Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter - efteropkraevning af import- eller eksportafgifter - afgiftsskyldner som opfylder betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 - efteropkraevning - udelukket - "fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet" - afgiftsskyldner har "handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter" - begreber
(Raadets forordning nr. 1697/79, art. 5, stk. 2)
2. De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter - efteropkraevning af import- eller eksportafgifter - de ikke-opkraevede afgifter paa 2 000 ECU eller derover - Kommissionens kompetence begraenset til afgoerelser om at undlade efteropkraevning
(Raadets forordning nr. 1697/79, art. 5, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 1573/80, art. 4)
3. Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - en national bestemmelses forfatningsstridighed gjort gaeldende for en national retsinstans, der foelgelig skal forelaegge sagen for medlemsstatens forfatningsdomstol - uden betydning for muligheden for eller pligten til at foretage en forelaeggelse for Domstolen
(EOEF-Traktaten, art. 177)
4. Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - de rejste spoergsmaals relevans - spoergsmaalet, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig - stadium af sagen, hvor forelaeggelse skal ske - den nationale rets afgoerelse
(EOEF-Traktaten, art. 177)
Sammendrag
1. Artikel 5, stk. 2, 1. punktum, i forordning nr. 1697/79 bestemmer, at de kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkraevning af import- eller eksportafgift, der ikke er opkraevet som foelge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, saafremt sidstnaevnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter.
Denne bestemmelse, skal fortolkes saaledes, at den tildeler de nationale kompetente myndigheder en bunden kompetence med hensyn til afgoerelsen om ikke at foretage efteropkraevning, naar de naevnte betingelser er opfyldt.
De omhandlede fejl omfatter alle fejl med hensyn til fortolkning eller anvendelse af bestemmelserne om import- og eksportafgifter, som ikke med rimelighed har kunnet opdages af afgiftsskyldner, og som er foelgerne af en aktiv adfaerd, enten fra de myndigheder, der har kompetence til at foretage efteropkraevning, eller fra myndighederne i eksportmedlemsstaten, hvilket udelukker fejl, der er fremkaldt ved urigtige angivelser fra afgiftsskyldner, dog bortset fra tilfaelde, hvor urigtigheden af disse angivelser kun er en foelge af forkerte oplysninger, der er meddelt af de kompetente myndigheder, og som binder disse.
Samme bestemmelse, in fine, skal fortolkes saaledes, at den finder anvendelse paa den situation, hvor afgiftsskyldner har opfyldt alle de krav, der er fastsat i faellesskabsbestemmelserne om toldangivelse og i nationale bestemmelser, der i givet fald supplerer eller gennemfoerer dem, ogsaa selv om afgiftsskyldner i god tro har meddelt urigtige eller ufuldstaendige oplysninger til de kompetente myndigheder, saafremt disse oplysninger er de eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente.
2. Den kompetence, som er tildelt Kommissionen ved artikel 4 i forordning nr. 1573/80 om gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, omfatter ikke afgoerelser om at foretage efteropkraevning. Kompetencen er begraenset til afgoerelser om ikke at foretage efteropkraevning af afgifter paa 2 000 ECU eller derover, og dette gaelder endog, selv om der foreligger en begrundet ansoegning indgivet af afgiftsskyldner, hvorved denne anfaegter en afgoerelse om efteropkraevning, der er truffet af de kompetente nationale myndigheder.
Naar afgiftsskyldner indgiver en ansoegning om, at der ikke foretages efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, paahviler det derfor de nationale myndigheder at traeffe afgoerelse om denne ansoegning, og det paahviler dem kun at forelaegge sagen for Kommissionen, naar de ikke paataenker at efteropkraeve afgifter paa 2 000 ECU eller derover.
3. En ret i en medlemsstat, som behandler en tvist, der beroerer faellesskabsretten, og som konstaterer, at en national bestemmelse er forfatningsstridig, er ikke afskaaret fra eller fritaget for den i EOEF-Traktatens artikel 177 foreskrevne mulighed for eller forpligtelse til at forelaegge Domstolen spoergsmaal vedroerende fortolkningen af eller gyldigheden af faellesskabsretten som foelge af den omstaendighed, at retten efter den naevnte konstatering har pligt til at forelaegge sagen for medlemsstatens forfatningsdomstol.
4. Ifoelge Traktatens artikel 177, stk. 2, paahviler det den nationale domstol at vurdere dels relevansen af de retsspoergsmaal, som er blevet rejst i forbindelse med den tvist, som den behandler, og noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse, for at den kan afsige dom, dels paa hvilket trin af sagens behandling, der boer forelaegges Domstolen et praejudicielt spoergsmaal.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 16. oktober 1989, indgaaet til Domstolen den 14. november s.aa., har Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 stillet otte praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter (EFT L 197, s. 1), samt vedroerende fortolkningen af artikel 4 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1573/80 af 20. juni 1980 om gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 5, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1697/79 (EFT L 161, s. 1).
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af importselskabet Mecanarte-Metalúrgica da Lagao Lda. (herefter benaevnt "Mecanarte"), hvorunder selskabet har nedlagt paastand om annullation af en afgoerelse om efteropkraevning af told truffet af toldkontoret i Porto.
3 Mecanarte koebte et parti bestaaende af 42 bundter varmtvalsede staalplader hos sin leverandoer i Forbundsrepublikken Tyskland, Schmolz & Bickenbach, og forelagde det portugisiske toldvaesen et varecertifikat EUR 1 nr. D 790072, der var udstedt i Duesseldorf den 18. februar 1986, og hvori det var angivet, at varerne havde oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland.
4 Det portugisiske toldvaesen, der lagde til grund, at varen var angivet med oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland, tariferede den i henhold til faellesskabsproceduren under pos. 73.13.230.100 j og 73.13.260.000 t i Den Faelles Toldtarif og fritog den for importtold.
5 Ved skrivelse af 29. marts 1988 meddelte toldinspektoratet i Duesseldorf det portugisiske toldgeneraldirektorat, at varecertifikat EUR 1 nr. D 790072 var blevet kendt ugyldigt med den begrundelse, at selskabet Schmolz & Bickenbach havde udfyldt det forkert, og at de i certifikatet omhandlede valsede staalprodukter havde oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik og ikke i Forbundsrepublikken Tyskland.
6 Som foelge af denne meddelelse foretog toldkontoret i Porto via Serviço da Conferência Final en efteropkraevning af afgifter paa 3 611 599 ESC hos Mecanarte.
7 Denne opkraevning, som blev opretholdt ved en afgoerelse truffet af tolddirektoeren i Porto, som afviste Mecanarte' s krav om, at sagen skulle tilsendes Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, for at denne kunne traeffe afgoerelse om ikke at foretage efteropkraevning af de omhandlede afgifter, har Mecanarte indbragt for Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto med paastand om annullation.
8 Da Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto havde tvivl med hensyn til fortolkningen og gyldigheden af artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning nr. 1697/79, saavel som vedroerende fortolkningen af artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 1573/80, udsatte den sagen og forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"a) Giver artikel 5, stk. 2, foerste punktum, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 - 'de kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkraevning' - en 'kan-befoejelse' eller en 'skal-befoejelse' til disse myndigheder?
b) Saafremt denne del af bestemmelsen hjemler et frit skoen med hensyn til afgiftsopkraevning, er den da ugyldig paa grund af tilsidesaettelse af principperne om lige afgiftspligt, ligebehandling af erhvervsdrivende, forbuddet mod forskelsbehandling og forbuddet mod vilkaarlig behandling (EOEF-Traktatens artikel 7 og 28 og EKSF-Traktatens artikel 4)?
c) Skal der ved udtrykket 'fejl' i artikel 5, stk. 2, kun forstaas regne- eller skrivefejl, eller omfatter udtrykket ogsaa fejl, der er fremkaldt af afgiftsskyldner?
d) Skal den relevante fejl vaere begaaet af de myndigheder, som har kompetence til at foretage efteropkraevning, eller kan det ogsaa dreje sig om en fejl, der er begaaet af eksportstatens myndigheder, saafremt denne ogsaa er medlem af De Europaeiske Faellesskaber?
e) Naar afgiftsskyldner i god tro meddeler toldmyndighederne urigtige eller ufuldstaendige oplysninger om afgiftspligt - eksempelvis vedroerende varens oprindelse - overholder afgiftsskyldner da - jf. artikel 5, stk. 2, in fine - 'i forbindelse med toldangivelsen ... samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter' ?
f) Omfatter Kommissionens kompetence i henhold til artikel 4 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1573/80 af 20. juni 1980, for saa vidt angaar beloeb, der overstiger 2 000 ECU, alle afgoerelser (om at foretage eller ikke foretage efteropkraevning) eller kun beslutninger om ikke at foretage efteropkraevning?
g) Medfoerer et forfatningssystem som det portugisiske, der hylder princippet om international rets forrang for national ret, og hvorefter en national retsforskrifts modstrid med den afledte faellesskabsret udgoer et tilfaelde af grundlovsstridighed, at der ikke umiddelbart skal ske praejudiciel forelaeggelse med henblik paa fortolkning af faellesskabsretten?
h) Saafremt det antages, at det tilkommer de nationale toldmyndigheder at traeffe beslutning om efteropkraevning i de tilfaelde, hvor afgiftsskyldner indgiver en begrundet anmodning om, at der ikke foretages efteropkraevning, skal en saadan anmodning da forelaegges for Kommissionen, for at denne kan traeffe afgoerelse om, at efteropkraevning skal ske eller kan undlades, eller kan de nationale toldmyndigheder selv traeffe afgoerelse med hensyn til anmodningen?"
9 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg indgivet til Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
10 Den foreliggende sag vedroerer i det vaesentlige to bestemmelser:
- artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning nr. 1697/79 af 24. juli 1979, som bestemmer,
"de kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkraevning af import- eller eksportafgift, der ikke er opkraevet som foelge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, saafremt sidstnaevnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter",
samt
- artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 1573/80 af 20. juni 1980, som bestemmer,
"saafremt den kompetente myndighed i den medlemsstat, i hvilken fejlen er begaaet, ikke selv kan sikre sig, at samtlige betingelser i grundforordningens artikel 5, stk. 2, er opfyldt, eller saafremt de paagaeldende afgifter er paa 2 000 ECU eller derover, anmoder den Kommissionen om at traeffe afgoerelse, idet den meddeler Kommissionen de for bedoemmelsen noedvendige oplysninger".
Det foerste og det andet spoergsmaal
11 I det foerste og det andet spoergsmaal spoerges der, om artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 giver de kompetente myndigheder en skoensmaessig befoejelse til at foretage eller til at undlade at foretage efteropkraevning af told, og i bekraeftende fald, om denne bestemmelse er gyldig i forhold til en raekke grundlaeggende principper i Traktaten.
12 Med hensyn til det foerste spoergsmaal bemaerkes, at det foelger af Domstolens faste praksis, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 skal fortolkes saaledes, at den indebaerer, at afgiftsskyldner har krav paa, at der ikke sker efteropkraevning, naar samtlige bestemmelsens betingelser er opfyldt (jf. dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, praemis 22, dom af 23.5.1989, sag 378/87, Top Hit, Sml. s. 1359, praemis 18, og dom af 12.7.1989, sag 161/88, Binder, Sml. s. 2415, praemis 16).
13 I det omfang, afgiftsskyldner har en saadan ret, skal de kompetente nationale myndigheder undlade at foretage efteropkraevning, da denne ret ellers ville miste enhver betydning.
14 Det foerste spoergsmaal boer derfor besvares saaledes, at artikel 5, stk. 2, foerste punktum, i Raadets forordning nr. 1697/79 af 24. juli 1979 skal fortolkes saaledes, at det tildeler de nationale kompetente myndigheder en bunden kompetence med hensyn til afgoerelsen om ikke at foretage efteropkraevning, naar de betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 2, er opfyldt.
15 Med hensyn til det andet spoergsmaal bemaerkes, at den nationale ret kun har stillet det for det tilfaelde, at det fremgaar af besvarelsen af det foerste spoergsmaal, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 giver de nationale myndigheder et skoen.
16 I betragtning af svaret paa det foerste spoergsmaal er det andet spoergsmaal blevet uden genstand.
Det tredje og det fjerde spoergsmaal
17 I det tredje og det fjerde spoergsmaal, som boer bedoemmes sammen, anmoder den nationale ret Domstolen om at praecisere betydningen af udtrykket "fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget" i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.
18 Disse spoergsmaal rejser tre saerskilte problemer:
- Det foerste er, om ordet "fejl" alene daekker regne- eller skrivefejl.
- Det andet er, om der ved "kompetente myndigheder" alene skal forstaas de myndigheder, som er kompetente til at foretage efteropkraevningen, eller om det ogsaa omfatter de nationale myndigheder i eksportmedlemsstaten for varen.
- Det tredje er, om de i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 omhandlede fejl er alle fejl begaaet af de kompetente myndigheder, eller kun dem som kan laegges dem til last.
19 Indledningsvis bemaerkes, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 har til formaal at beskytte afgiftsskyldners berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgoerelsen om at foretage eller undlade efteropkraevning, er korrekte.
20 Heraf foelger for det foerste, at begrebet "fejl" ikke kan begraenses til blotte regne- eller skrivefejl, men omfatter enhver type fejl ved den trufne afgoerelse, saaledes f.eks. en forkert fortolkning eller anvendelse af de gaeldende retsregler.
21 I den forbindelse skal henvisningen til regne- og skrivefejl i betragtningerne til forordning nr. 1697/79 blot anses for et eksempel, der ikke udtoemmende opregner de mulige tilfaelde af fejl, som skal tages i betragtning i forbindelse med artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.
22 Heraf foelger for det andet, at da der ikke gives en praecis og udtoemmende definition af "kompetente myndigheder" i forordning nr. 1697/79 eller i gennemfoerelsesforordningen nr. 1573/80, som gjaldt paa det tidspunkt, som er relevant for hovedsagens faktiske omstaendigheder, maa enhver myndighed, der i embeds medfoer meddeler oplysninger af betydning for spoergsmaalet om efteropkraevning af told, og som dermed kan give anledning til en berettiget forventning hos afgiftsskyldner, anses for en "kompetent myndighed" efter betydningen i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Dette er bl.a. tilfaeldet med hensyn til eksportmedlemsstatens toldvaesen, som handler i forbindelse med toldangivelsen.
23 Heraf foelger for det tredje, at afgiftsskyldners berettigede forventning kun nyder beskyttelse i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, saafremt det er de kompetente myndigheder "selv", som det udtrykkeligt fremgaar af forordningens ordlyd, der har skabt det grundlag, hvorpaa afgiftsskyldners forventning hvilede. Saaledes er det kun fejl, som kan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfaerd, og som afgiftsskyldner ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, som giver ret til, at der undlades efteropkraevning af told.
24 Denne betingelse kan ikke anses for opfyldt, naar de kompetente myndigheder er blevet vildledt, f.eks. med hensyn til varens oprindelse, af afgiftsskyldners urigtige angivelser, som myndighederne ikke skal kontrollere eller bedoemme gyldigheden af. I et saadant tilfaelde er det afgiftsskyldner, som ifoelge Domstolens faste praksis baerer risikoen ved et handelsdokument, som ved en senere kontrol viser sig at vaere falsk (dom af 13.11.1984, forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend en Loos, Sml. s. 3763, praemis 20).
25 Er urigtigheden af afgiftsskyldners angivelser derimod selv kun en foelge af, at der er givet forkerte oplysninger af de kompetente myndigheder, som binder disse, forhindrer artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1697/79, at der foretages efteropkraevning af import- og eksportafgifter.
26 Det foelger af det anfoerte, at det tredje og det fjerde spoergsmaal boer besvares saaledes, at artikel 5, stk. 2 i forordning nr. 1697/79 omfatter alle fejl med hensyn til fortolkning eller anvendelse af bestemmelserne om import- og eksportafgifter, som afgiftsskyldner ikke med rimelighed har kunnet opdage, og som er foelgerne af en aktiv adfaerd, enten fra de myndigheder, der har kompetence til at foretage efteropkraevning, eller fra myndighederne i eksportmedlemsstaten, hvilket udelukker fejl, der er fremkaldt ved afgiftsskyldners urigtige angivelser, dog bortset fra tilfaelde, hvor urigtigheden af disse angivelser kun er en foelge af forkerte oplysninger, der er meddelt af de kompetente myndigheder, og som binder disse.
Det femte spoergsmaal
27 Det femte spoergsmaal vedroerer i det vaesentlige spoergsmaalet, hvorvidt afgiftsskyldner, som i god tro meddeler toldmyndighederne urigtige eller ufuldstaendige oplysninger, alligevel overholder samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter efter betydningen i artikel 5, stk. 2, foerste afsnit, in fine, i forordning nr. 1697/79.
28 Som Domstolen har understreget det i den naevnte Top Hit-dom (praemis 22 og 26), kraever overholdelsen af de gaeldende bestemmelser vedroerende toldangivelse, at klarereren skal meddele toldmyndighederne alle oplysninger, som er fastsat i faellesskabsbestemmelserne, saavel som i de nationale forskrifter, der i givet fald supplerer eller gennemfoerer faellesskabsbestemmelserne, og som vedroerer toldbehandlingen af den paagaeldende vare.
29 Denne forpligtelse kan dog ikke gaa ud over meddelelsen af oplysninger eller fremlaeggelsen af dokumenter, som afgiftsskyldner med rimelighed kan have kendskab til eller indhente. Heraf foelger, at saafremt en erhvervsdrivende i god tro meddeler oplysninger, som er unoejagtige eller ufuldstaendige, men som er de eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente, og saaledes kunne anfoere i toldangivelsen, skal betingelsen om overholdelse af samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter om toldangivelsen anses for opfyldt.
30 Det femte spoergsmaal boer derfor besvares saaledes, at artikel 5, stk. 2, foerste afsnit, in fine, i forordning nr. 1697/79 skal fortolkes saaledes, at det finder anvendelse paa den situation, hvor afgiftsskyldner har opfyldt alle de krav, der er fastsat i faellesskabsbestemmelserne om toldangivelse og i nationale bestemmelser, der i givet fald supplerer eller gennemfoerer dem, ogsaa selv om afgiftsskyldner i god tro har meddelt urigtige eller ufuldstaendige oplysninger til de kompetente myndigheder, saafremt disse oplysninger er de eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente.
Det sjette spoergsmaal
31 Med sit sjette spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om Kommissionen i medfoer af artikel 4 i forordning nr. 1573/80 kun er kompetent med hensyn til afgoerelser om ikke at foretage efteropkraevning, eller om dens kompetence ogsaa omfatter beslutninger om at foretage efteropkraevning, naar det afgiftsbeloeb, som ikke er opkraevet, er paa 2 000 ECU eller derover.
32 Som det allerede fremgaar af Domstolens dom af 26. juni 1990 (sag C-64/89, Deutsche Fernsprecher, Sml. I, s. 2535, praemis 12 og 13), omfatter Kommissionens befoejelse til at traeffe afgoerelse i medfoer af artikel 4 i forordning nr. 1573/80 kun de tilfaelde, hvor de nationale kompetente myndigheder anser det for klart, at betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er opfyldt, og det foelgelig er myndighedernes opfattelse, at de ikke boer foretage efteropkraevning.
33 Denne fortolkning er, som Domstolen praeciserede i samme dom i overensstemmelse med forordning nr. 1573/80' s formaal, som bestaar i at sikre, at faellesskabsretten anvendes ensartet. Der er risiko for, at en saadan ensartet anvendelse ikke opnaas i de tilfaelde, hvor myndighederne imoedekommer en anmodning om at undlade efteropkraevning, eftersom det i praksis er taenkeligt, at en medlemsstat til stoette for at imoedekomme anmodningen laegger en fortolkning til grund, der - da ingen vil anfaegte en saadan afgoerelse - sandsynligvis ikke vil blive gjort til genstand for en proevelse, der kan sikre en ensartet anvendelse af betingelserne i henhold til faellesskabsbestemmelserne. Denne situation foreligger derimod ikke, naar de nationale myndigheder, uanset beloebets stoerrelse, foretager efteropkraevning. Afgiftsskyldneren kan her anfaegte en saadan afgoerelse ved national ret. Domstolen kan herefter via en praejudiciel forelaeggelse sikre, at faellesskabsretten anvendes ensartet.
34 Det sjette spoergsmaal boer derfor besvares saaledes, at den kompetence, som er tildelt Kommissionen ved artikel 4 i forordning nr. 1573/80, kun omfatter afgoerelser om ikke at foretage efteropkraevning af afgifter paa 2 000 ECU eller derover.
Det ottende spoergsmaal
35 Med det ottende spoergsmaal, som er snaevert forbundet med det sjette spoergsmaal, og som derfor boer behandles som det naeste, anmoder den nationale ret Domstolen om at oplyse, hvorvidt der, saafremt det tilkommer de nationale toldmyndigheder at traeffe afgoerelsen om efteropkraevning i de tilfaelde, hvor afgiftsskyldner indgiver en begrundet ansoegning om, at der ikke foretages efteropkraevning, da skal ske forelaeggelse af en saadan ansoegning for Kommissionen, eller om de nationale myndigheder selv kan traeffe afgoerelse.
36 Som Domstolen udtalte i den naevnte dom af 26. juni 1990, Deutsche Fernsprecher, tilkommer det de nationale myndigheder at foretage efteropkraevning af import- og eksportafgifter uanset beloebets stoerrelse. I betragtning af forordning nr. 1573/80' s formaal, som, hvilket Domstolen praeciserede i den samme dom, er at sikre, at faellesskabsretten anvendes ensartet, tilkommer det ogsaa de nationale myndigheder at traeffe afgoerelse i det tilfaelde, hvor afgiftsskyldner indgiver en begrundet ansoegning om, at der ikke foretages efteropkraevning. Som anfoert ovenfor i praemis 34 er der kun pligt til at forelaegge sagen for Kommissionen, saafremt de nationale myndigheder traeffer afgoerelse om at undlade at foretage efteropkraevning, og saafremt, det omhandlede beloeb er 2 000 ECU eller derover.
37 Det ottende spoergsmaal boer derfor besvares saaledes, at naar afgiftsskyldner indgiver en ansoegning om, at der ikke foretages efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, paahviler det de nationale myndigheder at traeffe afgoerelse om denne ansoegning, og det paahviler dem kun at forelaegge sagen for Kommissionen, naar de ikke paataenker at efteropkraeve afgifter paa 2 000 ECU eller derover.
Det syvende spoergsmaal
38 Med det syvende spoergsmaal har Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto rejst en raekke processuelle spoergsmaal vedroerende anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 177.
39 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsens begrundelse, at den nationale ret tager udgangspunkt i, at de to relevante bestemmelser i regulativet for det portugisiske toldvaesen, som finder anvendelse i denne sag, ud over at vaere i strid med faellesskabsretten ogsaa er behaeftet med formelle og materielle mangler, som goer dem forfatningsstridige, hvilket dels skyldes, at de er udstedt administrativt og ikke via lovgiver, det vil her sige Republikkens lovgivende forsamling, dels at de strider mod princippet om international rets forrang for national ret.
40 Det er paa denne baggrund, at Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto i foerste raekke rejser spoergsmaalet, om den er kompetent til at foretage en praejudiciel forelaeggelse i det omfang, det fastslaas, at de omhandlede nationale bestemmelser er forfatningsstridige, da spoergsmaalet om, hvorvidt en intern retsforskrift er forfatningsstridig i henhold til artikel 280, stk. 3 i den portugisiske forfatning, skal forelaegges den portugisiske forfatningsdomstol, hvorfor alene sidstnaevnte instans er kompetent til at foretage en praejudiciel forelaeggelse i saadanne sager. For det andet rejser den spoergsmaalet, om en praejudiciel forelaeggelse ikke er overfloedig i det omfang, hvor manglerne ved en national bestemmelse kan afhjaelpes i den nationale retsorden.
41 Det syvende praejudicielle spoergsmaal har saaledes rejst to adskilte problemer vedroerende de naermere regler for anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 177:
- Det foerste spoergsmaal er, hvorvidt den nationale retsinstans, som konstaterer, at en national bestemmelse er forfatningsstridig, er afskaaret fra at forelaegge Domstolen spoergsmaal vedroerende fortolkningen eller gyldigheden af faellesskabsretten, fordi denne konstatering medfoerer, at sagen skal henvises til forfatningsdomstolen.
- Det andet spoergsmaal er, hvorvidt den nationale retsinstans kan undlade en praejudiciel forelaeggelse i det omfang, hvor den nationale retsorden indeholder maader, hvorpaa mangler ved en national bestemmelse kan afhjaelpes.
42 Med hensyn til det foerste spoergsmaal bemaerkes, at Domstolen ifoelge artikel 177 har kompetence til at afgoere praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af Traktaterne og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Faellesskabets institutioner. Artiklen bestemmer i stk. 2, at de nationale retsinstanser kan forelaegge Domstolen saadanne spoergsmaal, og stk. 3, at de er pligtige til at goere det, saafremt deres afgoerelser ifoelge national ret ikke kan appelleres.
43 Domstolens kompetence i henhold til artikel 177 skal i det vaesentlige sikre, at de nationale retsinstanser anvender faellesskabsretten ensartet. Med dette for oeje giver artikel 177 de nationale retsinstanser et middel til at loese de problemer, som kravet om at sikre faellesskabsbestemmelserne deres fulde virkning rejser i forbindelse med medlemsstaternes domstolsordninger.
44 For at opnaa den tilsigtede virkning med den ordning, som er indfoert ved Traktatens artikel 177, skal de nationale retsinstanser i videst muligt omfang kunne forelaegge sager for Domstolen, saafremt de finder, at en for dem verserende sag rejser spoergsmaal, som kraever en fortolkning eller en bedoemmelse af gyldigheden af faellesskabsbestemmelser, der er relevante for afgoerelsen af den paagaeldende sag.
45 Desuden ville faellesskabsrettens gennemslagskraft blive bragt i fare, saafremt en ordning med forelaeggelsespligt for forfatningsdomstolen kunne forhindre den nationale ret, som behandler en sag, i hvilken faellesskabsretten har betydning, i at udnytte sin mulighed for i henhold til Traktatens artikel 177 at forelaegge Domstolen spoergsmaal vedroerende fortolkningen eller gyldigheden af faellesskabsretten, saaledes at den nationale ret kan bedoemme, hvorvidt en national retsforskrift er forenelig med faellesskabsretten.
46 Foelgelig boer foerste del af det syvende spoergsmaal besvares med, at en retsinstans i en medlemsstat, som behandler en tvist, der beroerer faellesskabsretten, og som konstaterer, at en national bestemmelse er forfatningsstridig, ikke er afskaaret fra eller fritaget for den i EOEF-Traktatens artikel 177 foreskrevne mulighed for eller forpligtelse til at forelaegge Domstolen spoergsmaal vedroerende fortolkningen eller gyldigheden af faellesskabsretten som foelge af den omstaendighed, at retten efter denne konstatering har pligt til at forelaegge sagen for medlemsstatens forfatningsdomstol.
47 Med hensyn til det andet problem bemaerkes, at for saa vidt angaar den judicielle kompetencefordeling mellem de nationale retsinstanser og Domstolen i medfoer af Traktatens artikel 177, foelger det af praksis, at de nationale retsinstanser kan skoenne over, om det er noedvendigt at afgoere et EF-retligt spoergsmaal, foer der afsiges dom (jf. bl.a. dom af 6.10.1982, sag 283/81, Cilfit, Sml. s. 3415, praemis 10).
48 I den forbindelse praeciseres, at den nationale retsinstans' skoen efter betydningen i EOEF-Traktatens artikel 177, stk. 2, ogsaa omfatter spoergsmaalet om paa hvilket trin af sagens behandling, der boer forelaegges Domstolen et praejudicielt spoergsmaal.
49 Det syvende spoergsmaals andet led boer derfor besvares saaledes, at det ifoelge EOEF-Traktatens artikel 177, stk. 2, paahviler den nationale domstol at vurdere dels relevansen af de retsspoergsmaal, som er blevet rejst ved den tvist, som den behandler, og noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse, for at den kan afsige dom, dels paa hvilket trin af sagens behandling, der boer forelaegges Domstolen et praejudicielt spoergsmaal.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
50 De udgifter, der er afholdt af den portugisiske regering, Minístério Público, Raadet for De Europaeiske Faellesskaber og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
vedroerende de spoergsmaal, som Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto har forelagt den ved kendelse af 16. oktober 1989, for ret:
1) Artikel 5, stk. 2, foerste punktum, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter skal fortolkes saaledes, at det tildeler de kompetente nationale myndigheder en bunden kompetence med hensyn til afgoerelsen om ikke at foretage efteropkraevning, naar de betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 2, er opfyldt.
2) De fejl, der naevnes i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, omfatter alle fejl med hensyn til fortolkning eller anvendelse af bestemmelserne om import- og eksportafgifter, som ikke med rimelighed har kunnet opdages af afgiftsskyldner, og som er foelgerne af en aktiv adfaerd, enten fra de myndigheder, der har kompetence til at foretage efteropkraevning, eller fra myndighederne i eksportmedlemsstaten, hvilket udelukker fejl, der er fremkaldt ved urigtige angivelser fra afgiftsskyldner, dog bortset fra tilfaelde, hvor urigtigheden af disse angivelser kun er en foelge af forkerte oplysninger, der er meddelt af de kompetente myndigheder, og som binder disse.
3) Artikel 5, stk. 2, foerste afsnit, in fine, i forordning (EOEF) nr. 1697/79 skal fortolkes saaledes, at det finder anvendelse paa den situation, hvor afgiftsskyldner har opfyldt alle de krav, der er fastsat i faellesskabsbestemmelserne om toldangivelse og i nationale bestemmelser, der i givet fald supplerer eller gennemfoerer dem, ogsaa selv om afgiftsskyldner i god tro har meddelt urigtige eller ufuldstaendige oplysninger til de kompetente myndigheder, saafremt disse oplysninger er de eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente.
4) Den kompetence, som er tildelt Kommissionen ved artikel 4 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1573/80 af 20. juni 1980 om gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 5, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1697/79, omfatter kun afgoerelser om ikke at foretage efteropkraevning af afgifter paa 2 000 ECU eller derover, og dette gaelder endog, selv om der foreligger en begrundet ansoegning indgivet af afgiftsskyldner, hvorved denne anfaegter en afgoerelse om efteropkraevning, der er truffet af de kompetente nationale myndigheder.
5) Naar afgiftsskyldner indgiver en ansoegning om, at der ikke foretages efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, paahviler det de nationale myndigheder at traeffe afgoerelse om denne ansoegning, og det paahviler dem kun at forelaegge sagen for Kommissionen, naar de ikke paataenker at efteropkraeve afgifter paa 2 000 ECU eller derover.
6) En ret i en medlemsstat, som behandler en tvist, der beroerer faellesskabsretten, og som konstaterer, at en national bestemmelse er forfatningsstridig, er ikke afskaaret fra eller fritaget for den i EOEF-Traktatens artikel 177 foreskrevne mulighed for eller forpligtelse til at forelaegge Domstolen spoergsmaal vedroerende fortolkningen eller gyldigheden af faellesskabsretten som foelge af den omstaendighed, at retten efter denne konstatering har pligt til at forelaegge sagen for medlemsstatens forfatningsdomstol. Ifoelge EOEF-Traktatens artikel 177, stk. 2, paahviler det den nationale domstol at vurdere dels relevansen af de retsspoergsmaal, som er blevet rejst ved den tvist, som den behandler, og noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse, for at den kan afsige dom, dels paa hvilket trin af sagens behandling, der boer forelaegges Domstolen et praejudicielt spoergsmaal.
Full & Egal Universal Law Academy