Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Konkurrence - faellesskabsbestemmelser - national ordning om saelgers ansvar for mangler ved det leverede strengere end i andre medlemsstater - forenelighed
[EOEF-Traktatens art. 2, art. 3, litra f), og art. 85, stk. 1]
2. Frie varebevaegelser - kvantitative udfoerselsrestriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - national ordning om saelgers ansvar for mangler ved det leverede strengere end i andre medlemsstater - lovlig
(EOEF-Traktaten, art. 34)
Sammendrag
EOEF-Traktatens artikel 2, og artikel 3, litra f), artikel 34 og artikel 85, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat foelger en retspraksis, som ved at forbyde leverandoerer, der handler i erhvervsmaessigt oejemed, at foere bevis for, at de ikke paa leveringstidspunktet havde kendskab til, at det leverede var behaeftet med mangler, afskaerer disse leverandoerer fra at paaberaabe sig nationale lovbestemmelser, hvorefter de kan begraense deres ansvar, saafremt de ikke havde kendskab til manglen, paa samme maade som deres konkurrenter i andre medlemsstater i henhold til en dér gaeldende lovgivning.
For det foerste kan en borger ikke paaberaabe sig artikel 2' s bestemmelser for en national domstol, for det andet fremtvinger eller begunstiger en saadan retspraksis, som er udviklet for at beskytte koeber, ikke indgaaelsen af aftaler, som er i strid med artikel 85. En saadan retspraksis, som finder ensartet anvendelse paa alle retsforhold underlagt national ret, har endvidere hverken til formaal eller til foelge i strid med artikel 34 saerlig at hindre eksporthandelen og derved favorisere den indenlandske produktion eller hjemmemarkedet. I oevrigt aabner indgaaelsen af en international salgsaftale normalt mulighed for at vaelge den lov, som skal finde anvendelse paa aftalen.
Dommens præmisser
1 Ved dom afsagt den 10. maj 1989, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 3. november 1989, har Tribunal de commerce de Paris i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikler 2, 3, litra f), 34 og 85, stk. 1.
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem selskabet Alsthom Atlantique SA (herefter benaevnt "Alsthom") og selskabet Compagnie construction mécanique Sulzer SA (herefter benaevnt "Sulzer"), hvorunder Sulzer har adciteret Union des assurances de Paris. Sagen drejer sig om, at de maskiner, som Sulzer har leveret til Alsthom, og som er monteret i to passagerskibe leveret til det nederlandske kompagni Holland American Tours (herefter benaevnt "HAT"), ikke fungerer tilfredsstillende.
3 Et af hovedspoergsmaalene for den nationale ret vedroerer den franske code civil' s artikel 1643, som har foelgende ordlyd:
"Saelgeren haefter ogsaa for skjulte mangler, han ikke havde kendskab til, medmindre han i det paagaeldende tilfaelde har fraskrevet sig ansvaret."
4 Den franske Cour de cassation har i sin praksis fortolket bestemmelsen saaledes, at der bestaar en uafkraeftelig formodning for, at producenten eller den leverandoer, som handler i erhvervsmaessigt oejemed, har kendskab til mangler ved salgsgenstanden. Formodningen kan kun afkraeftes, saafremt der er tale om en kontrakt indgaaet med en erhvervsdrivende, som er specialiseret inden for samme omraade.
5 Alsthom har for den nationale ret nedlagt paastand om betaling af de omkostninger, selskabet har haft i forbindelse med reparationen af de skjulte mangler ved de af Sulzer leverede motorer. Sulzer har gjort gaeldende, at en retspraksis som den franske Cour de casation' s ikke findes i nogen anden medlemsstat, hvorfor den kan foere til konkurrencefordrejning og til begraensning af de frie varebevaegelser.
6 Da Tribunal de commerce de Paris fandt, at sagen rejste spoergsmaal om fortolkning af EOEF-Traktatens artikler 2, 3, litra f), 34 og 85 besluttede den at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"Skal Rom-Traktatens artikler 2 og 3, litra f), sammenholdt med artiklerne 85, stk. 1 og 34, fortolkes saaledes, at bestemmelserne er til hinder for, at en medlemsstat foelger en retspraksis, som ved ikke at tillade leverandoerer, der handler i erhvervsmaessigt oejemed, at foere bevis for, at de ikke paa leveringstidspunktet havde kendskab til, at de leverede varer var behaeftet med mangler, afskaerer disse leverandoerer fra at paaberaabe sig artikel 1643 i den franske code civil, hvorefter de kan begraense deres ansvar, saafremt de ikke havde kendskab til manglen, paa samme maade som deres konkurrenter i andre medlemsstater ifoelge de dér gaeldende lovbestemmelser?"
7 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
8 Indledningsvis bemaerkes, at Traktatens artikel 2 beskriver Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs opgaver. Formaalene i denne bestemmelse er knyttet til selve Faellesskabets eksistens og funktion, og gennemfoerelsen af formaalene skal ske gennem oprettelse af et faelles marked og en gradvis tilnaermelse af medlemsstaternes oekonomiske politik. Ogsaa virkeliggoerelsen af de to sidstnaevnte formaal udgoer en del af Traktatens vaesentligste grundlag (jf. hertil dom af 29.9.1987, sag 126/86, Gimenez Zaera, Sml. s. 3697, praemis 10).
9 Disse formaal, der danner grundlaget for oprettelsen af Faellesskabet, og som bl.a. skal fremme en harmonisk udvikling af den oekonomiske virksomhed i Faellesskabet som helhed, kan ikke opfattes saaledes, at de skaber retlige forpligtelser for medlemsstaterne eller rettigheder for borgerne. Borgerne kan derfor ikke paaberaabe sig bestemmelserne i Traktatens artikel 2 for en national ret.
10 Gennemfoerelsen af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for Faellesskabet ikke fordrejes, som omhandlet i Traktatens artikel 3, litra f), er et formaal, der er uddybet i flere andre bestemmelser, som vedroerer konkurrencereglerne (jf. bl.a. hertil Domstolens domme af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 461, og af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin, Sml. s. 3461, praemis 29), herunder Traktatens artikel 85, som forbyder alle aftaler og alle former for samordnet praksis mellem virksomheder, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet.
11 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 1.10.1987, sag 311/85, Vereniging van Flaamse Reisbureaus, Sml. s. 3801, praemis 10) vedroerer Traktatens artikler 85 og 86 forholdet mellem virksomhederne og ikke de af medlemsstaternes organer trufne foranstaltninger. Medlemsstaterne er dog ifoelge Traktaten utvivlsomt forpligtet til ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de naevnte artikler. Dette glaeder blandt andet, hvis indgaaelsen af karteller, der strider mod artikel 85, blev begunstiget eller forlenet med stoerre gennemslagskraft i kraft af en national retspraksis.
12 I denne sag maa det fastslaas, at den uafkraeftelige formodning om kendskab til mangler ved salgsgenstanden, som naevnes i forelaeggelsesdommen, er udviklet i retspraksis for at beskytte koeberen og saaledes ikke kan fremme eller begunstige indgaaelsen af aftaler, der er i strid med artikel 85.
13 Ifoelge Traktatens artikel 34 er kvantitative udfoerselsrestriktioner saavel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning forbudt mellem medlemsstaterne.
14 Traktatens artikel 34 tager ifoelge Domstolens praksis kun sigte paa foranstaltninger, hvis formaal eller virkning saerlig er at hindre eksporthandelen og saaledes skabe forskelsbehandling mellem handelen paa hjemmemarkedet i en medlemsstat og dens eksporthandel, saaledes at der derved sikres den paagaeldende medlemsstats indenlandske produktion eller hjemmemarked en saerlig fordel til skade for produktionen eller handelen i andre medlemsstater (jf. senest dom af 27.3.1990, sag C-9/89, Spanien mod Raadet, Sml. I. s. 1383, praemis 21).
15 Den i denne sag omhandlede praksis ved den franske Cour de cassation finder imidlertid uden forskel anvendelse paa alle retshandler, der er undergivet fransk lovgivning, og har hverken til formaal eller til foelge saerligt at begraense eksporthandelen og saaledes fremme den indenlandske produktion eller handelen paa hjemmemarkedet. I oevrigt kan parterne i en international salgsaftale normalt frit traeffe bestemmelse om, hvilket lands lovgivning, der skal laegges til grund ved bedoemmelsen af kontraktforholdet og derved undgaa at vaere underlagt fransk lovgivning.
16 Under henvisning til ovenstaaende maa det praejudicielle spoergsmaal besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 2, og artikel 3, litra f), artikel 34 og artikel 85, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat foelger en retspraksis, som ved at forbyde leverandoerer, der handler i erhvervsmaessigt oejemed, at foere bevis for, at de ikke paa leveringstidspunktet havde kendskab til, at det leverede var behaeftet med mangler, afskaerer disse leverandoerer fra at paaberaabe sig nationale lovbestemmelser, hvorefter de kan begraense deres ansvar, saafremt de ikke havde kendskab til manglen, paa samme maade som deres konkurrenter i andre medlemsstater.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
17 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
vedroerende det praejudicielle spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de commerce de Paris ved dom af 10. maj 1989, for ret:
EOEF-Traktatens artikel 2, og artikel 3, litra f), artikel 34 og artikel 85, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat foelger en retspraksis, som ved at forbyde leverandoerer, der handler i erhvervsmaessigt oejemed, at foere bevis for, at de ikke paa leveringstidspunktet havde kendskab til, at det leverede var behaeftet med mangler, afskaerer disse leverandoerer fra at paaberaabe sig nationale lovebestemmelser, hvorefter de kan begraense deres ansvar, saafremt de ikke havde kendskab til manglen, paa samme maade som deres konkurrenter i andre medlemsstater.
Full & Egal Universal Law Academy