til virksomhedens situation forekommer usandsynligt, at en privat investor ville have foretaget et saadant indskud af finansielle midler.
10 Det fremgaar af beslutningen, som ikke er blevet anfaegtet paa dette punkt, at de virksomheder, som de omtvistede transaktioner blev foretaget til fordel for, fra 1985 til 1987, altsaa i perioden umiddelbart foer transaktionerne fandt sted, konstant led betydelige tab, nemlig paa henholdsvis 77,8, 57,5 og 98,3 mia. LIT for Aluminia' s vedkommende og 14,2, 10,2 og 9,4 mia. LIT for Comsal' s vedkommende. I oevrigt var deres oekonomiske situation kendetegnet ved en stor gaeld, som i 1987 naaede op paa 133% af omsaetningen, for saa vidt angaar Aluminia, og 142% af omsaetningen, for saa vidt angaar Comsal.
11 Den italienske regering har imidlertid gjort gaeldende, at Aluminia i 1988 afsluttede sit regnskab med et nettooverskud paa 7 mia. LIT, og at Comsal nedbragte sine tab med 50%. Den har desuden anfoert, at disse resultater allerede kunne forudses i september 1987, hvor finansieringen blev foretaget.
12 Selv om det maatte laegges til grund, at disse resultater som anfoert af den italienske regering allerede kunne forudses paa tidspunktet for de omhandlede finansielle transaktioner, kunne saadanne udsigter ikke have faaet en privat investor til at indskyde saa store beloeb. I oevrigt skal beloebene bedoemmes paa baggrund af samtlige de af den italienske regering foretagne transaktioner i aarene fra 1983 til 1988.
13 Hvad saerligt angaar Comsal, skal der blot henvises til, at den omstaendighed, at selskabets tab blev nedbragt i 1988, ikke aendrer noget ved, at virksomheden uafbrudt har lidt betydelige tab siden 1982.
14 Med hensyn til Aluminia skal det understreges, at det positive resultat paa 7 mia. LIT, selv om det havde kunnet forudses, ikke ville have vaeret tilstraekkeligt til at faa en eventuel privat investor til at foretage de omhandlede kapitalindskud, da et saadant resultat stadig er for svagt til at kunne opveje den tyngende gaeld paa naesten 150% af omsaetningen og de meget store tab, der siden 1982 sammenlagt beloeb sig til 929,8 mia. LIT, og som stadig udgjorde 98,3 mia. LIT alene for 1987, dvs. aaret umiddelbart foer det aar, hvor det positive resultat blev opnaaet.
15 Hvad angaar argumentet vedroerende princippet om ligebehandling af private og offentlige virksomheder bemaerkes, at det som anfoert af Domstolen i dom af 21. marts 1991 (sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, "ENI-Lanerossi"-sagen, Sml. I, s. 1433, praemis 20) foelger af dette ligebehandlingsprincip, at kapital, som staten direkte eller indirekte indskyder i en virksomhed paa vilkaar, der svarer til normale markedsvilkaar, ikke kan anses for statsstoette. Paa baggrund af det ovenfor anfoerte kan det imidlertid ikke haevdes, at den kapital, som de omhandlede virksomheder modtog, blev indskudt paa vilkaar, der svarede til normale markedsvilkaar.
16 Den omhandlede finansiering udgoer herefter en statsstoette i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92. Det foerste anbringende kan saaledes ikke tiltraedes.
Anbringendet om, at Kommissionen har undladt at vurdere, om finansieringen var forenelig med faellesmarkedet i henhold til undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra c)
17 Den italienske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen skulle have undersoegt, om den omtvistede stoette var forenelig med faellesmarkedet paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), saaledes som den gjorde det med den aluminiumsplan, stoetten indgik i. Den italienske regering har til stoette herfor i foerste raekke anfoert, at Kommissionen ikke i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, kan traeffe en beslutning, hvori det alene fastslaas, at nogle forpligtelser i henhold til en tidligere beslutning ikke er overholdt. Den kan med henblik herpaa alene indbringe sagen for Domstolen i henhold til artikel 93, stk. 2, andet afsnit. Den italienske regering finder endvidere, at beslutningen af 17. december 1986 blot indeholdt en opfordring og ikke et paabud om ikke at yde yderligere stoette. Den har endelig anfoert, at beslutningen ikke kunne opstille et absolut forbud mod fremtidig stoette, da en saadan tvaertimod skulle bedoemmes ud fra dens formaal og den oekonomiske situation inden for faellesmarkedet paa det tidspunkt, hvor stoetten blev ydet.
18 Indledningsvis bemaerkes, at anbringendet ikke kan antages til realitetsbehandling i det omfang, der herved rejses tvivl om beslutningen af 17. december 1986, der er endelig, idet den ikke er blevet anfaegtet inden for de gaeldende frister.
19 Domstolen kan dernaest ikke tiltraede den italienske regerings argument, hvorefter den i beslutningen af 17. december 1986 opstillede betingelse om, at regeringen skulle afstaa fra at yde yderligere stoette indtil udgangen af 1988, ikke var bindende. Det skal nemlig understreges, at beslutningen af 17. december 1986 blev truffet paa baggrund af en forpligtelse, som den italienske regering forinden havde paataget sig, til at reducere de kapitalindskud, den havde planlagt, og at proceduren af denne grund afsluttedes med beslutningen. Paa den baggrund kunne der kun vaere tale om en bindende betingelse, til trods for at Kommissionen anvendte ordet "opfordrer".
20 Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen skulle have anlagt sag ved Domstolen med henblik paa at faa fastslaaet, at den tidligere beslutning var tilsidesat, bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen i forbindelse med undersoegelsen af, om en statsstoette er forenelig med faellesmarkedet, skal tage hensyn til alle relevante forhold, herunder en sammenhaeng, som der allerede maatte vaere taget stilling til i en tidligere beslutning, og de forpligtelser, denne tidligere beslutning maatte medfoere for en medlemsstat. I det foreliggende tilfaelde kan Kommissionen ikke kritiseres for, at den vurderede den nye stoette i sammenhaeng med den samlede stoette til aluminiumsindustrien, saaledes som den italienske regering i oevrigt selv gjorde det i sine indlaeg under den administrative procedure.
21 Desuden giver proceduren for undersoegelsen af en stoette i henhold til artikel 93, stk. 2, mulighed for at bedoemme enhver ny faktisk omstaendighed, som kan aendre Kommissionens bedoemmelse, under hensyntagen til formaalet med den nye stoette og alle relevante oekonomiske omstaendigheder paa tidspunktet for ydelsen af stoetten.
22 Den italienske regering har i denne sag paa intet tidspunkt fremfoert nye omstaendigheder, som kan aendre den bedoemmelse, Kommissionen allerede foretog i beslutningen af 17. december 1986. Den har blot, uden nogen form for begrundelse, kraevet, at den nye stoette bedoemmes paa baggrund af EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).
23 Eftersom Kommissionen, da den traf den omtvistede beslutning, ikke havde modtaget nye oplysninger, som kunne danne grundlag for en bedoemmelse af, om den omhandlede stoette kunne falde ind under undtagelsen i Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), var den herefter berettiget til at traeffe sin beslutning paa grundlag af de bedoemmelser, den allerede havde foretaget i forbindelse med den tidligere beslutning, og den manglende overholdelse af den betingelse, den havde opstillet heri.
24 Det andet anbringende kan saaledes heller ikke tiltraedes.
25 Herefter maa sagsoegte i det hele frifindes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
26 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Italienske Republik har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Sagsoegte frifindes.
2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy