Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - andre afgifter end moms paa forbruget af forarbejdet tobak - artikel 5 i direktiv 72/464 - raekkevidde - de offentlige myndigheders fastsaettelse af priser i strid med Traktatens artikel 30 - ulovligt
(EOEF-Traktaten, art. 30; Raadets direktiv 72/464)
2. Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - prisordninger - minimumsdetailpriser for forarbejdet tobak paalagt ved fiskale foranstaltninger uden hensyntagen til importoerernes kostpriser - ulovligt
(EOEF-Traktaten, art. 30)
Sammendrag
1. Artikel 5, stk. 1, i direktiv 72/464 bestemmer, at fabrikanter og importoerer frit fastsaetter de maksimale detailpriser for hver enkelt af deres varer, og at dette ikke kan hindre anvendelsen af nationale lovgivninger om kontrol med prisniveauet eller overholdelse af fastsatte priser. Dette indebaerer imidlertid ikke, at medlemsstaterne har kompetence til at fastsaette priserne for forarbejdet tobak paa en saadan maade, at reglen om, at priserne frit kan fastsaettes af fabrikanten eller importoeren, herved tilsidesaettes. Dels kan udtrykket "kontrol med prisniveauet" ikke sigte til andet end nationale lovgivninger af generel karakter, som har til formaal at bekaempe prisstigninger, dels maa udtrykket "overholdelse af fastsatte priser" forstaas som angivelse af en pris, som - naar den foerst er blevet fastsat af fabrikanten eller importoeren og godkendt af det offentlige - er paalagt som bindende maksimalpris og som saadan skal overholdes af alle led i forhandlerkaeden frem til salget til forbrugeren.
Heller ikke direktivets artikel 5, stk. 2, der bemyndiger medlemsstaterne til at fastsaette en tabel over detailpriser for hver gruppe forarbejdet tobak, har til formaal eller til virkning at tillade medlemsstaterne at paalaegge de erhvervsdrivende en minimumsdetailpris paa vilkaar, der er i strid med Traktatens artikel 30. Formaalet med denne bestemmelse i direktivet er udelukkende at lette opkraevningen af punktafgifter paa tobaksvarer.
2. Det forhold, at en medlemsstat paalaegger en virksomhed, der importerer forarbejdet tobak, minimumsdetailpriser ved at naegte at forsyne virksomheden med stempelmaerker med angivelse af salgspriser, der er lavere end de i den nationale tabel fastsatte, uden at tage hensyn til virksomhedens kostpriser og dennes mulighed for at lade den herved opstaaede konkurrencefordel slaa igennem i detailprisen for virksomhedens varer, er en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner og som saadan i strid med Traktatens artikel 30.
Dommens præmisser
1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. september 1989, har Kommissionen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30 ved at naegte at forsyne en importoer af forarbejdet tobak med stempelmaerker med lavere priser end de fastsatte minimumspriser.
2 I Belgien skal der af forarbejdet tobak svares en punktafgift, der opkraeves ved, at den enkelte pakning paasaettes et stempelmaerke i form af en "banderole". Disse stempelmaerker, der paasaettes detailsalgspakningerne, skal angive detailprisen. Et bilag til den ministerielle bekendtgoerelse af 22. januar 1948 (Moniteur belge af 18.2.1948, s. 1275) indeholder en tabel over detailpriser for de paagaeldende varer, navnlig cigaretter, og de tilsvarende punktafgifter, der skal svares af producenten eller importoeren.
3 Den 12. december 1986 naegtede den belgiske finansminister at udlevere stempelmaerker med angivelse af en salgspris, der var lavere end den laveste prisklasse i tabellen i ovennaevnte ministerielle bekendtgoerelse af 22. januar 1948, som aendret ved ministeriel bekendtgoerelse af 26. marts 1986 (Moniteur belge af 28.3.1986, s. 4111), til en importoer, anpartsselskabet Bene BV (herefter benaevnt "Bene"). De laveste prisklasser i tabellen var 59 BFR for pakker med 20 cigaretter og 67 BFR for pakker med 25 cigaretter. Bene havde anmodet om stempelmaerker, der angav en pris af 48 BFR, hhv. 58 BFR.
4 Kommissionen, som fandt, at de belgiske myndigheder derved havde tilsidesat EOEF-Traktatens artikel 30, anlagde denne sag i medfoer af Traktatens artikel 169.
5 Vedroerende de anfaegtede nationale bestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
6 Kommissionen har anfoert, at de belgiske myndigheder ved at naegte at udlevere stempelmaerker med angivelse af salgspriser, der var lavere end de laveste prisklasser i tabellen, i virkeligheden paalagde virksomheden minimumspriser i detailleddet. Disse priser var blevet fastsat paa et niveau, der ikke gjorde det muligt for Bene at lade den af en lavere kostpris flydende konkurrencefordel slaa igennem i salgsprisen. Ifoelge Domstolens faste praksis udgoer fastsaettelsen af minimumspriser under saadanne omstaendigheder en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner og er saaledes omfattet af forbuddet i Traktatens artikel 30.
7 Den belgiske regering har anfoert, at pristabellen var tilstraekkelig omfattende og differentieret til at opfylde kravet efter Raadets direktiv 72/464/EOEF af 19. december 1972 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsaetningsafgift (org.ref.: JO L 303, s. 1), og at Kommissionen ikke har fremlagt noget talmateriale til paavisning af, at anvendelsen af pristabellen har vanskeliggjort adgangen til det nationale marked og derved medfoert forstyrrelser paa faellesmarkedet. Ifoelge den belgiske regering har Bene altid naegtet at give detaljerede oplysninger om virksomhedens produktionsomkostninger og raavarepriser. Da pristabellen yderligere er degressiv afhaengig af antallet af cigaretter i den til salg udbudte pakning, har Bene i virkeligheden kunnet bringe sine varer paa markedet til de oenskede priser ved at saelge fem pakker med 20 cigaretter i en karton med i alt 100 cigaretter.
8 Inden Domstolen tager stilling til, om der foreligger traktatbrud, findes det noedvendigt at bestemme medlemsstaternes forpligtelser, for saa vidt angaar detailpriser for forarbejdet tobak.
9 De hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, der beror paa indirekte skatter, er omfattet af Traktatens artikel 99, som inden affattelsen i henhold til Den Europaeiske Faelles Akt i sammenhaeng med artikel 100 om tilnaermelse af lovgivningerne paalagde Kommissionen at undersoege, paa hvilken maade de herfor gaeldende nationale lovgivninger kunne harmoniseres i faellesmarkedets interesse (jf. dom af 16.11.1977, sag 13/77, INNO mod ATAB, Sml. s. 2115, praemis 50).
10 Det var med hjemmel i disse traktatbestemmelser, at Raadet udstedte ovennaevnte direktiv 72/464 af 19. december 1972.
11 Formaalet med direktivet var at fastsaette almindelige principper for harmoniseringen af reglerne om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak, der som foelge af deres saerlige kendetegn kan udgoere en hindring for frie varebevaegelser og frie konkurrencevilkaar paa dette saerlige marked, jf. anden betragtning til direktivet. Det fremgaar nemlig af denne betragtning, at forbrugsbeskatningen af forarbejdet tobak "ikke er konkurrenceneutral og ofte udgoer en alvorlig hindring for en gensidig udnyttelse af markederne". Det er saaledes for at skabe en "sund konkurrence" inden for faellesmarkedet (foerste betragtning), fjerne "de faktorer, der kan udgoere en hindring for de frie varebevaegelser og virke fordrejende paa konkurrencevilkaarene nationalt saavel som paa faellesskabsplan", fra de eksisterende ordninger (tredje betragtning), og at sikre, "at medlemsstaternes nationale markeder ... aabnes" (femte betragtning), at det i direktivet fastslaas, at der som grundlag for systemet maa "vaere fri prisdannelse for alle grupper af forarbejdet tobak" (ottende betragtning).
12 Det er med henblik herpaa (dom af 21.6.1983, sag 90/82, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2011, praemis 18), at direktivets artikel 5, stk. 1, bestemmer: "Fabrikanter og importoerer fastsaetter frit de maksimale detailpriser for hver enkelt af deres varer. Denne bestemmelse kan dog ikke hindre anvendelsen af nationale lovgivninger om kontrol med prisniveauet eller overholdelse af fastsatte priser".
13 Som det fremgaar af denne dom af 21. juni 1983 (praemis 22 og 23), kan udtrykket "kontrol med prisniveauet" ikke sigte til andet end nationale lovgivninger af generel karakter, som har til formaal at bekaempe prisstigninger. Udtrykket "overholdelse af fastsatte priser" maa forstaas som angivende en pris, som - naar den foerst er blevet fastsat af fabrikanten eller importoeren og godkendt af det offentlige - er paalagt som bindende maksimalpris og som saadan skal overholdes af alle led i forhandlerkaeden frem til salget til forbrugeren (ovennaevnte dom af 16.11.1977, INNO mod ATAB, praemis 64). Det fremgaar af denne praksis, at ovennaevnte direktivbestemmelser afskaerer medlemsstaterne fra at fastsaette priserne for forarbejdet tobak paa en saadan maade, at reglen om, at priserne frit kan fastsaettes af fabrikanten eller importoeren, herved tilsidesaettes.
14 Selv om artikel 5, stk. 2, i direktiv 72/464 af 19. december 1972 bemyndiger medlemsstaterne til at fastsaette en tabel over detailpriser for hver gruppe forarbejdet tobak, er raekkevidden af bestemmelsen begraenset. Den har udelukkende til formaal at lette opkraevningen af afgiften og indeholder krav om, at den enkelte tabel skal vaere tilstraekkelig omfattende og differentieret til virkelig at svare til de forskelligartede faellesskabsvarer.
15 Derimod har bestemmelsen hverken til formaal eller til virkning at tillade medlemsstaterne at paalaegge importoerer af forarbejdet tobak en minimumsdetailpris paa vilkaar, der er i strid med Traktatens artikel 30.
16 Herved bemaerkes, at artikel 30' s forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner ifoelge Domstolens faste praksis omfatter enhver foranstaltning, der direkte eller indirekte, oejeblikkeligt eller potentielt kan hindre samhandelen inden for Faellesskabet (dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5).
17 Vedroerende anvendelsen af disse principper paa statslige minimumsprisordninger, der uden forskel gaelder for indenlandsk fremstillede og importerede varer, har Domstolen fastslaaet, at en minimumspris maa anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, jf. Traktatens artikel 30, saafremt den ligger paa et saadant niveau, at importoerens konkurrencefordel, som skyldes lavere kostpriser, udlignes (jf. dom af 24.1.1978, sag 82/77, Van Tiggele, Sml. s. 25, praemis 14, og dom af 29.1.1985, sag 231/83, Cullet, Sml. s. 305, praemis 23).
18 I den foreliggende sag fremgaar det af det oplyste, at de belgiske myndigheder ved skrivelse af 1. august 1986 anmodede Bene om oplysninger vedroerende detailpriserne for virksomhedens varer.
19 Ved skrivelse af 24. september 1986 fremsendte Bene som svar paa denne anmodning en prisoversigt, der var udarbejdet af en statsautoriseret revisor, og hvoraf det fremgik, at der ikke fra den paagaeldende virksomheds side var tale om "prismanipulation med henblik paa illoyal konkurrence".
20 Uden stillingtagen til den fremsendte oversigt og konklusionen heraf afviste finansministeren ved skrivelse af 12. december 1986 Bene' s ansoegning om stempelmaerker under henvisning til, at "de eksisterende tabeller er tilstraekkelig differentieret til at muliggoere en sund konkurrence mellem de forskellige fabrikanter og importoerer".
21 Det fremgaar af sidstnaevnte skrivelse, at de belgiske myndigheder i strid med forpligtelsen til at overholde Traktatens artikel 30 uden videre havde til hensigt at anvende de laveste priser i henhold til tabellen uden at tage hensyn til Bene' s kostpriser og denne virksomheds mulighed for at lade den herved opstaaede konkurrencefordel slaa igennem i detailpriserne for virksomhedens varer.
22 Det fremgaar yderligere heraf, at de belgiske myndigheder ligeledes gjorde sig skyldig i en retsvildfarelse ved at tilsidesaette princippet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 72/464, hvorefter fabrikanter og importoerer frit kan fastsaette de maksimale detailpriser for hver enkelt af deres varer.
23 De af den belgiske regering i svarskriftet fremfoerte argumenter kan ikke tiltraedes.
24 For det foerste er Kommissionen i modsaetning til det af den belgiske regering anfoerte ikke forpligtet til at underbygge sin paastand med talmateriale, der beviser, at der foreligger en forstyrrelse af markedet. Anvendelsen under de ovenfor beskrevne omstaendigheder af de i den belgiske tabel anfoerte laveste priser, udgoer i sig selv en foranstaltning, der potentielt kan hindre importen, og som derfor er forbudt ifoelge Traktatens artikel 30.
25 For det andet indebaerer det forhold, at den nationale tabel er omfattende og differentieret, ikke, at de laveste prisklasser i tabellen under alle omstaendigheder opfylder kravene i Traktatens artikel 30.
26 Hertil kommer for det tredje, at selv om det antages, at Bene' s svar af 24. september 1986 var ufuldstaendigt, kan dette forhold ikke berettige finansministeren til at naegte at udlevere de omhandlede stempelmaerker med den anfoerte begrundelse. Det paahvilede finansministeren enten at anmode virksomheden om supplerende oplysninger eller paavise, at Bene' s forslag var i strid med princippet om god markedsfoeringsskik.
27 Endelig var der intet grundlag for at forlange, at Bene skulle aendre sine salgsbetingelser og praesentationen af sine varer for at kunne anvende de af virksomheden oenskede priser.
28 Det maa herefter fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30, idet det ved afgoerelse af 12. december 1986 har afvist at forsyne selskabet Bene med stempelmaerker til forarbejdet tobak med lavere priser end de i den nationale tabel fastsatte.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
29 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger. Da Kongeriget Belgien har tabt sagen, doemmes det til at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktatens artikel 30, idet det ved afgoerelse af 12. december 1986 har afvist at forsyne selskabet Bene med stempelmaerker til forarbejdet tobak med lavere priser end de i den nationale tabel fastsatte.
2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy